04/3/15

Om en lang fredag

Jeg burde have vidst, at langfredag ville blive ekstra lang, da jeg startede dagen med at ville spise en smule tandpasta direkte fra tuben for at tage purløgssmag i munden – og istedet for tandpastatuben fik fat i en tube balsam, købt i Paris.
Fjernede i det mindste purløg – men smagte ikke ubetinget godt…

Bagefter besluttede jeg mig for at farve hår, fordi jeg kunne se lidt for mange grå hår i udgroningen.

Skal have gæster i morgen, og trængte til at se smart ud, for jeg føler mig lidt klumpet, efter 5 dage i parisisk kageorgie med min 8 årige datter. (Feriebeskrivelse følger snarest – det var en fed tur – både i bogstaveligt og overført betydning!)

Jeg farver normalt hår i nogenlunde samme mellemblonde farve som jeg har naturligt, men den var jeg løbet tør for, og tænkte det kunne være spændende at forsøge med sådan nogle elegante striber i stedet.

Resultatet blev temmeligt langt fra billedet på pakken: mere en interessant kombination af gulerodsorange, tisgule, leverpostej og kridhvide striber:

image

Da butikkerne jo havde lukket, kunne jeg ikke gå ud sende min sagesløse mand ud og købe ny hårfarve, og jeg følte mig for forfængelig til at tage til yoga, med et udseende som en ond albinomorder fra en dårlig thriller, eller David Bowie fra hans “the man who fell from earth” periode, og vidste ikke hvad jeg så skulle.
Børnene hyggede sig med naboens unger, og Ninjaman var til thaiboksning, så drevet af rastløshed gjorde jeg noget helt uvant: gjorde rent og vaskede vinduer.

Det orangegule hårs genskær i de rene ruder, blændede mig så meget, at jeg et kort øjeblik var bange for at ryge ud af vinduet – det kunne lige have været prikken over i’et – men jeg klarede den knebent, uden yderligere skader på sjæl og legeme.

Lige nu sidder jeg i en bunke børn, og ser en eller anden børnefilm, med et halvt øje.
Det er “massage-fredag“, hvilket det er første fredag i hver måned herhjemme, hvor pigerne får massage på skift, og det er så hyggeligt at sidde her med salige, gennem-masserede unger i favnen, at jeg næsten glemmer hvor tåbelig jeg ser ud – og hvor travlt jeg får i morgen, når der både skal handles,laves mad og farves hår inden kl 12, hvor gæster kommer…
image

02/28/15

Om afsløringer

Der var intet jeg havde mere brug for i morges, end at ligge længe i min seng, og vågne virkeligt langsomt.
Gerne i en bunke børn, og med aviser og kaffe inden for rækkevidde.

Istedet blev jeg vækket klokken 8, hvor min mand råbte:”shit! Jeg har glemt at ham der mureren skulle komme i dag – og han holder udenfor NU, så skynd dig i tøjet!”

30 sekunder efter, sad jeg fortumlet, med dynemærker i fjæset, morgenhår og gårsdagens lidt plettede kjole på, og stirrede ned i en kop kaffe, mens mureren slæbte sække og fliser ind i det, der skal blive vores badeværelse.

image

Jeg forsøgte at morgenlande,  ved at spille behagelig musik på min mobil, over vores nye trådløse højtaler (for tiden har jeg et musik-crush på Conor Oberst som en ven for nyligt introducerede mig til).

Det hjalp en smule, men snakkende børn, klaprende døre, og fremmed murer i huset gjorde mig lidt klaustrofobisk, så jeg endte med at lave det klassiske mandetrick: flygtede op på toilettet, med min mobil.

Da jeg følte at jeg var klar til at være udadvendt igen og vendte tilbage til stuen, sad mellempiger og smilede smørret.
“Wow – du skider længe!” sagde den ene – så tilpas højt at mureren muligvis hørte det, så jeg skyndte mig at bortforklare, med at jeg skam ikke havde været på toilettet, men bare havde ført en vigtig telefonsamtale ovenpå.

“Næ. For jeg hørte dig trække ud.” sagde barnet, og før jeg nåede at bortforklare den, fortsatte hun:” og når du spiller “candy crush” på din mobil, kan man altså høre det i højtaleren. Vi kunne høre, at du klarede den der bane med vingummibjørnene!”

Mureren skjulte et fnis med et host, og jeg indså at det alligevel ikke nyttede noget at lyve over for mine børn, og besluttede mig for at finde en mere elegant måde at vågne på fremover…

02/13/15

Om vinterferie, i snottåger

Jeg havde glædet mig meget til at holde vinterferie med mine piger denne uge.

Juleferien går som regel med familiehalløj og rituelle konfekt-orgier, og vores vinter har været så presset, med håndværkere i huset og pres på arbejdet; så det føltes lidt som om jeg ikke havde set ungerne rigtigt, siden efterårsferien, eller der omkring.

Naturligvis blev jeg syg…

Har set verden gennem tåger af snot, hoste og kropsligt ubehag, og har forsøgt at leve op til de tre mindstebørns forventningsfulde fjæs, når de hver morgen har vækket mig, fra det jeg muligvis troede blev mit natlige dødsleje…

Ældstebarnet – det heldige asen – er i Liverpool med min moster, på den helt store Beatles-tur, og sender glade sms’er hjem hver aften, og hendes tre yngre søstre har lidt forventet at deres ferie ville blive mindst lige så underholdende som hendes.

Vi har da været både i biffen, og i teatret, men det var primært min ydre skal der var med, og det var mest af alt, fordi det virkede nemmere at lave et eller andet med dem, end at høre på de kedede sig og skændtes herhjemme.

Ligesom Grete fra eventyret, har jeg lokket dem hurtigt hjem igen, med spor af kagekrummer:
“Arh, kom nu piger. Hvis vi skynder os ned til hovedbanen, kan vi købe sådan en af de der boller… Kom, når vi det her tog, kan vi købe en pizza med hjem, som i kan dele…. Der er te og cookies når vi kommer hjem, men så må i også hellere stoppe med at stå og glo på de der hunde, ikke?”

Men i dag havde vi en god eftermiddag, hvor vi gik i gang med at bygge hele castet fra “adventure time” i modellervoks.
image

Den slags kunne overraskende nok godt lade sig gøre, pakket ind i min dyne, og jeg ærgrede mig over at jeg havde tænkt at de der ture ind til byen havde været nødvendige de andre dage…

Her til aftenen genså vi Miayzakis fantastiske tegnefilm “min nabo Totoro”, som vi har set et hav af gange, og alle er vilde med.
Mindstebarnets mellemnavn er faktisk taget fra filmen, på kraftig insisteren fra hendes storesøstre, og i julegave fik Ninjaman det her fine tryk af mig, som vi lige har fået op at hænge:
image
Inden vi startede filmen, begav en delegation bestående af far og alle tre piger, sig op efter fredagsslik – og kom tilbage med en hel agurk pr barn, og en større mængde chips.

Der er et sted i filmen, hvor børnene spiser en hel agurk hver, og pigerne var blevet enige om at det gad de fandme godt prøve!
image

Mindede om de gode gamle dage med håndkartofler – men sådan en agurk ligger tungt i maven, og det er en bredbuget, agurkepruttende mindsteunge, der ligger og sover på min mave lige nu, mens hendes to yngste søstre og deres far ser grammy inde ved siden af.

Lige om lidt hoster jeg hende formentligt vågen – med en ånde, som den næstældste prosaisk konstaterede “lugter af død” – men lige nu er hun hyggelig, og ferien føles stadig ferie-agtig.

01/28/15

Om zen og lugt

Vi er efterhånden godt i gang med at pusle os på plads på de nye ekstra kvadratmeter, men mangler stadig at få lavet badeværelse – og DET glæder jeg mig til!

Et toilet er ikke helt nok til seks mennesker, har vi længe tænkt, og her forleden blev det meget tydeligt hvorfor.

Jeg kom hjem, efter en lang og utroligt hård dag på arbejdet, hvor jeg havde været i en meget grænseoverskridende situation, og var rystet.

Ungerne legede en voldsom ninja-leg i hele stuen, og deres lækre ninja-far lavede mad, og rådede mig til at snuppe et varmt bad eller et glas rødvin, til pulsen kom ned.

Jeg valgte at kombinere de ting: slukkede lyset i badeværelset, fyldte vand i ungernes lille badebalje,  og maste mig ned i den, med et glas rødvin i hånden.

Det hjalp.
Som jeg sad der i varmen og mørket, og fyldte en smule alkohol i blodet, kunne jeg mærke alle dagens spændinger lette.
Det var rart. Meget zenagtigt.

Så gik døren op, og første barn kom ud – for at skide.
Det lykkedes mig at holde fast i zen-ro, og ignorere lugten, og hun gik igen.

Så kom der et barn mere, og gentog toiletseancen.
Der blev det lidt sværere at føle sig helt afslappet – og da yngstebarnet væltede ud lige efter, og glad proklamerede :”det er dig der skal tørre mig om lidt, mor!” gav jeg op, og tog tøj på.

Mens jeg grinede indvendigt af hvor absurd det var, at forsøge at lave dybe vejrtrækninger, i et rum med tiltagende dårlig luft…

Og så gik jeg ned og var med i ninja-leg, som var noget med at kaste skumgummi på hinanden og råbe højt, og opdagede at den slags faktisk virkede mindst lige så afstressende.

Tror jeg springer direkte på den vilde leg næste gang så – eller krydser fingre for at vi snart kan få lavet det nye toilet færdigt!

12/16/14

Om blå øjne og undskyldninger

Ninjaman går til thaiboksning et par gange om ugen, og jeg er efterhånden vant til at han kommer hjem med mindre skrammer og blå mærker.
Det har jeg lært at leve med, for til gengæld er han blevet utroligt muskuløs og ekstra lækker, og han bliver i bedre humør, når han tæver frustrationer over sit hårde arbejde ud.

Men nu har han besluttet sig for, at han vil prøve at bokse en rigtig kamp, til februar, og så er det en helt anden form for træning!

I fredags kom han således hjem, humpende, og med et gigantisk blåt øje, og skrammede kindben.
Han havde valgt at sparre mod en fyr, der var Danmarksmester – hvilket måske var lige ambitiøst nok.

Dagen efter skulle vi til fest på de store pigers skole, og jeg forsøgte ihærdigt at lokke enøje til at have et skilt om halsen, hvor på der stod:”det er IKKE min kones skyld!”

Han skrev istedet et skilt, hvor på der stod: “min kone har tvunget mig til at have det her skilt på, hvor der står at hun ikke slår mig…”

Så blev vi enige om at droppe skilte, og bare lade ham svare tusinde gange på hvad der var sket.

Jeg kunne se at sådan et blåt øje, gav upassende meget ynk og opmærksomhed fra alle de andre mødre, der lige måtte over og klappe medfølende på hans arm, og jeg blev en lillebitte smule jaloux, over hvor god han var til at ynke sig til kvindelig opmærksomhed.

Prikken over i’et var, da tredje mor i træk, henvendte sig til mig, og lige igen måtte påpege “hvor flot det var, at han dukkede op alligevel!” og der måtte jeg så semi-hvæse, at han ville have fået to blå øjne, hvis han havde ladet mig tage alene til både julefest og balletforestilling med fire unger, bare fordi han havde valgt at dyrke en voldelig sport.

Kunne godt fornemme at det ikke var en særligt anerkendende ting at sige, og fortrød også så meget, at jeg brugte resten af aftenen på at netshoppe tandbeskyttere, benbeskyttere og andet udstyr til hans julegave, så han kan blive pakket så sikkert ind som muligt, inden den rigtige kamp.

Selvfølgelig skal vi også med og heppe på ham – men en lille del af mig ville stadig ønske at han gik til noget mere fredeligt og ikke-blå-øjne-fremkaldende.
Kan man mon gå til korsstingsbroderi et sted?

12/13/14

Om decembertravlhed

December måned, er den måned på året, hvor logistikken i det at have mange børn strammer allermest.

Denne uge har foreløbigt budt på både forældrekonsultation, koncert med ældstebarnets band(hun spiller trommer), skolejulefest, og i morgen og overmorgen har vi balletforestilling og børnehavefest…

Oveni har jeg lidt søvnmangel, pga de seneste weekendens ret våde julefrokoster, og denne uge, hvor pigerne og jeg selv har været syge på skift, så der er ikke meget hjernekapacitet tilbage!

I dag gjorde jeg således pigerne klar til fest, og følte mig for en gangs skyld lidt ovenpå, fordi jeg havde husket det hele:
– klippede negle på barn 1, barn 2, barn 3,
– vaskede hår på barn 1, barn 2, barn 3
– nystrøgne kjoler på alle 4,
– satte hår på barn 1, satte hår på barn 2, satte hår på barn 3, satte hår på… Arh! Hvad var det klistrede stads i barn 4’s hår?

Aha: glemte at skylle balsam ud…

Nå, men festen var fin, børnene optrådte med Luciaoptog på allermest rørende vis, og ingen bemærkede lille fedthår.
Det værste af det hele er nok, at noget lignende er sket før – og sikkert vil ske igen…

20141213-191253.jpg

20141213-191403.jpg
I år filmede jeg det smukke luciaoptog på mobilen, og kom til at slette hele filmen, da jeg ville vise den til min veninde….
Ærgrer mig enormt over ikke at have billeddokumentation i år – men har da heldigvis billederne fra de to foregående år her.
Ved ikke helt hvad det er med luciaoptog, men det giver mig det vildeste gåsehud, og jeg synes det er så smukt.
Er altid tæt på at tude.
Har i det også sådan?

12/11/14

Om snot og sko

Har hovedet fyldt med snot, istedet for hjerneceller, og har tilbragt dagen under dynen, med to febervarme mindstebørn.

image

Så bær over med klynk – jeg tager sygdom ret uelegant.

– Tak for jeres mange søde og hjælpsomme kommentarer til mangel-på-støvler-klynk, iøvrigt!

Desværre ser mine støvler stadig sådan her ud:

image

Har droppet gaffertape og i stedet lavet den raffinerede snørebåndsfinte, og tænker det nok kan holde frem til jul, hvor jeg stærkt håber på at den lækre Ninjaman bruger sine skofindingsevner, til at købe mig et par støvler…

Jeg HAR seriøst prøvet at finde nye!
Havde fri med ældstebarnet på hendes fødselsdag sidste onsdags, og gjorde et ihærdigt forsøg på at finde støvler til os begge, men vi var et usædvanligt dårligt match til den mission: hun vidste præcis hvordan hendes skulle se ud, men ingen firmaer havde endnu sat dem i produktion – og jeg vidste hvordan mine ikke skulle se ud, men kunne ikke koncentrere mig mere end fire sekunder, om at lede.

Så vi gav op, købte sushi, og gik hjem og legede biograf og så “hunger games” på dvd.
Virkede som en meget hyggeligere måde at tilbringe en fridag, end nervøs  storsvedning over støvleprøvning.

12/2/14

Om skomangel og jammer

Det er ingen hemmelighed, at jeg virkeligt hader sko-indkøb, og næsten tuder af ærgrelse, når et af mine fire par sko dør af alderdom – har bl.a blogget om det her.
Så da mine slidte 4 år gamle vinterstøvler( som jeg endda havde arvet af min mor, hvilket teknisk set gjorde dem et par år ældre),valgte at tabe lynlåsen på arbejdet i går, overvejede jeg seriøst længe, om gaffertape ville kunne holde dem snøret sammen vinteren ud.

Dette nedlagde mine børn veto imod, så jeg tog på arbejde iført et par sælskindsstøvler jeg arvede fra min moster for nyligt,men stadig ikke har vænnet mig til.

Mine fødder er vanedyr, der savnede de gamle udtrådte, og klagede over at sælfætrene var små og klemte, men jeg forsøgte at ignorere dem, fordi jeg virkeligt ikke orkede tanken, om at skulle ud og lede efter nye støvler

“Må jeg være ærlig om dine nye støvler?” spurgte en kollega, halvvejs gennem dagen:” det ligner lidt at du er kommet til at sparke til dine børns kaniner, som så har sat sig fast på dine fødder…”

Resten af dagen, kunne jeg ikke tænke andet end:”kaninrøvhul”!, hver gang jeg mærkede de lidt for små støvler gnave, og jeg ved at jeg er nødt til at give støvlerne tilbage til min moster,  og gå på jagt efter nye…

Ældstebarnet fylder svimlende 13 år i morgen, og har ønsket sig en fridag.
Som hun får.
Når hun finder ud af, at den indbefatter selskab af mor, med gaffertapede støvler, der skal stønne og jamre sig modvilligt igennem støvleprøvning, fortryder hun nok det ønske!

(forslag til velassorterede skobikse i København, modtages iøvrigt med kyshånd! Eller specifikke mærker eller andet man som skoblind kan kigge efter?)

11/25/14

Om hvordan man ser ud, i andres øjne

Der var engang, hvor mine børn altid gjorde mig ekstrasmuk, når de tegnede mig.
Jeg har fået rigtigt mange tegninger, forestillende  prinsesser, med bølgende, numselangt hår og store kjoler overrakt, af mine stolte 3-4-5-6 årige, der hævdede at det var mig de havde tegnet.

Den tid hvor de satte mig på en piedestal er åbenbart ved at være forbi, måtte jeg konstatere, da et par fnisende børn fremviste denne her, de havde lavet på ipad:

image

Deres far ligner faktisk meget godt, og han går til thaiboksning, så boksehandskerne passer også.

Havde sværere ved at se, hvorfor jeg var udstyret med brændende hånd og en erklæring om at:”elske agurk”, men som svar trak de bare på skuldrene og mumlede noget om, at jeg gjorde:”random ting”, og havde en mærkelig humor.

Er nødt til at lokke en tegning ud af mindstebarnet snart, så min selvtillid kan blive afstivet!

11/11/14

Om presennings-zombier og kombitoilet

Det der håndværkerrod er ved at være trættende…
Det bliver fantastisk når det er færdigt – men lige nu trækker det bare tænder ud, at bo på lidt plads, med fremmede mennesker der saver og hamrer lige foran vinduerne fra 7-20 hver dag.

Tagbjælkerne er dækket til, med en presenning, der flaprer på en måde, så det FULDSTÆNDIGT lyder på samme måde, som når hjerneædende zombier kravler op af muren til soveværelset.

Den lyd har kostet mig mange vågne nattetimer, og søgen efter lommelygter, for at tjecke om det virkeligt stadig bare var presenning der flaprede.
Det har det (foreløbigt) været hver gang – men man er jo nødt til at være på forkant, hvis nu det ikke var.

Drømte i nat, at Ninjaman havde lokket håndværkerne til at placere badekarret ude i haven og begrundede det med at:”så kan naboerne også få glæde af det!”, og toilettet inde i brusekabinen, med begrundelsen:” så kan man jo skide, mens man skyller?”

Da jeg vågnede, var jeg stadig lidt sur på ham, og fortalte ham om hans dårlige natlige beslutninger.

Han funderede lidt over det, og sagde så – lidt for begejstret:”det der med toilet i brusekabinen er faktisk en ret god ide – så kan man spare tid, og skide mens man skyller!”

oh no! Må kende ham lidt for godt, når jeg kan drømme de replikker frem, som han rent faktisk vil sige…

—–
Iøvrigt: hvis vi absolut skal ændre i byggeplanerne nu, så skal det kun være for at implementere nogle af disse fremragende, fremtidssikrede zombie-sikkerheds-detaljer, som en venlig læser ved navn Anne har sendt mig – men hvis nogen af jer kan låne mig 661.000 kroner, er jeg klar på at snige sådan en hytte her op i baghaven, som en anden læser, Annikka, har sendt mig.

Tak for jeres støtte!

20141111-133701.jpg