Jeg skal mødes med min søde veninde inde i byen om et par timer, og bitche lidt over vores mænd og børn, mens vi vader gaderne tynde med barnevognen. Det er en onsdag jeg har set frem til længe.

Det er ellers onsdag der er babybio, men det tror jeg faktisk aldrig jeg gider igen.
Hvis du ikke ved hvad babybio er, så er det biografer der lader dig slæbe din baby med ind i biografsalen, hvor der så er dæmpet lyd og lidt lys under filmen. Egentlig et ok koncept, som jeg faktisk også har syntes positivt om før – men sidste gang var så møghamrende ufedt, at jeg bare aldrig gider det igen.
Nå, det var Harry Potter der gik, og det var dagen efter premieren. Der plejer at være 3-4 mennesker inde til babybio normalt, så det var ret overraskende at hele salen var fyldt.
Jeg havnede klemt inde mellem en stor dame, der hele tiden ammede sit barn fra det bryst der vendte ind mod mig, og som var så enormt at hun måtte hvile det på vores fælles armlæn, og en teenagemor med meget lavtaljede jeans og lyserød g-streng, som jeg fik set mere end godt var, fordi hun hele tiden bukkede sig ned til sin baby, som hun havde placeret på et tæppe ved sine fødder.
En biograf med plads til ca 500 mennesker, fyldt med ca 500 kvinder OG tilhørende spædbørn føles presset…. 50% af babyerne hylede, 2% sov, 10% kravlede rundt –  fordi de teknisk set var lidt for store og livlige til babybio, men mor havde været desperat efter at se den her film, 10 % øvede sig på gode råbelyde og afprøvede akustikken(heriblandt min baby, der ellers er så artig), og resten fyldte deres bleer, og mange af mødrene skiftede da bleen derinde i salen, så de ikke skulle gå glip af noget af filmen.
Mig og superbaby var lidt stressede af alt den skrigen og skiden, og endte med at gå før filmen var slut. Det var skræmmende. Mødre i store flokke er værre end bissende gnuer.

Related posts:

Om kartofler Om superbaby som superkat Om at være for lille til sne Om at have en indre alfabet-autist