01/24/18

Om selv at vælge kælenavne

Denne her grå måned flyver afsted, i en sky af møder, talrige besøg på mulige uddannelsessteder til ældstebarnet, og mellempiger der hiver den ene omgang sygdom med hjem efter den anden.

I dag er det den næstyngste der er hjemme, og hun havde det så dårligt at jeg blev hjemme hos hende.

Hun har hverken orket at få læst højt eller se film, så vi har bare ligget ganske stille under en dyne i sofaen, hvor jeg har forberedt arbejde og hun har småblundet.

Winston – den sort/hvide pruttemaskine – har trippet hvileløst rundt foran sofaen en stor del af dagen, nervøs over dette uvante rutinebrud: to mennesker hjemme på en hverdag.

“Hvis han var et menneske” hviskede det syge barn, med svag røst “så ville jeg kalde ham “General Tripoli”. Altså han tripper, og går vagt, ikke?” Det grinede vi af i flere minutter, mens General Tripoli trippede tyve runder mere, og kastede grineflippet fornærmede blikke.


Da generalen endelig gav op, og nøjedes med at kaste os sure blikke fra sin intermistiske rede på en badekåbe, kom vi til at tale om kælenavne, og hvordan vi altid har skambrugt den slags herhjemme.

Jeg har før blogget lidt her, om hvordan jeg erstatter børns navne med random ord, og jeg har det også med at finde blivende kælenavne til folk jeg holder af: min søster, svoger og næstyngstebarnet bliver således aldrig kaldt ved andet end lidt sære forkortelser af deres navne, min mand bliver periodisk kaldt Ninjaman af både mig og unger; og min to meter høje fætter adlyder (noget modvilligt) navnet Putte.
Heldigvis er jeg ikke den eneste i verden der gør det med skøre kælenavne: fantastiske Sneglcille gæstebloggede om det præcis samme hos mig her.

Nå, men det jeg egentlig ville frem til, var en gammel historie som jeg og syge-ungen kom i tanke om, og som jeg er ret sikkert på aldrig har ramt bloggen.

Da mellempigerne var små, sådan 2-3 år, adlød den yngste af dem aldrig andet end nuttede kælenavne. Når jeg puttede dem om aftenen lå vi og så på en uro med små dyr, der hang over hendes seng, og fandt nye sukkersøde kælenavne til hende ud fra den: kælemus, krammebjørn, nuttegris osv. Hendes lidt ældre søster har aldrig været vild med at blive kaldt andet end sit fulde navn, og har kun modvilligt accepteret at de fleste forkorter det, men al den snak om kælenavne fik hende til sidst til at forlange et kælenavn selv.

Jeg forsøgte mig med genbrug af de der kælemus, krammebjørn-navne, men blev afvist: hun ville have sit helt eget kælenavn, og hun ville selv vælge det.

Et par dage efter kom hun glædesstrålende hjem: “ jeg har det! Jeg ved hvad jeg vil hedde, der er det allerbedste navn: “Glimmer-putte”! Er det ikke bare både smukt og nuttet?”

Navnet satte sig aldrig rigtigt fast, og jeg havde glemt det ind til Glimmerputtes lillesøster mindede mig om den i dag. Tænker jeg vil give det et forsøg igen – er sikker på at næsten-teenagere sætter særligt pris på cute kælenavne?

01/15/18

Om at give noget væk af betydning

I onsdags så jeg min yndlingsfætter forsvare sin PhD, med overlegen klogskab og charme. (Jeg tog det ikke pænt:  stortudede så meget af rørelse da han blev godkendt, at jeg måtte gemme mig bag min onkel.)

Virkeligt stort. Vi havde købt et blødt lammeskindstæppe, til at lægge i en stol hvor han lige om lidt kan sidde og vugge sin kommende søn,  og en lommelærke med et absolut passende “Game of thrones” citat: “I drink and I know things”.

Mit yngstebarn tilbeder min fætter – hendes lille krop sidder altid magnetisk klistret til ham når han er på besøg og hun glæder sig i dagevis når vi skal ses – så hun ville bare give ham noget der var helt særligt og kun fra hende. De andre skrev kort og tegninger, mens hun rodede sit værelse igennem for en værdig gave.

Det blev hendes yndlingsbamse, “Grisso Fuglesang” der blev udvalgt, og højtideligt fandt hun en kasse til ham, og vedlagde omhyggeligt skrevne breve.


Det ene brev var en kort liste over ting Grisso Fuglesang holdt særligt af, bl.a.:” vafler, farven orange og lange gåture”.

Og så et langt brev, om at Grisso Fuglesang bragte “lygæ” og at min fætter godt måtte låne ham indtil “Bebi” bliver født og skal have den.

“Pas Got på Grisso fuglsa” sluttede det, og jeg smeltede en lille smule af al den nuttethed, og villighed til at afgive noget der er vigtigt for hende, som påskønnelse af at en hun elsker, har udført noget der var vigtigt for ham.

01/10/18

Om læserarrangementer, “Nilens jord”; makeup tips og en strøtanke om at mødes

Reklame, i form af links og omtale af event, men indlægget handler primært om noget med at mødes;)

For noget tid siden var jeg til et utroligt fedt arrangement på “Madklubben”, inviteret af Nilens jord. Vildt god mad, ny viden om hudpleje, konkurrencer og den fedeste gavepose nogensinde.

Jeg er kæmpefan af både Nilens jord og Madklubben, så jeg vidste godt det ville blive en fed aften. Men det der virkeligt fik den aften til at virke som noget helt særligt, var selskabet! Ikke nok med at flere af mine yndlingsbloggere var der: vi havde alle taget en ukendt læser med som date.

Inden jeg mødtes med min date, Cecilia, var jeg ret nervøs. Tanken om at hun vidste en masse om mig fra bloggen, uden at jeg kendte hende, og  måske forestillede sig at jeg var sødere, sjovere eller klogere end jeg er, og ville blive synligt skuffet, blev ved med at dukke op.

Sådan føltes det slet ikke – tværtimod var det virkeligt sjovt at være på date med en, der allerede “kendte” mig, og vidste hvad vi havde til fælles, så vi lynhurtigt kunne tale om bøger, unger, rejser og andet, uden at skulle igennem en masse høflighedshalløj for at finde fælles interessepunkter. Det var en god, sjov oplevelse, og jeg kunne mærke at den følelse havde alle andre til stede også med deres “dates”.

Der blev grinet og snakket, og delt tips om “Nilens jord”; og det var sådan en aften man ønskede aldrig sluttede, og lige siden ha rjeg haft lyst til at stable noget lignende på benene.

Jeg har været længe om at få skrevet dette indlæg, primært fordi jeg har gået og rumsteret lidt med tanken om at lave noget der minder om det. Jeg blogger ikke for at tjene penge, men fordi jeg synes det er spændende at formulere mig på skrift og hyggeligt at have så præcise optegnelser over tid der går. Derudover elsker jeg at få feedback og kommentarer, og de af Jer der kommenterer ofte, føler jeg næsten at jeg kender, uden at have mødt jer.

Jeg ved virkeligt ikke om det kun er mig selv der syntes det lyder sjovt. Altså – det er jo ikke fordi jeg selv er superspændende selskab, men jeg tror at I der læser med er det, og det føles som en god ide’ at lave noget der ikke kun er indspist bloggeragtigt, men faktisk vedrører noget af det vigtigste for en blog: læserne.

Konceptet har jeg ikke en skid styr på, men måske behøver det ikke være så fancy? Telt i haven, måske sammenskudsgilde? Eller slå mig sammen med nogle andre bloggere, der også syntes det ville være hyggeligt at åbne op for en læserfest? Evt få nogle firmaer til at sponsorere nogle præmier eller lignende? Eller hvad siger I: er det her en god, eller en underlig ide,?

—————

Her er iøvrigt links til mine absolutte favoritprodukter fra Nilens jord. Linksene er sådan nogle reklamelinks, der betyder at jeg får nogle få procenter hvis nogen køber gennem dem, men anbefalingerne er altså 100% oprigtige: jeg er megafan af Nilens jord; bruger ikke andet, og synes virkeligt de her ting er gode!

Til afrensning er Micellar rensevand genialt. Den fjerner nemt makeup på både hud og øjne, og fugter tilmed.
Nilens jords Volume mascara er suverænt den bedste mascara jeg nogensinde har ejet. Ingen parfume og parabener, og så giver den flotte, tykke vipper. Se selv, det her er mit ene øje, uden andet makeup end mascara. Mine øjenvipper er tynde og blege, men den får dem til at se ret vilde ud:

Når det skal være lidt festligt, er jeg glad for at bruge denne her highlighter. Den påføres på de steder man gerne vil fremhæve, fx øverst på kindben og lige under øjenbrynet, og det ser overraskende festligt og strålende ud, uden at virke sminket.
Jeg bruger blusheren her hver eneste dag. En plet på hver kind der tværes ud, og så ser jeg frisk ud. Vildt smart med “læbestiftfunktionen”, der gør den nem at bruge, og uden risiko for unaturlige streger: den ser altid helt naturlig ud. Har købt en magen til, til min teenagepige.
Second skin serum er noget så smart som en kombineret plejede serum, og en foundation. Tyndtflydende, trænger nemt ind og føles lækkert på huden. Den holder jeg aldrig op med at bruge!


Kan også købes i Nilens Jords egen fine webshop:

01/9/18

Om nye platte kalenderdyr

Da Maren jo i år ikke har lavet sin fine familiekalender, der sidste år reddede os fra en potentiel fadæse a la det horrible muse-kalender-år, var vi nødt til at lede efter noget nyt.

Boghandleren havde overraskende få med anvendelige, store skrivefelter, så feltet var snævret ned til to: den med nøgne mænd, og den med dyreunger. Dyreunger vandt, med stemmerne 1 til tre, og til gengæld insisterede jeg så på at mellempigerne skulle nedtone dens horrible nuttethed, med tegninger og spas.

Dette gjorde de med stor entusiasme for nogle år siden, hvor min yndlingstegning på alle måder var denne her:

Haha, den er altså stadig sjov!

Januars nuttede sælunge var loge lovligt plat, men kom til at se sådan her ud, og jeg glæder mig allerede til at se resten af årets børnevid og tegninger:

01/7/18

Om at være sådan en der slasker lange ferier væk (igen)

Nitten hele dages juleferie, og det lykkedes mig ikke at skrive så meget som et eneste blogindlæg. Eller særligt meget andet – hvilket næsten er en præstation i sig selv.

I en hel dag (den første feriedag) var jeg ellers sådan en der gik til yoga hver dag i ferien; i tre dage var jeg sådan en der skrev på roman hver eneste dag resten af ferien; og ganske kortvarigt var jeg også sådan en der hev maling og lærreder frem og potentielt kunne have fremtryllet mesterværker, hvis jeg havde været lidt vedholdende.

At foruds-læse til mit studie eller foruds-planlægge til arbejdet blev helt ved tanken.

Så listen over ting jeg rent faktisk er lykkedes med at gøre vedholdende er begrænset til:

1. Chokoladeindtagning

2. Så kan jeg ikke komme i tanke om flere ting

Men det har sgu været en god ferie, og ualmindeligt rart at have så mange dage til rådighed at spilde.

Juleaften var tophyggelig; nytårsaften var virkeligt sjov; og 1. januar blev tilbragt i en sofa med venner, mens vi stenede næsten en hel sæson “Modern family”; dækket af dyner og indtagende voluminøse mængder fedtede madvarer. Så den rituelle del af juleferien var ihvertfald on point i år.

Ninjaman og Ældstebarnet startede job og skole noget så modbydeligt tidligt som 2. januar, mens de tre yngste og jeg har fladet den ud hele ugen, med fedtet hår og meget få planer.

Fordelen ved at have mindre børn, er at man altid lidt glæder sig til at komme på arbejde igen efter lange ferier.

Sådan er det slet ikke mere: jo flere dage vi har til at komme ned i gear, jo hyggeligere selskab er mine børn efterhånden. Der findes spil man kan spille med dem som rent faktisk er sjove, samtaler man kan føre der er ægte interessante, og serier man kan se helt uden at krumme tæer. (“Mit navn er Anne” på Netflix kan varmt anbefales at se, både med og uden børn. )

Og det bedste: min julegave fra mine tre yngste piger, var en pakke med ansigtsmasker og fodskrubbecreme, og en lovning på “spa-dag”; hvor de vasker mit hår, laver smoothies og giver mig ansigtsmasker i fjæset.

De er ved at fylde badekarret til mig nu, og det føles lidt som om ferien peaker, her på denne sidste feriedag.

Må hellere sørge for at holde mit streak, og runde dagen af med chokolade også.

Så kan jeg bedre kapere stress og selleri fra i morgen af….

 

12/27/17

Om det der kærlighed del 29 – en føljeton

På utallige opfordringer, tager jeg mig nu endelig sammen til at fortsætte den lange føljeton om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden, blev kærester og fik en masse unger.

Gamle afsnit kan læses her.

Sidste afsnit jeg skrev handlede om januar 2007; hvor vi blev gift for anden gang, og havde tre små piger på ca 4 måneder, 22 måneder og 5 år; mig der havde haft et par angstanfald efter en ubehagelig fødsel og en masse pres; og en absolut faldefærdig økonomi (grundet vaklende forsøg på at starte en butik op; midt i uventet barsel).

———

Resten af 2007 handlede om at rejse sig og blive stående. Det gik faktisk overraskende godt.

For hver eneste dag der gik, blev ting nemmere. Ninjaman stod i vores butik, og trivedes med det. Han var god til det, havde mange stamkunder, og gradvist begyndte den at kunne tjene sig selv ind. For at få butikken på ret køl vendte vi hver eneste mønt mange gange, men børn er taknemmelige nok for arvetøj, suppe og ture på legepladser og det føltes ikke så stramt som det reelt var.

Jeg jonglerede børneflok herhjemme; hjalp ham med netbutikdelen; og nød at vores gamle venner endelig var begyndt at få børn, så jeg kunne lave en slags mødregruppe med veninder og familiemedlemmer og deres jævnaldrende babyer. Der var altid gæster, på den afslappede måde.

Det her er med garanti pisseøretæveindebydende at skrive, men hvor meget jeg end vrider min hjerne, kan jeg kun huske det år som positivt og noget af det hyggeligste i mit liv.

Vi havde ingen der gad babysitte, masser af logistik med middagslur og grødkogning, ingen penge, alt for mange lortebleer, og hede fantasier om at sove bare syv timer i træk, men grundlæggende var det helt vildt hyggeligt med tre glade, legende småbørn.

Ingen af os er rengøringsfreaks, så nedprioritering af oprydning frigav en masse tid til at være i al det hyggelige i stedet, og vi overlevede fint at bo i et lille hus, hvor alle flader var dækket af legetøj, unger og larm..

Når Ninjaman kom hjem fra butikken og fandt os andre liggende i en hule under bordet og læse historier, kravlede han bare ind til os og læste med; og kom han hjem til en koncert på rasleinstrumenter joinede han bandet. Vi gad godt det her sammen, og det løfte om at fokusere på det positive, som vi gav hinanden da vi blev gift, virkede..

 

Jeg startede på arbejde igen efter jul, da mindstebarnet var 15 måneder gammel – her krakelerede idyllen noget, i de barske sammenstød med hverdagslogistikken…

To vuggestuebørn, et lille skolebarn og en mand der var selvstændig; og derfor aldrig kunne hente dem, eller tage fri når de blev syge, skulle til tandlæge eller andet – det hang ikke helt sammen. Jeg var nødt til at gå ned i arbejdstid og sad istedet og skrev om aftenen, for at tjene bare en smule ekstra.

Og sådan gik 2008: stram logistik og endnu strammere økonomi, men stadigvæk et godt år, hvor vi allesammen foretog os ting vi kunne lide og havde meget tid sammen.

(fortsættes. Beklager der ikke er en cliffhangerslutning, men det var nogle rolige år. Heldigvis;))

12/19/17

Kiksede gaver læserne har modtaget, del 2

Nogen der mangler de sidste julegaver? Så er her en ny række af læsernes særeste julegaver, som I kan bruge som tjekliste for hvad man IKKE skal købe!

Selv kom jeg i tanke om en kikset gave jeg selv har givet: da jeg var 13-14 år holdt vi jul hos min farbror, og min far gav mig en masse penge og en liste til hvem jeg skulle købe gave til. Et af navnene var på en fjern slægtninge stedbarn (eller noget i den stil), og ud fra navnet kunne jeg ikke gætte om det var en dreng eller en pige. Min far mente det var en dreng på 8-9 år, og jeg købte en fjernstyret bil. Personen viste sig så at være en pige, der var ældre end jeg selv, og hun så noget perpleks ud over gaven…

 

 

Hvis nogle af Jer har flere sjove gavehistorier til listen, så skriv dem nedenfor, eller send det på mail superheltemor@live.dk

12/17/17

Anbefalinger af film og serier du skal se lige nu

Juleferien venter om hjørnet, og hvis man ikke orker bøger, er film og serier næstbedste bud på god underholdning. Her er mine anbefalinger til hvad man skal se i sin ferie – et indlæg om hvad man skal læse, er på vej!

Biografanbefalinger.

Bifture er yderst sjældne, dyre begivenheder herhjemme, men for en gangs skyld har vi været vildt meget i biffen, og har kun set gode film. Her kommer nogle anbefalinger:

Jeg er William.

I dag var vi inviteret til gallapremiere på “Jeg er William”, fordi min næstældste datter var til casting på en af de større roller, og fik en lillebitte statistrolle i filmen. Man kan ikke rigtigt se hende, men mellempigerne syntes det var vildt spændende at være til fancy gallafest, og filmen var enormt  god!

Kan totalt anbefales, hvis man har mellemstore børn, og får fniller af nuttede far til fire agtige film – denne her har langt mere kant, godt skuespil, og er decideret morsom flere steder. Den gider man altså godt se med sine børn!

Paddington 2

En af mine piger vandt fribilletter til “Paddington 2”, og deres far og jeg lovede hinanden guld og grønne skove for at være den der slap for at tage med – han vandt ved at love at vaske og folde al vasketøjet, og støvsuge hundehår op i stuen. Vi har ikke set etteren, og jeg var sikker på den var tåkrummende, men jeg kunne ikke sige nej til hans tilbud.

Den var overraskende god! Hugh Grant er en ret øretæveindbydende skurk, men udover det var den både sød og sjov og havde et helt fint plot. Tænker den vil appellere til børn fra 4-5 år og helt op til teenagealderen, og den er absolut til at holde ud som voksen også. Jeg blev ægte rørt flere gange.

Star wars

Jaja, jeg har været fans af Star Wars siden jeg var seks år gammel. Passioneret, glødende fan, og alle mine børn er smittet af det samme, så en anbefaling her fra er ikke en overraskelse, men: den ER fed!

Helt på højde med “Empire strikes back”, der ellers er min absolutte favorit!

Jeg gav billetterne til min ældste i fødselsdagsgave, og så den i fredags, og sjældent har jeg rost mig selv så meget for at give en god gave. Vi havde begge gåsehud flere gange, og jublede og klappede lige så højt som alle de andre nørder. Kom nu med på vognen, vantro ikke-Star wars fans: I går altså glip af noget stort!

Og ja: jeg ligner en idiot. Men jeg er også ret meget oppe at køre over den film, og har nynnet temaet lige siden.

Mordet i Orientekspressen

Jeg blev inviteret til forpremiere på Mordet i Orientekspressen af Lindhardt og Ringhof, forlaget bag bogen, så denne anbefaling skal mærkes som “reklame”; men jeg skriver altså kun om det, fordi jeg kunne lide filmen.

Det var inde på Nordisk films område, et lukket arrangement i en hyggelig lille biograf. Jeg har hverken læst Agatha Christie eller set ældre versioner, så jeg forventede ikke noget særligt.

Jeg var vild med den underspillede humor, der kom helt bag på mig. Lo højt af Hercul Poirots tørre humor og mimik adskillige gange. Superflot film, spækket med gode skuespillere, og bestemt en tur i biffen værd: den gør sig godt på større lærred.

Netflix-anbefalinger

Mindhunters

Hvis man ikke har et problem med vold, blod og grusomheder, så er “Mindhunters” en vanvittigt spændende serie. Den foregår i 1970erne, hvor to FBI agenter kortlægger morderes psyke, for i fremtiden at kunne opklare forbrydelser ved hjælp af det. Den er bestialsk og grum, men også fængslende og velspillet.

The Crown 

Hvis man ikke er til blod, kan serien “The Crown” også stærkt anbefales. Man behøver absolut ikke være royalist (selv er jeg det modsatte) for at finde fortællingen om engelske dronning Elisabeths yngre år meget fascinerende. Verdens dyreste serie er den, og det kan man se! Hovedrollerne spiller røven ud af bukserne, og det hele er overbevisende gennemført og meget interessant. Sæson 2 er netop kommet ud.

Vi er netop blevet færdige med “the Crown”; og med “Stranger things”. Mangler noget nyt at se, men kan ikke finde noget godt. Har forsøgt at starte på nogle stykker, der ikke fængede. Har I ikke nogle gode anbefalinger?

12/10/17

Om at være den creepy stalkeragtige nisseven

Puslen med indpakning af små stykker slik eller breve, er en daglig December-beskæftigelse herhjemme. Alle pigerne har trukket hemmelige “nissevenner” i deres klasser, som de skal overraske med hyggelige ting hele December, og de går op i det med liv og sjæl. Køber dimseting for lommepengene på vej hjem, og skriver breve med fordrejet skrift.

Selv plejer jeg at skøjte elegant udenom den slags på min arbejdsplads – glemmer at købe de små hyggelige ting, og synes ikke selv den slags med at fylde dueslag med cornflakes er sjovt –  men i år sagde jeg alligevel ja. Min mulighed for at deltage i diverse former for fredagshygge på jobbet, har i år været blokeret af, at jeg er på uddannelse til klokken 17 hver fredag, så jeg tænkte jeg skyldte lidt på kollegafronten.

Forudsigeligt nok, er jeg ikke den der husker at få købt chokolade til ham jeg er nisse for. Eller, det vil sige: jeg HAR faktisk husket det to gange, men blev fristet, og åd det selv på turen hjem fra Netto… Istedet har jeg så måttet lave gaver selv, og foreløbigt har jeg haft det lidt for sjovt med den del af det, og skrevet mærkelige digte og produceret sære ting.

Sidste uge lavede jeg bl.a. et Memory-spil: 20 helt ens brikker, med portrætter af ham jeg nisser for. Pakket ind i æske, med alskens gode anmeldelser på, om hvor sjovt og nemt det var at spille.

Her i weekenden tegnede jeg et portræt af min nisse, mens jeg fnes over hvor foruroligende det måtte være at modtage sådan et. Min mand mente det var creepy stalkeragtigt nok, at en hemmelig person havde tegnet portræt af en, og frarådede mig den oprindelige plan om at tegne ham delvist afklædt. Det var nok et ret godt råd, og jeg synes faktisk helgen-versionen blev akavet nok:

Der er generelt for få helgenkåringer på arbejdspladser.

Der er stadig ti dage til juleferien starter, og jeg kan godt mærke at jeg er ude på et skråplan med nisserierne allerede. Hvordan han reagerer på gaven i morgen, må være afgørende for hvor creepy jeg fortsætter med at være.

Hvad er det bedste kolleganisseri I har oplevet?

12/5/17

Ti skøre gaver læsere har modtaget, del 1

Tusind tak til alle Jer der, som svar på dette indlæg, sendte mails og kommentarer om de skørestes gaver I havde modtaget. Det bar virkeligt været sjov læsning! Jeg har fået kommentarer nok til at skrive mindst et indlæg mere, så hvis andre vil bidrage skal I endelig sende en mail på superheltemor@live.dk, eller skrive en kommentar.

Læsernes aparte gaver, del 1