01/19/17

Gamle indlæg – januar

Indimellem piner jeg mig selv med at dykke ned i bloggens gamle arkiver, og blive mindet om hvor anderledes vores liv var med små børn.

Det er hyggeligt at læse, og jeg glæder mig over hvor store, fine og selvhjulpne de er nu –  men jeg bliver også forbistret sentimental af det, og plager Ninjaman om vi ikke nok kan nå bare en enkelt lillebitte baby mere?
(Svaret fra ham til det er iøvrigt helt kategorisk nej..)

Nå, men januar har de sidste seks år set sådan her ud:

Januar 2011:

Et hurtigt indlæg om søskendejalousi, noget om klunker og om oprindelse af fødevarer.

Januar 2012:

Her var mine mellempiger fem og seks år gamle, og fuld af gode råd og kloge ideer. De mandasgstippede fx beredvilligt om både oprydning og fødsler der ikke vil gå i gang, mens jeg skrev ned. Det er den her tid jeg savner allermest – fuck hvor var det sjovt meget af tiden, og hvor sagde de dog mange gakkede ting!

Januar 2013:

Her dræbte jeg bl.a. nogle kæledyr.

Januar 2014:
Her holdt bloggen en pause.

Januar 2015:
Noget om kun at have et enkelt badeværelse, til seks mennesker og lidt om komplimenter.

Januar 2016:
Skrev jeg om hvor sjove ting fem årige siger.

Nå. Det var memorylane for denne gang. Håber I syntes genlæsningen var lige så underholdende som jeg selv gjorde!

IMG_0744

 

06/30/16
IMG_20160120_162831

Om anatomilektioner

Mit absolutte favoritsted i hele verden, er mit nye badekar.

Forleden morgen, efter en meget våd tur i byen med mine kolleger, vågnede jeg endda op i mit badekar, klokken 6 om morgenen, i iskoldt vand og med min tandbørste i mundvigen.
Kan ikke huske hvorfor, men tænker at det siger lidt om mit kærlighedsforhold til badekarret, når det vinder over sengen på sådan et tidspunkt?

Det bedste ved badekarret, er muligheden for alenetid.
Jeg kan læse, drikke kaffe, glo op i loftet eller – som nu: skrive blogindlæg fra telefonen.
DSC_0277
Og ja: beklager det mentale billede i nu fik, af mig der blogger nøgen.

Da Ninjaman var allermest syg var badekarret mit helle: det sted jeg kunne bede om tyve minutters tid alene, og rent faktisk få det.

Men nu er freden ved at være slut, for yngstebarnet har opdaget at jeg jo ligger stille når jeg bader, og er begyndt at snige sig ind på mig for at bombardere mig med spørgsmål, om alt i verden – både “hvem har opfundet vand?”, “hvor boede jeg før i fik mig?”, og “hvorfor flyder nogle ting?” er spørgsmål jeg har måttet besvare fra vandet den sidste tid.

Forleden aften lå jeg i karret før puttetid, og spørgsmålsmesteren skyndte sig begejstret ud til mig, med supplerende spørgsmål til emnet “tyngdekraft og hvorfor ting flyder”, som jeg besvarede så godt jeg kunne, mens jeg krydsede fingre for at der snart var nogen der kaldte på hende.

Hun fornemmede at jeg var distraheret, og hev mig tilbage til virkeligheden med en prikkende finger på mit højre bryst.

Barn:”Hvorfor flyder babser? Er der luft i dem?”

Mor:”æh nej… Luft? Det er nok mere sådan.. kød?”

Barn (uimponeret konstaterende):” Nå. Sådan noget slasket kød, hva?”

Ah… Der er nu intet som smigrende sandheder fra børn…

02/11/16

Om gnaveres læsefærdigheder

Mindstebarnet reddede sig en bule i hovedet i børnehaven i tirsdags, men da Ninjamand og de tre store lå med bræksyge hjemme, tog jeg hende med på arbejde istedet.

Hun var ret hyggeligt selskab, der charmerede alle, med sit vid og sine talenter, og det slog mig hvor stor og klog hun er ved at blive.

Ind til vi skulle hjem, og hun lige fik bevist hvor lille og naiv hun stadig er, da vi gik forbi en kasse med rottegift, og havde denne samtale:

Barn;” hvad er det?”

Mor:” det er en kasse med giftigt mad i, som rotterne dør af at spise.”

Barn:”nårh…det er rigtigt synd!! Men hvad står der på kassen?”

Mor:”der står at det er giftigt, og man ikke må spise det.”

Barn:” det er viiiirkeligt dumt at skrive det! Så læser rotterne det, og gider ikke spise det!”

Mor:”øh… Rotter kan altså ikke læse…”

Barn(meget overrasket):” kan de ikke?!? Men… hvordan læser de så de sedler de skriver til hinanden, om hvor de skal mødes?”

DSC_0088

Det viste sig, at hun havde set en tegnefilm, med rotter der kunne læse.
Fem års logik er indimellem ubegribeligt nuttet!

01/23/16

Om ting, der er svære at sejle i

I går sad jeg og læste denne her billedbog for yngstebarnet – en fin lille historie, der foregår i renæssancens Venedig:
DSC_0063_2
Mellempigerne sad i samme rum, optaget af at skrive indbydelser til en fødselsdag, men hørte alligevel med på historien.

Der var en del svære ord, så jeg stoppede historien nogle gange, for at høre om hun vidste hvad det betød, og det gjorde hun hver gang – indtil vi kom til ordet “gondol”.

Hun havde ingen bud på hvad det betød, og mellempigerne var ved at falde over hinanden af iver, for at få lov til at sige det.

De er stadig rigtigt glade for hinanden, men har altid haft en indbyrdes konkurrence, om hvem af dem der vidste mest – min favorit er denne her episode, hvor de var en del mindre end nu, og ikke havde styr på bagværk.

Jeg gav ordet til den ene af dem, der faktisk ikke vidste svaret, men bare gerne ville vise, at hun var lige så klog som sin søster.

Så gik ordet til den anden, der stolt proklamerede:” vi har lige haft om det i skolen, så jeg ved det helt sikkert: det er sådan nogle gennemsigtige dimser!”

Mig:” øhm, gennemsigtige?”

Barn:” ja! Det er sådan nogle man putter på tissemanden, for ikke at få børn!”

Hun så så glad ud, over eget vid, at jeg overvejede bare, at læse bogen færdig, uden at rette beskrivelsen af gondoler, men vurderede at det ville give den en underlig, ny dimension, så jeg beskrev kort forskellen mellem kondomer/gondoler, og undlod at fnise højt.

12/19/15
DSC_0176

Om når Gud bringer ud

Min fem årige, begejstret til sine søstre i går eftermiddags:”jeg har set Gud!!”

Religiøse åbenbaringer er sjældne begivenheder herhjemme, så der blev ganske, ganske stille.

“Er det ikke rigtigt mor? Du sagde selv det var Gud, ikke?”

Egentlig kunne jeg ikke erindre at vi på nogen måde havde haft samtaler med religiøst indhold den dag – jeg havde personligt gemt mig bag en bog siden jeg kom hjem fra arbejde – men hun fortsatte:” det var Gud der kom med den der kurv med pølser, som du fik i gave, ikke?”

Aha! Jeg er temmelig sikker på, at jeg sagde det var et bud, og ikke Gud – men findes der en Gud, giver det totalt god mening at han kommer med øl og pølser.
DSC_0176
Spørgsmål om religion optager hende meget for tiden og hun spørger nysgerrigt om alt muligt.
For nogle måneder siden oplyste hun os andre om, at: “Samra fra børnehaven har en Gud der hedder det samme som Anemones far!”

Nu har jeg ikke selv talt om tro med Samra, men uden at lyde alt for skråsikker, vil jeg vove den påstand at det nok ikke helt er “Allan” hendes Gud hedder….

(Kurven, bragt med bragt velsignet bud, vandt vi iøvrigt hos Østfronten)

08/3/15
wpid-dsc_0061.jpg

Om af-romantificering af kæledyrs adfærd

Husstanden her hjemme er det sidste års tid blevet udvidet med to hamstre, som mellempigerne havde ønsket sig brændende, og fik en hver af på deres fødselsdage.

“Trøffel” er en tam, svært overvægtig hunhamster, der kan have imponerende 14 hasselnøddekerner i kindposerne på samme tid; og “Teddy” er en lillebitte, langhåret hanhamster, der er svært glad for at vaske sig selv og galopere rundt i sit bur, til man bliver vanvittig af larmen.

image

De to hamsterejere elsker deres eget kræ så utroligt højt, og konkurrerer indbyrdes om hvem der har det klogeste, mest tamme, hurtigste, pæneste, blødeste dyr.

Teddy taber foreløbigt på at være mest tam, for det er ham de har haft kortest tid, og han er stadig ret sky.

Stor var hans ejers glæde derfor, da han af sig selv kravlede ud i hendes hånd, og slikkede hendes fingre, her til morgen.

Triumferende gik hun ind til sin søster:” Teddy har lige KYSSET mine fingre!”

Og fik det særdeles uimponerede svar:” tillykke med det. Tænk lige på hvor mange timer han har haft de læber på sine nosser, når han har vasket dem…”

05/11/15
wpid-ai-weiwei-0531-287x300.jpg

Om politisk korrekthed

Overhørte en af mine mellempiger der sammen med en veninde så Lucky Luke, mens de talte om hvor stereotypt den var tegnet:

Barn 1(forarget):” Ai, den er jo vildt racistisk! Dem der er indianer har rød hud, og dem der er kinesere har gul hud!”

Barn 2(lige så forarget):”… Ja – og dem der er normale, har normal hud!”…

image

05/3/15
wpid-dsc_0421.jpg

Om sproglig kreativitet

“Mor, du er aller-min-bedste-ven, hvis jeg må få sådan nogle spidstossesko til min fødselsdag! ” smisker mit mindste barn, og peger ivrigt på det par tåspidssko, der hænger og pynter, i omklædningsrummet på balletskolen.

Jeg ser ned i hendes forventningsfulde øjne, og har lyst til at love hende alle “spidstossesko” i hele verden, hvis bare hun lover at vokse uhørt langsomt, og blive ved med at sige den slags ord.

For kun få år siden, var hendes tre ældre søstre samme alder, og fejlhørte og hjemmedigtede ord, var derfor hverdagskost, med så mange sprog-nybegyndere i huset.

De fleste forkerte ord korrigerede vi (på den pædagogisk måde, naturligvis, hvor vi selv udtalte ordet korrekt, uden at rette barnet)  og enkelte talefejl var så nuttede, at de blev en integreret del af vores families interne sprog – ligesom min far stadig siger “giggubadde”, fordi det var sådan en to årig version af mig, udtalte “vingummibamse”.

Men nu er de store blevet større, med nogenlunde styr på ord og grammatik,  så lillesøster er eneste leverandør af nye ord på den måde.
Og vi retter hende måske for lidt – fordi det bare er så sødt…

Hver eneste gang hun, med vigtig mine, udbreder sig klogt, om “hunde-hvalfe”,  vil spille “jordmaklods “(klodsmajor), lider af “pinehoved”, eller starter sætninger med “forestil at…” ( hvor ordet “forestil” dækker over en hel række af forskellige ord),  lige dele fryder jeg mig over hvor fantastisk sådan nogle 4-5 årige børn eksperimenterer med sproget – og fyldes med vemod over, at det er det sidste barn i den alder, jeg skal bo med…

Så skynder jeg mig at skrive det ned, i et dokument der nu er over ti sider langt, og indeholder alle pigernes fantastiske guldkorn gennem tiden – hvor jeg kan fryse alle ordene fast, og indimellem læse dem højt for deres skabere, mens vi ler af hvor små de var – og hvor hjerteskærende fantasifulde sådan nogle små barnehjerner er.

04/15/15
wpid-6995666-rdhuder-skaber-opstandelse-i-sverige.jpg

Om at være en gammel mor

Min mor fandt et puslespil,med motiv fra bøgerne om “børnene hedenold”,og gav det til min fire årige, der er vild med at lægge puslespil for tiden.
Jeg var ret vild med de bøger som barn – de foregår i stenalderen og handler om en lille familie.

image

Ikke helt historisk korrekte, men underholdende.
Jeg har desværre ikke nogle af bøgerne mere, men sad og fortalte det jeg kunne huske, mens barnet lagde puslespillet.

Samtalen lød nogenlunde sådan her:

Mor:” det foregår i stenalderen. Det er meget længe siden. Dengang havde man ikke fjernsyn, eller store byer, eller biler, eller en masse andre ting, som vi kender fra i dag. Man kalder det stenalderen,  fordi de redskaber folk brugte, var lavet af sten.”

Barn(koncentreret om puslespil) :”nå. Var alt dit legetøj så også lavet af sten dengang?”

Følte mig pludselig en del ældre, når barnet går ud fra, at stenalderen var en del af min barndom!