03/21/18

Om at være sådan en der sidder fast i ting, en top ti liste

Jeg havde været inde i byen med min ældste teenager, og da jeg så metrotoget holde på perronen, ræsede jeg ned af rulletrapperne i forsøg på at nå med det.

Dørene lukkede i hovedet på mig, men alligevel kradsede jeg lidt omsonst på de lukkede døre, indtil teenagerens hånd på min skulder hev mig væk.

”Ai altså, der kommer et nyt tog om lidt!” Skændte hun “du ser virkeligt tosset ud når du står desperat og prøver at komme med. Og hvad ville du have gjort hvis du havde nået det? Jeg var jo ikke nået med?”

Skamfuld over min opførsel – hun havde jo ret – forsøgte jeg at distrahere hende, med en fortælling om engang hvor jeg sad fast i en metrodør i Paris, da jeg var teenager.

”Ja, og så var jeg for langsom med at gå ud af dørene før de lukkede, så min rygsæk sad fast i døren da metroen kørte, og det var kun fordi der var nogle hurtigt reagerende mennesker der hev i mine ben, at jeg ikke blev kvast mod tunnelens væg.” Sluttede jeg dramatisk.

” Jesus Christ, mor, du er den mest klodsede jeg kender!” Stønnede hun, uden særligt meget medfølelse i stemmen. “Du kan jo nærmest lave en top ti over ting du har siddet fast i, i løbet af dit klodsede liv!”

Og vupti – der var et blogindlæg!

Top ti, over ting jeg har siddet fast i, i løbet af mit klodsede liv.

1. Dørene i en pariser-metro, med min rygsæk.

2. Dørene i en bus, med mit store hoved, da jeg var ca 10 år, og kørte bus med min onkel. Spørg ikke hvordan dette kunne lade sig gøre, men jeg må have bevæget mig ret aparte ud af den bus, for mine ben var på jorden, mens dørene lukkede om mit hoved.

3. Skydedøren i Brugsen på Nordre Frihavnsgade. Jeg var ca 4, og holdt øje med barnevognen med min søster i, mens min mor handlede. Kan huske jeg undrede mig over hvordan dørene åbnede sig, og gik ind for at se nærmere på dem fra siden. Da nogen gik ind, fik jeg døren i hovedet, mens jeg bøjede mig for at undersøge.

4. En sofa. 

5. En elevator i en svømmehal. Iført vådt badetøj, og medbringende tre kolde småbørn.

6. Min hoveddør. Løb travl ud af døren, iført lang frakke og knallerthjelm, og smækkede døren om frakken, så jeg røg bagover. Var pinefuldt lang tid om at vikle mig ud af overtøj og få låst døren op, til mine overboers store moro.

7. En smart velourbodystocking med lynlås i ryggen. Endte med at måtte rive lortet i stykker, da lynlåsen satte sig fast, og jeg virkeligt skulle tisse. Cyklede hjem med bar mave under overfrakken.

8. En skilift. Havde fået viklet min hånd og min skistavsstrop så stramt rundt om stangen på en stolelift, at jeg måtte tage en ydmygende tur ned og op igen, mens jeg viklede mig fri.

9. I sådan en automat hvor man putter en mønt i og trækker en lille plastikkugle med legetøj i. Var tre år og på Sicilien med min far, og gik hen for at beundre maskinen mens han badede. Efter undersøgelse af maskinen konkluderede jeg, at det egentlig lignede man bare kunne stikke hånden ind i den luge hvor tingene kom ud, og snuppe noget, selv om man ikke havde mønter. Afprøvede min teori med min buttede barnehånd, og sad overraskende godt fast. Nogle medarbejdere kom og råbte af mig på italiensk, og prøvede at hive mig fri, men de endte med at måtte skille maskinen ad med værktøj, mens jeg stod og vrælede. Jeg kan kun huske fragmenter fra den ferie ellers, men lige det med automaten husker jeg pinefuldt detaljeret.

10. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om flere ting jeg har siddet fast i – så mit barns hånlige teori om at jeg nemt ville kunne skrive en top ti over ting jeg har siddet fast i holder heldigvis ikke stik. HA! Tag den, hånlige barn: så klodset er jeg trods alt ikke!

12/19/17

Kiksede gaver læserne har modtaget, del 2

Nogen der mangler de sidste julegaver? Så er her en ny række af læsernes særeste julegaver, som I kan bruge som tjekliste for hvad man IKKE skal købe!

Selv kom jeg i tanke om en kikset gave jeg selv har givet: da jeg var 13-14 år holdt vi jul hos min farbror, og min far gav mig en masse penge og en liste til hvem jeg skulle købe gave til. Et af navnene var på en fjern slægtninge stedbarn (eller noget i den stil), og ud fra navnet kunne jeg ikke gætte om det var en dreng eller en pige. Min far mente det var en dreng på 8-9 år, og jeg købte en fjernstyret bil. Personen viste sig så at være en pige, der var ældre end jeg selv, og hun så noget perpleks ud over gaven…

 

 

Hvis nogle af Jer har flere sjove gavehistorier til listen, så skriv dem nedenfor, eller send det på mail superheltemor@live.dk

03/30/17

Om random facts

Jeg kan selv godt lide at læse de der “random facts indlæg” andre bloggere indimellem poster,mig har her ladet mig inspirere.

Til at starte med spurgte jeg mine børn om de gad hjælpe mig med at finde på facts om mig der var bare en lillebitte smule overraskende, og efter lang tids tænkepause kom den yngste af dem frem til:” du prutter virkeligt meget” – hvilket ikke er en fact jeg gider have med på listen, så det bliver elegant udeladt.

Så her er TI TING I (nok) IKKE VED OM MIG.

1. Jeg har flere typer slik som jeg spiser på en måde andre mennesker opfatter som neurotisk – og jeg kan (inde i mig selv) blive ægte irriteret, hvis jeg ser nogen spise de ting på den “forkerte” måde.

Hey – chokoladeskildpadder skal IKKE bare knases, der er altså et vigtigt ritual, hvor man forsigtigt bider bunden af og slikker cremen ud først! I går glip af noget vigtigt, folkens! Det samme ritual gælder sig for flødeboller, og toffefee kan også kun spises på en særlig måde, hvor de deles op i deres forskellige elementer.

IMG_1134

2. Nødderne fra toffefee er iøvrigt ikke kalorierne være, og skal gemmes til husstandens hamstre. Man får også bedre samvittighed over at tyre en hel æske selv, hvis man ved at man har delt dem med en der har større kinder og mindre talje end man selv har. Ja – det giver mening i mit hoved.

3. Jeg elsker chokolade (surprise!), men er meget diskret når jeg spiser det sammen med ost. Det synes folk åbenbart er klamt…. Prøv at snig et stykke pålægschokolade under en skive ost på et rundstykke. Det er altså ret godt!

4. Jeg kunne godt tænke mig at tabe mig en 6-8 kilo. Det har jeg villet siden jeg fødte mindstebarnet – men sådan noget eftergraviditetsflæsk sidder ret godt fast. Når jeg læser de første tre punkter kan jeg måske godt forstå hvorfor…

5. Der var engang en måge der stjal en nykøbt sandwich ud af hånden på mig, på en havn i Cornwall. Den tabte den i havet på vej væk. Jeg bærer stadig nag.

IMG_1135

6. Der er også engang en abe der har stjålet en flaske vand ud af hånden på mig. Overvejede at skrive et blogindlæg med titlen “fem ting dyr har stjålet fra mig”, men kunne ikke komme i tanker om andre ting end de to.

7. Jeg synes helt seriøst min egen mand er den pæneste mand jeg nogensinde har set, og når han har bar mave om sommeren har jeg svært ved ikke at miste koncentrationen i samtaler.

8. Hver gang jeg går på toilettet på min arbejdsplads, danser jeg en voldsom dans i mørket, for at aktivere det automatiske lys.

9. …Og hver gang jeg har danset tænd-lys-dansen opdager jeg at jeg ikke har fået trykket på kontakten først, sådan at lyset vil reagere på min dans.

10. … og når jeg så endelig får kombineret tryk-på-kontakt med den rette mængde dans, og lyset tænder, så tænder det sådan langsomt, med halvmørke i et splitsekund, og HVER ENESTE gang lyset tænder sådan halvt, får jeg et citat fra en John Irving roman i mit hoved:” hun kunne høre en lyd, som af nogen der prøvede på ikke at lave en lyd”. Det citat giver jo ikke mening i den sammenhæng, tænker jeg hver gang, og når frem til at det er fordi lyset laver et lys, som af en der prøver på ikke at lave et lys. Og det funderer jeg så over mens jeg tisser. Hver eneste dag. Det giver overhovedet ikke mening.

05/11/16

Om indkøb med mangel på sexappeal

Top 1, over steder jeg helst ikke vil støde ind i en ekskæreste, jeg ikke har set i 15 år
1): på apoteket – hvor jeg står med to flasker luse-shampoo, og en creme der med farverige bogstaver, praler med at kunne lindre “vaginal kløe og ubehag”….

Og nej – han er ikke en jeg på nogen som helst måde fortryder at jeg gik fra…
Synes dog det ville være federe, at han (teoretisk set) stadig gik og huskede mig som noget fantastisk – istedet for at han nu tænker:”pyha – godt jeg slap ud i tide!”

05/1/16

Om overbetalt rengøringshjælp

Fedt:
At have en 5 årig, der tilbyder at gøre køkkenvasken ren, og skrubber den så den stråler
Knapt så fedt:
At samme 5 årige valgte at ignorere rengøringsmidlet jeg gav hende, og i stedet gøre rent med noget der dufter lidt bedre, nemlig min pissedyre håndsæbe OG håndcreme fra Tromborg, som jeg lige har fået forærende…

Men hey – det er jo arbejdernes kampdag, så nu kan jeg i det mindste have god samvittighed over ikke at underbetale min lille rengøringshjælp.

02/29/16

Om levende lipgloss

Hver morgen kører jeg rundt om damhussøen på vej til arbejde, og hver morgen glæder jeg mig over hvor fin en cykeltur det er.
Nyder solens reflekteren i vandet, ænderne, træerne og stilheden, mens jeg lader op til dagen.

image

I morges skulle jeg møde klokken 7, men kunne ikke falde i søvn i nat og var derfor zombietræt – og så også sådan ud.
Var for langsom ude af sengen, og havde ikke haft tid til makeup, der måske kunne have dækket lidt træthed.

Heldigvis kom jeg i tanke om at jeg havde en lipgloss i lommen, som jeg kunne bruge til at opfriske træt udseende med, så det gjorde jeg, mens jeg cyklede – og lærte noget helt nyt:

Top et, over tidspunkter hvor det at have sensuelt glinsende læber er en virkeligt ringe idé :
1. Lige inden man cykler ind i en kæmpesværm af bittesmå, klamme fluer.

Føj!!
Der var ren dyrekirkegård i min mund, og jeg ankom med flue-lig klistret helt op i øjenbrynene,  fordi jeg panik-tværede løs i mit ansigt.
Kan ikke anbefales.

07/7/15

Om udbasuneret nøgenhed

Top 1, over ting ens 5 årige godt må undlade at sige med høj stemme, når man bukker sig ned i svømmehallen:

“ha ha mor – jeg kan se dine flipflapper, når du står sådan der !”

Det er tæt på at slå dengang hendes ældre søster, informerede en flok teenagere om min anatomi – som er top 1 på listen, over ting man ikke forestillede sig ville blive råbt så højt, på et museums-toilet.

02/18/15

Om fejlleverede sms’er

Beklager blog-stilstand – synes det virkelige liv er lidt barsk for tiden, og har derfor ikke rigtigt hjerneceller til overs til hyggeblogging…

Lige nu ligger jeg i mørket og putter mine tre mindstebørn,  mens jeg forsøgte at sms’e nuttet/forførende med min mand.

Problemet med mig og sms’er, er at jeg ofte tænker på at sende en SMS til en specifik person, og derefter skynder mig ind og sender den sms til den person jeg sidst smsede med – hvilket før har givet lidt sære reaktioner, når jeg har sendt noget til en hel forkert.

Slog dog alle rekorder i akavethed for fem minutter siden, med følgende sms – som jeg ville have sendt til min Ninjaman, men istedet fik sendt til min (kvindelige) ex-chef:

Top et, over sms’er, jeg ville ønske jeg havde sendt til den rette modtager:
“hey skat: hvor mange blowjobs skal du have, for at massere mine fødder om lidt?😁”

Har undskyldsforklaret over for chef i tre sms’er nu.
Hun har valgt ikke at svare.
(eller også har jeg sendt dem til en helt tredje?)

11/3/14

Om søvnløshed #512

Top 1, over ting der er mere irriterende, end at ligge i sin seng kl 04 om natten, uden at kunne sove, og føle sig som det eneste vågne menneske i universet:

1. Når man ligger i sin seng kl 04 om natten, ikke kan sove, føler sig som der eneste vågne menneske i universet OG har sangen “Macarena” kørende inde i hovedet, i båndsløjfe…

09/16/14

Om kreativitet og gaffatape

Top 1 over hvor hyggeligt det kan være at have fantasifulde børn: når mellempigerne bruger en hel eftermiddag på at bygge hule sammen med en ven, og kvidrende af glæde, slæber stole, tæpper og tekopper med op, så det kan blive ekstrahyggeligt

Top 1 over hvor møgirriterende det kan være at have fantasifulde børn: når de, efter at have hygget sig i flere timer i hulen, kommer ned i stuen, med blege ansigter og hænderne fulde af tapetstrimler, mens de siger:”du må ikke blive sur!”

De havde klæbet lagnerne fast, med rigelige mængder gaffatape – og så endda i husets eneste pæne rum, hvor der hang et vildt fint tapet, med skovmotiv…

Måtte tælle til rigtigt meget, inde i hovedet, før jeg gik op og besigtigede skaderne.
Men de havde da hygget sig!

20140915-090041.jpg
og sådan her ser det ud fem forskellige steder…