07/27/17

Om omelet og nærvær

De kører deres bil helt ned på stranden.
Det må man godt på lige denne strand, men jeg ser alligevel irriteret på den gamle røde bil, der skramlende forstyrrer min og min teenagers tosomhed.
Det er en stenet strand, hvilket sikkert er grunden til at vi kunne sidde her i fred, selv om aftensolen er lun og vandet indbydende blåt.
Teenageren smider en sten imponerende langt ud i vandet, mens hun også iagttager bilen ud af øjenkrogen, ligeledes småirriteret over at få forstyrret roen

.IMG_3809

En gammel kvinde stiger ud af førersiden, og en mindst lige så gammel mand af passagersiden.
De er tæt på 80 begge to, og bevæger sig langsomt hen over den stenede grund. Manden støtter sig til bilens tag med den ene hånd.
Kvinden breder et tæppe ud, og han sætter sig besværet på det, mens hun åbner bilens bagagerum og finder tallerkener, bestik og glas frem, og til sidst: en smedejernsstegepande, med sølvpapir over.
Der er noget fascinerende over de to gamle menneskers spontane udekøkken, og vi er begge nysgerrige efter hvad der er på panden.
Æggekage med kartofler.
Kvinden har et bundt purløg med, og en stor orange saks, som hun langsomt klipper et drys til hver tallerken med.
Han nikker og de spiser, mens de ser ud over havet, uden at tale, og jeg tænker på hvor ofte de mon har gjort det her.
Lavet mad, og kørt direkte til stranden med det, friskt i stegepanden.

Dagen forinden havde vi selv spist tørre sandwiches på stranden, allesammen. Det virkede ekstravagant sådan at spise vores aftensmad med udsigt, men vi talte om at man sikkert ville blive forvænt, hvis man boede for tæt på en strand til hverdag.

De så nu ikke forvænte ud, de to gamle mennesker, og da kvinden hev en blomstret skål med rabarberkompot frem efter, omeletten var fortæret, strålede manden et smil efter hende og erklærede:”årh – jeg er verdens heldigste mand, og du er alt for god ved mig!”.

Jeg ved ikke hvad det var ved den sætning eller måden den blev sagt på, men teenageren og jeg så på hinanden og fik begge to blanke øjne, og måtte derefter se hårdt ud over havet for at få tørret øjnene igen.

Jeg tænkte på dem hele vejen hjem, de to gamle mennesker med deres aftensmad i stegepanden. Tænkte over hvad det var der rørte mig. Om det var tanken om at have en gammel livsledsager, der stadig giver komplimenter, eller deres evne til at nyde de helt små ting.

Det med at blive gamle sammen kommer forhåbentligt af sig selv, men det med at være mentalt tilstede, og  nærværende i øjeblikket, er jeg godt nok ikke særligt god til. Evigt distraheret af skærme og bøger og tanketråde, og dårlig til bare at sidde og være til.

Bare tanken om at blive bedre til at være nærværende skærpede mine sanser, og på gåture i dagene efter, bemærkede jeg både duften af hybenroser, følelsen af grus under sandaler og lyden af fuglefløjt på en helt anden måde, bildte jeg mig ind.

Lige indtil jeg jokkede i en død skrubtudse, og ville ønske at jeg bare var en lillebitte smule mindre opmærksom på sanser, så jeg kunne have lukket den svuppende lyd og klistrede fornemmelse ude igen…

Heldigvis har jeg fået bedøvet sanserne igen, med skærme og bøger og tanketråde. Om 30 års tid planlægger jeg at ligge det fra mig. Bare for at jeg vil kunne sætte nok pris på at min mand serverer en hverdags-omelet for mig på en strand en dag.

07/25/16
image

Om couple-goals

Da jeg fyldte ca 35 år, valgte min krop at belønne den fremskredne alder, ved jævnligt at gro et par stride, sort skæghår under min hage.
Det er muligt at skæghår klæder nogle mennesker godt, men umiddelbart synes jeg ikke det gør noget særligt godt for mit udseende, og forsøger derfor at opdage og plukke de små sataner, så snart jeg opdager dem.

Her til morgen strøg jeg mig over hagen, og mærkede at et af hårene havde opnået en imponerende længde denne gang – muligvis fordi jeg stort set ikke har spejlet mig i hele ferien.

Det mørke sommerhus vi befinder os i, byder ikke på spejle med god belysning, og efter at have plukket random stykker hud af mit fjæs med en pincet foran badeværelsesspejlet i det brunflisede badeværelse, måtte jeg kapitulere, og bede Ninjaman hive det ud for mig.

Den sarkastiske teenager vadede gennem køkkenet, netop som han bøjede sig over mit hageskæg, pincet i hånd.

“Skæghårsplukning? Er det sådan et slags couple-goal, for gamle mennesker?” Spurgte hun interesseret, hvilket fik mig til at grine så højt, at han bare fik nevet mig i huden, mens skæghåret bestod.

Måske har hun ret?
Tænker vi allerede har opnået alle de bedste couple-goals, så måske er vi nødt til at lave nye, alderstilpassede, som fx hjælpe-hinanden-støttestrømper-på, plukke-vildvoksende-ørehår, og et-eller-andet-med-hæmoridesalve.

Umiddelbart hælder jeg nu mere til noget med et ægte Las Vegas Elvis bryllup, om nogle år.
Eller nye fotografbilleder, der topper post-apokalyptiske zombiejægere billederne vi fik taget i Berlin?