Om 70’er børnebøger
I morges mødte jeg en af mine bedste gamle venner i garderoben, på vores ungers skole.
Vi var fedtede, langhårede teenagere sammen, med tamme rotter på skuldrene, og mere optagede af at skrive historier til hinanden, end af at høre efter i timerne.
Jeg har stadig en æske fyldt med breve og tegninger vi skrev til hinanden, og det er godt nok ret sort – jeg skrev bl.a kærestebreve fra vores lærere til ham, hvor de takkede ham for diverse kinky fornøjelser, og han skrev rosende breve fra alverdens diktatorer til mig, hvor de beundrede min uforlignelige ondskab.
Vores to ældste døtre er bedsteveninder, går i samme klasse – og er oven i købet født præcis samme dag, med 19 minutters mellemrum, og min næstældste og hans yngste er også bedstevenenr, og går i samme klasse så vi ses ofte.
I morges kaldte mindstebarn ham fejlagtigt for “Malle”,og det fik os til at mindes bogen:”musen Malle”: en opbyggelig børnebog fra 70’erne, hvor man hører om denne her nuttede markmus, og lige når man føler man kender den allerbedst – bliver den kørt over af en bil, ligger død i vejkanten med en masse blod, og biller der æder dens lig…
Han huskede at den endte semi-godt, med en ny markmus der spiste af en blomst fra gamle Malles gravsted – jeg husker kun tegningen med blodet, og den stakkels døde mus.
Der var egentlig ikke særligt meget eventyr og fantasi over de billedbøger vi læste i 70’erne – jeg har selvfølgelig læst “den uendelige historie” og “Taran”, men jeg kan godt misunde vores børn Harry Potter – og billedbøgerne er også generelt sjovere i dag – eller er det bare fordi jeg primært husker de politisk korrekte billedbøger som;”Runes mor kører traktor” og “Kirstens mor elsker Lene?” – ja og så stakkels døde Malle?
Om musen Malle kan man sikkert mene meget – jeg har ikke læst den siden jeg var 4, så kan ikke helt udtale mig- men når den stadig kan huskes, nogle-og-tredive år efter vi læste den, må den have gjort indtryk – og det er vel en værdi i sig selv.