03/17/15
wpid-wp-1426585397975.gif

Om ånde, mareridt og musik

Hele weekenden gjorde min kindtand ondt, på hvis-det-hjælper-på-bare-ti-procent-af-smerten-at-dræbe-en-nuttet-hundehvalp-så-gør-jeg-det-måden.

Jamrende gik jeg til tandlægen i går, der spurgte om jeg gerne ville bruge flere tusind kroner  på at få opereret betændte rodspidser af den, eller 500 kroner på at få den hevet ud.

Så nu går jeg rundt med et hul i munden, der smager af død og betændelse og lugter af gnu, mens jeg hører høj musik og venter på min søster.

Noget af det første musik jeg hørte som barn, var Simon og Garfunkel.
Min søster og jeg havde koncerten fra central park på VHS, og så den så mange gange, at jeg stadig kan både alle sangteksterne OG alt hvad de siger mellem numrene udenad.

image

Jeg kører i dag til Odense, sammen med min søster – hvor Paul Simon spiller, sammen med selveste Sting.
Hun gav mig det meste af min billet og hotelovernatning i kommende fødselsdagsgave, og vi er begge lidt høje over at skulle genopleve sådan en bid barndom sammen.

Det er ikke noget jeg hører særligt ofte længere – synes hans seneste plader har været middelmådige – men den nostalgiske del af det er fantastisk, og jeg ved at vi skal skråle så højt med på alle sangene, både i bilen og til koncerten, at min betændte ånde muligvis slår hende bevidstløs.

Jeg vågnede iøvrigt i nat, fra et mareridt der for en gangs skyld ikke handlede om zombier, men om at jeg skulle hilse på Paul Simon og kom til at spytte tænder og betændelse ud over ham.

Ved ikke helt hvorfor det var så skræmmende, men det var det, og jeg var nødt til at tænde lyset og surfe lidt net, før jeg turde sove igen, og her faldt jeg så over nyt, godt mareridtsmateriale, på denne her fremragende tumblr -blog.

image

Jeg kan huske at jeg måtte gøre det samme med mine smølfer om natten, da jeg var 4-5 år.
Kunne ikke klare tanken om at de gik frit rundt om natten…

02/26/15
wpid-wp-1424980156060.jpeg

Om døde dyr i poser

Jeg faldt over dette blogindlæg, hvor bloggeren lod sin datter tage en død mus med i børnehave, og morede mig meget.

Det mindede mig om min barndoms fejlslagne forsøg på at imponere jævnaldrende, med netop det samme: døde dyr i poser.

I anden klasse, skulle vi i biologi dissekere en fisk.
Det var superklamt, og flere af pigerne fik kvalme, men jeg gjorde mit bedste for at spille sej, og lod som om det på ingen måde generede mig.

For yderligere at cementere egen sejhed, tog jeg fiskens hjerte og øjne med hjem i en pose.

Kunne godt mærke at det imponerede nogle af de hårde drenge, at jeg så køligt tog de klammeste dele med mig hjem, og jeg lagde frydefulde planer om hvordan jeg skulle skræmme min lillesøster med dem.

Skulle hun mon finde et lille fiskeøje på sin tandbørste? Eller et fedtet lille hjerte på bordet i barbiedukkens stue?

Mulighederne for sjov med død fisks klamme dele var uendelige – men det var min koncentrationsevne desværre ikke, og så snart jeg satte min nøgle i hoveddøren, glemte jeg alt om den klistrede pose i min taske.
Seriøst: alt.

Et par uger efter tabte jeg et viskelæder ned i min taske i skolen – og fandt en ubeskriveligt klam lille pose, som det tog mig adskillige forvirrede minutter at identificere.
At gå rundt med råddent fiskehjerte i pose, fik mig ikke hevet særligt langt op på listen over dem de populære piger gerne ville være venner med,  og man skulle tro jeg havde lært noget af episoden – men nej…

Året efter besøgte vi min mormor på Malta, og min mormor (der nærede et glødende had til de fleste nuttede og pelsede dyr), vækkede min søster og mig en morgen, og råbte begejstret, at vi to dyreelskende børn måtte skynde os at komme!
I håb om at hun havde fundet noget nuttet, løb vi ud til hende – hvor hun stolt fremviste et dødt firben, klemt helt fladt i en dør,og tørret til en mumie af solen…
image

Vores begejstring var moderat, men i julegave samme år, fik vi alligevel en skifteramme – med det døde firben i…

“Jeg har skrabet hjernemassen af, det synes jeg var pænest” oplyste hun glad, stolt af sit alternative kunstværk.” I kan vise det frem i skolen. De andre børn vil synes det er rigtigt spændende!”

Vi nikkede og takkede pligtskyldigt, og tænkte begge at hun muligvis tog fejl, med hensyn til hvor meget streetcred dødt-dyr-i-ramme ville give, men min koncentrationsevne var (nogen vil sige “er”?) ikke imponerende, så selvfølgelig havde jeg kræet med i skole.

Overraskende nok: det blev jeg heller ikke overvældende populær af….
Min søster forsøgte sig derefter med det samme – med nogenlunde samme resultat.

Så der skulle to episoder med døde dyr i poser til, før jeg lærte af mine fejl – men nu har jeg lært det!

01/17/13
20130117-090828.jpg

Om kvælnings-poseringer

Min mor tog rigtigt mange billeder, da jeg var barn.
Film efter film, som hun selv fremkaldte i det lille mørkekammer ved siden af stuen.

Det var ikke usædvanligt, at hun kom der med sit kamera, og bad os posere, smile, løbe eller skære ansigter.

Jeg kan huske da hun tog det her foto, af mig og min legekammerat, Thomas.

“Ryk tættere på ham!” kommanderede hun, og jeg adlød, mens hun knipsede løs.

“Prøv at læg armen om hans skulder!” sagde hun så, og jeg undrede mig lidt, men gjorde som der blev sagt:

20130117-090828.jpg
Forskellen på hænder/arme og hals/skulder, har jeg lært, i tiden der er gået siden.

12/23/12

Om gaveindpakning del 2

Da jeg var 13-14 år havde min far en kæreste, der hed Susanna.
Jeg kan ikke huske andet om hende, end at hun var ret sød, havde hekselange negle – og stod for mine og min søsters julegaver det år.

Vi holdt jul hos min fars forældre, og hele aftenen gik vi og beundrede de gaver hun havde pakket ind: der var en der var pakket ind i paisleymønstret stof, med silkebånd om; to med buketter af plastikblomster på; to med små fugle siddende på båndet; en med papir der havde holografisk mønster og en med mindst ti forskellige bånd om.

Så flot indpakkede gaver har jeg hverken set før eller siden – og på det tidspunkt var det i kæmpe kontrast til nogle år før, hvor gaverne slet ikke havde været pakket ind, men vi bare havde fået en skraldesæk hver, med alt det vi havde sat kryds ved i legetøjskataloget.
Det var helt vildt, og en meget mærkelig jul, hvor vi sad og fordelte tingene i flere timer, med:”øh – var det dig eller mig der ønskede sig den her babydukke? Og hvad med de her farver? Og yoyoerne? Spillet her er vist dit.”

Desværre var hende Susanna ikke lige så god til at købe gaver, som hun var til at pakke dem ind – på det tidspunkt gik jeg med en tam rotte på skulderen og var aktiv i græsrodsbevægelser – så en similibesat broche der forestillede Mickey Mouse, en ungdomsbog om heste og et karrygult pashminatørklæde, var ikke lige det der passede bedst til mit image…

Stor skuffelse.
Men jeg gemte fuglen og blomsterne fra pakkerne i flere år, og havde muligvis glemt Susanna, hvis det ikke var for hendes indpakningsevner.

Da jeg sad og pakkede børnenes julegaver grimt ind, tænkte jeg over, om det mon var derfor jeg nægtede at lære, at gøre det pænt: hvis gaverne er grimme, kan man kun blive glædeligt overrasket over indhold – hvor overdrevent flotte pakker næsten kun kan skuffe?

02/11/12

Om kiksethed og venskaber

“De ved ikke hvad de går glip af!” sagde min mormor altid til mig, hvis vi talte om, at jeg ikke havde venner i skolen.
Den tanke varmede jeg mig så meget ved, at det faktisk ikke generede mig synderligt – jeg elskede at læse i frikvartererne, havde en lillesøster der var sjov at lege med derhjemme, og hvis der skulle fortælles en sjofel vittighed eller parodieres en lærer, vidste drengene godt, at det var mig de skulle spørge – selv om de ikke ellers gad lege med mig.

Jeg fandt klassebilledet fra 3.B i en skuffe i dag, og fik mistanke om at de piger, der ikke gad være mine venner, udemærket vidste hvad de gik glip af, og ikke ligefrem sørgede over det…

Blandt pænt friserede unger i yndlingstøj, så den 9 årige variant af mig, sådan her ud:

20120630-112034.jpg
“Du har ØDELAGT vores pæne klassebillede!” skændte klassens dronninger, og jeg var nok temmeligt alene om, at synes det var skidesjovt.

Først da jeg blev teenager, fik jeg venner.
Teenagere er altid kiksede og kejtede, og det havde jeg så mange års erfaring i at være, at det nærmest virkede cool.

Jeg har i årenes løb formået at samle en masse fantastiske venner op – der alle har det til fælles, at de ,et eller andet sted, kender til kiksethed, og en fornemmelse af, at være anderledes.
Men jeg vil vædde med, at samlede jeg alle mine venner i dag, til et klassefoto, ville jeg ikke være den eneste der skar ansigter – og det er egentlig en ganske rar tanke.