08/25/20

Om umulig kærlighed

Jeg er så priviligeret at have fået et nyt arbejde, hvor jeg på jævnlig basis har mulighed for at lytte til 5-6 åriges guldkorn.

Rent citatmæssigt er det den absolut bedste alder børn kan have, og det dokument jeg har liggende med alle mine egne børns citater er også allermest bugnende fra de perioder de var i den alder – de har styr på så meget, men er også nuttet naive om nogle ting og jeg elsker det!

Her forleden gik jeg tur med en fem årig dreng i hånden, da han pludselig sukkede dybt.

Mig:” hvad tænker du på, siden du sukker sådan?”

Dreng:” årh, det er bare det der corona… Jeg er SÅ træt af det!”

Mig:” Det kan jeg godt forstå. Hvad er du mest træt af?”

Dreng:” Det er fordi jeg har sådan en kæreste, ikke? Nina. Hun er rigtigt pæn og vi har været kæreste lige siden vi gik i vuggestue.”

Mig:” åh.. har du ikke kunnet se hende fordi der er corona?”

Dreng:” jeg må godt se hende. Men jeg har ikke måttet kysse hende i flere måneder nu, og DET savner jeg!”

12/5/19

Om voksne børn

Min ældste pige fyldte 18 i forgårs. Sådan teknisk set voksen, med voksne meninger og holdninger og ønske om at finde en lejlighed med sin kæreste…og så alligevel: stadig mit lille pus.

Det er meget underligt det der med at have kendt et menneske så godt, helt fra foster til voksen. Jeg kan indimellem blive helt forundret over de glimt af hendes yngre versioner jeg ser i hende.

Det føles ikke som vildt længe siden at hun var en storsnakkende 4 årig eller en velduftende baby. Hendes far og jeg har jo fx slet ikke ændret os i løbet af den tid, så føles ret vildt at hun har!

Det tænkte jeg helt ind til jeg skulle finde nogle fotos til en tale jeg ville holde, og fandt dette af hendes far med hende. Han ser jo ud som om han er 12 år! 

Nå, men om aftenen på hendes fødselsdag sad vi allesammen i sofaen og guffede chips, og lillesøstrene skiftedes til at fortælle historier om hende, fra da de var små. Alt muligt, både om hvordan de to ældste narrede de små til dårlige roller i lege, og minder og anekdoter fra lege, skænderier og oplevelser de havde haft sammen.

Det var utroligt hyggeligt og kærligt, og jeg blev både blankøjet af rørelse over deres søsterkærlighed og overrasket over hvor meget internt sådan en søsterflok har med hinanden, som jeg slet ikke kendte til.

Det sluttede med en snak om hvor mærkeligt det var at man glemte så meget igen – hvor mange af historierne ikke alle involverede kunne huske. Det fik en af dem til at udbryde tørt:” ja, nogle gange glemmer man noget man gerne ville huske – og så er der ting man virkeligt gerne ville glemme, som man altid kan huske…”

Bekymret over om hun mente tunge ting hun gerne ville glemme – sygdom, dødsfald og den slags – spurgte jeg ind til det og fik følgende svar:” vil du virkeligt gerne vide det, mor? Nå, men jeg glemmer aldrig der hvor jeg kom ud på badeværelset mens du var i bad, og lige da jeg kom ind bøjede du dig så langt ned efter en shampoo at jeg kunne se dit røvhul. Det gad jeg seriøst godt glemme igen!”

 

10/12/19

Om “tre gode ting” lister

Dengang min ældste pige startede skole, havde hun en periode hvor hun kun fortalte de negative ting, når man spurgte til hvordan dagen havde været. Hun kunne have haft en hel fin dag, men det hun valgte at dele, var de to minutter hvor hun havde skullet lave en kedelig opgave. Det smittede af på mellempigerne, så de ligeledes kun fortalte alt det sure de havde oplevet, og vores aftensmåltider var altid en lang gang brok, så man rejste sig nedbøjet fra bordet.

Derfor indførte vi konceptet “tre gode ting”, hvor alle fortalte tre positive ting fra deres dag mens vi spiste, og så måtte brok og tristhed være noget man fik luft for efterfølgende. Faktisk virkede det så godt, at al brok ofte bare forsvandt undervejs, og vi har gjort det i mange år – men ikke længere hver dag.

Tre gode ting” går helt enkelt ud på at alle på skift kort nævner tre ting der har været gode – eller i det mindste ikke-dårlige. På en god dag kunne det være noget a la:”vi havde en god leg på legepladsen; min madpakke var vildt lækker; jeg blev glad for at blive hentet tidligt”. På en dårlig kan man stadig finde nogle positive ting, som:” jeg har ikke slået mig i dag; selv om det regnede blev mine sokker ikke helt våde, der var kun nogen der drillede i det lille frikvarter, ikke i det store”.

Nå, men jeg kan godt mærke at jeg selv er inde i en periode for tiden, hvor jeg skal blive bedre til at minde mig om de gode ting. Det er ikke fordi der sker decideret dårlige ting eller ikke er små åndehuller af gode ting, men jeg føler at jeg har så forbistret travlt at jeg slet ikke når at sanse dem. For travlt på arbejde, for travlt med teenagebørn, og for travlt med hele den hale af møder/særmødet/arrangementer der hører til at have skolebørn, og for tiden både hober sig op og giver lyst til at brokke sig.  Er typen der på skift falder tungt i søvn foran fjernsynet eller ligger og glor op i loftet hele natten.

Så… nu skal jeg til at minde mig selv om de gode ting, så de ikke drukner i farten. I dag tager vi til Helgenæs i regnvådt sommerhus, og forhåbentligt er det det der skal til for at lande i mig selv igen. Bare lige lidt blødt nærvær, gåture og tid. (Og ikke for mange tanker på hvad ældstebarn og hunden laver alene hjemme i huset imens…)

Og ugens “tre gode ting”:

1. Jeg så en stump video, hvor min halvandet årige nevø, Knud, filmer sig selv, og med en smisken og en pegende finger konstaterer at “der er Gud!” Vild med den udtale af eget navn – og med selvtilliden.

2. Glemte at mindstepigens skole lukkede samtidig med at jeg har fri om fredagen. Troede jeg kunne nå at hente hende, men hun ringede grædende og kunne ikke forstå hvor jeg blev af – lyder ikke som en god ting, men det endte med at jeg fik hende gelejdet ind på en cafe for at vente, og her endte vi med at spille kort og drikke kakao i halvanden time, istedet for at tage hjem til pligter. Det var rart.

3. Fandt denne her orm i skoven forleden. Den bliver til en ufattelig grim sommerfugl, men den hedder “bøgenonne”, og både navnet og det at den har et lille ansigt, gjorde min dag vildt meget bedre.

08/30/19

Om at mangle budskaber

Da jeg for nogle år siden købte den her lysskiltsdims til en af mine børn i fødselsdagsgave, var det fordi hun var overbevist om at hun havde mange spændende budskaber, der kunne pynte på værelset.

Det havde hun også i starten, hvor stærke budskaber om fred eller kærlighed og den slags oplyste hjørne på værelset. Så tabte hun interessen, og gav den videre til søster, der i et par år primært havde den stående med sit eget navn flot oplyst. Rart ikke at lide under manglende selvtillid!

Nu har den så fået en tredje ejerkvinde, med om muligt endnu mindre på hjerte rent budskabsmæssigt:

Jeg kommer til at grine højt hver gang jeg går forbi.

Ville ønske jeg havde tænkt på det som blognavn, i sin tid – det ville nok fjerne presset, når jeg i perioder ikke har noget på hjerte at skrive om.

(Lysdimsen købte jeg iøvrigt her – og dette link er sådan et reklamelink, selv om indlægget ikke er)

06/24/19

Om effektfulde beskrivelser

Mindstebarnet – ophavsbarnet til den helt særlige disciplin “kokasse-solo”, gav en koncert med sit band til skolens sommerfest i fredags.

For en ordsamler som mig, er det ret fascinerende at opleve mennesker der ikke rigtigt er opmærksomme på ord. Min mindste unge er svært glad for at fortælle; beskriver godt; og er meget energisk når hun fortæller, men detaljer som nye ord er knapt så spændende.

Således rundede hun en lang fortælling om hvad de skulle have på af tøj ved optræden; hvem der var med i bandet og hvordan deres indbyrdes relationer var; hvordan de havde fundet på sangen og hvilke rekvisitter de skulle bruge, af med erklæringen:”og ved du hvilket instrument jeg spiller? Larmende cirkel!”

Det tog mig meget, meget lang tids udspørgen at finde ud af hvad betegnelsen “larmende cirkel” dækkede over, for ordet havde hun helt glemt.

Kan I gætte det? Det giver virkeligt god mening, og jeg vil fremover aldrig kalde den andet selv.

06/11/19

Om superheltes mindre kendte kendetegn

”Se lige mig!” Sagde fremmed ca 6 årig dreng, jeg mødte på arbejdet, til mig i sidste uge “jeg er Spiderman!”

Umiddelbart kunne jeg ikke se nogle spor af superhelte på ham – bare almindelige shorts og tshirt, men synes ikke at hans henvendelse skulle gå ignoreret hen, så jeg begyndte at tale om hvor sjovt det var at gå og forestille mig at man var Spiderman eller andre helte.

Her afbrød han mig overbærende, med et:”jamen, det er ikke indeni jeg er Spiderman! Det er udenpå. Se selv!” Og så flashede han lakerede fingernegle, skiftevis i rødt og blå:”se! Spiderman-negle! Og i næste uge skal jeg have Batman-negle – sorte og gule!”

Fandme nuttet, at gå og føle sig som en superhelt på grund af neglelak!

Jeg vidste slet ikke det var sådan man genkendte Spiderman?

04/23/19

Om soloer, på ikke-solovenlige genstande

Ugen før påske, havde mine tre yngste pigers skole tema-uger, i anledning af skolens 40 års jubilæum. Børnene kunne vælge sig på forskellige emner, på tværs af klasser, hvor de arbejdede med de fem årtier skolen har eksisteret.

Næstyngstebarnet, der er usædvanligt god i et køkken, meldte sig på mad-tema, og kreerede 70’er frikadeller, 80’er forårsruller, 90’er pastasalat, 00’er sushi og 10’er vegetarversioner af ovenstående, samt malede billeder af mad.

Hun havde en forrygende uge, men ingen kan blive så begejstret over ting som mindstebarnet, der er kommet hoppende af glæde hjem fra skole hver dag, mens hun begejstret udbredte sig om sit musikværksted, hvor de så musikvideoer og lærte at spille fem numre helt selv.

Hun har altid været glad for musik – hendes første sætning var således titlen på en sang, på engelsk – og hun er lykkelig for at gå på en skole med gode musiklærere, og mulighed for at vælge musikvalgfag ofte.

Jeg må indrømme at man godt kan blive lidt træt i ørerne af at høre de samme takter fra “hands up” (70’er sangen) og “hvor skal vi sove i nat”(80’er sangen) blive øvet på hendes lille keyboard herhjemme, men det blev ganske opvejet af hendes konsekvente ombytning af ordene “kokasse” og “koklokke”, som hun skulle spille i 90’er Spice Girls nummeret.

”Jeg er SÅ god til at spille kokasse! Helt rytmisk! Og ved du hvad? Måske skal jeg endda have en kokasse-solo! Er det ikke sejt?”

Hendes søstre og jeg – og heldigvis også hende selv – har skreget af grin hver gang hun har brugt ordet forkert, men alligevel er hun kommet til at bytte rundt på det dagligt. Dagens bedste underholdning, hver gang.

Der er noget virkeligt fascinerende, ved tanken om et barn der trommer en hård solo, i en kokasse med en pind. Den koncert ville jeg faktisk gerne se!

03/7/19

Om børnecitater – dem med misforståede ord

Jeg elsker når børn kommer til at krølle sproget, eller opfinder andre ord, og skriver alle børnecitater ned i et dokument.

Selvfølgelig flest fra mine egne børn, men indimellem også andres. For et par år siden underviste jeg nytilkomne børn der ikke talte dansk endnu, og her kom der også gode bud på ord.

En dag havde børnene hørt sangen “indianer”, og blev ved med at nynne den bagefter. Jeg spurgte om der var nogen der vidste hvad ordet “indianer” betød. Dyb tavshed, indtil en lille 6 årig pakistansk dreng ivrigt rakte hånden op:” jeg husker det! Det er..  ligesom i matematik!” hvorefter han mimede hvordan man lavede en lige streg efter en lineal. Siden har jeg ikke kunnet høre sangen uden at tænke:”liiiinealer! Søn af alt der gror, vand og ild og jord. Liiiinealer – kalder du på mig!”

I mit dokument over hvad mine egne unger har sagt, har jeg i denne kategori disse. Sjovt nok er det kun barn nummer to og barn nummer fire der har lavet de kreative ord – de to andre har mere misforstået sammenhænge end ord:

 

Mindstebarnets “glædeshelium” bloggede jeg om for nyligt.

N 5 år:” årh mor, naboens dreng går til NINJA!… Eller måske var det spiderman?” (han gik til spejder ) 

N 6 år. Vi leger mime-leg, og hun skal gætte ordet “skrivemaskine”, men kan ikke huske det. “Jeg ved det! Det er et digteapparat!”

N 6,5 år:”mor, må jeg ikke få et flydkogt æg? Jeg elsker når det er flydende!”

N, 8 år, og nyopereret i maven for brok:”årh mor… Jeg føler mig så…harmløs!”(hun mente følelsesløs, men så ganske rigtigt også ret harmløs ud, der i hospitalssengen)

L 3 år ser at jeg er ved at skifte en elpære i spisebordslampen, og spørger interesseret:”hvorfor har du taget det der æble ud af lampen?”

L 3 år: ” se mig! Jeg laver gymnastik – jeg er en skraldemand!”(sprællemand)

L 4 år: “av, jeg har pine-hoved…”(hovedpine)

L 4 år:”skal vi spille jord-ma-klods?” (klodsmajor)

L 4 år:” det der er en hane og det der er en høne, og deres unger hedder kællinger!”

L 4,5 år:”se mine gækkebreve! Jeg har lavet et der er firkantet, og et der er rundkantet!”

L 5 år: “Samra fra min børnehave har en Gud der hedder det samme som Anemones far!” (Allan)

L 7 år: en af storesøstrene er sur og smækker døre, og L spørger:”Nå, er det de der hæmorider der styrer hendes hjerne nu?”
(Hun mente “hormoner”..)

—-
Hvad har I hørt af sjove ordmisforståelser? Skriv dem i kommentarfeltet eller send mig en mail på superheltemor@live.dk, så vil jeg se om der er nok til et indlæg med jeres citater;)

02/7/19

Om børnecitater – de brystfikserede

Jeg har et dokument på ipad, hvor jeg skriver mine pigers sjove citater ind. Det er bare om at få dem gemt, for jeg kan se at mængden af citater tørrer ud fra 8- 10 års alderen.

Jeg har flere sider med citater og det er virkeligt sjovt at sidde med pigerne og læse højt engang imellem. Her sidst vi gjorde det, var der en af dem der konstaterede:” vi har godt nok været meget optaget af patter, hva?”

Og ja: mine bryster har helt sikkert måtte lægge ører til ufatteligt mange kommentarer i årenes løb. Se bare et tilfældigt udvalg af citater med babse-tema:

L, 3 år, går forbi mig mens jeg bader, og konstaterer tørt: ”laaaange patter…”

A 3½ år:” jeg glæder mig til når babyen kommer ud, for så kommer der en ko og fylder mælk i dine bryster!”

A 3½: kigger på at lillesøster bliver ammet, og konstaterer tørt: “det ligner hun er ved at puste dig op…”

N 4 år, står og måler smør af for at bage, og spørger interesseret:”er smør egentlig lavet af mælk? Og er det komælk eller mormælk?”

Kompliment, fra 5 årige A, mens jeg tog tøj på:” Det er en meganice brystebeholder du har!”

L 4 1/2:”flot brystebeholder, mor! Mine bryster behøver ikke en brystebeholder, for de kan godt holde sig. De sidder fast – på mit skelet!”

Vi kører forbi et reklameskilt, med et billede af nogle bryster på, og A 6 år, spørger sin søster:”Vil du helst have sådan nogle lige-uds-bryster som dem på billedet – eller sådan nogle nedads-nogle, som mors?”

Ja, jeg har ikke lige fotodokumentation, men her er et af mindstebarnet der forsøger at kradse sin fars brystvorte af, mens han træner.

12/6/18

Om hvorfor barnetro måske bør pilles ud, før børn bliver for kloge

Herhjemme har jeg altid smurt tykt på med magi, og givet den fuld gas med nisser, påskeharer, tandfeer og alt der er sjovt og magisk.

De tre store fandt sådan drypvist ud af at det bare var noget vi legede, men beholdt lysten til at lege med, for deres yngre søstres skyld. Mindstebarnet er nu 8, og har ikke stillet spørgsmålstegn ved noget som helst endnu, af alt det magiske. Hendes 4-5 bedste venner har også nisser hjemme i julen, og tror lige så fast på dem som hun, så selv om hun er en lidt stor nisse-fan, så er det heldigvis ikke pinligt.

De sidste år har drillenissen Jan Kalle boet på hendes værelse i julen, og hendes søstre går op i det med liv og sjæl: svarer med lillebitte skæv skrift på alle de breve hun skriver til nissen; gemmer pebernødder på hendes værelse, og toiletpapir i hendes seng, og hun elsker det! Hun fik tårer i øjnene af glæde da hun opdagede at nissens dør var kommet på i løbet af natten, og han får mange breve og sange.

Egentlig var hun så småt begyndt at tvivle på julemanden, indtil hun skrev et brev til sin nisse og forhørte sig om han mon kunne skaffe hende en lyserød cykelpumpe. Han/mellempigerne lovede at spørge julemanden, og den forretningshemmelighed tog hun frydefuldt imod.

”Tænk at han bare fortæller mig det! Det er sikkert fordi han er i nisselære, og ikke ved man skal holde nissehemmeligheder!”

Hun godtede sig over sin insider-viden nogle dage, men tandhjulene må have kørt godt rundt inde i hendes hoved. Forleden da jeg stod og lavede aftensmad kom de ord, der fik mig til at forstå hvorfor det er smartest hvis børn stopper med at tro på julemanden, i god tid inden de bliver gode til matematik:” Mor, jeg fatter ikke mig selv! Tænk: sidste år bad jeg julemanden om tusser. Tusser! Hvor dumt er det lige?”

Mig:”øh, men du blev da virkeligt glad for de tusser, og tegnede med dem hele aftenen?’

Barn:”ja, men i år ønsker jeg mig en cykel!”

Mig:”wow… det var godt nok en stor gave. I plejer da at ønske jer noget man kan sidde og hygge med juleaftensdag, som han kan komme med om formiddagen?”

Barn:”ja, men det er GRATIS gaver! Jeg kan ønske mig lige hvad jeg vil, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før? Og jeg har jo min søsters gamle cykel, så jeg kan bare sælge den nye, og købe sådan noget med 1000 af de malebøger jeg i virkeligheden ønsker mig. Smart barn du har, hva?”

Øh ja. Virkeligt smart. Tænker hun nok bliver lidt skuffet så.

Har I børn der tror på nisser?