02/26/20

Om at holde taler

I går var der ingen børn hjemme da jeg kom hjem, så jeg satte mig for at skrive en tale til næstældstebarnets 15 års fest om kun en uge.
De fleste jeg kender går ud fra at jeg er sådan en der elsker at holde taler – måske fordi jeg både taler og skriver meget – men jeg hader det ret intenst og smyger mig altid udenom hver gang det foreslåes at jeg “da sikkert sagtens kan finde på en lille tale”. Jeg har kun gjort det de få gange hvor det har været helt mærkeligt at lade være eller jeg har haft noget ægte på hjerte.

Det her er en af de situationer: jeg synes det er vildt og magisk og fantastisk at fejre endnu et af mine børn der bliver næsten-voksen, og jeg vil gerne sige noget der er sjovt og rørende og udtrykker hvor glad jeg er for at være blevet hendes mor – men det er simpelthen så svært at finde balancen i sådan en tale. Ved godt hvordan en dårlig tale ser ud: dem hvor taleren kun taler om sig selv, eller dem hvor taleren giver et tørt referat af hovedpersonens liv, og det er megasvært ikke at snuble i en af de versioner. Har jo trods alt kendt hende hele hendes liv, og føler mig relativt vigtig i det – så jeg sad bare og skrev sætninger jeg slettede igen.

Istedet bladrede jeg gennem alle de tusindvis af mapper med fotos på computeren, for at finde et muligt alternativ til taleskrivning – og faldt totalt i staver.

Arh, men se lige:

Fire årig nutteberg, med sin lillesøster lige ved hånden. Som de altid har haft det sammen. Tusindvis af fotos af de to, med hinanden i hånden, sovende i klump, eller grinende over et eller andet, som kun de forstod. Selvfølgelig er der også lige så søde fotos af hende med de andre søstre, men her var det lige mellempige-symbiosen der slog mig helt ud af rørelse.

Alt hvad jeg skrev efter en times neddykning i mindefloden blev fuldstændigt oversukret sentimentalt – sirup drivende ned over siderne. Slettede det hele, og var meget opgivende da yngste mellempige kom hjem.

“Årh, slap da af!” Bed hun min jammer af , mens hun flåede min computer til sig “hvor svært kan det være?”

Ret svært, viste det sig, da hendes bløde side også smeltede ud over det hele af gamle fotos. “Fuck, hvor er vi nuttede! Hvordan kunne i holde til det?”

Så nu er jeg cirka lige så langt væk fra en færdig tale som jeg hele tiden har været – men i det mindste har jeg fundet ud af at jeg ikke er den eneste der kan gå i selvsving over hvor nuttede mine småbørn var.

Klagede min nød over hvordan nuttede småbørnsfotos havde distraheret mig fra taleskrivning til en kollega i dag. Hans svar var:”ja, men det er bare fordi man glemmer hvor klistrede og snottede den slags børn er meget af tiden, og kun ser på hvor søde de ser ud på fotos.”

Det lød rigtigt nok, lige indtil jeg kom hjem og faldt over en stribe fotos, hvor man tydeligt kan se hvor klistrede de var:

Klistrede, men nuttede. Jeg får aldrig skrevet den tale…

02/21/20

Om svimmelhed og festplanlægning

Forleden nat lå jeg endnu engang og bekymrede mig om ting, mens jeg vendte og drejede mig i sengen – søvnløshed er en af mine spidskompetencer. Pludselig snurrede min seng mange gange rundt, og det blev den ved med at gøre hele natten.

Om morgenen sygemeldte jeg mig, da jeg ikke kunne tage strømpebukser på uden at dejse om, og ringede til min ørelæge-moster, der mindede mig om at det er noget jeg har haft før. Løsrevne øresten, der rutcher rundt og fucker med balanceevnen.

Sidst jeg havde det, dinglede jeg rundt med det i ti dage før jeg kunne få en tid hos ørelæge der kunne fikse det – man fikser det ved at dreje hovedet på bestemte måder og holde det, mens det hele svimler rundt. Denne gang sendte ørelægen mig links til øvelserne på YouTube, og hvis bare jeg ikke laver alt for pludselige bevægelser, har jeg det helt fint allerede.
Eneste minus er dog min mands irriterende “have en skrue løs”-onkel humor jokes, men da jeg er afhængig af hans hjælp til at udføre øvelserne, har jeg endnu ikke kvalt ham for det.

Om tre uger holder vi en stor fest for den næstældste, der fylder 15. Sådan en slags konfirmations-erstatning. Jeg burde forberede en hel masse, men kan ikke så længe det svimler. Det eneste der er ved at være helt styr på, er bordkortene som vi har lavet i ler:

Barnet vil gerne have hjemmelavet koreansk mad til festen, men da vi ikke ved om alle kan lide det, ville jeg supplere med nogle thailandske kokosretter. Er der tilfældigvis nogle af jer der ved om den slags kan laves nu og fryses? Eller har gode opskrifter? Så bare smid dem efter mig, kunne virkeligt godt bruge noget inspiration!

06/17/19

Om tømmermænd og festdrømme

Den ting jeg ærgrer mig mest over ved at blive ældre, er tømmermændene. Shit, altså: hvis man troede den slags er slemme når man er i tyverne, kan man virkeligt se frem til at være i fyrrerne!

Det er nu mandag; jeg skal på arbejde om et par timer – og har teknisk set stadig tømmermænd fra fest i lørdags. Bare lige sådan et nydeligt strejf af kvalme, iblandet ømme dansetæer, og trang til at æde et eller andet voldsomt fedtet.

Dagen i går gik ellers med at ligge i fosterstilling på en madras i skyggen, mens jeg lyttede til mindstebarnet og nabopigens leg, og på skift fik lov til at ligge og kramme på mellempigerne. Det er ikke den dårligste måde at have tømmermænd på, men det ville nu have klædt mig at være oprejst, bare lidt.

Jeg har fødselsdag på fredag, men kommer ikke til at holde noget festligt, grundet andre arrangementer: 40 års skolejubilæum på de mindstes skole; afslutning på efterskolen og en middag. Weekenden efter rejser mindstebarnet og jeg til Madrid, på aleneferie, så der bliver det heller ikke. Og selv om min lever nok er voldsomt begejstret for at der ikke skal festes mere lige foreløbigt, så ærgrer det mig.

Det var vores søde naboers kobberbryllup vi fejrede i lørdags, og HOLD nu op – det var sjovt! Og helt vildt gennemført, med 1920er-tema, ca 50 udklædte gæster, og gode drinks (kvalmelyd).

Der var både et guld og glitterpyntet telt, med gamle møbler og ting, champagnetårn og cocktailbar, og så et hemmeligt telt med smugkro, hvor fadølsanlægget var gemt i en halmballe, og man drak “moonshine” af syltetøjsglas.

Helt genialt, og meget stemningsskabende – og det giver mig virkeligt lyst til at holde noget stort. Næste år! Og med et tema, der kan være med til at give stemning. Den slags tager sikkert også et helt år at udtænke og fremstille pynt til, så det er nok fint at vente et år.

Er der nogen af Jer, der har gode forslag til hvilke festtemaer der er sjove, og nemme at få folk med på? Så vil jeg rigtigt gerne høre!

09/12/17

Om regn, kærlighed og fest

Flere af Jer har spurgt ind til fest, så her kommer lidt om det. Det er uden skarpe pointer eller noget, men bare et hyggesludre-indlæg – nu er I advaret! 😉

Hele sidste uge gik al fritid med forberedelser af vores kombinerede fejring af 20 års kærlighed/Ninjamans kræftfrihed.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi rundede Netto efter ting vi havde glemt at købe, eller hvor absurde ting det blev nødvendige at anskaffe (fx varmeblæsere til teltet, og 35 kilo færdige isterninger), og vi vågnede begge to flere gange gispende op, med mareridt om at vi var blevet nødt til at aflyse pga tyfoner/manglende gæster/brændt mad – den fest var altså VIGTIG at få holdt!

De sidste to år, fyldt med hospitaler, operationer, lægesamtaler, søvnløse nætter, tårer og krampagtig klamren sig til alle de lyse stunder, der dukkede op som små øer midt i det hele, fortjente at blive festet væk – og det blev de!

Pigerne var et ret awesome oppyntningsteam – velvilligt assisteret af naboens ivrige kat:

Det blev virkeligt hyggeligt, og med den flotteste bar jeg nogensinde har set:

Indretningstip, fra nykåret, selvudnævnt festpyntindkøbs-guru (mig):

Selve bardisken, er en ikea-kommode, fundet til storskrald. Vi fjernede alle skuffer, bortset fra de nederste, der kunne bruges til at have glas og sugerør klar i; olierede toppen, og gaffaede hullaskørter rundt om. Det fungerede forrygende! Pynten var hjemmelavet, eller ebay-indkøbt.

Da gæsterne kom regnede det voldsomt… Den glødende-kul løber druknede; ingen kunne høre hvad hinanden sagde inde i teltet; og man skøjtede rundt i mudder når man skulle ind i huset – men folk ankom med det bedste humør og samme trang som os, til at være med til at feste al det grimme væk igen, og regnen blev hurtigt glemt. Det er en fed oplevelse, at sætte mennesker man holder af sammen med andre mennesker man holder af, og se hvordan de klikker.

Det hjalp selvfølgelig også at have velekviperet bar, og laminerede drinksopskrifter liggende klar, så gæsterne kunne amatør-bartende gode drinks til hinanden:

Maden var god og rigelig – tak til Jer for opskrifter! Lavede både kager og salater efter jeres tips, men fik desværre ikke taget fotos af kagerne – der ellers var gode. Ninjaman og naboen grillede kød og natmads-hotdogs, og vores yndlingssnackfirma “No crap” havde sponsoreret en hel kasse karamelpopcorn, fordi jeg engang anbefalede dem. De faldt i særdeles god jord, og vi fik smittet en masse andre med vores begejstring for dem – tak!

Både Ninjaman og jeg havde tænkt på at vi ville holde en tale, og fortælle vores venner hvor meget de betød for os, og hvor taknemmelige vi var for al det de havde gjort for os, mens og efter han var syg, men vi havde ikke nået at skrive noget ned. Hans forsøg på improviseret tale blev til den mest rørende gang tavshed, da følelserne overvældende ham. Mit forsøg på at supplere ham, blev rodet og akavet – men jeg ved, at folk forstod hvad det var vi ville have sagt.

Min søster holdt en smuk tale; mine to ældste venner og vores søde nye svoger havde lavet hver deres quiz, og ellers blev der drukket og danset og snakket til klokken 04 om morgenen. Det var den suverænt bedste fest vi nogensinde har holdt, med kram og kærlighed, dans og drinks!

Det tog hele søndagen at rydde op, og græsplænen ligner Roskilde-festivalen, men det var hvert sekunds oprydning hver, og vi gik smilende rundt imens, glade for at kende så mange dejlige mennesker.

09/4/17

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

På lørdag, d. 9-9, er det to år siden at Ninjaman fik sin cancerdiagnose – men det er også præcis 20 år siden vi mødte hinanden, og for at slette alle de dårlige minder knyttet til den dato har vi tænkt os at feste det væk. Sådan en slags 20-års-kærlighed/fuck-cancer kombi.

Vi har inviteret 40 venner; øvet os i at lave drinks; sat venner på opgaven med at lave dansevenlige playlister; nasset os til at låne naboens festtelt; og planlagt at bruge en måneds madbudget, på dyr der kan grilles.

Efter lang tids debatteren, nåede vi frem til at “trope-tema” ville opveje for eventuelt gråt efterårsvejr, og få en havefest til at virke lunere. Ældstebarnet – der har en veludviklet æstetisk sans – tilbød at være pynt-planlægger, og talte om naturfarver, og smagfuldt anrettede blomster.

Hvad hun ikke havde kalkuleret med var:

1. Hendes yngre søskendes intense trang til at fremstille pynt

2. Hendes mors amok-shopping på ebay, efter alt der var plastik, flamingo, ananas og blomster.

Hun opsagde sin selvvalgte stilling i protest, da de første pakker tacky flamingo-sugerør ankom i posten, og bunkerne med hjemmelavet pynt begyndte at hobe sig op på lillesøstrenes værelser.

Uden en tjekket over-pynte-planlægger har pynteindkøb virkeligt taget overhånd. Oprindeligt forestillede jeg mig at der kunne komme til at se lidt sådan her ud:

Men med de rå mængder oppustelige flamingoer og palmetræer jeg har fået købt, er det nok usandsynligt at vi når op på en standard der er bare tilnærmelsesvis så classy…

Til gengæld har alle fire piger håndmalet nogle awesome drinksbilleder, som jeg skal have lamineret, med opskrifter på bagsiden, så alle kan gå op og amatør-bartende. (I den generøst pyntede hoolahoola-bar).

Det bedste af det hele er dog skiltet til over baren, malet af den stortegnende, absurdtænkende ti årige.

Skiltet i sig selv ser ret tjekket ud, men detaljegraden er foruroligende.

Her et “A”, med resterne af en fest, og en aktiv graffitimaler:

Og her et “L”, med trampolinhoppende mennesker:

Min favorit: et “C”, med katte der fester virkeligt hårdt. Bemærk den der knækker sig ud over kanten.

Og den mere mystiske: et “T”, der åbenbart handler om Trump. Der bygger en lille mur…. Det barn formår altid at twiste ting lige en tand ekstra, ud i det ganske absurde!

Så ja: der er riiiiigeligt styr på pynt. Og vi glæder os fuldstændigt vanvittigt meget, til at feste alle de grimme ting helt væk igen, og fejre kærligheden, med alle de mennesker der betyder noget.

Er der nogle af Jer der ligger inde på nemme, billige, gode opskrifter på salater, kager eller lignende? Så smid dem endelig i min retning! Vi arbejder begge to sindssygt meget hele ugen, så det skal være noget vi kan nå at indkøbe til og lave lørdag inden festen – mens ungerne voldpynter telt.

12/5/16

Om store børn, fest og banko

Årh det har været en hektisk weekend – fyldt med fest og hyggeligheder, men med en masse planlægning og forberedelse også.

Mit fabelagtige ældstebarn fyldte hele 15 år lørdag, og da hun ikke er blevet konfirmeret, eller noget der mindede om, fik hun lov til at holde en større fest end vi plejer.

Det er kun et øjeblik siden at hun var så lille som på pasbilledet her, og næsten lige så kort tid siden at hun kom til verden, hjemme i sofaen.

Den historie kan iøvrigt læses HER

Da vi ikke havde plads til både nærmeste familie og bedsteveninderne med familier hjemme, lånte vi lokaler på børnenes hyggelige skole. Så blev pladsen pludselig rigelig, og vi sagde ja til at hun også måtte invitere alle pigerne fra klassen. Vi endte derfor med at være hele 35 mennesker, til kagebord og aftensmad.

Fødselaren stod selv for borddækning, sammen med en veninde, og det blev betagende flot, med håndmalet mønster på dugene, granranker og skiver af træ med lys på. Jeg fatter ikke hvor det barn får sin æstetiske sans fra – det er ikke fra sine forældre, som synes vi er dygtige hvis bare vi stabler vores rod i pæne bunker.

Hendes mellemsøstre, far og jeg lavede al maden, mens mindstebarnet var fredet pga lidt feber. Ninjaman og næstyngste søster fandt endda tid til at håndtegne to kæmpeplakater, der skulle bruges til gæstebog. Vi havde fundet noget der mindede om på Pinterest, som hendes far tegnede af, mens søsteren improviserede mere. De kom til at se sådan her ud:

Ideen var, at hver gæst skrev et godt råd til hende. Ovenstående er mine visdomsord.

Det var en stor succes med den slags plakater, og hun blev rigtigt glad for dem.

Festen fortsatte til langt ud på natten, og vi var zombieagtigt trætte da vi dagen efter ryddede op. Mit hoved var også rødvinstungt, og måske var det derfor at jeg endte med at sige ja til mellempigernes drøm om at tage med til bankospil, på en skole i nærheden.

Vi har aldrig prøvet banko før, men det var lidt af en oplevelse!

Nisseband, æbleskiver og mine to piger der brød fnisende sammen, hver gang opråbene sagde “niner-fyrre” og “niner-tredive”.

Som de bankoanalfabeter vi er, vidste vi ikke at man selv skal have egne bankobrikker med. Heldigvis findes der som regel rosiner i bunden af en rodet mor-taske.

De profesionelle bankospilleres smil stivnede lidt over vores rosinhelligbrøde – men jeg anede alligevel et snert af respekt da vi, efter fire lange timer, slæbte væk med både chokoladeæsker og en gavekurv.

Efter en weekend med så meget knald på, er det næsten afslappende at være på arbejde igen.

Og selv hvis jeg ikke syntes det, kan jeg varme mig, ved tanken om hvor superglad min store pige blev for sin fest – og hvor sej jeg er, at jeg har kunnet holde et barn i live i hele 15 år nu.

09/29/16

Om forældrefester – et (forsinket) mandagstip

I lørdags var der fest på pigernes skole: forældrefest, UDEN børn.

Overskuddet går til niende klassernes rejsekasse, og kombinationen af en virkeligt morsom sang festudvalget kom og sang for os til sommerfesten, og det faktum at vi er forældre til et niende klasses barn i år, fik os til at købe billetter.

Og fortryde lidt igen…

Både fordi det var svært at få børnepasning den dag, men også fordi det virkede ret pligtagtigt at møde op på skolen, når det ikke var for børnenes skyld.

Nogle af mine bedste venner har børn på samme skole, men de kunne ikke komme. Som dårlig-ansigtsgenkender vidste jeg ikke om jeg kunne skjule at jeg ikke aner hvem særligt mange af de andre forældre er, selv om vi har børn i samme klasser, og forudså en lang, pinefuld fest.

Vi aftalte derfor at blive hjemme, med manglende børnepasning som undskyldning.

“Vi kan passe os selv!” foreslog en kæk mellempige “vi skal bare have… fem kroner hver for det! Og nogle chips!”

Se, det var et tilbud der var til at forstå, og da naboen lovede at tjekke op på dem, havde vi ingen undskyldning og drog til fest klokken 16.

Og her kommer (det forsinkede) mandagstip: det er den fedeste idé at holde forældrearrangementer på den måde!

Man bruger alligevel så meget pligt-tid på sine børns skole, og det var helt surreelt at dukke op og se skolen festpyntet og fyldt med ca 100 festklædte, afslappede mennesker, uden skrigende unger om benene.

En eller andens bror grillede kød i gården, niende klasses børnene havde lavet salater og dækket bord, og der var funky livemusik og en velekviperet drinks-bar.

Det kunne sgu ikke rigtigt gå galt.

Kvinderne skrev deres telefonnumre på papirlapper i en bowle, og blev ringet op af en tilfældig bordherre, og under middagen var der quizzer og underholdning .

Vi blev ikke så længe som vi havde lyst til, da vi havde lovet unger at være hjemme inden de store af dem skulle sove, men det var klart det værd alligevel.

Det er første år den slags holdes, men jeg fornemmer at der er stemning for en tradition, som jeg umiddelbart vil anbefale varmt, at man prøver at kopiere i sine børns skole/børnehave.

Det er bare lidt sjovere at korridorsnakke med Fridas far, når man nu ved at han hedder Peter, og danser en vild lambada, eller med Elias mor, når man ved hvor skæg hun ser ud når hun drikker tequilashots, og jeg har været en mere tålmodig børnehenter end normalt denne uge, fordi jeg rent faktisk håbede på at få tid til at tale med andre forældre.

05/23/16

Om fejring af seks årige, operation og gode dage

“Det har været den bedste dag i hele mit liv!” sukkede min næsten 6 årige da jeg kyssede hende godnat i går aftes, og fik flere ugers bekymringer til at føles som om det var det værd.

Vi fejrede hendes kommende fødselsdag i går, med 17 børnehavevenner.

Alle bekymringerne over hvordan vi skulle få plads til så mange mennesker indendøre, blev gjort til skamme af det fantastiske vejr; alle mine bekymringer om hvordan jeg skulle underholde sådan en flok blev blæst væk af mit fantastiske planlægningsteam (bestående af mellempigerne og deres bedste ven); og alle bekymringerne om vi mon måtte aflyse i sidste øjeblik hvis Ninjaman fik operationstid akut, var heldigvis også unødvendige.
Overlægen ringede søndag morgen, lige inden gæsterne kom, og fortalte at de ville operere torsdag, og det er en kænpelettelse at vide dato, efter så lang tids venten. Nu skal den næste måned med smerter bare gå hurtigt!

Mit fødselsdagsplanlægningsteam har brugt to måneder på at øve og planlægge skattejagt, ud fra denne fabelagtige og billige bog – komplet med skattekort, koder og en god historie.
Kan klart anbefale den bog.

(link er affiliate, og bogen modtaget i gave, men den er helt ægte superinspirerende til ambitiøse planlæggere!)

Bagefter lavede de cirkusforestilling for de benovede små, poppede popcorn og lavede candyfloss, og det var en begejstret flok børnehavebørn der vinkede farvel klokken 15, og overlod os til en anseelig oprydning, efterfulgt af hyggelig aftensmad og generøse mængder hvidvin, med vores omsorgsfulde naboer.

At midtpunktet for al den festivitas siger at det var den bedste dag i sit liv, fylder mig med taknemmelighed, for jeg ved at den næste måned efter operation bliver op af bakke igen.
Dage som denne burde kunne lægges på flasker og hives frem igen på de barske dage – jeg ville klart købe en hel kasse!

06/23/14

Om fest og rystede hoveder

Hele sidste uge brugte jeg på at bekymre mig over hvor godt vejret mon ville blive lørdag, hvor jeg skulle holde fest for 30 mennesker.
Vi havde lavet ti liter chili con carne, lokket min søster til at bage, og købt sprut og juice i store mængder – det eneste vi virkeligt manglede var plads.

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op på arbejdet, af pigernes lærer.
Min 7 årige var faldet af en gynge, havde slået hovedet, og blev kørt med ambulance til hospitalet.
Vi skyndte os derud, til en desorienteret lille pige og hendes hændervridende storesøster.

Hun var indlagt til observation i 6 timer, og da vi sad der og aede hendes bløde kinder mens hun kastede op, virkede det uendeligt ligegyldigt hvordan fest-vejret blev – hvis bare hun fik det bedre.

Og det gjorde hun.
Lørdag morgen var hun glad, og havde næsten ikke hovedpine, så vi reserverede et værelse kun til hende, hvor hun kunne gå ind og hvile sin lille knold hvis det blev for meget – og så gav vi os til at rydde stuen for møbler.

Selv uden de møbler der kunne flyttes, var det svært at forestille sig at der kunne sidde 30 til spisning – men vores søde nabo forbarmede sig over os, og lånte os sit store telt.

Pludselig var der plads til det hele – også en blæret bar, opdelt i børnedrinks og voksendrinks(og det er førstnævnte pigerne mikser sig her, selv om det ser anderledes ud;))

Det blev den hyggeligste fest jeg har været til i flere år, med børn og voksne der hyggede sig på kryds og tværs.
Der blev spillet spil og leget gemmeleg, spist kager, grinet og danset, og det var totalt hyggeligt at børnene var med også.
Jeg blev ganske rørstrømsk og sentimental over, hvor dejligt det var, at kunne samle så mange yndlingsmennesker på en gang, og brugte en del energi på at holde små improviserede jeg-elsker-dig-taler, for stort set alle tilstedeværende.
Bare fordi jeg blev overvældet over at jeg kendte dem, når nu de at så søde.

Dagen efter så der sådan her ud:

Og sådan så der ud næsten hele dagen, mens vi ryddede langsomt, langsomt op – mens vi talte om hvordan festen havde været hele mængden af
oprydning og tømmermænd værd.

06/19/14

Om at blive gammel – og fest og gaver

Jeg har aldrig rigtigt været god til det der med at blive ældre.
Får altid lidt krise over hvor hurtigt tiden går, og mine sortseer-tendenser får en ekstra skrue opad i dagene op til min fødselsdag.

I år har jeg forsøgt at distrahere mig selv, ved at invitere til fest.

Forestillede mig noget havefest, med drinks til de voksne, lege til børnene, chili con carne, bål og kager – og ALLE jeg kendte skulle med!

Havde fejlvurderet hvor mange venner jeg egentlig har – og hvor mange unger de har – så da de første 26 mennesker havde sagt ja, måtte jeg (med dårlig samvittighed) helt fravælge at invitere de mennesker jeg endnu ikke havde nået at spørge – for der blev jeg ramt af lidt realitetssans, ved tanken om at vejret måske ikke var til havefest, og vores stue seriøst ikke er stor…

Det er på lørdag – altså om to dage.
Og vejrudsigten siger koldt og regn…

Skal nu forsøge at presse borde nok ind i vores lille stue, til at vi kan sidde der.
Det bliver lidt ligesom tetris, og jeg ved endnu ikke om det overhovedet er muligt.

Nødplan til børneunderholdning må være film i sove værelset til de 5 mindste; fri leg på børneværelset til de 5 mellemste; og hemmelig klub ude i haveskuret til de tre store…

Og nødplanen til voksenunderholdning, må være at sidde ufatteligt tæt.
Og drikke nok drinks til at det ikke er så akavet.

Det er mange år siden jeg sidst holdt noget stort – både ninajamans 40 års fødselsdag og vores kobberbryllup blev forbigået i tavshed – så det kom helt bag på mig at blive spurgt om gaveønsker.

Det eneste jeg virkelig ønsker mig, er godt vejr.
Og alternativt: en mindre røv, og mere tid.
Men det er så svært at pakke ind.
Nogen af jer der kan hjælpe med gaveønske-ideer?

Superheltemor

Bogblog

Category Archives: Fest

Om at holde taler

Om svimmelhed og festplanlægning

Om tømmermænd og festdrømme

Om regn, kærlighed og fest

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

Om store børn, fest og banko

Om forældrefester – et (forsinket) mandagstip

Om fejring af seks årige, operation og gode dage

Om fest og rystede hoveder

Om at blive gammel – og fest og gaver

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: