09/6/16

Om børn og skærme

Diskussioner om hvornår og hvor meget børn må sidde med snuden i iPads/telefoner/andre skærme er vi nok ikke den eneste familie med børn over tre år der har.

Jeg har venner med vidt forskellige regler for deres børns skærmbrug: nogen hvor der er frit lejde hveranden uge og intet ugen efter; nogen hvor der kun må stenes skærm i et vist tidsrum; nogen der slet ikke må bruge tid på den slags og andre med skærmfri dage.

Hvilken metode der er bedst ved jeg ikke – men herhjemme har vi en fast skærmfri dag om søndagen, og ellers må de godt.

Hvis de på andre dage isolerer sig helt i timevis med hørebøffer på kan vi godt finde på at bede dem lave noget andet, men generelt er det noget de gør socialt og i fællesskab: laver en film sammen på ipad, skriver til venner over messenger, spiller wii sammen osv.

Skærmfri søndag virker meget godt, trods de indledende protester (og forældrenes abstinenser efter egne skærme).

Det er den dag hvor pigerne siger ja til lange gåture, bygger gigantiske playmobil-byer, og finder på allerflest fjollede lege.

IMG_20160906_092822
Jeg tænker at vi alle har rigtigt godt af at være tvunget til at underholde os på anden vis, og at børnene ikke tager skade af reglen.

Men så faldt jeg over en stil en af mine børn skrev sidste år….
DSC_0228

Sætningen “ipod er mit liv” er ret hårdtslående – tror vi må gøre os mere umage med at give hendes liv mening om søndagen fremover!

Hvordan gør i med administrering af skærmtid hjemme hos jer?

12/30/15

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:
DSC_0053
Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.
DSC_0063
Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.
DSC_0061
Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:
DSC_0068
Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.
DSC_0066
Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!
hverdag_full

11/29/15

Om nostalgi og julehygge

Sidste år fortalte min yngste om julepynt, i et mandagstip.
Jeg bliver lidt nostalgisk når jeg genlæser det, for der sker virkeligt noget med børns sprog og logik fra de er fire til de er fem, og selv om hun stadig siger nuttede ting, er hun blevet mærkbart større siden.

Pigerne har fundet julepyntekassen frem fra kælderen, og giver den så meget gas med pynteri og julemusik, at deres lækre far, jeg selv og en dellet hund vi har lånt, har måttet fortrække til soveværelset.

Jeg nåede dog lige at blive nostalgisk over noget af det hjemmelavede julepynt de pakkede frem:
10292015113014
Den skumle ske-nisse, den gniskede kapsel-snemand, den psykotiske æggebakkeengel og den freaky pap-engel, er fremstillet af langt yngre versioner af mine børn, og jeg ærgrer mig ober at jeg ikke lavede mere julepynt med dem, mens de var så små at de lavede så funky, grimme ting.

Det famøse nisselandskab – som jeg for flere
Har begrænset den til en enkelt vindueskarm, der nu bugner med pladevat, og sære opstillinger.

Fx denne, hvor en flok lernisser stirrer intenst på et overdimensioneret, nøgent jesus-barn:
DSC_0073
Ligner lidt en form for sygt jule-ofrings-ritual, og jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvor sundt det er for børnene at se på den slags i hele december?

Det får Ninjamans eneste bidrag til julepynteri til at se helt hyggeligt ud i forhold til:
DSC_0081
Og mine upassende kugler, med nøgne nisser, til at virke normale:
foto-736007-150x150
Nå, nu må jeg hellere ind og supervisere lidt.
Min egen barndoms-keramik-nisse skal jo stå på den rigtige måde, og ikke drukne i skyer af pladevat.
DSC_0077
Nogle traditioner er vigtige nok.

06/18/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
image

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

image

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.

 

(fortsættes)

06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)

05/27/15

Vind en “Orm” fra bobles

Konkurrencen er slut – vindeten blev: skalotteløg!
Tillykke!

Her hjemme er det ultimativt mest langtidsholdbare legetøj, børnenes tumlemøbler fra bobles.

De bliver brugt i et hav af sammenhæng og lege, og alle fire børn (og deres lidt mere kluntede forældre) står ofte og balancerer på dem.

image

Min særlige favorit, er “Ormen”, som jeg selv bruger som stol – nogle gange med den lille “Fisk” oven på.
Jeg synes man sidder supergodt,  og kan godt lide at sidde og vippe lidt på den, mens jeg arbejder på computeren.

Ormen har en siddehøjde på 40 cm, og 52 cm, hvis man lægger den lille fisk oven på.
Alle medarbejderne hos Bobles sidder faktisk på sådan en, istedet for på kontorstole!

Ormen er netop kommet i fine nye farver, og min næstældste blev lykkelig for sin rosa/pink/lilla, der passer perfekt ind i hendes “kage-tema-værelse” (der ikke er helt klar endnu ellers).

Her bruger hun den både som skrivebordsstol, til at sidde på og læse, og til almen tumlerier.

image

Bobles har lavet et spændende projekt, hvor to børnehaveklasser, på skolen ved sundet, udskiftede alle stole med bobles, med forbløffende resultater – i kan læse mere her, i brochuren.

image

Har i lyst til at vinde en fin “Orm”? Så læs en kommentar her nedenfor, med hvilken farve den skal være, så trækker jeg en vinder d. 5-6!

image

Indlægget er lavet i samarbejde

med bobles, der har sponsoreret orm til test og til konkurrence – men de rosende ord er mine egne og ærlige!

05/23/15

Om romantiske middage

Sponsoreret.

På et tidspunkt fortalte min næstældste her på bloggen, om hvordan man kunne lave en romantisk aften, for sine forældre.
Det der romantik, er ikke det der står højest på dagsordenen normalt, men pigerne kan virkeligt svælge i det, og elsker at lave gode overraskelser.

Så da Homemate, spurgte om vi havde lyst til at teste deres nye take away koncept, hvor man køber frisklavede madretter med hjem, og bare behøver at smide maden i ovnen i et kvarter – var mellempigerne helt vilde af begejstring, og gav sig straks til at planlægge den helt store hjemme-restaurant, for os heldige forældre.

Ninjaman tog til thaiboksning, og vidste intet om hvad de planlagde (de krydsede fingre for, at han ikke kom lige så skadet tilbage, som dengang vi overraskede ham med romantik på hans fødselsdag) og jeg blev parkeret i sofaen med en bog, mens mellempigerne ordnede alt, og kommanderede lillesøster ud for at plukke blomster i haven imens:
image
Nej, jeg ved heller ikke, hvorfor der står gryder, plastikhund og skælshampoo på bordet… Men bemærk deres fine tøj, og koncentrerede blikke!
image

Maden klarede de faktisk helt selv: alle retter kom i foliebakker, der bare skulle 15-20 minutter i ovnen.
De så sådan her ud inden:
image
Den overraskede far blev bænket med en energidrik, ved flot pyntet bord:
image

Og så serverede de maden, mens de præsenterede den, på tjenervis :
image

“Unghane med chorizo, courgetter, tomater,sprødt brød, oliven og pesto”.

Vildt lækkert, vildt nemt, vildt hyggeligt!

Indlægget er ikke sponsoreret:folkene bag Homemate havde bare spurgt om vi uforpligtende havde lyst til at smage – men vi var alle så utroligt begejstrede for konceptet, at jeg var nødt til at skrive denne lange anbefaling!

Forældreretterne koster 90 kr, børneretter 60, og brødet 25.
Slet ikke galt, når det er så nemt, og kvaliteten er som på en god restaurant!

Homemate har foreløbigt to butikker: en i Torvehallerne, Nørrebro, og en nyåbnet på Østerbro, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer til at spise mad derfra!

05/7/15

Vind det sejeste playmobil-vandland

konkurrencen er slut, vinderen blev: maja, med en kommentar fra.d. 20-5.
Tillykke!

Playmobil – som er noget af det legetøj der absolut bliver leget mest med herhjemme – har nu lanceret en helt ny serie med vandpark-tema.

Mine tre mindste piger, og naboens pige, har stort set ikke leget med andet, siden Playmobil for et par uger siden spurgte om de ville teste det, og jeg forudser at de vil hygge sig med det hele sommeren.
Det er oplagt at lege i haven, med legetøj der skal tilsættes vand og gerne må plaske lidt!

Desværre er jeg kommet til at smadre min mobil, hvor jeg havde billeder af deres begejstrede fjæs og ivrige små hænder, mens de åbnede kassen og samlede legetøjet – det var ellers fantastisk, med al den begejstring!

image

Der er 8 æsker i serien, og min børneflok har testet legepladsen, caféen og den store vandpark.
Der er rigtigt meget tilbehør til caféen: bittesmå pølser, pommesfrites, slushice bægre, legetøj og badeudstyr, og legepladsen og badelandet kan en masse sjovt med vand: der er vandrutchebane, bruser og mulighed for at skabe strømning i vandbassinet.

Pigerne har brugt utallige timer, på at “lege ferie”, hvor de små playmobil-børn blev tvunget til at stå op af vandet, fordi de var blå af kulde; de har skændes i køerne til madboden, nogle blev kærester og et næsten-druknet barn blev lykkeligvis reddet.

Min yngste vil gerne anmelde legetøjet her:

Anmeldelse af playmobils badelands-serie, af L, 4 år.
“Jeg har lige været i svømmehallen. Det var rigtigt, rigtigt, rigtigt sjovt, og det vil jeg altid gerne igen!

Men der var ikke nogen rutschebane, og jeg tror heller ikke jeg tør prøve rutschebanen, fordi at så bliver jeg måske våd i mine øjne…

Min playmobiler tør godt prøve den, og så synes jeg det er sygt sjovt, og jeg synes alle børn skal lege med det, for det er sygt, sygt sjovt legetøj!

Og der skal vand i, og jeg eeeeelsker vand, og det er sjovt at man kan få vandet til at dreje rundt og til at sprøjte, og mig og min ven har leget rigtigt meget med det, men jeg vil altså helst være den pæne playmobiler, fordi så er det mest sjovt.
Jeg giver der… hundrede stjerner! Nej.. Syv stjerner! Eller tusinde?”
image

image

En af jer kan vinde det store vandland, der har en værdi af 599 kroner.
Alt i behøver gøre, er at skrive en kommentar nedenfor, så trækkes der en tilfældig vinder d. 23-5.

Indlægget er lavet i samarbejde med playmobil, der har sponsoreret playmobil til test – men begejstringen er ganske ærlig!;)
image
Køb alle PLAYMOBIL’s jubilæumssæt på Legen.dk

04/12/15

Om interessant anatomi del 2

Vi var på eksperimentarium i dag, fordi vi havde fået fribilletter til at se den nye særudstilling “puls“.

Børnene havde glædet sig i flere uger, og det var også virkeligt sjovt: vi kæmpede i hold, i forskellige baner, hvor man bl.a skulle danse et badeværelse rent, og lege “jorden er giftig” i et kæmpestort køkken, mens man slukkede så mange lysende lamper som muligt, på tid.
image
Kan varmt anbefales, som familieaktivitet!
Der er så stor aldersforskel på vores ældste og yngste barn at de sjældent synes det samme er sjovt, men her hyggede de sig helt vildt, og det gjorde vi voksne også. Virkeligt underholdende og gennemarbejdet!

Mindstebarnet var også meget fascineret af den faste udstilling, og mens de store løb rundt  og prøvede ting på kryds og tværs, fordybede hun sig i alt det der handlede om kroppen.

Hun har længe interesseret sig for hvordan kroppen virker,  og var både henne og se på en mand der dissekerede et øje, og fik sin egen hjerne skannet, flere gange i træk.

En model af en mennesketorso, hvor organerne kunne tages ud, vakte også stor glæde og hun brugte meget, meget, meget lang tid på at forsøge at placere organer ordentligt.

Til sidst kedede hendes ældste søster, der holdt øje med hende, sig så meget, at hun begyndte at udspørge hende om hun vidste hvad de forskellige dele hed og hvad de blev brugt til.

Hun svarede lidt tøvende på de første spørgsmål, men da hun blev spurgt om tarmene – der var blevet placeret det rette sted – var hun helt skråsikker:”DET ved jeg!! Det er tissekonens hjerne! Så den ved hvornår den skal tisse!”

Continue reading

04/7/15

Om interessant anatomi

I dagene efter min og næstyngstebarnets hjemvenden fra vores ferie i Paris, blev jeg fulgt intenst rundt af mindstebarnet i alle hendes vågne timer.

Jeg har ikke været væk fra hende så længe før, og hun havde sparet alle de ord hun plejer at sige til mig, sammen, og berettede minut for minut,hvad hun havde lavet med sin far og søstre,mens vi andre var væk – indimellem måtte hun så afbryde sig selv i talestrømmen, for at give mig en kompliment eller ae mig lidt.

Meget sødt, og en tand klaustrofobisk…

Morgenen efter vi var kommet hjem, speedsnakkede hun på mig, mens jeg klædte mig på.

“Flot brystebeholder med blomster du har! ” komplimenterede hun mig, og jeg fnes indvendigt, og huskede at hendes ældre søster engang i samme alder, havde sagt:”nice brystebeholder! “, og tænkte det var et sjovt ord de begge to havde galt fat i – og så fortsatte hun glad:” jeg har ingen brystebeholder. Mine bryster skal ikke holdes. De sidder nemlig fast – på mit skelet!”

Hun løftede op i blusen og demonstrerede selvtilfredst hvor godt de var fastmonteret, og jeg prøvede hårdt ikke at grine af hendes fine logik.

Totalt smart at montere bryster direkte på skelettet, for at undgå tyngdekraft og andre ubehageligheder.

Continue reading