06/3/15
wpid-wp-1433227432768.jpeg

Om fem årige babyer

I aften, kl. 23.35, er det fem år siden mindstebarnet kom til verden, hjemme på gulvet i stuen.
Fem år!!

image

Vi synes alle fem stadigvæk at hun er en nuttet lille baby, og både forældre og storesøstre slæber hende gerne, når hendes små buttede ben bliver trætte på gåture, og hvis hun gør noget, der får en af os til at hæve stemmen, så behøver hun bare bæve lidt med underlæben, før vi allesammen står klar og trøster.

Heldigvis har hun en personlighed der kan bære al den forkælelse: hun er empatisk, hjælpsom, glad, har en sort, sort humor, og er utroligt beskeden.
Således er hendes eneste rigtige ønsker til dagen en fridag – og en pruttepude.

Så det får hun.
Ninjaman og jeg har begge taget fri, og har lovet hende en tur i svømmehallen.

Ældstebarnet er i Tyskland på lejrtur, men mellempigerne henter vi tidligt fra skole, og så tager vi sandsynligvis i Frederiksberg have med madkurv, og leger det er ferie.

image

Synes det er vildt så meget børn ændrer sig, på så få år. Her er fødselsdagsungen som nyfødt, 1 år, 3 år(med tårer i øjnene af rørelse over fine plastiksmykker), og nu, som fem årig.

Nå, nu må jeg hellere komme i gang med dagen. Der er en glad fødselsdagspige der skal vækkes, med smilehuller, der skal kysses!

05/24/15

Om kamp-babyer

Jeg sad og bladrede i bloggens gamle indlæg, for at finde babybilleder af min lillelillelillebitte mindstepige (til et blogindlæg om hendes fem års fødselsdag på onsdag) og faldt over det her indlæg, som jeg fuldstændigt havde glemt, og nu har brugt en halv arbejdsdag på at fnise over – så nu genposter jeg det, hvis i vil fnise med:

Min baby, og hendes kusine. Kampbabyer in action.

“Fy for pokker, hvor du lugter!” “Tal for dig selv!”

“Hiiii-YAH” “Tag den!”

“Det var hende der startede…”“Årh HVAD hvor det var!”

05/3/15
wpid-dsc_0421.jpg

Om sproglig kreativitet

“Mor, du er aller-min-bedste-ven, hvis jeg må få sådan nogle spidstossesko til min fødselsdag! ” smisker mit mindste barn, og peger ivrigt på det par tåspidssko, der hænger og pynter, i omklædningsrummet på balletskolen.

Jeg ser ned i hendes forventningsfulde øjne, og har lyst til at love hende alle “spidstossesko” i hele verden, hvis bare hun lover at vokse uhørt langsomt, og blive ved med at sige den slags ord.

For kun få år siden, var hendes tre ældre søstre samme alder, og fejlhørte og hjemmedigtede ord, var derfor hverdagskost, med så mange sprog-nybegyndere i huset.

De fleste forkerte ord korrigerede vi (på den pædagogisk måde, naturligvis, hvor vi selv udtalte ordet korrekt, uden at rette barnet)  og enkelte talefejl var så nuttede, at de blev en integreret del af vores families interne sprog – ligesom min far stadig siger “giggubadde”, fordi det var sådan en to årig version af mig, udtalte “vingummibamse”.

Men nu er de store blevet større, med nogenlunde styr på ord og grammatik,  så lillesøster er eneste leverandør af nye ord på den måde.
Og vi retter hende måske for lidt – fordi det bare er så sødt…

Hver eneste gang hun, med vigtig mine, udbreder sig klogt, om “hunde-hvalfe”,  vil spille “jordmaklods “(klodsmajor), lider af “pinehoved”, eller starter sætninger med “forestil at…” ( hvor ordet “forestil” dækker over en hel række af forskellige ord),  lige dele fryder jeg mig over hvor fantastisk sådan nogle 4-5 årige børn eksperimenterer med sproget – og fyldes med vemod over, at det er det sidste barn i den alder, jeg skal bo med…

Så skynder jeg mig at skrive det ned, i et dokument der nu er over ti sider langt, og indeholder alle pigernes fantastiske guldkorn gennem tiden – hvor jeg kan fryse alle ordene fast, og indimellem læse dem højt for deres skabere, mens vi ler af hvor små de var – og hvor hjerteskærende fantasifulde sådan nogle små barnehjerner er.

09/30/14
20140930-085934.jpg

Om udlandsrejser

Min næstyngste datter fyldte 8 for nyligt, og i gave fra min moster, fik hun en shoppetur til Malmø.

Det at skulle til UDLANDET var den bedste del af gaven, syntes hun, og hun talte ikke om andet end forestående udlandsrejse hele sidste uge.

Hun har kun været i udlandet to gange: vi besøgte min moster i Grønland for et par år siden, og var i Spanien denne sommer, så hun var meget spændt på, hvor eksotisk Malmø mon var.

Den længe ventede shoppedag løb af stablen i fredags, og hun kom hjem belæsset med nye fine buksedragter (det at få helt nyt tøj, når man er pige nr tre i en flok skal endelig ikke undervurderes!), og boblende af eksotiske oplevelser.

Jeg har fået lov til at videregive hendes erfaringer, så I måske kan bruge dem til at ruste jer, hvis i selv overvejer en smuttur til eksotiske Sverige – de kommer her:

– Svensk havde ikke været så svært at forstå som hun havde troet. Man skulle bare lige huske at de sagde:”hæij!” istedet for “Hej”, så undgik man at blive forvirret, oplyste hun mig om.

– de spiser mærkeligt i Sverige – det underligste hun nåede at opleve, var rejesalat på hotdog. Hun turde dog ikke smage, men havde holdt sig til de fornuftige valg: “kanelbullar” og is.
(er der iøvrigt nogen af jer der har smagt rejesalat på hotdog? Har heler aldrig selv turdet smage, og er nysgerrig efter om det er megasært, eller lækkert?)

– og så den betragtning som jeg morede mig længst over:”i Sverige kan de ikke stave. Og istedet for at skrive ø, skriver de råbe-smiley!” fortalte hun mig, da jeg puttede hende, og jeg måtte lige vende den inde i hovedet, før jeg forstod hvad hun mente.

Jeg synes råbe-smiley er et fedt ord, og vil fremover kun kunne se svensk ø som dette:

20140930-085934.jpg
MalmØØØØ!!, læser jeg det nu som.

I øvrigt har hun ca. Samme humor, som sin far, der fik mig til at tage dette foto, da han og jeg var på kæresteweekend i Malmø sidste år:

20140930-090104.jpg

Min moster sendte mig dette, fra samme sted:

20140930-090132.jpg

06/13/14
20140608-175829.jpg

Om fældende beviser

Nogen havde fyldt min telefon med billeder.
Dekorative, men noget uskarpe, fotos af blomster, græs og hamsteren.
144 billeder virkede umiddelbart som lige i overkanten, når motiverne ikke var mere varierede, og det irriterede mig en smule at de lå der og fyldte.

Alle fire piger benægtede kendskab til kunstværkerne, på overbevisende vis, og jeg undrede mig over hvem der så havde taget dem, men gav mig til at slette dem, et billede ad gangen.

Og nåede til denne fod-selfie, hvor buttet fod i str 24, pegede på at mindstebarnet var en imponerende bedre løgner end ventet:

20140608-175829.jpg

02/6/13
20130206-092520.jpg

Om at være afhængig af komplimenter

Supertumling, 2 1/2 år, er en sucker for komplimenter.
Man skulle tro at sådan en forkælet lillesøster, med hele tre beundrende storesøstre, var så vant til komplimenter at hun bare tog dem som en selvfølge, men sådan er det ikke.

Der er selvfølgelig alle de komplimenter hun giver sig selv:
“Tag et billede af mig nu!” kommanderer hun, kræver med det samme at se det, og sukker henført:”årh, jeg ser nuttet ud…”

20130206-092520.jpg
Den slags fotos er min mobil fyldt med. Og små film, hvor hun danser højtideligt.
Eller synger sin selvopfundne sang, hvor omkvædet er:”den mjaver, den mjaver, den pisselille kat!”

Men det er de komplimenter hun får fra fremmede, hun er gladest for.

Hver gang vi er i netto, må hun lige nævne den gang en fremmed dame sagde at hun var dygtig til at hjælpe.
Eller dengang nogle fremmede børn sagde hun lignede en prinsesse – fordi hun var iført tyl og tiara.

For nyligt havde jeg hende med inde i en dyrehandel, for at købe mad til fedthalemusen – der åbenbart lever for evigt.

En stor papegøje bøjede sig ind over hende og skræppede:”heeeej smukke!”, og hun stoppede overrasket op, hev ud i sin kjole og kniksede lidt, mens hun smigret sagde:”tak! Det er fordi jeg har min prinsessekjole på!”

Lige siden har hun pralet til alle der gider høre det, at fugle synes hun er smuk – hun tager det fuldstændigt for givet, at det er almindeligt at få komplimenter fra fjerkræ.
(Tror hun har set for mange tegnefilm.)

Ninjaman fylder 40 lige om lidt, og frk fantatisk fylder 8, så der bliver talt meget om hvad man ønsker sig, hvilket får supertumling til konstant at lire ønsker af sig – når hun er med ude at handle, lyder det hele tiden:”jeg ønsker mig denne her”, mens hun peger på alt, fra mælkekartoner, til tyggegummi og Anders and blade.

Hele den sidste uge, har det kun lydt:”Jeg ønsker mig fuglen! Den skal se på jeg danser!”

Håber ikke der er nogen der køber den til hende – muligvis usundt at have et kæledyr, der hele tiden bekræfter en i, hvor lækker man er?

20130206-123227.jpg
Også når man ser sådan her ud.

04/21/12

Om sikkerhed

Hvis man har en tendens til at falde på numsen, er det altså en smart taktik at placere sin cykelhjelm på den – som her demonstreret af superbaby, der ser tv i min cykelhjelm.
(hvilket også siger lidt om hvor stort mit hoved egentlig er, når min hjelm kan rumme blerøv…)

12/23/11
20111223-102545.jpg

Om pilfinger-børn

Hulk og frk fantastisk har lige pyntet bedsteforældrenes juletræ, på mest stressende vis: med grabsenalle-lillesøster der drønede rundt, som en duracell-kanin på speed, og flænsede kuglerne af træet, lige så hurtigt som de kunne hænge dem op – til lyden af bedstefars sure hund, der knurrede af dem fra kælderen, hvor den er lukket inde mens vi er her.
“årh mand – jeg hader når den hvæser af mig!” konstaterede frk fantastisk nervøst, mens hun samtidigt forsøgte at holde lillesøster ude i strakt arm.
Vi endte med et træ, der primært er pyntet i toppen, for at forhindre kuglerydning i grabsenalle-højde.

Årh, hun er altså meget pilfingret for tiden, hende der superbaby(der snart burde have nyt blognavn…)

Omfanget af mit manglende overblik i går, gik op for mig da jeg skulle have rent tøj på i morges: har pakket fire kjoler til mig selv, tre af dem er snavsede… Madrester og snotnæsespor pryder dem på yndig vis…
Men jeg kæmpede også en brav kamp med at få pakket al vores tøj, mens babyen løb terrorrunder, og omrokerede bunkerne, til snavsetøjskurv, skraldespand og skuffer, så jeg må have fået byttet om på noget et sted…
Nogle gange ville det være nemmere hvis man kunne tøjre sådan en aktiv halvandet årig pilfinger til en pæl i haven – men det er nu også lidt sjovt at se hvor nysgerrig og hyper hun er…

20111223-102545.jpg

12/13/11

Om skofetichister

Med en forælder(mig) der seriøst ikke finder det spændende at købe sko,og bare vil eje noget der er neutralt, behageligt og kan holde i mange år, og en anden forælder (Ninjaman), der tog fire par sko med på en to dages rus-tur, sniger sig ind i alle skobutikker hvis man går tur, og er blevet bedt om at kassere et gammelt par hver gang han køber nye sneakers, fordi vi ellers ikke har plads i huset til at bo 6 mennesker, en fedthalemus og en skosamling(har altså kun 99 kvm) – så skulle man formode at nogle af pigerne ville være ligesom mig, og resten som deres far.
Men nix…
Skofetichist-genet ramte 100% af børnene, og jeg bor nu i en familie, hvor de tre årlige skoindkøbsdage (sandaler, sko, støvler) nærmest er en højtid på linie med julen. De glæder sig helt vildt, og kan bruge meget, meget, meget, meget, meget lang tid på at vælge støvler, sammen med deres entusiastiske far, der bøjer såler og afprøver velcro med begejstrede bevægelser.
Jeg havde ellers satset på at superbaby var mere ligesom mig – at vi sammen kunne sidde på en bænk foran skobutikken og sukke af de andre – men nej…
Hun er den absolut mest entusiastiske af dem alle, viser det sig.
Min veninde gav hende de her rædselsfulde “hello kitty” crocs i 1 års fødselsdagsgave, og hun kan endelig passe dem nu, og bruger dem som hjemmesko.
Hun kan slet ikke vente med at få dem på: når vi kommer hjem fra vuggestuen, har hun lokaliseret begge sko og står og presser mig til at hjælpe hende med dem, før hun overhovedet har fået jakken af.
Forleden aften vågnede hun, mens jeg lå og læste i sengen. En af de store gik ud for at tisse og lod døren stå – og den halvsovende unge spottede den ene croc liggende i køkkenet, og blev nødt til at rejse sig og hente den ind i sengen…
Og hun faldt i søvn med den i favnen, og vækkede mig ved at prikke mig i ansigtet med den, til jeg hjalp hende med at få den på.
Tror jeg bliver nødt til snart at lære det der med at elske sko – så jeg ikke skal føle mig udenfor de næste 18 år…