10/17/15

Om at finde trøst i dystopier

Da mine børn for halvandet år siden gennemlevede en stor sorg og tab, fordybede de sig i magiske lege, hvor de med trolddomdkraft kunne fikse alskens sygdomme og andre væmmelige ting.

Som voksen savner jeg evnen til at lege, og ville ønske jeg kunne gøre det samme, istedet for at være skiftevis bange og praktisk.

I perioden før min mands operation lynslugte vi netflix-serien ” the 100″ : en postapokalyptisk ungdomsserie, om 100 ungdomsforbrydere fra en rumstation med truende iltmangel, der sendes ned til jorden, 97 år efter en voldsom atomkrig, for at teste om den er blevet beboelig.
the100
Den er virkeligt god, på “Hunger games møder Fluernes herre” måden, og sært nok virkede det trøstende at se noget i den stil.

Dramatisk, spændende og får ens egne problemer til at virke en smule mindre:
“Nå ja, en af os skal opereres for kræft – men i det mindste er vi ikke ved at dø af iltmangel!” eller “jaja, vi er bange – men i det mindste kæmper vi ikke imod ukendte, spydkastende fjender imens!”

Mens han vågnede fra narkose, og i dagene efter, hvor han døjede med smerter og kvalme, sad jeg ved siden af, og læste.

Den absolut bedste bog jeg læste – og faktisk den absolut bedste bog jeg nogensinde har læst i genren – var denne:
1669956_1443762920

“Station 11” af Emily St. John Mandel, udgivet på Forlaget Iris 2015.
(affiliate link)

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage.

Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.

Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noger tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.

“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Dystert som emnet er, løftede den mit humør i en svær stund, og har siddet i mit baghoved lige siden.

07/13/15

Vind en megafed squareit sækkestol, fra SACKit

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: maj, der har fået direkte besked. Tillykke!

Vi har været fans af SACKit siden vi for et års tid siden købte deres  RETROit sækkestol til stuen.
Simpelthen det møbel der er flest slåskampe om, når vi ser tv sammen – for man sidder fantastisk godt i den!

Nu har SACKit lanceret en ny type sækkestol: SQUAREit cobana; som er en firkantet model, der både er god at ligge på og sidde i – og den er mindst lige så populær her hjemme!

Vi har testet en fin grøn de sidste par uger, og selv om det egentlig var meningen at den skulle stå fast på den 8 åriges værelse, har den været med rundt i hele huset, og bliver brugt konstant.

image

Jeg sidder i den når jeg putter børn om aftenen – hvilket på alle måder er en opgradering fra før, hvor jeg halvlå på en gammel børnesækkestol: nu sidder jeg så godt, at Ninjaman må sende mig sms’er, for at få mig til at forlade min bløde rede, efter børnene er faldet i søvn…

Børnene ligger i en bunke på den og ser tv, og den 8 årige læsehest kan findes, med bog i hånd, på den i alle rum af huset.

Sækkestolen kan også bruges udendørs, da den er slidstærk, vandafvisende og lysægte, og derfor har den også rejst rundt på både altan og i haven.

Min favoritbeskæftigelse, her da dagene var varme, har været at ligge på den, med kaffe inden for rækkevidde, og se på ungerne der badede i soppebassin.

image

På alle måder et møbel der er pengene værd, og vil kunne holde i årevis!

Stolen måler 100×130 cm, kommer i tre flotte farver, og koster 1899 kroner i denne model – men laves også i børnestørrelse, til 1099 kroner, og i flere farver.

En heldig læser kan vinde en stor SQUAREit cobana i valgfri farve!
Gå ind på hjemmesiden, find link til den farve du ønsker; og skriv en kommentar nedenfor med link og en lille sommerhilsen, så trækkes der en vinder d. 5-8.



Sponsoreret og affiliate – men egen mening og ægte begejstring!

04/29/15

Om børn og sorg – anbefaling af bøger

De sidste fire år har døden kastet lange skygger over vores familie, da mine børns “reservesøster” fik kræft, og for et år siden tabte kampen, og døde, 11 år gammel.
Hendes historie er ikke min historie at fortælle, men jeg kan fortælle hvordan vi har brugt bøger, til at bearbejde frygten og sorgen med i forløbet.

Jeg har syntes det var svært at vide hvordan jeg skulle tale med børnene om det undervejs: hvornår vi talte for meget om det, og hvornår vi lod for meget som ingenting, og derfor har det været et utroligt godt redskab at have gode børnebøger om døden og det at miste, som mine børn selv valgte at vi læste, når de havde behov for at tale om det.

image

“Anden, døden og tulipanen” er en hjerteskærende fin billedbog, om en lille and, der en dag får følgeskab af døden.
Hun er utryg ved ham i starten, da hun forbinder døden med alle de farer der lurer, men døden er venlig, tålmodig og ikke spor skræmmende.
Da kulden og vinteren til sidst tager ands liv, er det døden der nænsomt placerer en tulipan på hendes bryst, og skubber hende ud på vandet, til hendes sidste rejse.

image

Jeg tror aldrig jeg har læst en bog så rørende som denne, og vi har læst den sammen, igen og igen, og grædt sammen.
I et forløb som dette, hvor børnene længe vidste at hun var døende, var den tanke, at døden var venlig og hjalp en videre, forløsende.
Jeg kan ikke anbefale den bog nok, den er så poetisk og fin.

En anden bog vi læste meget, særligt i tiden efter begravelsen var denne smukke billedbog af Stian Hole:

image

Teksten er sparsom, og lidt kryptisk, men man forstår at Anna og hendes far er på vej i kirke, for at begrave Annas mor.
Anna vil helst ikke forholde sig til det der er sket, men overspringshandler og forestiller sig ting, ind til hun til sidst føler sig klar til at tage afsted.

Tegningerne er utroligt smukke, og man kan bruge lang tid på at fordybe sig i dem.
Mine børn vælger stadig ofte den bog til højtlæsning, og hver gang åbner det et rum, hvor vi kan tale om det der stadig gør ondt.

image

Astrid Lindgrens “Brødrene løvehjerte” begyndte vi på for et par år siden, men den var for barsk, og vi måtte stoppe igen.
Men da jeg i påsken var i Paris alene med min 8 årige tog vi den med,og læste den på tre dage.
Den ER barsk, sørgelig og uhyggelig, og da vi vendte den sidste side græd hun, og sagde hun ville ønske hun aldrig havde hørt den – men dagen efter var hun glad for det, og vi talte om om den i flere dage – talte om liv og efterliv, og tændte lys i en smuk kirke.
image
Sammen med min 13 årige, er jeg ved at læse “Monster”, af Patrick Ness.
Den er dystert og smukt illustreret, og handler om at give slip og acceptere tab, og vi læser den sammen, i ganske små bidder.
Trods det at den er gennemillustreret, er det ikke en børnebog – den er for unge eller voksne, og den er rørende, uhyggelig og har mange lag.
image

Som voksen har jeg været rigtigt glad for at læse Winnie Haarløvs “den tomme stol”, der er en utroligt velskrevet brugsbog, der berører alle aspekter af døden og sorg.
Den er desværre udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket.
image

Hvis nogen af jer står i samme situation, og har mistet et menneske tæt på, håber jeg i kan bruge disse boganbefalinger til noget, sammen med jeres børn – og hvis i kan anbefale andre bøger i samme stil, så gør det gerne, her i kommentarfeltet.

03/10/15

Om ting der kan anbefales, eller frarådes

Det her skulle egentlig have været et mandagstip, men weekenden endte med at blive ekstremt travl (kombiner en hel lørdag, med 17 gæster til forsinket familiefødselsdag for nyligt fyldt tiårig, med børn der havde overnattende legekammerater begge dage – så får man nogle dage med højt tempo!)

Så nu hvor jeg ikke har haft tid til at interviewe børn om mandagstip, træder jeg gerne til med lidt hurtige anbefalinger i stedet.

Ting der kan anbefales:

– Serien “Lillyhammer”, på netflix.
Den handler om en New Yorker gangster, Frank Tagliano, der vidner imod mafiakolleger, og får vidnebeskyttelse – i den norske by Lillehammer.
Kontrasten mellem norsk demokrati og idyllisk lillebysamfund, og Taglianos mafioso-metoder er utroligt morsom, og serien er spændende, med gode (omend noget karikerede) personer.
Ninjaman og jeg har slugt alle tre sæsoner de sidste par måneder, og kan varmt anbefale!

image

Trine Bundsgaards læse-let-bøger om Luna Linea, er også noget vi hygger os med herhjemme.
De er lidt for nemme for den 8 årige, og lidt for svære for hendes ordblinde storesøster, men de læser dem begge højt med stor entusiasme igen og igen, og vi griner hver gang vi læser den hvor Luna Linea plager sig til sukker, og hendes mor lader sig lokke – for man skulle tro forfatteren kendte mig og den 8 årige.
Hvis man har børn i lære-at-læse-alderen, så lån dem på biblioteket!

image

– Cykeltur alene med den ti årige, i solskin, er også noget af det hyggeligste.
image

Hendes lillesøster var med sin onkel i skoven, samtidigt med vores cykeltur, og kom begejstret hjem, og fortalte:”jeg har rørt ved en svamp i skoven! Og den mærkedes helt ligesom jeg tror at master Yodas ører mærkes: sådan blævrede og tynde!”
image

Den bemærkning fnes jeg af, resten af dagen.

Ting der kan frarådes:

– hvis man cykler rundt om søen,med en ti årig, i solskin – så er det en dårlig idé at lade sig lokke ind i planteskolen. Alting ser så pænt ud derinde, at man nemt kommer til at bruge 300 kroner(som man ikke har), på busk med røde grene.
Dette skete for mig i søndags, og busken kan egentlig ikke plantes et pænt sted, da haven stadig er fyldt med murbrokker og mudderhuller, efter tilbygning.
Barnet døbte planten:”fire Johnny”, og vi plantede ham ved siden af mount doom af skrald, hvor han så underligt uanseelig ud.
image

– Fastekur. Da jeg, i lørdags, klynkede lidt over hvor meget min mosters lækre brownie med nutella-ganache(der iøvrigt kan anbefales!) formentligt fedede, rådede min mor mig til at prøve fastekur.
Så jeg vågnede søndag morgen,med intentionen om at faste. Holdt den kørende med te og vand,men da Ninjaman tvang mig med ud for at handle ind til ugen, gik jeg amok i afdelingerne med fedende ting i stedet.

De kalorier jeg sparede ved at faste fire timer, modsvarede sandsynligvis ikke dem der var i det æbleflæsk vi smovsede til aftensmad.
Så faste gider jeg altså ikke prøve igen – men æbleflæsk gerne.
Mindstebarnet troede iøvrigt det hed “æbleflæns “, og var det samme som råkost: altså en salat,med flænset æble i.
image

Det var alt her fra, for nu.

01/6/15

Boganbefalinger – Jeanette Walls

Ud over at ligge i nattøj, spise chokolade og stene “Marco polo”, fik jeg også læst nogle utroligt gode bøger i juleferien.
Jeg er muligvis lidt lastmover-agtig, men de er altså så gode,at jeg er nødt til at anbefale dem videre!

Jeanette walls er en kendt amerikansk journalist, og hun har skrevet en gribende selvbiografisk roman om sin barndom:”Glasslottet” , Forlag hr. Ferdinand .

Hun skriver fantastisk,  og jeg havde lyst til at starte forfra og læse den igen, så snart jeg havde vendt den sidste side!
Bogen behandler eksistentielle værdier, som omsorg og svigt, overgreb og kærlighed, oprør, frihedstrang og vrede.

Walls er vokset op med tre søskende, i en rodet nomadetilværelse, med en begavet alkoholiseret far med store drømme, og en verdensfjern og uansvarlig kunstnermor.

Familien flytter en del, på flugt fra myndigheder  og ubetalte regninger, og børnene klarer sig selv med stor fantasi: fisker madpakker op af skolens skraldespande, finder brænde på gaden, maler benene, så man ikke kan se, hvor der er huller i bukserne.

Deres barndom er præget af ekstreme omsorgssvigt, men forfatteren får også beskrevet bl.a deres tid i ørkenen, på en utroligt fin måde, hvor man forstår at forældrene er begavede mennesker, der på trods, formåede at lære børnene en masse ting: sprog, læsning, geologi, fysik, og at klare sig selv.

Det er en barsk, kærlig, humoristisk og forfærdende fortælling, og man skal unde sig selv at læse den!

image

Jeg fik også fat på en anden af hendes bøger, en biografisk roman om forfatterens utrolige mormor, set fra dennes synsvinkel.
Det er en god historie, om en sej kvinde og et anderledes liv, og bestemt læseværdig – selv om den ikke helt er på højde med “Glasslottet”.

image

“Utæmmet liv” hedder den.

12/30/14

Om julen, der blev erobret af mongoler

Der er særdeles stille på min blog her i ferien – vil gerne skyde skylden for dette, på familien Khan og de mongolske horder.

Vi har ikke skullet meget denne jul – havde holdt kalenderen fri, fordi vi troede den nye tilbygning ville være klar til at flytte ind i, men det er den så ikke, og vi har i stedet slummet den i nattøj hele ugen.

Børnene har boltret sig i de store tomme rum, og bygget enorme playmobil-byer eller lavet cirkus og danseshows – og deres far og jeg har benyttet hver eneste sekund, hvor de var optaget af leg, til at snige os til at suge afsnit, af netflix nye serie om Marco polo til os.

20141230-132912.jpg
Nej, dette er overhovedet ikke et sponsoreret indlæg: Ninjaman og jeg er begge bidt af en gal mongol (lyder iøvrigt mærkeligt?), og bliver særdeles begejstrede, når der kommer nye film eller romaner om Djengis Khan.
Der er rigtigt langt imellem gode af slagsen, men det er “Marco polo” serien, og vi er alt for opslugte af den, og ville ønske børnene sov lidt tidligere og mere, for den er også så blodig, at vi ikke ser den, hvis de er i rummet…

Serien handler iøvrigt ikke om Djengis, men om hans barnebarn Kublai, der overtog Khanatet.

Rigtigt spændende, og man kan sagtens leve med, at den ikke er 100% historisk korrekt (bl.a er det aldrig helt bevist om Marco Polo i virkeligheden havde så stærk en forbindelse til khanen, som han kom hjem til Venedig og påstod).

Ninjaman læser stort set aldrig bøger, og jeg læser hele tiden – men vi har begge læst Conn Igguldens serie om Djengis Khan to gange, og brugt lidt for meget tid på at diskutere erobringstaktikker og hvor grimt sådan en jurte må have lugtet, af gæret fåremælk, harsk fårefedt og uvaskede krigere.
Boglink er affiliate

20141230-134111.jpg
Jeg har foræret bøgerne flere gange, til både min far, og flere af mine venner, og de har vakt begejstring.

Jeg har flere gange tænkt på blog-indlæg jeg gerne ville skrive i løbet af ferien:
har nogle gode boganbefalinger, noget om fornærmelser, føljeton-fortsættelse (gamle afsnit kan læses her), visdomsord fra fireårige, noget om indretning, lidt om pinligheder, en update på min far og kræft, og noget om når sure børn tager deres pinlige forældre på fersk gerning i at have sex.

De indlæg må i altså vente lidt på, for jeg fortsætter nattøj-og-serie-stilen ferien ud – kun afbrudt af nytårsaften i morgen, hvor vi skal være sammen med nogle venner, der muligvis synes det er fesent, hvis vi sidder og ser serie hele aftenen.
De har tre søde piger og en glad hund, og vores piger glæder sig også helt vildt til at feste med dem.

Godt nytår til jer alle!

10/22/14

Om absurd børnefjernsyn

I går da vi kom hjem, stod der en kæmpepakke på dørtrinet, med et mystisk brev vedhæftet:

20141022-092717.jpg
(jeg har stadig ikke fundet ud af hvem pakken er fra – men tak, hvis det er nogen der læser med her!)

Pigerne flænsede papiret af, og hvinede af begejstring over kasketter, bamser og punge, med motiv af en tegneseriedreng, som jeg ikke kunne mindes at have set før:

20141022-092833.jpg
Det er så Finn, oplyste de mig: den ene hovedperson fra en tegnefilm der hedder “adventuretime”, som de åbenbart havde set så meget på netflix, at de kunne bruge al tiden mens vi spiste aftensmad, på at komme med sære citater fra den.

“Hey, nøgne knægt! Vil du have nogle gratis dæmonhjerter?” gnækkede de, og brød sammen i latterkramper, mens jeg så uforstående på.

Ninjaman er altid til møde tirsdag aften, så jeg var alene med børn, og følte mig udenfor hele aftenen, der fortsatte med fremstilling af papsværd til Finn, og citater i båndsløjfe.

Her til morgen stod jeg i børnehaven og ville aflevere den fire årige, der begyndte at græde og sige hun havde kvalme og ondt i maven, og vi vendte cyklen og kørte hjem i sofaen, hvor hun klynkede sig til te og fjernsyn.
Så vi begyndte at se “adventuretime”, nu hvor jeg var blevet nysgerrig på hvad det var.

Det er noget af det mest absurde jeg har set længe – dem der finder på historierne må kunne trække LSD-forbrug fra i skat – men det er også virkeligt sjovt.

Barnet faldt i søvn på min mave, halvvejs gennem første afsnit, men jeg har foreløbigt set fire afsnit, og har googlet mig frem til at Natasha Allegri, skaberen af de sære personer (der udover drengen Finn, bl.a også tæller prinsesse Sukkermås, den bebrillede, formskiftende hund Jake og en meget egoistisk vampyrpige), har en tegnet tumblr/blog her.

Måtte fnise upassende og barnligt længe over de bare balder her, og synes også denne her kærlighedshistorie, med anonym kæreste, er virkeligt morsom:

20141022-095158.jpg

09/19/14

Om grænseoverskridende bedrifter

Da jeg var 17 år, rejste jeg alene til Australien.
Med mig havde jeg 4000 kroner, en sovepose, et liggeunderlag, en dagbog, og det mest nødvendige tøj.
Jeg skulle arbejde frivilligt på et miljøprojekt i 6 uger, men havde ikke planlagt andet – og endte med at rejse rundt i et helt år, hvor jeg tog dagene som de kom; rejste videre når jeg kedede mig, og arbejdede et par dage hist og pist, når pengene slap op.

Den grad af omstillingsparathed og eventyrlyst, er gradvist blevet mindsket, jo ældre jeg er blevet, og jo flere børn jeg har fået anskaffet mig.
Planlægning og rutiner, det ved man hvad er!

Det var derfor med bævende hjerte, at jeg sagde ja til en aftale med en veninde i går – åh, det var langt uden for vores comfortzone, det vi skulle!

Vi mødtes tidligt og så på butikker, og spiste bagefter sushi, mens vi gentagne gange gennemgik aftenens plan: turde man drikke alkohol inden noget så vildt som dette? hvornår skulle vi drikke kaffe: var det bedst med lige inden, eller i god tid inden? Ville det mon booste vores adrenalin med slik, eller bare virke kortvarigt, og så give dyk i blodsukker?

Med den seriøsitet vi diskuterede og planlagde, skulle man tro at vi forberedte noget helt ekstremt: en zumba-time; et besøg i en swingerklub; en zombie-apokalypse, eller noget tilsvarende skræmmende og ukendt – men nej…

Vi skulle bare i biografen, på det svimlende sene tidspunkt 21.45! Ja – du læste rigtigt: kvart i ti!

Vi har begge huset fyldt med børn, står op kl 06 hver dag, og falder i søvn i sofaen hver aften ved 22 tiden, så at satse på at gå i biografen på dette horribelt sene tidspunkt, virkede enormt grænseoverskridende, og vi var skrækslagne for at falde i søvn under filmen.

Vi forkastede ideerne med at skiftes til at nive hinanden vågne, eller sætte et ur til at ringe og vække os hvert tiende minut, og nøjedes med at dope os med sukker.

Og jeg kan stolt berette at vi klarede den!

Filmen var virkeligt god og fin, så det var ikke den velorkestrerede plan alene som vi kørte den hjem på, men den hjalp sikkert.

I dag vil jeg lige puste ud, oven på gårsdagens vilde brud på rutine, men i morgen vil jeg lave noget tilsvarende vildt.
Har ikke helt planlagt hvad endnu – måske noget med at læse lørdagsavisens sektioner i en anden rækkefølge end jeg plejer?

At rejse til Australien i et år, uden plan og penge, kommer jeg nok ikke til at gøre igen , men hvis jeg arbejder på at strække mine grænser, kan jeg måske gøre noget semi-vildt igen en dag – fx tage toget helt til Farum, uden at tjecke rejseplanen først?

07/15/14

Om verdens bedste ferie

Nu er vi endelig ved at være landet mentalt, oven på den mest fantastiske ferie nogensinde!

Vi boede i den lækreste store lejlighed (2 soveværelser, 2 badeværelser, køkken, stue, vaskemaskine – og udsigt!) på et nordspansk landsted, hvor alle ni lejligheder var beboede af de familier vi rejste sammen med.

Det her var udsigten fra “voksen-soveværelset”(der lynhurtigt endte med at blive “mor-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, da børnene kom glade, men sent, i seng og festede videre, hvis ikke vi sov med dem):
20140715-090351.jpg
Udsigten fra “far-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, var en smuk bakke, med græssende køer.

Jonas og Marianne, der ejer gulliverrejser, som vi rejste med, er simpelthen nogle fantastisk søde mennesker, der både var hyggeligt selskab og geniale arrangører.
Jeg kan slet ikke anbefale konceptet nok!

Velkomstmiddag, kanotur, picnic, besøg på michelin-restaurant og farvel-middag var planlagt på forhånd og inkluderet i prisen, men de fik også lynhurtigt arrangeret nogle ekstrature, så Ninjaen og de tre store piger fik undervisning i surfing sammen med andre friske surfer-nybegyndere, og vi kom på besøg i nogle grotter, med 22.000 år gamle hulemalerier på væggene.

En fed måde at rejse på, hvor der både er planlagt oplevelser, vi ikke selv ville have kunnet finde, og der er plads til at man kan dele sig ud i små grupper og opleve noget selv.
Vi havde mange små udflugter, hvor det bare var os selv – fx til de smukkeste strande:

20140715-093943.jpg20140715-094137.jpg
og vi besøgte hyggelige små byer:
20140715-111901.jpg20140715-112607.jpg
Og foer vild i Bilbao:
20140715-113726.jpg
For 15 år siden startede Ninjaman og jeg til spanskundervisning, men stoppede efter et par gange, og lærte kun de ting der stod i kapitlet om “Fernandos fødselsdag” og i kapitlet om Picasso.
Der var så få turister i det område vi var, og absolut ingen talte engelsk, så i starten jamrede vi en del indbyrdes om hvor ærgerligt det var at vi ikke havde lært mere – men da mindstebarnet halvvejs gennem ferien fik halsbetændelse, fik jeg faktisk brug for det med Fernandos fødselsdag, for jeg forstod at lægen spurgte hvornår hun var født – resten af lægebesøget klarede vi med fagter, og hun blev podet og fik “penicillinos”.

At sidde på restaurant og bestille uden at vide hvad der stod, var lidt besværligt – og da en fra vores rejsehold kom til at bestille ko-mave, gjorde det os ekstra nervøse.
Men egentlig var det også tusind gange hyggeligere at rydde et supermarked for friske grøntsager og saftige bøffer (på størrelse med toiletsæder), og så tage hjem og grille på landstedet, mens vi drak vin og sludrede med alle de søde mennesker.
Også selv om det sled lidt på den gode samvittighed at grille bøffer, mens bøffernes kusiner stod og så interesseret til:

20140715-115511.jpg
De muhede anerkendende, da vi til afskedsfesten grillede en hel griseunge, istedet for oksekød…

Griseungen var så utroligt nuttet før den kom på grillen, at pigerne talte om at vi burde give den kunstigt åndedræt og forsøge at genoplive den – men den smagte så godt, at den tale hurtigt blev glemt:
20140715-120558.jpg
Men det allerbedste var faktisk hverken den bjergtagende smukke natur, morgenyogaen, eller de velplanlagte udflugter: det var det at være 17 voksne og 18 børn sammen på denne måde, og hele tiden kunne finde en der gad drikke vin/se på udsigt/ stene fodbold/ spille tennis/ løbe tur/tale om bøger, børn, eller livet – og imens kunne vi nyde børnene, der pilede rundt i flok og legede den ene vidunderlige leg efter den anden.
20140715-120939.jpg

“Vi vil gerne stoppe med at spise slik, så vi kan spare op og rejse sådan igen!” tilbød den ni årige generøst i flyveren hjem.
Hendes søstre mente at det var et lige lovligt generøst tilbud – men de syntes også det havde været verdens bedste ferie.
Så hvis i skal på ferie næste sommer, så kan vi seriøst anbefale at gøre det på denne her måde – og måske ses vi endda?

20140715-125552.jpg

20140715-125642.jpg

04/6/14

Om tømmermænd og en boganbefaling

Synes det der hverdag tager meget tid – nyt fuldtidsjob og fire unger, er nok noget der kræver lidt tilvænning, før det kan balanceres rigtigt – men jeg havde glædet mig over ikke at have planer i dag, og tænkt at der sikkert blev tid til at skrive lidt.

Men så var jeg i byen med mine gamle kolleger i går – og kom i seng kl 05…

Den beslutning ødelagde alle planer om at foretage mig andet, end at ligge helt stille og drikke vand, mens børnene legede hen over mit livløse legeme.
Skal helt sikkert aldrig drikke alkohol igen!

Men da hovedpinen og kvalmen fortog sig, hyggede min trætte krop sig egentlig ok, med at ligge og læse i sofaen, mens Ninjaen tappert ordnede huslige pligter og børnene legede – (næsten) uden at skændes.

Så et langt og spændende blogindlæg bliver det altså ikke til i dag – til gengæld er jeg nødt til at lokke nogle af jer til at læse denne bog, som jeg blev færdig med i dag:”Projekt Rosie”.
Jeg går normalt uden om bøger der ser for romantisk-agtige ud – synes den slags er kedeligt og forudsigeligt – men bibliotekaren talte så varmt for den, at jeg lånte den.

Måske er det bare fordi jeg kører på begrænset hjernekapacitet i dag – men jeg syntes den var virkeligt underholdende!

Den handler om Don, der er professor i genetik.
Han er også autist, og bogen er set fra hans rationelle, firkantede synsvinkel.
Alt Dons tid er nøje tilrettelagt, han har systemer for alting, husker fantastisk, og kan erhverve sig nye færdigheder på ingen tid – fx lærer han at mikse drinks og danse på få dage.

Men med de sociale færdigheder kniber det en hel del…

Don vil gerne giftes, og udformer et 16 siders langt spørgeskema for at finde den perfekte kone.
Så møder han Rosie, der har brug for hans hjælp til at finde sin biologiske far.
Rosie passer på ingen måde til skemaet, og får rodet godt rundt i Dons sirlige systemer og ordnede hverdag.

Det lyder lidt forudsigeligt, og lidt for karikeret
Noget af det ER også sådan (og lidt for oplagt til at lave en nuttet film over), men i det store og hele er det god underholdning, og en sjov fortællestemme.
Synes klart i skal læse den – og skrive til mig hvad i synes!

20140406-204234.jpg