Mit navn er Kim, jeg er 45 år og københavner. Min blog er forholdsvis anonym, da jeg arbejder med mennesker, og ikke vil googles.
Jeg elsker at skrive, og har skrevet uafbrudt siden jeg var ganske lille: har udgivet en fagbog, haft faste klummer flere steder, skriver på et par romanprojekter, og kaster mig generelt over alt, der har bare lidt med ord at gøre.
Bloggen her har eksisteret siden 2010, hvor jeg har skrevet om mit liv som mor til fire piger; kaos og kærlighed; rod og hverdag; fjol og pinligheder; børn og bøger; strøtanker og zombier. Da jeg begyndte at blogge var mine børn i alderen 0-8 år, nu er de fra 11-19 og jeg må erkende at tiden er ved at løbe fra at skrive om familieliv på samme måde som da de var små. Det bliver for privat.
At læse og skrive gør jeg dog stadigvæk, og derfor vil bloggens fokus fremover være på anbefalinger og anmeldelser af bøger og andet der vedrører ord og skriverier.