01/31/17

Om lidt af hvert og gode uger

De sidste par måneder har været åndssvagt travle med pligt-ting: arbejdsmøder, forældremøder, kurser og julecrap, og ingen tid til at lave noget sjovt eller rigtigt få set venner.

Men i morgen skal jeg ud med en af mine bedste veninder, og på torsdag med en anden, og de sidste uger har været fyldt med anderledes hyggelige ting. Det føles uvant fantastisk at lave noget andet end pligter eller sofa, efter vinterens hverdagslimbo

I søndags var vi inviteret ud til en før-åbningsdag på Experimentariet alle seks, og havde en af de absolut sjoveste dage vi har haft længe. Det nyrenoverede sciencemuseum er blevet kæmpestort, og selv om vi var der i flere timer, nåede vi ikke at prøve meget mere end en tredjedel. Der er simpelthen så meget at se og prøve, og det hele er virkeligt interessant.

423EA06B-346C-48D3-A22C-D5478F020919

Kæmpesæbeboble-legeområdet hittede hos alle (Ninjaman havde særligt svært ved at løsrive sig); mindstebarnet var igennem sansetunnelen mindste tre gange og kunne heller ikke få nok af lyslabyrinten (hvor hun på billedet lidt ligner en miniature poledancer), og mellempigerne var meget fascinerede af den interaktive biograf, hvor man blev en del af filmen og drønede rundt i rummet, fx for at holde sig ovenvande da gulvet pludseligt lignede vand. Helt vildt sjovt! Et familieårskort til Experimentariet står meget højt på ønskelisten lige nu!

I onsdags var jeg til koncert med Conor Oberst – tidligere forsanger i Bright eyes, hvis nogen kender dem? Jeg købte billetterne sammen med en ven for længe siden, men da han ikke kunne alligevel, inviterede jeg min fætter med. Kæft hvor havde jeg glædet mig – og jeg blev ikke skuffet!

IMG_0753

Jeg har været helt høj over den koncert lige siden – det var uhørt fedt!

Fredag efter arbejde var jeg inviteret ind på den svenske ambassade af forlaget Gyldendal, for at møde det svenske forfatterægtepar bag pseudonymet Lars Kepler.

Egentlig er jeg ikke den store krimi-læser; har kun læst en enkelt af de seks bøger i samme serie, og var bange for om det var pinligt at møde op til sådan noget uden at være hardcore fan – men jeg blev ved med at forestille mig hvor starstruck min svenske farmor ville have været over at blive inviteret på ambassadebesøg. Så jeg sagde ja, og det fortrød jeg ikke!

Vi fik en lille rundvisning på ambassaden, og bagefter blev forfatterparret interviewet live af Ann Lind Andersen, hvilket var utroligt underholdende. Jeg fik kæmpelyst til at tvinge min modvillige mand til at blive medforfatter på et lignende bogprojekt, hvor vi kunne sidde og skrive sammen ved spisebordet, og indimellem slås med hinanden for at afprøve kamptricks til bogen – ligesom de fortalte at de gjorde.

Bagefter var der svensk smørrebrød, og eneaudiens med forfatterne. Jeg var nervøs for at komme til at slå over i den der irriterende form for pseudo-norsk, som mine Skam-seende ældste børn praktiserer, så mine svenske gloser blev holdt meget på et minimum. “Tack så mycket” og “veldigt trevligt” og så resten på dansk, af frygt for at komme til at smide et “dritkul” med i farten.

493BCED7-05B1-4D7B-8DAE-AFD3CD4CCB0B

Mine mindste børn var meget imponerede over deres mors ambassade-erfaring, og  havde en fest med at style bogen, med kaninskind og levende hamstre,  til Instagram.

“Kaninjægeren” har jeg ikke fået læst endnu. Jeg fornemmer at man er nødt til at læse alle de foregående seks bind for at følge med, men den lød enormt spændende, så dem må  jeg på biblioteket efter.

Februar måned plejer at forsvinde i en sky af fødselsdagsfejringer, men jeg planlægger at finde mere tid til at blogge i hverdagen også, for jeg savner det. Hvis nogen af jer har input til ting I gerne vil have mere af på bloggen, så skriv dem endelig her – ellers kommer der snart et “hvor-skal-bloggen-hen-og-hvad-vil-helst-læse-indlæg”.

 

(indlægget er ikke sponsoreret, og al begejstring er ægte nok – men jeg var blevet inviteret til både Experimentarium og Lars Kepler event)

09/18/16

Om 70’er børnebøger

I morges mødte jeg en af mine bedste gamle venner i garderoben, på vores ungers skole.
Vi var fedtede, langhårede teenagere sammen, med tamme rotter på skuldrene, og mere optagede af at skrive historier til hinanden, end af at høre efter i timerne.
Jeg har stadig en æske fyldt med breve og tegninger vi skrev til hinanden, og det er godt nok ret sort – jeg skrev bl.a kærestebreve fra vores lærere til ham, hvor de takkede ham for diverse kinky fornøjelser, og han skrev rosende breve fra alverdens diktatorer til mig, hvor de beundrede min uforlignelige ondskab.

Vores to ældste døtre er bedsteveninder, går i samme klasse – og er oven i købet født præcis samme dag, med 19 minutters mellemrum, så vi ses ofte.

I morges kaldte supertumling ham fejlagtigt for “Malle”,og det fik os til at mindes bogen:”musen Malle”: en opbyggelig børnebog fra 70’erne, hvor man hører om denne her nuttede markmus, og lige når man føler man kender den allerbedst – bliver den kørt over af en bil, ligger død i vejkanten med en masse blod, og biller der æder dens lig…

Han huskede at den endte semi-godt, med en ny markmus der spiste af en blomst fra gamle Malles gravsted – jeg husker kun tegningen med blodet, og den stakkels døde mus.

Der var egentlig ikke særligt meget eventyr og fantasi over de billedbøger vi læste i 70’erne – jeg har selvfølgelig læst “den uendelige historie” og “Taran”, men jeg kan godt misunde vores børn Harry Potter – og billedbøgerne er også generelt sjovere i dag – eller er det bare fordi jeg primært husker de politisk korrekte billedbøger som;”Runes mor kører traktor” og “Kirstens mor elsker Lene?” – ja og så stakkels døde Malle?

Om musen malle kan man sikkert mene meget – jeg har ikke læst den siden jeg var 4, så kan ikke helt udtale mig- men når den stadig kan huskes, nogle-og-tredive år efter vi læste den, må den have gjort indtryk – og det er vel en værdi i sig selv.

20120918-171630.jpg

08/28/16

Om forandringer

Det her har jeg foretaget mig i det meste af min fritid den sidste uge:

_20160826_093422Badekarslæsning – verdens bedste hobby!

Jeg kan ikke komme i tanke om andre måder hvor på man kan kombinere to former for nydelse så sublimt – det skulle da kun være hvis man måtte spise chokoladeskildpadder under sex.

(Men den slags opfattes åbenbart som uhøfligt af ens partner. Har jeg hørt. Fra en ven..)

Bogen, Amy Schumers selvbiografiske essaysamling:” Pigen med røvgeviret”, modtog jeg et anmelderekesmplarer af fra forlaget, og det var en meget velkommen distraktion fra alle mine hvad-skal-jeg-dog-gøre-med-mit-arbejdsliv-klynketanker, som jeg også nævnte lidt om for nyligt.

Amy Scumer kommer iøvrigt til København på Fredag, og der er vist stadig billetter, hvis man har lyst til at se hende live. Jeg skal derind med min veninde Maren, der gav mig billetter i fødselsdagsgave, og jeg glæder mig helt enormt!
Bogen har mange utroligt underholdende passager, men den kunne godt have brugt en grundigere redigering, for at blive skarpere i sine pointer. Der går lidt ligegyldig sniksnak i den nogle steder, hvilket er ærgerligt.

Nå, det med arbejdskrise?
Jeg sagde mit job op i går!
Er helt stakåndet over hvor hurtigt det gik, fra en nagende fornemmelse af ikke at være helt glad eller føle mig udfordret nok på arbejdet, til jeg pludselig stod med nyt job på hånden.

Jeg er totalt glad for mine kolleger – og det var tæt på at trække en tudetur da jeg fortalte dem det – men det bliver også spændende at skulle noget helt, helt andet, langt fra min comfortzone.

Da jeg torsdag aften fik opkaldet om at jeg fik stillingen, drak jeg af befippelse et glas vin så hurtigt, at jeg satte mig ved siden af toilettet da jeg skulle tisse… Så sad jeg der, med bar røv på fliserne, og følte mig ikke helt som en der var godt nok klædt på til jobskifte.

Har heller ikke rigtigt sovet siden, fordi jeg er den vildeste kylling når det kommer til forandringer.

Det er kun et etårigt vikariat, hvilket faktisk passer mig udemærket, for så kan jeg bruge det år på at overveje, hvad det egentlig er jeg vil med mit liv.

Jeg har overvejet at finde noget deltid, hvor der er tid til at jeg enten kan skrive mere seriøst ved siden af, eller videreuddanne mig.

Det var den update. Nu må jeg hellere smutte igen – det badekar fylder jo ikke sig selv, og jeg mangler stadig at læse et kapitel.

(boglink er iøvrigt affiliate og bog sponsoreret – indlæg er ikke sponsoreret)

08/18/15
foto-709160

Om at være zombie-forberedt

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.

Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…

Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.

Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.

Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
foto-709160p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…

Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.

Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.
IMG_20150818_101133
“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.

“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.

Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.

Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.

Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?

06/21/15
tumblr_ni8zixiSDD1rpc4xao1_500

Om aftagende talenter

Det er min fødselsdag i dag: svimlende 40 år.
Kan stadig ikke helt forstå at det virkelig er mig der er blevet så gammel – føler mig mere som eksempelvis en lidt slidt 28 årig, det meste af tiden.

For to år siden skrev jeg dette her blogindlæg , om hvordan jeg som barn, følte at jeg blev en lille smule mere talentfuld og fabelagtig, for hver ny fødselsdag jeg rundede.
Dette er absolut ikke tilfældet når man fylder 40, kan jeg nu konstatere…

Jeg fejrede mig selv for fuld skrue i går og i nat, med alle de mennesker jeg holder mest af; 19 børn der jublede rundt og legede; kagebord; chili con carne; de smukkeste taler(fra min mor, min søster, min fætter og min ældste ven, Pelle), flag; dans og musik; drinks og havelamper.
Og flere drinks…

Som aftenen skred frem, observerede jeg hvordan de nye talenter udeblev – og ikke nok med det: ting jeg plejede at være ret god til, blev jeg gradvist dårligere og dårligere til.
Særligt efter midnat, da den høje alder trådte officielt i kraft.
– jeg blev mærkbart dårligere til at tale rent. Snøvlede sært i lange ord, som ellers er mit varemærke.
– blev mere usikker på benene
– dårligere til at danse
– dårligere til ikke at være pinlig
og da jeg vågnede i morges, var jeg markant ringere til at rejse mig op, og til at tænke sammenhængende tanker.

Jeg aner en klar sammenhæng, mellem fremskreden alder, og den pludselige forringelse af talenter!
tumblr_ni8zixiSDD1rpc4xao1_500

05/9/15

Om tumle-lege og uhensigtsmæssige navne

Når vi fortæller folk, at vi har fire børn, bliver folk ofte lettede på vores vegne når de hører det er fire piger.
Så siger de et eller andet om, at det er heldigt det ikke er drenge, for drenge leger så vildt.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvordan det er at have drengebørn, men umiddelbart tror jeg ikke det der med vilde lege er kønsbestemt – nogle børn er vel bare mere fysiske end andre?

Jeg er på ingen måde et sportsmenneske, men jeg elsker slås og tumle-lege, og det gør mine tre yngste piger også.
Vi har opfundet forskellige lege: med den ti årige laver jeg sådan noget akrobat-agtigt noget, hvor jeg ligger på ryggen og hun balancerer på mine fødder og den slags; med den otte årige leger jeg “slagter-leg”, som er sådan en tumleting, hvor jeg lader som om jeg tilbereder og æder hende (og taler med en sær tysk accent imens – det giver ikke helt mening, men er vildt sjovt); og med den lille er det en slags fange-kilde-leg, der hedder “tæskeleg “.

Jeg har et arbejde hvor jeg, i perioder, skal være meget i beredskab, og jo hårdere dagen har været, jo mere afstressende er det, at komme hjem og smide rundt med et barn i en eller anden fjollet leg, mens deres far laver mad.

Her i onsdags havde jeg haft en exceptionelt stresset dag, men mine piger var inviteret til playmobil-lege-event hos Mannov pr og de havde glædet sig helt enormt.

Det var et vildt fint arrangement, med søde mennesker, lækre snacks og en hel masse playmobil at lege med, og jeg havde fire unger med, der opførte sig pænt og fordybede sig i henholdsvis leg, tegning, vejrmøller på tagterrasse og rydning af buffet.
image

Men jeg havde hovedet fyldt af min dag, og kunne ikke helt samle mig om smalltalk, og selv om det var hyggeligt, længtes jeg, efter at komme hjem og ligge i fosterstilling i sofaen mens jeg tømte tanker om dagen ud over min sagesløse mand.

Den trang holdt jeg nede, ved at tumle lidt med mindstebarnet, i smug.
Sådan bare lige kilde hende lidt eller vende bunden i vejret på hende, når hun gik forbi mig på, steder hvor der ikke var så mange mennesker.

Problemet med tumle-lege, er at de i længden er svære at udføre diskret…

Således også her, hvor jeg stod og forsøgte at smalltalke, da jeg pludselig blev ramt på balden, af en kanonkugle affyret fra en lille playmobil-kanon, af et barn der begejstret råbte:”NU TÆSKER MIN MOR MIG!”, hvor på hun drejede om på hælen og løb – direkte med panden først, ind i en glasdør…

Jeg ved ikke om det var barnets påstand om at hun var udsat for jævnlige tæsk, eller om det var lyden af glas imod barnepande, der fik de omkringstående til at se chokerede ud – men jeg skyndte mig, med dårlig samvittighed over at have startet det der førte til pandebule, at trøste bulet barn.
Mens jeg tænkte over, at “tæskeleg” klart burde skifte navn…

Det ville have været så meget federe, hvis hun havde råbt:”MIN MOR LÆRER MIG KVANTEFYSIK!” eller “MIN MOR TRÆNER MIG TIL OL I STANGTENNIS!” (omend det sikkert havde virket lige underligt, at hun løb ind i en dør, efter at have råbt det?)

Nå. Nu må i have mig undskyldt. Jeg skal ind og lære mit barn kvantefysik.

02/10/15
18201552317.jpg

Om hotel og alenetid

Jeg har vinterferie hjemme med de tre yngste piger denne uge – ældstebarnet rejser til Liverpool på Beatlesferie med min moster i morgen(heldige asen!), og Ninjaman er på arbejde.

Pigerne har klæbet til mig som burrer de sidste par dage, og kørt en eller anden form for indbyrdes konkurrence, om hvem der kan give mig flest tegninger/sidde tættest på mig/hjælpe mig med mest muligt – en opførsel som er lige dele nuttet og klaustrofobisk, og bunder i det skræmmende jeg foretog mig i weekenden: var på ferie UDEN dem!

Det var godt nok kun et døgns tid jeg var væk (mere info om hvad jeg lavede følger…), men jeg overnattede på HOTEL, hvilket i børnenes øjne er det ypperligste, mest eksotiske og ferie-agtig, man kan foretage sig – og, må jeg indrømme: sådan har jeg det også lidt.

Jeg var inviteret til at overnatte på det lækre hotel Scandic front, lige ved skuespilhuset og Langelinie, og det føltes vanvittigt dekadent at dingle alene gennem Nyhavn, efter en aften med lidt for mange drinks, og lægge sig til at sove i en nyredt kæmpeseng – istedet for at skulle lede efter busser der kører til forstaden, og krydse fingre for at der ikke lå alt for mange børn og fyldte i min del af sengen når jeg kom hjem.

image
Jeg havde fået et stort værelse, i to plan, på sjette etage, med udsigt over byen – og egen altan!

Når man er vant til at sove i flok, er det lidt mærkeligt at sove alene, og jeg startede også med at ærgre mig over, at der ikke lå en lækker mand og ventede i sengen (mest af alt, fordi jeg godt kunne have brugt lidt hjælp, til hvordan den fancy kaffemaskine virkede), men da jeg først havde vænnet mig til det, var det temmeligt fedt at være alene: kunne brede sig i sengen, uden at blive vækket af nogen med mareridt/sengetisning/vandmangel; pleje mit morgenømme hoved under en varm bruser i 100 år, uden at blive forstyrret af nogle der skulle på tønden; og bagefter gå ned til velekviperet morgenmadsbuffet, og spise tre tallerkener, der nogenlunde så sådan her ud:
image

Sendte naturligvis kun billeder hjem til pigerne af min dessert, der så anderledes sund ud:
image

Jeg vred de sidste minutter ud af min alenetid, og læste aviser i solskinnet på værelsets altan, og tjekkede modvilligt ud – her gad jeg altså godt komme igen, på en kærestedate!

I toget hjem, modtog jeg et hav af sms’er, fra mellempigerne, der ikke kunne vente på at høre om alt jeg havde oplevet på min langvarige udlandsrejse – og da jeg nåede til vores vej, blev jeg mødt af jubelskrig og børn der løb mig i møde:
image

Mindstepigen var lige så begejstret, men løb mig ikke i møde – fordi hun var ved at stille op til mit hade-brætspil nummer et:”hello Kitty muffin spillet”.
(Som hun iøvrigt snyder helt vildt tydeligt i, hvilket jeg må indrømme, at jeg lader som om jeg ikke ser, for så er spillet hurtigere overstået….)
image

…Så det er måden at blive populær og uundværlig på: smut på hotel et døgns tid, og bliv husets populæreste menneske, i flere dage efter.

Man skal selvfølgelig kunne leve med store doser “hello Kitty muffin spil “- men det er faktisk det værd!

11/22/14
20141123-135857.jpg

Om forspil

Da butikkerne her for to måneders tid siden, begyndte at sælge julepynt og juleslik, stod jeg en eftermiddag i kø i Netto, bagved et par damer der højlydt blev forargede over HVOR tidligt det altså var at tænke på jul, og hvor forfærdeligt det var at butikkerne allerede var begyndt så tidligt i år!

Helt ærligt – plejer det ikke at være i oktober hvert år?

20141123-135857.jpg

Jeg er ikke den store jule-dyrker, der bruger november og december på at flette julestjerner og pynte op i matchende farver – tværtimod er vores julepynt noget spraglet af varierende kvalitet, der bliver smidt rundt i stuen med løs hånd medio december (til gengæld glemmer vi altid at få det hele pillet ned, så noget af det er så heldigt at få et halvt års hængeperiode)

Men, jeg prøver virkeligt på ikke at lade mig irritere af tidlig butiks-julerier, og har fundet en god måde at distrahere mig selv på: jeg forestiller mig bare at det er sex.

Jeg elsker min fødselsdag, men den er jo ikke noget man tæller ned til med små gaver hver dag måneden inden, mærkeligt slik, pynt og kulørte lamper – det kan sammenlignes lidt med et hurtigt knald under bruseren lørdag morgen, mens børnene ser tegnefilm.

Der er ikke forberedt længe inden, men det er superfint at blive fejret alligevel.

Der har julen jo så bare to måneders forspil – selv hvis selve juleaften er en halvtam affære, hvor ens moster har glemt at ridse flæskesværen så der bare er en massiv plade svær; ens fætter ligger i fosterstilling på sofaen og sveder kødsved, efter at have spist halvdelen af andestegen; gaverne primært består af sokker og kuglepenne; og man skændes med sin hippiefar om hvorfor det er upassende at tænde en joint mens man danser om træet – så er der ikke nogen der kan tage fra en, at der i det mindste blev gjort rigtigt meget ud af forspillet!

20141123-140409.jpg

10/2/14
20141002-121910.jpg

Om luft og talent

I går var jeg til møder meget af dagen.

Jeg er ikke særligt god til bare at sidde og høre efter: min hjerne slår automatisk fra efter nogle minutter, hvis ikke jeg har noget at sidde og dimse med,så normalt tager jeg papir og blyant med, og sidder og doodler.

Det havde jeg glemt i går, så for ikke at falde i søvn, åd jeg to en halv pakke sukkerfrit tyggegummi.
Selv om jeg godt ved at de giver luft i maven…

I pausen måtte jeg skynde mig ind i et afsidesliggende, tomt lokale, hvor jeg slog en prut så giftig, at det sved i mine øjenæbler.

Sekundet efter, hørte jeg en kollega komme fløjtede ned af gangen.
Ham den virkeligt pæne, der altid lige får mig til at trække maven lidt ind, når jeg taler med ham.
(og nej – han slår stadig ikke Ninjaen. Men derfor kan man jo godt trække maven ind, når man taler med pæne mænd).

Da han åbnede døren skyndte jeg mig hen i den anden ende af rummet, i håb om at trække prut med mig.
Det så tåbeligt ud, at jeg bare løb over i et hjørne, mens jeg forsøgte at se målrettet ud; så jeg snuppede en pakke kopipapir, og placerede det midt på bordet, som om det hele tiden havde været det jeg skulle.

Der er bare aldrig rigtigt en god grund til at løbe gennem et rum, for at smide kopipapir midt på et bord, så min kollega så lidt undrende ud, men gav sig alligevel til at tale til mig.
Om noget vigtigt, som jeg ikke helt kunne høre, fordi jeg havde travlt med at se, om hans næsebor brød i brand.

Heldigvis havde jeg fri lige efter, så jeg skyndte mig ud til cyklen, og ræsede ind til reception på Marens fantastiske nye kalender.
Det var hyggeligt, der var taler og champagne, og jeg var utroligt tæt på at lokke Marens Allan med på noget nøgenstagediving – havde alligevel nået mit lavpunkt af pinlighed for denne dag, så det kunne kun blive en succes.
Og der er generelt for lidt nøgenstagediving til receptioner.

Det er en gennemført fin kalender, Maren har begået.
Tænk at noget menneske kan have hele 365 ideer og pointer, der alle er så krøllede og sjove!

Køb den, køb den! Den perfekte gave, til hvemsomhelst. Eller sig selv.
Og det siger jeg ikke kun fordi jeg fik en pikketegning på min.

20141002-121910.jpg

Jeg kom for sent på arbejde i morges, fordi jeg lige skulle læse den hele.
Det var det værd.

Kalenderen kan købes alle mulige steder.
Fx her
(affiliatelink)

08/24/14
20140824-135817.jpg

Om akavet pedicure

Jeg er begyndt at arbejde lidt halvhjertet på at mindske omkredsen på min røv: holder igen med chokolade og rødvinsorgier, og går oftere i træningscenter.

Det hjælper – godt nok laaangsomt – men nok til at jeg holder ved, og får slæbt mig nogenlunde jævnligt op for at deltage i diverse former for hold.

Jeg er stadig totalt koordineringsidiot, men har været der så ofte nu, at jeg ikke længere går i panik, hvis der ikke er plads allerbagerst i salen.

I dag fandt jeg en plads midt i salen, og gik troligt i gang – ind til jeg opdagede at min sidemand hele tiden skævede til mine fingernegle.

Jeg så på mine hænder, og konstaterede til min skræk, at neglene var orangegule, med blå kanter – et look, der fik mig til at ligne storrygende junkie med iltmangel:

20140824-135817.jpg
Mine tånegle strålede også, med et abstrakt mønster af lilleblå streger:

20140824-140259.jpg
Jamen, i morges da låne-hunden vækkede mig og mindstebarnet med glade kys kl 06, havde jeg ikke lyst til så meget andet, end at drikke kaffe og læse avis.

Jeg er ikke så god til morgener, og kåd hund og muntert barn, var bare lidt for entusiastiske til mit humør, så jeg bestak den ene med en gåtur, og den anden med lovning på at hun måtte lakere mine negle – med sine tusser.

Så var der ro, og jeg fik læst min avis.

Jeg synes at folk gloede på mine alternative negle under hele træningen, og undlod derfor at gå i bad derhenne – for det ville have afsløret mine tilhørende lår-tattoveringer….

20140824-141848.jpg
Skal nok snart til at overveje hvor langt jeg vil gå, for at få lidt ro!