11/26/11

Om alternative frisørtricks

Krea-Girl fylder 10 år næste weekend, så vi holder familiefest i dag.
Vi bliver 12, til lagkage og pizza.
Har løbet lidt rundt om os selv hele formiddagen, og forsøgt at rydde bare lidt op, jeg lavede lagkager med konditorspiren, mens Ninjaman badede den snaskede baby og de store ryddede op på værelset.

Nu er der en time til gæsterne kommer, her ser nogenlunde ud, maden er forberedt, og der er tid til at læse avis.
Troede jeg….
For lige nu ser superbabys nyvaskede hår sådan her ud – stylet med en kombi af letmælk og snot.
Utroligt afstivende blanding.

Tror gæsterne bare må leve med at hun er klam, gider ikke vaske hende igen lige nu.

11/20/11

Om 5 årige, logik og kager

5 årige børn har den mest vidunderlige ulogiske logik, og sære betragtninger, og jeg nyder at et af mine børn er i den alder.
I dag gik jeg en tur alene med min 5 årige – både for at få lidt alenetid med hende, men også fordi jeg får lidt klaustrofobi af bare at være indendørs og hjemme, med influenzaramt mand.

Når man har tre søstre, er det begrænset hvor meget alenetid man får med sine forældre, så Hulks stemmebånd kørte i båndsløjfe konstant i en time, så når vi ikke lige talte sammen, fyldte hun samtalehullerne ud med mærkeligheder, som fx:" se et kloakdæksel! Hov det er da længe siden jeg har sagt det ord: kloakdæksel… Det er også længe siden jeg har sagt… birketræ…"
Hm… Så fulgte en kæk enetale om hvilke ord man sagde meget, og hvilke man sagde alt for lidt, og dem skullle man huske, for ellers var der fare for at ens tunge glemte dem.

Lidt efter:"se en fugl! Jeg ved godt hvad forskellen på fugle og mennesker er: fugle har ingen hage, deres næb går bare lige over i deres hals!"

Det er faktisk ret godt set – men umiddelbart tænker jeg, at der er flere, mere indlysende forskelle på fugle og mennesker, fx flyveegenskaber?

Vi endte på en cafe i nærheden, hvor børn måtte spise al det kage og drikke al det saft de ville, for kun 30 kroner.
Snakke-barnet fyldte elegant sådan en tallerken her.
Og var tavs i flere minutter, mens hun spiste.

Ja, det her indlæg kunne godt ligne et: "se-mit-barn-er-mere-nuttet-end-andre"praleindlæg.
Det er faktisk mere ment som bare en hyldest til 5 årige børn generelt, for de er altså sjove, allesammen.
Og jeg kommer seriøst til at savne det, når jeg en dag ikke længere har børn i den absurde-logik-alder.

11/12/11

Om Sjuskes triste marsvineskæbne

Min næstældste, frk fantastisk, havde en morgen, hvor hele verden var imod hende.
Hendes tre søstre + veninde der havde overnattet, legede lege hun ikke gad være med til, så hun sad og klynkede til jeg til sidst gav op, og tog hende med ind til byen, hvor vi drak varm kakao, og købte en marsvinebamse.
Resten af dagen gik med det marsvin – som hedder “sjuske”.
Han blev fotograferet på alle tænkelige bænke og rækværk i København, og jeg fik hele hans triste baggrundshistorie fortalt: han blev faktisk født i morges, men lige efter han var født, gik hans mor hen for at købe ham en vandskål, og så blev hun kørt over – og døde…
Hans far blev nødt til at tage på hospitalet for at få gips på sin arm, som han havde brækket, fordi han faldt over en sten, da han skyndte sig hjem for at se babymarsvinet.
Han afleverede lille Sjuske hos frk fantastisk, så hun kunne passe ham mens han var inde og få gips på.
Desværre blev far også kørt over og døde, på vej hen til hospitalet, så nu var frk fantastisk hans mor, og da han ikke havde set et spejl og derfor ikke vidste at han havde pels og det havde hun ikke, så var han meget tryg ved hende og troede hun var hans mor.
Sjuske tiggede om slik og sodavand en del, men hyggede sig ellers gevaldigt, siddende i frk fantastisks jakkelomme.
Og nu har jeg så 44 fotos af det lille kræ på min mobil, og hans stolte mor sidder og bygger et bur til ham, ud af en kasse.

09/3/11

Om at være en klam unge

Superbaby knaldede sin pande ind i en vippe på børnehavens legeplads i går, og fik en enorm lilla bule mellem øjnene, der lidt giver hende et enhjørninge-look.
Hun har ti myggestik på kinderne, der ligner et hardcore angreb af bumser.

I dag havde Carlsberg 170 års fødselsdag og gratis koncerter og anden underholdning i den anledning, så ninjaman og jeg, pakkede vores tre store piger, vores nabo og hendes unger og den bumsede enhjørning, og tog til Valby.

Den bumsede enhjørning suttede en kiks til grød i bussen, og brugte det til at style sit hår.
Det gjorde hende ikke mere appetitlig at se på. Selv med grundig serviet-afvaskning så hun fedtet ud.

Vel ankommet til koncert, fandt hun ud af, at hun kunne stikke en finger op i sit næsebor og vrikke med den, og derved frembringe spændende slubre-lyde med sit snot…

Det viste sig, at de fleste mennesker jeg kendte også var til koncert.
Mødte både tætte venner, og folk jeg ikke havde set længe – og især til de sidstnævnte smertede det lidt at præsenterlæsen lille fedtede freak, med hornet og bumserne, der sad i sin bæreslynge og spillede klistrede melodier på sin snottede næse.
Kønne storesøstre og lækker mand opvejede hende ikke helt, og jeg følte medlidende blikke.

Men jeg tænker hun bare lavede en Clark Kent, og spillede klam, så ingen kunne gætte hvor super hun er? Det må være det hun gjorde – ekstrem nuttethed må fortyndes ind imellem…

08/23/11

Om omsorg og frøer

Min 9 årige og naboens dreng, fandt en klynge æg – enten frø-æg eller salamander-æg  – i weekenden, og har brugt al tid lige siden, på at pleje de der æg.
De har bygget swimmingpools, numse-vaske-område, liggestole, legepladser, små stole ud af æbler og separate soverum til deres kommende frøbørn – og brugte 15 kroner på at købe en baby-spilledåse på et vejloppemarked, så de kunne spille beroligende musik for deres små æg.
                    
                          Sådan ser de ud, æggene, som på billede 2. Er der nogen her, der ved hvad det er for nogle?
I går fik superbaby sneget sig ind i haven, og med ivrige grabsefingre fik hun fat på gryden, med æggene og gav den en rystetur, mens de to store nærmest gik i chok:”AAAAAAARGGGGH!”
Jeg fik hende fjernet, og slæbt ind til os selv, og hørte kort efter rytmiske KLONK KLONK KLONK lyde fra naboens have, hvor naboens dreng rytmisk slog to stykker træ sammen.
“Bliv ved! De er stressede!” coachede min datter, og jeg blev så nysgerrig, at jeg måtte spørge hvad de lavede.
Det var så hjerterytmer de imiterede…. Så de små æg kunne føle sig trygge igen, oven på den grimme oplevelse.
Meget nørdet – men fandeme også lidt sødt.
Nu håber jeg bare æggene udklækkes, for der er blevet øst MEGET kærlighed ud over dem!

08/16/11

Om tøj-misundelse

I morges fulgte jeg min spændte 6 Årige i skole, til den første almindelige skoledag.
I skolegården overhørte jeg tre 8. Klasses pigers samtale – den ene af dem havde fået nye diesel jeans, og de andre to var ved at dåne af misundelse, og gav hende sødt mange komplimenter.
Bagefter kørte(ja, KØRTE! I bil, sgu!) jeg superbaby hen i vuggestuen, hvor vi er i gang med noget indkøring.
Superbaby var iført denne rædsel, der stammer helt tilbage fra krea-girls tid: en teletubbies-spencer, og DEN gav så meget respons på blækspruttestuen, at diesel-bukserne godt kunne pakke sammen!
"tinkywinky!!!" råbte det første barn, da superbaby betuttet trådte ind af døren, og sekundet efter stod der 5 små halvandet Årige og rokkede monotont fra side til side, mens de brummede temasangen.
Superbaby så skræmt op på mig, og forsøgte at kravle op af mine ben, for at komme i sikkerhed for fanklubben, men det tiltrak bare endnu større opmærksomhed, så nu var det otte små fans der, som hjernehungrende zombier, jagtede hende rundt, mens de messede:"tinkywinky! Stort kram! Sig hejhej!".
Vi var der to timer i dag, og på intet tidspunkt var hun uden forfølgere. Under frokosten brød hun grædende sammen af presset, da hendes sidekammerat bøjede sig ind over hende og nynnede;"teletubbies, teletubbiiiiiiiiies!"
Så gik vi hjem.
Og jeg har lovet hende, at hun fremover kun behøver have kjolen på herhjemme, hvor hun selv kan fryde sig over den, uden pushy beundrere!

06/6/11

Om at fange sin egen mad

Jeg læste forleden en artikel, om stifteren af facebook(Mark Zuckerberg, eller noget i den stil?)
Han prøver at leve sundere og mere miljørigtigt, ved kun at spise kød sjældent, og så kun fra dyr han selv dræber – fx en hjemmekogt hummer eller hjemmeskudt kanin.
Jeg skal ikke gøre mig klog på hvor sundt det er – men da pengene er små, har vi også indført det herhjemme.
Her ses krea-Girl og superbaby på jagt efter dagens ret: due.
I det mindste var den sukkerfri.
Jeg er stadig sukkerfri. Har vist ikke tabt mig endnu.
Men er sur og deprimeret.

05/28/11

Om fashionmistakes

Superbaby er begyndt at fatte det der med tøj og accesories. Hun kan ikke gå forbi en halskæde eller en taske uden at tage den om halsen, og så snuble i den når hun kravler.
Nu er hun så begyndt også at tage tøj på – når hun finder noget på gulvet, bliver det fluks placeret oven på hendes eget hoved: sokker, trøjer og som her lige nu: Hulks snavsede underhylere.
Så sidder hun der, med et par brugte underbukser på sin knold, og et overlegent ansigtsudtryk, og ser fjernsyn.