Om at blive midaldrende, inklusive en udråbstegns-inficeret tur ned ad Memory Lane
”Ja, jeg behøver bare se på dit fødselsår her på sygesikringskortet, for at sige du behøver læsebriller!” Sagde den unge optiker kækt, da jeg trådte ind i hans butik, med en klage over at man var begyndt at lave varedeklarationer med så små bogstaver, at jeg umuligt kunne læse dem.
Følte mig ret gammel, mens han afprøvede butikkens samlede udvalg af briller på mit store ansigt, for at finde dem der klædte mig mindst dårligt.
“Går du mest i blå?” Nikkede han mod min blå kjole, hvilket jeg klart hørte som :“kvinder i din alder kan tit godt lide briller i friske farver!”.
Jeg undlod at vippe ham en, for den bemærkning jeg synes der lå mellem linjerne, og valgte en neutral brille, med 1,75 styrke. Bogstaver bliver mindre og mindre, mens jeg går her og venter på at brillerne er klar til afhentning…
Til hendes ros var lægen, der konkluderede at blodprøven viste at de manglende menstruationer var symptom på begyndende overgangsalder, i den helt anden ende af aldersdiskrimineringsskalaen: ”Ja, du er jo ret ung, så det er lidt tidligt, men tallene viser altså at du er godt på vej…” undskyldte hun, mens jeg bare solede mig i at blive opfattet som “ret ung” igen.
Jeg vil ikke sige at jeg er decideret i panik over at blive ældre. Mere bare… undrende. Befandt mig ret godt i alt det liv der hørte til at have småbørn, med en følelse af at det var evigt. Nu hvor jeg er ved at opdage at børnene rent faktisk vokser ud af den tid – og min efterskoleunge endda taler om sin barndom som noget der ER overstået; en overvejende positiv færdig pakke, som man kan plukke skiftevis nostalgiske/afstandstagende udsagn ud om – lader jeg mig forundre over hvordan min egen krop også ældes. Inde i mit hoved er eneste forskel på min krop nu, og før jeg fik børn som 26 årig, 7-8 ekstra kilo, og hvis jeg gad smide dem, ville ingen kunne se forskel på før og efter. (Måske derfor jeg konstant saboterer alle forsøg på kur, i en regn af Toblerone, efter en uge?)
Med børnene kan jeg se at deres personligheder også vokser, og passer godt til deres ranglede semi-teenagekroppe, hvor jeg egentlig bare er mig selv, og syntes jeg passede ok til min krop som den var, uden at behøve toppe den med hedeture eller læsebriller.
Tanken om at ens sind ikke ældes sad i mig, indtil jeg fandt en stak breve jeg selv sendte hjem, da jeg som 17 årig bumsede rundt med rygsæk i Australien i et år. Shit, hvor var jeg ung!
Den ungdommelige skråsikkerhed sidder i alle linjer, lige fra :”Gid jeg bare kunne komme direkte ind på den forbandede journalistuddannelse, og få den overstået, så jeg kan komme i gang med at leve mit liv!”, til:” jeg kan ikke forestille mig at blive bundet op af at få børn nogensinde” og “jeg havde jo fødselsdag d. 21-6, og er nu voksen, myndig og viis. Men egentlig er den eneste forskel på at være 17 og 18, at nu hvor jeg har lov at gå på pub, er der ikke længere nogen der gider spørge mig om ID mere!”
Jeg startede med at blive virkeligt træt af den 17 årige migs mange udråbstegn og fremtidsplaner, og var egentlig godt tilfreds med at være nået et andet sted hen. Indtil jeg begyndte at lægge mærke til alle de små grimme tegninger, og intense beskrivelser af nye ting. Her en lidelsesmættet bid, fra et job jeg tog på en pære/ferskenfarm, sammen med en franskmand og en englænder jeg rejste med:
Det var ikke bidden ovenfor, men en halv side lang beskrivelse af et jordbær, der fik mig til at savne evnen til at lade sig forundre.
Selv om indledningen:”Gæt hvad jeg spiser nu? Et selvplukket jordbær!!! I December! Er det ikke mageløst?” både indeholder lidt for mange udråbstegn, og et arkaisk tillægsord, så er der noget fint over den måde som unge mennesker er sansende på, som jeg tænkte at jeg havde mistet.
Lige indtil jeg i fredags, på arbejdet, gik under et blomstrende æbletræ, på vej fra møde til arbejdslokaler, og pludselig blev ramt af træets duft. Tænk: jeg er kynisk og halvgammel; synes jeg har oplevet lidt af hvert og kan gennemskue det meste – og alligevel havde jeg så fuldstændigt glemt at æbletræer dufter af noget. Jeg stoppede op og duftede, mens følelsen af, at jeg godt stadig ville kunne skrive en halv sides brev om duften af æbleblomster (muligvis endda inklusive lidt random udråbstegn og et ord som “mageløst”) hvis det skulle være.
Så kom bare an, alderdom. Min hukommelse er åbenbart også så slap i det, at jeg fra nu af vil blive overrasket og begejstret hvert eneste år, når jeg genopdager at æbleblomster har en duft
Æbleblomster dufter.
Det er ikke verdens dårligste overraskelse.
