05/11/22

Anmeldelse: “Brænd alle mine breve” af Alex Schulman

Anmeldereksemplar.
Jeg er kæmpefan af Alex Schulman, og hans måde at skrive både meget nøgternt og meget inderligt på.

Denne skuffer bestemt ikke, den er utroligt gribende.

Alex sætter sig for at finde ud af hvorfor han selv har et problem med vrede, og sammen med en psykolog finder han ud af, at vreden løber gennem Alex’ mors familie, og har ødelagt familiebånd igennem årevis.
Alex’ morfar, den kendte forfatter Sven Stampe, var kendt for at rage uklar med alt og alle: andre forfattere, sin familie, venner, hvem som helst, og Alex går i gang med at undersøge morfaderens liv, gennem bøger, breve og dagbøger.
Her afdækker han en ulykkelig kærlighedstrekant, involverende morforældrene og den, ligeledes kendte forfatter, Olof Lagerkrantz.
Det er simpelthen en voldsomt rørende historie, om magt, jalousi, kærlighed og given afkald, og Schulman beskriver det på en måde, så man næsten er der selv. Den kan ikke anbefales nok, det er en utroligt god kærlighedshistorie, og interessant hvordan det har påvirket så mange mennesker i generationerne efter.
Varm anbefaling og 5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Forlag: Lindhardt og Ringhof

udgivet: 2022

12/17/21

Anmeldelse: “Glem mig”, af Alex Schulman

En af forårets store læseoplevelser var Schulmans “Overleverne” – en grum og smukt skrevet roman om en drengs opvækst i en dysfunktionel familie. Dette er bogen bag bogen: forfatterens selvbiografiske fortælling om sin egen opvækst, med en mor der er alkoholiseret. Han skriver fremragende, ærligt og intenst.
Jeg læste den med en klump i halsen og en stor trang til at kunne række ud og trøste både barnet Alex – der elsker sin mor så betingelsesløst og åbent – og den voksne Alex, der stadig er fanget ind i spindet af hemmeligheder, fortielser, og skræk for at der skal ske noget grimt med hans mor.
Moderen, der på læseren virker ondskabsfuld, løgnagtig og manipulerende, formår han at skrive frem med en loyal ømhed og kærlighed, der går lige i hjertet på en som læser. Det er en knugende og intens bog, som man ikke bør snyde sig selv for.
4/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 2021