05/31/18

Boganbefaling: Cyril Averys hjerte

Denne tykke bog var alt for hurtigt læst, og jeg er nødt til at anbefale den videre til Jer!

Cyril Averys unge, ugifte, gravide mor smides ud af landsbyen, af et dømmende svin af en præst. Det er Irland, 1945, og hendes eneste mulighed er at bortadoptere ham. Cyril adopteres af et excentrisk ægtepar, der mere opfatter ham som et kuriøst velgørenhedsprojekt end som deres søn.

Da Cyril er syv, møder han drengen Julian – der er lige så rig og ensom som han selv – og begynder at mærke at han er tiltrukket af drenge. Den slags går heller ikke i Irland, og man får så ondt af alle hans besværligheder, løgnene og skammen, over at være homoseksuel i et samfund der slet ikke tolererer det.

Cyrils liv fører ham til både Amsterdam og New York og tilbage til Irland, og det er både en fin beskrivelse af et menneskes udvikling, og et præcist tidsbillede. Det er til tider en barsk bog, sørgelig og uretfærdig, men også morsom, sarkastisk, og mest af alt: gribende, og helt umulig at lægge fra sig!

Bogen starter i 1945 og slutter i 2015; og fortæller hele Cyrils liv, fra fødsel til død. Alle kapitler bliver fortalt med syv års mellemrum, hvilket fungerer rigtigt godt.

Det her er alletiders gode sommerferiebog: perfekt til stille dage med fordybelse. Særligt god til John Irving fans!

Titel: Cyril Averys hjerte (adlink)
Forfatter: John Boyne

Forlag: Rosinante

Sideantal: 640

Min bedømmelse: 5/5

Ind til nu har jeg kun skrevet anbefalinger af bøger som jeg (eller mine børn) var helt vild med selv, men jeg overvejer at lave en fast anmeldelse af bøger – både gode og dårlige. Hvad tænker I om det?

05/30/18

Om forældretid og hardcore løbehjul

Alle tre yngstebørn er på lejrtur hele ugen, og det er simpelthen så underligt  hvor meget tid det frigiver!

Når man kommer hjem fra arbejde, er der ingen der skal have mad, konkurrere om at fortælle en hel masse, tvinges i bad, eller puttes, og jeg havde helt glemt hvordan det var at kunne føre lange ubrudte samtaler med ham min lækre mand, eller have friheden til at gøre lige hvad vi vil.

Jeg fik skrevet og afleveret den skriftlige del af min eksamensopgave i går – mangler godt nok hele den kreative del af den, men der er to uger til det skal være færdigt, så tillader mig overspring – og vi fejrede aflevering med tur i biffen, sammen med teenageren.

Kæft, det er fedt bare at kunne stikke afsted om aftenen, uden forpligtelser! Og når vi ikke bruger penge på busbilletter, madpakker og varm mad til tre unger i en uge, smadrer indkøb af bifbilletter ikke engang hul i økonomien!

I dag skal vi ud og spise sushi, for at fejre det lidt mere, og jeg overvejer kraftigt om en enkelt lille ud-at-spise-fejring ikke kan klemmes ind torsdag også. Bare et billigt sted, og måske med den 16 årige også. (Derefter har jeg så rasende travlt med at få lavet kreative ting til eksamen, men det prøver jeg altså på ikke at tænke på endnu. Sssshhhhh…)

I morges mødte jeg senere, og mens jeg trissede rundt derhjemme, og nød ikke at skulle vække børn og sende dem i skole, kom jeg til at glo på billeder på min telefon – bad mistake!

Så blev der pludselig lidt for stille og forpligtelsestomt og jeg har savnet dem hele dagen. Altså ikke så meget at jeg ikke glæder mig helt vildt til at komme ud og spise i aften, men bare lige nok til flere gange at se på billederne af mindstebarn, der løber “hardcore” på løbehjul. En disciplin jeg ikke kendte før hun demonstrerede: den går ud på at man, barfodet, løber tæt på hundelorte og i farten svinger sin fod så tæt på lorten som man tør.

Hardcore.

05/22/18

Om ikke at kunne disponere ordentligt over tid

Der er en uge til jeg skal aflevere den skriftlige del af mit eksamensprojekt. Jeg har fedtet rundt med det længe, og har også skrevet enkelte brugbare bidder, men jo tættere deadline kommer, jo mindre er jeg i stand til at holde fokus.

Sådan har jeg altid haft det med deadlines, og min arbejdsproces er hver eneste gang fuldstændigt som følger:

Fase 1, månedsvis før deadline:

Går i gang med det samme. Læser alt det der skal læses; lægger det i pæne stabler; flotter mig måske med nydelige labels til stablerne; og skamroser mig selv, for endeligt at have brudt overspringshandlingens forbandelse. Fejrer min uovervindelige koncentrationsevne og sjældne flid med noget velfortjent afslapning. Måske endda øl og kage og en ny bog.

Fase 2, stadig længe til deadline:

Beslutter mig for, at jeg jo allerede er så langt foran, at jeg sagtens kan begynde på det sjoveste ved opgaven nu. Bruger relativt lang tid efter at søge efter billeder til brug i opgaven eller fremvisning; og lige så lang tid på at tegne spændende skitser til forsiden. Så fortjener jeg også lidt mere afslapning, som belønning for at være i så skidegod tid. Slapper af længe…

Fase 3, nu kun en måned tilbage:

Datoen overrasker mig. Har glemt alt jeg har læst. Nogensinde. Flår papirer frem, ødelægger de pæne stabler og labels, roder dem rundt, og glemmer hvad jeg læser, samtidigt med at jeg læser det. Snupper som regel også lige en uge med søvnløshed, bare for at krydre travlhed med træthed.

Fase 4, tre uger tilbage:

Har godt nok fået krøllet forsiden, smidt vigtige sider væk og roder i hele huset, men formår at holde fokus længe nok til at få skrevet en grundig indledning og nogle fesne stumper til enkelte afsnit.

Er meget usikker, og overbevist om at alt jeg har skrevet er helt forkert.

På det her tidspunkt  finder jeg ofte en person der er klogere end mig (min vejleder, underviser eller bare en klog ven); og plager dem klynkende om at fortælle mig at det er lort og jeg bør opgive. De overbeviser mig om, at jeg er godt på vej, og bare skal hænge i.

Fase 5, 1-2 uger tilbage:

Overspringshandlingens æra indtræder. Jeg sætter mig med opgaven foran mig i alle ledige stunder, og ender med at lave alt muligt andet. Det er her jeg er nu. I dag havde jeg fem kvarters uforstyrret opgavetid, som jeg foreløbigt har disponeret således over:

1. Skrevet dette blogindlæg

2. Googlet om hvorvidt det hedder en hamster eller et hamster

3. Skrevet en ønskeseddel over hvilke øreringe jeg ønsker mig i fødselsdagsgave fra Superlove. Kom i tanke om at jeg mangler en cykel helt vildt, og ikke bør ønske mig andet end tilskud til en sådan. Googlede også cykler, og bliver deprimeret over hvor dyre de er. (Link til superlove er adlink)

4. Blev distraheret over at have en enkelt sætning fra en sang på hjernen. (“Fireworks” af First aid kit. God sang – men ikke første linke i båndsløjfe).

5. Googlede teksten til sangen, for at se om det hjalp, at have mere end en linie på hjernen. Det gør det ikke.

6. Skrev en stribe ikke vigtige sms’er til en veninde

Fase 6, dagen før:

Tager mig sammen. Skriver hele lortet i en køre, ofte om natten, på en kombination af kaffe og adrenalin. Som regel går det godt, og resten bluffer jeg.

Nå, nu vil jeg forsøge at få lavet en smule. Er der andre af Jer, der arbejder på samme måde?

05/21/18

Om at være sådan en der sidder fast i ting, en top ti liste

Jeg havde været inde i byen med min ældste teenager, og da jeg så metrotoget holde på perronen, ræsede jeg ned af rulletrapperne i forsøg på at nå med det.

Dørene lukkede i hovedet på mig, men alligevel kradsede jeg lidt omsonst på de lukkede døre, indtil teenagerens hånd på min skulder hev mig væk.

”Ai altså, der kommer et nyt tog om lidt!” Skændte hun “du ser virkeligt tosset ud når du står desperat og prøver at komme med. Og hvad ville du have gjort hvis du havde nået det? Jeg var jo ikke nået med?”

Skamfuld over min opførsel – hun havde jo ret – forsøgte jeg at distrahere hende, med en fortælling om engang hvor jeg sad fast i en metrodør i Paris, da jeg var teenager.

”Ja, og så var jeg for langsom med at gå ud af dørene før de lukkede, så min rygsæk sad fast i døren da metroen kørte, og det var kun fordi der var nogle hurtigt reagerende mennesker der hev i mine ben, at jeg ikke blev kvast mod tunnelens væg.” Sluttede jeg dramatisk.

” Jesus Christ, mor, du er den mest klodsede jeg kender!” Stønnede hun, uden særligt meget medfølelse i stemmen. “Du kan jo nærmest lave en top ti over ting du har siddet fast i, i løbet af dit klodsede liv!”

Og vupti – der var et blogindlæg!

Top ti, over ting jeg har siddet fast i, i løbet af mit klodsede liv.

1. Dørene i en pariser-metro, med min rygsæk.

2. Dørene i en bus, med mit store hoved, da jeg var ca 10 år, og kørte bus med min onkel. Spørg ikke hvordan dette kunne lade sig gøre, men jeg må have bevæget mig ret aparte ud af den bus, for mine ben var på jorden, mens dørene lukkede om mit hoved.

3. Skydedøren i Brugsen på Nordre Frihavnsgade. Jeg var ca 4, og holdt øje med barnevognen med min søster i, mens min mor handlede. Kan huske jeg undrede mig over hvordan dørene åbnede sig, og gik ind for at se nærmere på dem fra siden. Da nogen gik ind, fik jeg døren i hovedet, mens jeg bøjede mig for at undersøge.

4. En sofa. 

5. En elevator i en svømmehal. Iført vådt badetøj, og medbringende tre kolde småbørn.

6. Min hoveddør. Løb travl ud af døren, iført lang frakke og knallerthjelm, og smækkede døren om frakken, så jeg røg bagover. Var pinefuldt lang tid om at vikle mig ud af overtøj og få låst døren op, til mine overboers store moro.

7. En smart velourbodystocking med lynlås i ryggen. Endte med at måtte rive lortet i stykker, da lynlåsen satte sig fast, og jeg virkeligt skulle tisse. Cyklede hjem med bar mave under overfrakken.

8. En skilift. Havde fået viklet min hånd og min skistavsstrop så stramt rundt om stangen på en stolelift, at jeg måtte tage en ydmygende tur ned og op igen, mens jeg viklede mig fri.

9. I sådan en automat hvor man putter en mønt i og trækker en lille plastikkugle med legetøj i. Var tre år og på Sicilien med min far, og gik hen for at beundre maskinen mens han badede. Efter undersøgelse af maskinen konkluderede jeg, at det egentlig lignede man bare kunne stikke hånden ind i den luge hvor tingene kom ud, og snuppe noget, selv om man ikke havde mønter. Afprøvede min teori med min buttede barnehånd, og sad overraskende godt fast. Nogle medarbejdere kom og råbte af mig på italiensk, og prøvede at hive mig fri, men de endte med at måtte skille maskinen ad med værktøj, mens jeg stod og vrælede. Jeg kan kun huske fragmenter fra den ferie ellers, men lige det med automaten husker jeg pinefuldt detaljeret.

10. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om flere ting jeg har siddet fast i – så mit barns hånlige teori om at jeg nemt ville kunne skrive en top ti over ting jeg har siddet fast i holder heldigvis ikke stik. HA! Tag den, hånlige barn: så klodset er jeg trods alt ikke!

05/7/18

Om julemænd og bier

For at kompensere for min manglende mentale tilstedeværelse for tiden (eksamensopgave der skal afleveres om tre uger) har jeg besluttet mig for st sige ja, til hver eneste gåtur mine børn vil have mig med ud på. De er svært glade for at løbe på rulleskøjter for tiden, så det bliver til mange daglige udflugter, hvor jeg lige kan få tømt hovedet og bare gå med, og jeg tænker det hjælper mig med at koncentrere mig senere.

Jeg har fortsat hold i ryggen, så det er en af pigerne der må holde hunden, der hiver i snoren som en lille pelsklædt idiot – og fordelen ved dette, er at jeg har et barn der går i mit tempo, mens de andre ruller.

Så kan vi tage fotos af forår og sludre imens.

Det er hyggeligt at høre om de store børns skoledage, og der bliver lukket op for helt andre, også mere følsomme snakke, når man går tur imens.

Mindstebarnet derimod lukker mest af alt op for sin allermest mærkelige tankegang, og det er ofte ganske overraskende hvilke tanker der gemmer sig i hendes lille hoved.

I går gik vi forbi dette skilt, i en blomstrende have:

“Se!” Sagde jeg “de har et skilt, der fortæller julemanden at han skal stoppe i deres have. Tror du de er tidligt på den, eller håber de bare at han måske kommer forbi om sommeren?”

Barnet så tænksomt ud, og sagde så:” Jeg tror julemanden er ligesom bier…”

Mig:” hvad mener du?”

Barn:” ja. Jeg tror han dør om sommeren. Lige som bier gør om vinteren!”

Jeg blev meget paf over denne tese, men nåede ikke at spørge ind til det, før hun selv fortsatte:” nå nej. Han er nok mere ligesom en bidronning, der graver sig ned når vejret bliver forkert. Så er det kun hans alfer der dør…”

Da jeg senere sad bøjet over min opgave igen, blev min koncentration hele tiden forstyrret af tankerne om en fed, nøgen julemand, der graver sig ned i mudder, mens hans alfers lig ligger strøet hen over jorden.

Måske jeg skal genoverveje om det er sandt, det der med at mange gåture giver mig øget koncentration til opgaveskrivning?

04/27/18

Anbefalinger af børne og ungdomsbøger

Links er affiliate og enkelte bøger er sendt som anmeldereksemplarer, men indlæg er ikke købt og anbefaling er ganske oprigtige.

Både næstyngstebarnet og jeg selv er glade for at læse højt, og de andre er glade for at lytte mens de tegner eller andet, så vi får generelt læst en del, både børne og ungdomsbøger.

Her kommer anbefalinger af nogle af de bedste børne/ungdomsbøger jeg er stødt på det sidste års tid:

Bøger til teenagere, og andre der godt gider læse ungdomsbøger (fx mig!):

Den bedste ungdoms-serie jeg har læst i lang tid er “Ravnedrengene”. Foreløbigt er kun de to første bind oversat til dansk, og jeg har kun fået læst det første – men det er altså en spændende historie, med gode personer, hekse, mysterier, spøgelser og venskaber. Kan varmt anbefales, også til voksne læsere, der godt kan lide ungdomsbøger.

Mine store piger kunne rigtigt godt lide Sarah Engells velskrevne “Valget”, hvor en ung idealistisk pige med politikerdrømme, tager et flygtningebarn med sig hjem. Vi har talt meget om den lige siden, og den burde være på pensumlisten i de store klasser. Mine piger er måske lige unge nok til den, og der skulle lidt ekstra forklaringer til, men det var en spændende bog at være fælles om. Jeg har foræret den væk i gave flere gange siden, til større teenagepiger.

“Ti små åndedrag” er en gribende ungdomsroman, om sorg, tab og kærlighed. Jeg syntes rigtigt godt om den. Målgruppen må være de ældre teenagere og voksne.

“Provinspis” er en rå og direkte bog, om bølands-blues og dårlige beslutninger. Den er smækfyldt med sex og stoffer (altså ikke lige højtlæsningamateriale for mellempigerne) men det er en skidegod ungdomsbog, der skiller sig ud.

Bøger til lidt mindre børn:

”Hvor er wookien” er en findebog/myldrebog for Star Wars nørder. Den syvårige – der HELT sikkert kan gå under betegnelsen Star Wars nørd – fik den i julegave, og elsker den! Personligt synes jeg den er lidt gnidret tegnet, men jeg kan godt mærke at det er helt uvæsentligt for bogens sande målgruppe: de syv årige nørder. Fordelen ved findebøger er at der er så meget at se på, at man ikke bliver træt af at læse den for gang nummer 100.

Mindstebarnets yndlingsbog i hele verden er “Hundemand”; hvor vi har læst nummer et cirka tusind gange. Nummer to er lige kommet her,og er mindst lige så fantastisk. Vi kampgrinede af billederne af den onde fisk, og hun plager allerede om at vi snart læser den igen. Som voksne højtlæser finder jeg dem også ganske underholdende.

Harry Potter i illustreret udgave har jeg anbefalet før, men smider gerne en ekstra anbefaling ind her: den er virkeligt hyggelig at læse med gode billeder til, og vi er allerede i gang med at glæde os til at næste bog i serien udgives illustreret!

“Ronja Røverdatter” har jeg læst for alle pigerne da de var 7-9 år. Mindstebarnet fik den læst højt for nogle måneder siden, og har siden gnavet sig igennem Miazakis tegnefilmsversion af bogen, på Netflix. Hun har fødselsdag snart, og jeg overvejer om hun skal have den nye variant af bogen, med tegnefilmstegningerne i. Er der nogle af Jer der har den, og kan sammenligne med de originale illustrationer? Dem kan jeg personligt ret godt lide, fordi det er min egen barndomsbog, men jeg kan se at hun er vildt fascineret af den der tegnefilmsserie, og overvejer om det er værd at købe den.

04/24/18

Om større børn og indretning

Nå, er der nogen der kan huske dengang vores hus var lillebitte, og jeg bloggede om hvordan pigerne delte værelse og vi alle seks sov i samme værelse, for at de skulle have mere plads på værelset?

A0C6C291-5D8D-40DF-87E7-59D454F0CBA4

(Og ja – der er særligt ryddet op på billederne,  resten af tiden lignede det en eksploderet legetøjsbutik…)

Det kan jeg knapt nok huske selv. Det er tre år siden vi fik tilbygning, og pigerne fik egne værelser. De to mindste deler et rum, adskilt af en høj bogreol, men det er stadig deres eget.

B441CE48-88E2-4396-845D-DF975F1CE665

De første år mærkede vi ikke meget til al den ekstra plads. Vi var vant til at klumpe os sammen på lidt plads, og det blev vi ved med. De fine nye værelser blev mest brugt når de havde legekammerater hjemme, og ellers sad de i stuen, som de plejede. Om natten sov de tre yngste i den tredobbelte køjeseng i gangen foran vores nye soveværelse.

Det sidste år har det gradvist ændret sig, og de er begyndt både at sove på egne værelser og bruge tid der. Det er både rart og vemodigt…

Det er rart at få lidt ro til at læse i stuen, og rart at de begynder, at føle de har noget der er deres eget – men det er lidt vemodigt at de bliver så større, og tiden med hulebyggende småbørn under spisebordet er endegyldigt forbi.

For nogle måneder siden, brugte vi tid på at ordne deres værelser helt færdige, helt efter deres hoveder. Jeg har før lovet jer tilbygningbilleder, men da vi altid roder minimum lidt, og iøvrigt indretter mest med storskraldsfund, har jeg været lidt tilbageholdende med indlæg om indretning. Her er dog alligevel lidt om pigernes værelser, til de af jer der synes den slags er sjovt!

04CA1011-D225-4CB7-A25F-CD61CD6178B8

Næstældstebarnets teenageværelse, med billeder af venner  på skråvæggene, og hemmelige kroge til iPad-dyrkning og vennehygge. Lige for tiden har hun gang i et projekt med at male paller, som hun kan lave om til en sofakrog, og lime nogle fliser sammen til bord. Jeg har ikke overblik over om det bliver fedt, men det mener hun selv det gør!

FC227B8D-405F-4E06-9BFC-6399AB1F8E41

Næstyngstebarnets værelse, med store samlinger af mærkeligt tegneserie-merchandise, egne fjollede tegninger og læsehjørne. Hun har fundet skrivebordet til storskrald, og vil male det lysere.

Mindstebarnets pyntede værelse, med gulvplads til Playmobil-lege. Hun ønsker sig en seng, så hun også kan begynde at sove på eget værelse.

Ældstebarnets værelse må jeg ikke fotodokumentere, men det kunne næsten lige så godt være en rigtigt lille lejlighed, med planter, spisebord og kunstnerisk indretning.

De fylder huset ud, med deres forskellige personligheder (og brugte sokker, søskendeintriger og almen rod) og det bliver virkeligt underligt når de engang flytter hjemmefra.

Min ældste pige skal på efterskole fra august, en kreativ efterskole. Det ser helt utroligt fedt ud, og både Ninjaman og jeg er grønne af misundelse over ikke selv at have fået sådan en mulighed da vi var 16.

Jeg tror det bliver så godt for hende, også selv om hun kommer til at savne sit eget rum herhjemme. Jeg har lovet at passe godt på hendes ting, og glæder mig en lillebitte smule til at måtte indtage hendes fine værelse som skrivekrog i hverdagene – men det bliver også mærkeligt at få en smagsprøve på hvor det her familieliv stille og roligt sniger sig hen, med piger der gradvist opholder sig mere på værelser, og til sidst andre steder end hjemme. Det bliver stille.

Når pigerne bliver voksne, kommer vi til at have plads til både atelier, bibliotek og walk in closet. Sådan frådse i plads. Ninjaman mener dog det er mere realistisk bare at holde rum så bare og åbne som muligt, så der er plads til at børnene og deres familier og venner kan komme til store søndagsmiddage, mafioso-style.

Fornemmer lidt at der alligevel nok ikke bliver så stille som frygtet?

 

04/17/18

Om hjemmeliv og overspring

Ninjamans nyopererede ben (med de flotte nerver indeni) binder ham til sofaen i mindst seks uger. Det binder også mig herhjemme, i al den tid jeg ikke er nødt til at være på arbejde eller studie – og selv der er mindst halvdelen af mine tanker stadig hjemme hos ham.

Jeg skal ud med en veninde i aften, og har glædet mig rigtigt længe, men lå vågen til klokken 03 i nat, fordi det alligevel føltes forkert at overlade ansvar for min hjemmelogistik til min hjælpsomme moster.

Det er noget af en udfordring at finde timer nok til alt det praktiske oveni job og studie: børnehentning, putning, tøjvask, indkøb, madpakker, lus, madlavning, studieopgaver, forberedelse af arbejde, hundeluftning, hjælp til den opererede, og trøstesamtaler med børn, der bliver mindet om hans grimme sygdomsforløb sidst.

Det antal timer findes simpelthen ikke, men vi er ved at finde løsninger, der faktisk er okay at være i.

Børnene er blevet ret gode til at følge hinanden i skole om morgenen, og hjælpe til med hund og opvask, og min fantastiske veninde, Maren, kom uventet forbi, med en pose mad til en uge. Og rengøringstandarden er blevet sænket yderligere…

Det frigiver tid til at sidde og nørkle med mine eksamensprojekter, hvilket jeg i høj grad også har gjort. Pigerne har udnyttet at jeg sidder nogenlunde stille, og kan snakke mens jeg arbejder, så de sidder på skift sammen med mig og maler eller tegner, og snakker mine ører af. Hyggeligt.

Havde det ikke været fordi min hjerne hele tiden slår fra, og laver overspringshandlinger, kunne jeg have nået væsentligt længere i projekterne.

Her en kort liste, over ting der har spændt ben for min koncentrationsevne:

1. Sad meget fordybet, da jeg pludselig kom til at tænke på, at min datters veninde havde fået serveret “penis-fisk” på en ferie i Korea. Tænkte på hvordan den slags så ud – og googlede.

Bad mistake…


Så røg der fluks en times tid, med at sidde og sende barnlige smser til de to af mine venner der sætter mest pris på den slags.

2. Hold i ryggen. Seriøst dårlig timing.

3. Forgæves indkøb på nettet. Grundet hold i ryggen, tænkte jeg det ville være smart at købe ind til næste uge over nettet. Brugte først en time på at gennemgå Nemlig.com, bare for at opdage at det altså er 2-300 kroner dyrere end vores ugeindkøb normalt er. Slet igen, og start forfra på Rema.dk, hvor hjælpsomme mennesker køber ind for en, ud fra den liste man laver. Det tog også en time. Problemet var her, at ingen meldte sig til indkøb…

Så jeg endte med at måtte bruge pigerne som pakæsler og hjælpere, hvilket igen medførte, at vi har fået købt ekstra mange kiks og kakaomælk og andre ting, som børn finder nødvendige.

4. Hjemmehårfarvning. Tænkte jeg godt kunne gøre det min frisør gør så godt (og dyrt og tidskrævende) selv. Det kunne jeg ikke – som jeg efterhånden burde have lært. Er nu den heldige indehaver af grønbrunt hår, og venter utålmodigt på at min frisør farver det tilbage til det sædvanlige blonde d. 8-5. Det er lang tid….

5. Søvnløshed. Det er ikke ligefrem befordrende for koncentrationsevnen, når ens hoved konsekvent reagerer på logistiske udfordringer, ved også lige at smide udmattende søvnmangel oveni hatten.

Men nu er det tirsdag. Mine børn bliver hentet af min moster, og jeg skal til noget fancy bloghalløj med Weber grill, hvor min veninde og jeg skal lære at grille kød ordentligt. Der er rødvin. Rødvin er løsningen på alt det, der ikke kan løses med planlægning.

04/16/18

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Fancy clickbait-overskrift, ikke sandt?

Når bloggere normalt skriver den slags, er afsløringen som regel et eller andet smart, med prestigefyldt nyt job, ambassadørskab eller fuldtidsbloggerliv – når jeg skriver det, er det noget så uglamourøst som en teaser for min 11 åriges kommende tegneserie.

Barnet, der bragte os klassikere som “Sandheden om hvor de små børn kommer fra”, “Kinderne der faldt af” og var hovedforfatter bag et væld af weird tegninger i tilbudsaviser, flottede sig på mors dag, hvor hun både havde lavet dette fine maleri (forestillende vores hund, hvis han var kat) og en halv tegneserie.
Hun er en omhyggelig langsom tegner, så der går nok en uges tid før tegneserien er helt færdig, men det hun foreløbigt har, er det sjoveste jeg har set i meget lang tid, og jeg har grinet højt af den flere gange.

Så det er den jeg teaser på: vent bare til I ser resten; de af Jer med underligt humor vil helt sikkert finde den sjov!

(Og til de af Jer med mere konventionel humor: undskyld på forhånd!)

Selve historien er så ekstremt sær, at det lille teaser-klip der kommer sidst her i indlægget kræver noget baggrundshistorie: for en måneds tid siden havde jeg så meget hold i ryggen, at jeg desperat bad barnet gå på min ryg, i håb om at det kunne rette den ud.

På et tidspunkt trådte hun tilbage med den ene fod på min mås og udbrød en forskrækket kommentar om, at hun risikerede at forsvinde mellem mine balder for evigt. Så begyndte en længere historie, om hvordan min røv er lidt ligesom sorte huller i universet, som man risikerer at forsvinde i, og vi måtte stoppe det nyttesløse ryg-gængeri, til fordel for vanvittig historiefortælling.

“Hvis jeg var faldet ned mellem dine balder, havde jeg sikkert mødt alle mulige mennesker der var røget derind ved uheld i tidens løb. For eksempel en eller anden du kom til at sætte dig på i bussen for ti år siden!” hævdede hun.

Og det er så den historie, der er lige på trapperne som tegneserie.

Foreløbigt har den 10 billeder, og en utroligt langt ude historie. Det her er smagsprøven – resten må i vente lidt med at se (eller undgå at se).

 

04/14/18

Om ting man bør undlade at gøre i Island

En opmærksom læser, gjorde mig opmærksom på at jeg aldrig havde fået skrevet det indlæg jeg lovede Jer sidst i dette indlæg. Beklager –  mange af mine planlagte indlæg bliver ved tankerne for tiden: jeg får inspirationen, men aldrig rigtigt tiden til dem.

Nå, men det her er altså listen over ting man skal lade være med, hvis man holder ferie i Island:

1. At køre ud i snestorm, uden at tjekke nyheder.

Med nervøse stemmer jokede vi med at:”denne her slags vejr ville have lukket hele Danmark ned, med udkørselsforbud, hva? Men her er man bare vant til det!”, mens vi kørte til vores bookede aftentur i den “blå lagune”, i en snestorm hvor alt bare var hvidt, fra gulv til loft.

Jeg tog dette billede, der på ingen måde viser hvor scary den tur var. Men den var altså vild!

Og dagen efter fandt vi så ud af, at der VAR meldt ud, at man ikke skulle køre ud i den voldsomme snestorm. “De eneste der kørte ud i går, var dumme turister!” Fortalte en venlig dame i en butik os, mens vi nikkede og gav hende ret i at det da også ville have været dumt at køre i den slags vejr…

2. Umodne vitser, om islandske ord.

Nej, det er åbenbart ikke ønskværdigt at følges med en mor, der teenagefniser og tager fotos af alle islandske ord, der indeholder noget med “bæ” eller “fis”. Den slags vitser falder meget tungt til jorden.

Jeg slettede ca 30 fotos af ord, før jeg kom til at tænke på at I måske godt ville have haft rådet her med.

3. Hurtige stop langs vejen, for at tage billeder af dekorative heste.

Når man kører under en knaldblå himmel, med uberørt sne på begge sider af vejen, og ser islandske heste stå og hygge sig nydeligt, kan det være fristende at gøre holdt for at lade børnene tage fotos.

Det kan også være en logisk tanke at køre bilen godt ind til siden, så eventuelle andre bilister uhindret kan køre forbi den. Det er bare ikke sikkert at den sne, der ligner den ligger fuldstændigt på højde med vejen gør det – den kan meget vel ligge en halv meter eller mere nede, for grøfterne er dybe i Island.

Og så synker bilen ned – og sætter sig fast. Virkeligt, virkeligt godt fast.

Det eneste positive ved at køre fast i sneen, på en øde vej, er at der er rigeligt tid til både at tage billeder af heste, og bygge snehule. mens man venter halvanden time på at betale en måneds madbudget for at blive hevet op af grøften.

4. Beskedenhed, angående islandsk slik.

Lad nu være med at tænke på sundhed og talje og den slags, når du køber chokoladeovertrukne lakridser med hjem. Man ærgrer sig over sit mådehold, når man spiser den sidste vidunderlighed, alt for kort tid efter hjemkomst. Gå dog amok – de laves ikke bedre andre steder i verden, og er noget af det eneste der reelt er billigere end i Danmark.

Bortset fra det: tag afsted! Det er et af de smukkeste, mest anderledes steder jeg nogensinde har rejst. Og jeg ville utroligt gerne tilbage, og også gerne opleve Island om sommeren.