04/24/18

Om større børn og indretning

Nå, er der nogen der kan huske dengang vores hus var lillebitte, og jeg bloggede om hvordan pigerne delte værelse og vi alle seks sov i samme værelse, for at de skulle have mere plads på værelset?

A0C6C291-5D8D-40DF-87E7-59D454F0CBA4

(Og ja – der er særligt ryddet op på billederne,  resten af tiden lignede det en eksploderet legetøjsbutik…)

Det kan jeg knapt nok huske selv. Det er tre år siden vi fik tilbygning, og pigerne fik egne værelser. De to mindste deler et rum, adskilt af en høj bogreol, men det er stadig deres eget.

B441CE48-88E2-4396-845D-DF975F1CE665

De første år mærkede vi ikke meget til al den ekstra plads. Vi var vant til at klumpe os sammen på lidt plads, og det blev vi ved med. De fine nye værelser blev mest brugt når de havde legekammerater hjemme, og ellers sad de i stuen, som de plejede. Om natten sov de tre yngste i den tredobbelte køjeseng i gangen foran vores nye soveværelse.

Det sidste år har det gradvist ændret sig, og de er begyndt både at sove på egne værelser og bruge tid der. Det er både rart og vemodigt…

Det er rart at få lidt ro til at læse i stuen, og rart at de begynder, at føle de har noget der er deres eget – men det er lidt vemodigt at de bliver så større, og tiden med hulebyggende småbørn under spisebordet er endegyldigt forbi.

For nogle måneder siden, brugte vi tid på at ordne deres værelser helt færdige, helt efter deres hoveder. Jeg har før lovet jer tilbygningbilleder, men da vi altid roder minimum lidt, og iøvrigt indretter mest med storskraldsfund, har jeg været lidt tilbageholdende med indlæg om indretning. Her er dog alligevel lidt om pigernes værelser, til de af jer der synes den slags er sjovt!

04CA1011-D225-4CB7-A25F-CD61CD6178B8

Næstældstebarnets teenageværelse, med billeder af venner  på skråvæggene, og hemmelige kroge til iPad-dyrkning og vennehygge. Lige for tiden har hun gang i et projekt med at male paller, som hun kan lave om til en sofakrog, og lime nogle fliser sammen til bord. Jeg har ikke overblik over om det bliver fedt, men det mener hun selv det gør!

FC227B8D-405F-4E06-9BFC-6399AB1F8E41

Næstyngstebarnets værelse, med store samlinger af mærkeligt tegneserie-merchandise, egne fjollede tegninger og læsehjørne. Hun har fundet skrivebordet til storskrald, og vil male det lysere.

Mindstebarnets pyntede værelse, med gulvplads til Playmobil-lege. Hun ønsker sig en seng, så hun også kan begynde at sove på eget værelse.

Ældstebarnets værelse må jeg ikke fotodokumentere, men det kunne næsten lige så godt være en rigtigt lille lejlighed, med planter, spisebord og kunstnerisk indretning.

De fylder huset ud, med deres forskellige personligheder (og brugte sokker, søskendeintriger og almen rod) og det bliver virkeligt underligt når de engang flytter hjemmefra.

Min ældste pige skal på efterskole fra august, en kreativ efterskole. Det ser helt utroligt fedt ud, og både Ninjaman og jeg er grønne af misundelse over ikke selv at have fået sådan en mulighed da vi var 16.

Jeg tror det bliver så godt for hende, også selv om hun kommer til at savne sit eget rum herhjemme. Jeg har lovet at passe godt på hendes ting, og glæder mig en lillebitte smule til at måtte indtage hendes fine værelse som skrivekrog i hverdagene – men det bliver også mærkeligt at få en smagsprøve på hvor det her familieliv stille og roligt sniger sig hen, med piger der gradvist opholder sig mere på værelser, og til sidst andre steder end hjemme. Det bliver stille.

Når pigerne bliver voksne, kommer vi til at have plads til både atelier, bibliotek og walk in closet. Sådan frådse i plads. Ninjaman mener dog det er mere realistisk bare at holde rum så bare og åbne som muligt, så der er plads til at børnene og deres familier og venner kan komme til store søndagsmiddage, mafioso-style.

Fornemmer lidt at der alligevel nok ikke bliver så stille som frygtet?

 

04/4/18

Om ben, der er pæne indeni

Jeg ville have troet det med hospitalsventetid blev rutine, især nu hvor det er gang nummer elleve min mand bliver opereret – men rutine er det stadig ikke. Spøgelserne fra alle de andre operationer, med al deres smerte og usikkerhed, har stirret tungt på os begge de sidste uger op til i dag – også selv om denne operation er mindre: foden, på det ben der er blevet skåret i, er blevet krøllet sammen af stramme sener, der skal snittes op og stives af med skruer.

Der går 4-6 uger før han må gå, men selve operationen er færdig om et par timer.

Det har været en lang morgens fælles ventetid, hvor alle de gamle skrækoperationer blev ved med at spøge, men lægen der lagde bedøvelser i benet løftede stemningen meget.

Han scannede ben for at finde de rigtige nerver at sprøjte bedøvelse ind, og udbrød begejstret:” NEJ, hvor HAR du flotte nerver! De er jo pragteksemplarer! Kan I se hvor symmetriske de er?”

Lidt befippede over hans entusiasme, og uvidende om hvordan nerver normalt så ud, gav vi ham ret.

Han skamroste nerverne, mens han bedøvede dem, og endte med at råbe til en kollega:” John! Du er simpelthen nødt til at komme og se de her flotte nerver!”

John kom også og var meget oppe at ringe over deres symmetri, og de fagnørdede entusiastisk, mens de smed om sig med latin, og vi forsøgte at holde masken.

Da bedøvelsen var lagt, hørte vi dem sige til en tredje kollega at han var gået glip af nogle flotte nerver, og sekunder efter stod kollega tre og spurgte ydmygt om han lige måtte se dem? Min mand har været flov over sit ben siden første operation (hvor der blev fjernet så meget væv, knogle og muskel at det ligner en haj har taget et par grumme bidder af det) og han begyndte reflektorisk at sige noget om at benet jo ikke var så flot udenpå – hvorpå kollega tre, med scanner på nerverne glædesstrålende sagde:

” jamen, det er jo ikke det ydre der tæller, vel? Og dit ben er SÅ flot indeni! Wow, de her nerver kunne være sådan modelbilleder i en lærebog på medicinstudiet! Virkeligt flotte! Tak fordi jeg måtte se dem!”

Ventetiden derefter blev noget nemmere, fordi vi igen og igen, småfnisende, kunne vende tilbage til hans haj-bens uforlignelige indre skønhed.

“Synes du ikke mit ben er flot? Indeni?” Flirtede han, mens benet begyndte at slaske som en overkogt asparges, af bedøvelsen. Han så overskudsagtig ud, da de rullede ham ind til operation.

Solen skinner nu, og når foden er færdig, er det forhåbentlig allersidste gang han behøver blive opereret.

Muligvis ærgeligt for nerve-fans – men rart at vide at hans indre skønhed ikke kun begrænses til hans personlighed.

12/10/17

Om at være den creepy stalkeragtige nisseven

Puslen med indpakning af små stykker slik eller breve, er en daglig December-beskæftigelse herhjemme. Alle pigerne har trukket hemmelige “nissevenner” i deres klasser, som de skal overraske med hyggelige ting hele December, og de går op i det med liv og sjæl. Køber dimseting for lommepengene på vej hjem, og skriver breve med fordrejet skrift.

Selv plejer jeg at skøjte elegant udenom den slags på min arbejdsplads – glemmer at købe de små hyggelige ting, og synes ikke selv den slags med at fylde dueslag med cornflakes er sjovt –  men i år sagde jeg alligevel ja. Min mulighed for at deltage i diverse former for fredagshygge på jobbet, har i år været blokeret af, at jeg er på uddannelse til klokken 17 hver fredag, så jeg tænkte jeg skyldte lidt på kollegafronten.

Forudsigeligt nok, er jeg ikke den der husker at få købt chokolade til ham jeg er nisse for. Eller, det vil sige: jeg HAR faktisk husket det to gange, men blev fristet, og åd det selv på turen hjem fra Netto… Istedet har jeg så måttet lave gaver selv, og foreløbigt har jeg haft det lidt for sjovt med den del af det, og skrevet mærkelige digte og produceret sære ting.

Sidste uge lavede jeg bl.a. et Memory-spil: 20 helt ens brikker, med portrætter af ham jeg nisser for. Pakket ind i æske, med alskens gode anmeldelser på, om hvor sjovt og nemt det var at spille.

Her i weekenden tegnede jeg et portræt af min nisse, mens jeg fnes over hvor foruroligende det måtte være at modtage sådan et. Min mand mente det var creepy stalkeragtigt nok, at en hemmelig person havde tegnet portræt af en, og frarådede mig den oprindelige plan om at tegne ham delvist afklædt. Det var nok et ret godt råd, og jeg synes faktisk helgen-versionen blev akavet nok:

Der er generelt for få helgenkåringer på arbejdspladser.

Der er stadig ti dage til juleferien starter, og jeg kan godt mærke at jeg er ude på et skråplan med nisserierne allerede. Hvordan han reagerer på gaven i morgen, må være afgørende for hvor creepy jeg fortsætter med at være.

Hvad er det bedste kolleganisseri I har oplevet?

12/4/17

Om at have et meget stort hoved, proppet med ord

Nå, men jeg bestod min eksamen i fredags. Med ros, endda. Nu er jeg halvvejs igennem studiet, og det har egentlig ikke været helt så slemt som frygtet at studere oveni fuldtidsjob – bortset fra, at det hele tiden føles som om jeg har flere tanker end der egentlig er plads til at have.

Mine børn har ellers mobbet mig i båndsløjfe med hvor rummeligt mit hoved er, siden de fandt et baby-foto af mig, hvor jeg ikke har hår der camouflerer det. Til sammenligning har jeg fundet et foto fra filmen “Coneheads”.

Det er mig til højre. Hvad jeg mangler i benlængde, har jeg til overmål fået i pande. Måske er det derfor jeg er så klodset?

Før eksamen forestillede jeg mig, at det ville frigive en hel masse plads inde i mit hoved at få den af vejen, men der er stadig nogenlunde lige crowded derinde. Tænker at jeg snart må lave nogle dages med veninder, og få rødvinet bare lidt af det ud!

I går pressede mellempigerne mig til at tage med dem i centeret efter gaver – jeg kom sådan her afsted:

Opdagede set først halvvejs deroppe, trods det at den ene sko er min mands, kg udover at have en helt anden farve, er den også et par numre større…

 

Det her blogindlæg er ikke sådan et fancy et, med rød tråd eller pointer eller noget. Måske kan I allerede fornemme det, ud fra den random detour ud i størrelsen på mit hoved? Trængte bare til at rable-blogge, uden at tænke for meget, jeg har tænkt over hvert eneste ord der stod i min skide eksamensopgave.

Jeg har en masse blog-indlæg der er kvart færdige, men det er af den slags der tager tid at skrive: et med netflix-anbefalinger; et om at mødes med læsere; et om klodsethed; et med spørgsmål til jer omhvorvidt min blog er af en type, hvor jeg kan skrive mere seriøst om fx børneopdragelse; og et om skøre julegaver I har fået.

Sidstnævnte volder mig lidt bøvl, for jeg ville gerne skrive jeres citater i sådan nogle smarte bokse, som man indimellem ser på mere fancy blogs. Er der nogle af jer der ved hvad sådan en app hedder, man kan skrive dem i? Har hentet en app, men den fungerer ikke særligt godt.

Indlæg til andre blogindlæg I gerne vil læse, modtages iøvrig med glæde.

 

05/1/17

Om tjekket taskepakning

Jeg har aldrig nogensinde været tjekket nok til at pakke forudseende. Eller bare praktisk. Ninjaman er på samme måde, og opdagede fx flere år gamle personalemøde-referater i den taske han slæber med sig hver dag, da han ryddede op i den.

Vores barn nummer to er meget ligesom sine forældre, og barn fire pakker altid særdeles store, men upraktiske, mængder ting i sin taske, når vi skal noget. Barn et og barn tre derimod – DE er værd at hyre til sit hold, når zombieapokalypsen rammer os!

Da vi i sommer var på Sicilien med (fantastiske) Gulliver rejser, besøgte vi en af dagene en lækker lille chokoladefabrik. Det smagte så godt, at jeg kun fik taget et enkelt foto – af et barn, der var lige så begejstret som jeg var.

IMG_1218

Det var en ekstremt varm dag turen var planlagt på, så der var flere fra vores rejsegruppe der valgte at blive i poolen, men jeg ville gerne afsted sammen med to af mine piger, og vi fik nasset os til en plads i en af de biler der kørte derhen. Det var en rigtigt hyggelig biltur – lige indtil et barn begyndte at sige opkastelyde fra bagsædet… Jonas, der kørte bilen, og jeg så desperat på hinanden, og jeg begyndte at rode febrilsk i min håndtaske – selv om jeg godt vidste at den primært indeholdt slikpapir og rod og ikke noget man effektivt kunne bekæmpe opkast med.
“Jeg ordner det” sukkede ældstebarn og fik forsynet det sløje barn med både brækpose, drikkevand, mintpastiller og vådservietter, fra sin medbragte bæltetaske, mens jeg stadig sad og fedtede med noget slikpapir, og overvejede om det kunne hjælpe noget. Dyb respekt her fra!

“Må jeg ikke nok tage et billede af dit taskeindhold til min blog?” spurgte jeg næstyngstebarnet i går, da hun reddede dagen ved at trylle servietter op af sin bæltetaske. Hendes lillesøster havde syltet sig ind i is på havnen, og der havde været lang vej hjem med sådan et fedtet barn.

“Kun hvis du viser din taske også!” fnes hun.

Nu har jeg jo set hvordan smarte modebloggere ofte tager dekorative billeder af deres taskeindhold, og jeg vurderede at hvad jeg end havde i min taske, burde kunne arrangeres bare lidt pænt.

Jeg tog fejl…

Min taske er en min moster engang fik syet i Cambodia. Den er i min yndlingsfarve, og er stor nok til at kunne rumme både min iPad, benvarmere og varme trøjer til hverdag, så jeg er ligeglad med om folk synes den er pæn, for den er så praktisk.

IMG_1216

Her til morgen indeholdt den disse praktiske ting:

IMG_1217

En vante og en handske. Begge til højre hånd. Min telefon. Tre løse tyggegummi. En stor muslingeskal(?). Spisepinde, ikke brugte. En billet til et museum. En blyant og et kladdehæfte med noter til min roman. Et batteri. Et medlemskort til børnenes trafikklub. En glimmerlim. Og ret store mængder slikpapir og kassebonner.

Den blærede lille spejdertype-unge åbnede sin nydelige bæltetaske, og fremdrog følgende, i nette små bunker:

IMG_1214

Notesblok, servietter, vådservietter, tørshampoo, hånddesinfektionsgel med kirsebærduft, kam, læbepomader, mønter, en lille flaske vand, buskort og mobiloplader.

Hun er en fjerdedel så gammel som mig, og jeg er under en fjerdedel så tjekket som hende… Godt hun er på mit hold, når zombierne kommer!

06/15/16

Om gamle blogindlæg, juni

Jeg har en hel masse blogindlæg liggende klar inde i hovedet, men de sidste uger har været usædvanligt travle, og jeg har ikke haft skrivetid, så her et i stedet et hurtigt lille indlæg. De andre indlæg er på vej!

Endnu engang har jeg været på tidsrejse tilbage i bloggens støvede arkiver. Det er virkeligt sjovt at se hvor store mine unger er blevet siden, og hvor hurtigt tiden går.

I juni 2011 var jeg på barsel, og så frem til at gå på toilettet, uden tilskuere, når jeg startede på arbejde.

I Juni 2012 morede jeg mig over de fine selvportrætter i min næstyngstes børnehaveklasse.
20130123-211920

I juni 2013 havde vi besøg af elastik-spiseren.

20130405-094434

I juni 2014 afslørede mindstebarnet min fødselsdagsgave.

I Juni 2015 læste jeg tegneserier med næstyngstebarnet, og blev forarget over ordlyden i disse.

Det var juni måneds tidsrejse.
Nye indlæg, om kjoler, bøger, serier, sygdom, ferie og hverdag er i støbeskeen!

05/29/15

Om lidt af hvert

Har haft lyst til at skrive et blogindlæg hele dagen, men kunne ikke finde ud af at skrive et fokuseret og meningsfuldt et af slagsen, med klare pointer, så her kommer bare et rodet et istedet.
Der er nemlig ganske rodet i mit hoved for tiden!

Jeg synes vores kalender er så proppet med festligheder, at det føles som om dagene kører på fastforward.

Hele vinteren var optaget af hus-ombygning, med dertilhørende mangel på gæster og fester, men forsommeren har i den grad taget revanche, og vi har skullet hyggelige ting mindst hveranden dag: skolekoncerter, skolefest, 5 fødselsdage, blog-halløj, lejrture og en masse andet.
Der er lige til at blive helt forpustet oven i hovedet af – heldigvis mest på den gode måde.

I går var vi alle seks inviteret til fest i Frederiksberg have, for at fejre Rudolph cares nye børnesolcreme-serie.

image

Det var en awesome fest, med is og stopdans,  picnickurve og flødebollemaskine, og mine piger var så meget oppe at køre af glæde da vi kom hjem, at de store lavede vejrmøller i hele haven i en time, mens mindstebarnet måtte spurte op og ned af vejen på sin fine nye løbecykel, som hun har fået sponsoreret af legetøjsbutikken jollyroom.dk.
Sådan en har hun ønsket sig længe, og den er dejligt nem at køre på for hende.
image
I morgen fylder mine halvsøstre 18 år, så i morgen formiddag skal vi have delt fire børn ud til tre forskellige pasningssteder, købe gaver til både mine søstre, min svoger, vores nabo og vores mindste datter, der alle har fødselsdag inden for en uge, samt have købt cykelhjelm og sovepose til teenageren, der skal på lejrtur.

Jeg er helt blank med hensyn til hvad man køber i gave til 18 årige piger – nogen der har input?

Lørdag i næste uge skal min Ninjaman have sin første thaiboksekamp.
Jeg og pigerne er stadig i tvivl om hvorvidt vi har lyst til at tage med, og måske se ham blive slået – jeg hælder mest til at vi ikke kan tåle at se det, og hellere skal tage på tegneseriemesse
Men uanset hvad, har vi smart nok planlagt børnefødselsdag dagen efter (det var den eneste ledige weekenddag i de næste 5 uger) så nu bliver det spændende om han skal spille børnefødselsdagspirat, med klap for et kommende blåt øje…

05/15/15

Om udsigter

Mandag til onsdag var jeg afsted med mit arbejde, et sted hvor udsigten var sådan her:
IMG_20150511_143256
Det var nogle hyggelige, men trættende dage, men heldigvis har vi alle seks himmelfarts-ferie, og vi har lavet minimalt.
Burde egentlig ordne have, da vi holder havefest om en måned og der stadig flyder med byggeaffald, men jeg forstuvede min højre hånd i en mærkelig faldulykke (hvor en kollega forsøgte at løbe med mig på skuldrene, uden at have de store balanceevner) og det har været særdeles udfordrende at tage tøj på selv lige siden – så det der med havearbejde var ikke en mulighed.

Endte derfor med bare at ligge i en bunke og læse højt for børn, og senere have besøg af min søster og hendes døtre.

Pigerne legede restaurant i haven, og vi undrede os lidt over placeringen af restaurant: haven ser sådan her ud for tiden, med tulipaner og forårsstemning:
IMG_20150514_181828
Men restauranten havde udsigt til vores eget private skraldebjerg, mount doom af skrald:IMG_20150514_181652
Man skal åbenbart ikke undervurdere værdien af en rustik udsigt – det holder fokus på maden!

04/26/15

Om begyndelser

Jeg kan godt lide at starte op på ting: er god til at få idéer, og er helt vild med alle de muligheder der er for at løse opgaven på, når man ikke er gået igang endnu.
Jeg er også nogenlunde til at følge mine opgaver til dørs – men det er det der med at starte på noget helt nyt, der virker nærmest euforiserende magisk.

Har den der kriblende planlægnings/begyndelse/opstartsentusiasme over alle mulige projekter: både starten af ferie; nye opgaver; lørdag morgen; en artikel jeg skal skrive; og alt muligt andet. –
Stærkest har den ramt mig de fire gange jeg har siddet med min egen nyfødte babyer i armene og har tænkt:”hey! Det her barn bliver et geni!! Jeg skal lære hende at tale med babytegn lige om lidt, og når hun er to, begynder vi lege lidt med fremmedsprog, og vi skal kun høre Mozart og måske kan hun begynde til violin når hun er fire, og…. ”

Der er noget ærefrygtindgydende frydefuldt over, at være med til at begynde noget så perfekt som et helt nyt menneske.

Men så har jeg set ned på det der sovende lille fjæs, og omplanlagt :”nå ja, eller vi kunne jo også bare starte projektet her med kys og tryghed, og så så planlægge løbende..”

På den måde blev mine plan om baby-genier, stille og roligt til en plan om at de godt selv måtte udvikle sig – hvilket har vist sig ikke at være helt dårligt.
De er ihvertfald blevet til fire fine små, meget forskellige, mennesker, uanset mangel på plan of grundighed.

Nå, det var en lang smøre, når det jeg egentlig ville have fortalt om, var at jeg vågnede af mig selv klokken 06 i dag, og ikke kunne sove mere.

Det sker stort set aldrig, da jeg elsker at ligge og læse i sengen når resten af huset sover, og derfor konsekvent er en times søvn bagud.

De andre sover stadig – mindstebarn har sneget sig ind i løbet af natten, og sover under sin fars dyne, og jeg kan høre de store snorke inde ved siden af.

image

Da jeg først havde overstået lidt let ærgrelse over ikke at kunne sove mere, blev jeg beruset af, hvor mange muligheder jeg havde for at begynde min dag på en helt ny måde: jeg kunne jo blive sådan en der stod tidligt op og trænede! 
Googlede at træningscenteret åbnede kl 07, og begyndte at planlægge hvordan jeg skulle gøre det her flere gange om ugen: stå op klokken 05.30, træne 1 time, og nå hjem i tide til at hjælpe børn i tøjet.

Glædede mig allerede ved tanken om hvor meget mindre min røv ville blive, og så også lidt på nogle festkjoler uden ærmer, for med mine kommende tonede arme, ville jeg jo gerne vise mig mere frem til min fødselsdagsfest.

Men så fik jeg en ny idé: jeg ærgrer mig ofte over at min 40 timers arbejdsuge gør mig så træt, at jeg aldrig får skrevet for sjov.
Jeg har hele tre romaner liggende, som jeg er begyndt på at skrive (igen: elsker at starte op og få idéer, så er startet på nyt et par gange, selv om jeg var godt i gang med noget): måske kunne jeg vænne mig til at stå tidligt op, flere gange om ugen, og skrive målrettet? Så var der ro i huset, og jeg ville starte mine dage med energi og kreativ glæde!

Varmede mig lidt ved tanken om, hvor fantastisk det blev, at være sådan en, der rent faktisk skrev ting færdigt – men så begik jeg den velkendte fejl: jeg kom til at se på mit sovende barns lille fjæs…

Og tænkte:”jeg kan jo også bare starte med at ligge lidt og kysse på hende…Og så planlægge bagefter, om jeg skal være tidlig-morgen-træner eller tidlig-morgen-forfatter. Bare sådan planlægge løbende..”

Så gik morgenen med det. Kram på sovende barn.
Egentlig ikke en dårlig måde at vågne på.

02/12/15

Om blogflyt og en luksusdag

Min blog, rykker over under petitpodiums tjekkede vinger her snart – og efter at have tilbragt hele dagen i lørdags, i selskab med ti underholdende bloggere tilknyttet PP, glæder jeg mig kun endnu mere, til at være en del af et fællesskab og have nogen at sparre med.

Platformsskiftet kommer ikke til at have indflydelse på bloggens indhold eller emner iøvrigt: vil fortsat være lige så utjecket som altid; ungerne vil stadig gå i genbrugstøj; og hvis jeg anbefaler noget, er det fordi jeg mener det – men den vil blive nydeligere at se på, og reklamebannerne vil give lidt mere indtjening, end dem jeg har nu.

Nå – videre til den fantastiske lørdag!
Vi startede kl 10 på designmuseum Danmark, og så en utroligt spændende udstilling om “barnets århundrede”.
Den skal jeg helt sikkert hive pigerne med ind og se her i vinterferien, for jeg nåede ikke at se helt nok, og spottede flere ting, de ville elske at fordybe sig i – bl.a muligheden for at lave en stopmotion-film, med Kay Bojesen figurer.

Da jeg sagde goddag til de ti andre bloggere, blev jeg lidt perpleks, og i tvivl om hvem jeg egentlig havde mødt før, og delte lidt random ud af håndtryk og knus – valgte blandt andet at give rundviseren et stort varmt knus, og hende havde jeg ihvertfald helt sikkert ikke set før…

image

Bolette fra Bobles fortalte om idéen bag bobles fantastiske tumlemøbler, i et af de tre fine rum indrettet med bobles-møbler, til fri leg.

Jeg havde lidt travlt i starten, med at forsøge at skjule mine hullede strømpebukser, men glemte det hurtigt, fordi Bolette var spændende at høre på – godt med slatten koncentrationsevner i sådanne situationer!
image

Bobles har lavet nogle fede design edition sort/grå møbler, der passer ind i de fleste hjem – min teenager blev svært misundelig da jeg viste hende billederne, og kunne godt forestille sig at bygge en sofa af sådan en flok.

Derefter spiste vi lækker frokost på grill royal, på kgs nytorv, hvor alle retter koster rørende billige 100 kroner, og cæsarsalaten smagte forrygende.
image

Vidste ikke om jeg forventedes at tale om gylp, eller børnetøjsmærker hele tiden, i sådan en mommyblogger-klub, og om jeg ville stikke ud ved at være kikset og pinlig og gammel – men den bekymring glemte jeg hurtigt, og det var pissehyggeligt!

Manja og Lisbeth havde sammensat et utroligt gennemført program for dagen, så inden bytur og middag, skulle vi naturligvis gøres lækre!

Beautyacademy havde inviteret til en “ladies Night”, hvor vi fik et kursus i at lægge flot aftenmakeup, og hjælp til at sætte hår – mens vi drak champagne og kværnede cupcakes.
Ærgrer mig helt over at jeg ikke kender nogen der skal giftes, for det ville jo være en perfekt polterabendaktivitet!
image

image

Det nederste billede, hvor Emilie fra beautyacademy sætter mit hår, er taget af søde Jannie

Der efter gik turen til nordvest, hvor vi skulle lære at mikse cocktails – den del af programmet jeg havde glædet mig mest til!

Vi blev delt op i hold og konkurrerede om at svare rigtigt på quiz, mikse drinks og gætte ingredienser, og det var helt utroligt underholdende!
image
Dette billede er også taget af Jannie
image

Det er en forrygende idé med sådan et cocktailkursus, og jeg planlægger at lokke festudvalget på min arbejdsplads til, at det er det vi skal næste gang der er fest!

Man lærer en masse tricks, får noget lækkert at drikke, og det er en virkeligt sjov aktivitet at være fælles om.

Jeg var (naturligvis?) på vinderholdet, og vandt et gavekort, som jeg gav min mand i fødselsdagsgave i tirsdags – hvilket han blev rigtigt glad for, og skyndte sig at lokke en ven med – han ved bare ikke, at bagtanken er, at de skal være bartendere til min fødselsdag…

Middagen blev indtaget på “karma sushi” i Peder Skrams gade.
Jeg har en veninde i Århus, der har talt meget om hvor lækkert det var, men det havde forbigået min opmærksomhed at der nu også er en i København – og så endda lige rundt om hjørnet fra hvor min far bor, det kunne godt gå hen og blive en dyr opdagelse for mig…

Det var – uden pis! – det lækreste sushi jeg nogensinde har fået!
image

Jo, klokken var blevet mange, stemningen var god, og vi var utroligt sultne – men maden VAR virkeligt i særklasse lækkert, og jeg glæder mig meget til at hive mine veninder med der hen, eller forkæle min syge far med takeaway.

Vi sluttede aftenen med en drink på Holmens kanal cocktailbar, men her var jeg ved at være så udmattet af indtryk og alkohol, at jeg hurtigt dinglede hjem til mit lækre hotel – og det skrev jeg om i går.

Så det var min lørdag – den sjoveste og vildeste dag længe, og alt hvad vi foretog os, er jeg totalt klar på at gentage!

Resten af vinterferiedagene har været en anelse mere afdæmpede. Det er kun mig og de tre mindste hjemme, og vi har foreløbigt mest af alt dinglet rundt i nattøj, har lavet modellervoks og spillet wii – tror jeg må oppe mig lidt i dag, og lave et lidt mere underholdende program for dagen!