Jeg går sjældent i biografen, så de få gange jeg når at se en film jeg gerne vil anbefale videre, er jeg ofte håbløst bagud.
Således nåede jeg ikke at få anbefalet filmen “Captain fantastic” mens den stadig gik i biffen. Den var jeg ellers helt vildt begejstret over: Viggo Mortensen spiller fabelagtigt, og Ninjaman og jeg diskuterede hovedpersonens ideologier i ugevis efter vi så den. Kan anbefales at leje!
Nå, men det var egentlig ikke den jeg ville anbefale i denne omgang, men “Syv minutter over midnat”, som netop har haft premiere i biografen.
Jeg så den for en måneds tid siden, ved en pressevisning i forbindelse med bogforum, og var helt blown away over den!
Filmen er baseret på bogen “Monster”, skrevet af Patrick Ness efter ide’ af afdøde Siobhan Dowd. Jeg fik bogen i gave for et år siden. Den er smuk og grum og stærk, og jeg måtte opgive at læse den helt færdig, for det var mens vi selv havde kræft helt tæt inde på livet, og det var simpelthen for barsk læsning.
Efter at have set filmen, læste jeg bogen færdig. Begge dele er virkeligt gode, men for en sjælden gangs skyld, syntes jeg faktisk at filmen var bedre end bogforlægget.
For pokker da også – det er en stærk film, og den gør sig fremragende med special effects, gode skuespillere, og enkelte handlingsændringer.
Den kan bære at blive symboltung, uden at kamme over og blive sentimental, og monsteret har den helt rette balance mellem ubønhørlighed og venlighed.
Filmen følger Conor, en ensom, mobbet 12 årig dreng, med en døende mor. En nat – syv minutter over midnat – får han besøg af et stort trælignende monster, der vil fortælle ham tre historier. Og når monsteret er færdigt, skal Conor selv fortælle en historie. Sandheden.
Liam Neeson er lige i skabet som monsterets stemme, og Sigourney Weaver som den utilnærmelige mormor, men ingen er helt så gode som drengen Conor, spillet af Lewis Macdougall, med snot og tårer og råben og afmagt, så man får gåsehud, oven på sin gåsehud.
Jeg ved ikke hvem filmens målgruppe er. Umiddelbart kunne man tro det var en børnefilm, med animeret monster og tegnede fortællinger – men det tænker jeg absolut ikke den er. Temaet om at turde se sine grimme følelser i øjnene; om sorg og savn der river i en, er vildt og usentimentalt, dybt rørende og meget mørkt.
Jeg græder stort set aldrig over film, kun over bøger – men denne her var tæt på at få mig til det, og det sidste kvarter af filmen kunne jeg høre at jeg ikke var den eneste der havde det sådan: hele salen hulkede og snøftede.
Den pressevisning jeg så, rundede af med interview med bogens forfatter, Patrick Ness, som svarede klogt og morsomt på spørgsmål fra salen.
Trods temaet gik jeg ikke trist der fra, men sært opløftet over hvor magisk nogle mennesker formår at formidle de mørkeste følelser videre på.
Jeg var inviteret af Gyldendal i biografen, og links er adlinks, så indlægget her skal markeres som sponsoreret – men min anbefaling er ikke købt. En fantastisk film, og bog.
