12/16/20

Om at snuble i uheld

De sidste uger har de fleste hårde hvidevarer i huset simultant valgt at afgå ved døden, efter 20 års trofast tjeneste. Da vaskemaskinen som den første stillede træskoene regnede vi på det og blev enige om at vi faktisk havde råd til at gå ud og købe en helt ny, istedet for en brugt.
Det føltes ret voksent, men da ovnen døde ugen efter og toilettet begyndte at sprutte vand ud over gulvet hver gang man trak ud, virkede det som en elendig beslutning at have braget hele opsparingen af på en smart vaskemaskine. Det spiste lige januar måneds budget også. Heldigvis er ungernes julegaver købt allerede, men alle voksenjulegaver er grundigt sløjfet og jeg er barnlig nok til at ærgre mig lidt.

”Det er som om uheldige ting altid rammer os i bølger af tre” konstaterede Ninjaen “men heldigvis plejer der også at komme nogle gode ting bagefter!”
En stor del af grunden til at jeg er glad for at være gift med ham, er hans evne til at se optimistisk, også på sure ting. Selv ser jeg som bekendt tegn på nært forestående zombieapokalypser i alle former for uheld, så det er rart at blive hevet tilbage af noget positivt.

Desværre har bølge-af-tre-sure-ting ikke holdt stik denne gang, men flerdoblet sig. Således kom mellempigerne hjem med togbøder, fordi vi havde misforstået hvordan deres nye månedskort virker og de ikke vidste de skulle have tjekket ind. Mandag i sidste uge toppede jeg ulykkesbølgen ved at lave et spektakulært styrt på ladcyklen på vej til arbejde, hvilket brækkede noget inde i min håndrod. Skadestuelægen antydede at jeg var lidt af et fjols at jeg var taget på arbejde en hel dag inden jeg tog på skadestuen, men jeg troede altså bare den var forstuvet.

Gipshånd lugter efterhånden grundigt af ost, der er laaaangt på arbejde med busser, jeg skal minde mig selv om at man ikke kan synge med på musikken i høretelefoner i bus – men der er heldigvis også lyspunkter.

Mindstebarnet har set det som sin fornemmeste pligt at sørge for mit hår bliver vasket hveranden dag, hvilket er superhyggeligt og ret luksuriøst. Det bringer totalt minder om de mange timer jeg har leget skønhedssalon med hendes storesøster, mens hun selv forsøgte at sabotere det.

Efter utallige aflysninger af alle former for forsøg på at se mennesker, lykkedes det endelig at mødes med en veninde på en bænk på Frederiksberg alle og drikke rødvin og snakke i timevis. Har været helt høj over at blive fyldt op af samvær lige siden.

Det er jul om lidt, og fordi vi jo netop er så meget på røven, er der rift om at sidde og lave julegaver selv. Hver aften er der mindst to børn der sidder og nørkler med et eller andet ved bordet, mens vi hører “Harry Potter” på lydbog. Det er begrænset hvad jeg kan lave med en hånd, men jeg får tegnet lidt og nyder følelsen af at komme ned i gear. Det er på en måde mere julet end det plejer at være – også selv om selve juleaften selvfølgelig hænger lidt i en tynd corona-tråd af uvished.

Krydser fingre (på ikke-brækket hånd) for at uheldsbølgen er overstået herhjemme – og for at hele coronatruslen snart slipper sit tag i resten af verden.

Håber I holder jer raske og glade ude i jeres hverdagsbobler.

08/20/20

Om indbrud og tider hvor det er knapt så fedt at være typen der laver “sjove” grimasser på fotos

Vores planlagte afslappende sommerhusferie, blev noget formørket af et indbrud hjemme i vores hus mens vi var væk. En af de store af vores piger var alene hjemme med en veninde, og vågnede op til et hus der var blevet ribbet for smykker om natten.
Vanvittigt ubehageligt for de stakkels piger – der dog heldigvis havde min fætter og hans kone tæt ved som hjalp dem med politi og trøst – men tanken om at nogen har været i huset mens de sov er så væmmelig at ingen af os kan holde ud at tænke på det.
Det er klart det værste ved det, selv om vi også alle fem har fået stjålet smykker der rent faktisk betød noget for os.

Forsikringsselskabet ville gerne have at vi fandt så mange fotos som muligt af smykkerne, og til at begynde med var det ret øv-agtigt at blive mindet om hvad der var mistet, men det endte med at være det eneste lidt sjove ved det.
Det er primært mig der tager fotos herhjemme så der var fotos nok af børnene med deres smykker på, men af mig var udvalget mere sparsomt, og jeg var nødt til at vedhæfte alle fotos vi fandt af mig. Alle. Også dem hvor jeg virkeligt ligner en idiot.
Jeg ved ikke hvad forsikringsgutten tænkte da han åbnede dette – mit gamle buskortfoto, der var det eneste foto af de øreringe:

Hvis det så bare havde været det eneste fjollede foto kunne det måske være noget han ikke havde studset over, men jeg havde fået stjålet alle smykker jeg nogensinde har ejet og ser åbenbart jævnligt dum ud på fotos. Min favorit var dette med overskæg på – eneste foto af de nye øreringe jeg fik i afskedsgave af mine ekskolleger før sommerferien:

“Fuck, du er pinlig!” Grinede ungerne, da de så vores samlede liste, hvor alle mine dummefotos jævnligt lyste op:

Nå, i det mindste har jeg gjort det festligere at være forsikringsassurandør.

06/7/20

Om indre uro

For tiden er jeg drænet for ord.

Selvom jeg skriver på en roman der nu er 90% færdig, kan jeg ikke tage mig sammen til at skrive noget. Åbner dokumentet mindst ti gange dagligt, men de ord der føltes tæt på tidligere på dagen er altid pist væk. Blogindlæg på samme måde. Sms’er til venner bliver ved tanken. Jeg bøjer af på at lave aftaler, isolerer mig, og når jeg har fri fra arbejde har jeg ikke overskud til meget andet end at sidde i et hjørne af haven med en bog, mens børnene larmer rundt.

De sidste måneder har trykket hårdt på alle mine paranoiacentre, med Ninjamans forestående operation og en nedlukket verden, der føltes som en film. Eller som nogle af de søvnløshedsfantasier jeg har i pressede perioder. Coronaen føles ikke længere så skræmmende eller tæt på længere, og operationen gik lige så godt som håbet. Solen skinner dejligt ofte, og jeg burde kunne parkere det hele i hvor-er-det-spild-af-tid-at-være-bange-for-alt-går-jo-parkeringskælderen og være glad, men det er som om min hjerne lige humper lidt efter virkeligheden og stadig er trist og urolig.

Har ikke lyst til at tale med nogen om det, men kan heller ikke finde ud af at distrahere mig selv ordentligt. Kan mærke hvordan alle de store mængder overskydende ord jeg altid har haft og normalt kanaliserer ud i skriverier og venner, er blevet spist op af den her grå følelse, og gør at jeg hverken kan skrive eller gider socialisere.

Mindstebarnet fyldte ti år i onsdags, og måske hjalp det mig til at få hul igennem til mig selv.

Jeg tog fri sammen med hende, og vi dimsede sammen rundt inde i byen, mens jeg lyttede til hendes umådelige mængder af tankestrømme. Hendes far og søstre skulle komme ind til os, så vi kunne spise den ønskede fødselsdagsmiddag: billige take away nudler, på en bænk, men vi havde stadig mange timer til fjol og snak
Al den sniksnak gjorde det umuligt for mig at gå rundt i tristhedsboblen – som om hun lige fik spulet mit hoved rent, med sin strøm af glade ord og mærkelige betragtninger.

I dag har jeg aftalt cykeltur med en af mine store piger. Teenagesniksnak tager en del længere tid at starte op, men når der først er hul igennem er mængden af ord mindst lige så imponerende som da de var små og det er noget af det hyggeligste.

Jeg har tænkt på at man burde kunne sælge børnetanker som kur mod tungsind. Der må være en forretningsmulighed gemt et eller andet sted

11/21/19

Om at være et sengeliggende bogegern

De sidste mange år har jeg kun kunnet få i bløde gummisko, grundet slidgigt i min ene fod. Det er sandsynligvis opstået, fordi mit ene ben er lidt kortere end det andet, og jeg har gået yderligt på foden for at kompensere.

For en som mig, der er ganske uinteresseret i sko, har det med skoene ikke været det store tab – tværtimod har der været noget sært tilfredsstillende i endelig at have en lovlig grund til at have sneakers på til fester. Men den stigende smerte i låst fod har været irriterende, og har også forhindret mig i ting jeg gerne ville – fx stå på skøjter og rulleskøjter med mine piger – og jeg endte med at sige ja tak til den operation læger blev ved med at anbefale.

De sidste måneder har jeg derfor lavet egern-finten med at samle forråd til sengeligning. Bare med sange til playliste og bøger, istedet for nødder.

Alle de bøger jeg har glædet mig mest til at læse eller genlæse er omhyggeligt blevet gemt, så da jeg i dagene op til gårsdagens operation havde lyst til at aflyse det hele, var det først og fremmest tanken om den ventende bogstak der gjorde at jeg holdt fast. Og den gode playliste jeg ville lytte til mens de snittede i mig trak også noget.

Den gik fint, operationen. Mærkelig fornemmelse at have et ben der var helt slasket og følelsesløs i et halvt døgns tid, men alt i alt gik det nemmere og mindre ubehageligt end jeg havde troet. Og der var noget rart over måden mine unger vimsede rundt og hentede tegninger, dyner, bøger og snack til mig da jeg kom hjem i går eftermiddag.

Jeg var derfor ved godt mod da jeg gik i seng, og tænkte at jeg nok skulle overleve tre uger i sengen – lige indtil jeg vågnede klokken 04 og de bedøvende indsprøjtninger ikke virkede mere.

Shit altså! Det gjorde altså ondt på linje med børnefødsler, og jeg måtte ligge og hive alle de selvhypnosetricks jeg huskede fra fødsler frem, mens jeg ventede på at morfinen skulle virke. Overvejede kraftigt om det ville hjælpe på smerte, hvis jeg savede ben af, men så virkede morfinen heldigvis og slog mig helt ud igen,

Da jeg vågnede efter morfinrus, var min familie gået i skole og på arbejde, men havde bygget mig en fin rede i stuen med bøger og skåle med snacks. Den har jeg ikke rørt mig fra i dag.

Jeg er for dopet til at kunne læse i egerneforrådet af bøger, men har hørt nogle lidt slatne lydbøger, og døset eller spillet spil på ipad imens.

Nu venter jeg bare på at pigerne kommer fra skole, med underholdning og omsorg. Det der med at runde indlægget af med en pointe magter jeg ikke rigtigt lige nu – men forvent at jeg kommer til at skrive en del boganbefalingsindlæg de næste tre uger. Er der noget andet I gerne vil have indlæg om, eller vide? Så send forslag og spørgsmål – jeg ligger jo bare her.

09/25/19

Om når karma er en bitch

Sidste uges indlæg – der burde have været det første i en stime af regelmæssige indlæg, med varierende emner – var jo lidt af en se-hvor-travlt-jeg-har-det-men-med-hyggelige-og-spændende-ting omgang. Sådan et lidt lalleglad praleindlæg. Det havde også været gode, travle uger, der efterfulgte en lidt hård sommer med såret mand, og vi trængte til gang i den, så stemningen var høj.

Personligt tror jeg ikke normalt på hybris, skæbne, karma eller noget. Det er min erfaring at crappy ting tit kommer i klynger, men ofte efterfølges af gode ting, og hvis man nøjes med at fokusere på det gode der kommer, bliver det crappy nemmere at stå igennem.

Jeg var helt klar på at de gode ting fortsatte længe endnu denne gang – men nix: mindsteungen, der de sidste uger har klager over ømme knæ og ankler, kom grædende hjem fra skole torsdag, og følte hun næsten ikke kunne gå. Da jeg ville putte hende i trøstebad, opdagede vi at hendes ben og balder var fuldstændigt dækkede af over 100 mørke blodansamlinger, og vi ræsede på hospitalet, men jeg forestillede mig alle de forfærdelige ting hun kunne fejle.

Det viste sig heldigvis – efter en lidt uhyggelig omgang hvor hun besvimede på hospitalet og vi blev indlagt natten over – at være den relativt ufarlige sygdom schønlein-henoch, der går over af sig selv i løbet af 4-6 uger. Hun kan ikke støtte på ben, har ret ondt i dem, og kan ikke komme i skole denne uge og måske noget af næste, men derudover er hun ved godt mod. Når det smertestillende virker bedst er hun direkte kæk, og nyder rettigheden til at koste rundt med os lidt for meget – hvilket jeg også gerne under hende!

Da dårlige ting jo altid kommer i stimer, falder sygt barn naturligvis sammen med at hendes far er på den årlige kursustur væk med arbejdet resten af ugen, vores tørretumbler er brændt sammen og ungerne har lus. Yay! Ting vi havde glædet os til: en tur til Møn, barnets tøm-en-boghandler-på-fem-minutter-præmie, en middag på mit arbejde og en brunch med venner, er blevet aflyst eller udskudt, og tiden går med at vente på hospitalet til næsten daglige undersøgelser, lusekæmme og hænge vådt vasketøj op på alle ledige møbler i hytten.

I det mindste kan jeg glæde mig over at det hele er så bøvlet, at vi virkeligt kommer til at sætte pris på almindelig hverdag bagefter! Der behøver ikke engang ske noget særligt fantastisk for at det føles rigtigt godt, bare plain old småstresset hverdag, hvor ingen stakkels børn har ondt, er fint!

Og mens vi venter på at det almindelige kommer til at føles fantastisk, forsøger jeg også at nyde noget af tiden med sygeungen – har læst dusinvis af bøger højt for hinanden, genset Harry Potter film og ligget i ske, og når nu det ikke kan være anderledes, er det faktisk okay.

07/9/19

Om aflyste planer, thaibokseskader, og hjemmeferie

Da ungerne var små, arbejdede vi begge deltid, pengene var minimale, og vi begyndte på at bytte vores lille hus ud med lånt sommerhus på Mols, hvor vi ikke lavede noget der var mere eksotisk end at slå smut og male på sten. Selv om vores økonomi er meget bedre nu, og vi nok reelt godt kunne få råd til en billigere udenlandstur hvert år hvis vi sparede op, er der stadig ikke noget vi hellere vil, end roen og lyset og tiden sammen, på velkendte Helgenæs.

21 år i træk, hvor sommer er lig med lige akkurat den plet Danmark.(Har før skrevet om det bl.a. her). Sært nok, har vi aldrig været der på andre tider end året, og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan der ser ud uden for Juli måned. Om det overhovedet eksisterer?

Selv om de største af pigerne for to år siden begyndte at knirke over at de syntes det var for længe at være væk fra venner HELE sommerferien, og vi sidste år derfor måtte undvære Ældstebarnet halvdelen af tiden, og istedet have en dele-veninde med til mellempigerne, så elsker de også stedet.

Mindstebarnet og jeg brugte meget tid i Madrids hede, på at savne de andre og glæde os til sommerhus. Glæde os rigtigt meget, til alle de velkendte steder og udsigter. Luftig brise. Køligt vand. Gåture. Ingen wifi, så man falder ikke i isoleringsfælden, men laver ting sammen (mest os voksne der glæder os til den del, hvis jeg skal være ærlig).

Vi kom hjem til noget, der ligner en aflysning af sommerferie…

Ninjaman har gået til thaiboksning de sidste 7-8 år. En ekstremt voldelig kampsport, der har givet ham en del knubs, men han har et psykisk belastende arbejde og har brug for at kunne lukke en masse energi ud. Og så giver det jo umanerligt pæne mavemuskler, så jeg har valgt ikke at klage over de blå øjne der indimellem er kommet med hjem. Også selv om de har stået lidt i vejen for fx fødselsdagsoverraskelser.

Før han fik konstateret kræft trænede han op til at bokse en rigtig kamp, og kom derfor oftere hjem med småskader, men det er først for nyligt at han er begyndt at træne igen, og han tager (en lille smule) mere hensyn til sine mange operationsskader, og træner ikke så hårdt længere. Alligevel havde en ny ung fyr i klubben misforstået konceptet: sparring, ikke kamp, og havde slået og sparket alt, alt, alt for hårdt, da han var til træning, den dag vi tog til Madrid.

Ninjamans ben er et stort sort mærke på grund af blodansamling, fra tå til balde; kan ikke bøjes; og gør rasende ondt. Han har været sengeliggende og på krykker siden (med mellempiger som søde sygeplejersker, madlavere og hundeluftere, mens mindste og jeg var i Madrid, og den store på Roskilde festival).

På hospitalet sagde de at det kunne tage mindst 2-3 uger, før det blev normalt, og at det skal have meget ro, Da han ikke kan sidde, kan vi ikke køre bil, og kom ikke afsted i går, som planlagt – og kommer det måske heller ikke.

Virkeligt synd for ham – og ja: han har udmeldt sig af klubben, og skal finde en anden sport at lukke damp ud på. Jeg har foreløbigt foreslået kalaha-turneringer, skakklubber, synkronsvømning, men det var ikke lige det.

Men også synd for os allesammen, der ikke rigtigt kan finde feriestemningen frem. Der er foreløbigt gået wifi-misbrug og småskænderier i det, og jeg skal oppe mig lidt for at finde på noget der føles ferieagtigt for mig og de tre mindste, men ikke koster noget særligt.

Foreløbigt er det blevet til samvær med fætter og kusiner, og en gåtur inde i byen, med halvdårlig samvittighed over at skadet mand lå alene hjemme og gloede.

På biblioteket lånte jeg et bjerg af højtlæsningsbøger, så vi kunne kombinere feriestemning, med at være hjemme. Fandt der denne bingoplade, hvor man kan læse forskellige steder:

Hvis præmien blev en biftur, var der nogenlunde tilslutning til den – nogle af børnene med mere begejstring end andre, men alle med på den.

De har endda bygget en hule til formålet, og sovet i den i nat:

Indtil videre kan jeg kun høre tydelige netflix-lyde fra hulen dog, men intentionen var altså at vi også lille læse.

Så nu får læseferie en ny betydning, mens vi krydser fingre for at stakkels skadede mand måske bliver oppegående nok til at blive tranporteret til Helgenæs om en uge eller to.

Er der nogle af jer der har tips til hvordan man får hjemmeferie, til at føles ferieagtigt, mens vi krydser fingre og venter?

06/5/19

Om festivitas og ordmangel

Nå, men de der fire fridage i træk i sidste uge, hvor alle andre jeg kender slappede af, og sov længe og lavede ingenting? Dem brugte vi på et tætpakket program af fejringer: en konfirmation, en barnedåb, en omgang gæster og en børnefødselsdagsafholdning.

Jeg har det svært med kalendere der ser proppede ud – uanset hvor hyggelige det der propper dem, lyder til at blive – og har sparet på både ord og nattesøvnstimer op til.

Unødvendigt, viste det sig: fantastisk hyggelige dage, trods den tætte pakning. Der er noget ganske særligt over at fejre både dem der står sidst i barndommen og dem der lige er ankommet, og jeg var grådlabil/glad over både fejring af vores venners dejlige konfirmationspige og min søster nuttede dåbsdreng.

Særligt når søskende tør stille sig op og demonstrere kærlighed hiver det i mine tårekanaler, og jeg måtte snøre dem hårdt, både da konfirmandens storesøster sang en hjemmeskrevet sang på en “Oh land” melodi, og da dåbsdrengens storesøstre holdt taler, om hvor glade de var for at have fået en uventet lillebror.

Her er et bevis på hvor populære efternølere bliver i en familie med to storesøstre og fire kusiner:

En skov af kærlige pigehænder, til at hjælpe ham videre.

Helt udmattede efter flere dages dejlig festivitas, stod vi søndag morgen tidligt op, og bagte boller og pustede palmetræer op, til mindstebarnets børnefødselsdag. Hun havde inviteret hele klassen, da hun både leger med drenge og piger. Hendes tre søstre har alle haft en enkelt sød og livlig drengeven hver, så vi tænkte at vi var godt klædt på til at håndtere sådan en flok, trods manglende erfaring med drengefødselsdage.

Ha! Drenges livlighed i flok er åbenbart et gear over det gear de bruger enkeltvis, og mens alle pigerne og to af drengene hyggeligt byggede en Playmobil landsby, mandsopdækkede Ninjaman og jeg resten af flokken, og måtte til vores overraskelse sige sætninger som:”nejnej, i må da ikke jage hinanden med en økse!”, “læg den grensaks, og lad være med at klippe store bidder af hækken!” og “det er IKKE i orden at jage naboens kat med en kæp!”

Heldigvis endte alt godt, og jeg tror at både gæster og fødselsdagsunge syntes det havde været en god fest – trods den manglende lov til fri leg med haveredskaber.

Resten af juni byder på fester de fleste fredage og lørdage – bl.a vores naboers stort anlagte “Gatsby fest”, som jeg går og småpanikker over kostume til – men jeg har mere ro i maven nu, og forventer ikke at bruge alle ord op inden.

Skal lige op på hesten rent blogmæssigt igen dog, så hvis I har spørgsmål eller inspiration til indlæg, så bare smid dem i denne retning!

04/9/19

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Jeg kan ofte huske mine natdrømme, der er syrede eksempler på hvor fucked up min hjerne er, når den uden indblanding får lov til selv at vælge emner. Virkeligt en mærkelig opfindelse, drømme!

(Og bare rolig: det her er ikke sådan et indlæg, hvor jeg detaljeret fortæller om dem, for den slags er sjældent særligt spændende at høre om.)

For tiden er jeg inde i noget temabaseret: de velkendte, hjertehammerfremkaldende (ja, det er et ord. Som jeg selv lige opfandt) Zombie-mareridt. Jer der har læst med længe, ved at jeg har noget af en zombie-fobi, hvor flugtplaner, overlevelsesstrategier og casting til mit a-team, hele tiden figurerer lidt i baggrunden af mine tanker. Og jajaja: jeg VED godt at det ikke er en særligt begavet fobi at have, men hvis I bare fik en prøvesmag på nogle af mine natlige zombie-mareridt, ville I også bedre kunne forstå hvorfor den slags sætter sine spor om dagen. Shit, de er scary!

For nogle år siden havde jeg dem hver nat. Der var jeg virkeligt presset, både på job og med alvorlig sygdom tæt på, og det hjalp ikke særligt meget på stressniveau, at vække mig selv med mareridt konstant. Siden da har jeg bemærket, at når den slags drømme dukker op igen, er det fordi der er noget i mit liv der ikke fungerer: noget der er utrygt eller for meget.

Lige nu er det mit arbejde der laver zombier. Jeg er virkeligt, virkeligt glad for mit arbejde helt generelt, og føler endelig at jeg er landet på en god hylde, hvor jeg kan se mig selv være mange år. Sidste år tog jeg jo en uddannelse som billedkunstunderviser, som jeg har undervist i de sidste 5-6 år, og også gør nu. Men det er ikke sikkert at jeg får lov til at undervise i det fremover, da min ledelse ikke er sikker på at de kan lade ikke-fuldtuddannede lærere varetage enkeltfag, og uvisheden presser mig ud i zombiedrømmene igen.

Hvis de siger endeligt nej, er jeg usikker på hvad jeg så skal: om det er mit fag eller en ellers god arbejdsplads der trækker mest. Har ikke meget lyst til at søge videre, men vil også føle mig frarøvet noget vigtigt, ved at stå og se på, mens andre overtager noget jeg er virkeligt god til og glad for.

Det er lidt derfor jeg er blog-stille for tiden, tror jeg, der er ikke så mange ord tilovers, hvor nætterne går med zombier, og dagene med tanker.

Lige med hensyn til zombier, er der heldigvis godt nyt: jeg har fået et anmeldereksemplar af “Den store zombiebog” tilsendt, og den er meget nyttig.

Målgruppen er givetvis børn, og mine mellempiger synes ganske rigtigt også den er virkeligt sjov, med tests og artikler. Jeg synes mest af alt det er godt at den kommer med seriøse bud på hvordan man overlever en given apokalypse – det sparer lidt dag-tænketid ikke at behøve planlægge helt så mange flugtplaner alene.

En solid anbefaling her fra, til Den store zombiebog, der netop er udkommet på forlaget Alvilda. (adlink og anmelderekseplar).
Og så håber jeg at jeg snart får noget vished om arbejdsliv, så jeg kan bruge min hjerne til andet!

01/24/19

Om at være mor til teenagere

Det meste af tiden er jeg rigtigt glad for at være mor til flokken herhjemme, med lige den alder de har, og synes de er søde, sjove og hjælpsomme generelt, men der ER ting der er drænende ved løsrivelsesprocesser når de bliver teenagere eller tæt ved.

Lige for tiden trækker selvmodsigelserne særligt tænder ud.

Sådan noget i stil med:

Brok over at vi roder så: “det er pinligt at have gæster hjemme”/samtidigt med at spor af brugt tøj, kopper, afklippede mærker og bøger drysses efter dem i stuen.

Brok over at vi ikke har økonomi til at man får samme mængde penge til tøj og cafe som vennerne/ samtidigt med at rejsekort, nøgler, mobiler og tasker drysses efter dem ude i den virkelige verden, og penge vi ikke har, skal bruges til at skaffe det hele igen.

Brok over at ens søster har lånt ens ekstrahandsker, fordi hun ikke kunne finde sine egne/ samtidigt med at mine bælter, tasker, makeup, neglelakfjerner m.m. åbenbart er noget man bare låner når man vil, trods mine gentagne formaninger om hvilke få ting jeg har, som man ikke bare må bruge.

Både pigerne og jeg benytter muleposer dagligt, til at slæbe madpakker med os, og selv om vi har en god stak, er det de nyeste og hvideste der er i højeste kurs. Jeg har en jeg bruger fast, den har jeg fået af min veninde, og motivet beskriver ganske præcist hvordan mor-livet indimellem var for få år siden:

En pose, der på denne måde viser hvor hårdt det kan være at være forældre havde jeg troet jeg måtte beholde for mig selv, men nej: nyeste, hvideste, og derfor en jeg har måttet kæmpe for retten til selv at benytte.

Troede de havde fattet den, indtil en morgen hvor jeg ikke kunne finde den, og midt på dagen blev ringet op af barn, der med svag røst spurgte om jeg kunne hente hende. Hun havde kastet op.

Fuld af omsorg gjorde jeg mig klar til at køre fra arbejde, da hun indrømmede:” du må ikke blive sur, vel, men jeg lånte altså din pose. OG jeg har kastet op i den…”
I bilen hjem kom vi begge til at fnise over hvor provokerende det er at låne folks forbudte ting, og endda brække sig på dem. Jeg tror at hun fattede noget af det – for jeg har ihvertfald haft den for mig selv lige siden. Så enten var det den værdifulde lektion, eller det faktum at den nu ikke længere er den hvideste pose i samlingen.

Tasken kan iøvrigt købes her, hvis man kender den følelse. Den er ret praktisk – dog ikke til opkast.

(Og nej – det er ikke et sponsoreret indlæg)

01/7/19

Om nytårsforsætter og liv der går for hurtigt

“Man skal passe på med ikke at leve sit liv sådan, at det bare føles som om årene tager hinanden, og tiden er noget der bare bliver overstået” sagde en af mine veninder henkastet i en samtale lørdag formiddag, hvor jeg drak kaffe med hende og nogle andre veninder.

Hendes ord har rumlet rundt i mit baghoved lige siden, for det er lidt på den måde mit liv føles for tiden – og har gjort det længe. Og jeg ved ikke hvilken bremse det er man skal hive i, for at få tiden til at gå langsommere. Eller bare sanse at den går, så det ikke kommer bag på en.

En anden veninde beskrev, hvordan hun i ferien havde tudet ned i en kasse fyldt med tegninger hendes 16 årige havde lavet som lille; lamslået over hvor hurtigt “jeg-elsker-dig-mor!”-tegningerne var blevet erstattet med “du-forstår-ikke-en-skid-mor!”-sms’erne.

Sådan har jeg også haft det længe: den intense trang til at tude over tabt tid, når jeg endnu engang faldt over at foto fra noget der føles som kort tid siden, men hvor mine ranglede teenagebørn overraskende nok er yngre end min yngste er nu.

“Næste år bliver bedre!” har jeg tænkt længe “næste år går tiden langsommere, og jeg forsøger at være mere tilstede i nuet! Næste år vil jeg lave flere ting af lyst end af pligt!”

Jeg startede 2019 med at kaste nattens alt for mange coctails op, med en sådan kraft at jeg tissede i bukserne… Eddermaneme ikke et særligt godt udgangspunkt for et mere zen-agtigt og nærværspræget nyt år…

Det tog flere dages zombietilstand at blive menneskelig igen, og jeg vågnede først helt midt i hverdagstrummerummet, hvor tiden strammer over skuldrene, og bilen/vaskemaskinen/køleskabet alle er ved at gå i stykker.

Jeg lider over det selvmodsigende i både at være sådan en der har et stærkt behov for at være utroligt velforberedt til det jeg skal præstere på arbejdet, og være sådan en der har virkeligt svært ved at tage mig sammen til at forberede mig.
Får generelt velforberedt 80% af mine ting, men de sidste rester uforberedthed giver tankemylder og søvnløshed, og mine nætter bruger jeg på skiftevis at få fantastiske ideer til ting jeg gerne vil skrive i min fritid; ønske at tid kunne skrues tilbage og bruges bare lidt mere optimalt; love mig selv at være en mere opmærksom mor, kæreste og veninde; og gå i panik over det at være søvnløs igen.

Nå, jeg er normalt ikke en der tror på nytårsforsætter, men sådan et rent nyt år kalder alligevel på at man forsøger at forandre noget.

Mine forsætter er derfor:

1. Forsøge at få pligter grundigt og hurtigt ud af vagten, så jeg ikke behøver panikke over det.

2. Lave noget mere af det jeg reelt har lyst til.

2,5:…. Bortset fra hvis det jeg reelt har lyst til, er at drikke så mange cocktails at jeg pisser mens jeg kaster op.

3.glo noget mere på mine børn, så det ikke kommer bag på mig hvis de pludselig er flere år ældre.

Hvordan er jeres nye år startet? Har I nytårsforsætter eller andet inspirerende at dele?

Superheltemor

Bogblog

Category Archives: Random brok

Om at snuble i uheld

Om indbrud og tider hvor det er knapt så fedt at være typen der laver “sjove” grimasser på fotos

Om indre uro

Om at være et sengeliggende bogegern

Om når karma er en bitch

Om aflyste planer, thaibokseskader, og hjemmeferie

Om festivitas og ordmangel

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Om at være mor til teenagere

Om nytårsforsætter og liv der går for hurtigt

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: