11/29/17

Vind en god bog og to biografbilletter

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: lene Jakobsen. Tillykke, jeg sender dig en mail!Reklame/konkurrence.

For et par år siden læse jeg Glasslottet, og blev utroligt grebet af den. Anbefalede den vidt og bredt, og forærede den væk i gave til flere mennesker.

Forlaget skriver:”Glæd jer til dette vidunder af en erindringsroman! En sensation verden over med mere end 2,5 mill. eks. solgt alene i USA, tre år på New York Times bestsellerliste og oversat til 22 sprog.

Jeannette Walls voksede op med sine forældre, hvis idealisme og stædige insisteren på ikke at tilpasse sig var deres forbandelse så vel som deres redning. Rex og Rose Mary Walls lever som nomader med deres fire børn, flytter mellem ørkenbyer i USA og camperer i bjergene.

Rex er en karismatisk og genial mand, som, når han er ædru, erobrer sine børns fantasi, lærer dem fysik, geologi og sidst men ikke mindst at omfavne livet uden frygt. Rose Mary maler og skriver og har svært ved at udholde det ansvar, der er forbundet med en familie. At tilberede et måltid, som bliver spist på et kvarter, tiltaler hende på ingen måde, når hun i stedet kan male et billede, som måske vil vare evigt.

Da det romantiske ved nomadelivet falmer, trækker familien Walls sig tilbage til en trist mineby, stedet Rex har forsøgt at flygte fra hele sit liv. Familien går mere og mere i opløsning, og Jeannette og hendes søskende må klare sig selv; de sulter, de er møgbeskidte, de fryser og bor i et faldefærdigt hus uden vand og el. Men de klarer sig og kommer videre.

Det forbløffende ved Jeannette Walls beretning er ikke blot, at hun havde vilje og mod til at komme videre, men at hun beskriver sine forældre med en så dyb kærlighed og hengivenhed. Glasslottet er en fortælling om triumf mod alle odds, men også en følsom og gribende beretning om kærlighed i en familie der på trods af dens åbenlyse fejl og mangler, gav hende en beslutsomhed til selv at skabe sig et godt liv.

Gennem to årtier skjulte Jeannette Walls sin baggrund og sine rødder, samtidig med at hun arbejdede som journalist i New York. Men nu lægger hun kortene på bordet og man sidder måbende og beriget tilbage. Glasslottet er en læseoplevelse langt ud over det sædvanlige!”

Bogen er netop blevet filmatiseret, og jeg glæder mig meget til at se den.

En af Jer kan vinde både bog og to billetter til filmen, ved at skrive en kommentar nedenfor.

En tilfældig vinder trækkes på søndag, d. 3-12.

Min anbefaling af bogen kan læses her

09/19/14

Om grænseoverskridende bedrifter

Da jeg var 17 år, rejste jeg alene til Australien.
Med mig havde jeg 4000 kroner, en sovepose, et liggeunderlag, en dagbog, og det mest nødvendige tøj.
Jeg skulle arbejde frivilligt på et miljøprojekt i 6 uger, men havde ikke planlagt andet – og endte med at rejse rundt i et helt år, hvor jeg tog dagene som de kom; rejste videre når jeg kedede mig, og arbejdede et par dage hist og pist, når pengene slap op.

Den grad af omstillingsparathed og eventyrlyst, er gradvist blevet mindsket, jo ældre jeg er blevet, og jo flere børn jeg har fået anskaffet mig.
Planlægning og rutiner, det ved man hvad er!

Det var derfor med bævende hjerte, at jeg sagde ja til en aftale med en veninde i går – åh, det var langt uden for vores comfortzone, det vi skulle!

Vi mødtes tidligt og så på butikker, og spiste bagefter sushi, mens vi gentagne gange gennemgik aftenens plan: turde man drikke alkohol inden noget så vildt som dette? hvornår skulle vi drikke kaffe: var det bedst med lige inden, eller i god tid inden? Ville det mon booste vores adrenalin med slik, eller bare virke kortvarigt, og så give dyk i blodsukker?

Med den seriøsitet vi diskuterede og planlagde, skulle man tro at vi forberedte noget helt ekstremt: en zumba-time; et besøg i en swingerklub; en zombie-apokalypse, eller noget tilsvarende skræmmende og ukendt – men nej…

Vi skulle bare i biografen, på det svimlende sene tidspunkt 21.45! Ja – du læste rigtigt: kvart i ti!

Vi har begge huset fyldt med børn, står op kl 06 hver dag, og falder i søvn i sofaen hver aften ved 22 tiden, så at satse på at gå i biografen på dette horribelt sene tidspunkt, virkede enormt grænseoverskridende, og vi var skrækslagne for at falde i søvn under filmen.

Vi forkastede ideerne med at skiftes til at nive hinanden vågne, eller sætte et ur til at ringe og vække os hvert tiende minut, og nøjedes med at dope os med sukker.

Og jeg kan stolt berette at vi klarede den!

Filmen var virkeligt god og fin, så det var ikke den velorkestrerede plan alene som vi kørte den hjem på, men den hjalp sikkert.

I dag vil jeg lige puste ud, oven på gårsdagens vilde brud på rutine, men i morgen vil jeg lave noget tilsvarende vildt.
Har ikke helt planlagt hvad endnu – måske noget med at læse lørdagsavisens sektioner i en anden rækkefølge end jeg plejer?

At rejse til Australien i et år, uden plan og penge, kommer jeg nok ikke til at gøre igen , men hvis jeg arbejder på at strække mine grænser, kan jeg måske gøre noget semi-vildt igen en dag – fx tage toget helt til Farum, uden at tjecke rejseplanen først?

01/3/12

Om børnefilm – et tip

Et ægte mandagstip kommer senere i dag (forslag til emne modtages gerne!), men her et lille hurtigt bonus-tip – måske mest til jer med børn.
Jeg hader at gå i biffen med børn, synes en stor del af børnefilm stinker (ja, “far til fire”, det er dig vi snakker om!), men heldigvis findes der undtagelser: film fra Pixar er stort set altid sjove, og så er der den fantastiske japanske Miayazaki, der laver de skønneste animationsfilm, med eventyr, poetiske billeder og en hel anden fortællestil end man er vant til.
Heldigvis er mine børn også fans, især hans “Totoro” har vi set mange gange.
Så… Har du børn der plager om biftur, så går “Arriettys hemmelige verden” lige nu i biograferne.
Og den er god – så den med de tre store piger og to af deres venner i julen, og alle fem var- ligesom jeg selv – begejstrede.
Hermed et tip videregivet: der ER alternativer til syngende jordegern og andre irriterende børnefilm.
Pyha…

20120103-100301.jpg