04/13/15

Om at rejse, med barn i Paris – et mandagstip

Jeg var i Paris med min 8 årige datter her i påsken, og vi havde nogle fantastiske dage!
Her har vi samlet lidt tips til hvordan man kan opleve byen med børn,hvis nu andre af jer planlægger en tur.

Sted at sove.
Jeg har været i Paris tre gange før, men de gange boede jeg på billige hoteller lidt udenfor centrum,og var afhængig af metroen for at komme rundt.
Denne gang lejede vi en privat lejlighed igennem www.airbnb.com, og det var et genialt træk!

Det er for det første langt billigere end hotel – vi gav ca. 450 pr nat – og for det andet kunne vi finde en lejlighed der lå helt i centrum, i Marais-kvarteret, ikke så langt fra kunstmuseet Louvre og Notre Dame kirken.
På den måde kunne vi gå rundt til mange ting, og fik set mere af byen, end hvis vi havde skulle tage metro hele tiden.
Lejligheden lå på sjette sal, med udsigt over byens tage; havde et fint lille køkken og et lækkert badekar, så når vi havde travet byen tynd, spiste vi aftensmad hjemme og hyggede os med at lave spa, og slappe af i badekarret resten af aftenen.

Planlægning
Vi ankom lørdag aften og tog hjem onsdag morgen – så vi havde tre hele dage, og det var faktisk en dag for lidt…

For at få mest muligt ud af tiden, og tage hensyn til, at barneben bliver hurtigere trætte, lagde vi en plan for hvad vi ville se, og sørgede for at se andre ting i samme område.

Vores plan var som følger:

Dag 1: så vi Notre Dame. Derefter sejltur på Seinen, og hængen ud i det hyggelige latinerkvarter på venstre Seine-bred (området omkring rue de Seine, med hyggelige små butikker, gallerier og caféer).
Vi tog en masse fotos, og brugte tid på at lede efter flot graffiti og flotte madudstillinger – en sjov aktivitet med børn, når vejret er lidt deprimerende og de skal gå meget.
image

Continue reading

03/5/15

Om kommende ferier

Vi har, som også før beskrevet, ikke råd til at rejse udenlands med alle fire unger (jeg arbejder deltid indtil mindstebarn er mindst 4-5 år, for at vi kan få det til at hænge sammen med at hente osv);  og har derfor valgt at de får en aleneferie med en af os forældre, når de er 7-8 år.

Jeg var i London med den ældste, og deres far var sidste år ude at rejse med den næstældste – til eksotiske Billund…

Der var intet land i verden hun hellere ville se end lalandia og Legoland, så der tilbragte de fire dage…
Mindstebarnet, der nu er fire, vil allerhelst til Eldorado , som hun har set en film om – men da vi forsøgte at forklare hende, at det ikke findes, sagde hun, at så ville hun også til Lalandia!

Deres far havde nok forestillet sig noget lidt mere eksotisk: havde glædet sig til at vise dem markederne i London, Gaudis bygninger i Barcelona, kanalerne i Venedig – ja, alt andet end blegbugede mennesker i lidt for småt badetøj, men da hovedformålet med ferien er at børnene føler sig hørt og set, og får alenetid med en forælder, bøjer vi os selvfølgelig.

Det er nemt for mig at sige, når nu jeg er den heldige der skal rejse udenlands,og netop har printet flybilletter til Paris, ud til mig og min 8 årige kagemester.
Vi rejser fem dage i påsken, og har lejet en centralt beliggende privat lejlighed igennem www.airbnb.com (kender i til koncept? Det virker noget så smart og billigt!)

Hun er et barn der godt kan lide at sætte sig ind i ting, så den sidste måned har vi brugt på at læse os igennem guidebøger om Paris, og øve små franske sætninger – hun mukker lidt over, at jeg ikke kan nå at lære hende flydende fransk inden vi tager afsted, men er også ret stolt over i det mindste at kunne sige “tak” og “goddag”.
Min moster forærede hende denne her guidebog for børn:
image

Den er meget nemmere at gå til, end de andre bøger vi har læst, med billeder og malende beskrivelser af steder og butikker.
Til barnets glæde, og min buttede røvs skræk, er der stor fokus på konditorier, bagerier og slikbutikker, og hun har nu planlagt ruter vi skal gå de forskellige dage, som vil føre os forbi mindst en kagebutik pr dag…
image

Nu har jeg det personligt sådan, at jeg kan modstå alt – bortset fra fristelser – og jeg kommer nok til at dumpe ned i kagefælden med et brag….
Overvejer lidt, om jeg mon skal bestille et ekstra flysæde til min røv på hjemturen?

09/30/14

Om udlandsrejser

Min næstyngste datter fyldte 8 for nyligt, og i gave fra min moster, fik hun en shoppetur til Malmø.

Det at skulle til UDLANDET var den bedste del af gaven, syntes hun, og hun talte ikke om andet end forestående udlandsrejse hele sidste uge.

Hun har kun været i udlandet to gange: vi besøgte min moster i Grønland for et par år siden, og var i Spanien denne sommer, så hun var meget spændt på, hvor eksotisk Malmø mon var.

Den længe ventede shoppedag løb af stablen i fredags, og hun kom hjem belæsset med nye fine buksedragter (det at få helt nyt tøj, når man er pige nr tre i en flok skal endelig ikke undervurderes!), og boblende af eksotiske oplevelser.

Jeg har fået lov til at videregive hendes erfaringer, så I måske kan bruge dem til at ruste jer, hvis i selv overvejer en smuttur til eksotiske Sverige – de kommer her:

– Svensk havde ikke været så svært at forstå som hun havde troet. Man skulle bare lige huske at de sagde:”hæij!” istedet for “Hej”, så undgik man at blive forvirret, oplyste hun mig om.

– de spiser mærkeligt i Sverige – det underligste hun nåede at opleve, var rejesalat på hotdog. Hun turde dog ikke smage, men havde holdt sig til de fornuftige valg: “kanelbullar” og is.
(er der iøvrigt nogen af jer der har smagt rejesalat på hotdog? Har heller aldrig selv turdet smage, og er nysgerrig efter om det er megasært, eller lækkert?)

– og så den betragtning som jeg morede mig længst over:”i Sverige kan de ikke stave. Og istedet for at skrive ø, skriver de råbe-smiley!” fortalte hun mig, da jeg puttede hende, og jeg måtte lige vende den inde i hovedet, før jeg forstod hvad hun mente.

Jeg synes råbe-smiley er et fedt ord, og vil fremover kun kunne se svensk ø som dette:

20140930-085934.jpg
MalmØØØØ!!, læser jeg det nu som.

I øvrigt har hun ca. Samme humor, som sin far, der fik mig til at tage dette foto, da han og jeg var på kæresteweekend i Malmø sidste år:

20140930-090104.jpg

Min moster sendte mig dette, fra samme sted:

20140930-090132.jpg

07/15/14

Om verdens bedste ferie

Nu er vi endelig ved at være landet mentalt, oven på den mest fantastiske ferie nogensinde!

Vi boede i den lækreste store lejlighed (2 soveværelser, 2 badeværelser, køkken, stue, vaskemaskine – og udsigt!) på et nordspansk landsted, hvor alle ni lejligheder var beboede af de familier vi rejste sammen med.

Det her var udsigten fra “voksen-soveværelset”(der lynhurtigt endte med at blive “mor-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, da børnene kom glade, men sent, i seng og festede videre, hvis ikke vi sov med dem):
20140715-090351.jpg
Udsigten fra “far-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, var en smuk bakke, med græssende køer.

Jonas og Marianne, der ejer gulliverrejser, som vi rejste med, er simpelthen nogle fantastisk søde mennesker, der både var hyggeligt selskab og geniale arrangører.
Jeg kan slet ikke anbefale konceptet nok!

Velkomstmiddag, kanotur, picnic, besøg på michelin-restaurant og farvel-middag var planlagt på forhånd og inkluderet i prisen, men de fik også lynhurtigt arrangeret nogle ekstrature, så Ninjaen og de tre store piger fik undervisning i surfing sammen med andre friske surfer-nybegyndere, og vi kom på besøg i nogle grotter, med 22.000 år gamle hulemalerier på væggene.

En fed måde at rejse på, hvor der både er planlagt oplevelser, vi ikke selv ville have kunnet finde, og der er plads til at man kan dele sig ud i små grupper og opleve noget selv.
Vi havde mange små udflugter, hvor det bare var os selv – fx til de smukkeste strande:

20140715-093943.jpg20140715-094137.jpg
og vi besøgte hyggelige små byer:
20140715-111901.jpg20140715-112607.jpg
Og foer vild i Bilbao:
20140715-113726.jpg
For 15 år siden startede Ninjaman og jeg til spanskundervisning, men stoppede efter et par gange, og lærte kun de ting der stod i kapitlet om “Fernandos fødselsdag” og i kapitlet om Picasso.
Der var så få turister i det område vi var, og absolut ingen talte engelsk, så i starten jamrede vi en del indbyrdes om hvor ærgerligt det var at vi ikke havde lært mere – men da mindstebarnet halvvejs gennem ferien fik halsbetændelse, fik jeg faktisk brug for det med Fernandos fødselsdag, for jeg forstod at lægen spurgte hvornår hun var født – resten af lægebesøget klarede vi med fagter, og hun blev podet og fik “penicillinos”.

At sidde på restaurant og bestille uden at vide hvad der stod, var lidt besværligt – og da en fra vores rejsehold kom til at bestille ko-mave, gjorde det os ekstra nervøse.
Men egentlig var det også tusind gange hyggeligere at rydde et supermarked for friske grøntsager og saftige bøffer (på størrelse med toiletsæder), og så tage hjem og grille på landstedet, mens vi drak vin og sludrede med alle de søde mennesker.
Også selv om det sled lidt på den gode samvittighed at grille bøffer, mens bøffernes kusiner stod og så interesseret til:

20140715-115511.jpg
De muhede anerkendende, da vi til afskedsfesten grillede en hel griseunge, istedet for oksekød…

Griseungen var så utroligt nuttet før den kom på grillen, at pigerne talte om at vi burde give den kunstigt åndedræt og forsøge at genoplive den – men den smagte så godt, at den tale hurtigt blev glemt:
20140715-120558.jpg
Men det allerbedste var faktisk hverken den bjergtagende smukke natur, morgenyogaen, eller de velplanlagte udflugter: det var det at være 17 voksne og 18 børn sammen på denne måde, og hele tiden kunne finde en der gad drikke vin/se på udsigt/ stene fodbold/ spille tennis/ løbe tur/tale om bøger, børn, eller livet – og imens kunne vi nyde børnene, der pilede rundt i flok og legede den ene vidunderlige leg efter den anden.
20140715-120939.jpg

“Vi vil gerne stoppe med at spise slik, så vi kan spare op og rejse sådan igen!” tilbød den ni årige generøst i flyveren hjem.
Hendes søstre mente at det var et lige lovligt generøst tilbud – men de syntes også det havde været verdens bedste ferie.
Så hvis i skal på ferie næste sommer, så kan vi seriøst anbefale at gøre det på denne her måde – og måske ses vi endda?

20140715-125552.jpg

20140715-125642.jpg

07/6/14

Om alternativ kost

I aften skal vi på Michelin-restaurant – ugens højdepunkt for den madentusiastiske 7 årige, der har været ekstremt spændt på at høre menuen.
De søde rejsearrangører har fundet den til os, og kørt den gennem Google translate, hvilket kun fik den til at lyde endnu mere spændende:

20140706-122728.jpg
Det beroliger mig lidt, at det kun er på voksenmenuen der er hash, og jeg er spændt på at se hvad varianten “hash min mor” mon er.

Jeg ser også frem til tortillaen, der er dekonstrueret som et dække.
Mon det betyder at den er så stor at man kan gemme sig bag den?

Ansjos med tekstur som vand lyder også alternativt – håber virkeligt ikke at det betyder man så skal drikke den, som ansjos-shots…

07/5/14

Om at lære at leve med ikke at være god til ting

“Hvis jeg ikke har nemt ved at lære nye ting, er det fordi de ikke er værd at lære…”

Sådan har jeg altid haft det, men jeg ved godt at det er en rigtigt kedelig holdning at have, så jeg forsøger virkelig at kæmpe imod og gå ind i nye ting med åbent sind.

Men jeg kan alligevel mærke irritationen og lysten til at råbe pik og give op, hvis noget er svært, og det lykkes mig langt fra altid at holde fast – hvilket de folk der i tidens løb har forsøgt at lære mig matematik, tysk, dans, aerobic, strikning, syning, guitar eller harmonika godt kan bevidne.

Så at styre en kano, med mine to mindste børn i, ned ad en rivende flod, var egentlig noget jeg godt kunne forudsige eventuelt kunne ende i et hysterisk anfald fra min side – men det var en del af det (ellers fantastiske) program der var lagt for os her på ferien – og jeg ville jo ikke skuffe mine spændte piger, og var også selv nysgerrig på at se den smukke flod, så selvfølgelig skulle vi med.

Inderst inde håbede jeg på, at nogen ville spotte mine ringe motoriske evner og tilbyde at ro for mig – men det skete ikke, og pludselig sad jeg i en kano, og mærkede den voldsomme trang til at give op, mens strømmen (for tiende gang på få minutter) løftede kanoen op på nogle sten, så jeg måtte ud i det kolde vand og skubbe den fri.

De to stakkels mindstebørn, der var havnet i sure-mors kano, kiggede længselsfuldt efter alle de andre voksne, der med professionelle åretag, førte deres kanoer behændigt mellem stenene – men heldigvis blev vi påsejlet af en anden mor, der åbenbart kunne aflæse mit kropssprog og trøstende sagde:”bare rolig – jeg hader det lige så meget som dig, og har heller ingen anelse om hvad jeg foretager mig!”

Det hjalp på give-op-divaen, at vide jeg ikke var alene, og kort efter var vi forbi det sted med de mange sten, og jeg begyndte at synes det var moderat sjovt – også selv om jeg ikke kunne finde ud af det.

Da vi, efter en dramatisk tur ned af et lille vandfald, stoppede og tømte kanoer for vand, deserterede den ene af mine to sejlkammerater grædende over i sin fars kano – jeg havde tydeligvis ikke fået overbevist hende om at jeg havde styr på noget som helst…

Heldigvis forbarmede ældstebarnet sig over mig, og tog hendes plads – og SÅ blev det sjovt!

20140705-145909.jpg
Barnet havde, til min store overraskelse og glæde, arvet sin fars talent for at blive hurtigt god til fysiske aktiviteter, og i løbet af få minutter havde hun overtaget styringen af vores kano:”mor! Du er muskler – så skal jeg nok være hjernen! Okay?”

Hun var godt nok ikke særligt imponeret over mine musklers beskaffenhed, men inden længe var vi alligevel nogle af de forreste, og jeg var helt vild med turen, nu hvor der var en kompetent styrmand om bord.
Mens jeg sad der og modtog ordrer, tænkte jeg på at det jo egentlig ikke gjorde så meget at der var ting jeg selv var dårlig til, for jeg kan lave børn der er gode til de ting jeg ikke selv kan – og det er da endnu sejere end at kunne det selv!

“om jeg er god til kvantefysik? Beklager – men jeg kan helt sikkert fremstille et menneske der er det!” vil jeg fremover kunne sige.
Det er der blær i!

07/3/14

Om ture, der er det værd

Vi er nu i Spanien, og selv om det regner, er udsigten stadig det hele værd:

20140703-110746.jpg
Vi brugte hele dagen i går på at rejse – først 3 timer med fly, og så knapt 5 timers køretur(inkl pauser, og faren vild).
Sjældent har jeg oplevet en køretur så lang – hvor mellempigerne hver tredje minut spurgte hvor lang tid der NU var til vi var der, og mindstebarnet led af den vildfarelse at vi var på vej i sommerhus, og hele tiden hårdnakket påstod, at hun kendte de steder vi kørte forbi.

“De har SERIØST meget natur her i spanien!” erklærede den ni årige overrasket, da hun vågnede fra den lur hun påbegyndte i lufthavnen.
Og det har hun ret i. Den tungtlastede lejebil, knirkede sig op gennem skumle sving i smukke bjerge, og vi fik set mere natur på de par timers kørsel, end vi normalt gør i løbet af et helt år hjemme.

Da vi endelig ankom til landstedet, kl 21, blev vi mødt af smilende søde mennesker, og fik anvist en lejlighed der er større end hele vores hus derhjemme.

“Luk døren!” hylede en af pigerne fra det ene(!) toilet “det kan jo være at der er andre der skal bruge toilettet, og jeg gider ikke at de ser mine balder!”
Hun havde ikke helt opfattet at alt det plads, kun var VORES.

20140703-111450.jpg

Så var der lækre natmads-tapas og vin, og ungerne spurtede rundt med de andre børn og hyggede sig, og den lange køreturs strabadser blev hurtigt glemt.

20140703-111713.jpg
Nu sidder vi ved poolen, og pigerne prøver at tage sig sammen til at prøve en svømmetur i det kolde vand – og jeg bekymrer mig over hvordan i alverden jeg skal kunne holde det “hvem-taber-sig-mest-inden-oktober-væddemål” jeg har kørende med en veninde, når det eneste jeg har kunnet tænke på siden jeg vågnede, er hvornår jeg igen kan fylde vin og tapas i hovedet…

06/30/14

Om feriekriller

De sidste 16 år i træk har vi lånt et sommerhus i Jylland, i sommerferien.
Det sted er indbegrebet af ferie, og jeg kan mærke hvordan pulsen falder, så snart vi kører af færgen, og ser den velkendte udsigt, med hav og bølgende marker.

20140630-120231.jpg

Alligevel savner jeg dengang før vi fik børn, hvor vi rejste ud i det blå, hver eneste gang vi havde skrabet penge nok sammen til en sidste-øjebliks-flybillet-med-uspecificeret-hotel, et eller andet sted i Europa.
Elsker gentagelser – men længes også efter at opleve noget nyt.
Pigerne har det på samme måde, og har i flere år sukket længselsfuldt, når deres venner endnu engang rejste til Thailand/Kreta/Mexico, og har fantaseret om selv at komme på ferie et varmt sted.(Den eneste ferie vi har været på, var da vi besøgte min moster i Nuuk, for 3 år siden – og det var enestående, men knapt så tropisk!)

Men i år skal til Spanien – første og sandsynligvis eneste rejse med fire børn (har været på deltid indtil for nyligt, og skal til at afdrage på hus næste år, så skal de have et barndomsminde om at rejse sammen, skal det være nu;))

Da vi jo er totalt nybegyndere i at rejse med børn, og derfor med stor sandsynlighed ville ende med at sidde og se skræmte ud på et hotelværelse, uden at vide hvad der er realistisk at foretage sig med børn i et fremmed land, virkede det som en virkelig god ide’ at alliere sig med et rejsebureau der gad planlægge noget der var fedt for alle.

Vi valgte derfor et lillebitte rejsebureau, der har specialiseret sig i at arrangere rejser for børnefamilier, hvor der ikke går alt for meget bamseklub, og svensktalende guider i det (den slags fik vi nemlig særdeles meget pip af, på den første og eneste chartertur vi har været på, for 9 år siden).
Vi kender nogen der har rejst med dem før, og det lød virkeligt tiltalende at man rejser med 8-9 andre familier med jævnaldrende børn, så ens egne unger har andre at lege med, og man selv har tid til at læse bøger og se på at de hygger sig.

Nu ligger der 6 spritnye rødbedefarvede pas på spisebordet, kufferterne ER pakkede, min fætter kommer og passer hus og hamster, vi har gennemgået ruten fra lufthavn til landsted en milliard gange(4 timers kørsel), pigerne har talt sekunderne til vi rejser i ugevis, og vi burde have styr på det hele – alligevel skiftes Ninjaen og jeg til at smug-panikke, og have mareridt om at vi ikke kan finde vej.

Vi har begge to rejst ret meget – da jeg var 17 rejste jeg fx alene til Australien, med 4000 kr på lommen, 7 par underhylere, to kjoler og en stor fjollet hat, og endte med at rejse rundt i et år – men det at tage en nem lille, næsten færdigplanlagt tur, virker lidt skræmmende på os begge to, fordi vi nu også har ansvar for fire spændte unger.
Meget fjollet.

Nå. Nogen der kan anbefale noget fantastisk at se, i Bilbao og omegn?
Nogen souvenirs man skal have med fra Spanien?
Eller kan i lære mig nogle nyttige spanske fraser?
Det eneste jeg kan sige på spansk, er at Picasso ikke er tyrefægter, og at det er Fernandos fødselsdag. Ved ikke helt hvor nyttigt det er?

06/2/13

Om sentimentale ferieminder

Hvis nogen spurgte mig om hvor min bedste rejse var gået til, ville jeg nok svare enten 1): Australien, hvor jeg backpackede rundt i et år, da jeg var 17 eller 2): Grønland, hvor vi sidste sommer besøgte min moster.

Det var også fantastiske ferier, og jeg ville på alle måder gerne gense Australiens røde ørkener eller Grønlands klare himmel, men hvis nogen kom hen til mig og råbte:”HURTIGT! SIG SÅ HVOR DU VIL HEN PÅ FERIE LIGE NU, ELLER DU FÅR EN LUSSING,”, ville jeg febrilsk råbe noget så u-globetrotteragtigt som:”Tenerife!”.

Vi var på Tenerife i en uge i maj, i 2001.
Det er muligt at det – rent objektivt – ikke er den bedste ferie jeg været på, men når jeg tænker på den, har jeg sjældent været så lykkelig (eller så sentimental) som jeg var i den uge, og derfor vil det sted altid have en særlig betydning for mig.

Min far havde fødselsdag, og havde inviteret sin nye kæreste, mig, min Ninjaman, min lillesøster og hendes kæreste, mine to små halvsøstre, min kusine og min gamle farmor med på ferie.

Inde i min mave voksede der en 11 uger baby, vores første, og jeg så alting gennem et (overdrevent sentimentalt) skær, af forventning og kærlighed.

Planen var at afsløre min graviditet på min fars fødselsdag, feriens sidste dag, hvor jeg ville være 12 uger henne.

Men jeg hjalp min farmor på toilettet i lufthavnen, og fordi hun stod og blev forvirret over et eller andet med dørene, og bagefter blev ked af at hun var blevet så gammel og forvirret, trøstede jeg hende, ved at fortælle hende at hun skulle være oldemor.

Hun blev meget begejstret, glemte det var en hemmelighed, og fik fortalt det til stort set alle andre mennesker i lufthavnen, i løbet af ganske kort tid.

Min farmor insisterede på at sidde ved siden af mig i flyveren, hvor jeg først fik de interessante fakta om hendes egne fødsler (min farfar satte hende af med veer foran hospitalet, og hentede hende da det var overstået), og der efter de lidt mere skræmmende detaljer, involverende blod og splat, og underliv der blev klippet og hevet i.

Til sidst måtte jeg lade som om jeg sov, for ikke at blive skræmt alt for meget ved tanken om at min baby skulle ud af mig, på et tidspunkt…

Tenerife var smuk, vandet havde præcis den farve man drømte om at vand skulle have, og luften duftede af blomster.

Vi lejede et par biler, og kørte lange ture.

Jeg graviditets-brækkede mig nonstop, i den varme bil, der kørte gennem bjergene, mens min ene halvsøster hylede som en griseunge der blev løftet op, fordi hun skulle sidde i barnesæde.

I timevis.

Sådan en varm bil, med lugten af opkast og lyden af grædende barn, er ikke en man normalt forbinder med en god ferie, men jeg var stadig euforisk.
At Ninjaman konstant havde ondt i ryggen af at skubbe min farmors kørestol op af bakker, og at det ikke er 100% gnidningsfrit hele tiden at rejse ti mennesker så tæt sammen, bed hele ikke på mig.

Jeg kunne se rundt på min familie, og glæde mig så inderligt over at vi allesammen var her sammen – og at der voksede en baby i min mave, som var en del af alle de her mennesker.
Selv om der var smukt, tog jeg ikke et eneste foto af landskabet: jeg havde travlt med at tage fotos af min familie.

Når Ninjaman tegnede til mine små søstre, smeltede jeg, ved tanken om at han lige om lidt kunne sidde og tegne til vores eget lille barn – og tog billeder af det.

20130602-125250.jpg

Når min farmor kiggede forelsket på sin 50 årige søn, måtte jeg sentimentalt knibe en tåre, over det der moderkærlighed, der bare blev ved, selv om børnene var så store, mens jeg diskret forsøgte at fange hendes ansigtsudtryk med kameraet.

“Kan man ikke bare SE den baby nu, hva?” sagde jeg stolt, og lokkede alle til at fotografere min mave i forskellige vinkler, mens jeg svajede så meget som muligt i lænden, og følte mig enormt smuk og moderlig.

20130602-125550.jpg

Efter de første dage på den måde, fik min søster nok: “Du tager ikke noget foto af mig nu, mens du klynker et eller andet sentimentalt om hvor smuk jeg er!” hvæsede hun, da jeg rettede kameraet mod hende med lige netop den tanke.

Så gav hun mig en velfortjent lammer, så jeg røg lidt ud af den lyserøde boble.

Resten af ferien prøvede jeg at dæmpe hormonerne, og ikke gå i åh-hvor-er-jeg-lykkelig-og-hvor-er-alting-smukt-mode hele tiden.

Jeg havnede så lidt i den anden grøft i stedet, hvor jeg gerne ville bevise at jeg altså stadig var hende den sjove, selv om jeg havde en baby i maven: min kusine har aldrig rigtigt tilgivet mig, at jeg moonede ud af bilvinduet, mens hun kørte.
Heller ikke selv om der faktisk ikke var nogen der så det…

Til gengæld morede vi os alle meget med at lade farmor posere, med min svogers solbriller og en slikkepind.
Hun så dejligt gakket ud.

20130602-130848.jpg
Jeg elsker det foto.

Da min datter blev født, 7 måneder senere, var min farmor blevet så forvirret, at hun ikke altid kunne kende os.
Hun levede en del år efter, men var ikke sig selv.

Når jeg blev ked af at hun var blevet sådan, og savnede hende, selv om jeg sad hos hende, tænkte jeg altid på Tenerife.
Forestillede mig hende, siddende i solen, med lyden af bølger og duften af blomster omkring sig, mens hun fnisede over at være klædt fjollet ud.
Og blev helt varm over, at vi nåede at få den oplevelse med.

——–
Dette indlæg har jeg tænkt mig at deltage i spies blog-konkurrence med.
Man kan vinde et rejsegavekort på 10.000 kroner – mine
unger har kun været ude at rejse en enkelt gang i deres liv, og vinder vi, skal vi altså til Tenerife – og se om min farmors spøgelse er der.

På et tidspunkt, vil man kunne stemme på indlægget her – eller et af de andre. Min personlige favorit er Marias indlæg.
obs: man kan stemme nu, lige her

09/25/12

Om badeland

Som jeg bloggede om sidste år, har vi ikke råd til at rejse til udlandet med alle børn, og har derfor valgt, at hvert barn får en ferie alene med en af os, det år de fylder 7.

Jeg var 5 dage i London med den ældste for tre år siden, og skal til Paris med nr tre næste år.
Det land nr to ønsker allermest at opleve – er Lalandia… Og Legoland.
Hun er 7 nu, og skal rejse med sin far, der ihærdigt har talt varmt for alle storbyer i Europa, men hun er ligeglad: hendes lille livlige krop vil altså hellere hoppe, svømme og prøve vilde ting, end vade rundt i “kedelige gader”.
Da rejsebudgettet kun er 5000(sparet op gennem lang tid, og burde egentlig bruges til noget mere fornuftigt, fordi vi er flade…), havde han trøstet sig med, at så havde de vel råd til også at spise på restauranter og måske være der lidt længere – men nej: Lalandia er åbenbart det dyreste land i verden at besøge, så da han ringede og bookede, viste det sig, at de kun havde råd til to sølle dage…
Hvorfor pokker skal det være så dyrt??
Nå, men barnet er euforisk, og faderen tænker at det nok bliver hyggeligt at være alene sammen med hende, uanset hvor.
Men jeg tror han krydser fingre for, at barn fire gerne vil se lidt af verden – umiddelbart er det nok utopisk at tro dette, for hun brugte hele aftenen i går på at svanse rundt i en af storesøstrenes badedragter…