09/17/15
20150917-094308.jpg

Om lidt af hvert – og noget om babytøj

Nå,min blog fucker op for tiden, og valgte at udgive der her, selv om det kun var en kladde.

Men nu ligger det her altså, og jeg beklager mulig mangel på rød tråd.
—-

Mine to yngste døtre er med i det nye jubilæumskatalog fra Bahne, hvor de er blevet interviewet til “børnepanelet”.

20150917-094308.jpg

20150917-094318.jpg

Her et uddrag af den yngstes udtalelser omkring babymode, som jeg selv morede mig en del over:

“Jeg synes babyer er ret nuttede, og har søde små fingre, og er ret sjove at lege med – men nogle gange prikker de en på øjet, og det kan jeg ikke så godt lide.

Mange babyer er ret gode til at kravle. Så kan de snige sig ind på nogen!
Lige pludselig, så krammer de bare ens ben, og man havde slet ikke set dem.

Det er derfor jeg godt kan lide babyer: fordi de krammer. Og så er de søde, og sjove at lege med.
Man kan lege med bamser sammen med babyer, eller lære dem at gå, eller sådan noget.
Man skal bare vide: de sutter på ting! Og de savler ret meget.
Det er ulækkert med savl…

Hvis en baby har en babydragt på der ligner en leopard eller en mumie, kan man blive ret forskrækket, når de kommer snigende.
Jeg synes ikke man skal købe sådan noget uhyggeligt tøj til babyer, fordi ellers bliver voksne helt bange, og siger sådan:”waaaaa!!!”, fordi de tror at babyen er en lille leopard.

Man kan købe nuttede, nuttede små sko til babyer – men deres fødder virker ikke rigtigt endnu, så skoene skal være sådan bløde-agtige.

Nogle gange græder og skriger babyer, men så skal man bare give dem nusseklude. De elsker også sutter og babser.
Henne i børnehaven får babyerne ikke babser. De får bare sådan noget mælk de kan drikke i sutteflasker.

Jeg har ikke brug for en baby. Fordi så bliver det måske en lillebror, og de er faktisk irriterende!
Det siger en fra min børnehave, og hun har en lillebror.

Jeg kan også godt lide at der ikke er nogen der savler på mine ting herhjemme.
Da min mor holdt fest, kom der faktisk en baby. Og den rodede HELT vildt på mit værelse, og åbnede min sparebøsse, og hev mine bøger ned fra hylden, og jeg blev helt rundtosset, fordi det var svært at stoppe den!

Men mine babykusiner er ret søde. Jeg købte sådan noget tøj der var vildt nuttet til min ene kusine, faktisk. Hun blev ikke engang sur over at få tøj…”

Resten af interviewet kan læses i Bahne-kataloget – og det er gratis.

04/11/14
20140411-094244.jpg

Om ting babyer er dårlige til

I sommer fødte Ninjamans søster den mest nuttede lille pige.
De bor i Jylland, så pigerne har kun fået set deres lille kusine få gange: et par gange da hun var helt ny (og vi var i sommerhus i nærheden), og til hendes barnedåb – men det har været så stor en overraskelse for den forkælede mindstesøster ikke længere at være familiens yngste og mest nuttede, at hun taler om sin nye kusine næsten dagligt.

20140411-094244.jpg
Vi skal snart til konfirmation i Jylland, så antallet af samtaler der omhandler hvor sej hun selv er, er pludselig eskaleret.

Hun taler om hvor sød hendes kusine er, men også om alle de ting hun selv har meget bedre styr på end gennemsnitsbabyer, og kan ikke foretage sig meget, uden at sige sætninger a la:” se mig! Jeg kan gynge – babyer er VILDT dårlige til at gynge, ikke? Men det kan jeg!”

Så hvis i overvejer at anskaffe jer sådan en baby, har jeg og de store piger fået hende til at brainstorme på ting, som babyer bare ikke kan finde ud af, og skrevet dem direkte ned, efter hendes citater – så er i advaret:

Gnalles liste, over ting babyer ikke kan:
1. Babyer har nuttede fingre. Men de kan altså ikke hoppe!

2. Babyer kan ikke svømme. De får bare vand i håret… Og de bliver helt, helt våde.

3. Babyers ben er ALT for små og bløde, de kan slet ikke finde ud af at løbe… jeg løber hurtigt!

4. Hvis babyer skal male “påskeægger”, så maler de dem bare helt hvide. Det kan de ikke finde ud af.

5. Babyer kan ikke snakke. De siger bare sådan nogle lyde. Man kan heller ikke se film med dem, for så siger de bare lyde.

6. Babyer laver sådan noget vand med deres mund. Så man skal ikke kysse dem!

7. Babyer hyler hvis man bærer dem væk fra deres mor.
Man må godt bære mig, jeg hyler altså ikke.
Min onkel kan bære mig helt op til luften, for han er rigtigt “stærkt” og “højt”. Han har også skæg.

8. Babyer må ikke lege med sakse, for de ved ikke at man ikke må klippe i håret.
Inge fra min børnehave bliver sur, hvis man klipper i håret.

9. Babyer kan ikke holde hamstre. De maser dem bare og sutter på dem. Vores hamster hedder trøffel. Min kusine må ikke slikke på den.

10. Babyer laver tis i små bleer. Jeg kan godt tisse på toilettet, fordi jeg er vildt stor.

11. Babyer bliver glade når man giver dem babylegetøj. Og babymad.
Babymad er sådan noget fladt noget.
De skal ikke have sådan noget som jeg har.

12/8/12
20121125-204405.jpg

Om hverdags-strip

Min 7 årige, Frk Fantastisk, og hendes yngste lillesøster, har begge to en ret irriterende vane, med at skifte tøj hele tiden.
Pynteglade lillesøster har lokaliseret skuffen med egne nederdele, og skifter nederdel 19 gange dagligt – og tømmer skuffens indhold ud på gulvet i sin iver.

Frk fantastisk er et barn der aldrig står stille: hun spæner, hopper og triller sig vej gennem stuen, og bliver så varm, at hun tager mere og mere tøj af, og altid ender med, kun at have undertøj på.

Når vi så minder hende om, at hun lige har været syg og skal have mere tøj på, gider hun ikke lige lede efter det tøj hun har strippet ud over hele huset, og henter nyt – som hun så gentager processen med: løbe-sprinte-smide trøjen- hoppe- klatre- af med bukser- kolbøtte-flikflak- væk med undertrøjen…

Vi bruger en del tid hver dag, på at få de to til at samle deres kluns sammen, og proppe det i skuffen igen.

Da vi for noget tid siden bladrede gamle fotoalbums igennem sammen, fandt vi det her foto, der muligvis kan bevise hvorfor den ældste af dem, er så glad for at smide tøjet:

20121125-204405.jpg
Ja, det er en halvnøgen mand, og ja – det er en buttet babyarm nede i det ene hjørne.
Før i tvangsfjerner børn for vanrøgt må jeg lige forklare, at det ikke er et indslag til en børnefødselsdag, og heller ikke et hverdagsfoto her hjemmefra.

Det er fra min søsters polterabend.

Frk fantastisk var kun 4 måneder gammel, og derfor med til polterabend sammen med mig.
Det foregik stille og roligt, med de sædvanlige polterabend-indslag: noget brunch, lidt sumobrydning i klamme dragter, sminkning og fotografering af bruden, og middag hos en veninde.

Ingen stripper planlagt – han var en overraskelse, planlagt af to andre veninder.

Min glade baby havde taget dagen med et smil, og faldt i søvn i barnevognen, mens vi spiste.
Lige da stripper-overraskelsen ankom, vågnede hun, og klappede glædesstrålende i sine buttede hænder.

Jeg kunne ikke få hende til at sove igen, og efter at have forsøgt længe, tog jeg hende med ind til festen – hvor hun var den der hujede og grinede allerhøjest.

Den stakkels mand blev helt befippet – og prøvede ihærdigt ikke at se på hende – det var svært, for hun så sådan her ud:

20121125-205435.jpg
Alle de piger, han havde regnet med ville falde i svime over hans olierede muskler, sad og faldt i svime over det begejstrede barn, og han var helt febrilsk og rødmende over hendes intense blik – jeg tror faktisk han kortede showet lidt ned, fordi hun hylede ham ud af det…

Når vi bliver irriterede over vores børns strippertendenser, skyder jeg derfor skylden for det, på ham. Det må være noget han grundlagde, tænker jeg? 4 måneder gamle babyer er sikkert ret påvirkelige…

(Og så undlader jeg behændigt, at bemærke, hvordan alt Ninjamans tøj konsekvent bor i en stol, og flere par af mine strømpebukser er draperet ud over møbler og gulve… Det er nemlig på ingen måde vores dårlige indflydelse – det er stripperens!)

09/20/12

Om det der kærlighed, del 17 – en føljeton

Den ambitiøst anlagte fortælling, om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester og fik børn, er nu nået til afsnit 17.
De foregående afsnit kan læses her.
Ninjaman havde været sygemeldt i et halvt år med depression, og skulle snart starte på arbejde igen.
Det skulle jeg også, efter halvandet års barsel/pleje af syg mand.
Vores datter havde endelig fået vuggestueplads.

Det var underligt at tænke på, at vi snart skulle lave hver vores ting – vi var på en eller anden måde både enormt langt fra hinanden, fordi han hverken ville tale eller røres ved, og enormt tæt på hinanden, fordi vi havde været sammen hele tiden.

Der lå usagte ting, sorg og vrede mellem os, men også en ny grad af tryghed, fordi vi havde befundet os et halvt år i en puppe, hvor det eneste vi kunne foretage os, var at sidde i samme rum, og vente på at det lysnede igen.

Helt rask var han ikke – stadigvæk halvvejs bedøvet af medicin og følte sig ikke som sig selv, men hans læge var meget forhippet på, at han var rask nok.

I 6 måneder var jeg det eneste menneske han havde set, så for at vænne sig til at være ude blandt andre, købte han en billig brugt ketcher og et par badmintonsko, og meldte sig til et hold.
Han ringede fra skadestuen en halv time efter at han var cyklet hjemmefra: havde spillet to minutters badminton, var trådt et skridt baglæns – og havde revet sin akillessene over…

På en eller anden absurd måde, var den skade med til at gøre det hele nemmere.

I perioden lige efter operationen måtte han slet ikke støtte på foden, så han var nødt til at bede mig om hjælp, og det føltes forløsende for os begge at han nu havde et synligt problem: det var nemmere at forholde sig til at bede om/give hjælp til en, der fysisk ikke var i stand til ting, end til en der bremses af noget psykisk.

At han flere gange dagligt blev nødt til at sige:”kan du hjælpe mig? jeg kan ikke bære det her glas/tage bukser på/nå bunden af fryseren” gjorde det også nemmere at bede om hjælp til de tanker der stadig trykkede, og mens jeg startede på mit arbejde, brugte han sin akillesseneskade-sygemelding til at få nogle ting på plads, hos en psykolog – hvilket han har været glad for lige siden.

Sammenlagt gik der nok et års tid, før han var helt udtrappet af piller, og følte sig rask.

Måske, hvis depression var noget man talte mere åbent omkring, ville han have erkendt det tidligere, og haft et lettere forløb – eller jeg ville have genkendt symptomerne og have kunnet hjælpe ham.
Det er også derfor han har fået mig til at skrive så udførligt om denne del af vores liv sammen – hvis hans sygdomserfaringer kan hjælpe bare en enkelt i samme situation, vil det være det værd at dele dem. Også selv om det gør lidt ondt.
Men det var sådan det var.
Og vi kom igennem det.

08/9/11

Om vuggestuers kedelig-liste

Jaja, undskyld jeg er lidt stille for tiden, og langsom med indlæggene. Er midt i noget hverdag.
Min lillebitte, næsten nyfødte, spæde og sarte baby på 14 måneder, startede nemlig i vuggestue i går.
Jeg har 7 ugers ferie til at køre hende ind i, så det burde kunne klares uden de store tårevædede scener.

Al respekt for folk der arbejder i vuggestue – og pædagogerne på blækspruttestuen er exceptionelt søde, og virker som om de kan lide deres job – men jeg ville selv blive lidt skør, over at have et job der så tit indeholdt nogle af de kedelige aktiviteter fra top 6 kedelig-listen, over ting man udsættes for, når man har små børn:
1. bleskift
2. mælk der bliver kylet gennem luften/mad der bliver smurt ud i ansigter
3. babyer der tæver hinanden
4. fejning og bordaftørring
5. larm
6. lugt
Jeg kan godt lide børn, jeg kan i særdeleshed godt lide mine egne børn, og jeg accepterer de 6 kedelige punkter der følger med selv, at have helt små børn – men at have et job hvor top 6 skal ganges med 12 børn, og nonstop? Gys…
(og så alligevel ikke helt gys – for godt nok er der mange timer af dagen der går med at spule børn rene, når de har smurt sig ind i kødsovs – men det ser også hyggeligt ud. Og de får lov til at sidde og kysse på bløde babykinder – og lige om lidt min lækre babys kinder også… Måske skulle jeg søge en stilling?)

06/10/11

Om at stå tidligt op

Jeg er så usandsynligt heldig, at have en mand der ikke kan sove videre, hvis han bliver vækket tidligt. Så når vores børn i perioder vågner kl 06, så er det ham der bare står op med dem, mens jeg sover videre. Så kommer han ind ved 9 tiden og synes vi skal bytte, så han kan få en times formiddagslur.
Det har været sådan al den tid vi har haft børn, og er efterhånden så meget en selvfølge, at jeg tit glemmer at sige tak.
Ind imellem sker det endda, at jeg brokker mig over, at køkkenet roder…
Jeg glemmer at tænke på at han stod op kl 6, og har påklædt, affodret og neddæmpet 1-4 unger i 3 timer.
Nå. I dag hoppede superbaby rundt i mit ansigt kl 05.30. Af vanvare skubbede jeg hende over til Ninjaman – men han rullede bare over på siden og hev dynen op over hovedet.

I går stod hun op 04:37, så jeg går ud fra at han syntes det derfor godt kunne være min tur nu, så modvilligt tog jeg babyen under armen og gik ind i stuen med hende.
Er ikke i træning med det der stå-tidligt-op-noget, så huskede at tage ren ble med til babyen, men glemte at tage rent tøj med til mig selv.
Jeg har før brokket mig over, hvis Ninjaman buldrede rundt og ledte efter tøj når jeg sov, så ville ikke vække ham.

Fandt min bh i sofaen(don’t ask) og en halvren nederdel på badeværelset. Lidt tøj er bedre end intet, men jeg går nok ikke ud og tømmer postkasse sådan her!
Nu er klokken 9.

Tre af børnene er oppe, har været i bad, og fået mad og tøj på.
Jeg føler mig som en helt – forventer nærmest et hyldestoptog, blomster, tårevædede takketaler, utroligt meget sex, kram og muligvis en lille pokal eller medalje, kan jeg mærke.
Ligesom jeg jo altid giver ham, når han tager morgentjansen?
Nårh nej – jeg belønner vist bare med brok – må altså se at huske skamros, så jeg fortsat kan nyde mit privilegium!