04/18/20

Om kræft og operationer

Herhjemme er det altid mig der bliver spurgt om ting der kræver paratviden eller almen hukommelse, og Ninjaman der bliver spurgt om alt der skal læres fysisk. Han kommer fra en lille by, hvor det eneste man kunne lave var at gå til ting, og han har gået til ALT og bliver utroligt hurtig god til ting. Alt fra hård fysisk sport, til dans, musikinstrumenter og kunsthåndværk er han naturligt god til. Her i Corona-lockdown har han og mellempigerne fx syet en masse tøj til sig selv, med stor ildhu og talent.
Og med sport er det næsten endnu vildere hvad han kan opnå når han sætter sig for det – jeg har aldrig kendt nogen der kunne træne en sixpack frem så effektivt og har så stor styr på sin krop.

Det var derfor ikke overraskende da lægerne på hospitalet, til et kræfttjek, opdagede at hans fantastiske krop har gjort noget så effektivt som at gro en solid beskyttende knogle på hans hals, rundt om en kunstig blodåre de have lagt derop under den første operation.

Ser det ikke vildt ud?

Det er “tappen” længst inde mod halsen på billedet der er ny og også lægerne var ret imponerede over hans krops formidable helingsevner. Cykelkæden er den der holder den nye del af kæben sammen med den gamle.

Vi har lavet mange jokes med hvor superheltesejt det er, men den generer efterhånden meget, og nu skal den væk. På tirsdag.
Det lyder ikke som om det bliver så voldsom en omgang, men alligevel har tanken om det trykket os begge rigtigt meget de sidste uger. Det hjælper heller ikke ligefrem at have haft en hel måned hjemme med tid til bekymring, og så falder operationen sammen med lige at være startet på arbejde igen begge to. Med halve hjerner, der tænker på operation.

Siden han blev diagnosticeret med kræft for 4 år siden, er han blevet opereret 11 gange. Selve kræften forsvandt lykkeligvis ved de første operationer, men det tager tid at få rekonstrueret det hele når man fjerner en halv kæbe og bygger en ny af væv og knogler fra skinnebenet. Det har været en hård omgang. Selvfølgelig mest for ham der fysisk har ondt, men også psykisk for os alle. Det er skræmmende og frustrerende at se til fra sidelinjen når en man elsker har så ondt og man ikke kan sige eller gøre noget der hjælper. Den sidste operation han fik, af en bøjet tå, viste sig at være så smertefuld efterfølgende at det velkendte sorte hul af frygt blev noget vi alle kunne mærke. Selv om han fysisk blev sig selv i løbet af nogle måneder, så havde han efterfølgende en meget lang periode med nedsat overskud til at være sammen med andre. Tanken om den omgang trykker nu hvor han står foran operation nummer 12.

Så disse tre sidste dage inden skal bare fyldes ud med positive ting. Vi laver bål, drikker cocktails, og lærer børnene poker.

Gik en lang tur i dag, og købte sushi vi ikke rigtigt havde råd til, og spiste det på en tom legeplads. Vi har lavet yoga. Pigerne bager kager. Der er planlagt banko og hjemmebiograf senere. Og dagen i morgen skal også fyldes ud med alt der distraherer.

For dette her er forhåbentlig og formentligt den sidste operation han behøver at skulle igennem, og det handler bare om at træde vande så hårdt vi kan, så vi kan holde hovederne ovenvande denne gang.

Det skal nok gå godt.
Og når vi engang må være sammen med mange mennesker igen, skal det festes væk. Helt væk, hvor vi ikke længere fryser i skyggen af den sygdom der engang var.

04/10/20

Træn yoga hjemme i stuen og vind 1000 kroner til yogaudstyr.dk

Konkurrencen er slut – vinderen blev “Kathrine”, trukket over Instagram denne gang.

Reklame/samarbejde

Jeg elsker hvad yoga gør af gode ting ved alt fra tankemylder til ømme sofamuskler, og har dyrket yoga i rigtigt mange år –  men med absolut vekslende intervaller. De bedste steder jeg har gået har altid været så besværligt langt væk at jeg er faldet fra efter nogle måneder, og istedet har taget yogatimer i det lokale fitnesscenter. Fitnesscenteryoga er bare ikke det samme, og derfor er jeg også faldet fra igen og har udskiftet det med halvhjertede solhilsener hjemme på stuegulvet.

Men nu tror jeg at jeg har knækket koden til at få dyrket god yoga, hvor jeg ikke engang behøver forlade mit hjem: yogavivo.dk. Hold nu OP, hvor er det genialt! For sølle 119 kroner om måneden kan man vælge alle de yogahold  man vil, hjemme i sin egen stue, og få virkeligt god yogaundervisning uden at behøve køre langt for det. Jeg er fan!

De sidste ti dage har jeg lavet en eller anden form for yoga hver eneste dag, de fleste af gangene med deltagelse af et entusiastisk udvalg af mine børn, der er blevet lige så bidt af det som jeg. Vi har både trænet inde i stuen allesammen ved at streame til fjernsynet, og i haven, med yogavivo på ipad.
Mindstebarnet og jeg havde den sjoveste formiddag med forælder/barn yoga på terrassen i forgårs; jeg frydede mig over for en gangs skyld at være en smule bedre end den fysisk stærke Ninjaman til noget da jeg udfordrede ham til en balancetime; teenagepigerne synes det er sjovt at være med til de mere dynamiske yogaformer, og selv har jeg et par gange haft glæde af meditationsøvelserne om natten, når søvnløsheden tog overhånd.

Selv om mindstebarnet, hendes far og muligvis også jeg selv skal i skole/på udearbejde, kan jeg kun forestille mig at vi fortsætter hjemmeyoga fremover. Det kræver jo ikke mere end lige at rulle en måtte ud og trykke play.. De tre store piger skal tidligst i skole igen 10 maj, og har besluttet sig for at bruge tiden på at blive smidige yoga-eksperter, så de er i fuld færd med at planlægge forløb de skal køre.

Nå, nu lyder dette måske som overdreven reklame, men jeg er ægte oppe at køre over yogavivo og synes det er helt genialt – hvis I tvivler, så kan I prøve det helt gratis i 30 hele dage og jeg er ret sikker på at I så vil være enige med mig i begejstringsniveau. 😉

Om yogavivo:

Yogavivo blev stiftet af fire danske yogaentusiaster i december 2015, for at gøre det muligt for alle at lave yoga med nogle af Danmarks bedste yogalærere hjemmefra. Tanken var at det skulle være muligt at lave yoga i mange stilarter, uden at man behøver køre til og fra et yogastudio.  Med yogavivo behøver man bare lidt plads på stuegulvet derhjemme og hvor lang tid man vil afsætte til yoga hver dag styrer man selv. 15 minutters yoga gør også en forskel, og man kan vælge klasser med fokus på lige det man har mest brug for her og nu – fx afspænding af ømme computerskuldre, hyggelig yoga med sine børn, beroligende hatha yoga eller yoga med fokus på eksempelvis opstramning af balder. Der er et kæmpestort udvalg af forskellige yogatimer, overskueligt opdelt efter yogaform, varighed, sværhedsgrad mm; samt forudtilrettelagte yogaforløb; og flere gange om ugen er der livesessions.

 

Vind gavekort på 1000 kroner til yogaudstyr.dk

Til de af jer der allerede er glade for yoga – eller regner med at blive det lige om lidt efter at have prøvet yogavivo gratis – her kommer en præmie i virkeligt godt gad vinde : vind hele 1000 kroner til at købe lækkert udstyr til jeres egen hjemmeyogapraksis, hos yogaudstyr.dk.

Det er en fantastisk butik for yogaentusiaster, med alt hvad man kunne ønske sig af behageligt tøj, yogamåtter, meditationspuder, massagebolde og alskens lækkert udstyr.

Selv har jeg længe haft kig på denne her fine heldragt, som både ser behagelig ud, og minimerer den tid jeg normalt bruger på at lede efter både mine yogabukser og en ren tshirt.

En fin, ny yogamåtte er også på ønskelisten, og en taske at opbevare den i – så kan jeg også tage det hele med mig til når vi skal afprøve yogavivo i sommerhus til sommer. Jeg har en fantasi om hvor fedt det kunne være med solnedgangsyoga på stranden en aften!

Alt man behøver gøre for at deltage i konkurrencen, er at smide et link ind til en ting man kunne forestille sig at købe herunder. Du kan også deltage på min Instagram @hverdag, for en ekstrachance i konkurrencen.Vinderen trækkes tilfældigt d. 10-5.

 

 

11/21/19

Om at være et sengeliggende bogegern

De sidste mange år har jeg kun kunnet få i bløde gummisko, grundet slidgigt i min ene fod. Det er sandsynligvis opstået, fordi mit ene ben er lidt kortere end det andet, og jeg har gået yderligt på foden for at kompensere.

For en som mig, der er ganske uinteresseret i sko, har det med skoene ikke været det store tab – tværtimod har der været noget sært tilfredsstillende i endelig at have en lovlig grund til at have sneakers på til fester. Men den stigende smerte i låst fod har været irriterende, og har også forhindret mig i ting jeg gerne ville – fx stå på skøjter og rulleskøjter med mine piger – og jeg endte med at sige ja tak til den operation læger blev ved med at anbefale.

De sidste måneder har jeg derfor lavet egern-finten med at samle forråd til sengeligning. Bare med sange til playliste og bøger, istedet for nødder.

Alle de bøger jeg har glædet mig mest til at læse eller genlæse er omhyggeligt blevet gemt, så da jeg i dagene op til gårsdagens operation havde lyst til at aflyse det hele, var det først og fremmest tanken om den ventende bogstak der gjorde at jeg holdt fast. Og den gode playliste jeg ville lytte til mens de snittede i mig trak også noget.

Den gik fint, operationen. Mærkelig fornemmelse at have et ben der var helt slasket og følelsesløs i et halvt døgns tid, men alt i alt gik det nemmere og mindre ubehageligt end jeg havde troet. Og der var noget rart over måden mine unger vimsede rundt og hentede tegninger, dyner, bøger og snack til mig da jeg kom hjem i går eftermiddag.

Jeg var derfor ved godt mod da jeg gik i seng, og tænkte at jeg nok skulle overleve tre uger i sengen – lige indtil jeg vågnede klokken 04 og de bedøvende indsprøjtninger ikke virkede mere.

Shit altså! Det gjorde altså ondt på linje med børnefødsler, og jeg måtte ligge og hive alle de selvhypnosetricks jeg huskede fra fødsler frem, mens jeg ventede på at morfinen skulle virke. Overvejede kraftigt om det ville hjælpe på smerte, hvis jeg savede ben af, men så virkede morfinen heldigvis og slog mig helt ud igen,

Da jeg vågnede efter morfinrus, var min familie gået i skole og på arbejde, men havde bygget mig en fin rede i stuen med bøger og skåle med snacks. Den har jeg ikke rørt mig fra i dag.

Jeg er for dopet til at kunne læse i egerneforrådet af bøger, men har hørt nogle lidt slatne lydbøger, og døset eller spillet spil på ipad imens.

Nu venter jeg bare på at pigerne kommer fra skole, med underholdning og omsorg. Det der med at runde indlægget af med en pointe magter jeg ikke rigtigt lige nu – men forvent at jeg kommer til at skrive en del boganbefalingsindlæg de næste tre uger. Er der noget andet I gerne vil have indlæg om, eller vide? Så send forslag og spørgsmål – jeg ligger jo bare her.

09/25/19

Om når karma er en bitch

Sidste uges indlæg – der burde have været det første i en stime af regelmæssige indlæg, med varierende emner – var jo lidt af en se-hvor-travlt-jeg-har-det-men-med-hyggelige-og-spændende-ting omgang. Sådan et lidt lalleglad praleindlæg. Det havde også været gode, travle uger, der efterfulgte en lidt hård sommer med såret mand, og vi trængte til gang i den, så stemningen var høj.

Personligt tror jeg ikke normalt på hybris, skæbne, karma eller noget. Det er min erfaring at crappy ting tit kommer i klynger, men ofte efterfølges af gode ting, og hvis man nøjes med at fokusere på det gode der kommer, bliver det crappy nemmere at stå igennem.

Jeg var helt klar på at de gode ting fortsatte længe endnu denne gang – men nix: mindsteungen, der de sidste uger har klager over ømme knæ og ankler, kom grædende hjem fra skole torsdag, og følte hun næsten ikke kunne gå. Da jeg ville putte hende i trøstebad, opdagede vi at hendes ben og balder var fuldstændigt dækkede af over 100 mørke blodansamlinger, og vi ræsede på hospitalet, men jeg forestillede mig alle de forfærdelige ting hun kunne fejle.

Det viste sig heldigvis – efter en lidt uhyggelig omgang hvor hun besvimede på hospitalet og vi blev indlagt natten over – at være den relativt ufarlige sygdom schønlein-henoch, der går over af sig selv i løbet af 4-6 uger. Hun kan ikke støtte på ben, har ret ondt i dem, og kan ikke komme i skole denne uge og måske noget af næste, men derudover er hun ved godt mod. Når det smertestillende virker bedst er hun direkte kæk, og nyder rettigheden til at koste rundt med os lidt for meget – hvilket jeg også gerne under hende!

Da dårlige ting jo altid kommer i stimer, falder sygt barn naturligvis sammen med at hendes far er på den årlige kursustur væk med arbejdet resten af ugen,  vores tørretumbler er brændt sammen og ungerne har lus. Yay! Ting vi havde glædet os til: en tur til Møn, barnets tøm-en-boghandler-på-fem-minutter-præmie, en middag på mit arbejde og en brunch med venner, er blevet aflyst eller udskudt, og tiden går med at vente på hospitalet til næsten daglige undersøgelser, lusekæmme og hænge vådt vasketøj op på alle ledige møbler i hytten.

I det mindste kan jeg glæde mig over at det hele er så bøvlet, at vi virkeligt kommer til at sætte pris på almindelig hverdag bagefter! Der behøver ikke engang ske noget særligt fantastisk for at det føles rigtigt godt, bare plain old småstresset hverdag, hvor ingen stakkels børn har ondt, er fint!

Og mens vi venter på at det almindelige kommer til at føles fantastisk, forsøger jeg også at nyde noget af tiden med sygeungen – har læst dusinvis af bøger højt for hinanden, genset Harry Potter film og ligget i ske, og når nu det ikke kan være anderledes, er det faktisk okay.

09/18/16

Om at støtte bryster

I sidste uge var jeg til et arrangement omkring kræftens bekæmpelses “Støt brysterne” kampagne, og lige siden har jeg forsøgt at få skrevet et ordentligt indlæg om kampagnen.

Grunden til at det har været svært at få skrevet dette indlæg er, at sådan en hel aften med snak om dette vigtige emne fik hevet en masse tanker om vores sidste år frem, som jeg har skullet vende inden i hovedet, før jeg kunne skrive om det.

image

Julia Lahme holdt et tårefremkaldende fint og personligt oplæg om sin mors sygdom, og det at opleve et menneske jeg kendte i forvejen fortælle om noget så intimt, rørte mig meget. At Julia så åbent og ærligt stiller sig frem som ambassadør for “støt brysterne”, gør det nemmere at forstå hvor hårdt sygdommen rammer, ikke bare den syge, men alle omkring hende.

Brystkræft rammer hver niende danske kvinde, hvilket er uhyggeligt mange. Derfor er det vigtigt, at der hele tiden forskes i bedre behandlingsformer, der giver færre bivirkninger, og at de kvinder, der rammes af sygdommen, hjælpes bedre. De sidste 15-20 år er overlevelsesraten blevet meget bedre, da der er kommet mere fokus på sygdommen, og den derfor ofte opdages tidligere.

For hver kvinde der rammes af brystkræft, rammes også hele hendes familie, og det kan være både tungt og hårdt og ensomt at være nærmeste pårørende til en kræftsyg.
Heldigvis findes Kræftens bekæmpelse, og heldigvis er danskerne meget generøse til at donere penge til dem, så de kan forske i helbredelse, og give støtte og rådgivning til folk berørt af kræft.

image

Til arrangementet holdt en psykolog fra Kræftens bekæmpelse et oplæg, om hvordan de tilbyder bl.a støttende samtaler til syge og pårørende.
Da min mand var allermest syg, havde vi Kræftens bekæmpelses rådgivere og psykologer som støtte. Vi ringede begge derind flere gange og fik rådgivning til hvordan vi skulle fortælle folk omkring os om det, hvordan vi skulle håndtere børnenes frygt, eller bare for at få lidt luft, og nogle ører der var vant til at tale om den slags.

Før jul var vi til samtaler med lige den psykolog der holdt oplægget, og mens hun talte kunne jeg mærke hvor taknemmelig jeg var over at hun fandtes; at hun hjalp os og pigerne; at det tilbud findes; og at andre pårørende og syge kan blive “samlet op” af denne kloge og empatiske kvinde og hendes kolleger.

Når jeg tænker på det år vi har haft, er jeg generelt taknemmelig over for alle de dejlige mennesker der har hjulpet os, holdt kontakt, distraheret eller lyttet.
Også alle Jer der læser med, og har skrevet søde mails og kommentarer. Hvert eneste ord har varmet.
Det kan være svært at vide hvordan man agerer over for folk ramt af sygdom, og man kan have lyst til bare at holde afstand eller lade som ingenting – men det er så rart at I er så mange der har turdet spørge, har tilbudt hjælp og været deltagende. Hvis man er i tvivl om hvordan man skal agere i forhold til nogen der får kræft/ eller er tæt på nogen der har det, kan man også ringe eller maile ind til kræftens bekæmpelse og spørge hvordan man skal gribe det an.

image
I kan støtte kampagnen ved at købe de nye fine Støt Brysterne armbånd fra Kræftens bekæmpelse.
Armbåndet kommer i fire varianter – to forgyldte og to i et oxideret look, med sten i forskellige farver. Armbåndene har alle en facetslebet sten, for at vise at livet under en sygdomsperiode er mangefacetteret, og ikke nødvendigvis kun gråt.
Hvert armbånd har et lille vedhæng med budskaberne HÅB, KÆMP, LEV, der symboliserer, at vi sammen skaber håb, kæmper og lever.
Armbåndene kan også købes mange steder, bl.a i Coops butikker Føtex, Aldi, Inspiration, H og M, og flere apoteker.

Og så til sidst, vigtigst af alt: pas på jeres bryster! Husk at undersøg dem jævnligt for knuder, og få dem undersøgt hvis noget er anderledes end det plejer at være.
Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Indlæg er ikke sponsoreret, men jeg har modtaget et armbånd til hver af mine piger i gave – og har selv købt en ordentlig stak derudover, fordi jeg synes de er flotte og gerne vil støtte.;)

05/29/16

Om at være gift med en tegneseriehelt

Flere af jer spørger jævnligt til den tapre Ninjaman og sygdom, så her en update, der heldigvis er i den bedre ende.
Sidste scanning viste fortsat ingen nyspiret kræft, og Ninjaman gennemgik en af de sidste store operationer i torsdags, hvor de skar underkæben op og rykkede den og høvlede ganehud af og syede det fast som nyt tandkød.

Nøjagtigt lige så absurd og smertefuld en omgang som det lyder, men bortset fra en uforudset voldsom blødning bagefter og en skræmmende nat hvor jeg sad stiv af skræk på en stol ved siden af hospitalssengen og tørrede blod af hans hage mens han blev gradvist blegere, forløb det som det skulle.

Han mangler stadig fire tænder og en operation til at fjerne noget knogle, men det værste er ovre, og nu kan vi endelig begynde at se fremad igen.
Snart er det forhåbentligt slut med at planlægge liv efter sygdom.

Min pæne, lækre mand hævede op som en blå ballon sidst, men denne gang er hele hans underansigt jævnt hævet, hvilket giver ham et sært maskulint tegneserieagtigt udseende, som vi har moret os lidt over sammen

Selv tænker han, at han ser lidt sådan her ud:
415555-tracy_gun
Han kunne også godt ligne Don Corleone fra Godfather, mener han selv.

Umiddelbart tænker jeg mere det er i retning af det her:
5135947024_popeye2_xlarge1 men det er jeg heldigvis for høflig til at pointere.
“Brænder du inde med mange spinatjokes?” spurgte min veninde, der kender mig lidt for godt.
Det gør jeg. Det virker uhøfligt at mobbe en, der har svært ved at svare igen.

Til gengæld har jeg købt en smart smoothieblender, og har ikke lavet andet end at eksperimentere med at lave lækre kolde drikke til den ømme mund. Og nogle med et skvæt sprut i til mig selv.
Den slags kan der godt være behov for. De tre ældste piger er på koloni hele ugen, så her er ubegribeligt stille. Hvilket er godt for stakkels ømme, stille mand, men underligt tomt for mig, der er vant til uhørte doser snak. Heldigvis er mindstebarnet ikke på koloni, og når hun kommer hjem kan hun sagtens fylde stille øjeblikke ud med utrolige mængder ord og distrahere mig.

“Nå ja… Det er dig med den der cancer-blog, ikke?” var der en der sagde til mig til et bloggerarrangement for noget tid siden.
Hun mente det venligt, men det føltes virkeligt akavet at nogen tænker på bloggen som det.
Bloggen giver et stort udsnit af vores liv – og det liv har stået i cancer til knæene de sidste ni måneder, og jeg glæder mig usigeligt til en tid hvor det er noget andet der dominerer.

Ville hellere være kendt som det meste andet end lige cancer-bloggen. Allerhelst som hende med lotto-millionær-bloggen eller de-gyldne-laurbær-vinder-bloggen – men det meste andet ville også være i orden.

Tak til jer, der ikke flygter fra cancer-bloggen – jeg glæder mig til den snart skifter fokus.

03/5/16

Om lægeaspiranter

En sød sygeplejerske forærede mit mindstebarn nogle forskellige lægesager, da vi for nyligt var ude på hospitalet til tjek af Ninjamans sår.
Ikke noget særligt (en brækskål, lidt gazebind og tape, en plastikpincet, et tomt pilleglas og nogle gummihandsker) men bare det at tingene kommer fra et ægte hospital, og blev overrakt hende af en ægte sygeplejerske, giver tingene en nærmest mytisk status – som hun formår at videreformidle.

I fredags havde hun “lægesættet” med i børnehave til legetøjsdag, og da jeg hentede hende, var hun verdens gladeste barn.

“Er du klar over, at jeg har haft den bedste dag i mit liv?” sukkede hun lykkeligt, fra barnestolen bag på min cykel “alle ville bare lege med mig! De voksne måtte lave to hele sedler som børnene kunne skrive sig på, så de kunne få lov til at komme ind i dukkekrogen, og blive undersøgt af mig og mine venner!”

Der bliver også leget læge her hjemme, hvilket er en leg jeg godt gide lege, for der kan jeg få lov til at ligge stille og lytte til de interessante diagnoser fem årige kan komme på.

Mindstebarnet og hendes jævnaldrende kusine, hev mig derfor straks ind på briksen sidst de legede sammen.

Først blev jeg beordret til at ligge på gulvet, så de kunne hente mig i ambulance.

Mig (svag stemme): ” åh fru ambulancefører, hvad er der sket med mig”

Kusine:”du er faret vild – OG du har brækket noget. Men bare rolig: vi følger dig hjem, når vi har skåret i dig!”

Således beroliget blev jeg ført over til en madras, hvor doktor Elsa og doktor Aurora ivrigt diskuterende gav sig til at udslynge diagnoser.
Jeg havde en hel kilometer feber – hvilket efter sigende skulle være farligt meget. Der udover var der ingen grænser for hvor mange knogler i min krop der havde brug for behandlingen kniv/pincet/forbinding, eller hvor mange små glas vand jeg var nødt til at drikke.

“Så. Nu er du rask.” Erklærede doktor Elsa. ” så mangler du bare tatoveringerne. Ja, vi tatoverer altid dem der har været syge, sådan at vi kan huske at vi har brækket deres ben på plads igen. Frem med armene. Det her kommer til at gøre VIRKELIGT ondt!”
image
Heldigvis fulgte de mig pænt hjem bagefter, så jeg ikke længere led under at være faret vild. Så sad jeg der, med mine tatoverede arme, og overvejede hvor betryggende det egentlig var, med læger der har så ringe korttidshukommelse, at de er nødt til at tatovere folk for at huske…

08/12/15

Om fuldkorns-fetisch

Jeg havde engang en kollega, der tabte femten kilo, og efterfølgende blev så ekstremt optaget af sundhed, at man ikke kunne spise noget i nærheden af hende, uden at få et lille foredrag med i købet, om hvorfor kød var noget svineri og mælk i kaffen værre end djævletilbedelse.

Men forleden kom Ninjaman hjem med en pose blege boller, til børnenes weekendmorgenmad, og min ex-kollega måtte se sig slået i entusiasme for sund mad, af denne kåde bjørn:
IMG_20150805_210336

Sædvanlige tænker jeg at folk der har forskellige seksuelle fetisches går lidt stille med det – men bamse her ser stolt ud over hans meget kærlige forhold til fuldkorn.

(Hvordan man specifikt gør hvis man skal bolle med fuldkorn, har jeg tænkt en del over. Undlader dog at google det, da jeg frygter at finde billedebeviser af bamse i fuld sving…)

03/16/13

Om stress og motion

“Det er nok begyndende stress” sagde lægevikaren, da jeg fortalte om tankerne der kørte i ring, søvnløsheden, hjertebanken, og de stigende episoder med glemsomhed og forvirring “du kan jo få nogle piller… Eller du kan dyrke noget motion. Prøv at få nogle timers ro hver dag, og bevæg dig.”

Et par timers ro hver dag??
Kan ikke se det ske, i verdens mindste hus, proppet med børn og hverdag…

Men jeg er også bange.
Og ved det skal tages seriøst.
Kan slet ikke samle tankerne om noget som helst, og sover mindre og mindre.

Jeg hader at løbe – dårlige knæ og store bryster – og kan ikke finde yogahold der passer ind i skemaet – så jeg meldte mig ind i et træningscenter.

Var der første gang i går.

(Muligvis motiveret af at jeg skulle til noget fest med en masse mennesker jeg ikke kendte, og håbede jeg kunne smide 5-6 kilo på en eftermiddag, så min kjole sad bedre)

Det var ok.
Alle de der ord der hobede sig op i mit store hoved forsvandt lidt, når jeg koncentrerede mig om noget så simpelt som at tælle til 15, og løfte nogle vægte imens.

Mens jeg trænede, lurede jeg på de andre.
Der var de tatoverede bodybuildere, der heppede på hinanden.
Et par tykke mænd med rygproblemer.
Nogle solariebrune fitnesstøser.
Og så en lille bitte ca 70 årig dame, der luskede rundt og brugte maskinerne, med koncentreret blik.
Sådan en lille dame, der vejer det samme som mit højre lår, og formodentlig har svært ved at løfte et par strikkepinde.
Tænkte jeg.

Indtil jeg opdagede at hun tog de maskiner jeg lige havde brugt – og satte ti kilo ekstra vægt på.
Hver gang.

Så meget for afstressning: de sidste maskiner jeg tog, satte jeg ekstra vægt på, og holdt skarpt øje med om hun så kunne følge med – det kunne hun.
Med ti kilo ovenpå.

Så i stedet for at blive mere zen og afslappet af træning, kan jeg tilføje endnu et punkt på listen af pligter, arbejde, børn, venner, kvalitetstid, møder, kurser, deadlines: nedlægge lille gammel dame i armlægning.

Er åbenbart ikke i stand til at foretage mig noget, uden lige at skulle lægge lidt ekstra pres på.

Fandme ikke mærkeligt at jeg har så svært ved at slappe af!

10/12/12

Om sundhed – et fredagstip

Ninjaman er inde i en sundhedsbølge for tiden – han er ved at tage dykkercertifikat denne uge, og er også begyndt til thaiboksning, så han taler rigtigt, rigtigt meget om sundhed og kropsform for tiden, og giver mig dårlig samvittighed over at jeg ikke synes jeg har tid til at røre mig – de par aftener om ugen hvor jeg er ude, vil jeg hellere drikke rødvin med mine veninder, end pine mig selv med motion.
Bilder jeg mig selv ind…

Men nu har pigerne haft sundhedsemne i skolen, vi fik et frieksemplar af bogen “slip slikket”, hvor de er ret fascinerede af madopskrifterne, og de går også til yoga i skolen – så nu taler de lige så meget om sundhed som deres far, og jeg kan godt mærke at jeg burde gøre noget ved det snart…
Motion – næste uge!

Til gengæld vil kagemesteren og frk fantastisk gerne dele sundhedstips med jer alle, de kommer her:

sådan bliver man sund – et fredagstip
Ff:”det er sundt at lave armbøjninger: man lægger sig ned på gulver og så tager man sin mave lidt opad, og sine ben lidt opad, og så bøjer man sine hænder lidt udad. Man skal gøre det hver dag efter arbejde, måske højest ti gange, eller 20 højest. I lang tid.”

Kagemester:”man kan også lave en løbeklub!”

Ff:”slik er faktisk klamt, har vi lige lært. Men man kan sagtens spise det.”

Kagemesteren:”men det er usundt. Man kan ellers få bananis”

Ff:”man skal ikke spise røde vingummier – det er lavet af billeskjold! Ad – jeg hader billeskjolde… Og det er lavet af benzin og sådan noget – det er lidt klamt. Men man kan godt spise det.”

Km:”sund slik kan være frugt og mørk chokolade. Og man kan bruge bananer til at lave bananis, fordi man dypper dem i chokolade og putter dem i fryseren i bagepapir eller noget andet – de må ikke ligge så tæt at de smelter sammen! Man kan også lave muffins med blåbær eller jordbær. Eller banankage, eller gulerodskage!”

Ff:”hvis man ikke vil være tyk, men bare midtimellem, så skal man skifte mellem hvor meget man spiser.
Den første dag så er det nok godt at spise alt muligt, men ikke SÅ meget usundt.
Man kan også vælge mellem at spise lidt eller meget…
Hvis jeg gerne vil have en almindelig mave, men synes jeg er lidt tyk, så skal jeg spørge nogen der er kloge, om de synes jeg er tyk, for måske ER jeg det slet ikke, og man kan få en sygdom hvor man tror man er tyk. Det er også usundt. Jeg vejer 19.8, det er faktisk ret lidt, og jeg vil gerne være lidt tykkere. Men jeg er stærk, jeg kan kravle i en dørkarm!”

Kagemesteren:”det kan ALLE mennesker! ”

Ff:”ok, se mig lige nu!”(kravler i dørkarmen)”skriv lige på bloggen at jeg er god!… nej jeg vil ikke være selvglad… Skriv: jeg er god – og det tror jeg også I er!”

Km:”jeg gider ikke fortælle mere om sundhed… ”

Ff:” jeg synes ikke min mor er tyk, mere midtimellem… Men hun synes hun er tyk. Jeg synes hun skal tage lidt motion – selv om hun er fin som hun er. Min far træner meget og spiser rigtigt sund mad, så han er meget sund. Hov se – foto af bananis, put det på bloggen!”

20121012-135757.jpg
Frk fantastisk:”skriv: altså sådan ser bananerne ud. Jeg håber at de smager godt. Kærlig hilsen fra mig”