11/4/16

Vind en smuk kjole fra “Dress the bird”

Konkurrencen er slut,

vinderen blev: christina lehnemand. Tillykke!

 

Sponsoreret indlæg.

Det kommer nok ikke bag på faste bloglæsere, at jeg har et blødt punkt for fine, anderledes kjoler – særligt modeller der er lidt 50’er/60’er inspirerede.
Når man, som jeg, er skabt med rigelige former, er det en nødvendighed med kjoler der sidder til de rigtige steder, så de får en bred barm og bagdel, til at tage sig bedst muligt ud.

Jeg bruger en del tid på at drømmeshoppe på nettet, da jeg ikke har råd til at købe tøj så tit, og gerne vil vente med at købe til jeg finder den helt rigtige kjole, som jeg ved jeg kan bruge i årevis.

I min drømmeshoppe-rus faldt jeg for et halvt års tid siden over “Dress the bird“, en århusiansk-baseret netbutik, der forhandler lækre vintage-inspirerede kjoler og andet tilbehør. Jeg har fulgt dem ivrigt siden, på alle sociale medier, og ved allerede, at det bliver der jeg køber mine næste kjoler!

Min favorit-festkjole er af mærket “Miss candyfloss”, som “Dress the bird” også forhandler.
En vildt fin kjole, som jeg har brugt til både et bryllup og nogle gode fester, og bliver glad af at tage på.
img_0179 Her har jeg den på til bryllup.
Jeg er vild med måden skørtet svinger på når man danser. Selv om jeg normalt er en modvillig danser, har jeg danset løs i denne her kjole, alene fordi det føles så fantastisk med sus i skørtet!
Nå ja – den giver også en opsigtsvækkende flot barm, hvilket ikke trækker ned på, hvor lækker man føler sig i den!

Mine største julegaveønsker i år, er denne fine prikkede kjole og cardiganen her, der endda findes i min yndlingsfarve.
img_0512

Og nu til noget jeg har glædet mig til: årets bedste konkurrence!
VIND EN VALGFRI KJOLE FRA “Dress the bird“!
Har du også en passion for smukt, anderledes tøj?
Så kan du hermed vinde en valgfri kjole, eller andet, fra “Dress the birds” fabelagtige butik!
Alt du behøver gøre, er at finde den vare du helst vil vinde, og smide et link til den her nedenfor.
Du bestemmer helt selv om det skal være en festlig kjole, et par skønne sko, en retro skuldertaske, eller noget helt fjerde.
Skriv en kommentar med et link til den vare du ønsker at vinde, og kryds så fingre –  vinderen findes d. 12-11.

Hvis du gerne vil have inspiration til din stil, kan du følge “Dress the bird” på instagram eller facebook, hvor der ofte lægges inspirerende billeder op.

img_0503
Kvinden bag “Dress the bird” er 35 årige Helle Bendsen, mor til to børn, gift og bosat i Århus.
Helle er uddannet Cand. mag i informationsvidenskab, men havde lyst til at prøve noget andet.
For et år siden sagde hun sit job op, og startede netbutikken, og jeg har stillet hende nogle nysgerrige spørgsmål om butikken.

Hvordan og hvorfor startede du “Dress the bird“?:
“Jeg ville lave noget andet og tænkte jeg kunne kombinere min passion for figursyede kjoler med min viden om digitale medier. Og så er jeg i den heldige situation at min mand er fotograf,og kan levere lækre billeder til mig.
I mit voksne liv har jeg altid elsket figursyede “gammeldags” kjoler – nok fordi jeg har smal talje og stor bagdel. Men jeg synes udvalget af den slags er ret begrænset i de fysiske butikker i Aarhus, og jeg har derfor ofte måttet ty til udenlandske webshop. Dels er fragt og returfragt dyr – dels synes jeg ofte de har dårlige produktbilleder, så man bliver i tvivl om man køber katten i sækken.
Jeg fik ideen til netbutikken i oktober sidste år og i november sagde jeg mit job op. I februar var jeg på messe i london hvor jeg købte en hel masse varer og 18. marts i år blev “Dress the bird” en realitet!
Så det er gået ret stærkt:)”
img_0514
Hvad vælger du varer ud fra?
Her i starten vælger jeg bare fuldstændig ud fra min egen personlige smag og håber at der er nogle derude der deler den. Jeg kigger ikke ret meget på modetrends. Jeg vil gerne sælge kjoler som ikke bare går af mode efter et år eller to. Det meste af det tøj jeg vælger ud, er også noget der kan bruges til hverdag. Jeg har ikke så mange af de helt vilde 50’er-kjoler. Jeg vil gerne have at det passer ind i en almindelige garderobe, så man ikke føler sig som en omvandrende temafest. Og så kigger jeg meget på om kvaliteten er i orden. Jeg gider f.eks. ikke gå i kjoler og skjorter i 100% polyester. Så det køber jeg heller ikke hjem til shoppen – selvom det nogle gange betyder at jeg siger nej til nogle virkelig fine ting.
img_0516
Hvordan går du selv klædt?

“Jeg går jo selvfølgelig meget i det tøj, jeg selv sælger. Jeg går i kjole eller nederdel 90% af året, tror jeg. Og så elsker jeg farver – jeg har meget få sorte ting i mit klædeskab.
img_0513
Hvor ser du din shop udvikle sig hen?
“Mit næste projekt er at få et kontor i byen hvor jeg også kan have lager og showroom. Jeg vil gerne give kunderne mulighed for at komme og prøve tøjet f.eks. en gang om ugen eller noget i den stil. ”
img_0515

10/13/16

Om symmetri

Jeg har altid fået lidt myrekryb over ting der var for symmetriske.

Som teenager var det meget vigtigt for mig at få to huller i det ene øre, og tre i det andet. Bare tanken om hvor irriterende symmetrisk det ville være at have en ens ørering i hvert øre var væmmelig!

Lige den del af det har jeg vænnet mig til, og bruger i dag kun to øreringe, der endda matcher – men jeg har det stadig stramt med ting der matcher for godt.

Min rodede samling af Buddha-figurer i vindueskarmen må under ingen omstændigheder stå i størrelsesorden, og min glasvasesamling må ikke stå i farveorden. Begge dele er noget mine børn konsekvent elsker at gøre, og jeg skynder mig altid at rette op på den utilgivelige symmetri, og stille dem rodet igen.

Sådan en række helt ens vinduer, hvor der står præcis den samme blomst i samme vase i alle, giver mig ustyrlig lyst til at flytte rundt på ting, og samle et uens antal vaser i hver.

Jeg undrer mig også over kvinder, der matcher alt deres tøj for grundigt, og fx har matchende leopardmønstrede sko, halstørklæde, handsker, solbriller, bælte ud over en enkelt anden farve.

Men ak – denne sidste fobi er jeg nødt til at bide i mig, for jeg er begyndt at gøre det selv, i ekstrem grad endda.

Min absolutte yndlingsfarve har altid været vinrød, hvilket er en farve der kun rammer modebilledet med lange mellemrum, så jeg har intet andet valg end at vælge ting med den farve, når jeg ser den.

Min skoglade mand, der er den der primært bestemmer hvad for noget fodtøj jeg skal købe når jeg slider noget op, ved godt at han først får mig bare tilnærmelsesvist interesseret i de sko han foreslår, når han siger:”…og de findes i den der røde!”

Mine sidste tre par sneakers har haft den forjættede farve, der har gjort mig glad hver gang jeg så på mine fødder.

I går da jeg gik hjem fra arbejde opdagede jeg pludselig at jeg selv lavede leopard-dame-finten, og matchede på sko, vanter og taske:

dsc_0213
Lige før bemærkede jeg matchende sko og cardigan (og taske, men den stillede jeg hurtigt ind i et skab, af matche-skræk)
dsc_0214

I sommer læste jeg en bog på har trappen, og opdagede pludselig at jeg matchede på kjole, neglelak, sko OG bog!

_20161013_122227Så åbenbart har jeg ikke et problem med matchende ting, hvis bare farven er tillokkende nok – og da farven er moderne for tiden, ved jeg at jeg lader mig friste til at købe alle nødvendige nyanskaffelser i den –  og min overdrevne matchingtendens vil blive mere eller mindre permanent.

Måske er det en smart måde at komme over symmetri-fobi på: overdreven farvematching.

Er der nogen der har lyst til at komme forbi og stille mit rod i nydelig, symmetrisk orden om et par måneder, for så er jeg sikkert mere modtagelig over for det?

06/27/16
IMG_20160615_184433

Om kjoler – igen

Indlæg indeholder enkelte affiliate links, men er ikke sponsoreret.
Som nævnt før, bl.a. her, har jeg en større fetish for pæne kjoler – noget som rigtigt mange af jer også har og plejer at være entusiastiske omkring!
Her kommer derfor et lille kjoleindlæg, til inspiration.

Kjoler er det eneste tøj jeg går op i: jeg hader seriøst at købe fodtøj, går så længe med mit overtøj at det til sidst holdes sammen med sikkerhedsnåle (min sommerjakkes lynlås har fx en hårnål i for at virke); ejer intet matchende undertøj og kun et eneste par (yoga)bukser – men kjoler ønsker jeg mig altid, og kan bruge timer på bare at sidde og se på kjoler på nettet, selv om jeg sjældent har råd til at købe nye.

Jeg havde fødselsdag i tirsdags, og fik penge til en kjole af mine søde svigerforældre.
Det er væsentligt sjovere at vindues-netshoppe når man rent faktisk har råd til at købe noget, og jeg tror jeg har været inde på hjemmesiden og stirre på denne her blå tusind gange.

image

Det er svært at vælge, for jeg har også en masse ting jeg drømmer om fra udenlandske netbutikker – kan anbefale topvintage, der har et hav af fine retrokjoler og netbutikken for mit yndlingsmærke det hollandske mærke King Louie.
Forrige år fik jeg denne kjole fra “King Louie”, som jeg synes er så pæn i faconen, at jeg siden har anskaffet mig flere i samme facon, men forskellige print, når jeg fandt dem brugt eller på tilbud. (Beklager uskarpt billede taget af barn, og ikke-modeblogger-poseringen)
DSC_0216
Jeg har den i grøn, blå, sort og to blomstrede, og fantaserer lidt om en med bittesmå blomster på. Jeps, grådig samlermani, jeg ved det! Til gengæld går jeg gerne med mit tøj i 10 år, hvis det kan holde.
image

Forleden overraskede Ninjaman mig med denne fine sag, fra Livofcopenhagen.
Sindssygt dyr, men også en kjole jeg kan bruge til både sommerfester og bryllupper.
Min yndlingsfætter skal giftes til august, og nu har jeg ikke længere kjolekrise. Yay!

Mangler dog stadig blå brudepigekjoler til tre af mine fire piger. De må ikke være mønstrede eller dyre og behøver ikke være ens. Har nogle af jer set sådanne kjoler?
IMG_20160615_184433
Overvejer meget om jeg skal købe de her øreringe til, for jeg synes de er vanvittigt fine – men ellers så fik jeg disse i fødselsdagsgave sidste år af min veninde Janne, og de passer til alt.
image
Min mand og veninde påstår at jeg ikke har sko der passer til – selv er jeg så sko-ligeglad at jeg synes de brune sandaler på fotoet er ok, men jeg har modvilligt lovet at lede efter noget mere passende…
Foreløbigt har jeg kun fundet de her, men dem påstår eksperterne er for mørke til kjolen.
Er der nogle af jer sko-eksperter der kan hjælpe mig med links til noget passende fodtøj, der IKKE er højt.
Kunne lyseblå sneakers du? Eller er jeg for kedelig?

09/17/15
20150917-094308.jpg

Om lidt af hvert – og noget om babytøj

Nå,min blog fucker op for tiden, og valgte at udgive der her, selv om det kun var en kladde.

Men nu ligger det her altså, og jeg beklager mulig mangel på rød tråd.
—-

Mine to yngste døtre er med i det nye jubilæumskatalog fra Bahne, hvor de er blevet interviewet til “børnepanelet”.

20150917-094308.jpg

20150917-094318.jpg

Her et uddrag af den yngstes udtalelser omkring babymode, som jeg selv morede mig en del over:

“Jeg synes babyer er ret nuttede, og har søde små fingre, og er ret sjove at lege med – men nogle gange prikker de en på øjet, og det kan jeg ikke så godt lide.

Mange babyer er ret gode til at kravle. Så kan de snige sig ind på nogen!
Lige pludselig, så krammer de bare ens ben, og man havde slet ikke set dem.

Det er derfor jeg godt kan lide babyer: fordi de krammer. Og så er de søde, og sjove at lege med.
Man kan lege med bamser sammen med babyer, eller lære dem at gå, eller sådan noget.
Man skal bare vide: de sutter på ting! Og de savler ret meget.
Det er ulækkert med savl…

Hvis en baby har en babydragt på der ligner en leopard eller en mumie, kan man blive ret forskrækket, når de kommer snigende.
Jeg synes ikke man skal købe sådan noget uhyggeligt tøj til babyer, fordi ellers bliver voksne helt bange, og siger sådan:”waaaaa!!!”, fordi de tror at babyen er en lille leopard.

Man kan købe nuttede, nuttede små sko til babyer – men deres fødder virker ikke rigtigt endnu, så skoene skal være sådan bløde-agtige.

Nogle gange græder og skriger babyer, men så skal man bare give dem nusseklude. De elsker også sutter og babser.
Henne i børnehaven får babyerne ikke babser. De får bare sådan noget mælk de kan drikke i sutteflasker.

Jeg har ikke brug for en baby. Fordi så bliver det måske en lillebror, og de er faktisk irriterende!
Det siger en fra min børnehave, og hun har en lillebror.

Jeg kan også godt lide at der ikke er nogen der savler på mine ting herhjemme.
Da min mor holdt fest, kom der faktisk en baby. Og den rodede HELT vildt på mit værelse, og åbnede min sparebøsse, og hev mine bøger ned fra hylden, og jeg blev helt rundtosset, fordi det var svært at stoppe den!

Men mine babykusiner er ret søde. Jeg købte sådan noget tøj der var vildt nuttet til min ene kusine, faktisk. Hun blev ikke engang sur over at få tøj…”

Resten af interviewet kan læses i Bahne-kataloget – og det er gratis.

07/30/15
wpid-3223-18430-large.jpg

Månedens anbefalinger, juli 2015

Her en lille liste, over ting jeg har optur over, som jeg derfor er nødt til at dele med jer.

Kjoler:
Til de af jer der også elsker kjoler: jeg har fundet en ny favoritshop, nemlig denne hollandske shop, der leverede mine bestilte kjoler i løbet af tre dage, pænt pakket ind i lilla silkepapir, og endda med en lille gave vedlagt.

Jeg bestilte bl.a denne fine kjole, i blå, som jeg skal have på til bryllupsfest i morgen, hvor min smukke veninde Maria gifter sig, med sin søde argentinske kæreste, og fejrer det med havefest og argentinsk asado.

Kjolen er af det svenske mærke miss candyfloss , som jeg ikke kendte i forvejen, men allerede har planlagt hvad jeg skal eje af!
image

Den sidder supergodt, med sus i skørt og moderat kig til barm, og jeg glæder mig til at danse rundt i den i morgen!
Mangler bare at beslutte om det passer bedst med mine sorte, høje sandaler, mine røde, høje sko, eller mine flade brune sandaler – og om det er for krukket at tage en lang hestehale af falsk hår på til, eller om jeg er for gammel til den slags?
(som fire ondsindede børn, jeg bor sammen med, hævder…)

Bryllupper:
Totalt yndlingsfester! Folk skulle gifte sig noget oftere – jeg er kæmpefan af fejring af kærlighed!

Mofibo:
Da jeg skrev om hvilke bøger der skulle med mig i sommerhus, anbefalede flere af jer at læse bøger fra iPads.
I et anfald af kedsomhed og regnvejr, hentede jeg Mofibos program, hvor man for ca 100 kroner om måneden kan læse løs – første måned er endda gratis, så man kan lige prøve det af først.

Jeg foretrækker stadigvæk rigtige bøger, med duft og fornemmelse af papir, men derudover synes jeg stadig det er overraskende smart: man kan læse, uden at forstyrre andre sovende med lys ,og man har et stort udvalg af bøger ved hånden hele tiden.

Der jeg var gladest for den, var da vi var i Djurs sommerland, og jeg formåede at læse en kvart roman, mens jeg sad utålmodigt og ventede på at min familie prøvede aktiviteter – så smart, når man alligevel sidder alene og keder sig!

image
Fik bl.a læst Stephen Kings nye roman, (der er fortsættelsen til “ondskabens hotel” og uhyggeligt velskrevet); en ungdomsbog som flere af mine venners teenagere havde talt om , og Jens Andersens fascinerende biografi om Astrid Lindgren – og børnene hørte “brødrene løvehjerte” som lydbog, mens de tegnede.
(og nej: jeg har ingen aftale med mofibo, er bare meget begejstret og nødt til at prakke andre det på!)

Orphan Black” og “bloodline” -serier på netflix:
Vi havde oprindeligt aftalt serie-fri sommer, men regnvejrsdage i sommerhus bliver lange, så vi snublede i de her to gode serier.
“Orphan Black”
er en rigtigt spændende serie, hvor man følger en kvinde, der opdager at hun er en klon.
Tatiana Maslany har hovedrollen – der består af hele 11 forskellige personer, som hun spiller fuldstændigt forrygende!
image

“Bloodline “ følger fire voksne søskende og det hotel deres forældre driver, og der er masser af hemmeligheder og intriger.
Har foreløbigt kun set halvdelen af første sæson, men er meget hooked!
Kan varmt anbefale begge serier!

At opfinde baggrundshistorier til lerfigurer:
Min børn kan tit lokke mig med til at male eller lave lerfigurer, men det er ikke altid jeg selv finder det lige inspirerende.
Det her projekt, hvor vi er ved at beklæde en æske med små figurer har vi dog allesammen siddet og hulkegrinet over:
image
Ikke så meget på grund af figurernes udseende, men fordi vi opfandt navne og interesser for dem alle, og det blev ganske absurd: Børge blåbær holder således meget af øl og countrymusik, men er så genert at han aldrig taler; Ella appelsin starter hver dag med at drikke sin egen tis, fordi hun har hørt det er sundt, og er stor fan af den nordkoreanske diktator Kim Jung Un; turbo og weekend er kirsebær og tvillinger: turbo elsker at hækle tøj til små hunde, er en talentfuld riverdancer, og har en mild hjerneskade, mens Weekend hader Turbo mere end noget andet i verden, samler på knive og går med kilt…

Hm, ja – måske skulle man have været der selv, beklager hvis det ikke lyder sjovt på skrift – det var seriøst sjovt i går!

06/24/15
vintage-fashion2

Om mandemode

Min Ninjaman er – udover at være den flotteste mand jeg kender – også utroligt god til at finde sin egen tøjstil, og går meget op i sin påklædning.
Jeg kan godt få lidt lange patter af kedsomhed, når han slæber mig med i skobutik nummer fire millioner, hvis vi en sjælden gang har tid til at tage rundt i byen sammen, men jeg sætter også pris på hans indsats generelt, fordi jeg tænker det også er noget han gør for min skyld.

Her forleden faldt jeg over nogle herretøjsreklamer fra 70erne, og har moret mig meget over dem: hvis det var sådan tøjet generelt så ud, tror jeg ikke engang Ninjaman, med sin sikre stil, ville have kunnet style det sexet nok.

vintage-fashion2

vintage-fashion4

vintage-fashion16

vintage-fashion13
Fantastisk, ikke sandt?
Der kan ses flere af samme stil her.
Utroligt at der blev født børn i 70erne, hvis alle mænd gik sådan klædt!
Jeg har tit gnækket over mine forældre – der i 70erne havde helt ens frisurer – men glæder mig over at de ikke var helt så moderigtige som på billederne her ellers!

06/2/15
wpid-wp-1433183830114.jpeg

Om festplanlægning – og kjoler!

Jeg bruger en hel masse tid på at planlægge, og glæde mig til, min fødselsdagsfest for tiden. 

Fandt ud af at det distraherede mig ud af min åh-hvor-jeg-bare-ikke-gider-blive-40-krise – så går all in på havefest-begejstring i stedet.

Har altid virkeligt godt kunne lide at holde fester, men har ikke holdt helt nok de sidste 5-8 års tid, fordi børnene var små, men nu er det blevet sjovt igen!

Festen starter allerede om eftermiddagen, med min søsters fabelagtige kagebord, drinks, solskin – og så chili con carne senere.
Eller også er der noget andet: jeg skifter mening om maden hele tiden… Ninjaman laver en fabelagtig chili, men indimellem bliver jeg i tvivl om hvorvidt det er en festlig nok menu. Er det det?

“Hvad med kjolen???” kan jeg høre jer spørge, og det kan jeg godt forstå i spørger om, nu hvor i hjalp mig så fint, med råd og tips!

Jeg har snævret kjolefeltet ned til tre kjoler nu:
image

Og ja: jeg er ikke modeblogger, og står derfor som en idiot, med kunstigt smil, og arme jeg ikke ved hvor skal placeres. Hader at posere for kamera…

Kjole 1, er købt brugt, mærket hedder “Stella”.
Kjole 2 er købt i morrison i Frederiksberg centeret, og jeg har glemt hvad mærket er.
Kjole 3 (der er min favorit) er af mærket “Daisy dapper”, købt i sneaky fox – men jeg har efterfølgende set den lidt billigere her. Eneste ulempe: den er varmere end de andre.

Hvad siger i: er det kjole 3 der er pænest – eller hvad?

04/21/15
wpid-fb_img_1422695597726.jpg

Om kjoler og alder

De næste par måneder, skal jeg til både et bryllup, en dobbelt 18 års fødselsdag,  og intet mindre end fire runde fødselsdage – her af min egen (gys!).

Jeg har det lidt stramt med at fylde 40: synes slet ikke jeg er voksen nok til at skulle prale af så seriøs en alder; og det fylder mit hoved med selvmedlidende tanker, om hvor hurtigt tiden går.

Har heldigvis en mand, der er ret god til at stoppe mig og minde mig om at jeg skal nyde livet og ungerne, istedet for at gå i selvsving over at de bliver store og flytter hjemmefra engang – og til at sætte foden ned, og fastholde at det ikke løser noget som helst at lave en efternølerbaby, som jeg i (meget!) svage øjeblikke har luftet trang til…

Men nu gider jeg ikke at panikke over alder og tid mere, og forsøger istedet at smide al energi ind på et lidt sjovere projekt: planlægning af den mest awesome havefest, og den nødvendige anskaffelse af mindst en festkjole!

Jeg har en ret stor kjolesamling ( som  blogget om her)  men har ikke noget decideret festligt – ihvertfald ikke noget, som jeg ikke også bruger til hverdag.

Er der nogen af jer, der er festkjole eksperter?
Leder efter noget der:
– ikke er ærmeløst eller lårkort (dele af krop pænest med tøj på)
– Har noget udskæring (da jeg er så storbarmet, at jeg ser meget tyk ud i højhalset)
– Ikke er hvidt (spilder altid)
– Ser festligt ud

Har foreløbigt overvejet om denne her ecouture-kjole er pæn til mig(er bange for om udskæring klæder barm?) ; om denne King Louie kjole er festlig nok (det synes jeg egentlig ikke?) , om jeg ser ældre ud i en blondekjole, jeg har set i H&M, og om sådan nogle struttende 50er kjoler, ser for udklædningsagtige ud.

Er gået helt i stå, i de samme mærker jeg altid køber, så hvis nogen af jer har links og forslag, bliver jeg vildt taknemmelig!

image
Nej, billedet har absolut ingen relevans – jeg har bare moret mig over den, siden min veninde hashtaggede mig som den skøre ugle

08/10/14
20140810-170339.jpg

Om min kjolesamling – modeugespecial del 4

Tak til alle jer, der har givet så megen positiv respons, på mine mini-modebloggere. De er meget stolte af sig selv!

Egentlig var det den 9 årige der ville have fremviste sin favoritgarderobe i går, men hun har leget med diverse veninder de sidste tre dage og ikke haft tid.

Der var en af jer der mailede,og spurgte om jeg ikke nok ville vise hvilket tøj jeg selv går i – jeg ved virkeligt ikke om i kan bruge det til noget, for jeg er ikke særligt modeagtig: køber brugt tøj, og har mit tøj i rigtigt mange år – men her kommer der alligevel et modeindlæg fra min hånd, som jeg håber ikke er for pinligt.

Altså: jeg går kun i kjoler.
Har ikke ejet et par bukser i over 20 år – kun til yoga. Synes jeg føler mig upåklædt i bukser – og mine lår er alligevel for brede, til at bukser sidder rigtigt pænt på mig…
Til gengæld er jeg SERIØST glad for kjoler!
Ikke alle kjoler, men dem der sidder på en måde, hvor jeg ved der er plads til mås og barm,(som jeg har lidt for rigeligt af), og som er af en kvalitet der er god nok til at holde mange år.

Når jeg endelig finder en kjole der sidder godt, køber jeg den – og giver mig så til at gennemsøge nettet, for samme kjole i andre farver, men brugt eller på tilbud.

Jeg har ca 15 kjoler jeg bruger hele tiden, og ca lige så mange som enten er for udringede til hverdagsbrug, eller sidder for tæt på mavedellen til festbrug, og derfor bruges sjældnere.

Det sidste år, har det været kjoler af mærket “King Louie”, som jeg har “jagtet”, efter en veninde anbefalede mærket, og jeg købte min første i butikken “sneaky Fox” i København.
De er billigst i denne her hollandske netbutik, men man kan også være heldig i danske netbutikker eller på trendsales.
Mine favoritter er de her tre, men jeg har også to andre – der bare er lidt mere neutrale:

20140810-170339.jpg

20140810-170415.jpg
Særligt den røde, som jeg hiver på til enhver festlig lejlighed – og til hverdag.
Dessert-entusiast-billedet, er fra min nevøs konfirmation i foråret.

I mange år havde jeg også flip over det danske mærke “by groth”, og deres skjortekjoler.
Har stadigvæk mange af dem, som jeg har haft i 7-8 år.
Desværre laver de ikke helt de samme modeller mere – til gengæld er der godt udsalg lige nu, på deres hjemmeside her.

20140810-170729.jpg
De her to er mine favoritkjoler fra by groth, selv om de er ret så slidte efterhånden.

Ind imellem laver Noa Noa også nogle kjoler,med lang holdbarhed, og god pasform.
For tre års tid siden lavede de denne her fløjlskjole, som jeg har i både sort, blå, grøn og lyseblå.

20140810-171038.jpg

Jeg er også helt vild med Johanne Helgers lækre øko-mærke “ecouture“.
Disse to er mine favoritter – den med stjerner har snører i ryggen, og ser noget så elegant ud.
Desværre skal kjolerne helst håndvaskes eller renses, så jeg samler ikke på dem på helt samme måde, for jeg er lidt hård ved mit tøj, og vil helst bare kunne smide i vaskemaskine:

20140810-171341.jpg

Jeg har også et par fine kjoler fra minus, numph og vero moda, men ikke nogen jeg i samme grad har kørt “samling” på!

20140810-171711.jpg
Dette uskarpe billede (ja – det er taget af et barn, for det er normalt mest mig der tager fotos herhjemme), er af min absolut favoritkjole gennem mange år – en minus kjole, købt brugt.
Jeg har slidt den helt i smadder, med løbende sømme og løse knapper, men går med den, til det lykkes mig at finde en “ny” brugt!

Det var alt hvad jeg ved om mode – ikke meget, og måske lidt mærkeligt.

Er jeg den eneste der samler på kjoler på samme måde?
Og kan nogle af jer anbefale gode mærker, der laver pæne kjoler?

08/7/14
20140807-121419.jpg

Om modeuge-events – modeugespecial del 3

Kagemesteren, 7 år, fortæller her om et fornemt event vi var inviteret til i går, af danefæ, ejsikkelej, bystroom, naturezoo og sebra : “Altså, der går ud på at man får en masse saftige kager, og spiser dem!

20140807-121419.jpg
Og så er der nogen der viser tøj frem.
Der var fx en nuttet lilla flyverdragt – men jeg så mest pånogen der viste ting til værelser frem – altså møbler og sådan noget.

Jeg får måske mit eget værelse, og jeg så både et tæppe og en lampe der ville passe megagodt til mit værelse!
Mit værelse skal nemlig være et slik og kageværelse, med lyserød, hvid, og lyselilla farver – ja bare sådan nogle lækre slikfarver!

20140807-121340.jpg
Det her er tæppet, som jeg ønsker mig.

Jeg synes det er vildt at man får så mange kager når det er modeuge!
De gør TOTALT meget ud af kager og den slags, der var både skumfiduser med krymmel, og jellybeans, og chokolader, og popcakes, og flødeboller, og sådan nogle runde cirkler klippet af silkepapir, der lå inden i nogle balloner.

Jeg forstår ikke at dem der går meget til modeshows og den slags kan være så tynde, når der hele tiden bliver serveret lækkerier!
Hvis jeg gik til sådan noget hele tiden, ville jeg lynhurtigt veje 81 kilo.
Det er et ret godt tal – men så ville jeg ikke kunne passe mit tøj, så det ville være nederen.

Min lillesøster var også helt vild med kagerne:

20140807-122108.jpg
Jeg synes det var ærgerligt at der var så varmt i går – for jeg fik chokolade på fingrene, når den smeltede

20140807-122516.jpg
Da vi gik hjem, var der en dame der gav mig en bamse, som lignede en lilla blæksprutte.
Jeg er totalt glad for den, og den hedder “Inky” – det betyder “Blækki”.

I toget hjem, sad vi og fandt på hvad Inky mere kunne hedde: hvis den slår en prut, hedder den “stinky”; og hvis den er hjælpsom hedder den “flinky”; og hvis den er bøvet, hedder den “sinky” – og hvis man skærer syv af dens ben af, hedder den “Hinky”!
Haha – “Hinky”! Det var ret sjovt faktisk!

20140807-123343.jpg