02/12/19

Om alenerejse med barn – hjælp lige med rejsemål

Da vores ældste barn var 7, startede vi en tradition med at hvert barn fik en aleneferie med en af os voksne når de blev 7-8 år.

Jeg var fire dage i London med den ældste og fire dage i Paris med den næstyngste, og Ninjaman var så heldig at rejse med den næstældste, hvis højeste ønske var at opleve eksotiske Billund.

Mindstebarnet er 8 nu, og skal på alenerejsen i påsken. Hendes far har ikke så meget overskud for tiden, så det bliver mig der tager med hende – hvilket jeg glæder mig vildt til.

Problemet er hvor vi skal tage hen. Hun drømmer ikke om de gængse storbyer, som jeg ellers føler mig hjemme i (London, Paris, Berlin), men vil gerne hen et sted der er pænt, gerne varmt og med bademuligheder. Hun gider hverken museer eller tøjshopping, men sætter reel pris på pæne udsigter. (I mange år planlagde hun at vi skulle til det fiktive sted Eldorado)

Det er ca 4 overnatninger og budgettet er max 5000 for transport og ophold.

Vi hørte om en italiensk by der hedder Manarola fra et barn der havde været der, og billederne derfra ser fantastiske ud:

Prismæssigt er det ikke urealistisk, men jeg blev pludselig lidt nervøs over turen: der er 48 km fra lufthavnen, og jeg kan ikke spor italiensk. Normalt kaster jeg mig gerne ud i at tale fremmedsprog jeg ikke kan, og jeg kan klare mig på hjemmelavede versioner af fransk og spansk, men italiensk går helt galt. Jeg tænker at en taxa vil overskride budget, og jeg ved ikke om jeg tør offentligt transport uden at kunne sproget.

Så… mit spørgsmål til Jer er: kender I et hyggeligt, lunt rejsemål, der ikke er storby; som ikke er for dyrt, og hvor der er lidt natur og byliv at kigge på? Hvor ville I tage hen med en 8 årig? Så stik mig endelig jeres råd, vi er lidt på bar bund her.

02/7/19

Om børnecitater – de brystfikserede

Jeg har et dokument på ipad, hvor jeg skriver mine pigers sjove citater ind. Det er bare om at få dem gemt, for jeg kan se at mængden af citater tørrer ud fra 8- 10 års alderen.

Jeg har flere sider med citater og det er virkeligt sjovt at sidde med pigerne og læse højt engang imellem. Her sidst vi gjorde det, var der en af dem der konstaterede:” vi har godt nok været meget optaget af patter, hva?”

Og ja: mine bryster har helt sikkert måtte lægge ører til ufatteligt mange kommentarer i årenes løb. Se bare et tilfældigt udvalg af citater med babse-tema:

L, 3 år, går forbi mig mens jeg bader, og konstaterer tørt: ”laaaange patter…”

A 3½ år:” jeg glæder mig til når babyen kommer ud, for så kommer der en ko og fylder mælk i dine bryster!”

A 3½: kigger på at lillesøster bliver ammet, og konstaterer tørt: “det ligner hun er ved at puste dig op…”

N 4 år, står og måler smør af for at bage, og spørger interesseret:”er smør egentlig lavet af mælk? Og er det komælk eller mormælk?”

Kompliment, fra 5 årige A, mens jeg tog tøj på:” Det er en meganice brystebeholder du har!”

L 4 1/2:”flot brystebeholder, mor! Mine bryster behøver ikke en brystebeholder, for de kan godt holde sig. De sidder fast – på mit skelet!”

Vi kører forbi et reklameskilt, med et billede af nogle bryster på, og A 6 år, spørger sin søster:”Vil du helst have sådan nogle lige-uds-bryster som dem på billedet – eller sådan nogle nedads-nogle, som mors?”

Ja, jeg har ikke lige fotodokumentation, men her er et af mindstebarnet der forsøger at kradse sin fars brystvorte af, mens han træner.

01/28/19

Om at være en modvillig shopper, der ihærdigt opsøger morskab i skilte

Min mand og 75 % af min børneflok elsker at glo i butikker, og kunne gøre det i timer. Jeg har en enkelt veninde jeg virkeligt godt kan lide at se på kjoler med (måske fordi det oftest efterfølges af hvidvin), en anden veninde der er sjov at glo på gaver med (måske fordi det oftest efterfølges af rødvin), og jeg kan tilbringe uanede mængder tid i boghandlere, men ellers er det vindue hvor i jeg orker glo på butikker, meget lille. Jeg kan oparbejde cirka en halv times afdæmpet entusiasme når ungerne skal have nyt tøj, når der skal handles ind eller hvis der skal findes noget i Matas, men alt med skoindkøb eller telefoner slukker min vilje til at leve betragteligt.

I lørdags skulle jeg på biblioteket og hente nogle bestilte bøger, og selv om jeg godt vidste at min mand og pigerne skulle i centeret for at købe et par sko til den mindste, lave en ny nøgle, og tale om et eller andet kedeligt i en mobilbutik, kom jeg alligevel til at sige ja til at få et lift af dem.

De var stadig langt fra færdige med deres ærinder, og trallede lallegladt rundt og lod sig begejstre over kedelige ting i Telia, og bagefter prøvede barnet alle de sko der overhovedet fandtes i verden. Det hjalp kun lidt at min mand galant bar min bibliotekspose og konstant gav mig komplimenter – han ved at der skal hårde skyts til, for at jeg ikke får center-nedsmeltninger.

Til gengæld kunne jeg, ganske alene, oparbejde en vis mængde morskab over absurd apostrof på et skilt:


De andre ignorerede høfligt mit selvsving over det:”haha! Den apostrof får det til at ligne at det er et udsagsnord i bydeform! Hvad tror i det betyder at tulipanere? Det lyder ikke særligt rart, vel? Kan man mon blive tulipaneret, eller er det bare noget man gør?”

Jeg var lige så alene om at komme op og køre over de smart markedsførte “sunde snacks”: poserne med gløgg mix. Intet siger Rødovre, som en pose sprut-grøntsager i madpakken,vel?

Heldigvis forbarmede næstyngstebarnet sig over min desperate trang til at finde sjov i skilte – eller bare i et eller andet – at hun udpegede denne pakke såler i låsesmeden med et:”se mor, det er sådan noget du synes er sjovt! “ og det var det.

Intet produkt kræver et emballagebillede der emmer af nært forestående sex, mere end et par såler. Frækt.


Er jeg den eneste der synes den slags er sjovt? Send mig endelig fotos, hvis I ser den slags.

01/26/19

Lørdagslæsning: “Max, Mischa og tet-offensiven”


Denne her bog er noget af det mest intense jeg nogensinde har læst. 1100 sider, med et smukt, kringlet, kompliceret og tankevækkende sprog, der har fået mig til at læse adskillige af siderne flere gange, for at få det hele med.

Alle de små sidespor fra historien; de sære refleksioner; tankerækkerne; er hvert eneste ord værd.

Som eksempelvis denne lille bid, der ikke egentlig har betydning for historien, men alligevel skaber en masse billeder i mit hoved:

Bogen følger primært Max Hansen, en succesfuld 35 årig teaterinstruktør bosat i New York, der som 13 årig blev revet væk fra sin barndom i Stavanger, Norge, og flyttet til et USA han stadig ikke helt føler han hører til i.

Med tilbageblik rulles hele Maxs historie ud, og sammen med den også  de mennesker der står ham nærmest: ungdomsvenskabet med den plagede Mordecai, der er en plaget jødisk, homoseksuel skuespiller; det komplicerede og passionerede forhold til den syv år ældre billedkunstner Mischa; fraværet af forhold til den svigtende far; en skrøbelig ømhed over for moderen; og en overraskende nær tilknytning til onkel Owen (tidligere Ove), som han først lærer at kende som voksen.

Owens historie, hvor han som jazzmusier flytter til USA for at spille; af nød ender midt i Vietnamkrigen; og lever mange år i ensomhed før han findes af Max og får et fællesskab med ham og hans venner, afdækkes i selvstændige kapitler undervejs, uden at det forstyrrer læseflowet, eller følelsen af at det stadig først og fremmest er Maxs historie.

Bogen emmer af litteratur, kunst, musik, skuespil, men selv om det kan føles højtravende, bliver man ikke hægtet af. Det giver mening og dybde til historien.

Francis Ford Coppolas film “Apocalypse now” dukker op igen og igen i teksten, både direkte og indirekte: som krigslegene med de andre børn i Stavanger; limen der forsegler  Mordecais og Maxs spirende teenager venskab; motiver i Mischas kunst; temaer der gemmer sig i Maxs teaterstykker; onkel Owens oplevelser som soldat; Maxs forældres modstand mod vietnamkrigen, som unge venstreorienterede. Det er dygtigt og sprogligt elegant.

At høre til eller ej, er et tema der gennemsyrer flere af personernes liv. Maxs rodløshed, hans sorg over at forlade barndommens tryghed, er dybt rørende beskrevet. Jeg tror jeg ar læst denne passage, hvor han drømmer om at spole det hele baglæns mindst fem gange:

Det er altså virkeligt fedt skrevet, og det er hele bogen generelt.

Måske er det ikke en bog for alle. Den er usædvanligt rig på metaforer, detaljer, beskrivelser, og den går ikke hurtigt. Den er – indrømmer jeg – en anelse for lang, hvilket trækker en stjerne fra i min anmeldelse, men alt i alt synes jeg det er en absolut fremragende roman, som jeg varmt anbefaler til alle der holder af ord.

Han skriver som en blanding af Paul Auster og John Irving, synes jeg, og det er en tankevækkende og smuk blanding.

Titel: “Max, Mischa og tetoffensiven”
Forfatter: Johan Harstad
Udgivet på C&K Forlag (En del af Politikens Forlag) september 2018
Sideantal: 1063 sider
Min vurdering: 4,5 ud af 5 stjerner

01/24/19

Om at være mor til teenagere

Det meste af tiden er jeg rigtigt glad for at være mor til flokken herhjemme, med lige den alder de har, og synes de er søde, sjove og hjælpsomme generelt, men der ER ting der er drænende ved løsrivelsesprocesser når de bliver teenagere eller tæt ved.

Lige for tiden trækker selvmodsigelserne særligt tænder ud.

Sådan noget i stil med:

Brok over at vi roder så: “det er pinligt at have gæster hjemme”/samtidigt med at spor af brugt tøj, kopper, afklippede mærker og bøger drysses efter dem i stuen.

Brok over at vi ikke har økonomi til at man får samme mængde penge til tøj og cafe som vennerne/ samtidigt med at rejsekort, nøgler, mobiler og tasker drysses efter dem ude i den virkelige verden, og penge vi ikke har, skal bruges til at skaffe det hele igen.

Brok over at ens søster har lånt ens ekstrahandsker, fordi hun ikke kunne finde sine egne/ samtidigt med at mine bælter, tasker, makeup, neglelakfjerner m.m. åbenbart er noget man bare låner når man vil, trods mine gentagne formaninger om hvilke få ting jeg har, som man ikke bare må bruge.

Både pigerne og jeg benytter muleposer dagligt, til at slæbe madpakker med os, og selv om vi har en god stak, er det de nyeste og hvideste der er i højeste kurs. Jeg har en jeg bruger fast, den har jeg fået af min veninde, og motivet beskriver ganske præcist hvordan mor-livet indimellem var for få år siden:

En pose, der på denne måde viser hvor hårdt det kan være at være forældre havde jeg troet jeg måtte beholde for mig selv, men nej: nyeste, hvideste, og derfor en jeg har måttet kæmpe for retten til selv at benytte.

Troede de havde fattet den, indtil en morgen hvor jeg ikke kunne finde den, og midt på dagen blev ringet op af barn, der med svag røst spurgte om jeg kunne hente hende. Hun havde kastet op.

Fuld af omsorg gjorde jeg mig klar til at køre fra arbejde, da hun indrømmede:” du må ikke blive sur, vel, men jeg lånte altså din pose. OG jeg har kastet op i den…”
I bilen hjem kom vi begge til at fnise over hvor provokerende det er at låne folks forbudte ting, og endda brække sig på dem. Jeg tror at hun fattede noget af det – for jeg har ihvertfald haft den for mig selv lige siden. Så enten var det den værdifulde lektion, eller det faktum at den nu ikke længere er den hvideste pose i samlingen.

Tasken kan iøvrigt købes her, hvis man kender den følelse. Den er ret praktisk – dog ikke til opkast.

(Og nej – det er ikke et sponsoreret indlæg)

01/23/19

Om at være ret meget 2010

“Ai mor, du er simpelthen bare SÅ 2010!” himmeløjnede min yngste af mig da jeg nynnede en eller anden umchi-umchi dansesang, der var mere end to år gammel.

Jeg vidste ikke engang at det var noget man kunne være? Eller at 2010 var så længe siden at man ligefrem kunne bruge det som betegnelse for noget oldnordisk og kikset.

Nå, men apropos 2010, sad jeg og så de mange #tenyearchallenges på instagram, og til sidst fandt jeg og mellempigerne 2009- fotoalbummet frem, for at gyse over hvor meget jeg mon selv havde forandret mig på ti år.

“Der er ikke et eneste foto af mig?” måtte jeg undrende konstatere, efter at have bladret igennem side efter side af fotos med mine, rørende nuttede og bittesmå, tre ældstebørn. Indrømmet: det ER mig der tager flest fotos herhjemme, men at jeg ligefrem havde undgået kameralinsen i et helt år var imponerende. Også selv om de tre udgjorde helt passende og meget fine motiver.

“Hey se! Der er da et billede af dig på bagsiden!” råbte pigerne, og sørme så:

Hvis det her var hvad 2009 bød på rent udseendemæssigt, er jeg glad nok for at blive kaldt “totalt 2010”, for det kan da kun være bedre. Iøvrigt ligner jeg ret meget mig selv – dog er hår mindre gult nu, og tænder mere.

01/14/19

Anbefaling af gode bøger for 7-14 årige

Ikke sponsoreret, men link er affiliate og nogle af bøgerne er modtaget til anmeldelse.

Denne vinter har jeg og mine unger fået læst usædvanligt meget, fordi vi har lavet en masse gode rutiner med at skiftes til at læse højt for hinanden på andre tidspunkter end ved sengetid. Den ene af børnene skal øve sin læsning, så vi læser lige så snart vi kommer hjem, af en bog der er sjov nok til at hun kan hænge i.

En af de andre har et aktivt socialliv, og har brug for at vi klemmer noget fordybelsestid ind, hvor vi putter i et hjørne, en seng eller badekarret og læser en bog  – gerne en hun har læst før, så hun med sikkerhed ved at den er god.

Den tredje af dem vil bare gerne høre noget megaspændende, og vi har læst bøger sammen som vi næsten ikke har kunnet slippe. Indimellem laver vi kedelige pligter (folder vasketøj fx) mens vi læser i vores spændende bog, hvilket kan forsvare at vi bruger så meget tid på den.

Her er anbefalinger af de bedste bøger vi har læst i hver kategori:

Bøger, der er sjove nok til at børn der skal træne læsning gider:

En træhuse på 13 etager er første del af en serie, om drengene Andy og Terry der bygger den vildeste hule i et træ, mens de skriver bøger om det. Der er sjove tegninger, en crazy handling og masser at tale om og grine af. Jeg tænker målgruppen er skøre børn i alle aldre. Den er god til både højtlæsning og selvlæsning. Min og barnets tildeling af stjerner: 4/5 stjerner.

Girlpower er korte kapitler, om 50 forskellige stærke, nulevende, kvinder. Der er noget indbydende ugebladsagtigt over layoutet, og mellempigerne læste den med stor interesse. De giver den 4/5 stjerner.

Bog, der hurtigt får favoritstatus hos børn der kan lide velkendte ting:

Krølle og Puha og den belgiske sliksamling er en af de bøger mindstebarnet har fået læst flere gange (hendes andre favoritter er bøgerne om “Mira” og “Hundemand-serien). Denne her kilder hendes humoristiske sans: om en nuttet pingvin, der viser sig at være ond, og overtager magten på skolen, og børnene Krølle og Puha der forsøger at opklare hvem der bestjal slikmutter.Hun giver bogen 4/5 stjerner – min vurdering ville nok ligge en stjerne under, men det er nok mest fordi jeg snart er træt af at genlæse den;) Bind 2 i serien er på trapperne, og står øverst på ønskesedlen.

Bøger til børn der kan lide virkeligt spændende, komplicerede fortællinger:
Jernprøven er bind 1 i en serie på 5, der alle er udkommet og oversat til dansk – så bare gå i gang!

Selv om der er mange sjove scener, gode personer og teenagebekymringer, er den også ret mørk og uhyggelig, så målgruppen er nok mindst 11 år samt teenagere/voksne.

Callum Hunts mor blev dræbt i en krig mellem magikere da han var baby, og hans far hader derfor alt der er magisk. Da Callum bliver udvalgt til at søge ind på Magisterium – magikerskolen – er målet derfor at dumpe. Dette sker selvfølgelig ikke, og snart er han i oplæring hos Mester Rufus, sammen med to andre børn.

Umiddelbart minder bogen en del om Harry Potter: børn trænes i magi på hemmeligt sted, som resten af vores almindelige verden ikke kender til, men den føles på ingen måde som en kopi. Magisterium er et magisk, spændende og dystert sted, og hele grundhistorien om krigene mellem gode magere og “Fjenden”(der kan forvandle magere til kaosramte zombiedræbermaskiner), er pirrende. Vi er netop startet på bind to, og synes det er vanvittigt spændende, begge to!

5/5 stjerner, både fra den 12 årige og hendes mor

01/8/19

Postkort fra hunden 8 – rockerhunden

Her er postkort fra Winston til efterskoleungen, i føljetonen om hvad der sker med ham og hendes værelse, mens hun er væk:

“Hva så, S.

Ja, det gik jo strygende med min virksomhed, og jeg havde flair for at være direktør. Men så skete der forskellige ting og sager, og min sekretær, Jonna, endte med at tage skraldet, og sidder nu i fængsel. Det skal vi ikke bore for meget i…

Jeg har heldigvis fundet en masse nye, gode forretningsforbindelser, og er på en måde stadig en slags direktør: jeg er nu præsident i rockerklubben “MC hunnis”. Du kan nok ikke kende dit værelse når du kommer hjem igen, for vi bruger det til at reparere motorcykler i nu, og der hænger plakater med saftige tæver på alle væggene.

Meget af tiden bruger jeg på at gå rundt i min læderjakke og se hård ud, samtidig med at MC hunnis sidder på al hashhandel på Vestegnen. Sindssygt nemme penge! Jeg er ikke helt god til det med at køre motorcykel selv endnu, men  jeg er ved at lære at tatovere, og som tak for lån af dit værelse, laver jeg gerne en gratis tatovering på dig. Mens du sover. Sådan lidt surprise-agtigt. Måske af et poteaftryk?

Ses.

Winston aka flænsefjæs”

 

 

01/7/19

Om nytårsforsætter og liv der går for hurtigt

“Man skal passe på med ikke at leve sit liv sådan, at det bare føles som om årene tager hinanden, og tiden er noget der bare bliver overstået” sagde en af mine veninder henkastet i en samtale lørdag formiddag, hvor jeg drak kaffe med hende og nogle andre veninder.

Hendes ord har rumlet rundt i mit baghoved lige siden, for det er lidt på den måde mit liv føles for tiden – og har gjort det længe. Og jeg ved ikke hvilken bremse det er man skal hive i, for at få tiden til at gå langsommere. Eller bare sanse at den går, så det ikke kommer bag på en.

En anden veninde beskrev, hvordan hun i ferien havde tudet ned i en kasse fyldt med tegninger hendes 16 årige havde lavet som lille; lamslået over hvor hurtigt “jeg-elsker-dig-mor!”-tegningerne var blevet erstattet med “du-forstår-ikke-en-skid-mor!”-sms’erne.

Sådan har jeg også haft det længe: den intense trang til at tude over tabt tid, når jeg endnu engang faldt over at foto fra noget der føles som kort tid siden, men hvor mine ranglede teenagebørn overraskende nok er yngre end min yngste er nu.

“Næste år bliver bedre!” har jeg tænkt længe “næste år går tiden langsommere, og jeg forsøger at være mere tilstede i nuet! Næste år vil jeg lave flere ting af lyst end af pligt!”

Jeg startede 2019 med at kaste nattens alt for mange coctails op, med en sådan kraft at jeg tissede i bukserne… Eddermaneme ikke et særligt godt udgangspunkt for et mere zen-agtigt og nærværspræget nyt år…

Det tog flere dages zombietilstand at blive menneskelig igen, og jeg vågnede først helt midt i hverdagstrummerummet, hvor tiden strammer over skuldrene, og bilen/vaskemaskinen/køleskabet alle er ved at gå i stykker.

Jeg lider over det selvmodsigende i både at være sådan en der har et stærkt behov for at være utroligt velforberedt til det jeg skal præstere på arbejdet, og være sådan en der har virkeligt svært ved at tage mig sammen til at forberede mig.
Får generelt velforberedt 80% af mine ting, men de sidste rester uforberedthed giver tankemylder og søvnløshed, og mine nætter bruger jeg på skiftevis at få fantastiske ideer til ting jeg gerne vil skrive i min fritid; ønske at tid kunne skrues tilbage og bruges bare lidt mere optimalt; love mig selv at være en mere opmærksom mor, kæreste og veninde; og gå i panik over det at være søvnløs igen.

Nå, jeg er normalt ikke en der tror på nytårsforsætter, men sådan et rent nyt år kalder alligevel på at man forsøger at forandre noget.

Mine forsætter er derfor:

1. Forsøge at få pligter grundigt og hurtigt ud af vagten, så jeg ikke behøver panikke over det.

2. Lave noget mere af det jeg reelt har lyst til.

2,5:…. Bortset fra hvis det jeg reelt har lyst til, er at drikke så mange cocktails at jeg pisser mens jeg kaster op.

3.glo noget mere på mine børn, så det ikke kommer bag på mig hvis de pludselig er flere år ældre.

Hvordan er jeres nye år startet? Har I nytårsforsætter eller andet inspirerende at dele?

12/28/18

Om glædes-helium

“Se!” Siger hun, slipper min hånd, og peger på en tom sølvfarvet lattergaspatron på jorden “ Jeg ved godt hvad det der er, det har mine storesøstre selv fortalt: det er glædes-helium!”

Jeg ved ikke noget om lattergas, ikke noget om hvordan det virker eller hvorfor unge mennesker tager det og smider patronerne overalt – men jeg ved noget om glædes-helium. Det er følelsen man får i maven, når man endelig har tid til at være rigtigt tilstede; ens barn er lille nok til stadig at sige forkert opfattede ord; og der er hele fem dages ferie tilbage.