04/18/20

Om kræft og operationer

Herhjemme er det altid mig der bliver spurgt om ting der kræver paratviden eller almen hukommelse, og Ninjaman der bliver spurgt om alt der skal læres fysisk. Han kommer fra en lille by, hvor det eneste man kunne lave var at gå til ting, og han har gået til ALT og bliver utroligt hurtig god til ting. Alt fra hård fysisk sport, til dans, musikinstrumenter og kunsthåndværk er han naturligt god til. Her i Corona-lockdown har han og mellempigerne fx syet en masse tøj til sig selv, med stor ildhu og talent.
Og med sport er det næsten endnu vildere hvad han kan opnå når han sætter sig for det – jeg har aldrig kendt nogen der kunne træne en sixpack frem så effektivt og har så stor styr på sin krop.

Det var derfor ikke overraskende da lægerne på hospitalet, til et kræfttjek, opdagede at hans fantastiske krop har gjort noget så effektivt som at gro en solid beskyttende knogle på hans hals, rundt om en kunstig blodåre de have lagt derop under den første operation.

Ser det ikke vildt ud?

Det er “tappen” længst inde mod halsen på billedet der er ny og også lægerne var ret imponerede over hans krops formidable helingsevner. Cykelkæden er den der holder den nye del af kæben sammen med den gamle.

Vi har lavet mange jokes med hvor superheltesejt det er, men den generer efterhånden meget, og nu skal den væk. På tirsdag.
Det lyder ikke som om det bliver så voldsom en omgang, men alligevel har tanken om det trykket os begge rigtigt meget de sidste uger. Det hjælper heller ikke ligefrem at have haft en hel måned hjemme med tid til bekymring, og så falder operationen sammen med lige at være startet på arbejde igen begge to. Med halve hjerner, der tænker på operation.

Siden han blev diagnosticeret med kræft for 4 år siden, er han blevet opereret 11 gange. Selve kræften forsvandt lykkeligvis ved de første operationer, men det tager tid at få rekonstrueret det hele når man fjerner en halv kæbe og bygger en ny af væv og knogler fra skinnebenet. Det har været en hård omgang. Selvfølgelig mest for ham der fysisk har ondt, men også psykisk for os alle. Det er skræmmende og frustrerende at se til fra sidelinjen når en man elsker har så ondt og man ikke kan sige eller gøre noget der hjælper. Den sidste operation han fik, af en bøjet tå, viste sig at være så smertefuld efterfølgende at det velkendte sorte hul af frygt blev noget vi alle kunne mærke. Selv om han fysisk blev sig selv i løbet af nogle måneder, så havde han efterfølgende en meget lang periode med nedsat overskud til at være sammen med andre. Tanken om den omgang trykker nu hvor han står foran operation nummer 12.

Så disse tre sidste dage inden skal bare fyldes ud med positive ting. Vi laver bål, drikker cocktails, og lærer børnene poker.

Gik en lang tur i dag, og købte sushi vi ikke rigtigt havde råd til, og spiste det på en tom legeplads. Vi har lavet yoga. Pigerne bager kager. Der er planlagt banko og hjemmebiograf senere. Og dagen i morgen skal også fyldes ud med alt der distraherer.

For dette her er forhåbentlig og formentligt den sidste operation han behøver at skulle igennem, og det handler bare om at træde vande så hårdt vi kan, så vi kan holde hovederne ovenvande denne gang.

Det skal nok gå godt.
Og når vi engang må være sammen med mange mennesker igen, skal det festes væk. Helt væk, hvor vi ikke længere fryser i skyggen af den sygdom der engang var.

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

09/29/15

Om godt legetøj, i svære situationer

(Reklame, da jeg har modtaget betaling, i form af legetøj)

Da mine børn blev spurgt om de ville teste Playmobils børnehospitals-serie,var det en nem beslutning at sige ja – både fordi det er noget af det legetøj de leger allermest med, og fordi jeg tænkte det var en god indgangsvinkel til at få talt med børnene (særligt den mindste)om deres fars sygdom.

Yngstebarnet blev helt ufatteligt glad da hun åbnede kassen med Playmobil i, der ankom en helt almindelig, kedelig mandag.
IMG_20150917_185316
Hendes far havde ondt efter biopsi, og lå og sov, teenagesøster lavede lektier, og mellempigerne var hjemme hos venner – så til min store skræk indså jeg at det hvilede på mine skuldre, at få samlet det hele – for at lade hende vente til mere kompetente samlere var til stede, nænnede jeg ikke…

Jeg er ikke særligt glad for opskrifter og manualer, men når man samler den slags skal de følges mere end nøje.
(Dette erfarede jeg mere end en gang, hvor jeg småbandende måtte skille det jeg havde improviseret igen…)

Min lille assistent stod for samling af Playmobilfigurer og smådimser,og mens hun gjorde det, begyndte hun at lege med det.

Det var rigtigt hyggeligt at sidde og lytte til hendes sniksnak, og jo mere hospitalet tog form, jo mere gjorde hendes leg også,og jeg fik helt kuldegysninger, da hun begyndte at lege, at en dreng havde “noget med kæben” og skulle opereres – ligesom hendes far.
IMG_20150917_234132
Da vi fortalte børnene om at far var syg, havde hun virket ret uinteresseret, og vi havde tænkt at hun måske var for lille til at forstå det – men det var tydeligt i hendes leg, at hun havde forstået meget, og at det var noget der bekymrede hende.

Jeg viste hende hvordan røntgenapparatet virkede, og fortalte om de scanninger hendes far havde fået imens.
Da hun var færdig med at scanne drengen, viste jeg hvordan han skulle bedøves, inden han fik taget prøver ud af kæberne, og dette gjorde hun også, med stor entusiasme.

Så fulgte en samtale hvor hun styrede lægen, der sagde til drengen at han skulle stoppe med at tude, og informerede ham om at han skulle “skæres i hovedet”, og “måske skulle dø”.

Her skyndte jeg mig at gribe en anden læge, der gav drengen en noget blidere besked, og forsikrede ham om at han ikke skulle dø, og sammen opererede vi ham, lagde hans ben og hoved i gips, lavede suppe til ham, og tog gipsen af ham igen, og glædede os over hvor fin og rask han blev.
IMG_20150929_125939
Jeg havde forestillet mig at legetøjet måske kunne starte en samtale om det vi er i, men at det kom så nemt, og hun havde gjort sig så mange tanker omkring det, anede jeg ikke…

Playmobils børnehospitals-serie er utroligt detaljeret, og jeg tænker at man som forældre vil kunne bruge det til at afdramatisere ting der skal ske.
Der er fx en tandlæge (der ikke engang er særligt dyr), som man kan bruge til at lege med tandlægeforskrækkede børn med, eller en røntgenklinik, hvor man kan gennemgå hvordan undersøgelser er.
Selve børnehospitalet er lidt dyrt, men der er samtidigt også utroligt mange timers leg i det, og det indeholder både detaljeret operationsstue og senge til både børn og babyer.
IMG_20150918_074231
Da mellempigerne kom hjem, kastede de sig over legetøjet med lige så stor begejstring som lillesøster, og påbegyndte en dramatisk leg, med trillingefødsler, ulykkelig kærlighed, og en lang række børn der havde værer udsat for ulykker, og skulle hentes i ambulancen (der iøvrigt kan have både lys og udrykning på).
Her kunne jeg se at også de bearbejdede frygt, da de både behandlede en dreng der skulle opereres i kæben, og der var et barn der havde en faldulykke, helt magen til den næstmindstebarnet havde sidste år, som de begge har været meget påvirkede af siden, fordi det havde været så dramatisk.

Hospitalet bor fast på vores spisebord, for de leger med der flere gange om dagen, og det kan ikke svare sig at pakke det væk.
Selv os voksne og teenageren tager os selv i lige at stille de små hospitalssenge pænt på række, når vi går forbi, og naboens søde datter har været og lege med det i timevis, sammen med mindstebarnet.
Jeg kan godt lide at smålytte lidt til deres samtaler, og tænker at jeg på denne måde har mulighed for at gribe de oplæg til spørgsmål om deres fars sygdom der måtte komme, uden at det bliver forceret.

Må jeg høre jeres erfaringer, med at bruge leg, som indgangsvinkel til at tale om noget svært?
Er der nogen af jer der har prøvet at lege, eller tegne, eller læse om det, og på den måde åbnet for mulighed for dialog med børnene?
Erfaringer modtages med kyshånd!
13-006657_360
Dette indlæg er sponsoreret, i form af legetøj til test – men jeg har valgt at skrive langt om det, da jeg selv blev overrasket over hvor godt det har været at tale om svære ting, med legetøjet som hjælp.
Jeg kan varmt, varmt anbefale det!

Min mening er ikke købt, den er ganske ægte (hvilket den iøvrigt altid er – hvis jeg ikke kan lide ting, ubdlader jeg som regel at skrive om det).
Linksene er affiliate – hvilket betyder at jeg tjener en lille procentdel,hvis nogen køber noget igennem dem.