09/18/16

Om 70’er børnebøger

I morges mødte jeg en af mine bedste gamle venner i garderoben, på vores ungers skole.
Vi var fedtede, langhårede teenagere sammen, med tamme rotter på skuldrene, og mere optagede af at skrive historier til hinanden, end af at høre efter i timerne.
Jeg har stadig en æske fyldt med breve og tegninger vi skrev til hinanden, og det er godt nok ret sort – jeg skrev bl.a kærestebreve fra vores lærere til ham, hvor de takkede ham for diverse kinky fornøjelser, og han skrev rosende breve fra alverdens diktatorer til mig, hvor de beundrede min uforlignelige ondskab.

Vores to ældste døtre er bedsteveninder, går i samme klasse – og er oven i købet født præcis samme dag, med 19 minutters mellemrum, og min næstældste og hans yngste er også bedstevenenr, og går i samme klasse så vi ses ofte.

I morges kaldte mindstebarn ham fejlagtigt for “Malle”,og det fik os til at mindes bogen:”musen Malle”: en opbyggelig børnebog fra 70’erne, hvor man hører om denne her nuttede markmus, og lige når man føler man kender den allerbedst – bliver den kørt over af en bil, ligger død i vejkanten med en masse blod, og biller der æder dens lig…

Han huskede at den endte semi-godt, med en ny markmus der spiste af en blomst fra gamle Malles gravsted – jeg husker kun tegningen med blodet, og den stakkels døde mus.

Der var egentlig ikke særligt meget eventyr og fantasi over de billedbøger vi læste i 70’erne – jeg har selvfølgelig læst “den uendelige historie” og “Taran”, men jeg kan godt misunde vores børn Harry Potter – og billedbøgerne er også generelt sjovere i dag – eller er det bare fordi jeg primært husker de politisk korrekte billedbøger som;”Runes mor kører traktor” og “Kirstens mor elsker Lene?” – ja og så stakkels døde Malle?

Om musen Malle kan man sikkert mene meget – jeg har ikke læst den siden jeg var 4, så kan ikke helt udtale mig- men når den stadig kan huskes, nogle-og-tredive år efter vi læste den, må den have gjort indtryk – og det er vel en værdi i sig selv.

01/23/16

Om ting, der er svære at sejle i

I går sad jeg og læste denne her billedbog for yngstebarnet – en fin lille historie, der foregår i renæssancens Venedig:

Mellempigerne sad i samme rum, optaget af at skrive indbydelser til en fødselsdag, men hørte alligevel med på historien.

Der var en del svære ord, så jeg stoppede historien nogle gange, for at høre om hun vidste hvad det betød, og det gjorde hun hver gang – indtil vi kom til ordet “gondol”.

Hun havde ingen bud på hvad det betød, og mellempigerne var ved at falde over hinanden af iver, for at få lov til at sige det.

De er stadig rigtigt glade for hinanden, men har altid haft en indbyrdes konkurrence, om hvem af dem der vidste mest – min favorit er denne her episode, hvor de var en del mindre end nu, og ikke havde styr på bagværk.

Jeg gav ordet til den ene af dem, der faktisk ikke vidste svaret, men bare gerne ville vise, at hun var lige så klog som sin søster.

Så gik ordet til den anden, der stolt proklamerede:” vi har lige haft om det i skolen, så jeg ved det helt sikkert: det er sådan nogle gennemsigtige dimser!”

Mig:” øhm, gennemsigtige?”

Barn:” ja! Det er sådan nogle man putter på tissemanden, for ikke at få børn!”

Hun så så glad ud, over eget vid, at jeg overvejede bare, at læse bogen færdig, uden at rette beskrivelsen af gondoler, men vurderede at det ville give den en underlig, ny dimension, så jeg beskrev kort forskellen mellem kondomer/gondoler, og undlod at fnise højt.

11/9/15

Om at knalde

Den der snak om blomsterne og bierne har vi taget relativt tidligt med de tre ældste piger, fordi de stillede spørgsmål hver gang jeg var gravid med en ny lillesøster.

Detaljerne har de måske ikke helt forstået: således observerede jeg engang mellempigerne, da de var 3 og 4, og legede med barbie-dukker.
“Her Barbie! Her er nogle haletudser!” sagde Ken, og gav hende noget i hånden, som hun takkede for, og straks efter gik i fødsel.
Personligt husker jeg tilblivelsen af mine børn som noget mere romantisk end den form for sædcelle-transaktion Barbie blev udsat for – men noget af det havde de da forstået.

Det med hvordan babyerne kom ud, har de klart fundet mere spændende, og vidst mere om, end hvordan de kom ind (de kloger sig fx lidt om fødsler i et gammelt mandagstip, HER.), og min ældste datter har set to af sine yngre søstre blive født, hvilket hun stadig taler om som en stor, god oplevelse.

Her er hun som hhv fire og otte årig, med nyfødte lillesøstre.

Min yngste datter har ofte hørt historien om dengang hun blev lynfødt hjemme i stuen, og har derfor godt styr på det med fødsler, men hun har ikke stillet spørgsmål om forplantning, og jeg havde ikke tænkt over, at hun aldrig havde fået en forklaring.

For nyligt fik vi Trine Bundsgaards nye bog fra forlaget Lindhardt og Ringhof:” “Blev jeg til ved et knald?”” tilsendt med posten, og SÅ fik hun lært noget nyt, der gjorde stort indtryk!

Bogen handler om børnene Sofus og Viola, der sætter sig for at finde ud af hvordan små børn kommer ind i maven.

Tegningerne er fine, og sjove; og teksten indeholder nogle ret friske ord, som min fem årige måtte skrige af grin over.

En god,lærerig og fræk bog, som man sagtens kan bruge til at forklare mindre børn om livets mysterier.

Eneste ulempe ved at barnet nåede at blive fem år før hun lærte den slags, er at hun er stor nok til at have en mening om det – og den mening er at det er klamt, men sjovt.
Meget, meget sjovt, og meget, meget klamt.

Første gennemlæsning af bogen, medførte at hun skrev en sang, med mange vers, og titlen:”Mor, hun har knaldet fire gange!”.
Umiddelbart ikke en sang der har det store hitpotentiale, selv om den blev skrålet med stor entusiasme flere uger i træk…

“Lad være med det der, det er klamt!” sagde jeg til hende, da hun slikkede på dørhåndtaget til bilen.

“Haha – det er dig der er mest klam, mor: du har KNALDET!” kom det fnisende svar.

Så summa summarum: bogen kan anbefales, den har vakt megen glæde her hjemme – men man får lidt ødelagt sit image…

03/10/15

Om ting der kan anbefales, eller frarådes

Det her skulle egentlig have været et mandagstip, men weekenden endte med at blive ekstremt travl (kombiner en hel lørdag, med 17 gæster til forsinket familiefødselsdag for nyligt fyldt tiårig, med børn der havde overnattende legekammerater begge dage – så får man nogle dage med højt tempo!)

Så nu hvor jeg ikke har haft tid til at interviewe børn om mandagstip, træder jeg gerne til med lidt hurtige anbefalinger i stedet.

Ting der kan anbefales:

– Serien “Lillyhammer”, på netflix.
Den handler om en New Yorker gangster, Frank Tagliano, der vidner imod mafiakolleger, og får vidnebeskyttelse – i den norske by Lillehammer.
Kontrasten mellem norsk demokrati og idyllisk lillebysamfund, og Taglianos mafioso-metoder er utroligt morsom, og serien er spændende, med gode (omend noget karikerede) personer.
Ninjaman og jeg har slugt alle tre sæsoner de sidste par måneder, og kan varmt anbefale!

– Trine Bundsgaards læse-let-bøger om Luna Linea, er også noget vi hygger os med herhjemme.
De er lidt for nemme for den 8 årige, og lidt for svære for hendes ordblinde storesøster, men de læser dem begge højt med stor entusiasme igen og igen, og vi griner hver gang vi læser den hvor Luna Linea plager sig til sukker, og hendes mor lader sig lokke – for man skulle tro forfatteren kendte mig og den 8 årige.
Hvis man har børn i lære-at-læse-alderen, så lån dem på biblioteket!

– Cykeltur alene med den ti årige, i solskin, er også noget af det hyggeligste.

Hendes lillesøster var med sin onkel i skoven, samtidigt med vores cykeltur, og kom begejstret hjem, og fortalte:”jeg har rørt ved en svamp i skoven! Og den mærkedes helt ligesom jeg tror at master Yodas ører mærkes: sådan blævrede og tynde!”

Den bemærkning fnes jeg af, resten af dagen.

Ting der kan frarådes:

– hvis man cykler rundt om søen,med en ti årig, i solskin – så er det en dårlig idé at lade sig lokke ind i planteskolen. Alting ser så pænt ud derinde, at man nemt kommer til at bruge 300 kroner(som man ikke har), på busk med røde grene.
Dette skete for mig i søndags, og busken kan egentlig ikke plantes et pænt sted, da haven stadig er fyldt med murbrokker og mudderhuller, efter tilbygning.
Barnet døbte planten:”fire Johnny”, og vi plantede ham ved siden af mount doom af skrald, hvor han så underligt uanseelig ud.

– Fastekur. Da jeg, i lørdags, klynkede lidt over hvor meget min mosters lækre brownie med nutella-ganache(der iøvrigt kan anbefales!) formentligt fedede, rådede min mor mig til at prøve fastekur.
Så jeg vågnede søndag morgen,med intentionen om at faste. Holdt den kørende med te og vand,men da Ninjaman tvang mig med ud for at handle ind til ugen, gik jeg amok i afdelingerne med fedende ting i stedet.

De kalorier jeg sparede ved at faste fire timer, modsvarede sandsynligvis ikke dem der var i det æbleflæsk vi smovsede til aftensmad.
Så faste gider jeg altså ikke prøve igen – men æbleflæsk gerne.
Mindstebarnet troede iøvrigt det hed “æbleflæns “, og var det samme som råkost: altså en salat,med flænset æble i.

Det var alt her fra, for nu.

10/29/14

Om kugler – mere sjofel børnelitteratur

Det meste af min børneflok var jo sløje en stor del af efterårsferien, så efter at de havde set alt tv i verden, og spillet i pad til fingrene blødte, rundede jeg børnebiblioteket og ryddede hylderne for lødig underholdning til dem.

Denne her bog på rim var de rigtigt glade for:

Flere af rimene er på højde Jacob Martin Strids, og jeg læste den flere gange i træk for den mindste – indtil en af de store hørte med i går, og brød hulkende sammen af grin over det her rim:

Jeg undrede mig over hvad hun fnes sådan af, i en uskyldig historie om en cowboy, og mellem hulkefnis fik hun fremstammet:”hans kugler!!”

Næstsidste vers lyder som følger:
“han er hurtig som en hugorm,
Når han sigter,bliver man ør.
Men en kat har spist hans kugler,
Så han skyder kun med smør”

Se det havde jeg misset – men sikke dog en traumatiserende historie, der kan skræmme de fleste smådrenge fra at løbe barnumset omkring, i nærheden af kattedyr!