01/9/18

Om nye platte kalenderdyr

Da Maren jo i år ikke har lavet sin fine familiekalender, der sidste år reddede os fra en potentiel fadæse a la det horrible muse-kalender-år, var vi nødt til at lede efter noget nyt.

Boghandleren havde overraskende få med anvendelige, store skrivefelter, så feltet var snævret ned til to: den med nøgne mænd, og den med dyreunger. Dyreunger vandt, med stemmerne 1 til tre, og til gengæld insisterede jeg så på at mellempigerne skulle nedtone dens horrible nuttethed, med tegninger og spas.

Dette gjorde de med stor entusiasme for nogle år siden, hvor min yndlingstegning på alle måder var denne her:

Haha, den er altså stadig sjov!

Januars nuttede sælunge var loge lovligt plat, men kom til at se sådan her ud, og jeg glæder mig allerede til at se resten af årets børnevid og tegninger:

01/7/18

Om at være sådan en der slasker lange ferier væk (igen)

Nitten hele dages juleferie, og det lykkedes mig ikke at skrive så meget som et eneste blogindlæg. Eller særligt meget andet – hvilket næsten er en præstation i sig selv.

I en hel dag (den første feriedag) var jeg ellers sådan en der gik til yoga hver dag i ferien; i tre dage var jeg sådan en der skrev på roman hver eneste dag resten af ferien; og ganske kortvarigt var jeg også sådan en der hev maling og lærreder frem og potentielt kunne have fremtryllet mesterværker, hvis jeg havde været lidt vedholdende.

At foruds-læse til mit studie eller foruds-planlægge til arbejdet blev helt ved tanken.

Så listen over ting jeg rent faktisk er lykkedes med at gøre vedholdende er begrænset til:

1. Chokoladeindtagning

2. Så kan jeg ikke komme i tanke om flere ting

Men det har sgu været en god ferie, og ualmindeligt rart at have så mange dage til rådighed at spilde.

Juleaften var tophyggelig; nytårsaften var virkeligt sjov; og 1. januar blev tilbragt i en sofa med venner, mens vi stenede næsten en hel sæson “Modern family”; dækket af dyner og indtagende voluminøse mængder fedtede madvarer. Så den rituelle del af juleferien var ihvertfald on point i år.

Ninjaman og Ældstebarnet startede job og skole noget så modbydeligt tidligt som 2. januar, mens de tre yngste og jeg har fladet den ud hele ugen, med fedtet hår og meget få planer.

Fordelen ved at have mindre børn, er at man altid lidt glæder sig til at komme på arbejde igen efter lange ferier.

Sådan er det slet ikke mere: jo flere dage vi har til at komme ned i gear, jo hyggeligere selskab er mine børn efterhånden. Der findes spil man kan spille med dem som rent faktisk er sjove, samtaler man kan føre der er ægte interessante, og serier man kan se helt uden at krumme tæer. (“Mit navn er Anne” på Netflix kan varmt anbefales at se, både med og uden børn. )

Og det bedste: min julegave fra mine tre yngste piger, var en pakke med ansigtsmasker og fodskrubbecreme, og en lovning på “spa-dag”; hvor de vasker mit hår, laver smoothies og giver mig ansigtsmasker i fjæset.

De er ved at fylde badekarret til mig nu, og det føles lidt som om ferien peaker, her på denne sidste feriedag.

Må hellere sørge for at holde mit streak, og runde dagen af med chokolade også.

Så kan jeg bedre kapere stress og selleri fra i morgen af….

 

12/19/17

Kiksede gaver læserne har modtaget, del 2

Nogen der mangler de sidste julegaver? Så er her en ny række af læsernes særeste julegaver, som I kan bruge som tjekliste for hvad man IKKE skal købe!

Selv kom jeg i tanke om en kikset gave jeg selv har givet: da jeg var 13-14 år holdt vi jul hos min farbror, og min far gav mig en masse penge og en liste til hvem jeg skulle købe gave til. Et af navnene var på en fjern slægtninge stedbarn (eller noget i den stil), og ud fra navnet kunne jeg ikke gætte om det var en dreng eller en pige. Min far mente det var en dreng på 8-9 år, og jeg købte en fjernstyret bil. Personen viste sig så at være en pige, der var ældre end jeg selv, og hun så noget perpleks ud over gaven…

 

 

Hvis nogle af Jer har flere sjove gavehistorier til listen, så skriv dem nedenfor, eller send det på mail superheltemor@live.dk

12/17/17

Anbefalinger af film og serier du skal se lige nu

Juleferien venter om hjørnet, og hvis man ikke orker bøger, er film og serier næstbedste bud på god underholdning. Her er mine anbefalinger til hvad man skal se i sin ferie – et indlæg om hvad man skal læse, er på vej!

Biografanbefalinger.

Bifture er yderst sjældne, dyre begivenheder herhjemme, men for en gangs skyld har vi været vildt meget i biffen, og har kun set gode film. Her kommer nogle anbefalinger:

Jeg er William.

I dag var vi inviteret til gallapremiere på “Jeg er William”, fordi min næstældste datter var til casting på en af de større roller, og fik en lillebitte statistrolle i filmen. Man kan ikke rigtigt se hende, men mellempigerne syntes det var vildt spændende at være til fancy gallafest, og filmen var enormt  god!

Kan totalt anbefales, hvis man har mellemstore børn, og får fniller af nuttede far til fire agtige film – denne her har langt mere kant, godt skuespil, og er decideret morsom flere steder. Den gider man altså godt se med sine børn!

Paddington 2

En af mine piger vandt fribilletter til “Paddington 2”, og deres far og jeg lovede hinanden guld og grønne skove for at være den der slap for at tage med – han vandt ved at love at vaske og folde al vasketøjet, og støvsuge hundehår op i stuen. Vi har ikke set etteren, og jeg var sikker på den var tåkrummende, men jeg kunne ikke sige nej til hans tilbud.

Den var overraskende god! Hugh Grant er en ret øretæveindbydende skurk, men udover det var den både sød og sjov og havde et helt fint plot. Tænker den vil appellere til børn fra 4-5 år og helt op til teenagealderen, og den er absolut til at holde ud som voksen også. Jeg blev ægte rørt flere gange.

Star wars

Jaja, jeg har været fans af Star Wars siden jeg var seks år gammel. Passioneret, glødende fan, og alle mine børn er smittet af det samme, så en anbefaling her fra er ikke en overraskelse, men: den ER fed!

Helt på højde med “Empire strikes back”, der ellers er min absolutte favorit!

Jeg gav billetterne til min ældste i fødselsdagsgave, og så den i fredags, og sjældent har jeg rost mig selv så meget for at give en god gave. Vi havde begge gåsehud flere gange, og jublede og klappede lige så højt som alle de andre nørder. Kom nu med på vognen, vantro ikke-Star wars fans: I går altså glip af noget stort!

Og ja: jeg ligner en idiot. Men jeg er også ret meget oppe at køre over den film, og har nynnet temaet lige siden.

Mordet i Orientekspressen

Jeg blev inviteret til forpremiere på Mordet i Orientekspressen af Lindhardt og Ringhof, forlaget bag bogen, så denne anbefaling skal mærkes som “reklame”; men jeg skriver altså kun om det, fordi jeg kunne lide filmen.

Det var inde på Nordisk films område, et lukket arrangement i en hyggelig lille biograf. Jeg har hverken læst Agatha Christie eller set ældre versioner, så jeg forventede ikke noget særligt.

Jeg var vild med den underspillede humor, der kom helt bag på mig. Lo højt af Hercul Poirots tørre humor og mimik adskillige gange. Superflot film, spækket med gode skuespillere, og bestemt en tur i biffen værd: den gør sig godt på større lærred.

Netflix-anbefalinger

Mindhunters

Hvis man ikke har et problem med vold, blod og grusomheder, så er “Mindhunters” en vanvittigt spændende serie. Den foregår i 1970erne, hvor to FBI agenter kortlægger morderes psyke, for i fremtiden at kunne opklare forbrydelser ved hjælp af det. Den er bestialsk og grum, men også fængslende og velspillet.

The Crown 

Hvis man ikke er til blod, kan serien “The Crown” også stærkt anbefales. Man behøver absolut ikke være royalist (selv er jeg det modsatte) for at finde fortællingen om engelske dronning Elisabeths yngre år meget fascinerende. Verdens dyreste serie er den, og det kan man se! Hovedrollerne spiller røven ud af bukserne, og det hele er overbevisende gennemført og meget interessant. Sæson 2 er netop kommet ud.

Vi er netop blevet færdige med “the Crown”; og med “Stranger things”. Mangler noget nyt at se, men kan ikke finde noget godt. Har forsøgt at starte på nogle stykker, der ikke fængede. Har I ikke nogle gode anbefalinger?

12/10/17

Om at være den creepy stalkeragtige nisseven

Puslen med indpakning af små stykker slik eller breve, er en daglig December-beskæftigelse herhjemme. Alle pigerne har trukket hemmelige “nissevenner” i deres klasser, som de skal overraske med hyggelige ting hele December, og de går op i det med liv og sjæl. Køber dimseting for lommepengene på vej hjem, og skriver breve med fordrejet skrift.

Selv plejer jeg at skøjte elegant udenom den slags på min arbejdsplads – glemmer at købe de små hyggelige ting, og synes ikke selv den slags med at fylde dueslag med cornflakes er sjovt –  men i år sagde jeg alligevel ja. Min mulighed for at deltage i diverse former for fredagshygge på jobbet, har i år været blokeret af, at jeg er på uddannelse til klokken 17 hver fredag, så jeg tænkte jeg skyldte lidt på kollegafronten.

Forudsigeligt nok, er jeg ikke den der husker at få købt chokolade til ham jeg er nisse for. Eller, det vil sige: jeg HAR faktisk husket det to gange, men blev fristet, og åd det selv på turen hjem fra Netto… Istedet har jeg så måttet lave gaver selv, og foreløbigt har jeg haft det lidt for sjovt med den del af det, og skrevet mærkelige digte og produceret sære ting.

Sidste uge lavede jeg bl.a. et Memory-spil: 20 helt ens brikker, med portrætter af ham jeg nisser for. Pakket ind i æske, med alskens gode anmeldelser på, om hvor sjovt og nemt det var at spille.

Her i weekenden tegnede jeg et portræt af min nisse, mens jeg fnes over hvor foruroligende det måtte være at modtage sådan et. Min mand mente det var creepy stalkeragtigt nok, at en hemmelig person havde tegnet portræt af en, og frarådede mig den oprindelige plan om at tegne ham delvist afklædt. Det var nok et ret godt råd, og jeg synes faktisk helgen-versionen blev akavet nok:

Der er generelt for få helgenkåringer på arbejdspladser.

Der er stadig ti dage til juleferien starter, og jeg kan godt mærke at jeg er ude på et skråplan med nisserierne allerede. Hvordan han reagerer på gaven i morgen, må være afgørende for hvor creepy jeg fortsætter med at være.

Hvad er det bedste kolleganisseri I har oplevet?

12/5/17

Ti skøre gaver læsere har modtaget, del 1

Tusind tak til alle Jer der, som svar på dette indlæg, sendte mails og kommentarer om de skørestes gaver I havde modtaget. Det bar virkeligt været sjov læsning! Jeg har fået kommentarer nok til at skrive mindst et indlæg mere, så hvis andre vil bidrage skal I endelig sende en mail på superheltemor@live.dk, eller skrive en kommentar.

Læsernes aparte gaver, del 1

 

 

12/4/17

Om at have et meget stort hoved, proppet med ord

Nå, men jeg bestod min eksamen i fredags. Med ros, endda. Nu er jeg halvvejs igennem studiet, og det har egentlig ikke været helt så slemt som frygtet at studere oveni fuldtidsjob – bortset fra, at det hele tiden føles som om jeg har flere tanker end der egentlig er plads til at have.

Mine børn har ellers mobbet mig i båndsløjfe med hvor rummeligt mit hoved er, siden de fandt et baby-foto af mig, hvor jeg ikke har hår der camouflerer det. Til sammenligning har jeg fundet et foto fra filmen “Coneheads”.

Det er mig til højre. Hvad jeg mangler i benlængde, har jeg til overmål fået i pande. Måske er det derfor jeg er så klodset?

Før eksamen forestillede jeg mig, at det ville frigive en hel masse plads inde i mit hoved at få den af vejen, men der er stadig nogenlunde lige crowded derinde. Tænker at jeg snart må lave nogle dages med veninder, og få rødvinet bare lidt af det ud!

I går pressede mellempigerne mig til at tage med dem i centeret efter gaver – jeg kom sådan her afsted:

Opdagede set først halvvejs deroppe, trods det at den ene sko er min mands, kg udover at have en helt anden farve, er den også et par numre større…

 

Det her blogindlæg er ikke sådan et fancy et, med rød tråd eller pointer eller noget. Måske kan I allerede fornemme det, ud fra den random detour ud i størrelsen på mit hoved? Trængte bare til at rable-blogge, uden at tænke for meget, jeg har tænkt over hvert eneste ord der stod i min skide eksamensopgave.

Jeg har en masse blog-indlæg der er kvart færdige, men det er af den slags der tager tid at skrive: et med netflix-anbefalinger; et om at mødes med læsere; et om klodsethed; et med spørgsmål til jer omhvorvidt min blog er af en type, hvor jeg kan skrive mere seriøst om fx børneopdragelse; og et om skøre julegaver I har fået.

Sidstnævnte volder mig lidt bøvl, for jeg ville gerne skrive jeres citater i sådan nogle smarte bokse, som man indimellem ser på mere fancy blogs. Er der nogle af jer der ved hvad sådan en app hedder, man kan skrive dem i? Har hentet en app, men den fungerer ikke særligt godt.

Indlæg til andre blogindlæg I gerne vil læse, modtages iøvrig med glæde.

 

11/27/17

Om aparte gaver – input søges

Jeg skal til en eksamen på mit studie på fredag (gys!) og bruger al min fritid på at skrive synopsis, finpudse powerpoint og gå i panik – hvilket forklarer de lange intervaller mellem blogindlæg for tiden.

For nyligt sneg jeg mig dog til et enkelt glas vin med en veninde, og vi morede os over en virkeligt mystisk gave hun engang havde fået af sin farmor: et hæklet toiletsædecover, der på ingen måde passede ind i hverken indretning eller behov. Til gengæld var det meget orange.

Det fik mig til at tænke, at det kunne være sjovt at lave et indlæg om aparte gaver folk har fået.

Har I ikke lyst til at hjælpe mig? Så send en mail på superheltemor@live.dk, eller skriv i kommentarfeltet, så samler jeg dem i et indlæg, omkring aparte gaver. Altså gaver der er godt ment, men lige ramt lidt ved siden af. Det kunne være sjovt at læse!

Min egen top fem over sære gaver jeg har modtaget:

1.Det døde firben min mormor gav mig i julegave da jeg var barn. læs indlæg HER.

2. Den “erotiske” kalender jeg fik sidste jul, udelukkende med halvfrække billeder af min fætter i. Har moret mig MEGET over den hele året, men også lidt sært at komme tilbage på arbejdet efter juleferie, og svare:”nogle bøger og en kalender med halvnøgne billeder af min fætter”; på spørgsmålet om hvad jeg havde fået i julegave.

Mine piger har iøvrigt løbende censoreret billederne i kalenderen med klistermærker, når de syntes der var for meget brystvorte på.

3. Vatrondelholderen Allan. Læs indlægget HER.

4. Min tidligere kollega, købte altid sære køkkendimser med hjem til mig fra USA – med et glimt i øjet. For eksempel har jeg fået en dims der kunne plukke den grønne dut af tomater, og en anden dims, der kunne udkerne avocados. Forudsat at de avocados havde præcis den rette størrelse…

5. Et gult tørklæde, en hestebog og en similibroche, var den gave min fars ekskæreste gav en halvpunket teenagemig. Læs om det HER.

Så snart jeg er færdig med eksamen, skal jeg til at lave julegaver selv, sammen med mine piger. Håber vi kan ramme mere rigtigt end det her!

11/25/17

Boganbefaling: illustreret Harry Potter

Her mens jeg har været syg, er vi gået i gang med at læse Harry Potter i en ny illustreret udgave, pigerne og jeg. Næstyngstebarnet og jeg skiftes til at læse højt, og alle sætter sig og lytter med. Det er det den bog kan – og den er fuldstændigt vidunderlig!

Jeg kan rigtigt godt lide Harry Potter selv, og har også set alle filmene med de tre store af mine børn, men de gange vi har forsøgt at læse dem højt, har de mistet interessen. Det er noget helt andet når der er billeder til – det gør på en eller anden måde den nogle gange kringlede tekst mere levende, og vi er allesammen virkeligt opslugt af den. 

Det er Jim Kay der har illustreret, og det har han altså gjort helt perfekt, med en god blanding af diskrete akvareller og storslåede dobbeltsides illustrationer.

Bogen koster næsten 400 kroner, hvilket kan virke dyrt, men jeg kan forestille mig at det er en man læser mange gange, og her er den også blevet taget frem og tegnet efter flere gange allerede, så jeg er sikker på den tjener sig ind med tiden. Klart en god julegaveide’, til læseglade børn i 7-voksenalderen!

Her er ord fra en af de unge læsere:

A, 11 år:”Jeg synes det er virkeligt godt der er tegninger i. De er flotte, og godt tegnede, og nogle af dem er endda rigtigt sjove. Jeg grinede højt af en tante der blev pustet op! Jeg kan godt lide når der er tegninger, der siger noget om teksten. Der er meget mere til historien når man læser den, end i filmen. Det er som om jeg forstår filmen bedre nu, og jeg er virkeligt glad for at vi læser den!”

Forlag: Gyldendal
Forfatter: J.K Rowling
Illustrationer: Jim Kay
Titel: Harry Potter og fangen fra Azkabam
Sideantal: 336

(reklamelink, og bog modtaget fra forlag, men begejstring og anbefaling er 100% oprigtig!)

11/19/17

Om spildtid og god tid

For tiden går jeg konstant rundt og fantaserer om mere tid. Vilde drømme om både at have mere tid til at skrive eksamensopgave færdig til mit studie snart; have tid til at forberede ting til mit arbejde; kærestetid; rødvinstid; hyggeskrivetid; blogtid; alenetid med børn; læsetid, og alt muligt andet man kan skrive “tid” bagved – men det ender for tiden i en hæsblæsende jonglering af hverdagsliv og alt for få timer i døgnet.

Denne uge har jeg så haft tid – uden rigtigt at kunne bruge den. Tirsdag vågnede jeg og så sådan her ud i fjæset:

Havde godt nok haft ondt i øret nogle dage, men bliver aldrig syg af virus og den slags, så havde ikke tænkt mere over det. Nå, men det var så noget betændelse, der havde spredt sig til kinden, og hele ugen er gået i en tåge af ømhed, øredråber og to slags penicillin, dyne, og manglende overskud til at samle tankerne om al det jeg godt gad have tid til.

Det mest produktive jeg har opnået i løbet af mine alenedage har været et halvhjertet forsøg på at dokumentere hvor mange forskellige steder Winston, den bælgøjede hund, sover i løbet af en dag. Det er fascinerende mange.

Normalt er vi mange mennesker hjemme på samme tid, og her tripper han tit lidt rundt i hælene på en af os, men han er anderledes doven når han er alene. Det overraskede mig hvor meget han sover, og hvor målrettet han skifter sovested med jævne intervaller, og de her fotos tog jeg i løbet af et par timer en formiddag:

Her sover han først i en hule under et bord på børneværelset en halv time. Strækker sig, prutter, lunter over og lægger sig til at sove, med bunden i vejret, på en tshirt på gulvet. Et kvarter efter: strækker sig, grynter, lusker over og tager en lur oven på en limpistol børnene har glemt på gulvet. Så en omgang strækken sig, fisen, vanddrikning, og en god lang lur i kurven. Strækker sig, snuser mig på hånden, og lusker ind og sover en time ovenpå etuiet til en guitar, på børneværelset. Efter den lur, snupper han en tillægslur, i en rede børnene byggede til ham dagen før.

Og sådan fortsatte hans dag, frem til klokken 14.30; hvor han satte sig hen til havedøren og spejdede efter pigerne, indtil de kom hjem.

Så det var egentlig det jeg spildte hverdage på. Tidsfråds, når man mangler tid, men det var ikke muligt at udrette mere, i omtåget hamstertilstand.

Anderledes god mening gav prioritering af tid sig, når børnene kom hjem fra skole. Al den tid jeg har brugt på at pleje syge børn de sidste snart 16 år viste sig, til min store fryd, at være godt givet ud. Ninjaman var væk på overnatning med arbejdet, men teamet af omsorgsfulde børn sørgede for aftensmad, te, tegninger og højtlæsning, to dage i træk. Sjældent har jeg hygget mig så meget med at være syg, som midt i deres hyggelige omsorgsboble.

Jeg har sendt mange varme tanker til mit fortids-jeg, der både har valgt at få så mange børn OG har passet godt nok på dem, til at de gider gøre gengæld. Tak fortids-mig!