11/27/19

Boganmeldelse: “Gileads døtre” af Margaret Atwood

Bog er anmeldereksemplar, men indlæg er hverken betalt eller uærligt

Da jeg var ca ti år, havde jeg læst alt der var værd at læse på børnebiblioteket og sneg mig ind på voksenafdelingen. Her var en af de allerførste bøger jeg faldt over Margaret Atwoods “en tjenerindes fortælling”.  Mindblowing! Jeg blev fuldstændigt opslugt af hendes krybende uhyggelige og realistiske fremtidsdystopi, og det er en af de bøger jeg har genlæst allerflest gange gennem årene.

HBO lavede en fremragende serie baseret på bogen for et par år siden, hvor første sæson var ret tæt på historien i bogen, men de følgende sæsoner digtede videre.

Margaret Atwood har været tæt inde over tv-serien ved eksempelvis at fortælle dem hvem de ikke måtte dræbe, for tanken om selv at skrive en fortsættelse er noget hun er blevet opfordret til i mange år.

Og nu er den her endelig, fortsættelsen. Den var værd at vente 34 år på!

”Gileads døtre” foregår 15 år efter handlingen i den første bog – hvilket er et smart greb, der efterlader plads til at der kan ske lidt af hvert i serien uden at ødelægge historieforløbet.

Bogen har tre fortællere, hvis historier gennem bogen knyttes sammen til en:

– Agnes, en helt ung pige der er født og opvokset i Gilead, som datter af en magtfuld kommandant. Regimet hvor kvinder, børn og mænd i betydningsløse stillinger er brikker som eliten kan gøre hvad de vil med er hendes hverdag, men gradvist begynder det at gå op for hende hvor mange uhyrligheder der foregår.

– Daisy lever uden for Gilead, i Canada. I skolen har de lært om Gilead, og hun er forarget og nysgerrig. Da hendes forældre dør i et attentat involveres hun i en bevægelse der skal infiltrere Gilead, og finder ud af at hun ikke er hvem hun troede hun var,

– Tante Lydia er kendt fra den første bog og serien som den strenge og straffende “tante” hvis job det er at udføre Gileadsystemets regler, og sørge for at avlskvinderne – tjenerinderne – føder børn til de magtfulde uden at gøre oprør. I denne bog kommer man bag hendes facade, og hendes grunde til at gøre som hun har gjort afdækkes.

Hendes fortælling er klart det bedste ved bogen, og for min skyld kunne der sagtens have været 100 sider mere med hendes stemme! Det er interessant hvad der skal til for at gøre mennesker “onde”, og hvor langt vi er parat til at få for at beskytte os selv.

Atwood skriver det troværdigt og rørende, og formår som ingen anden at beskrive bevæggrunde så realistiske at man virkeligt tror på det.

Det er en fremragende roman, og en vigtig roman. Den griber fat i strømninger som Atwood i flere interviews har sagt hun ser i Trumps USA nu: strammere abortlovgivninger, børn der adskilles fra forældre ved den mexicanske grænse og nedladende sprogbrug omkring kvinder og kvinders rettigheder. Som romanen viser kan det være let at skubbe den slags urimeligheder til side – negligere hvor problematisk det er og vænne sig til det – og pludselig sidder vi et låst samfund, hvor rettigheder ikke er for alle.

Det er det der gør hele tanken om Gilead så uhyggelig: den virker ikke urealistisk, når man skriver den så nøgternt og godt som Atwood gør.

Titel: Gileads døtre (adlink)
Forfatter: Margaret Atwood

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sideantal: 432

Min vurdering: 4/5 stjerner

02/23/19

Lørdagslæsning: “Et andet menneske, et andet liv”

(Indeholder anmeldelse af bog modtaget fra forlag og adlink, men er ikke købt reklame)
Et andet menneske, et andet liv er skrevet af somaliskfødte Sofie Jamas, der også selv flygtede til Danmark som 14 årig.


Jeg læste bogen i fine omgivelser i ferien, og selv ikke udsigten til pejs og bløde tæpper kunne bløde den grumme fortælling op.

For den er barsk! Sanselig, poetisk, nøgtern, fabulerende, men først og fremmest barsk.

Historien følger primært Baraka, der efter en hård opvækst i krigshærget Somalia flygter til Danmark, hvor kontrasten mellem det liv som nomade hun levede før; moderens hårde retorik og forventninger; og det danske hverdagsliv er stor, og hun føler sig rodløs på mange punkter. Som 12 årig lod hun sig frivilligt omskære for at få moderens gunst; og omskæring – både som det indgreb det er og i overført betydning (hun beskriver sine identitetsskift som at skære i sig selv) – er en rød tråd i bogen.

Baraka møder og bliver venner med den ældre jødiske kvinde, Esther, der selv er flygtet fra en koncentrationslejr under anden verdenskrig og har en historie der er lige så hjerteskærende som Barakas.

Baraka vil være en anden end den hun er, og forvandler sig til Maria, og lever først et kedeligt provinsliv, dernæst et glamourøst liv som skuespiller i USA, men rodløsheden hiver stadig i hende.

Ved romanens indledning arbejder hun som tolk, hvor hun involverer sig i drengen Umar, der er flygtet fra Syrien. Umars historie er også tung og hjerteskærende, og jeg synes godt at noget af den kunne have været skåret fra, for at den stod skarpere og mindre sensationspræget. Det er de indre konflikter hos personerne der griber mig mest, ikke al den ondskab de påføres udefra, og Umar påføres lidt for meget.

Jeg var mest begejstret for Barakas livshistorie og måden hun fortæller den på, og synes bogen mistede noget af poesien til fordel for drama hen mod slutningen, men grundlæggende var det gribende læsning.

Det en bog der indeholder rigtigt meget, og knytter tråde mellem det at være flygte, tilpasse sig, og holde fast i sig selv, og berører temaer som seksualitet, religion, identitet, kvinderoller og kultur. De tre personer: Baraka, Esther og Umar er forskellige og kommer forskellige steder fra, men deres lighedspunkter som flygtninge er tankevækkende og trækkes fint op.

Bogens titel:Et andet menneske, et andet liv
Forfatter: Sofie Jamas
Forlag: Politikens forlag
Sideantal: 320
Min vurdering: 4/5 stjerner

 

 

12/17/12

Om mandelgave – et mandagstip

Jeg er stadig sygemeldt, og har nu også følge af hostende lille Gnalle, med feber, og Kagemesteren, der har så høj feber, at hun ser syner. Hun har lige bedt mig om, at fjerne mønstret fra hendes dyne, fordi det hoppede, og skældt mig ud for at have slæbt sne ind i stuen.
Nattesøvn kan i nok gætte hvor lidt der har været af nat…

Kagemesteren havde ellers glædet sig til at give mandagstip om hvordan “verden hænger sammen”, men det må i have tilgode til på mandag, for lige nu hænger hun knapt sammen selv.

Men derfor skal I ikke snydes for et fantastisk tip: verdens fedeste mandelgave(eller julegave), er denne her.

20121217-110820.jpg
Og nej, det siger jeg ikke bare fordi Maren er min ven: det er en fantastisk lille bog, der både er rørende, klog, morsom, og lige på kanten.
Som Maren.

Da jeg kom hjem fra hospitalet i onsdags, lå den og ventede i min postkasse, og selv om jeg havde læst den før, over mail, er det noget ganske andet at have den i lækker papirversion, og jeg måtte fnise så meget, at jeg var bange for at operations-ar sprang op.
Den koster sølle 150 kr, inklusiv Porto, og kan købes her.
Den kan lige nå frem før jul, hvis I er hurtige.

11/1/11

Om lakrids-chokolade

For noget tid siden, skrev en hel masse bloggere, om hvor fantastisk “Salmiakki”-chokoladen, en mælkechokolade med lakridsfyld, var.
Jeg blev nysgerrig og købte en – AD!
Men hele tanken om lakrids sammen med chokolade var god, så jeg har efterhånden fået smagt det meste- i videnskabens tjeneste, naturligvis. – og deler gerne mine hårdt høstede chokolade-lakrids-erfaringer, så I stakler ikke behøver købe salmiakki(AD!), men kan gå direkte til noget af det der smager godt.
Og nej, det her er ikke sponsoreret,eller reklame, men noget jeg har gjort, for jeres skyld, for at vise jer vej i den store chokoladejungle – (og så fordi jeg alligevel havde ædt alt det her, og det var sjovere at bilde mig selv ind at jeg var grundig og testede, end at jeg bare var grådig…)

Test af lakrids-chokolade – og det er altså bare min egen subjektive vurdering, ingen blindtest eller noget
Salmiakki: hvis man æder sine børns 8 kroner chokoladejulekalendere med glæde, og iøvrigt tænder på duften af rengøringsmidler, så er denne her chokolade nok fantastisk. Bleg, fedtet chokolade, med slimet, sort salmiakfyld.Hvad sker der lige for jeres smagsløg, alle jer der elsker den? Ad…
Guldbar med heksehyl: Den er sådan hverken eller. Der burde puttes flere heksehyl i, eller droppe dem helt. Jeg tænkte:”hvad fanden er det?” hver gang der kom en stump heksehyl, for den smagte så lidt af lakrids, at jeg glemte det var det den indeholdt.
Yankiebar med lakrids: som at spise en klump margarine, med en underlig bismag, der måske/måske ikke, var lakrids.
Johan Bülow lakrids med chokoladeovertræk:en flot lille bøtte, men til 65(!) kroner kun noget jeg køber i gave, aldrig til mig selv. Tænkte jeg – og købte dem til Ninjaman.
Bagefter var jeg på legeplads med børnene, og de fik mig overbevist om, at han sikkert syntes det var ok, hvis vi tog en lille smagsprøve.(nej – det er løgn: jeg fik faktisk overbevist dem… det andet lød bare bedre!) Vi åd hele glasset på 20 minutter… Blød og spændstig lakrids, med en ok chokolade rundt om, og et dejligt drys lakridsrodspulver yderst.
Anton berg et eller andet fairtradeagtigt, mørk chokolade med salmiak(argh!har glemt navnet – og det er endda min favorit!): den er altså god! God mørk chokolade med småbitte stykker knasende salmiak i. Altså på samme måde som orangechokolade, med knase-effekt, og så bare lækker lakridssmag, der passer godt til chokoladen. Jeg har faktisk testet den hele tre gange(ak ja, det er hårdt at være grundig…) – og den er lige god hver gang.
Nå, mangler der noget i testen? og hvad synes i om lakridschokolade?

Forleden skrev Sif/anarkisten en fantastisk blogpost, hvor hun testede pulversauce, komplet med jingler og det hele. Læs det, hun er seriøst underholdende – og burde faktisk teste chokolade også, for hun kunne med garanti skrive noget bedre end mig om det.