3/04/13

Om natlige spekulationer

Dilemmaer jeg har spekuleret på, når jeg alligevel ikke har kunnet sove:

1): Når mine piger kommer i puberteten, begynder at gå med drenge, og evt spørger mig hvor gammel jeg var, da jeg gik i seng med en dreng første gang, skal jeg så:
A): lyve, og sige jeg var 18, og håbe at det får dem til at holde igen, mens de tænker:”jeg kan sagtens vente, og stadig være mere sej end min mor…”
Eller
b): sige sandheden, og håbe at de venter længere end det, fordi mor jo er så ikke-cool, og det er bedst at være helt anderledes?

2): Jeg har planlagt hvor vi skal flygte hen, hvis når zombie-apokalypsen kommer (har kig på en restaurant på toppen af et hotel, hvor der er godt udsyn over mulige angreb, og en gårdhave, så man kan plante mad og få sol), og jeg har planlagt hvem der skal med mig (udvalgt på baggrund af særlige overlevelsesevner, kærlighed eller god underholdningsværdi), men dilemmaet er: skal jeg have min fætter med på mit hold?

Fordele, ved at have vildmarksdrengen på mit overlevelseshold: :
Han opfylder mine kriterier for at blive valgt, og vil på mange planer være fed at have med på holdet: stærk, underholdende og kan sandsynligvis godt bygge noget brugbart

Ulemper, ved at have vildmarksdrengen på mit overlevelseshold:
Han spiser meget….
Og som han selv sagde for nyligt: hvordan vil vi forhindre ham i at spise os andre, hvis han bliver sulten nok?
(Hvilket i det hele taget er en sætning der har gjort mig utryg – manden er dobbelt så stor som os alle 6 tilsammen…)

3): Team Jacob eller team Edward?

(Ok – det er faktisk Ninjaman der var morsom og skrev det sidste – men jeg tænkte det var sjovt, og lod den stå.)

25/03/13

Om nye ting at være bange for

Samtale over middagsbordet i forgårs:

Mindstebarn:” jeg se “hello kitty” sang på iPad! Ein, zwei, drei!!”
(hun har fundet den mest irriterende sang, på tysk.)

Kagemesteren:” jeg synes hello kitty er megaklam – hun har jo ingen mund?”

20130325-093323.jpg Frk fantastisk :" ja, og så hedder hun "davs misser". Det er et dumt navn..."

Kagemesteren:"jeg forstår heller ikke hvordan hun kan spise is - måske suger hun den op gennem næsen? Det må tage lang tid!
Men ved du hvad det værste er: hendes sløjfe er slet ikke bundet fast, for man kan ikke se den bagfra. Den må være boret fast til hendes hoved! Jeg så hende hoppe i en trampolin, og der røg den ikke af."

Uskyldig samtale - men gæt hvad min hjerne valgte at skifte zombie-mareridtene ud med i nat?
Rigtigt gættet: en dræbervariant af “davs misser”, med sammensyede læber og en sløjfe sømmet fast i hjernen.
New low.

20130325-095658.jpg

24/03/13

Om min by

Da jeg for noget tid siden spurgte:”hvad vil i gerne have jeg skriver om, som 800 indlægs-jubilæum?” på bloggens facebookside, var der en der skrev noget i stil med:”din by, og hvad der er af kulturelle tilbud, restauranter osv.”

Den har jeg gået og summet lidt over – og begyndte at skrive det her i nat, da jeg alligevel blev holdt vågen af stressende krop.

Ville have skrevet et indlæg om hvorfor skydebanegadens legeplads på Vesterbro er den vi bruger mest (god kaffe og isbutik nærved, legeredskaber for både den mindste og de større, og bænke nok til dovne forældre).

Eller om de gratis museer vi besøger oftest:
Postmuseet (der har legeland) og nationalmuseet (der har mumier og en børneafdeling, hvor man må røre ting).

Eller om hvor meget børnene elsker en gåtur på Vesterbrogade, hvor vi går ind i alle butikkerne der sælger glimmersmykker og fine indiske sarier, og vælger hvilken vi selv gad eje; eller i de tyrkiske bagere, og smager de parfumerede kager.

Eller en tur på Carlsbergs grund, hvor der er klatreskov, parkourbane og indimellem musik eller anden underholdning.

Kunne også sagtens have skrevet om hvor fed kongens have er om sommeren, og hvor hyggeligt det er at se gratis dukketeater – eller hvor meget sejltur man kan få med bare et enkelt klip med havnebussen.

Men…
Mens jeg sad og tænkte over alle de ting der var sjove at lave i min by, kom jeg i tanke om at det jo egentlig var løgn: jeg er teknisk set ikke københavner.

Jo: i Ninjamans jyske families øjne er jeg skræmmende københavnsk, og jeg har også kunnet imponere enkelte veninder med provins-baggrund, med sætninger a la:”det hus der, var jeg med til at besætte, i 1990.” og “første gang jeg kyssede en dreng, var på taget af et skur i fælledparken, mens vi så første maj taler” og andet i samme dur, der rigtigt cementerer hvor meget jeg kender “min” by.

I virkeligheden har jeg boet de sidste 12 år i forstaden – hele 7,6 km fra Københavns rådhusplads….

Boede her også i 7 år, da jeg var barn og teenager.

Dengang brugte min veninde, Kira, og jeg al vores tid på ikke at høre til.

Vi himlede med øjnene af ægtepar, i matchede joggingsæt, der købte ind i centeret.
Snotnæsede blonde børn, i pæne villahaver: med gøende pudler, der sprang op af lågen, når vi gik forbi, med vores bare tæer, tamme rotter på skulderen og et arrogant skuldertræk tilovers, for alt der var forstads-agtigt.

Og det er så lige gået op for mig, at jeg har boet yderligere 12 år i byen, uden at ændre min arrogante teenageholdning.
Jeg kan finde centeret og biblioteket, og mine børn, og har gået i børnehave her – men jeg har fx aldrig deltaget i en byfest og er helt ignorant over for hvad der ellers foregår.

Synes faktisk det er en smule pinligt, at jeg ikke kan anbefale noget som helst fra den by jeg rent faktisk bor i – så min mission i år, er at stryge noget af teenage-attituden, og finde ud af om her er noget der kommer op på siden af vores yndlings-københavnersteder.

Og jeg skal nok blogge om missionen – forhåbentligt med ordentlige tips!

16/03/13

Om stress og motion

“Det er nok begyndende stress” sagde lægevikaren, da jeg fortalte om tankerne der kørte i ring, søvnløsheden, hjertebanken, og de stigende episoder med glemsomhed og forvirring “du kan jo få nogle piller… Eller du kan dyrke noget motion. Prøv at få nogle timers ro hver dag, og bevæg dig.”

Et par timers ro hver dag??
Kan ikke se det ske, i verdens mindste hus, proppet med børn og hverdag…

Men jeg er også bange.
Og ved det skal tages seriøst.
Kan slet ikke samle tankerne om noget som helst, og sover mindre og mindre.

Jeg hader at løbe – dårlige knæ og store bryster – og kan ikke finde yogahold der passer ind i skemaet – så jeg meldte mig ind i et træningscenter.

Var der første gang i går.

(Muligvis motiveret af at jeg skulle til noget fest med en masse mennesker jeg ikke kendte, og håbede jeg kunne smide 5-6 kilo på en eftermiddag, så min kjole sad bedre)

Det var ok.
Alle de der ord der hobede sig op i mit store hoved forsvandt lidt, når jeg koncentrerede mig om noget så simpelt som at tælle til 15, og løfte nogle vægte imens.

Mens jeg trænede, lurede jeg på de andre.
Der var de tatoverede bodybuildere, der heppede på hinanden.
Et par tykke mænd med rygproblemer.
Nogle solariebrune fitnesstøser.
Og så en lille bitte ca 70 årig dame, der luskede rundt og brugte maskinerne, med koncentreret blik.
Sådan en lille dame, der vejer det samme som mit højre lår, og formodentlig har svært ved at løfte et par strikkepinde.
Tænkte jeg.

Indtil jeg opdagede at hun tog de maskiner jeg lige havde brugt – og satte ti kilo ekstra vægt på.
Hver gang.

Så meget for afstressning: de sidste maskiner jeg tog, satte jeg ekstra vægt på, og holdt skarpt øje med om hun så kunne følge med – det kunne hun.
Med ti kilo ovenpå.

Så i stedet for at blive mere zen og afslappet af træning, kan jeg tilføje endnu et punkt på listen af pligter, arbejde, børn, venner, kvalitetstid, møder, kurser, deadlines: nedlægge lille gammel dame i armlægning.

Er åbenbart ikke i stand til at foretage mig noget, uden lige at skulle lægge lidt ekstra pres på.

Fandme ikke mærkeligt at jeg har så svært ved at slappe af!

6/03/13

Om dage med alt for mange ord

Jeg har de vildeste arbejdsdage for tiden, med nonstop møder og kurser – af den slags, hvor det er mig, der skal sige en hel masse.

Når jeg kommer hjem er jeg fuldstændigt basket, og træt i hovedet af alle de ord, og trænger til zen-ro, rødvin og cd’er med bølge-skvulps-lyde, eller noget i den stil – men får istedet glade børnestemmer i kor, med alenlange foredrag om ture til nationalmuseet og legepladsen, forespørgsler om historielæsning, fremvisning af tegninger, kvidrende beretninger om sjove lege, info om lus og kommende teaterforestillinger (er det bare mig, eller virker det ikke vanvittigt at der spilles skoleteater i halvanden time i træk, startende kl 17 på torsdag? Jeg er alene hjemme den dag, og skal have tre små søstre med, for at se storesøster spille, lige midt i spisetid. Nå, lige lidt brok.)

Jeg elsker altså at have børn – men der er godt nok mange ord i sådan en flok, og det kan føles helt absurd at træde ind i børneflok og deres maskingeværssalver af snakkerier, efter en 10 timers arbejdsdag, fyldt med møder.

Jeg har ikke rigtigt ord til overs til et rigtigt blogindlæg i dag.

Men her er lidt random oplevelser fra de seneste tre dage, der beviser at min hjerne fungerer yderst dårligt i stressland:
1. Kunne ikke finde mindstebarnets støvler i går morges.
Piskede rundt som hovedløse høns, mig og børnene, og endte med at sende hende afsted i to numre for store sandaler.
Forklarede det til pædagogen i børnehaven, der bøjede sig ned, og hev støvlerne ud af den flyverdragt jeg havde taget med til hende, og stadig holdt i hånden…

2. Fandt to popcorn i min bh i mandags, en mellemstor brødkrumme i går, og (AD!) et stykke laks i dag.
Godt nok er min barm af en anseelig størrelse og derfor ofte i vejen, men jeg må alligevel spise usædvanligt grimt når jeg er småstresset, for at lave samme trick, tre dage i træk.
Der er jo næsten til et helt måltid?

3. Ringede til min far to gange i dag. Altså: han var på min liste over folk-der-har-ringet-til-mig-men-jeg-har-været-for-smadret-til-at-ringe-tilbage-til-denne-uge, men det var bare ikke ham jeg ville have ringet til: det var min søde mand, som jeg åbenbart havde glemt hvad hed, og derfor bare ringede til “Far” to gange.
Jamen, det er jo hvad alle de andre i husstanden kalder ham, hvordan skulle jeg kunne huske han ikke hedder det?

Nå, men min far blev glad for at høre fra mig, mens jeg cyklede til og fra arbejde.

Det blev lidt usammenhængende, beklager.
Her et pausebillede i stedet, af min familie, der leder efter en skat. Det er kagemesteren der er kunstneren bag, og hendes plan er, at vi skal bruge skatten på en lang ferie.
Den er jeg med på!

20130306-214117.jpg

22/01/13

Om varme ben

De eneste par bukser jeg ejer, er mine slidte yoga-bukser.
Jeg synes bukser er ubehagelige at have på, og går derfor altid i kjole.

Når det er minusgrader udenfor, er det egentligt en upraktisk påklædning, men jeg klarer mig, med uldne benvarmere og lange støvler.

I går morges var benvarmerne pist forsvundet, i det sorte hul, der er vores gang.

Under eftersøgning i stuen, fandt jeg kun Ninjamans lange underhylere, der er gråhvide og forvaskede.

Havde jeg ikke skullet direkte til et vigtigt møde, havde jeg muligvis nuppet dem, men det skulle jeg, så jeg måtte ind og rode i det bjerg af rent vasketøj, vi altid har liggende i mindstebarnets tremmeseng.
(Hun sover alligevel altid i vores seng).

Her fandt jeg i sidste øjeblik et par sorte gamacher, som jeg tog på til cykelturen, og da det var pissekoldt hele dagen, endte jeg med slet ikke at tage dem af.

Hvilket jeg fortrød, da jeg kom hjem og konstaterede at de sad sådan her:

20130121-232906.jpg
Jeg ved ikke hvor mange der har bemærket mit kraftige venstreben, eller hvor meget det ekstra par strømpebukser der lå i gamachebenet har slasket efter mig hele dagen.

Men det kunne sikkert have været gjort mere elegant.

21/01/13

Om kunst på møbler

Vores spisebord er sådan et solidt ældre møbel – et arvestykke.
Vi er rigtigt glade for det.
Det har indbyggede udtræksplader, og er ikke så bredt, så det er ideelt at sidde mange om.

Da vi fik det, for 15 år siden, brugte vi aldrig dug på bordet, fordi det var så flot og blankt i sig selv.

Så kom der et barn – der alt for hurtigt lærte at betjene sprittuscher:

20121220-204740.jpg
Åh hvor vi ærgrede os, men der var ikke råd til at få det slebet ned.

Så vi begyndte at bruge dug.

Barn 2, 3 og 4 har ligeledes tilføjet flotte kunstværker i tidens løb, og vi er nu nået til er punkt, hvor vi bare hiver dugen (og deres trøjer) af, hvis de skal male, og så kan de sådan set bare klatte løs.

(Gulvet har i forvejen pletter fra skriblerier, malerier, rødvin, fødsler, kødsovs, blæk og frugtfarve, der ikke kommer af når man vasker det, så er par maleklatter mere, burde det kunne tage.)

Bordet ser nu sådan her ud – sammen med et kunstværk Kagemesteren fremstillede en dag, hvor hun var hjemme sløj:

20121220-205246.jpg
I starten sagde vi, at vi ville slibe bord og gulv ned, når børnene var blevet større – men når jeg ser på dets grimme, plettede overflade, bliver jeg alligevel lidt i tvivl…

Altså – det ER jo alle fire børns første tegninger, der er udført på det bord.
Og grøn maling, fra den jul hvor de malede æsker – og gul, fra den påske vi malede æg – og blå, fra den røvgrimme dims af papiermache de gav mig sidste år.
Det er jo nærmest historisk?

Ender sikkert med at blive så sentimental over bordet, at jeg beder bordslibe-manden, om at slibe det af
I et helt stykke – så jeg kan hænge det op på væggen…

20121220-210422.jpg<

4/01/13

Om skakspillende mus

I dag er Ninjaman på arbejde, og skal direkte til noget julefrokost.
Jeg har stadig ferie med børn, der jo først starter skole på mandag.
Om 66 timer.
Ikke at jeg tæller…

Der er ikke mange steder det er fede at hive fire unger med, når der står under 500 kroner tilbage til resten af måneden; buskortet er brugt op; zoologisk-have-kortene alle fire skal fornyes; vi alle fem er ved at få spat af den kedelige lokale legeplads, det småregner og alle jeg kender, er startet på arbejde.

Men jeg trængte til at komme væk hjemmefra, og om ikke andet så SE på nogle andre voksne, nu hvor Ninjaen ikke kommer hjem og underholdt mig – så jeg lavede et stort nummer ud af, at vi skulle i Rødovre centeret, og bytte en bog.

“Vanker der frikadeller?” spurgte den madglade næstyngste.
Det er desværre uden for budget, og deres begejstring for den store udflugt dalede yderligere.

“Men ved i hvad?? Vi skal finde en ny kalender til væggen, i bytte for bogen! Og I må godt vælge den!” lokkede jeg begejstret – desperat efter at få dem med mig ud af huset.

Skulle have tænkt mig bedre om…

2013 kommer til at føles som et ekstra langt år, nu hvor jeg hver dag skal glo på denne her ekstremt corny kalender:

20130104-152043.jpg
Jeg ville nok selv have valgt anderledes – noget smart med kunst på.
Eller nøgne mænd.

Det billede der gjorde dem særligt insisterende på at det SKULLE være den, var dette her:

20130104-152230.jpg
Jeg synes det ligner at musen har en eller anden klam bamse-fetich, men pigerne var begejstrede:”åh mor! De danser!”

Nå.
Det går nok.
I det mindste kom vi ud.
Og køkkenvæggen fik en helt ny stil.

3/01/13

Om ferie-fniller

Det er ikke meget jeg har fået blogget her i ferien.
Er nærmest gået i dvale, af mangel på aktivitet: siden d. 11-12, har jeg kun været på arbejde en enkelt dag – grundet operation, syge unger og ferie – og børnene starter først skole på mandag.
Forvent derfor ingen pointe i dette indlæg.

Det ene øjeblik nyder jeg at synke ned i den sump af skal-ikke-noget-hed: lader ungerne sidde i nattøj hele dagen, stener film med dem, lader dem bage noget med sukker, og smelter over hvor nuttet den mindste er, når hun erklærer at jeg er hendes :”bedste ven!”, synger “Bingle Jells”(jinglebells), eller desperat leder efter sine “gimmergo”(glimmersko).

Det næste øjeblik er jeg helt klaustrofobisk over (siden d 11-12) kun at have været ude af huset følgende gange: den aften vi besøgte min far, juleaften, de to dage vi besøgte mine gamle venner, og den dag vi tog ind til byen med børnene og gik op i rundetårn.
Og så alt for mange ture i Netto, hvor det på en eller anden måde lykkedes os, at bruge hele januars madbudget i december…

“Moar!! Det er snyyyyyd at hun må sidde ved siden af dig/fik først/ fik mest/valgte først!” er mest hørte sætning for tiden, efterfulgt af:”FAAAR! Hun er tarvelig/slår/driller/rækker tunge/ser surt på mig/ smiler af mig!”

Jeg savner desperat at gå på lokum, uden at der ligger en og glor ind under døren, mens hun opdaterer mig på seneste udvikling på konfliktfronten.

Eller at have en aften alene med den lækre mand, uden at blive afbrudt – inden vi så meget som har overvejet at tage sokkerne af – af børn der:”ikke kan sove/har mareridt/keder sig/vil høre om det snart er jul eller nytår”.

Juleaften var dog vildt hyggelig, med god mad, glade børn og hjemmelavede gaver.

20130103-101213.jpg
Min gavehøst: tre hjemmelavede lysestager, to tændstikæsker og en peberbøsse.
Naturligvis er det meste fremstillet af Krea-Girl, der flittigt har lavet gaver til alle, siden oktober.
Og så fik jeg også denne her bog jeg længe havde ønsket mig – og denne her, som jeg ikke havde ønsket mig, men alligevel læste.
Jeg tror aldrig jeg har læst noget i kategorien chick-lit før, men fandt den sært nok ret underholdende – og tilpas letlæselig, til at den kunne presses ind i ferie-med-børn-konceptet.

Nytårsaften var lige så hyggelig. Vi var her hjemme, med nogle venner og deres børn. Der var overraskende meget knald på, og børnene var oppe til klokken meget sent.

Mindstebarnet fik fingrene i en rysler, som hun ikke slap i to døgn.
Meget anstrengende – og lidt nuttet, fordi hun fnes lige lykkeligt, hver gang hun pustede i den.

20130103-101557.jpg

Lige nu sidder halvdelen af børneflokken, med armene om hinandens skuldre, og spiller iPad sammen – mens den anden halvdel skændes animeret oppe på badeværelset.
Meget sigende for hvordan ferien har været.

Der er præcis fire døgn til jeg møder på arbejde igen.
Bliver underligt at have rigtigt tøj på og tale med voksne mennesker.
Og gå på lokum, uden at nogen ligger og oplyser mig om skænderier de har haft, under døren.

30/12/12

Om kiksede nytårsfester

Nytårsaften er sådan en fest, der altid pustes vildt op: den SKAL bare være årets fedeste!

Dengang vi var unge og barnløse holdt vi tit fester, men til nytår svarede folk altid først i sidste øjeblik – tror det var noget med, at man jo kunne risikere at der kom en helt fantastisk invitation, og så var det ærgeligt bare at have sagt ja til de gamle venner, eller noget i den stil.

Vi holdt nogle fede fester, men skal jeg være ærlig, har jeg været til langt flere dårlige nytårsfester, end gode.

Jeg bloggede sidste nytår, om vores kiksede nytår i London.
Det er ikke engang den dårligste nytårsaften jeg har været til.

Top 5, over kiksede nytårsfester

5. Det år, hvor jeg var 15, og min veninde inviterede mig til fest. Festmiddagen var hendes fars slimede grønlangkål, og de inviterede drenge dukkede aldrig op. Vi drak os stive i kiwilikør, og sov før midnat.

4. Det nytår hvor jeg var 17 år, og i Sydney, Australien. Vi var 8 venner, der havde lejet en lejlighed i centrum, og vi skulle bare feste igennem. Bortset fra at jeg fik jordens værste hovedpine, og sad og hang ind over festmiddagen, og hele aftenen fremstår i en tåge. Vi så fyrværkeri ved operahuset, og min veninde kyssede med en der var berømt – og jeg husker ikke en skid.

3. Det år hvor vi havde planlagt den vildeste fest, og havde fået passet vores ældste datter, der dengang var 2. Hun fik feber dagen før, og babysitteren sprang derfor fra.
25 vilde gæster, og en syg 2 årig matchede dårligt, så vi aflyste. To af vores ældste venner kunne ikke finde en anden fest, og kom alligevel, til en meget, meget stille aften, hvor vi skålede hviskende, hen over sygt barn i sofa.

2. Det år hvor nogle af mine engelske venner, jeg havde mødt i Australien, holdt fest i Newcastle.
Der var fest på den nærmeste pub, hvor man skulle komme udklædt – så det gjorde vi.
Ingen af os havde kostumer med, så vi byttede tøj med hinanden, så pigerne var i mandetøj med skæg og cigar, og fyrene i kjole og makeup.
Udover en tyk bartenderpige, der var klædt som klokkeblomst, var vi 7 de eneste udklædte…
Det var underligt akavet, så vi gik tidligt hjem, for at feste – hvor jeg kom til at brække låsen i døren til badeværelset, og de andre brugte halvanden time på at få brudt døren op, så jeg kunne komme ud. Det var koldt og meget, meget kedeligt.

1. Nytåret 2000, hvor vi var inviteret til stor fest, hos nogle vi ikke kendte – nogle venners venner.
Folk var meget fulde, og en lækker pige bagte uhæmmet på Ninjaman(der var så fuld, at han nærmest sad op og sov, og ikke fattede det). Hun dansede sexet foran ham, og sagde til hans venner at de skulle fortælle ham, at hun da var mere hot end mig – men da jeg overhørte hende forsøge at lokke en veninde til at distrahere mig, mens hun fik ham hevet min halvt bevidstløse kæreste, ned i en taxa og med hjem, kom jeg muligvis til at knalde min albue rigtigt hårdt ind i hendes ansigt….
Og stjal ham hurtigt med hjem selv.

Bortset fra et par supergode fester, lige da vi havde købt hus, har de hyggeligste nytårsaftener faktisk været dem med børn og gode venner.
Børn der leger sammen med vennernes børn, og er helt oppe at køre over hvor højtideligt og spændende det hele er, og voksne der har tid til at sidde og pimpe rødvin hele natten, uden at behøve tænke på at overholde børnesovetider.

Har I styr på jeres fest endnu? Ellers er der et rigtigt godt tip her.

20121230-211925.jpg
Foto fra sidste nytår – hvor lanternen fløj op og satte sig fast i et træ, mens alle voksne løb rundt i panik, og overvejede om vi skulle gøre noget drastisk for at slukke den – og så slukkede den helt udramatisk af sig selv, hurtigt efter….