02/29/12

Om indretnings-assistance

Vores hus er ikke særligt stort – 99 kvm, med skrå vægge og skæve vinkler.
Ind imellem fantaserer vi om at have råd til at få en regulær tilbygning på, så pigerne ikke behøver dele værelse – men det ved vi godt er ren utopi, for vi skylder mere i huset end det er værd (gik nedenom og hjem med lille firma for nogle år siden, og lånte i huset for at betale al gæld).
Det meste af tiden er det også ok.
Pigerne opholder sig alligevel i stuen det meste af tiden, og sover inde hos os, men når en af dem har en gæst, er der kamp om pladsen på værelset, og vi gruer lidt for hvordan det bliver når fire teenagere skal dele 1 1/2 værelse…
Så Ninjaman overvejer om vi mon kan få råd til en lillebitte havestue, hvor sofaen kan rykkes ud, så køkken kan rykkes ind i stuen, og børnene kan få ekstra værelse i køkken.
Det kunne måske være en løsning der kunne gøres billigt – vi ved det ikke, er jo som nævnt elendige håndværkere begge to. (men satser benhårdt på, at vores børn bliver hhv elektriker, tømrer, mekaniker og murer som voksne. )
Ninjamans tegning af drømmehavestuetilbygningsting, som vi ville vise til en tømrer-bekendt og høre om han troede det kunne gøres billigt, hang på køleskabet. Han havde omhyggeligt målt et eller andet op, og skrevet tallene på også.
En hjælpsom sjæl, har så tilføjet yderligere lidt tal, som I kan se….
Rigtigt mange tal.
Det flittige børnehaveklassebarn er hovedmistænkt, men benægter alt.

Jeg er bare glad for, at hun interesserer sig nok for byggeplaner og matematik til at give en hånd med – satser på at det bliver hende der skal være tømrer, om 10-15 års tid. Det bliver godt.

20120229-122542.jpg