09/17/11

Om irriterende måder at vågne på

Min top tre liste over irriterende måder jeg har prøvet at vågne på, ser sådan her ud:
3)dengang jeg vågnede ved at barn brækkede sig i mit øre
2)dengang jeg vågnede ved at barn, i søvne, tissede på sin baby-lillesøster og mig
1)dengang jeg boede på kollegie, og havde en pladsbesparende væghængt seng, og vågnede fra en drøm om at jeg havde sovet over mig til eksamen, satte mig brat op i sengen – og slog mig selv bevidstløs på loftet…

De sidste 4 dage, er jeg blevet vækket på samme måde hver dag – og sammenlagt tangerer det til en mulig plads på listen: hver morgen kl 06, kravler superbaby med sin tisvåde ble, henover mit hoved, tænder min sengelampe ned i mit ansigt, stikker sit snotklistrede hoved helt op i mit, og ser på mig med sit ene øje(det andet er for tiden lukket af klam øjesnot om morgenen), og så råber hun:”HEJ FAR!”, mens hun borer en finger hårdt op i mit næsebor…

Nu er der to dage til jeg starter på arbejde igen… Så er det vækkeuret der skal forestå vækningen – og selv om jeg er sentimental og følsom over barselsslut – så tror jeg egentlig jeg foretrækker det.
(men spørg mig om en uge, og jeg vil sikkert grådkvalt mindes de gode gamle dage, hvor den snottede pirat, bankede sin finger op i min næse og kaldte mig ved forkert navn!)

09/2/11

Om barsels-blues

Jeg starter på arbejde igen d. 19-9, og er ved at tilvænne superbaby til vuggestuen.
Det har taget sin tid, men nu er hun tryg og glad, og sov for første gang derhenne i går.
Nyder jeg så mine alene-dage, får skrevet på min roman eller mine projekter, får ryddet op eller slappet af?
Næ, ikke en skid…
Kender I det, når man har været på en fed ferie man ikke vil hjem fra, men nu et klokken 12, man skal være ude af hotelværelset nu, og sidder bare på sin kuffert og venter på at bussen til lufthavnen kommer og henter en klokken 18?
Man kan i teorien godt nå en svømmetur mere, en sidste flirt med Konstantinos med det flotte overskæg, eller en sidste gang madforgiftning, men det føles så underligt hult, når man ved man skal videre om et øjeblik alligevel.
Jeg siger ikke at barsel er ferie- overhovedet ikke, når man har tre store der skal hentes/bringes/holde fridage og en masse projekter at skrive på i pauserne – men det har bare været min hverdag så længe, at det føles uvirkeligt at skulle til at gå på arbejde.

Jeg tror nok jeg glæder mig til at starte igen. Være flere om projekterne, opleve andre ting end mine børn oplever, snakke med voksne mennesker, og den slags.
Men lige i går kunne jeg kun tænke på hvordan superbabys lillebitte hoved føltes i min hånd da hun blev født, og da jeg hentede hende i vuggestuen, blev jeg nødt til at græde lidt ned i hendes hår, fordi hun duftede af fremmede menneskers parfume og mad jeg ikke havde lavet til hende.

Nu må lufthavnsbussen godt skynde sig at komme, for der er alt for meget tid til at sørge og sige farvel – for der ER jo også dejligt, ude i den virkelige verden!

08/24/11

Om at være (lidt for meget) mor

Ville deltage i en konkurrence på nettet i går – et nemt spørgsmål der skulle svares på, og så navn og adresse.
Ud for feltet med “fornavn” skrev jeg:” Mor”. Sad og kiggede lidt på det, for det
så underligt ud,men jeg kunne ikke helt komme i tanke om hvorfor.
Så huskede jeg endelig, at det er fordi de ikke er mit navn – og brugte skræmmende mange sekunder på at huske hvad mit eget fornavn egentlig var…

GODT det der barsel lakker mod enden, jeg har åbenbart stærkt brug for at komme lidt ud blandt voksne mennesker igen!

06/26/11

Om ro, når man er på toilettet

Min sidste barselsdag er nu forbi, og nu brænder jeg bare et ordentligt vognlæs feriedage af. Ninjaman og pigerne har ferie frem til august også, og det er voldsomt hyggeligt at være så mange hjemme samtidigt.
Jeg sad i fredags og tænkte over at NU var det sidste dag alene med superbaby, og uh – jeg ville savne det – men så skulle jeg på toilettet, og da superbaby jo er en aktiv klatrer, kan jeg ikke efterlade hende alene, så hun kom med mig derud.
Mens jeg sad der, og foretog mig noget som de fleste mennesker helst gør alene, gik det op for mig hvad jeg så glædede mig mest til: at gå på lokum alene! Ja, mine kolleger kan være lidt specielle, men der er ingen af dem der insisterer på at skulle stå klods op af mig, mens jeg skider.
Jeg behøver heller ikke have en magtkamp, hvor jeg maser mine lår hårdt mod sædet, for at hindre at nogen maser en tandbørste under dem, og ned i kummen.
Jeg plejer ikke at måtte klamre mig til toiletbørsten, for at den ikke skal blive brugt som slagvåben.
Det er sjældent nødvendigt at forhindre nogen i at rulle hele toiletrullen ud, mens jeg sidder på tønden på arbejdet.
Det er ekstremt sjældent, at mine kolleger beslutter sig for at sympatiskide mens de krammer mine knæ, og det er vist aldrig sket at de har afsluttet seancen med at mase min hårbørste ned i toilettet.
Så jo – jeg kommer til at savne superbaby i hverdagene, men vil fra nu af i det mindste kunne have nogle mere afslappende toiletstunder.
Er sikker på at mine kolleger er er glade for, at det er den første fordel jeg kan se ved barselsslutning!
(men der er altså også andre ting jeg glæder mig til, bare rolig!)

01/5/11

Om babybio

Jeg skal mødes med min søde veninde inde i byen om et par timer, og bitche lidt over vores mænd og børn, mens vi vader gaderne tynde med barnevognen. Det er en onsdag jeg har set frem til længe.

Det er ellers onsdag der er babybio, men det tror jeg faktisk aldrig jeg gider igen.
Hvis du ikke ved hvad babybio er, så er det biografer der lader dig slæbe din baby med ind i biografsalen, hvor der så er dæmpet lyd og lidt lys under filmen. Egentlig et ok koncept, som jeg faktisk også har syntes positivt om før – men sidste gang var så møghamrende ufedt, at jeg bare aldrig gider det igen.
Nå, det var Harry Potter der gik, og det var dagen efter premieren. Der plejer at være 3-4 mennesker inde til babybio normalt, så det var ret overraskende at hele salen var fyldt.
Jeg havnede klemt inde mellem en stor dame, der hele tiden ammede sit barn fra det bryst der vendte ind mod mig, og som var så enormt at hun måtte hvile det på vores fælles armlæn, og en teenagemor med meget lavtaljede jeans og lyserød g-streng, som jeg fik set mere end godt var, fordi hun hele tiden bukkede sig ned til sin baby, som hun havde placeret på et tæppe ved sine fødder.
En biograf med plads til ca 500 mennesker, fyldt med ca 500 kvinder OG tilhørende spædbørn føles presset…. 50% af babyerne hylede, 2% sov, 10% kravlede rundt –  fordi de teknisk set var lidt for store og livlige til babybio, men mor havde været desperat efter at se den her film, 10 % øvede sig på gode råbelyde og afprøvede akustikken(heriblandt min baby, der ellers er så artig), og resten fyldte deres bleer, og mange af mødrene skiftede da bleen derinde i salen, så de ikke skulle gå glip af noget af filmen.
Mig og superbaby var lidt stressede af alt den skrigen og skiden, og endte med at gå før filmen var slut. Det var skræmmende. Mødre i store flokke er værre end bissende gnuer.

11/4/10

Om at komme til at gøre skade på sine børn

Top 5, over skader jeg ved uheld har påført mine børn:
1. Holdt et selvfedt lille foredrag for Ninjaman, om hvor engageret og nærværende en barselsmor jeg ville være denne gang, og tabte i det samme min mobil ned i fjæset på sovende, helt nyfødte, superbaby…
2. Nygravid med barn nr tre, tørrede jeg numse på barn nr et, og blev akut ramt af kvalme. Ville jo ikke kaste op på hende, så drejede lynhurtigt rundt – og kastede op udover lille 1 år gamle barn nr to, der stod bag mig. Hun sagde glad:”hov!” – med opkast dryppende fra håret…
3. Ammede superbaby i søvn i sofa, lagde hende forsiiiiiiigtigt fra mig – og væltede indholdet af en skål pistacienødder ud over hendes ansigt
4. Demonstrerede for min kusine hvor nemt det var at putte baby i bæreslyngen, men fik lagt hende lidt galt, glemte hun var der, og knaldede hendes hoved ind i dørkarm
5. Superbaby vågnede mens jeg var hos frisør, og kom ind og sad på skødet, mens jeg blev føntørret. Jeg ville lige vise frisøren hvor god en mor jeg var, og løftede superbaby op til en flyvetur – uden at bemærke den lampe der hang lige over mit hoved, som jeg dunkede hendes babyknold op i…

Ja – mine børn burde gå med hjelm hele tiden..