Børnetid | Superheltemor

Denne uge har været ekstra hektisk, med skiftevis gode, triste, travle og drøje dage, der har budt på så forskellige ting som møder, sygt barn hjemme, cirkus, begravelse, og børnefødselsdag.

Fredag blev en af mine bedste veninders fantastisk dejlige mor begravet, og jeg var stadigt grådlabil da vi dagen efter blev invaderet af 12 glade fødselsdagsgæster til en vild omgang næstenteenage-fejring. Da sidste begejstrede barn gik klokken 21 kollapsede jeg i sofaen, og vågnede op til en helt utroligt stille solskinssøndag. Kæft det var tiltrængt!

Som de ikke-kyndige haveejere vi er, flåede vi lidt ukrudt op med løs hånd i en times tid, og syntes så vi havde fortjent ikke at lave mere den dag. Mellempigerne smuttede i svømmehallen, Ninjaman snuppede en lur, ældstebarnet lagde sidste hånd på noget lektier, og mindstebarnet og jeg besluttede os for at gå en tur, og måske lede efter nye løbesko til hende.

Jeg har sagt det før, men det overrasker mig lige meget hver gang: der er altså noget fuldstændigt tankerensende vidunderligt over den måde mindre børn bare kan knevre på, når man har dem på tomandshånd! Hele ugens hektiskhed blev stille og roligt blæst ud af mit hoved, mens jeg gik der i solen, med hendes lille hånd i min.

Barn: “Mor, det er rigtigt at tigre og katte ligesom er i familie, ikke? Og ulve og hunde? Men hvad så med elefanter og sommerfugle?”

Mor:” øh nej, hvorfor tænker du at elefanter og sommerfugle er i familie?”

Barn:” jamen de har jo begge to snabel og noget der ligner sådan nogle runde vinger på siden. Men det er rigtigt at elefanter er MEGET større. De vejer sådan noget med 140 kilometer. ”

Mor:” elefanter er ihvertfald tunge, det har du ret i.”

Barn:” Jeg tror der skal mere end fire af min onkel til at løfte en elefant, og han er ellers den stærkeste i verden, er det ikke rigtigt? Og høj. Han er virkeligt høj. Vi er ikke høje, men det er også fordi dig og far kommer fra nogle andre lande, ikke? Jylland, eller hvad det nu er det hedder.”

Projekt finde-løbesko løb ind i problemer, da hun først forelskede sig i et par der kostede mere end der står på vores konto til resten af måneden. Vi endte derfor i H&M, hvor hun fandt sko, der var så billige, at hun også kunne få et helt sæt tøj, med T-shirt, bukser og solbriller, til under det halve af hvad de første sko havde kostet. Når man er barn nummer fire, der arver tøj fra både søstre, kusine og nabo, får man aldrig lov til at vælge noget selv, så hun var tindrende lykkelig, da hun kort efter stod og poserede i et selvvalgt mintgrønt sæt, dækket af de sommerfugle vi lige havde talt om.

Det virkede forkert bare at gå hjem, når nu en af os var så velklædt og iøvrigt stadig havde masser at fortælle mig om, så vi delte en børnemenu på sticks og sushi, hvor hun lænede sig tilbage i sin stol, med vaskekluden til håndaftørring draperet over øjnene, og sukkede: ” det her er altså livet!” som en anden lille verdensmand.