05/20/16

Om mindre beroligende respons

Efter at jeg i flere måneder har siddet med bogmanus til op over begge ører, er det en underligt tom fornemmelse at have sendt det afsted.
Ingen mulighed for at rette, slette eller skrive til, gør at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på at min bog eksisterer, og jeg har fået overbevist mig selv om at den er pinefuldt elendig.

Ninjaman har gennem de 19 år vi har været kærester lært at aflæse mine nærmest usynlige signaler – især dem der er ledsaget af håndfaste monologer som:”årh hvor er den bog sikkert noget lort!” Og “Gid jeg aldrig havde givet mig i kast med at skrive noget!” – og plagede mig om at printe den ud så han kunne læse den, og berolige mig om at den kun er semi-elendig.

At han frivilligt læser noget er en meget stor begivenhed da han højst læser en enkelt bog om året, og det var med bævende hænder at jeg overrakte ham udprintet manus.

Min ven Maren, har beskrevet skrivende menneskers neuroser ret spot on i sin fabelagtige bog – hvilket er rart, for så ved jeg at jeg ikke er alene om at være neurose over at sende nyfødt tekst alene ud i verden.

image
Jeg lovede ikke at plage Ninjaman om hvad han syntes om den, før han var færdig. Så gik han i gang med at læse. Langsomt.
Tredje aften i træk, hvor han læste et par sider og lagde den fra sig med et hemmelighedsfuldt smil og uden at sige noget om den, kunne jeg ikke dy mig længere:”årh hvad! Sig nu hvad du synes! Er den dårlig? Jeg ved den er dårlig… Du kan sagtens sige det, jeg kan tage kritik. Nej bare lad være. Du behøver ikke alligevel. Vent til du er klar. Nej – du må aldrig sige noget om den! Okay – bare lidt! Er den okay?”

Og jo: jeg kunne godt selv høre hvor ynkeligt det lød, men det der med at skabe noget på den måde er eddermaneme også angstprovokerende helt ud i det neurotiske.

Heldigvis kan det grines væk, hvilket det også blev (da jeg først havde undertrykt den refleks der ville give ham en lammer), for han svarede med et kys og disse ærlige ord:” altså: jeg kan jo godt lide den, fordi det er dig der har skrevet den. Men jeg synes seriøst den mangler nogle zombier – eller bare nogle mellemstore eksplosioner…”

05/3/16

Om at skrive en bog og lidt om ungdomsromaner

Den opmærksomme læser har muligvis bemærket mit fravær på bloggen den sidste tid.
Grunden er, at jeg har haft hovedet dybt begravet i mit manuskript til ungdomsroman-konkurrencen hos Forlaget Carlsen.

I starten var bogen mit lille tidsfordriv-projekt: noget jeg kunne skrive på i de lange ventetider på hospitalet, eller når mine mindste børn var bange for at falde i søvn og ville have jeg sad inde hos dem til de sov. Istedet for at blive irriteret over al den ventetid, har jeg kunnet sidde og fordybe mig i noget jeg selv valgte, og det har været rigtigt fedt – men pludselig var deadline lidt tæt på, så jeg har skrevet som en vanvittig den sidste måneds tid, for at blive færdig.

Alle ord der var tilovers i mit hoved, plus nogle der bestemt ikke var tilovers, er gået til romanskrivning og jeg har knapt nok kunnet finde ud af at sende en SMS den sidste måned.
Men jeg blev færdig!
Jeg har aldrig før skrevet noget skønlitterært der var så omfattende, og det var en underlig fornemmelse at printe alle siderne ud for at sende dem.

Bogen har fyldt så meget, at glæden over at blive færdig næsten overskygges af et sært savn efter at skrive mere på den.
Har været gnaven og indadvendt lige siden jeg slap bogen, og måtte tvinge mig selv til at nyde solen og haven med min søde familie i weekenden, for trangen til at sidde alene i et hjørne og skrive var overvældende.
Må hermed konstatere at det er udemærket at jeg normalt får min skrivetrang dækket med mindre projekter, for jeg ville være lidt af et eneboer-røvhul hvis jeg skulle leve af at være forfatter – det siger mine børn ihvertfald.
IMG_20160502_174606
De eneste bøger jeg har læst i år, har været ungdomsbøger. Det er ikke en genre jeg har læst meget.
Sidste år lod jeg mig lokke til at læse nogle fremragende ungdomsbøger: den rørende “Eleanor og Park”, Stephanie Perkins søde kærlighedstrilogi og Carol Rifka Brunts utroligt velskrevne “Lad ulvene komme”, som jeg alle har anbefalet her på bloggen.
Her midt i mine intense skriverier fik jeg endda lov til at møde Carol Rifka Brunt, til et hyggeligt intimt arrangement på Lindhardt og Ringhof. Hun er en klog kvinde, og det var virkeligt inspirerende at sidde og tale med hende og tre andre bloggere, om bøger og skrivning og en masse andet.
DSC_0066_4
Nå, men gode ungdomsbøger er der ellers langt mellem, har jeg erfaret med min må-kun-læse-ungdomsbøger-klausul i år. Jeg bildte mig ind at niveauet måtte være tårnhøjt, fordi jeg åbenbart havde været heldig med de bøger jeg fik fat på i genren.
Hold da op hvor udgives der meget elendigt skrevet crap til den unge målgruppe!
De eneste rigtigt gode jeg læste var , som jeg har set at Gyldendal netop har udgivet på dansk, og så en dystopisk roman, som jeg lige nu har glemt titlen på.

Men der må da være flere gode derude, som jeg bare ikke kender endnu?
Er der nogen af Jer der kan anbefale nogle gode, nye ungdomsbøger?
Planlægger at tømme mit lokale bibliotek senere i dag.

(links er affiliate, hvilket betyder at jeg tjener 5% hvis i shopper gennem dem)

01/30/16

Om ro til at skrive

Her kommer en indrømmelse, som nærmest ingen mennesker ved: det sidste halve år, har jeg skrevet på et projekt, til en spændende ungdomsroman-konkurrence på Carlsen.

Altså: jeg har skrevet løs i den tid der ikke har været øremærket til job, børn, mand, sygdom, blog, rødvin, toiletbesøg, venner, men det har så primært kun været i min pause på arbejdet, og mens jeg puttede børn om aftenen, og derfor er jeg kun lidt over halvvejs, selv om jeg har det meste af plottet klar…

I onsdags var jeg til konkurrence-workshop på forlaget – meget inspirerende –  men det fik også de tre måneder der er tilbage inden deadline, til at stramme en smule over skuldrene.

Så da mit stressfyldte hoved takkede pænt nej til fredagsbar, og mine lækre unge kolleger mobbede mig med, at det var fordi jeg var for gammel til den slags, skyndte jeg mig hjem og legede ung med min ungdomsbog istedet.

Og fik skrevet en hel masse.

Var helt overrasket over hvor meget jeg fik skrevet, og bemærkede ikke, at det muligvis skyldtes at 75% af mit afkom var til skolefest, og de sidste 25% legede godt med en ven, så da jeg lørdag morgen forventede samme skrivero, skete det bare ikke…

Da børnene for titusinde gang væltede ind i stuen, i en velorkestreret kakofoni af brok/glæde/skænderi/vejrmøller brokkede jeg mig over, at det ikke var til at få ro i denne her galeanstalt, hvilket øjeblikkelige medførte fire børn med armene i siden, og anklagende sætninger om at: “du har altså selv valgt at få en masse børn! Hvad havde du regnet med?”

Jeg trak i land, for selvfølgelig er den del jo rigtigt, og det meste af tiden trives jeg godt i al det kaos jeg selv har været med til at producere, så de tilgav mig.

“Bare rolig.” sagde en af dem, viist ” om nogle år er du heeeeeelt alene med far – og så synes du her er for stille!”

Inden jeg nåede at blive trist over den påstand (for det bliver jeg ofte – jeg synes altså det er kedeligt at de en dag bliver store og vokser fra os) begyndte min kære mand;” Bare rolig – jeg kan sagtens tage over hvor i slap! Det bliver helt som det hele tiden har været!”

Og så brugte han den næste time på at skændes med sig selv:” Jeg driller mig! Kiiim, jeg sad der hvor jeg sidder, og nu vil jeg også sidde der! Hvorfor vil du kun hjælpe mig med lektier, når jeg nu også har lektier? Jeg har lige skubbet mig selv, men det var også fordi, at jeg sagde at jeg var en idiot! Se mig slå en kolbøtte! Kiiim, jeg sagde lige noger på en sur måde, til mig selv! Jeg har lige hevet mig selv i håret, og så blev jeg sur og sagde at jeg ikke måtte komme med til min egen fødselsdag! Jeg gider ikke læse for mig, gider du gøre det? ”

Jeg kunne hverken holde masken eller koncentrationen ret hurtigt, så det endte med at vi spiste friturestegte ting sammen, og jeg pakkede ambitionerne i skrivebordet igen, og deltog i det sædvanlige kaos.

Satser på at al den tunge mad vi har konsumeret i dag, giver behov for lange, uforstyrrede toiletbesøg resten af weekenden.

Så kan jeg måske få skrevet lidt der imens – og håbe på at bøger skrevet på toilettet, ikke nødvendigvis er lortebøger!

—-

Edit: en læser sendte mig dette billede på Facebook, for at sparke til min zombiefobi – egentlig synes jeg det ret præcist beskriver hvordan jeg har haft det hele dagen i dag?:

IMG_20160130_213535