11/13/15

Om gode ting at læse

Det allerbedste jeg har læst i lang tid, er denne fine seddel, som jeg fandt i går på rigshospitalet, en hilsen til et ukendt, sygt barn, hængt op i et legeområde:
IMG_20151112_164848
Jeg er vild med kombinationen hjertelighed/stavefejl (selv ordet “bedring” har fået sneget et ekstra, random h ind), og blev helt rørt af den.

Lige nu sidder jeg og venter på at Ninjaman bliver færdig med operation (han skal have transplanteret hud fra lår til skinneben, hvor såret desværre heler forkert), og den eneste bog jeg fik med mig i morgenens hektiske væk-påklæd-fodr-aflever-fire-unger-og-vær-på-hospital-klokken-tidligt, er en science fiction roman, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om.
Der er lidt for meget krig og tjubang, og jeg savner en fornemmelse af hvem personerne i den er.

Til gengæld har jeg læst nogle andre gode bøger på det sidste, som jeg vil anbefale videre til jer:
101220151799
“Trange tider i Hope river” er efterfølgeren til “Jordemoderen i Hope river”, som jeg også var ret begejstret for, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Sygeplersken Becky Myers flytter til Hope river, sammen med sin katatoniske, tidligere arbejdsgiver, i 1934.
Depression, fattigdom, hårdt arbejde,fødsler og ulykker, venskab og kvindeskæbner.
Jeg synes Patricia Harmann skriver medrivende og underholdende, og jeg læste begge bøger imponerende hurtigt, og med stor iver.
Forlag Rosinante .

“Kvinden i toget” er en af de hurtigst sælgende thrillere i nyere tid, og jeg sagde nysgerrigt ja til at låne den af min moster, selv om jeg sjældent læser den slags.

Den er seriøst spændende, og fyldte mine søvnløse nætter mens min mand var indlagt, ud med helt andre tanker.

Bogen følger den alkoholiserede, nyligt fraskilte, kvinde Rachel, der hver dag kører med toget, og fantaserer om livet hos de mennesker hun ser fra vinduet.

En dag ser hun noget chokerende hos et par hun følger, og kort efter meldes kvinden forsvundet.
Rachel blander sig i efterforskningen, men hun er så ustabil, at man som læser skiftevis har ondt af hende og mistænker hende.
Kan anbefales, særligt til distraherende læsning i svære stunder!
Forlag Gyldendal, forfatter Paula Hawkins.

“Isla og jagten på lykken” er en ungdomsbog skrevet af Stephanie Perkins, der også har skrevet bl.a “Lola og det franske kys”, som jeg anbefalede i forsommeren..
Jeg ved ikke hvad det er præcist hun kan, hende Stephanie Perkins, men hun skaber sådan nogle søde karakterer, at selv en sur gammel halvkyniker som mig, der aldrig rigtigt har læst kærlighedsromaner, faktisk interesserer sig ægte for, om nogle teenagere får hinanden.
Jeg har foræret denne serie bøger til flere teenagere nu, som blev smaskbegejstrede, og jeg har lånt mine egne eksemplarer ud til mine jævnaldrende veninder, der måtte give mig ret i at de er ualmindeligt søde, de bøger.
Forlaget er Lindhardt og Ringhof.

“Furiously Happy” er en selvbiografi, skrevet af den fabelagtige Jenny Lawson, aka The bloggess.
Den, eller dens forgænger “lets pretend this never happened” er desværre ikle oversat til dansk endnu, men kan købes ret billigt på Amazon.
Hun skriver forrygende morsomt, uforudsigeligt og gakket, om tunge emner som angst, depression og socialfobi – og aparte emner, som udstoppede dyr med tøj på, og virkeligt random ting hun selv eller hendes familie har gjort.
Jeg er kæmpefan!

Nå – det var mine læseanbefalinger.
Kan i smide nogen i min retning? Trænger desperat til inspiration!

Link er affiliate.

11/9/15

Om at knalde

Den der snak om blomsterne og bierne har vi taget relativt tidligt med de tre ældste piger, fordi de stillede spørgsmål hver gang jeg var gravid med en ny lillesøster.

Detaljerne har de måske ikke helt forstået: således observerede jeg engang mellempigerne, da de var 3 og 4, og legede med barbie-dukker.
“Her Barbie! Her er nogle haletudser!” sagde Ken, og gav hende noget i hånden, som hun takkede for, og straks efter gik i fødsel.
Personligt husker jeg tilblivelsen af mine børn som noget mere romantisk end den form for sædcelle-transaktion Barbie blev udsat for – men noget af det havde de da forstået.

Det med hvordan babyerne kom ud, har de klart fundet mere spændende, og vidst mere om, end hvordan de kom ind (de kloger sig fx lidt om fødsler i et gammelt mandagstip, HER.), og min ældste datter har set to af sine yngre søstre blive født, hvilket hun stadig taler om som en stor, god oplevelse.
109201511916
Her er hun som hhv fire og otte årig, med nyfødte lillesøstre.

Min yngste datter har ofte hørt historien om dengang hun blev lynfødt hjemme i stuen, og har derfor godt styr på det med fødsler, men hun har ikke stillet spørgsmål om forplantning, og jeg havde ikke tænkt over, at hun aldrig havde fået en forklaring.

For nyligt fik vi Trine Bundsgaards nye bog fra forlaget Lindhardt og Ringhof:” “Blev jeg til ved et knald?”” tilsendt med posten, og SÅ fik hun lært noget nyt, der gjorde stort indtryk!
trine-bundsgaard-2015-blev-du-til-ved-et-knald-bog-med-haard-ryg
Bogen handler om børnene Sofus og Viola, der sætter sig for at finde ud af hvordan små børn kommer ind i maven.

Tegningerne er fine, og sjove; og teksten indeholder nogle ret friske ord, som min fem årige måtte skrige af grin over.

En god,lærerig og fræk bog, som man sagtens kan bruge til at forklare mindre børn om livets mysterier.
Skærmbillede-2015-08-27-kl.-15.19.40

Eneste ulempe ved at barnet nåede at blive fem år før hun lærte den slags, er at hun er stor nok til at have en mening om det – og den mening er at det er klamt, men sjovt.
Meget, meget sjovt, og meget, meget klamt.

Første gennemlæsning af bogen, medførte at hun skrev en sang, med mange vers, og titlen:”Mor, hun har knaldet fire gange!”.
Umiddelbart ikke en sang der har det store hitpotentiale, selv om den blev skrålet med stor entusiasme flere uger i træk…

“Lad være med det der, det er klamt!” sagde jeg til hende, da hun slikkede på dørhåndtaget til bilen.

“Haha – det er dig der er mest klam, mor: du har KNALDET!” kom det fnisende svar.

Så summa summarum: bogen kan anbefales, den har vakt megen glæde her hjemme – men man får lidt ødelagt sit image…

10/17/15

Om at finde trøst i dystopier

Da mine børn for halvandet år siden gennemlevede en stor sorg og tab, fordybede de sig i magiske lege, hvor de med trolddomdkraft kunne fikse alskens sygdomme og andre væmmelige ting.

Som voksen savner jeg evnen til at lege, og ville ønske jeg kunne gøre det samme, istedet for at være skiftevis bange og praktisk.

I perioden før min mands operation lynslugte vi netflix-serien ” the 100″ : en postapokalyptisk ungdomsserie, om 100 ungdomsforbrydere fra en rumstation med truende iltmangel, der sendes ned til jorden, 97 år efter en voldsom atomkrig, for at teste om den er blevet beboelig.
the100
Den er virkeligt god, på “Hunger games møder Fluernes herre” måden, og sært nok virkede det trøstende at se noget i den stil.

Dramatisk, spændende og får ens egne problemer til at virke en smule mindre:
“Nå ja, en af os skal opereres for kræft – men i det mindste er vi ikke ved at dø af iltmangel!” eller “jaja, vi er bange – men i det mindste kæmper vi ikke imod ukendte, spydkastende fjender imens!”

Mens han vågnede fra narkose, og i dagene efter, hvor han døjede med smerter og kvalme, sad jeg ved siden af, og læste.

Den absolut bedste bog jeg læste – og faktisk den absolut bedste bog jeg nogensinde har læst i genren – var denne:
1669956_1443762920

“Station 11” af Emily St. John Mandel, udgivet på Forlaget Iris 2015.
(affiliate link)

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage.

Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.

Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noger tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.

“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Dystert som emnet er, løftede den mit humør i en svær stund, og har siddet i mit baghoved lige siden.

09/2/15

Månedens anbefalinger, August 2015

August har været lidt en bitch i år, præget af sygdomme, bekymringer, dødsfald og tristhed – og min blogging har været sporadisk, som følge her af.

Men der har også været glimt af gode ting, og dem skal i ikke snydes for, så her et opsummerende indlæg:
Ting jeg har glædet mig over i August:

Børnemode:
Jeg kan se at alle mor-bloggerne går amok i ekstase over efterårssæsonens børnemode.
Da mine unger som oftest får tilbuds eller arvet kluns, er vi altid nogle sæsoner bagud, og derfor knapt så opdateret på de nyeste trends.

Til gengæld glæder jeg mig dagligt over min yngstes sans for tøjsammensætning: hun kombinerer sommerens shorts og toppe med uldne strømpebukser og cardigans, og får nogle forrygende farverige – på kanten af skæren-i-øjnene – mønstermiks ud af det.
Se fx dette fra i morges:
IMG_20150902_091439
Jeg er ret sikker på at kombinationen prikkede shorts/ræve-strømpebukser ikke er set før?

Netflix film:
Vi er ivrige serie-slugere herhjemme,men lige for tiden er vi ikke i gang med en serie, og endte forleden aften med en dokumentarfilm på Netflix: “Jiro dreams of sushi”.
1_e_173014412_640
En stille film om 85 årige Jiro,der ejer en lillebitte sushirestaurant, der har tre Michelinstjerner.
Der er noget zenagtigt magisk over den omhu han lever sit liv med: blæksprutten der skal masseres 45 minutter for at smage godt; fiskehandlerne der hver især kun handler med en enkelt type fisk, som de til gengæld ved alt om; Jiros opmærksomhed på de små detaljer, som fx: at en af gæsterne er venstrehåndet eller har en lille mund, så han kan tilpasse maden, så den passer til den enkelte.

Resten af aftenen talte vi om, at det var sådan man burde leve sit liv: forsøge kun at være god til en enkelt lille ting, og tage glæde ved den, istedet for at flagre rundt og multitaske og være utilfreds.

(Dagen efter flagrede vi igen – men filmen og samtalen var gode!)

Kan i iøvrigt anbefale en god netflix-serie? Vi er ret blanke på hvad vi skal starte på nu.

Inderst inde:
Jeg synes egentlig vi har nogenlunde styr på at være forældre efterhånden, men det der med søvn, har altid været vores akilleshæl..
Derfor har vi de sidste par måneder kørt med et belønningssystem, hvor de tre yngste optjente krydser når de faldt i søvn uden en voksen, og ikke vækkede os af diverse grunde om natten – og det er gået over al forventning!
Præmien blev en tur i biografen, for at se “Inderst inde”, der var en helt fantastisk fin film, som flere af børnene måtte knibe en tåre over, og som vi også har talt meget om siden.
inderst-inde2
Fantasifuld, morsom, tankevækkende og rørende: en film der får de allerbedste anbefalinger her fra!

Rejer:
Mellempigerne var på kokkekursus på fisketorvet, i forbindelse med Copenhagen cooking, og lærte at lave en ret med fisk og rejer.
IMG_20150902_223828
En virkelig fin oplevelse for ungerne, som de helt sikkert også skal med til næste år – selv om de var kræsne og ikke kunne lide den mad de fik lavet.

Til gengæld lærte de at pille rejer OG syntes det var sjovt, hvilket jeg har udnyttet til fulde, og derfor har fået nypillede rejemadder et utal af gange lige siden!
Det plejer jeg at være for doven til selv, så det er optur at have ivrige slaver til den slags!

At se børn væmmes over slik:
Mine piger er store Harry Potter fans, og særligt begejstrede over alt det skøre slik der er med i film og bøger.
Jelly beans har vist ladet sig inspirere af multismagsbønnerne, da de opfandt de her klamme sager, hvor man ikke kan se forskel på dem der smager godt – og dem der ikke gør…
Jeg købte nogle til fredagsslik, og frydede mig meget af at se dem lege russisk slikroulette, når de ikke vidste om det ville smage af fx bræk eller fersken; lime eller græs.

En smart måde til at få børn til at overveje det en ekstra gang, inden de propper sig med slik.
Gnæk.

(link til beans affiliate)

08/6/15

Om lidt af hvert og post-ferieblues

Normalt er jeg ret god til at tænke positivt og glæde mig over små ting, men når sommerferien går på hæld, er jeg altid vanvittigt sortseende, og tilbringer altid den sidste uge af ferien, i en konstant tilstand af vemod – kun overgået af dengang min barsel sluttede.

Teknisk set starter jeg først job på mandag, men i stedet for at få skrevet nogle gode blogindlæg, lidt roman eller den artikel jeg har deadline på om lidt, bruger jeg tiden på at jamre indvendigt, over ikke at have nået det.

Bruger dog også noget tid på at tænke alt for negative tanker om den biopsi Ninjaman fik taget i forgårs, og får svar på næste uge; forhåndsbekymre mig over hvor meget jeg kommer til at savne børnene i hverdagen; ærgre mig over nogle yndlingsopgaver på arbejdet som bliver taget fra mig efter ferien; være sur på min røv, der har udvidet sin størrelse med imponerende 5 kilo, siden jeg fik hormonspiral for to mdr siden; og panikke lidt over hvordan vi klarer endnu et års logistik, med møder og legeaftaler, fritidsaktiviteter, aflevering og hentning af unger, lektier, fuldtidsjobs og bijobs, og indklemning af bare en lille smule tid til at se andre mennesker også.

Hvis man får points for at multitaske, ville jeg score rekordhøjt for min evne til multibekymringer for tiden!

Burde give mig selv nogle mentale lussinger, blive bedre til at være glad disse sidste feriedage, og komme videre.
Det gør jeg hermed.
Av!

Her er de ting jeg vil glæde mig over resten af ferien:
Uanset hvor meget den nærmer sig en afslutning, har vi stadig haft en rigtigt lang, fantastisk ferie, hvor vi ikke har lavet særligt meget andet, end bare være sammen.
Og sommerhusminderne ser sådan her ud:
76201511216
Himlen er blå i dag.
DSC_0009
Min have har været så betænksom at dække mount-doom-af-skrald med pæne blade.
Det ser jo næsten ud som om det er meningen?
Føler mig klart mindre presset over at skulle fjerne den, når den af sig selv ligner en grøn kunstinstallation – kan vi ikke bare lade den være?
IMG_20150804_155622
I går havde jeg mine tre yngste piger med på modemesse og til fremvisning af børnetøj fra marmar, og de var totalt hyggeligt selskab!
Mindstebarnet fandt en masse kluns hun ønsker sig, og de to andre fik masser af inspiration til deres designerdrømme, og brugte lang tid om eftermiddagen, på at sidde i haven og designe kjoler selv.
IMG_20150805_150633
Jeg har netop læst denne fine bog: “Tidens væsen” af Ruth Ozeki, Forlag “Tiderne skifter”.

En helt utroligt tankevækkende og smukt skrevet roman.
Kan varmt anbefales – bogen har rumsteret rundt i udkanten af min bevidsthed lige siden jeg begyndte at læse den, og jeg kan stadig ikke helt slippe den.

Har fortalt mine piger så meget om bogen (altså kun de børnevenlige detaljer fra den, iblandet lidt af det jeg ved om japansk kultur), at de her til formiddag plagede om at male japanske billeder, og malede efter billeder af Hokusai:
DSC_0145
(Malet af frk fantastisk)

Nå, nu blev jeg faktisk i bedre humør, bare af at skrive om det.
Vil hive en bog og nogle børn med mig ud i solen!

06/27/15

Om sommerferielæsning, ungdomsbøger – og VIND en bog!

Konkurrencen er slut, vinderen blev: Silja M. stort tillykke!

Lige nu er jeg selv midt i det svære valg, med hvilke bøger der skal med mig i sommerhus.
Er altid en lillebitte smule i panik, ved tanken om ikke at pakke nok til hele ferien, eller pakke nogle der enten er for letlæste eller for kedelige.

De sidste par måneder har jeg læst en del gode bøger, jeg vil anbefale videre til jer, i forskellige indlæg – og til slut i dette indlæg vil i kunne vinde en fin lille sommerbog: “Anna og det franske kys”.

De ungdommelige
Min mormor var børnebibliotekar, og læste både børne og ungdomsbøger, hele sit liv.
Jeg har det på samme måde, og sniger altid en ungdomsbog med i stakken, når jeg er på biblioteket.
Hvis den er særligt god, kan min ældste datter indimellem lokkes til at læse, selv om hun ikke er den store læsehest.

Jeg synes der er mange velskrevne ungdomsbøger, og har en svaghed for både fantasy og kærlighedsromaner – hvis de altså er velskrevne.

Det er “Eleanor og Park”, af Rainbow Rowell, forlaget Gad.
Måske er det ikke en decideret ungdomsroman – den foregår i 1986, og for os der har været barn/ung dengang, er den en bittersød tidsrejse, der er utroligt fascinerende, også selv om vi er blevet en smule ældre end 16 år selv.

Den handler om 16 årige Eleanor – en kikset, buttet pige fra en socialt belastet familie, og Park – halvt asiatisk dreng fra middelklassefamilie, der ikke føler han kan leve op til forældrenes krav og forventninger.
De mødes i bussen, og langsomt spirer et fint venskab og en sprød forelskelse frem mellem dem, som de prøver at holde skjult for andre.

En rørende, genkendelig og velskrevet bog.
Eleanor og Park TRYK

Stephanie Perkins “Anna og det franske kys” , forlag Lindhardt og Ringhof overraskede mig meget.

Jeg havde godt bemærket at bogen blev hypet en del alle vegne, men havde ikke regnet med selv at blive så opslugt af og rørt over en kærlighedshistorie, der balancerer på kanten af klicheer,og foregår mellem nogle 17 årige – men det blev jeg!
Historien, om 17 årige amerikanske Anna, der – imod sin vilje – sendes på kostskole i Paris og forelsker sig i dreng, der desværre har en kæreste, er fuld af stemning og noget så sød!

Jeg har næsten lige været i Paris, og fik ubændig lyst til at besøge byen igen af at læse denne bog.

Nå – hvem har lyst til at læse ” Anna og der franske kys”?
En af jer kan vinde sit helt eget eksemplar.
Bare skriv en kommentar her nedenfor – og anbefal gerne en bog i samme genre(intet krav) – så trækker jeg en vinder d. 5-7.
9788711451915
Anna og det franske kys ” er et anmeldereksemplar – men anbefalingen er oprigtig. Jeg skriver udelukkende om bøger jeg kan lide.

04/29/15

Om børn og sorg – anbefaling af bøger

De sidste fire år har døden kastet lange skygger over vores familie, da mine børns “reservesøster” fik kræft, og for et år siden tabte kampen, og døde, 11 år gammel.
Hendes historie er ikke min historie at fortælle, men jeg kan fortælle hvordan vi har brugt bøger, til at bearbejde frygten og sorgen med i forløbet.

Jeg har syntes det var svært at vide hvordan jeg skulle tale med børnene om det undervejs: hvornår vi talte for meget om det, og hvornår vi lod for meget som ingenting, og derfor har det været et utroligt godt redskab at have gode børnebøger om døden og det at miste, som mine børn selv valgte at vi læste, når de havde behov for at tale om det.

image

“Anden, døden og tulipanen” er en hjerteskærende fin billedbog, om en lille and, der en dag får følgeskab af døden.
Hun er utryg ved ham i starten, da hun forbinder døden med alle de farer der lurer, men døden er venlig, tålmodig og ikke spor skræmmende.
Da kulden og vinteren til sidst tager ands liv, er det døden der nænsomt placerer en tulipan på hendes bryst, og skubber hende ud på vandet, til hendes sidste rejse.

image

Jeg tror aldrig jeg har læst en bog så rørende som denne, og vi har læst den sammen, igen og igen, og grædt sammen.
I et forløb som dette, hvor børnene længe vidste at hun var døende, var den tanke, at døden var venlig og hjalp en videre, forløsende.
Jeg kan ikke anbefale den bog nok, den er så poetisk og fin.

En anden bog vi læste meget, særligt i tiden efter begravelsen var denne smukke billedbog af Stian Hole:

image

Teksten er sparsom, og lidt kryptisk, men man forstår at Anna og hendes far er på vej i kirke, for at begrave Annas mor.
Anna vil helst ikke forholde sig til det der er sket, men overspringshandler og forestiller sig ting, ind til hun til sidst føler sig klar til at tage afsted.

Tegningerne er utroligt smukke, og man kan bruge lang tid på at fordybe sig i dem.
Mine børn vælger stadig ofte den bog til højtlæsning, og hver gang åbner det et rum, hvor vi kan tale om det der stadig gør ondt.

image

Astrid Lindgrens “Brødrene løvehjerte” begyndte vi på for et par år siden, men den var for barsk, og vi måtte stoppe igen.
Men da jeg i påsken var i Paris alene med min 8 årige tog vi den med,og læste den på tre dage.
Den ER barsk, sørgelig og uhyggelig, og da vi vendte den sidste side græd hun, og sagde hun ville ønske hun aldrig havde hørt den – men dagen efter var hun glad for det, og vi talte om om den i flere dage – talte om liv og efterliv, og tændte lys i en smuk kirke.
image
Sammen med min 13 årige, er jeg ved at læse “Monster”, af Patrick Ness.
Den er dystert og smukt illustreret, og handler om at give slip og acceptere tab, og vi læser den sammen, i ganske små bidder.
Trods det at den er gennemillustreret, er det ikke en børnebog – den er for unge eller voksne, og den er rørende, uhyggelig og har mange lag.
image

Som voksen har jeg været rigtigt glad for at læse Winnie Haarløvs “den tomme stol”, der er en utroligt velskrevet brugsbog, der berører alle aspekter af døden og sorg.
Den er desværre udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket.
image

Hvis nogen af jer står i samme situation, og har mistet et menneske tæt på, håber jeg i kan bruge disse boganbefalinger til noget, sammen med jeres børn – og hvis i kan anbefale andre bøger i samme stil, så gør det gerne, her i kommentarfeltet.

04/25/15

Vind flot flettet hår

Konkurrencen er slut – vinderen blev Lena Andersen! Stort tillykke!

Denne uge kan en af jer læsere vinde “den store flettebog “, der er skrevet af norske Bente-helen Schmidt, der også er på instagram,  med de imponerende frisurer hun kan lave.

image

Vi fik et testeksemplar, og har brugt de sidste tre uger på at flette hår på hinanden.
Selv om bogen er utroligt udførligt beskrevet, har jeg selv svært ved at fumle mine fingre til det der skal gøres, og har endnu ikke kreeret nogle frisurer der er værd at vise frem – men det bliver langsomt bedre!

Den mest tålmodige flettemester her hjemme er den 8 årige, der øver sig på mit hår næsten hver aften, mens vi læser godnatbog.

Det har ført til tåbelige frisurer som denne:

image

Men hun er ved at blive ret god til knolde, med indbygget flet, og forskellige snoninger:

image

En af jer kan vinde et eksemplar af “den store flettebog ” – bare skriv en kommentar her nedenfor, så trækker jeg en vinder d. 5-5.

Hvis man har lyst til at købe flettebogen, kan man få 50 kr rabat, ved at skrive koden:”denstoreflettebog”
, når den købes her.
Koden gælder frem til d. 22. maj, og i samme periode kan man også få fri fragt. 
Koden skal indtastes til allersidst i bestillingen, lige inden betalingen.

01/6/15

Boganbefalinger – Jeanette Walls

Ud over at ligge i nattøj, spise chokolade og stene “Marco polo”, fik jeg også læst nogle utroligt gode bøger i juleferien.
Jeg er muligvis lidt lastmover-agtig, men de er altså så gode,at jeg er nødt til at anbefale dem videre!

Jeanette walls er en kendt amerikansk journalist, og hun har skrevet en gribende selvbiografisk roman om sin barndom:”Glasslottet” , Forlag hr. Ferdinand .

Hun skriver fantastisk,  og jeg havde lyst til at starte forfra og læse den igen, så snart jeg havde vendt den sidste side!
Bogen behandler eksistentielle værdier, som omsorg og svigt, overgreb og kærlighed, oprør, frihedstrang og vrede.

Walls er vokset op med tre søskende, i en rodet nomadetilværelse, med en begavet alkoholiseret far med store drømme, og en verdensfjern og uansvarlig kunstnermor.

Familien flytter en del, på flugt fra myndigheder  og ubetalte regninger, og børnene klarer sig selv med stor fantasi: fisker madpakker op af skolens skraldespande, finder brænde på gaden, maler benene, så man ikke kan se, hvor der er huller i bukserne.

Deres barndom er præget af ekstreme omsorgssvigt, men forfatteren får også beskrevet bl.a deres tid i ørkenen, på en utroligt fin måde, hvor man forstår at forældrene er begavede mennesker, der på trods, formåede at lære børnene en masse ting: sprog, læsning, geologi, fysik, og at klare sig selv.

Det er en barsk, kærlig, humoristisk og forfærdende fortælling, og man skal unde sig selv at læse den!

image

Jeg fik også fat på en anden af hendes bøger, en biografisk roman om forfatterens utrolige mormor, set fra dennes synsvinkel.
Det er en god historie, om en sej kvinde og et anderledes liv, og bestemt læseværdig – selv om den ikke helt er på højde med “Glasslottet”.

image

“Utæmmet liv” hedder den.

12/30/14

Om julen, der blev erobret af mongoler

Der er særdeles stille på min blog her i ferien – vil gerne skyde skylden for dette, på familien Khan og de mongolske horder.

Vi har ikke skullet meget denne jul – havde holdt kalenderen fri, fordi vi troede den nye tilbygning ville være klar til at flytte ind i, men det er den så ikke, og vi har i stedet slummet den i nattøj hele ugen.

Børnene har boltret sig i de store tomme rum, og bygget enorme playmobil-byer eller lavet cirkus og danseshows – og deres far og jeg har benyttet hver eneste sekund, hvor de var optaget af leg, til at snige os til at suge afsnit, af netflix nye serie om Marco polo til os.

20141230-132912.jpg
Nej, dette er overhovedet ikke et sponsoreret indlæg: Ninjaman og jeg er begge bidt af en gal mongol (lyder iøvrigt mærkeligt?), og bliver særdeles begejstrede, når der kommer nye film eller romaner om Djengis Khan.
Der er rigtigt langt imellem gode af slagsen, men det er “Marco polo” serien, og vi er alt for opslugte af den, og ville ønske børnene sov lidt tidligere og mere, for den er også så blodig, at vi ikke ser den, hvis de er i rummet…

Serien handler iøvrigt ikke om Djengis, men om hans barnebarn Kublai, der overtog Khanatet.

Rigtigt spændende, og man kan sagtens leve med, at den ikke er 100% historisk korrekt (bl.a er det aldrig helt bevist om Marco Polo i virkeligheden havde så stærk en forbindelse til khanen, som han kom hjem til Venedig og påstod).

Ninjaman læser stort set aldrig bøger, og jeg læser hele tiden – men vi har begge læst Conn Igguldens serie om Djengis Khan to gange, og brugt lidt for meget tid på at diskutere erobringstaktikker og hvor grimt sådan en jurte må have lugtet, af gæret fåremælk, harsk fårefedt og uvaskede krigere.
Boglink er affiliate

20141230-134111.jpg
Jeg har foræret bøgerne flere gange, til både min far, og flere af mine venner, og de har vakt begejstring.

Jeg har flere gange tænkt på blog-indlæg jeg gerne ville skrive i løbet af ferien:
har nogle gode boganbefalinger, noget om fornærmelser, føljeton-fortsættelse (gamle afsnit kan læses her), visdomsord fra fireårige, noget om indretning, lidt om pinligheder, en update på min far og kræft, og noget om når sure børn tager deres pinlige forældre på fersk gerning i at have sex.

De indlæg må i altså vente lidt på, for jeg fortsætter nattøj-og-serie-stilen ferien ud – kun afbrudt af nytårsaften i morgen, hvor vi skal være sammen med nogle venner, der muligvis synes det er fesent, hvis vi sidder og ser serie hele aftenen.
De har tre søde piger og en glad hund, og vores piger glæder sig også helt vildt til at feste med dem.

Godt nytår til jer alle!