10/12/19

Om “tre gode ting” lister

Dengang min ældste pige startede skole, havde hun en periode hvor hun kun fortalte de negative ting, når man spurgte til hvordan dagen havde været. Hun kunne have haft en hel fin dag, men det hun valgte at dele, var de to minutter hvor hun havde skullet lave en kedelig opgave. Det smittede af på mellempigerne, så de ligeledes kun fortalte alt det sure de havde oplevet, og vores aftensmåltider var altid en lang gang brok, så man rejste sig nedbøjet fra bordet.

Derfor indførte vi konceptet “tre gode ting”, hvor alle fortalte tre positive ting fra deres dag mens vi spiste, og så måtte brok og tristhed være noget man fik luft for efterfølgende. Faktisk virkede det så godt, at al brok ofte bare forsvandt undervejs, og vi har gjort det i mange år – men ikke længere hver dag.

“Tre gode ting” går helt enkelt ud på at alle på skift kort nævner tre ting der har været gode – eller i det mindste ikke-dårlige. På en god dag kunne det være noget a la:”vi havde en god leg på legepladsen; min madpakke var vildt lækker; jeg blev glad for at blive hentet tidligt”. På en dårlig kan man stadig finde nogle positive ting, som:” jeg har ikke slået mig i dag; selv om det regnede blev mine sokker ikke helt våde, der var kun nogen der drillede i det lille frikvarter, ikke i det store”.

Nå, men jeg kan godt mærke at jeg selv er inde i en periode for tiden, hvor jeg skal blive bedre til at minde mig om de gode ting. Det er ikke fordi der sker decideret dårlige ting eller ikke er små åndehuller af gode ting, men jeg føler at jeg har så forbistret travlt at jeg slet ikke når at sanse dem. For travlt på arbejde, for travlt med teenagebørn, og for travlt med hele den hale af møder/særmødet/arrangementer der hører til at have skolebørn, og for tiden både hober sig op og giver lyst til at brokke sig. Er typen der på skift falder tungt i søvn foran fjernsynet eller ligger og glor op i loftet hele natten.

Så… nu skal jeg til at minde mig selv om de gode ting, så de ikke drukner i farten. I dag tager vi til Helgenæs i regnvådt sommerhus, og forhåbentligt er det det der skal til for at lande i mig selv igen. Bare lige lidt blødt nærvær, gåture og tid. (Og ikke for mange tanker på hvad ældstebarn og hunden laver alene hjemme i huset imens…)

Og ugens “tre gode ting”:

1. Jeg så en stump video, hvor min halvandet årige nevø, Knud, filmer sig selv, og med en smisken og en pegende finger konstaterer at “der er Gud!” Vild med den udtale af eget navn – og med selvtilliden.

2. Glemte at mindstepigens skole lukkede samtidig med at jeg har fri om fredagen. Troede jeg kunne nå at hente hende, men hun ringede grædende og kunne ikke forstå hvor jeg blev af – lyder ikke som en god ting, men det endte med at jeg fik hende gelejdet ind på en cafe for at vente, og her endte vi med at spille kort og drikke kakao i halvanden time, istedet for at tage hjem til pligter. Det var rart.

3. Fandt denne her orm i skoven forleden. Den bliver til en ufattelig grim sommerfugl, men den hedder “bøgenonne”, og både navnet og det at den har et lille ansigt, gjorde min dag vildt meget bedre.

09/6/16

Om børn og skærme

Diskussioner om hvornår og hvor meget børn må sidde med snuden i iPads/telefoner/andre skærme er vi nok ikke den eneste familie med børn over tre år der har.

Jeg har venner med vidt forskellige regler for deres børns skærmbrug: nogen hvor der er frit lejde hveranden uge og intet ugen efter; nogen hvor der kun må stenes skærm i et vist tidsrum; nogen der slet ikke må bruge tid på den slags og andre med skærmfri dage.

Hvilken metode der er bedst ved jeg ikke – men herhjemme har vi en fast skærmfri dag om søndagen, og ellers må de godt.

Hvis de på andre dage isolerer sig helt i timevis med hørebøffer på kan vi godt finde på at bede dem lave noget andet, men generelt er det noget de gør socialt og i fællesskab: laver en film sammen på ipad, skriver til venner over messenger, spiller wii sammen osv.

Skærmfri søndag virker meget godt, trods de indledende protester (og forældrenes abstinenser efter egne skærme).

Det er den dag hvor pigerne siger ja til lange gåture, bygger gigantiske playmobil-byer, og finder på allerflest fjollede lege.

Jeg tænker at vi alle har rigtigt godt af at være tvunget til at underholde os på anden vis, og at børnene ikke tager skade af reglen.

Men så faldt jeg over en stil en af mine børn skrev sidste år….

Sætningen “ipod er mit liv” er ret hårdtslående – tror vi må gøre os mere umage med at give hendes liv mening om søndagen fremover!

Hvordan gør i med administrering af skærmtid hjemme hos jer?

07/29/11

Om børn med temperament

Af en eller anden grund, er der en masse der har googlet sig ind på min blog, via sætninger som “børn med temperament” og ” 4 årig med voldsomt temperament”, her de seneste dage.

Min 4 årige bliver jo kaldt for Hulk, netop fordi hendes temperament ikke var meget ulig den grønne, rasende superhelts temperament, især da hun var ca 3 år.
Så jeg har gjort mig en del erfaringer med emnet, men ved ikke om jeg kan bidrage med noget der rigtigt løser jeres bøvl med temperamentsfulde unger – men måske kan det hjælpe at høre, at det bliver bedre igen!

Da Hulk var knapt 3, slog hendes personlighed om, og fra at være forsigtig, kælen og genert, blev hun forvandlet til en lille tornado, fyldt med skarpe tænder, bandeord og trods.

Hendes halvandet år ældre søster har altid været lidt hyperaktiv og ikke så kæle-nusse-agtig, så Hulk fik totalt meget fysisk kontakt, for nogen skulle jo have alle de kys vi ikke fik lov til at sætte på den foregående baby – og hun har rigtigt nydt at være familiens mindstebarn.

Den vinter hun blev 3, var jeg gravid igen, og måtte ikke bære hende, fordi jeg havde for mange plukveer. Det kloge barn havde formentligt forudset detroniseringen fra nusse-tronen, og reagerede med massive mængder vrede på forhånd. For pokker, hvor VAR hun bare sur på mig, og den voksende mave…

Det tog mig ofte en time at gå fra børnehaven og hjem med mellempigerne, fordi Hulk smed sig i alle snedriverne og lå og råbte at hendes ben ikke virkede. Når vi så endelig nåede hjem, var hun endnu mere indædt sur, og trampede og stampede rundt, indtil en forkert kommentar fra mig eller en af storesøstrene fik hende til at blive grøn, sprænge sit tøj i stykker af raseri og forsøge at smadre et eller andet.
Hun kunne seriøst være vred i timevis af gangen, og ingen kys eller søde ord kunne hive hende ud af vreden.
Det var et halvt års tid, hvor vi listede rundt, alle 4, og forsøgte ikke at gøre den lille Hulk unødigt vred…

Surheden begyndte at lette lidt, da babyen ankom, og viste sig at være mindre af en trussel end Hulk havde frygtet. Sådan en sover jo en del, ser faktisk ret sød ud og kunne ikke gøre krav på Hulks enemærker, som fx kagebagning.
Så de vilde raserianfald begyndte gradvist at aftage, og nu er hun så på vej mod de 5 år, og klog, velformuleret, sød, hjælpsom og pissesjov.
De helt store raserianfald er næsten helt væk – omend man ALDRIG er i tvivl, hvis der foregår noget der ikke huer hende, for hun kan i høj grad godt sige fra, og gør det højlydt og iblandet saftige bandeord!
Men: det ER altså bare faser, det der med børn der er vrede(eller sover dårligt, er kræsne, har mareridt osv – det hele går over igen, promise!)!
Mine to store havde også en fase, da de var de der ca 3 år, og ca 5½ år, hvor de var ekstra temperamentsfulde – men da de er lidt blidere af gemyt, nåede de aldrig op på Hulks formidable niveau.

Jeg tror hun bliver en god politiker, en dag. Hun kan ihvertfald argumentere for sin sag, og brænder ikke inde med noget hun ikke får sagt!