02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.
image
Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:
image
Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:
image

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

IMG_20160203_145238

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

01/30/16

Om ro til at skrive

Her kommer en indrømmelse, som nærmest ingen mennesker ved: det sidste halve år, har jeg skrevet på et projekt, til en spændende ungdomsroman-konkurrence på Carlsen.

Altså: jeg har skrevet løs i den tid der ikke har været øremærket til job, børn, mand, sygdom, blog, rødvin, toiletbesøg, venner, men det har så primært kun været i min pause på arbejdet, og mens jeg puttede børn om aftenen, og derfor er jeg kun lidt over halvvejs, selv om jeg har det meste af plottet klar…

I onsdags var jeg til konkurrence-workshop på forlaget – meget inspirerende –  men det fik også de tre måneder der er tilbage inden deadline, til at stramme en smule over skuldrene.

Så da mit stressfyldte hoved takkede pænt nej til fredagsbar, og mine lækre unge kolleger mobbede mig med, at det var fordi jeg var for gammel til den slags, skyndte jeg mig hjem og legede ung med min ungdomsbog istedet.

Og fik skrevet en hel masse.

Var helt overrasket over hvor meget jeg fik skrevet, og bemærkede ikke, at det muligvis skyldtes at 75% af mit afkom var til skolefest, og de sidste 25% legede godt med en ven, så da jeg lørdag morgen forventede samme skrivero, skete det bare ikke…

Da børnene for titusinde gang væltede ind i stuen, i en velorkestreret kakofoni af brok/glæde/skænderi/vejrmøller brokkede jeg mig over, at det ikke var til at få ro i denne her galeanstalt, hvilket øjeblikkelige medførte fire børn med armene i siden, og anklagende sætninger om at: “du har altså selv valgt at få en masse børn! Hvad havde du regnet med?”

Jeg trak i land, for selvfølgelig er den del jo rigtigt, og det meste af tiden trives jeg godt i al det kaos jeg selv har været med til at producere, så de tilgav mig.

“Bare rolig.” sagde en af dem, viist ” om nogle år er du heeeeeelt alene med far – og så synes du her er for stille!”

Inden jeg nåede at blive trist over den påstand (for det bliver jeg ofte – jeg synes altså det er kedeligt at de en dag bliver store og vokser fra os) begyndte min kære mand;” Bare rolig – jeg kan sagtens tage over hvor i slap! Det bliver helt som det hele tiden har været!”

Og så brugte han den næste time på at skændes med sig selv:” Jeg driller mig! Kiiim, jeg sad der hvor jeg sidder, og nu vil jeg også sidde der! Hvorfor vil du kun hjælpe mig med lektier, når jeg nu også har lektier? Jeg har lige skubbet mig selv, men det var også fordi, at jeg sagde at jeg var en idiot! Se mig slå en kolbøtte! Kiiim, jeg sagde lige noger på en sur måde, til mig selv! Jeg har lige hevet mig selv i håret, og så blev jeg sur og sagde at jeg ikke måtte komme med til min egen fødselsdag! Jeg gider ikke læse for mig, gider du gøre det? ”

Jeg kunne hverken holde masken eller koncentrationen ret hurtigt, så det endte med at vi spiste friturestegte ting sammen, og jeg pakkede ambitionerne i skrivebordet igen, og deltog i det sædvanlige kaos.

Satser på at al den tunge mad vi har konsumeret i dag, giver behov for lange, uforstyrrede toiletbesøg resten af weekenden.

Så kan jeg måske få skrevet lidt der imens – og håbe på at bøger skrevet på toilettet, ikke nødvendigvis er lortebøger!

—-

Edit: en læser sendte mig dette billede på Facebook, for at sparke til min zombiefobi – egentlig synes jeg det ret præcist beskriver hvordan jeg har haft det hele dagen i dag?:

IMG_20160130_213535

01/19/16

Nå, hvem skubber mig lige i gang igen?

Min blog har været under omflytning, fra petit podiums nu lukkede lokaler, til her på eget domæne, og derfor har der været stille her fra de sidste uger.

I starten havde jeg skrive-abstinenser, som jeg endte med at bruge på nogle andre projekter end bloggen, og nu hvor jeg endelig kan blogge igen, kan jeg seriøst ikke komme i gang…

Jeg tror jeg er startet på blogindlæg mindst 50 gange de sidste dage, men har slettet efter nogle linier, i tvivl om hvad det egentlig er jeg plejer at skrive – fordelen ved at blogge mere jævnligt, er at det bliver naturligt at bemærke blog-værdige situationer, og bare få dem høvlet ned, og der er jeg så kommet helt ud af træning…

Det er her i kommer ind i billedet, jer der læser med: jeg vil helt vildt gerne høre fra jer, hvad I kan lide at læse, og modtager også, med kyshånd, forslag til emner; svarer på spørgsmål og hvad i ellers måtte kunne finde på. Har I lyst til at inspirere mig i gang igen?

  • Hvad kan i bedst lide at læse? Er der noget i gerne vil have mere af? Hvor længe har i læst med her, og hvorfor?
  • Er der noget i gerne vil vide? Om mig, livet, hvad som helst? Så spørg løs, og jeg samler det i et spørgeundersøgelse, eller bruger det som inspiration til indlæg.
  • Mine to yngste synes det er sjovt at give Mandagstip, og modtager gerne spørgsmål de kan kloge sig over.
10/20/15
image

Om postoperations-humor

Ninjaman er endelig kommet hjem fra hospitalet, hvilket hjælper en del på vores begge tos humør.

Han har stadig ondt i både mund, kæbe og det ben der er blevet brugt som reservedel til opbygning af ny kæbe – og han må hverken gå eller spise andet end suppe, så jeg har taget et par dage mere fri for at hjælpe ham – men det er rart at komme væk fra hospitalslivet, og pigerne er også vildt glade for at have ham hjemme.

De lokkede ham til at hjælpe med græskarhovedudskæring forleden, hvilket han gik til med stor iver, og en bemærkning om at det var fedt, ikke at være den eneste i huset der var blevet snittet i ansigtet.
image

Så alt i alt går det fremad.
Vi mangler bare, at lægerne kan bekræfte at operationen fjernede alle spor af kræft, og så må de næste 4-5 måneder gerne gå hurtigt, med heling og de sidste par småoperationer.

Skulle jeg brokke mig over noget, er det hans morbide postoperations-humor, der er skyld i, at jeg konstant har denne her sang på hjernen.

Ja, operationen har gjort ham følelsesløs i halvdelen af ansigtet, men ER det seriøst nødvendigt at han konstant synger:” I can’t feel my face when I’m with you”, hver gang jeg kommer ind i rummet?

09/14/15
IMG_20150912_103546

Om distraktioner

Tusind, tusind tak for alle jeres søde, kloge og hjælpsomme beskeder til mit sidste, triste indlæg – blev glad for dem alle!

Når sygdom på den måde hiver tæppet væk under livet, som det plejer at blive levet, virker alt resten umiddelbart uoverskueligt.

I torsdags, mens jeg sad og ventede på at min smukke mand skulle vågne fra narkosen, ønskede jeg at vi ikke havde 4000 børn ventende derhjemme på os, men at vi bare kunne forpuppe os alene sammen og lade det hele handle om sygdom.

Og dagen efter, da jeg sad i et rum og så på at min nyopererede, ømme mand blev scannet, i en dims der lignede en gigantisk, blå donut, ønskede jeg at det ikke lige var den dag et af vores 4000 børn havde fødselsdag, og der derfor kom 13.000 gæster til middag.

Men i virkeligheden er der noget forløsende over den måde man bliver distraheret på af børn: mindstebørnene der ville lege vildt torsdag aften; pligter, hverdag; det tindrende glade fødselsdagsbarn fredag, der havde haft en vidunderlig alene-fødselsdags-fridag med sin fantastiske onkel, og var ophøjet ligeglad med at menuen blev ændret fra fars berømte gryderet, til købepizza – ja, al det fjol der generelt er i børn.

Min weekends højdepunkt, må være den video min mindste bad mig optage, af hende selv der synger en selvopfunden sang, med den prosaiske titel:” Mor hun har knaldet, fire gange”.
Meget svært at være deprimeret, når sådan et mesterværk udføres med så megen entusiasme!

At Ninjaman måtte ind og hvile flere gange under fødselsdagen , og blødte ud af munden da han sang energisk med på den sang med instrumenterne (hvor det sære barn havde valgt instrumenterne: “lighter”, “sodavandsbobler” og “råben”), måtte vi tage med,og weekenden endte med at være grundlæggende rolig og god.
IMG_20150912_103546
I morgen har vi 14 års bryllupsdag,som vi fejrer på fredag, hvor alle unger bliver passet ude HELE natten (tak til min søster og moster, der tager en halv flok hver), så jeg vrider min hjerne for hvad vi skal lave.

Det må helst ikke koste for meget, men samtidigt er der nok rigtigt lang tid til vi får muligheden igen, for hans store operation venter lige om lidt – er der nogen der har forslag, til hvad vi skal?

08/24/15
how-well-i-sleep-at-work-watching-movie-driving-laying-in-bed-at-night

Om at lære at holde af hverdagen, igen

Det tidspunkt på året hvor jeg synes det er sværest at være optimistisk og fokusere på de gode ting i livet, er hverken i blæsende november eller sjappede januar – men i solrige august.

Det er som om alting føles forkert hele den første måned efter sommerferien, og istedet for at glæde mig over alle de varme dage der kommer, bemærker jeg den snert af efterår der er i luften, og fyldes med tungsind, ved tanken om at skulle stå en hel vinter igennem om lidt.

Hvert eneste år efter sommerferien virker måden vi lever vores liv på forkert: efter fem ugers tid og nærvær, virker 40 timers arbejdsuger, tidspres, og pligter simpelthen naturstridigt.

Jeg bruger lige dele tid på at være rasende på mig selv over at jeg ikke er millionær, så jeg kunne gå herhjemme med lækker mand og kysse, i al den tid hvor jeg ikke skrev spændende romaner; have overskud til at lytte til alle de ord der kommer ud af mine mange børn; møde op til alt der bliver inviteret til i skole og børnehave; og tage familie med på spændende rejser i ferier og weekender – og på at fantasere om at sælge alt jeg ejer, hive min børneflok ud af hverdagen, og blaffe verden rundt, mens vi lever af nærvær, kærlighed og livsvisdom.

Min familie bakker på ingen måde op om mulighed 2 (altså: den med fattigdom og rejseri), men er anderledes støttende omkring millionærambitioner.

Problemet er, at jeg på ingen måder har valgt en karriere med millionærpotentiale, og derfor ser mit post-ferie-liv sådan her ud:
how-well-i-sleep-at-work-watching-movie-driving-laying-in-bed-at-night
Jeg bruger seriøst mange nætter for tiden, på at ligge og skiftevis gruble over videreuddannelsesmuligheder; være sur på mig selv over at sidde her og både være halvgammel og helfastlåst; og på at lægge planer i tilfælde af zombieapokalypsen .
( og ja: jeg ved godt at den sidste del ikke umiddelbart hænger sammen med resten, men ulogisk nok, er zombieskræk/selvhad et lige så velkendt par som salt/peber, Løkke/fadøl, chokolade/Netflix, inde i mit hoved .)

Kronisk søvnunderskud, på grund af natligt selvhad, gør mig sjovt nok ikke til bedre selskab, hverken for mig selv eller andre – men jeg prøver hårdt på at tænke positivt, og glæde mig over de små ting .

Således har jeg de sidste dage glædet mig lidt over humoren i følgende samtale, som jeg havde med mit børnehavebarn da jeg hentede hende i fredags:

Mor(melodramatisk sukkende):” åh hvor bliver det dejligt at have weekend med dig nu, min skat. Jeg har virkelig savnet dig i dag!”

Barn(nonchalant ligeglad):” nå. Jeg har faktisk slet ikke savnet dig!”

Mor(fedtende):”heller ikke bare lidt?”

Barn(nølende):” okay… Jeg har savnet halvdelen af dig!”

Mor(forvirret):” øh, halvdelen? Hvilken halvdel er det så?”

Barn(kæk):” din mås! (klask!) Fordi den BLÆVRER! (klask!)”

Godt så.
Næste gang min hjerne ruller det tunge program med natligt selvhad ud, vil jeg trøste mig med i det mindste at have klaskeværdige balder!

08/9/15
782015202734

Om børneshows – en advarsel

Jeg bringer hermed en advarsel:
i går var vi så heldige at blive inviteret med til “Flying superkids “ sidste forestilling i københavn – endda som feterede VIP-gæster, der fik en spændende rundvisning inden forestillingen, og fik set backstage, hvor artisterne sov og spiste.

Pigerne var meget spændte og glade, og levede al deres spænding ud på det fremragende legeområde, skabt af bl.a de engagerede mennesker bag “bObles”, inden forestillingen:
782015202734
Jeg fik endda taget et billede, der dokumenterede, at grunden til mindstebarnets vilde hoppeevner, er hendes imponerende samling af ekstra-ben:
IMG_20150808_150848

Selv havde jeg det lidt blandet, ved at skulle se en flok børn lave gymnastik i to hele timer.
Det lød ærligt talt ikke særligt interessant, og jeg mindedes med gru den, ligeledes to timer lange, børneballetforestilling vi så ved juletid, fordi tre af vores børn var med i få minutter, og frygtede at dette ville være lidt det samme – bare helt uden deltagelse af egne børn.

Men min frygt blev gjort til skamme da forestillingen startede, og min lille sidemakker lynhurtigt så sådan her ud:
IMG_20150808_202904
Krammende sine buttede kinder, i opslugt spænding.

Det var RIGTIGT godt, og på ingen måde kedeligt.
De der børn var så søde, glade og dygtige; og showet var varieret og sjovt, så selv om jeg normalt har en lav kedsomhedstærskel over for det meste gøgl, var jeg lige så godt underholdt som ungerne.
79201511161
Så nej: dette er ikke en advarsel imod “flying superkids” shows – dem vil jeg oprigtigt anbefale.
Men jeg er nødt til at advare kraftigt imod en bivirkning ved showet: det inspirerer!

Det er i skrivende stund 18 timer siden forestillingen sluttede, og hvis man trækker den tid fra hvor mine børn har sovet, har lydsporet de resterende 7-8 timer været en båndsløjfe af:”SE MIG!! Ligner jeg ikke en superkid? Tror du jeg kan komme med i forestillingen? Hva? Synes du det her der godt ud?? Se lige DET her så!!” efterfulgt af balance-poseringer på bobles, hoolahop ring shows, kolbøtter og vejrmøller – i varierende grader af talent.

Så lige nu er HELE mit liv forvandlet til en langt amatør-gymnastik-forestilling – hvilket får mig til at længes lidt efter de gode gamle dage, hvor børneballet kun varede to timer….

Og de tre mindste vil gå til springgymnastik.
Det bliver et langt år!

08/6/15
IMG_20150804_155622

Om lidt af hvert og post-ferieblues

Normalt er jeg ret god til at tænke positivt og glæde mig over små ting, men når sommerferien går på hæld, er jeg altid vanvittigt sortseende, og tilbringer altid den sidste uge af ferien, i en konstant tilstand af vemod – kun overgået af dengang min barsel sluttede.

Teknisk set starter jeg først job på mandag, men i stedet for at få skrevet nogle gode blogindlæg, lidt roman eller den artikel jeg har deadline på om lidt, bruger jeg tiden på at jamre indvendigt, over ikke at have nået det.

Bruger dog også noget tid på at tænke alt for negative tanker om den biopsi Ninjaman fik taget i forgårs, og får svar på næste uge; forhåndsbekymre mig over hvor meget jeg kommer til at savne børnene i hverdagen; ærgre mig over nogle yndlingsopgaver på arbejdet som bliver taget fra mig efter ferien; være sur på min røv, der har udvidet sin størrelse med imponerende 5 kilo, siden jeg fik hormonspiral for to mdr siden; og panikke lidt over hvordan vi klarer endnu et års logistik, med møder og legeaftaler, fritidsaktiviteter, aflevering og hentning af unger, lektier, fuldtidsjobs og bijobs, og indklemning af bare en lille smule tid til at se andre mennesker også.

Hvis man får points for at multitaske, ville jeg score rekordhøjt for min evne til multibekymringer for tiden!

Burde give mig selv nogle mentale lussinger, blive bedre til at være glad disse sidste feriedage, og komme videre.
Det gør jeg hermed.
Av!

Her er de ting jeg vil glæde mig over resten af ferien:
Uanset hvor meget den nærmer sig en afslutning, har vi stadig haft en rigtigt lang, fantastisk ferie, hvor vi ikke har lavet særligt meget andet, end bare være sammen.
Og sommerhusminderne ser sådan her ud:
76201511216
Himlen er blå i dag.
DSC_0009
Min have har været så betænksom at dække mount-doom-af-skrald med pæne blade.
Det ser jo næsten ud som om det er meningen?
Føler mig klart mindre presset over at skulle fjerne den, når den af sig selv ligner en grøn kunstinstallation – kan vi ikke bare lade den være?
IMG_20150804_155622
I går havde jeg mine tre yngste piger med på modemesse og til fremvisning af børnetøj fra marmar, og de var totalt hyggeligt selskab!
Mindstebarnet fandt en masse kluns hun ønsker sig, og de to andre fik masser af inspiration til deres designerdrømme, og brugte lang tid om eftermiddagen, på at sidde i haven og designe kjoler selv.
IMG_20150805_150633
Jeg har netop læst denne fine bog: “Tidens væsen” af Ruth Ozeki, Forlag “Tiderne skifter”.

En helt utroligt tankevækkende og smukt skrevet roman.
Kan varmt anbefales – bogen har rumsteret rundt i udkanten af min bevidsthed lige siden jeg begyndte at læse den, og jeg kan stadig ikke helt slippe den.

Har fortalt mine piger så meget om bogen (altså kun de børnevenlige detaljer fra den, iblandet lidt af det jeg ved om japansk kultur), at de her til formiddag plagede om at male japanske billeder, og malede efter billeder af Hokusai:
DSC_0145
(Malet af frk fantastisk)

Nå, nu blev jeg faktisk i bedre humør, bare af at skrive om det.
Vil hive en bog og nogle børn med mig ud i solen!

05/9/15

Om tumle-lege og uhensigtsmæssige navne

Når vi fortæller folk, at vi har fire børn, bliver folk ofte lettede på vores vegne når de hører det er fire piger.
Så siger de et eller andet om, at det er heldigt det ikke er drenge, for drenge leger så vildt.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvordan det er at have drengebørn, men umiddelbart tror jeg ikke det der med vilde lege er kønsbestemt – nogle børn er vel bare mere fysiske end andre?

Jeg er på ingen måde et sportsmenneske, men jeg elsker slås og tumle-lege, og det gør mine tre yngste piger også.
Vi har opfundet forskellige lege: med den ti årige laver jeg sådan noget akrobat-agtigt noget, hvor jeg ligger på ryggen og hun balancerer på mine fødder og den slags; med den otte årige leger jeg “slagter-leg”, som er sådan en tumleting, hvor jeg lader som om jeg tilbereder og æder hende (og taler med en sær tysk accent imens – det giver ikke helt mening, men er vildt sjovt); og med den lille er det en slags fange-kilde-leg, der hedder “tæskeleg “.

Jeg har et arbejde hvor jeg, i perioder, skal være meget i beredskab, og jo hårdere dagen har været, jo mere afstressende er det, at komme hjem og smide rundt med et barn i en eller anden fjollet leg, mens deres far laver mad.

Her i onsdags havde jeg haft en exceptionelt stresset dag, men mine piger var inviteret til playmobil-lege-event hos Mannov pr og de havde glædet sig helt enormt.

Det var et vildt fint arrangement, med søde mennesker, lækre snacks og en hel masse playmobil at lege med, og jeg havde fire unger med, der opførte sig pænt og fordybede sig i henholdsvis leg, tegning, vejrmøller på tagterrasse og rydning af buffet.
image

Men jeg havde hovedet fyldt af min dag, og kunne ikke helt samle mig om smalltalk, og selv om det var hyggeligt, længtes jeg, efter at komme hjem og ligge i fosterstilling i sofaen mens jeg tømte tanker om dagen ud over min sagesløse mand.

Den trang holdt jeg nede, ved at tumle lidt med mindstebarnet, i smug.
Sådan bare lige kilde hende lidt eller vende bunden i vejret på hende, når hun gik forbi mig på, steder hvor der ikke var så mange mennesker.

Problemet med tumle-lege, er at de i længden er svære at udføre diskret…

Således også her, hvor jeg stod og forsøgte at smalltalke, da jeg pludselig blev ramt på balden, af en kanonkugle affyret fra en lille playmobil-kanon, af et barn der begejstret råbte:”NU TÆSKER MIN MOR MIG!”, hvor på hun drejede om på hælen og løb – direkte med panden først, ind i en glasdør…

Jeg ved ikke om det var barnets påstand om at hun var udsat for jævnlige tæsk, eller om det var lyden af glas imod barnepande, der fik de omkringstående til at se chokerede ud – men jeg skyndte mig, med dårlig samvittighed over at have startet det der førte til pandebule, at trøste bulet barn.
Mens jeg tænkte over, at “tæskeleg” klart burde skifte navn…

Det ville have været så meget federe, hvis hun havde råbt:”MIN MOR LÆRER MIG KVANTEFYSIK!” eller “MIN MOR TRÆNER MIG TIL OL I STANGTENNIS!” (omend det sikkert havde virket lige underligt, at hun løb ind i en dør, efter at have råbt det?)

Nå. Nu må i have mig undskyldt. Jeg skal ind og lære mit barn kvantefysik.

04/15/15
wpid-6995666-rdhuder-skaber-opstandelse-i-sverige.jpg

Om at være en gammel mor

Min mor fandt et puslespil,med motiv fra bøgerne om “børnene hedenold”,og gav det til min fire årige, der er vild med at lægge puslespil for tiden.
Jeg var ret vild med de bøger som barn – de foregår i stenalderen og handler om en lille familie.

image

Ikke helt historisk korrekte, men underholdende.
Jeg har desværre ikke nogle af bøgerne mere, men sad og fortalte det jeg kunne huske, mens barnet lagde puslespillet.

Samtalen lød nogenlunde sådan her:

Mor:” det foregår i stenalderen. Det er meget længe siden. Dengang havde man ikke fjernsyn, eller store byer, eller biler, eller en masse andre ting, som vi kender fra i dag. Man kalder det stenalderen,  fordi de redskaber folk brugte, var lavet af sten.”

Barn(koncentreret om puslespil) :”nå. Var alt dit legetøj så også lavet af sten dengang?”

Følte mig pludselig en del ældre, når barnet går ud fra, at stenalderen var en del af min barndom!