02/23/12

Om at tale ordentligt

(sponsoreret indlæg – men jeg mener det!)
Forleden kørte jeg i tog med en veninde, da vi pludselig hørte en mærkelig “SSSSSSS”-lyd bag os, og jeg vendte mig om for at se hvad det var – det var en nydelig kvinde i 40 års alderen, der sad og filede negle.
Kvinden lænede sig alligevel ind over os, og hvæsede:”ja, jeg må altså godt være her, det er jo ikke en stillekupe’ – du har ingen ret til at glo så surt på mig!”
Jeg fortalte at jeg egentlig ikke havde set surt på hende, bare nysgerrig efter hvad lyden var. (Egentlig synes jeg negleklipning, tandkødsrensning, benbarbering og den slags hører hjemme på ens eget badeværelse, ikke i det offentlige rum – men det sagde jeg ikke).
“Jeg nægter at spørge andre om lov til ting der ikke generer nogen!” sagde kvinden bestemt, hvilket fik min veninde til at sige, at det forventede vi heller ikke – men hvis hun spurgte os om vi syntes det var lækkert at få neglesmulder i nakken, så ville begge vores svar nok være nej. Men bestemme noget, ville vi ikke.
Hun sagde det lidt høfligt-humoristisk, men den vrede dame tog det ikke sådan, rejste sig over os, og gav sig til at råbe sin uforbeholdne mening om os. Den var ikke umiddelbart positiv, og inkluderede en del synonymer for dele af den kvindelige anatomi.
Så stoppede toget, kvinden stod af, og fandt det nødvendigt at stille sig foran vinduet, og med sine langfingre yderligere signalere hvad hun syntes om os.
Hun lignede ikke en der ville flippe ud på den måde, over en kommentar der var forholdsvis neutral, blev vi enige om, og kom så til at tale om hvordan tonen egentlig generel er blevet ret hård, og folk taler grimt til hinanden: i debatforaer og aviser på nettet sviner folk hinanden til, dansk politik er en stor gang mudderkastning, og pæne damer kan finde på at råbe grimme ting af fremmede, over bagateller.
Vi nåede ikke frem til en endelig konklusion om hvorfor det var sådan – hendes teori var noget med inspiration fra rappere med hårde sangtekster, min var mere noget med folks muligheder for at gemme sig bag anonyme identiteter og slippe den indre svinehund løs på nettet – at den mulighed, kunne hærde en til også at opføre sig ubehageligt over for andre i den virkelige verden?

Jeg bliver så ked af at det skal være sådan, og synes virkelig man skal forsøge at blive inde på sin egen banehalvdel med den slags surhed. Eller moderere måden man siger den på…
Prøver også ihærdigt at lære mine egne børn det – tre af dem taler næsten altid pænt, men Hulk har haft enkelte episoder der tenderede tilsvining, men det var i hendes mest Hulk-agtige periode, og hun er meget mildere nu. Det lover jeg…

Et par dage efter, fik jeg en mail med tilbud om et sponsoreret indlæg på bloggen. Det plejer jeg ikke at ville, da jeg er bange for, om det vil virke kunstigt at sidde og skrive om et eller andet man ikke har et forhold til – men denne her var så meget i tråd med de tanker, og egentlig en rigtigt fin ide’ – så jeg sagde altså ja.
Det er call me“, et telefonselskab, der kører en kampagne om “verbal forurening”, og om at tale ordentligt til hinanden.
Og ja – de gør det givetvis for at få flere kunder og tjene penge og alt det der – men det er stadig et rigtigt fint initiativ, og jeg håber faktisk det kan sætte gang i nogle tanker hos folk, og en debat omkring hvordan man taler til hinanden.
Man kan se en lille film, deltage i debat, og tage en test HER på hjemmesiden.

Og må jeg så lige høre Jer: tror I det er rigtigt at tonen er blevet hårdere? Hvis ja: hvad skyldes det, og kan vi gøre noget for at stoppe det?