Tag Archives: blogføljeton

11/7/19

Om det der kærlighed, del 37

Sidste afsnit føljeton handlede om en lynhurtig fødsel af baby nummer fire, ti dage over termin.

Hun blev født klokken 23.35 torsdag aften, og morgenen efter ringede de fra hospitalet og sagde at babys blodtype var rhesus positiv og da min er rhesus negativ skulle jeg komme ud til dem og få en indsprøjtning. Vi vækkede pigeflok, babyen blev beundret af storesøstre igen, vi afleverede børn i skole og børnehave, og kørte til Herlev hvor jeg fik indsprøjtningen. Den nyfødte sov trygt gennem det hele, så da vi kørte forbi Rødovre centeret på vejen hjem følte vi godt at vi kunne stoppe og købe en gave og handle ind, med babyen sovende i bæreslyngen.

”Den er da ikke mange uger gammel, hva?” Sagde kassedamen og nikkede mod bæreslyngen.

”Ni timer…” mumlede jeg, og følte mig lidt som en ravnemor, der løb ærinder med en helt nyfødt istedet for at ligge derhjemme og snuse til hende.

Så vi skyndte os hjem og snusede til baby resten af dagen, og blev enige om at det der med nyfødte var mindst lige så mageløst fjerde gang, som de foregående.

Mens vi snusede til hende og beundrede hende, talte vi om hvor længe vi havde været om at turde tage vores førstefødte med væk hjemmefra – stik modsat denne nyfødtes shoppetur. Ældstebarnet blev født en snedækket decembernat, og det tog mig hele tre ugers tilløb før jeg vovede mig ud i kulden med det lille pus. Helt skrækslagen ved tanken om at hun skulle blive for kold/sulten/bange/andet uforudset på vores lille udflugt. Jeg tudede da jeg skulle skifte hendes ble på et offentligt toilet første gang – helt overbevist om at hun ville blive traumatiseret og/eller dækket af bakterier,

Barn nummer tos første tur ud i verden gik til zoologisk museum da hun var to uger gammel – det havde hendes storesøster ønsket sig i storesøstergave. Barn tre var med til familiefest få dage gammel, og barn fire var åbenbart klar til shoppetur ti timer efter fødsel.

”Får vi barn fem føder du hende sikkert i køen til en ølbod på Roskilde festivalen, og tager hende direkte med hen til en metal-koncert!” jokede Ninjaman, og vi blev enige om at prøve at minde os selv om at være bare en smule mere zen.

Det viste sig at være ret nemt, når man får en sommerbaby. En madras i et skyggefulde hjørne af haven blev der vi tilbragte de næste par ugers dagtimer, med at beundre verdens roligste, nemmeste lille bebs – meget af tiden flankeret af de tre stolte storesøstre, der syntes babyen var det mest nuttede i verdenshistorien.

Den yngste storesøster – der på det tidspunkt var en særdeles hidsig tre årig, – blev slet ikke jaloux, som vi ellers havde frygtet.

“Det ligner hun er ved at puste dig op!” konstaterede hun ellers gnavent, da hun så babyen amme første gang, men så snart hun fattede at den lille ikke var en reel konkurrent, var det ren storesøsterglade og beundring fra hendes side også.

(Fortsættes)

Related posts:

Om det der kærlighed del 24 – en føljeton Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton Om det der kærlighed, del 33 Om det der kærlighed del 25,5 – en føljeton
03/19/19

Om det der kærlighed, del 33

Sidst jeg skrev på føljetonen, var vi nået til efteråret 2009.

Sommeren 2009 – før vi vidste at jeg ville blive gravid og vi ville være nødt til at lukke firma ned med tab – havde vi besluttet os for at indføre en ny tradition i vores familie: en alenebarnsferie når børnene blev ca 7 år . (Har skrevet mere om det bl.a her.)

En efterårsferie i London for den 7 årige Ældstepige sammen med mig var allerede betalt, og selv om jeg var monster-træt meget af tiden, og var kommet til at bestille nogle tåbelige flybilletter (hvor vi fløj om natten begge gange – man skal lige tænke sig lidt om, inden man sætter hak ud for de allerbilligste flybilletter, åbenbart!), så skulle vi altså afsted.

Vi fortalte børnene om den kommende baby lige inden, så den store kunne forstå det, hvis jeg var lidt ekstra flad på turen.

De to store lod til at synes det var en hyggelig ting med kommende lillesøster/bror, men den yngste, på 3 år, gav sig surt til at gemme sine yndlingsting væk, så “babyen ikke smadrede dem”. Efter at have set scanningsbilledet af “Reje” hjalp det dog på hendes humør, og hun begyndte at finde ting hun glædede sig til at lære den.

At have involveret børnene i graviditeten før uge 12 fortrød jeg bittert, da jeg få dage efter, sad på toilettet i Heathrow lufthavn, og opdagede en del blod i mine trusser. Jeg havde lyst til at græde; lyst til at få fat på flybilletter direkte hjem igen; jeg var ked af det og bange for om en spontan abort kunne være farlig. Men klokken var sent om natten, og jeg havde en træt syv årig med mig, som jeg skulle have gelejdet med hen på hotel.

Først da hun sov, sneg jeg mig ud og tudede i telefonen til Ninjaman, der lovede at ringe til min gynækolog og høre hvad jeg skulle gøre. Han ringede tilbage med besked næste dag, om at sådan gik det nogle gange, og jeg skulle ikke bekymre mig unødigt, men komme til tjek når vi kom hjem.

Næste dag var jeg på naturhistorisk museum med min tindrende glade pige, og hendes glæde, puffede mine bekymringer lidt til side. Jeg kunne mærke en klump i halsen i en udstilling om fosterets udvikling, men det meste af tiden kunne jeg skubbe tanken om  det væk.

Det var dejligt at have tid alene med min store pige, der havde delt mig med lillesøster-duoen så længe, og at se London gennem hendes øjne. Hun lagde mærke til alt det der var anderledes og “udenlands-agtigt”, og tog ivrigt fotos af alt fra postkasser og telefonbokse, til chokoladebutikker og metrostationer. Hun var også overraskende god til at gå langt, og på andendagen fik vi gået mindst ti kilometer, nærmest uden pauser. Da vi stoppede for at spise, gik jeg på toilettet for at skifte bind, og opdagede at blødningen var ved at stoppe. Jeg kunne mærke et lille håb for at “Reje” stadig fandtes, og de næste dage føltes lysere.

Belæsset med gaver til lillesøstre, og pandabamser og Big ben nøgleringe til globetrotteren selv, vendte vi hjem efter fem virkeligt fine dage sammen.

Her var mit fokus bare at blive undersøgt hurtigst muligt af gynækologen, og jeg sov nærmest ikke dagen før.

En lillebitte sparkende fod viste sig på skærmen – og vi græd af lettelse over at den endda sad fast på en hel og fin lille babyskikkelse.

En dreng, var hende der scannede ret så sikker på. Man kunne tage fejl når foster kun var 13-14 uger gammel, sagde hun selv, men der var altså noget der virkeligt lignede en tissemand. Forklaring på blødning kunne hun ikke give præcist – men alt så fint ud.

Vi fattede ikke vores held. Tanken om at sørge over at have spontanaborteret et barn, når andre jeg kendte havde svært ved at blive gravide med første barn, og jeg allerede havde tre fine børn, virkede alt for ensom.

“Projekt uplanlagt bonusbaby” var noget vi nu inderligt glædede os over, følte os heldige over, og det hærdede os nok til at kunne fortælle omgangskredsen omkring det – og leve med, at de spontane tillykker ikke sad løst på folk.

Der er vigtigere ting ved at få børn end perfekt timing, og det her var faktisk lige som det skulle være.

(fortsættes)

Related posts:

Om det der kærlighed del 25,5 – en føljeton Om det der kærlighed del 24 – en føljeton Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton Om det der kærlighed, del 15
05/21/15

Om det der kærlighed del 26, en føljeton

Føljetonen om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester, fik unger og al den slags, sluttede sidst, med en fødsel.

Den tykke nyfødte var helt perfekt: sov meget, åd meget, sked meget.

Ældste storesøster, der havde overværet fødslen, var nærmest forelsket i sin nye lillesøster og kunne bruge timevis på bare at sidde og se på hende, mens hun sov.

Yngste storesøster, der kun var halvandet år, var en anelse mere forbeholden i sin begejstring…

Hun var meget nysgerrig, og ville gerne “hjælpe” med at skifte ble, og kunne sidde længe og beundre lillesøsters bittesmå fingre – men eksperimenterede også med fremstilling af kradsemærker på små kinder, og blev enormt jaloux og mængede sig, når ældstesøster holdt den lille.
image

Det her billede er ret sigende: mellemsøster der, med forurettet mine, forsøger at vriste baby fra helt opslugt ældstesøster.
Eller dette her:
image
Endnu engang: en forelsket, opslugt storesøster, med en opmærksomhedshungrende mellemsøster, der forgæves forsøger at lave show med plastikhårtørrer i baggrund.

Jeg havde konstant den lille i bæreslyngen – selv når jeg gik på toilettet – for jeg turde ikke gå fra hende, efter at have set den mindste storesøster forsøge at kravle op i diverse vugger til hende, eller slæbe hende væk fra tæppet på gulvet, og med ind på børneværelset.
image

Først en måned efter fødslen, fik vi vuggestueplads til den halvandet årige, som var helt euforisk over at komme et sted hen, hvor man kunne klatre og hoppe og lege med andre børn.

Det var en stor lettelse, at hun nu var så glad og fik nye input – den måned med to blebørn hjemme, et børnehavebarn der skulle hentes, og en mand der arbejdede meget, havde været benhård.

Vores selvstændige virksomhed kørte ikke helt så godt som planlagt: banken var efter os, og ville have pant i huset, hvilket var utroligt skræmmende, og gjorde at Ninjaman arbejdede rigtigt meget, for at forsøge at vende skuden.
Jeg tog skyklapper på, og forsøgte bare at gøre det så godt som muligt, for vores tre små piger, men det var svært i starten, da en nyfødt, en halvandet årig og en fire årig har ret forskellige behov.

Ninjaman og jeg, havde flere aftener, hvor vi sad og græd sammen, over hvor svært det var at slå til – både i forhold til det med vaklende økonomi, og det med pludselig at være flere børn end voksne, men gradvist lærte vi at navigere i det.

Pigerne vænnede sig til det nye familiemedlem, og det føltes hurtigt som om hun altid havde været der.
Og når de sad sådan her, smeltede vi forældre:
image

Related posts:

Om det der kærlighed del 23 – en føljeton Om det der kærlighed del 24 – en føljeton Om at være lille og nuttet Om det der kærlighed del 25,5 – en føljeton
09/4/14

Om det der kærlighed del 23 – en føljeton

Der er flere af jer, der har efterlyst flere afsnit af føljetonen, om hvordan jeg mødte min Ninjaman, og fik en hel masse børn.

Fortsættelse følger hermed:

2006 begyndte godt.
Jeg havde stadig barselsorlov, med min glade 10 måneders baby, og når hun skulle sove til middag, trillede jeg barnevognen over til de butikslokaler vi havde lejet, og brugte tiden mens hun sov, på at male vægge og samle reoler,

Jeg havde haft varelager i soveværelset og drevet netbutik hjemmefra, og vi glædede os alle til at få adskilt arbejde og privat, og få lidt mere plads og tid.

Planen var at vi skulle stå i butikken et par dage om ugen hver, og så begge arbejde ved siden af, ind til den kørte godt.

Så tingene så egentlig lyse og fornuftige ud – eneste lille irritationsmoment, var at jeg havde tabt min kobberspiral, i julen, og skulle op og scannes, for at se om jeg havde fået cyster igen, og om det var dem der havde skubbet den ud.

Det bekymrede jeg mig en del over – syntes også det nev lidt i maven, på samme måde som dengang jeg havde cyster, og frygtede at scanningen viste det.

Scanningen viste ikke cyster.

Den viste en lille spunk, med blinkende hjerte: jeg var 8-9 uger henne!

Noget af en overraskelse – det var ikke et barn mere vi stod og manglede – men det tog ikke mange øjeblikke for os at blive enige om, at det ikke kunne være anderledes.

Jeg bekymrede mig en del: hvordan ville vores økonomi blive, hvis Ninjaman sagde sit job op og blev den der stod fast for butik – planen om at skiftes til det, holdt jo ikke, hvis jeg var på barsel?

Hvor klemte ville børnene blive?

Var det ikke noget med at sådan nogle pseudotvillinger skændtes meget og som voksne ikke gad se hinanden(denne tese var baseret på en enkelt veninde, der altid har hadet sin et år yngre søste, men tanken skræmte mig, og jeg var bange for om den slags var almindelige med tæt aldersforskel)?

Ninjaman tog det mere afslappet:”det skal nok gå! Og vi er to om det!”

Da jeg var svær at berolige, malede han dette her maleri til mig (efter en tegning i en bog af Jacob Martin Strid), og af en eller anden grund fik det mig til at føle at det hele nok skulle gå…
:

20140830-111721.jpg
Det hænger i køkkenet, og jeg kan stadig blive helt varm inden i når jeg ser det.
Når ting siden hen har været skræmmende og vi har skullet tage store beslutninger om noget, har jeg ofte set på det lille billede, og forsøgt at tænke:”hvis det ikke går – så pyt! – for vi har stadig hinanden!”

Related posts:

Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1. Om det der kærlighed – føljeton del 4 Om det der kærlighed – føljeton del 6 Om det der kærlighed – del 8, slutning.