04/14/17

Om familieforøgelse

Det her skete i mandags:

Winston – verdens fineste lille Boston terrier.

Tak for alle jeres gode hunderåd – vi læste det hele og blev enige om at vi ville lede efter en Boston terrier, der lød som om den passede godt til vores familie. Kunne dog godt se at den slags var dyrere end ventet, så måske blev vi nødt til at vente til sommeren næste år, for at få råd. Øv, når nu vi drømte om at få den op til sommerferien.

… men så fik jeg en besked om en familie i Jylland der desværre var nødt til at gå af med en et årig hund, fra en fantastisk bloglæser – tak igen! Det tog ikke mange øjeblikke at beslutte at ham måtte vi altså se i virkeligheden, og i mandags kørte Ninjaman og mellempiger så afsted.

“Vi tager ham KUN hvis han virker som den rigtige hund til os!” formanede Ninjaman de ivrige piger før de kørte, og jeg følte st det her hundeanskafning muligvis var det mest voksne jeg nogensinde havde foretaget mig.

Vi andre blev hjemme for at rydde op og flytte rundt så der evt kunne blive plads til en hundekurv. Da mindstebarnet efter nogle timer ikke kunne holde spændingen ud mere, gik vi i biografen og halvvejs gennem filmen kunne jeg regne ud at de måtte være ankommet, så jeg sneg mig ud og ringede til mellempigerne, der jublende opridsede alle den lille hunds vidunderlige egenskaber.

Mindstebarn dansede glædesdans i biografsædet da jeg hviskede det til hende, og de fire timers yderligere venten var laaaange.

Det er fedt at have fået en lidt større hund der ikke hvalpetisser på gulvet eller hærger ting. Han er trænet til ikke at sidde i møbler, gø’er ikke, kan være alene hjemme uden traumer og slikker ikke i fjæs. Når vi sætter os på gulvet møffer han sig op på skødet og sukker lykkeligt, og han bliver tilsyneladende aldrig træt af at blive kælet.

Han hiver dog meget når man går tur, så vi skal på hundeskole.

“Han passer virkeligt godt i vores familie, ikke mor?” sagde mellempigerne, da vi opdagede hvor imponerende højt han snorker og stueryddende fælt han fiser. Jeg har ingen anelse om hvad det var de antydede…

Fisen og snorken afholder dog ingen fra at ligge på gulvet i sådan en klump her, hver gang der skal ses tv.

10/23/16

Om efterårs-åndehuller

Efterårsferien i år var tiltrængt og den har heldigvis levet op til forventningerne, hygge og afslapningsmæssigt,

Vores økonomi er ret vissen for tiden, så den Tivoli-tur pigerne havde håbet på, og den tur til Jylland vi voksne havde fantaseret om, blev udskiftet med billigere, men mindst lige så fantastiske, alternativer.

Vi har været til fødselsdage to gange og til middag en gang; har været i sommerhus tre dage; og resten af tiden har vi dalret rundt, gået ture og sovet længe.

En af dagene havde alle fire piger en ven hver på besøg, hvilket var en seriøst sjov dag, med knald på. Det virkede næsten som om vi har for få børn til hverdag, når det er så nemt med 8 unger, kom jeg til at påstå. Den fornuftige Ninjaman stemte dog imod at udvide børneflok med 100% permanent…

Torsdag gik vi den længste tur i København i solskinnet; delte to superlækre portioner fish n’ chips på papirøen; fik talt, både med unger og hinanden, og tog billeder af pæn by.

Fredag morgen kørte vi til Nyord, ved Møn, og besøgte min søde fætter og hans lige så søde kone, i et lånt sommerhus.
Kæft – der er fedt!!
Smuk natur, dyreliv, og ild i pejsen.
Vi gik en utroligt lang tur, bevæbnet med kikkerter og gummistøvler da vi kom, og pigerne hvinede af fryd da de så rådyr og harer helt tæt på.

Idyllen blev kortvarige brudt, da den rare onkel reagerede meget bogstaveligt på mindstebarnets bøn om at snøre hendes støvler:

Jeps. De er bundet sammen. Hun trillede grinende rundt, og opskræmte store flokke af vildgæs i processen, og bar kun kortvarigt nag.

Aftenerne er gået med brætspil og hygge, og i går med en regnvåd tur til smukke Møns klint og 994 trappetrin. Mine slatne skinnebensmuskler skriger stadig efter trappetrins-torturen – heldigvis var udsigten det værd!

Hverdagen kommer til at ramme som lidt af en lussing i morgen, når vækkeuret ringer klokken 06 – men det har været helt utroligt dejligt at forsvinde ind i feriemagien i en hel, vidunderlig uge.

11/4/14

Om hektiskhed, søvnmangel, og forskellige niveauer af nøgenhed

Hele dagen i dag, har jeg gået rundt med overskriften til et blogindlæg, inde i mit hoved:”fem ting, dyr har stjålet fra mig”, skulle det have heddet.

Hvor godt det indlæg ville være blevet fandt jeg aldrig ud af, for dagen har været ualmindeligt hektisk i dag, og jeg har ikke kunnet samle ord nok sammen.

Min hjernekapacitet var i forvejen kraftigt reduceret, efter først en nat hvor jeg ikke kunne sove, efterfulgt af en nat, hvor tre af børnene havde mareridt på skift – smider man hektisk arbejdsdag oveni søvnmangels-puljen, og krydrer med en eftermiddag/aften hvor jeg var alene om at hente, affodre, lektielæse og putte unger fordi deres far var til sent møde, er der helt flatlinet inde i mit hoved.

Synes ellers det lød som en interessant overskrift!

Den eneste nye ting jeg har formået at lære i dag er denne: efterbrusebads-nøgenhed i stuen om morgenen, er en virkeligt dårlig ide’, når der bor to rare jyske håndværkere i en campingvogn lige foran vinduet….
Der skal de bo en måneds tid, mens de laver tømrerarbejdet – jeg tror vi alle tre krydser fingre for at det var første og eneste gang de behøvede se min bare røv!

De få sekunder af dagen, hvor jeg ikke har haft travlt, har jeg brugt på at være lidt misundelig.
På Maren
Hendes helt utroligt fine nye graphic novel:”den lyse side” udkommer i morgen, og hun livetegner her i den forbindelse.

Det er ikke hverken hendes (velfortjente) succes eller dygtighed generelt jeg er misundelig på: det er det faktum at hun har et job, hvor hun kan kræve at have en nøgen, mandlig ukulelespiller stående ved siden af sig, mens hun præsterer.

Jeg synes at lige den del, er så overdrevent blæret, og hele dagen har jeg overvejet at gå til min chef, og overbevise ham om hvor meget bedre JEG ville præstere, på sådan en hektisk dag, hvis jeg var fulgt af en nøgen ukulelespiller – eller hvor meget hurtigere og bedre jeg ville have varmet den tomatsuppe til mine børn her til aften, hvis bare jeg var blevet inspireret af ukulele-toner imens.

I stedet må jeg nøjes med at glæde mig til i morgen – ses vi?

En eftertanke: måske kunne jeg hyre ham som underholdningstrøst til de traumatiserede håndværkere?

08/31/14

Om travlhed, bobles, og hyggesøndage

I dag havde bobles inviteret os alle seks med til noget produktlancering på en husbåd på Amager strand.
Pigerne er store fans af bobles, og var meget entusiastiske testere af både det nye tæppe, der indbyder til jorden-er-giftig, air-hockey og skøjteleg, og den helt utroligt fine nye gynge, der nu står allerøverst på ønskesedlen hos mine to yngste!

Der var også lækker mad, og den fineste udsigt over havnen, hvor ihærdige kajakroere padlede rundt i regnen.
Helt vildt hyggeligt, søde mennesker, og flotte ting.

Da vi skulle hjem igen, havde regnen lukket det meste af Amager, så turen hjem – der normalt tager 20 minutter – tog halvanden time, men føltes meget, meget længere, med bilen proppet med børn, der hele tiden stak hinanden lammere/hylede over at have fået en lammer/brokkede sig over at en søster fyldte for meget/fyldte for meget/spurgte hvornår vi var der…

Da vi endelig nåede hjem, og tumlede sure og våde gennem regnen, trængte vi til noget der kunne hæve stemning igen – og her er opskriften på hvordan man redder en kedelig regnvejrssøndag, efter en lang biltur i surhed: pandekager, dyner, fodmassage og en film man allesammen gider se.
Vi fandt en ny version af “troldmanden fra oz”, på netflix, og den var absolut værd at se – bare et lille tip!
Der skal læses tekster højt, da den er på engelsk, men det er der også noget hyggeligt ved.

Det var helt vildt rart at lave noget der var så stille sammen – synes det der liv kører hurtigt for tiden, og det føles lidt som at svæve ved siden af sit eget hoved.
Jeg falder skiftevis udmattet i søvn i sofaen kl 20, eller ligger og glor op i loftet til kl 03, med tankemylder.

Af en eller anden grund, er nyt skoleår startet op, med to forældremøder, tre klassefester og en arbejdslørdag, og vores kalender var i forvejen godt proppet med arbejdsmøder, fødseldage og pasning af andre dyr og børn.

Forhåbentligt er det bare de her første uger der er hårde at komme igennem efter en lang ferie – forhåbentligt bliver det nemmere lige om lidt?

Nå. En søndag med ro som i dag, kan faktisk få det hele til at føles lidt nemmere. Må skaffe nogle flere søndage!

08/15/14

Om massage-fredage

Ugens bedste dag, er fredag – og hver fjerde fredag, er bedre end ellers.
Det er nemlig massage-fredag.

Da jeg for 13 år siden, slæbte rundt med vores første barn i maven, og 25 ekstra kilo fordelt rundt på kroppen, var jeg træt, sur og havde hele tiden ondt.
Derfor tog min fantastiske mand et weekendmassagekursus, og indførte massagefredag, hvor han købte en brugt massagebriks, og hver eneste fredag formede en rede af puder og tæpper, så jeg kunne ligge på maven og blive masseret af ham, mens vi så en film.
Det var den vildeste luksus, og ugens absolutte højdepunkt.

I de år der fulgte var jeg gravid temmeligt meget af tiden, men selv når jeg ikke var, fortsatte massagefredage, fordi vi begge to syntes det var hyggeligt.

Men for et par år siden begyndte pigerne at brokke sig over at det var snyd, og derfor indførte vi, at hver fjerde fredag også betød massage til dem – hvilket de er ganske euforiske over.

Om sommeren er det light-versionen, hvor vi straks efter aftensmad, sætter en børnefilm på, som vi allesammen gider at se, og derefter giver Ninjaman hvert af børnene 20 minutters massage, mens de drikker smoothies, og vi ser film sammen.

Om vinteren kører vi ind imellem hardcore versionen, som vi har videreudviklet på noget vi opfandt på det her tidspunkt.

Så tænder jeg stearinlys på hele førstesalen, og laver et ritual, hvor børnene, to af gangen, får fodbad ude i et mørkt badeværelse – med tilhørende stearinlys, stille musik og drinks – mens de to andre er nede i stuen og skiftes til at få fodmassage af mig i sofaen, og rygmassage af deres far på briksen.

Der er mørkt i hele hytten, og intet fjernsyn, når vi kører hardcore version – og bagefter kan fire trætte og salige piger hældes direkte ind i seng.

I dag er det massage-fredag, og jeg har sjældent glædet mig så meget til noget!

Det er altid hårdt at starte arbejde igen, efter en god lang ferie.
Bare det at skulle tidligt op, eller have travlt med at nå noget, er vi kommet helt ud af vane med…

Jeg kan rigtigt godt lide mit arbejde, og har gang i tusindvis af fede projekter, men når jeg kommer hjem om eftermiddagen, efter 8 aktive timer, er jeg så skeløjet af ord og træthed, og lytter kun lidt halvhjertet til børnenes sniksnak.
Først når de sover om aftenen, opdager jeg, at jeg egentlig har savnet dem vildt meget, og fortryder at jeg ikke orkede være mere aktivt sammen med dem – og derfor er det, at jeg har glædet mig ekstrameget, til at nusse deres små rynkede tæer, og have tid til at se på dem og tale med dem.
Og når ungerne sover – og de plejer at sove tungt bagefter – får jeg massage, mens vi ser noget serie, og holder kyssepauser.

Når weekenden starter så fint, gør det ikke helt så meget, hvis resten af weekenden går op i de sædvanlige søskendeskænderier eller vi ikke laver en skid aktivt sammen, for så har vi allesammen fået fyldt lidt op på nærhedskontoen.

Jeg kan godt anbefale, at man indfører en massagefredag i sit liv, hvis man mangler noget at gå og glæde sig til!

06/25/13

Om elastiktyve

Det eneste (pige)børneforældre frygter mere end sokkespiseren – der ellers konstant er skyld i at mine børn går sådan her rundt:

er hårelastik-spiseren.

Frk fantastisks lange fejende hår er nærmest magnetisk for lus,og det slår aldrig fejl: glemmer vi at sætte håret, kommer det hjem, kriblende med nye beboere.

Så hver morgen går med febrilske eftersøgning efter elastikker, og uanset hvor mange vi køber, mangler de altid.

I sidste uge købte Ninjaman en pakke med 90 elastikker.
Der burde være til noget tid, før elastikspiseren får has på dem, tænkte vi, men i morges kunne vi ikke opspore en eneste.

Kassen med elastikker var ganske tom, og først efter lang tids leden, i skuffer, sofa, badeværelse og lommer, lykkedes det at finde en slidt elastik i en taske, til den lange hestehale.

Men hvor VAR de dog blevet af? undrede vi os fortsat.

Ind til blikket faldt på den to årige mode-eksperts buttede arme….

Hun var mere end frisk på at posere, modeblogger-style:

Og pænt arrig, da 89 smukke armbånd blev konfiskeret inden børnehave.

05/10/13

Om forår

Der er langt mellem blog-indlæg for tiden.
Primært fordi jeg er så sur.

Sad i går i haven, med mand og børn der havde fri, og min fantastiske fætter kom forbi og lavede bål og snobrød.

Solen skinnede, snobrødene blev kun moderat brændte, og børnene fik taget en trillion billeder af hinanden, mens de poserede foran alt muligt blomstrende i haven.

Alligevel var det primært sure ting, der cirkulerede rundt i mit hoved.
“Det er jo totalt vulgært, med det der forår!” hørte jeg min egne sure stemme vrisse:” det er jo ligesom en virkelig køn pige, der smører alt det makeup hun ejer i hovedet på en gang, i et tommetykt lag.
Jamen det er jo flot nok med blomster i græsset – men det er sgu da lidt “se-mig-agtigt” også at smide blomstrende træer ind i landskabet!Det er bare FOR pænt: så pænt, at man slet ikke kan opfatte det hele på en gang! Hvis foråret er en køn pige med for meget makeup, så lader hun overskægget stå og undlader at bade hele vinteren – en mellemting kunne være så meget federe: gem dog de overdrevent blomstrende træer, til et sjapvejr i januar, hvor man virkeligt ville kunne værdsætte dem! Dårlig planlægning, siger jeg bare!”

Jeg fik kun sagt lidt af det højt, for vildmarksdrengen stoppede mig med et undrende:”undskyld – bitcher du over at her er FOR dejligt?” og det kunne jeg egentlig godt se var lidt fjollet…

Jeg er sygemeldt lidt endnu, og meget træt af mig selv over det.
Det går fremad, men jeg bliver irriteret på mig selv, over hvor langsomt det går.
Hvilket nok ikke hjælper.

Det er sikkert derfor jeg er så mavesur: undskyld, forår. Du ser sgu godt ud. Jeg er bare misundelig på alt dit overskud…

04/12/13

Om selvhad og briller

Kombinationen af at være sygemeldt med stress, og have tre lockout-ramte skolepiger hjemme, virkede til at starte med helt uoverskuelig.

Men faktisk er det ikke så galt, for jeg slipper for noget af det jeg har sværest ved: at skulle noget på bestemte tidspunkter, som fx at hente og bringe dem til skole.

Jeg fandt ud af at de skændes så meget når de keder sig, at jeg må snige mig i vaskekælderen og tude over det, og begyndte derfor at give dem opgaver.

Det går meget bedre på den måde, og hvis bare jeg leger skrap lærer og giver dem opgaver for, er de lydhøre og energiske.
Og jeg kan slappe af imens de arbejder.

Ellers cykler vi lange ture, hen til steder hvor der ikke er for mange mennesker.
Fx kirkegårde, hvor vi bruger tid på at lede efter de ældste eller pæneste gravsten.

Jeg husker stadig som en senildement 80 årig – stod forleden foran fitnesscenteret, efter den træning min læge siger jeg skal lave, og ledte efter cykelnøgler.
I flere minutter – ind til det gik op for mig, at nøglerne lå i min taske.
Der lå oppe i et skab.
Sammen med mine støvler, jakke og tøj.
Jeg havde ikke rigtigt fattet at jeg stod der i shorts og strømpefødder…

Nu har jeg været sygemeldt fire uger, og lægen og psykologen siger mindst fire uger mere.
Så er det at jeg begynder at hade på mig selv.
Især om natten.
Der ligger jeg vågen, og kalder mig selv grimme ting.
“Jeg er vel nok uduelig, at jeg ikke bare tager mig sammen – ignorerer den hullede hjerne, hjertebanken og hovedpinen, og tager på arbejde.
Det er nok fordi jeg er sådan et talentløst fjols, der skulle have taget den med ro noget før.
Jeg kan ingenting, og hvorfor er det lige at jeg overhovedet blogger, eller skriver noget som helst andet – der er sgu da ingen der gider læse mit lort?
Og hvordan er det lykkedes mig at bilde mine kolleger ind at de savner mig og mangler mig, som de siger – for jeg er så talentløs til alting i hele verden?”

I nat kl 04, besluttede jeg mig for at skrive “lukket pga selvhad” på bloggen.
Fordi jeg ikke syntes jeg kunne noget, jeg kunne byde andre at læse.

Men så bliver det morgen, og mine skolepiger går ivrigt i han med de opgaver de skal – den store skriver på en rapport om skildpadder, og mellempigerne laver en planche om rekorder.
Mens de ser ironisk-kloge ud, med 3D-briller på.

“Vi skal have de her briller på til thaiboksning på torsdag!” annoncerer frk fantastisk glad “så kan vi sige:”hey! Man må ikke slå på nogen med briller!”

Smart.
Jeg tror jeg må låne brillerne i nat, når jeg skal til at køre natte-selvhad.
Så kan jeg sige:”stop nu, med at sige onde ting, om en med briller! Der endda ligger ned!”

Håber det virker.

(Men blogger jeg ikke det næste tid, er det bare fordi bloggen er lukket pga selvhad.)

01/3/13

Om ferie-fniller

Det er ikke meget jeg har fået blogget her i ferien.
Er nærmest gået i dvale, af mangel på aktivitet: siden d. 11-12, har jeg kun været på arbejde en enkelt dag – grundet operation, syge unger og ferie – og børnene starter først skole på mandag.
Forvent derfor ingen pointe i dette indlæg.

Det ene øjeblik nyder jeg at synke ned i den sump af skal-ikke-noget-hed: lader ungerne sidde i nattøj hele dagen, stener film med dem, lader dem bage noget med sukker, og smelter over hvor nuttet den mindste er, når hun erklærer at jeg er hendes :”bedste ven!”, synger “Bingle Jells”(jinglebells), eller desperat leder efter sine “gimmergo”(glimmersko).

Det næste øjeblik er jeg helt klaustrofobisk over (siden d 11-12) kun at have været ude af huset følgende gange: den aften vi besøgte min far, juleaften, de to dage vi besøgte mine gamle venner, og den dag vi tog ind til byen med børnene og gik op i rundetårn.
Og så alt for mange ture i Netto, hvor det på en eller anden måde lykkedes os, at bruge hele januars madbudget i december…

“Moar!! Det er snyyyyyd at hun må sidde ved siden af dig/fik først/ fik mest/valgte først!” er mest hørte sætning for tiden, efterfulgt af:”FAAAR! Hun er tarvelig/slår/driller/rækker tunge/ser surt på mig/ smiler af mig!”

Jeg savner desperat at gå på lokum, uden at der ligger en og glor ind under døren, mens hun opdaterer mig på seneste udvikling på konfliktfronten.

Eller at have en aften alene med den lækre mand, uden at blive afbrudt – inden vi så meget som har overvejet at tage sokkerne af – af børn der:”ikke kan sove/har mareridt/keder sig/vil høre om det snart er jul eller nytår”.

Juleaften var dog vildt hyggelig, med god mad, glade børn og hjemmelavede gaver.

Min gavehøst: tre hjemmelavede lysestager, to tændstikæsker og en peberbøsse.
Naturligvis er det meste fremstillet af Krea-Girl, der flittigt har lavet gaver til alle, siden oktober.
Og så fik jeg også denne her bog jeg længe havde ønsket mig – og denne her, som jeg ikke havde ønsket mig, men alligevel læste.
Jeg tror aldrig jeg har læst noget i kategorien chick-lit før, men fandt den sært nok ret underholdende – og tilpas letlæselig, til at den kunne presses ind i ferie-med-børn-konceptet.

Nytårsaften var lige så hyggelig. Vi var her hjemme, med nogle venner og deres børn. Der var overraskende meget knald på, og børnene var oppe til klokken meget sent.

Mindstebarnet fik fingrene i en rysler, som hun ikke slap i to døgn.
Meget anstrengende – og lidt nuttet, fordi hun fnes lige lykkeligt, hver gang hun pustede i den.

Lige nu sidder halvdelen af børneflokken, med armene om hinandens skuldre, og spiller iPad sammen – mens den anden halvdel skændes animeret oppe på badeværelset.
Meget sigende for hvordan ferien har været.

Der er præcis fire døgn til jeg møder på arbejde igen.
Bliver underligt at have rigtigt tøj på og tale med voksne mennesker.
Og gå på lokum, uden at nogen ligger og oplyser mig om skænderier de har haft, under døren.

09/5/12

Om hunde og gamle damer

I ti år, har vi hele tiden haft mindst et barn under 3 år i huset, og selv om det selvfølgelig kan være hårdt i perioder, er der også noget enormt dejligt over, at et lille menneske har så meget brug for en, gerne vil sidde og nusse, og bliver så lykkelig når man kommer hjem.

Vi er helt færdige med at lave babyer, men nyder alligevel mindstebarnets “babyhed”, og er lidt vemodige ved tanken om, at hun, lige om lidt, er lige så langlemmet, selvstændig og sej som sine søstre, når nu det er så hyggeligt også at have en tyk lille kælen semi-baby.

De store piger har det på samme måde med hende, de kan tale meget om hvor kært hun taler, eller sidde og falde i svime over billeder af hende som nyfødt.

Derfor, er vi begyndt at tale om at få en hund, om et års tid.
Bare sådan en tyk lille en, der gider at nusse, og bliver lykkelig, når man kommer hjem…

Ældstebarnet vil altså stadig hellere have en lillesøster mere, for hun synes det er megaklamt, at hunde slikker sig selv i røven – men de andre er ret hooked, og vi har brugt en del tid på at læse om alle mulige hunderacer.

I søndags havde frk fantastisk sovet hos en veninde, jeg hentede hende i Valby, og vi gik rundt til en byfest der, og nød lidt alenetid.
En lille gammel dame, kom gående forbi os, med en grim lille hund, og da de var forbi, sagde den 7 årige – med tindrende øjne:”åh, så du ikke lige hvor nuttet hun var?”
Jeg mumlede noget om, at det ikke lige var min type hund, men blev rettet:”mor, jeg mente da ikke hunden – jeg mente den gamle dame! Jeg synes bare gamle mennesker kan se SÅ nuttede ud, nogle gange. Sådan med langsomme ben og søde rynker!”

Så nu venter jeg bare på, at hun begynder at plage om anskaffelse af en gammel dame…
Måske kan vi kombinere alles ønsker, og få en hund, der lignede en gammel baby?

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: børnefamilie

Om familieforøgelse

Om efterårs-åndehuller

Om hektiskhed, søvnmangel, og forskellige niveauer af nøgenhed

Om travlhed, bobles, og hyggesøndage

Om massage-fredage

Om elastiktyve

Om forår

Om selvhad og briller

Om ferie-fniller

Om hunde og gamle damer

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: