08/9/15

Om børneshows – en advarsel

Jeg bringer hermed en advarsel:
i går var vi så heldige at blive inviteret med til “Flying superkids “ sidste forestilling i københavn – endda som feterede VIP-gæster, der fik en spændende rundvisning inden forestillingen, og fik set backstage, hvor artisterne sov og spiste.

Pigerne var meget spændte og glade, og levede al deres spænding ud på det fremragende legeområde, skabt af bl.a de engagerede mennesker bag “bObles”, inden forestillingen:
782015202734
Jeg fik endda taget et billede, der dokumenterede, at grunden til mindstebarnets vilde hoppeevner, er hendes imponerende samling af ekstra-ben:
IMG_20150808_150848

Selv havde jeg det lidt blandet, ved at skulle se en flok børn lave gymnastik i to hele timer.
Det lød ærligt talt ikke særligt interessant, og jeg mindedes med gru den, ligeledes to timer lange, børneballetforestilling vi så ved juletid, fordi tre af vores børn var med i få minutter, og frygtede at dette ville være lidt det samme – bare helt uden deltagelse af egne børn.

Men min frygt blev gjort til skamme da forestillingen startede, og min lille sidemakker lynhurtigt så sådan her ud:
IMG_20150808_202904
Krammende sine buttede kinder, i opslugt spænding.

Det var RIGTIGT godt, og på ingen måde kedeligt.
De der børn var så søde, glade og dygtige; og showet var varieret og sjovt, så selv om jeg normalt har en lav kedsomhedstærskel over for det meste gøgl, var jeg lige så godt underholdt som ungerne.
79201511161
Så nej: dette er ikke en advarsel imod “flying superkids” shows – dem vil jeg oprigtigt anbefale.
Men jeg er nødt til at advare kraftigt imod en bivirkning ved showet: det inspirerer!

Det er i skrivende stund 18 timer siden forestillingen sluttede, og hvis man trækker den tid fra hvor mine børn har sovet, har lydsporet de resterende 7-8 timer været en båndsløjfe af:”SE MIG!! Ligner jeg ikke en superkid? Tror du jeg kan komme med i forestillingen? Hva? Synes du det her der godt ud?? Se lige DET her så!!” efterfulgt af balance-poseringer på bobles, hoolahop ring shows, kolbøtter og vejrmøller – i varierende grader af talent.

Så lige nu er HELE mit liv forvandlet til en langt amatør-gymnastik-forestilling – hvilket får mig til at længes lidt efter de gode gamle dage, hvor børneballet kun varede to timer….

Og de tre mindste vil gå til springgymnastik.
Det bliver et langt år!

08/6/15

Om lidt af hvert og post-ferieblues

Normalt er jeg ret god til at tænke positivt og glæde mig over små ting, men når sommerferien går på hæld, er jeg altid vanvittigt sortseende, og tilbringer altid den sidste uge af ferien, i en konstant tilstand af vemod – kun overgået af dengang min barsel sluttede.

Teknisk set starter jeg først job på mandag, men i stedet for at få skrevet nogle gode blogindlæg, lidt roman eller den artikel jeg har deadline på om lidt, bruger jeg tiden på at jamre indvendigt, over ikke at have nået det.

Bruger dog også noget tid på at tænke alt for negative tanker om den biopsi Ninjaman fik taget i forgårs, og får svar på næste uge; forhåndsbekymre mig over hvor meget jeg kommer til at savne børnene i hverdagen; ærgre mig over nogle yndlingsopgaver på arbejdet som bliver taget fra mig efter ferien; være sur på min røv, der har udvidet sin størrelse med imponerende 5 kilo, siden jeg fik hormonspiral for to mdr siden; og panikke lidt over hvordan vi klarer endnu et års logistik, med møder og legeaftaler, fritidsaktiviteter, aflevering og hentning af unger, lektier, fuldtidsjobs og bijobs, og indklemning af bare en lille smule tid til at se andre mennesker også.

Hvis man får points for at multitaske, ville jeg score rekordhøjt for min evne til multibekymringer for tiden!

Burde give mig selv nogle mentale lussinger, blive bedre til at være glad disse sidste feriedage, og komme videre.
Det gør jeg hermed.
Av!

Her er de ting jeg vil glæde mig over resten af ferien:
Uanset hvor meget den nærmer sig en afslutning, har vi stadig haft en rigtigt lang, fantastisk ferie, hvor vi ikke har lavet særligt meget andet, end bare være sammen.
Og sommerhusminderne ser sådan her ud:
76201511216
Himlen er blå i dag.
DSC_0009
Min have har været så betænksom at dække mount-doom-af-skrald med pæne blade.
Det ser jo næsten ud som om det er meningen?
Føler mig klart mindre presset over at skulle fjerne den, når den af sig selv ligner en grøn kunstinstallation – kan vi ikke bare lade den være?
IMG_20150804_155622
I går havde jeg mine tre yngste piger med på modemesse og til fremvisning af børnetøj fra marmar, og de var totalt hyggeligt selskab!
Mindstebarnet fandt en masse kluns hun ønsker sig, og de to andre fik masser af inspiration til deres designerdrømme, og brugte lang tid om eftermiddagen, på at sidde i haven og designe kjoler selv.
IMG_20150805_150633
Jeg har netop læst denne fine bog: “Tidens væsen” af Ruth Ozeki, Forlag “Tiderne skifter”.

En helt utroligt tankevækkende og smukt skrevet roman.
Kan varmt anbefales – bogen har rumsteret rundt i udkanten af min bevidsthed lige siden jeg begyndte at læse den, og jeg kan stadig ikke helt slippe den.

Har fortalt mine piger så meget om bogen (altså kun de børnevenlige detaljer fra den, iblandet lidt af det jeg ved om japansk kultur), at de her til formiddag plagede om at male japanske billeder, og malede efter billeder af Hokusai:
DSC_0145
(Malet af frk fantastisk)

Nå, nu blev jeg faktisk i bedre humør, bare af at skrive om det.
Vil hive en bog og nogle børn med mig ud i solen!

05/9/15

Om tumle-lege og uhensigtsmæssige navne

Når vi fortæller folk, at vi har fire børn, bliver folk ofte lettede på vores vegne når de hører det er fire piger.
Så siger de et eller andet om, at det er heldigt det ikke er drenge, for drenge leger så vildt.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvordan det er at have drengebørn, men umiddelbart tror jeg ikke det der med vilde lege er kønsbestemt – nogle børn er vel bare mere fysiske end andre?

Jeg er på ingen måde et sportsmenneske, men jeg elsker slås og tumle-lege, og det gør mine tre yngste piger også.
Vi har opfundet forskellige lege: med den ti årige laver jeg sådan noget akrobat-agtigt noget, hvor jeg ligger på ryggen og hun balancerer på mine fødder og den slags; med den otte årige leger jeg “slagter-leg”, som er sådan en tumleting, hvor jeg lader som om jeg tilbereder og æder hende (og taler med en sær tysk accent imens – det giver ikke helt mening, men er vildt sjovt); og med den lille er det en slags fange-kilde-leg, der hedder “tæskeleg “.

Jeg har et arbejde hvor jeg, i perioder, skal være meget i beredskab, og jo hårdere dagen har været, jo mere afstressende er det, at komme hjem og smide rundt med et barn i en eller anden fjollet leg, mens deres far laver mad.

Her i onsdags havde jeg haft en exceptionelt stresset dag, men mine piger var inviteret til playmobil-lege-event hos Mannov pr og de havde glædet sig helt enormt.

Det var et vildt fint arrangement, med søde mennesker, lækre snacks og en hel masse playmobil at lege med, og jeg havde fire unger med, der opførte sig pænt og fordybede sig i henholdsvis leg, tegning, vejrmøller på tagterrasse og rydning af buffet.
image

Men jeg havde hovedet fyldt af min dag, og kunne ikke helt samle mig om smalltalk, og selv om det var hyggeligt, længtes jeg, efter at komme hjem og ligge i fosterstilling i sofaen mens jeg tømte tanker om dagen ud over min sagesløse mand.

Den trang holdt jeg nede, ved at tumle lidt med mindstebarnet, i smug.
Sådan bare lige kilde hende lidt eller vende bunden i vejret på hende, når hun gik forbi mig på, steder hvor der ikke var så mange mennesker.

Problemet med tumle-lege, er at de i længden er svære at udføre diskret…

Således også her, hvor jeg stod og forsøgte at smalltalke, da jeg pludselig blev ramt på balden, af en kanonkugle affyret fra en lille playmobil-kanon, af et barn der begejstret råbte:”NU TÆSKER MIN MOR MIG!”, hvor på hun drejede om på hælen og løb – direkte med panden først, ind i en glasdør…

Jeg ved ikke om det var barnets påstand om at hun var udsat for jævnlige tæsk, eller om det var lyden af glas imod barnepande, der fik de omkringstående til at se chokerede ud – men jeg skyndte mig, med dårlig samvittighed over at have startet det der førte til pandebule, at trøste bulet barn.
Mens jeg tænkte over, at “tæskeleg” klart burde skifte navn…

Det ville have været så meget federe, hvis hun havde råbt:”MIN MOR LÆRER MIG KVANTEFYSIK!” eller “MIN MOR TRÆNER MIG TIL OL I STANGTENNIS!” (omend det sikkert havde virket lige underligt, at hun løb ind i en dør, efter at have råbt det?)

Nå. Nu må i have mig undskyldt. Jeg skal ind og lære mit barn kvantefysik.

04/15/15

Om at være en gammel mor

Min mor fandt et puslespil,med motiv fra bøgerne om “børnene hedenold”,og gav det til min fire årige, der er vild med at lægge puslespil for tiden.
Jeg var ret vild med de bøger som barn – de foregår i stenalderen og handler om en lille familie.

image

Ikke helt historisk korrekte, men underholdende.
Jeg har desværre ikke nogle af bøgerne mere, men sad og fortalte det jeg kunne huske, mens barnet lagde puslespillet.

Samtalen lød nogenlunde sådan her:

Mor:” det foregår i stenalderen. Det er meget længe siden. Dengang havde man ikke fjernsyn, eller store byer, eller biler, eller en masse andre ting, som vi kender fra i dag. Man kalder det stenalderen,  fordi de redskaber folk brugte, var lavet af sten.”

Barn(koncentreret om puslespil) :”nå. Var alt dit legetøj så også lavet af sten dengang?”

Følte mig pludselig en del ældre, når barnet går ud fra, at stenalderen var en del af min barndom!

04/3/15

Om en lang fredag

Jeg burde have vidst, at langfredag ville blive ekstra lang, da jeg startede dagen med at ville spise en smule tandpasta direkte fra tuben for at tage purløgssmag i munden – og istedet for tandpastatuben fik fat i en tube balsam, købt i Paris.
Fjernede i det mindste purløg – men smagte ikke ubetinget godt…

Bagefter besluttede jeg mig for at farve hår, fordi jeg kunne se lidt for mange grå hår i udgroningen.

Skal have gæster i morgen, og trængte til at se smart ud, for jeg føler mig lidt klumpet, efter 5 dage i parisisk kageorgie med min 8 årige datter. (Feriebeskrivelse følger snarest – det var en fed tur – både i bogstaveligt og overført betydning!)

Jeg farver normalt hår i nogenlunde samme mellemblonde farve som jeg har naturligt, men den var jeg løbet tør for, og tænkte det kunne være spændende at forsøge med sådan nogle elegante striber i stedet.

Resultatet blev temmeligt langt fra billedet på pakken: mere en interessant kombination af gulerodsorange, tisgule, leverpostej og kridhvide striber:

image

Da butikkerne jo havde lukket, kunne jeg ikke gå ud sende min sagesløse mand ud og købe ny hårfarve, og jeg følte mig for forfængelig til at tage til yoga, med et udseende som en ond albinomorder fra en dårlig thriller, eller David Bowie fra hans “the man who fell from earth” periode, og vidste ikke hvad jeg så skulle.
Børnene hyggede sig med naboens unger, og Ninjaman var til thaiboksning, så drevet af rastløshed gjorde jeg noget helt uvant: gjorde rent og vaskede vinduer.

Det orangegule hårs genskær i de rene ruder, blændede mig så meget, at jeg et kort øjeblik var bange for at ryge ud af vinduet – det kunne lige have været prikken over i’et – men jeg klarede den knebent, uden yderligere skader på sjæl og legeme.

Lige nu sidder jeg i en bunke børn, og ser en eller anden børnefilm, med et halvt øje.
Det er “massage-fredag“, hvilket det er første fredag i hver måned herhjemme, hvor pigerne får massage på skift, og det er så hyggeligt at sidde her med salige, gennem-masserede unger i favnen, at jeg næsten glemmer hvor tåbelig jeg ser ud – og hvor travlt jeg får i morgen, når der både skal handles,laves mad og farves hår inden kl 12, hvor gæster kommer…
image

02/28/15

Om afsløringer

Der var intet jeg havde mere brug for i morges, end at ligge længe i min seng, og vågne virkeligt langsomt.
Gerne i en bunke børn, og med aviser og kaffe inden for rækkevidde.

Istedet blev jeg vækket klokken 8, hvor min mand råbte:”shit! Jeg har glemt at ham der mureren skulle komme i dag – og han holder udenfor NU, så skynd dig i tøjet!”

30 sekunder efter, sad jeg fortumlet, med dynemærker i fjæset, morgenhår og gårsdagens lidt plettede kjole på, og stirrede ned i en kop kaffe, mens mureren slæbte sække og fliser ind i det, der skal blive vores badeværelse.

image

Jeg forsøgte at morgenlande,  ved at spille behagelig musik på min mobil, over vores nye trådløse højtaler (for tiden har jeg et musik-crush på Conor Oberst som en ven for nyligt introducerede mig til).

Det hjalp en smule, men snakkende børn, klaprende døre, og fremmed murer i huset gjorde mig lidt klaustrofobisk, så jeg endte med at lave det klassiske mandetrick: flygtede op på toilettet, med min mobil.

Da jeg følte at jeg var klar til at være udadvendt igen og vendte tilbage til stuen, sad mellempiger og smilede smørret.
“Wow – du skider længe!” sagde den ene – så tilpas højt at mureren muligvis hørte det, så jeg skyndte mig at bortforklare, med at jeg skam ikke havde været på toilettet, men bare havde ført en vigtig telefonsamtale ovenpå.

“Næ. For jeg hørte dig trække ud.” sagde barnet, og før jeg nåede at bortforklare den, fortsatte hun:” og når du spiller “candy crush” på din mobil, kan man altså høre det i højtaleren. Vi kunne høre, at du klarede den der bane med vingummibjørnene!”

Mureren skjulte et fnis med et host, og jeg indså at det alligevel ikke nyttede noget at lyve over for mine børn, og besluttede mig for at finde en mere elegant måde at vågne på fremover…

02/13/15

Om vinterferie, i snottåger

Jeg havde glædet mig meget til at holde vinterferie med mine piger denne uge.

Juleferien går som regel med familiehalløj og rituelle konfekt-orgier, og vores vinter har været så presset, med håndværkere i huset og pres på arbejdet; så det føltes lidt som om jeg ikke havde set ungerne rigtigt, siden efterårsferien, eller der omkring.

Naturligvis blev jeg syg…

Har set verden gennem tåger af snot, hoste og kropsligt ubehag, og har forsøgt at leve op til de tre mindstebørns forventningsfulde fjæs, når de hver morgen har vækket mig, fra det jeg muligvis troede blev mit natlige dødsleje…

Ældstebarnet – det heldige asen – er i Liverpool med min moster, på den helt store Beatles-tur, og sender glade sms’er hjem hver aften, og hendes tre yngre søstre har lidt forventet at deres ferie ville blive mindst lige så underholdende som hendes.

Vi har da været både i biffen, og i teatret, men det var primært min ydre skal der var med, og det var mest af alt, fordi det virkede nemmere at lave et eller andet med dem, end at høre på de kedede sig og skændtes herhjemme.

Ligesom Grete fra eventyret, har jeg lokket dem hurtigt hjem igen, med spor af kagekrummer:
“Arh, kom nu piger. Hvis vi skynder os ned til hovedbanen, kan vi købe sådan en af de der boller… Kom, når vi det her tog, kan vi købe en pizza med hjem, som i kan dele…. Der er te og cookies når vi kommer hjem, men så må i også hellere stoppe med at stå og glo på de der hunde, ikke?”

Men i dag havde vi en god eftermiddag, hvor vi gik i gang med at bygge hele castet fra “adventure time” i modellervoks.
image

Den slags kunne overraskende nok godt lade sig gøre, pakket ind i min dyne, og jeg ærgrede mig over at jeg havde tænkt at de der ture ind til byen havde været nødvendige de andre dage…

Her til aftenen genså vi Miayzakis fantastiske tegnefilm “min nabo Totoro”, som vi har set et hav af gange, og alle er vilde med.
Mindstebarnets mellemnavn er faktisk taget fra filmen, på kraftig insisteren fra hendes storesøstre, og i julegave fik Ninjaman det her fine tryk af mig, som vi lige har fået op at hænge:
image
Inden vi startede filmen, begav en delegation bestående af far og alle tre piger, sig op efter fredagsslik – og kom tilbage med en hel agurk pr barn, og en større mængde chips.

Der er et sted i filmen, hvor børnene spiser en hel agurk hver, og pigerne var blevet enige om at det gad de fandme godt prøve!
image

Mindede om de gode gamle dage med håndkartofler – men sådan en agurk ligger tungt i maven, og det er en bredbuget, agurkepruttende mindsteunge, der ligger og sover på min mave lige nu, mens hendes to yngste søstre og deres far ser grammy inde ved siden af.

Lige om lidt hoster jeg hende formentligt vågen – med en ånde, som den næstældste prosaisk konstaterede “lugter af død” – men lige nu er hun hyggelig, og ferien føles stadig ferie-agtig.

01/28/15

Om zen og lugt

Vi er efterhånden godt i gang med at pusle os på plads på de nye ekstra kvadratmeter, men mangler stadig at få lavet badeværelse – og DET glæder jeg mig til!

Et toilet er ikke helt nok til seks mennesker, har vi længe tænkt, og her forleden blev det meget tydeligt hvorfor.

Jeg kom hjem, efter en lang og utroligt hård dag på arbejdet, hvor jeg havde været i en meget grænseoverskridende situation, og var rystet.

Ungerne legede en voldsom ninja-leg i hele stuen, og deres lækre ninja-far lavede mad, og rådede mig til at snuppe et varmt bad eller et glas rødvin, til pulsen kom ned.

Jeg valgte at kombinere de ting: slukkede lyset i badeværelset, fyldte vand i ungernes lille badebalje,  og maste mig ned i den, med et glas rødvin i hånden.

Det hjalp.
Som jeg sad der i varmen og mørket, og fyldte en smule alkohol i blodet, kunne jeg mærke alle dagens spændinger lette.
Det var rart. Meget zenagtigt.

Så gik døren op, og første barn kom ud – for at skide.
Det lykkedes mig at holde fast i zen-ro, og ignorere lugten, og hun gik igen.

Så kom der et barn mere, og gentog toiletseancen.
Der blev det lidt sværere at føle sig helt afslappet – og da yngstebarnet væltede ud lige efter, og glad proklamerede :”det er dig der skal tørre mig om lidt, mor!” gav jeg op, og tog tøj på.

Mens jeg grinede indvendigt af hvor absurd det var, at forsøge at lave dybe vejrtrækninger, i et rum med tiltagende dårlig luft…

Og så gik jeg ned og var med i ninja-leg, som var noget med at kaste skumgummi på hinanden og råbe højt, og opdagede at den slags faktisk virkede mindst lige så afstressende.

Tror jeg springer direkte på den vilde leg næste gang så – eller krydser fingre for at vi snart kan få lavet det nye toilet færdigt!

12/16/14

Om blå øjne og undskyldninger

Ninjaman går til thaiboksning et par gange om ugen, og jeg er efterhånden vant til at han kommer hjem med mindre skrammer og blå mærker.
Det har jeg lært at leve med, for til gengæld er han blevet utroligt muskuløs og ekstra lækker, og han bliver i bedre humør, når han tæver frustrationer over sit hårde arbejde ud.

Men nu har han besluttet sig for, at han vil prøve at bokse en rigtig kamp, til februar, og så er det en helt anden form for træning!

I fredags kom han således hjem, humpende, og med et gigantisk blåt øje, og skrammede kindben.
Han havde valgt at sparre mod en fyr, der var Danmarksmester – hvilket måske var lige ambitiøst nok.

Dagen efter skulle vi til fest på de store pigers skole, og jeg forsøgte ihærdigt at lokke enøje til at have et skilt om halsen, hvor på der stod:”det er IKKE min kones skyld!”

Han skrev istedet et skilt, hvor på der stod: “min kone har tvunget mig til at have det her skilt på, hvor der står at hun ikke slår mig…”

Så blev vi enige om at droppe skilte, og bare lade ham svare tusinde gange på hvad der var sket.

Jeg kunne se at sådan et blåt øje, gav upassende meget ynk og opmærksomhed fra alle de andre mødre, der lige måtte over og klappe medfølende på hans arm, og jeg blev en lillebitte smule jaloux, over hvor god han var til at ynke sig til kvindelig opmærksomhed.

Prikken over i’et var, da tredje mor i træk, henvendte sig til mig, og lige igen måtte påpege “hvor flot det var, at han dukkede op alligevel!” og der måtte jeg så semi-hvæse, at han ville have fået to blå øjne, hvis han havde ladet mig tage alene til både julefest og balletforestilling med fire unger, bare fordi han havde valgt at dyrke en voldelig sport.

Kunne godt fornemme at det ikke var en særligt anerkendende ting at sige, og fortrød også så meget, at jeg brugte resten af aftenen på at netshoppe tandbeskyttere, benbeskyttere og andet udstyr til hans julegave, så han kan blive pakket så sikkert ind som muligt, inden den rigtige kamp.

Selvfølgelig skal vi også med og heppe på ham – men en lille del af mig ville stadig ønske at han gik til noget mere fredeligt og ikke-blå-øjne-fremkaldende.
Kan man mon gå til korsstingsbroderi et sted?

12/11/14

Om snot og sko

Har hovedet fyldt med snot, istedet for hjerneceller, og har tilbragt dagen under dynen, med to febervarme mindstebørn.

image

Så bær over med klynk – jeg tager sygdom ret uelegant.

– Tak for jeres mange søde og hjælpsomme kommentarer til mangel-på-støvler-klynk, iøvrigt!

Desværre ser mine støvler stadig sådan her ud:

image

Har droppet gaffertape og i stedet lavet den raffinerede snørebåndsfinte, og tænker det nok kan holde frem til jul, hvor jeg stærkt håber på at den lækre Ninjaman bruger sine skofindingsevner, til at købe mig et par støvler…

Jeg HAR seriøst prøvet at finde nye!
Havde fri med ældstebarnet på hendes fødselsdag sidste onsdags, og gjorde et ihærdigt forsøg på at finde støvler til os begge, men vi var et usædvanligt dårligt match til den mission: hun vidste præcis hvordan hendes skulle se ud, men ingen firmaer havde endnu sat dem i produktion – og jeg vidste hvordan mine ikke skulle se ud, men kunne ikke koncentrere mig mere end fire sekunder, om at lede.

Så vi gav op, købte sushi, og gik hjem og legede biograf og så “hunger games” på dvd.
Virkede som en meget hyggeligere måde at tilbringe en fridag, end nervøs  storsvedning over støvleprøvning.