09/18/16

Om at støtte bryster

I sidste uge var jeg til et arrangement omkring kræftens bekæmpelses “Støt brysterne” kampagne, og lige siden har jeg forsøgt at få skrevet et ordentligt indlæg om kampagnen.

Grunden til at det har været svært at få skrevet dette indlæg er, at sådan en hel aften med snak om dette vigtige emne fik hevet en masse tanker om vores sidste år frem, som jeg har skullet vende inden i hovedet, før jeg kunne skrive om det.

image

Julia Lahme holdt et tårefremkaldende fint og personligt oplæg om sin mors sygdom, og det at opleve et menneske jeg kendte i forvejen fortælle om noget så intimt, rørte mig meget. At Julia så åbent og ærligt stiller sig frem som ambassadør for “støt brysterne”, gør det nemmere at forstå hvor hårdt sygdommen rammer, ikke bare den syge, men alle omkring hende.

Brystkræft rammer hver niende danske kvinde, hvilket er uhyggeligt mange. Derfor er det vigtigt, at der hele tiden forskes i bedre behandlingsformer, der giver færre bivirkninger, og at de kvinder, der rammes af sygdommen, hjælpes bedre. De sidste 15-20 år er overlevelsesraten blevet meget bedre, da der er kommet mere fokus på sygdommen, og den derfor ofte opdages tidligere.

For hver kvinde der rammes af brystkræft, rammes også hele hendes familie, og det kan være både tungt og hårdt og ensomt at være nærmeste pårørende til en kræftsyg.
Heldigvis findes Kræftens bekæmpelse, og heldigvis er danskerne meget generøse til at donere penge til dem, så de kan forske i helbredelse, og give støtte og rådgivning til folk berørt af kræft.

image

Til arrangementet holdt en psykolog fra Kræftens bekæmpelse et oplæg, om hvordan de tilbyder bl.a støttende samtaler til syge og pårørende.
Da min mand var allermest syg, havde vi Kræftens bekæmpelses rådgivere og psykologer som støtte. Vi ringede begge derind flere gange og fik rådgivning til hvordan vi skulle fortælle folk omkring os om det, hvordan vi skulle håndtere børnenes frygt, eller bare for at få lidt luft, og nogle ører der var vant til at tale om den slags.

Før jul var vi til samtaler med lige den psykolog der holdt oplægget, og mens hun talte kunne jeg mærke hvor taknemmelig jeg var over at hun fandtes; at hun hjalp os og pigerne; at det tilbud findes; og at andre pårørende og syge kan blive “samlet op” af denne kloge og empatiske kvinde og hendes kolleger.

Når jeg tænker på det år vi har haft, er jeg generelt taknemmelig over for alle de dejlige mennesker der har hjulpet os, holdt kontakt, distraheret eller lyttet.
Også alle Jer der læser med, og har skrevet søde mails og kommentarer. Hvert eneste ord har varmet.
Det kan være svært at vide hvordan man agerer over for folk ramt af sygdom, og man kan have lyst til bare at holde afstand eller lade som ingenting – men det er så rart at I er så mange der har turdet spørge, har tilbudt hjælp og været deltagende. Hvis man er i tvivl om hvordan man skal agere i forhold til nogen der får kræft/ eller er tæt på nogen der har det, kan man også ringe eller maile ind til kræftens bekæmpelse og spørge hvordan man skal gribe det an.

image
I kan støtte kampagnen ved at købe de nye fine Støt Brysterne armbånd fra Kræftens bekæmpelse.
Armbåndet kommer i fire varianter – to forgyldte og to i et oxideret look, med sten i forskellige farver. Armbåndene har alle en facetslebet sten, for at vise at livet under en sygdomsperiode er mangefacetteret, og ikke nødvendigvis kun gråt.
Hvert armbånd har et lille vedhæng med budskaberne HÅB, KÆMP, LEV, der symboliserer, at vi sammen skaber håb, kæmper og lever.
Armbåndene kan også købes mange steder, bl.a i Coops butikker Føtex, Aldi, Inspiration, H og M, og flere apoteker.

Og så til sidst, vigtigst af alt: pas på jeres bryster! Husk at undersøg dem jævnligt for knuder, og få dem undersøgt hvis noget er anderledes end det plejer at være.
Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Indlæg er ikke sponsoreret, men jeg har modtaget et armbånd til hver af mine piger i gave – og har selv købt en ordentlig stak derudover, fordi jeg synes de er flotte og gerne vil støtte.;)

05/29/16

Om at være gift med en tegneseriehelt

Flere af jer spørger jævnligt til den tapre Ninjaman og sygdom, så her en update, der heldigvis er i den bedre ende.
Sidste scanning viste fortsat ingen nyspiret kræft, og Ninjaman gennemgik en af de sidste store operationer i torsdags, hvor de skar underkæben op og rykkede den og høvlede ganehud af og syede det fast som nyt tandkød.

Nøjagtigt lige så absurd og smertefuld en omgang som det lyder, men bortset fra en voldsom blødning bagefter og en skræmmende nat, forløb det som det skulle.

Han mangler stadig fire tænder og en operation til at fjerne noget knogle,men det værste er ovre, og nu kan vi endelig begynde at se fremad igen.
Snart er det forhåbentligt slut med at planlægge liv efter sygdom.

Min pæne, lækre mand hævede op som en blå ballon sidst, men denne gang er hele hans underansigt jævnt hævet, hvilket giver ham et sært maskulint tegneserieagtigt udseende, som vi har moret os lidt over sammen

Selv tænker han, at han ser lidt sådan her ud:
415555-tracy_gun
Han kunne også godt ligne Don Corleone fra Godfather, mener han selv.

Umiddelbart tænker jeg mere det er i retning af det her:
5135947024_popeye2_xlarge1 men det er jeg heldigvis for høflig til at pointere.
“Brænder du inde med mange spinatjokes?” spurgte min veninde,der kender mig lidt for godt.
Det gør jeg.
Det virker uhøfligt at mobbe en, der har svært ved at svare igen.

Til gengæld har jeg købt en smart smoothieblender, og har ikke lavet andet end at eksperimentere med at lave lækre kolde drikke til den ømme mund. Og nogle med et skvæt sprut i til mig selv.
Den slags kan der godt være behov for.

De tre ældste piger er på koloni hele ugen, så her er ubegribeligt stille. Hvilket er godt for stakkels ømme, stille mand, men underligt tomt for mig, der er vant til uhørte doser snak.
Heldigvis er mindstebarnet hjemme, og hun kan godt fylde stille øjeblikke ud,med utrolige mængder ord.

“Nå ja… Det er dig med den der cancer-blog, ikke?” var der en der sagde til mig til et bloggerarrangement for noget tid siden.
Hun mente det venligt, men det føltes virkeligt akavet at nogen tænker på bloggen som det.
Bloggen giver et stort udsnit af vores liv – og det liv har stået i cancer til knæene de sidste ni måneder, og jeg glæder mig usigeligt til en tid hvor det er noget andet der dominerer.

Ville hellere være kendt som det meste andet end lige cancer-bloggen. Allerhelst som hende med lotto-millionær-bloggen eller de-gyldne-laurbær-vinder-bloggen – men det meste andet ville også være i orden.

Tak til jer, der ikke flygter fra cancer-bloggen – jeg glæder mig til den snart skifter fokus.

03/5/16

Om lægeaspiranter

En sød sygeplejerske forærede mit mindstebarn nogle forskellige lægesager, da vi for nyligt var ude på hospitalet til tjek af Ninjamans sår.
Ikke noget særligt (en brækskål, lidt gazebind og tape, en plastikpincet, et tomt pilleglas og nogle gummihandsker) men bare det at tingene kommer fra et ægte hospital, og blev overrakt hende af en ægte sygeplejerske, giver tingene en nærmest mytisk status – som hun formår at videreformidle.

I fredags havde hun “lægesættet” med i børnehave til legetøjsdag, og da jeg hentede hende, var hun verdens gladeste barn.

“Er du klar over, at jeg har haft den bedste dag i mit liv?” sukkede hun lykkeligt, fra barnestolen bag på min cykel “alle ville bare lege med mig! De voksne måtte lave to hele sedler som børnene kunne skrive sig på, så de kunne få lov til at komme ind i dukkekrogen, og blive undersøgt af mig og mine venner!”

Der bliver også leget læge her hjemme, hvilket er en leg jeg godt gide lege, for der kan jeg få lov til at ligge stille og lytte til de interessante diagnoser fem årige kan komme på.

Mindstebarnet og hendes jævnaldrende kusine, hev mig derfor straks ind på briksen sidst de legede sammen.

Først blev jeg beordret til at ligge på gulvet, så de kunne hente mig i ambulance.

Mig (svag stemme): ” åh fru ambulancefører, hvad er der sket med mig”

Kusine:”du er faret vild – OG du har brækket noget. Men bare rolig: vi følger dig hjem, når vi har skåret i dig!”

Således beroliget blev jeg ført over til en madras, hvor doktor Elsa og doktor Aurora ivrigt diskuterende gav sig til at udslynge diagnoser.
Jeg havde en hel kilometer feber – hvilket efter sigende skulle være farligt meget. Der udover var der ingen grænser for hvor mange knogler i min krop der havde brug for behandlingen kniv/pincet/forbinding, eller hvor mange små glas vand jeg var nødt til at drikke.

“Så. Nu er du rask.” Erklærede doktor Elsa. ” så mangler du bare tatoveringerne. Ja, vi tatoverer altid dem der har været syge, sådan at vi kan huske at vi har brækket deres ben på plads igen. Frem med armene. Det her kommer til at gøre VIRKELIGT ondt!”
image
Heldigvis fulgte de mig pænt hjem bagefter, så jeg ikke længere led under at være faret vild. Så sad jeg der, med mine tatoverede arme, og overvejede hvor betryggende det egentlig var, med læger der har så ringe korttidshukommelse, at de er nødt til at tatovere folk for at huske…

08/12/15
DSC_0432

Om fuldkorns-fetisch

Jeg havde engang en kollega, der tabte femten kilo, og efterfølgende blev så ekstremt optaget af sundhed, at man ikke kunne spise noget i nærheden af hende, uden at få et lille foredrag med i købet, om hvorfor kød var noget svineri og mælk i kaffen værre end djævletilbedelse.

Men forleden kom Ninjaman hjem med en pose blege boller, til børnenes weekendmorgenmad, og min ex-kollega måtte se sig slået i entusiasme for sund mad, af denne kåde bjørn:
IMG_20150805_210336

Sædvanlige tænker jeg at folk der har forskellige seksuelle fetisches går lidt stille med det – men bamse her ser stolt ud over hans meget kærlige forhold til fuldkorn.

(Hvordan man specifikt gør hvis man skal bolle med fuldkorn, har jeg tænkt en del over. Undlader dog at google det, da jeg frygter at finde billedebeviser af bamse i fuld sving…)

03/16/13

Om stress og motion

“Det er nok begyndende stress” sagde lægevikaren, da jeg fortalte om tankerne der kørte i ring, søvnløsheden, hjertebanken, og de stigende episoder med glemsomhed og forvirring “du kan jo få nogle piller… Eller du kan dyrke noget motion. Prøv at få nogle timers ro hver dag, og bevæg dig.”

Et par timers ro hver dag??
Kan ikke se det ske, i verdens mindste hus, proppet med børn og hverdag…

Men jeg er også bange.
Og ved det skal tages seriøst.
Kan slet ikke samle tankerne om noget som helst, og sover mindre og mindre.

Jeg hader at løbe – dårlige knæ og store bryster – og kan ikke finde yogahold der passer ind i skemaet – så jeg meldte mig ind i et træningscenter.

Var der første gang i går.

(Muligvis motiveret af at jeg skulle til noget fest med en masse mennesker jeg ikke kendte, og håbede jeg kunne smide 5-6 kilo på en eftermiddag, så min kjole sad bedre)

Det var ok.
Alle de der ord der hobede sig op i mit store hoved forsvandt lidt, når jeg koncentrerede mig om noget så simpelt som at tælle til 15, og løfte nogle vægte imens.

Mens jeg trænede, lurede jeg på de andre.
Der var de tatoverede bodybuildere, der heppede på hinanden.
Et par tykke mænd med rygproblemer.
Nogle solariebrune fitnesstøser.
Og så en lille bitte ca 70 årig dame, der luskede rundt og brugte maskinerne, med koncentreret blik.
Sådan en lille dame, der vejer det samme som mit højre lår, og formodentlig har svært ved at løfte et par strikkepinde.
Tænkte jeg.

Indtil jeg opdagede at hun tog de maskiner jeg lige havde brugt – og satte ti kilo ekstra vægt på.
Hver gang.

Så meget for afstressning: de sidste maskiner jeg tog, satte jeg ekstra vægt på, og holdt skarpt øje med om hun så kunne følge med – det kunne hun.
Med ti kilo ovenpå.

Så i stedet for at blive mere zen og afslappet af træning, kan jeg tilføje endnu et punkt på listen af pligter, arbejde, børn, venner, kvalitetstid, møder, kurser, deadlines: nedlægge lille gammel dame i armlægning.

Er åbenbart ikke i stand til at foretage mig noget, uden lige at skulle lægge lidt ekstra pres på.

Fandme ikke mærkeligt at jeg har så svært ved at slappe af!

10/12/12

Om sundhed – et fredagstip

Ninjaman er inde i en sundhedsbølge for tiden – han er ved at tage dykkercertifikat denne uge, og er også begyndt til thaiboksning, så han taler rigtigt, rigtigt meget om sundhed og kropsform for tiden, og giver mig dårlig samvittighed over at jeg ikke synes jeg har tid til at røre mig – de par aftener om ugen hvor jeg er ude, vil jeg hellere drikke rødvin med mine veninder, end pine mig selv med motion.
Bilder jeg mig selv ind…

Men nu har pigerne haft sundhedsemne i skolen, vi fik et frieksemplar af bogen “slip slikket”, hvor de er ret fascinerede af madopskrifterne, og de går også til yoga i skolen – så nu taler de lige så meget om sundhed som deres far, og jeg kan godt mærke at jeg burde gøre noget ved det snart…
Motion – næste uge!

Til gengæld vil kagemesteren og frk fantastisk gerne dele sundhedstips med jer alle, de kommer her:

sådan bliver man sund – et fredagstip
Ff:”det er sundt at lave armbøjninger: man lægger sig ned på gulver og så tager man sin mave lidt opad, og sine ben lidt opad, og så bøjer man sine hænder lidt udad. Man skal gøre det hver dag efter arbejde, måske højest ti gange, eller 20 højest. I lang tid.”

Kagemester:”man kan også lave en løbeklub!”

Ff:”slik er faktisk klamt, har vi lige lært. Men man kan sagtens spise det.”

Kagemesteren:”men det er usundt. Man kan ellers få bananis”

Ff:”man skal ikke spise røde vingummier – det er lavet af billeskjold! Ad – jeg hader billeskjolde… Og det er lavet af benzin og sådan noget – det er lidt klamt. Men man kan godt spise det.”

Km:”sund slik kan være frugt og mørk chokolade. Og man kan bruge bananer til at lave bananis, fordi man dypper dem i chokolade og putter dem i fryseren i bagepapir eller noget andet – de må ikke ligge så tæt at de smelter sammen! Man kan også lave muffins med blåbær eller jordbær. Eller banankage, eller gulerodskage!”

Ff:”hvis man ikke vil være tyk, men bare midtimellem, så skal man skifte mellem hvor meget man spiser.
Den første dag så er det nok godt at spise alt muligt, men ikke SÅ meget usundt.
Man kan også vælge mellem at spise lidt eller meget…
Hvis jeg gerne vil have en almindelig mave, men synes jeg er lidt tyk, så skal jeg spørge nogen der er kloge, om de synes jeg er tyk, for måske ER jeg det slet ikke, og man kan få en sygdom hvor man tror man er tyk. Det er også usundt. Jeg vejer 19.8, det er faktisk ret lidt, og jeg vil gerne være lidt tykkere. Men jeg er stærk, jeg kan kravle i en dørkarm!”

Kagemesteren:”det kan ALLE mennesker! ”

Ff:”ok, se mig lige nu!”(kravler i dørkarmen)”skriv lige på bloggen at jeg er god!… nej jeg vil ikke være selvglad… Skriv: jeg er god – og det tror jeg også I er!”

Km:”jeg gider ikke fortælle mere om sundhed… ”

Ff:” jeg synes ikke min mor er tyk, mere midtimellem… Men hun synes hun er tyk. Jeg synes hun skal tage lidt motion – selv om hun er fin som hun er. Min far træner meget og spiser rigtigt sund mad, så han er meget sund. Hov se – foto af bananis, put det på bloggen!”

20121012-135757.jpg
Frk fantastisk:”skriv: altså sådan ser bananerne ud. Jeg håber at de smager godt. Kærlig hilsen fra mig”

04/11/12

Om kur-sabotage og bløde venner

Påskens mange vekao-kanin-konsumeringer, har resulteret i to kilo ekstra spæk på min – i forvejen polstrede – krop.
Det ene kilo sidder i ansigtet, det andet får bare min krop til at føles sært bølgende når jeg går.
Tog en beslutning mandag aften om at NU skulle jeg altså til at tage mig sammen, droppe hyggerødvin og trøstechokolade, og måske endda få motioneret lidt.

Stadig med sundheds-ånden i tankerne gik jeg på arbejde.
Spiste relativt sund frokost, og sagde kun ja til et enkelt lillebitte stykke chokolade, som en kollega med fødselsdag delte ud.
Som dagen gik, blev sukkertrangen værre…
Der var travlt, og jeg var træt.
Men jeg styrede mig, og fik hentet mine børn hjem, uden at falde for fristelsen til at snige mig ind i kiosk eller netto efter sukker.
Stolt af mig selv!

Hjemme på dørtrinet stod en stor kasse fra børnenes faster: et vekao-påskeæg til dem hver, en kage-kogebog til Hulk, og en svulmende pose slik og chokolademarcipanæg til mig og Ninjaman.
For at det ikke skal være løgn, stod der yderligere to flasker god rødvin, som gave fra en ven jeg havde gjort en tjeneste…

Prøvede at holde mig i skindet, men efter at have læst kogebog højt, og hørt ungerne gnaske slik, endte jeg med at gå amok, og proppe mine buttede kinder med æg.
Den dårlige samvittighed gav mig næsten lige så meget kvalme som selve chokoladeorgiet…

Så modtog jeg sms fra veninde, der går på et yoga-hold, som jeg havde overvejet også at starte på.
“skal du ikke snart starte til yoga? Gad godt have en ven der, med en alm størrelse på krop. De er jo kun muskler de kvinder! Vil have en blød ven. Dig?”

Fnes over den sms resten af dagen – kan i høj grad godt gå for at være blød, ikke intimiderende yoga-buddy.
Vidste ikke det var en kvalitet i sig selv at være blød, men det virkede motiverende.
Tror jeg skal prøve det.
På lørdag.
Er spændt på om der findes muskler under det bløde – og på om jeg mon kan kvæle mig selv i løs hud, under udførelsen af “ploven”?

07/23/11

Om slanke-selvbedrag

Da jeg var helt ung, vejede jeg 49 kilo. Og tænkte rigtigt meget over det der med vægten: sagde altid nej til mere kage og holdt igen med mad.
Havde hele tiden sådan en frygt for ikke at være pæn eller tynd nok.
Da jeg var 22, og mødte Ninjaman, fik han mig til at slappe af med det der vægt-noia, og nyde en masse mere.
For han var (og er) helt enorm lækker og sød, og VILLE mig rigtigt gerne – blev bare begejstret da min nyfundne livsglæde (samt chokolade og øl) resulterede i mere røv og babser.
Jeg blev 8-10 kilo tungere, men følte mig glad og lækker.
Så gik der nogle år, og jeg blev gravid – og tog yderligere ti kilo på.
Som stadig sidder der – og altså ikke er helt så klædelige…

Mit problem er nu det omvendte: Ninjaman har fået mig så grundigt overbevist om at jeg er lækker, at jeg bilder mig selv lidt ind, at det der med 10 kilo for meget, er noget jeg helt kan skjule med tøj (i str large).
Jeg bliver overrasket når jeg ser fotos af mig selv, for jeg ser altså ret tyk ud på dem, og tænker automatisk at de må være taget i en dum vinkel, for jeg er jo sådan en lækker lille str small, ikke?

I går ryddede ninjaman og jeg så op i oversvømmet kælder, og jeg fandt et par gamle fotos af mig selv, taget på en sommerhusferie for 10 kilo siden. Jeg badede topløs.
Mig:”haha, se lige nogle gamle fotos!”
Ninjaman:”wow!”
Mig:”ja, haha, jeg har sørme små bryster, hva?”
Ninjaman:(savlelyd)
Mig:”øh – Hallo?”
Ninjaman:”wow…”
Mig:”ja, mærkelige fotos at have gemt. Nå, de er våde, jeg smider dem lige ud. Giv lige slip.”
Ninjaman:”du har godt nok også en mindre røv…”
Mig:” okay! Slip så! Slip de fotos, okay?”

Resten af aftenen var jeg lidt muggen på ham – trods hans forsikringer om at jeg stadig var lækker.
Jeg var jaloux på mig selv – eller på hende den tynde mig selv på billederne.
Må nok konstatere at det åbenbart kun er mig jeg kan bilde ind, at jeg stadig ser helt sådan ud. Suk…

Nå, men når den kælder engang er ren og tømt, så skal den ikke fyldes op med alle de der gamle møbler og tøj igen – der skal være fitnessrum, og jeg skal have sixpack!

(men inden da, er det vel ok at jeg slikker kanelsukkeret af alle kanelsneglene, inden de smides ud, er det ikke? )

07/22/11

Om sukkerfri-projekt #214

Hvordan det er gået med mit forsøg på at sukkerafvænne mig selv, her i ferien?
Lad mig forklare det på denne måde: Ninjamans søster gav os to poser hjemmebagte kanelsnegle med hjem i forgårs.
Den ene pose, havde fået for meget varme, og var tørre og uspiselige – men det hindrede mig ikke i, at slikke al kanelsukkeret af, inden jeg smed dem ud.
Af 20 kanelsnegle….
Oh yeah, der er vist er stykke vej endnu, før jeg er sund og sukkerfri…

06/23/11

Om hvordan det egentlig gik med det der sukkerfri…

Argh – blev lige spurgt herinde, hvordan sukkerfri-kuren egentlig gik… Det er ellers et emne jeg behændigt har undveget.
Jeg holdt den rent en uge, hvor jeg var seriøst sur, og ingen humor havde.
Så vejede jeg mig: havde taget et kilo på!
Havde åbenbart trøstespist baconfedt og margarinepakker i stedet for sukker…
Så holdt jeg den lidt slukøret en uge mere – faldt i med noget sorbet-is på en fridag med børn, og et par øller med en veninde – men sagde ellers pænt nej tak til sukker og alkohol.
I lørdags var vi ude at spise med venner, og jeg brød kuren med et brag.
Søndag havde jeg tømmermænd og fortjente jo lidt reparationssukker.
Mandag var jeg nervøs over forestående køreprøve. Så var det også ok.
Tirsdag var der jo både fødselsdag og kørekort at fejre, og jeg fejrede meget.
Onsdag startede jeg dagen med at æde resten af lagkagen, sammen med mellempigerne. De lovede ikke at sladre til deres far om det.
Nu er det torsdag. Jeg har fri med Hulk i dag, og hun har lagt en plan for dagen.
Den involverer jo en del “banilje-is” – men jeg KAN altså godt lade være med at spise det!
Tror jeg nok…

Har også gæster i aften. Til bål, mad, is og skumfiduser.
 Kan…godt…lade…isen…stå…der…også…

Sateme vildt som sådan noget sukker er vanedannende!
“Jeg hedder Superheltemor – og jeg er sukker-holiker”.