04/18/17

Om påskeferiedovnerier

Årh det var svært at trække sig selv på arbejde i morges, forlade ny lille hund alene hjemme for første gang, og smide trætte piger i skole.

Selv om jeg faktisk har nogle gode arbejdsopgaver i dag, som jeg har glæder mig til, så savner jeg allerede ungerne og deres pæne far, og kunne godt lige have snuppet et par dages ferie mere.

IMG_2641

Jeg er muligvis også en lille smule noia over hvad Winston kan finde på, når han er alene hjemme. Han så godt nok sådan her ud da jeg gik hjemmefra, men jeg ved ikke om det bare er et pokerfjæs, der dækker over planlagt ballade – eller ustyrlig ensomhed? Han snorksover normalt det meste af formiddagen og  kan underholde sig selv ret godt ved at stå ved havedøren og mumle-gø diskret ud af mundvigen når der kommer katte forbi, så jeg burde nok stoppe med at pylre…

Det har været en usædvanligt rolig påskeferie i år. Normalt plejer vi at få spundet os selv ind i så mange (hyggelige) aftaler i påskeferien, at vi aldrig rigtigt rammer følelsen af zen, men i år har vi lavet dovent lidt. Vi spiste med venner to gange; afholdt den store, legendariske familie-påskeægstrille-tamtam og har passet børnenes ene kusine tre dage, men ellers har det været de roligste dage længe, hvor vi bare har gået ture med hund, læst, dovnet og spillet brætspil. (Brætspilsanbefalings-indlæg og boganbefalinger coming up!)

IMG_2757

Vi har også set ekstremt mange film, og nørdet Star wars, til mindstebarnets lille fanhjertes store glæde.

IMG_2719

Hun tegnede bl.a denne her, af familien Skywalker, og jeg er vild med hvor ufarlig og langhalset Darth Vader ser ud – kælenavnet “Darthie” tager unægteligt også noget af ondskaben.

En af de stille dage tog vi på Arken med de tre mindste og kusinen – både fordi det er en overraskende billig ting at foretage sig med en større børneflok, og for at lade hunden prøve at være alene hjemme et par timer. Det kom han så ikke til at være alligevel, da lektielæsende ældstebarn forbarmede sig over ham – men han fik da prøvet at tro han var alene hjemme lidt tid, og virkede ikke traumatiseret.

IMG_2688

Pigerne var meget fascinerede både af udstillingen med lys, og af “Gys – er den levende?” udstillingen, med uhyggeligt naturtro skulpturer af bl.a. en fem meter lang nyfødt baby. Meget tankevækkende og anbefalelsesværdig!

IMG_2662

Nu må hverdagsdelen af tirsdagen godt gå hurtigt, så jeg kan komme hjem og klappe ham den dellede lille Winston-hund og kysse på den del af min familie der ikke har hundemadsånde!

05/18/16

Om gamle blogindlæg, maj

Noget af det bedste ved at have haft en blog i mange år, er selv at læse tilbage i den, og blive overrasket over hvor meget man egentlig glemmer igen.
Det er faktisk også det værste ved den: de håndfaste beviser på hvor hurtigt tiden gør, så snart man har fået børn. De bliver så tydeligt klogere og mindre rundkindede for hvert år der går – hvilket er godt og naturligt – men indimellem kan jeg godt tage mig selv i at savne alle de yngre versioner af mine mange børn også.

Søde Sneglcille har fået en virkeligt god ide’, hvor hun laver et månedligt indlæg med highlights fra samme måned, i foregående år.

Jeg vil fremover planke denne gode ide’, og bladre tilbage i min blogs gamle arkiver en gang om måneden.
I dag fandt jeg disse læseværdige indlæg, fra Maj måned 2011 til nu:

Maj 2011:
Det her indlæg havde jeg selv glemt, ind til jeg genlæste det. Min ældste gnækkede smørret: hun havde bestemt ikke glemt hvordan hendes kluntede mor sad fast bag en sofa…
Muligvis ikke mit livs mest elegante øjeblik?

Maj 2012:
Hvor stædige små børn på to år er, havde jeg også næsten glemt.
Ind til jeg genlæste dette her indlæg, hvor min stædige yngste venter på sne.
images
Maj 2013:
Jeg havde været hårdt stressramt, og var stadig ikke helt i i træning med at skrive læselige sms’er. Og jeg havde en ivrig næsten-treårig der planlagde sin fødselsdag, med lige dele iver og manglende realitetssans

Maj 2014:
Næstyngstebarnet gav mig fniseanfald med sine tegninger i tilbudsaviserne. Dette gør hun faktisk stadigvæk. Det sjoveste barn jeg kender.
20140531-124534
Maj 2015:
Vi beviste, endnu engang, vores manglende kompetencer ud i oprydningens ædle kunst.

Det var de sidste fem års maj-blogindlæg, i hovedpunkter.
Jeg syntes selv det var så sjovt at finde frem, at I må belave Jer på et lignende indlæg igen sidst i Juni. Håber det er i orden!

11/6/12

Om brækfobi – en klumme

(klumme fra “Vores børn”)
“Før jeg fik børn, var jeg meget sart omkring kropsvæsker som snot, tis, gylp og opkast.
Jeg kunne ikke gå forbi et 11-tals-befængt vuggestuebarn uden at få kvalme, og jeg mindedes ofte med gru en familiekøretur fra min barndom, hvor min køresyge søster brækkede sig ned i vores kusines ærme.
Har stadig grimme mentale billeder af tudende kusine, der desperat forsøgte at holde ærmet på sin trøje i en vinkel, så brækket hverken løb videre op på kroppen eller ud på gulvet.


Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg blev mor; men jeg opdagede det hurtigt: noget af det første min ældste datter gjorde, da hun blev født, var at skide på min mave. Velkommen til verden!
Så var stilen ligesom lagt, og jeg måtte se at få taget mig sammen med dét dér hysteri omkring kropsvæskerne – for livet med børn bød tilsyneladende på mange af dem.


I starten skiftede jeg i panik alt mit og babyens tøj, hver gang der kom en dråbe gylp på.
Men jo flere børn der er kommet til, jo mere hårdfør er jeg blevet, og kan efterhånden nøjes med lige at duppe det værste af.

Dog kan vintermånederne være lange at komme igennem, når ungernes kropsvæskefremkaldende sygdomme reducerer samtalen til detektivagtige fraser á la: ‘Er det bræk eller mudder her på gulvet?’. Eller erfaringsudvekslinger som: ‘Hvilken ende af barnet holder du ind over toilettet, når der både er opkast og tyndskidsfare?’

Jeg synes, at jeg efterhånden er blevet ret cool omkring alt, hvad mine børns kroppe udskiller. Undtagen når de brækker sig.
Det får mig stadig til at famle efter lugtesaltet og håbe på, at der snart kommer en voksen og tager over. Er deres far hjemme, er jeg bestemt ikke for fin til at lokke ham til at være den voksne med rengøringsoverblikket, mens jeg trøster.

Men ligesom hunde kan lugte frygt, kan børn åbenbart lugte fobier, og mine er således blevet gode til at udsætte mig for min brækfobi.
Så jeg udvikler mig derfor langsomt til også at blive hårdhudet omkring brækkeriet.
Bare det seneste år har mine børn været behjælpelige til min ‘udvikling’ med følgende seancer:
 Slatten femårig råbte ‘HJÆLP!’ fra toppen af trappen. Jeg skyndte mig op ad den – bare for at blive skyllet over ende af en alarmerende mængde opkast. 

Samme femårige råbte ‘HJÆLP’ fra øverste køje – og gentog succesen. Denne gang fik hun også ramt kurven med det rene vasketøj…

Toårig vækkede mig ved at kaste op. I mit øre.

Køresyg syvårig rakte desperat ud efter min håndtaske i bilen og kastede op i den. Det var en nervepirrende oplevelse at lede efter mine nøgler i den bagefter…


Jeg formoder, at jeg, når de er blevet voksne, er blevet så hardcore til det med bræk, at jeg formentlig vil række ind over bordet, snuppe den tallerken mit barnebarn lige har kastet op på, og sige: ‘Hey – helle for resten af hans kartofler, de blev næsten ikke ramt!’

03/17/11
20130127-174806.jpg

Om at være underholdende

Jeg var ude med en veninde i går. Hun følger ikke med i min blog, og jeg tog mig selv i at holde hende opdateret på hvad der var sket siden vi sidst sås, nærmest ved kun at citere min blog og udbygge det med lidt ansigtsudtryk og fagter.
Hun morede sig meget, men jeg sad og følte mig lidt falsk – altså: det er jo ikke fordi det ikke er sandt det er sket, men det føltes bare underligt at sidde og citere nogen – også selv om det bare var mig selv jeg citerede.
Selvfølgelig er der masser af ting i mit liv jeg ikke blogger om – al sladderen om andre og flere tungere ting – men det er alligevel meget rart at mine virkelighed-venner ikke følger med her, for så ville jeg jo gentage mig selv hele tiden…
Og møder jeg nogen fra blogland,som jeg ikke kan fylde med sladder om fælles venner eller sørgelige historier om min afdøde rotte, må vi holde os til kun at tale om aktiekurser, decoupage og kogevask. Det er emner jeg ikke ved meget om, men det er nok bedre end at gentage sig selv!
Jeg tror jeg må til at opfinde et nyt liv til i virkeligheden, hvis alle mine venner skulle begynde at læse med her. Enten hemmelighedsstemple det lidt:”ja jeg ville jo gerne fortælle om min weekend, men da jeg jo arbejder i smug som hemmelig agent, bliver jeg nødt til at dræbe dig bagefter…”
Eller også må jeg finde en anden blog at citere når vi taler sammen.
“Hvordan sidste uge gik? Jo, smukke allan – jeg mener ninjaman, var jo på skiferie,så jeg var alene med 3-4 børn…”
Og så ville jeg genfortælle denne her: Mit nye liv, hvis nu mine venner ikke gider høre om hvordan det virkeligt er, fordi de allerede har læst om det på min blog.

Den er altså fantastisk – læs den!

(hmmmm… straks sværere hvad jeg så skal finde på, når jeg taler med Maren? Hun gennemskuer den sgu nok…)