09/3/15

Om moderkager

I bussen sad jeg for nyligt bagved nogle veninder, hvor den ene havde en helt nyfødt, meget nuttet, baby i en bæreslynge.

Jeg smuglyttede til hendes beretning om fødslen – synes den slags er lidt for spændende – men jeg blev overrasket da hun detaljeret beskrev fødslen af moderkagen, og hvordan hun havde grædt af rørelse, da jordemoderen havde fremvist den og udpeget “livets træ” på den.

Til de af jer der ikke har født kan jeg forklare, at livets træ er det jordemødre kalder det mønster som blodårer og navlestreng danner på moderkagen – med lidt god vilje, kan det godt ligne et træ.

Det er min oplevelse, at jordemødre selv er meget begejstrede for moderkager, og altid bruger uforholdsmæssigt meget energi på at stå og fremvise den blodige klump, mens de hiver ud i fosterhinder og smider om sig med entusiasme.

Personligt har jeg altid fundet den del af fødslen særligt makaber: som en slags, meget klam, blodig hånddukke, og min teori har delvist været, at det er noget de har gjort for at gøre gengæld, a la:”nu har jeg set op i dit blodige skridt i flere timer, så nu hævner jeg mig, ved at opføre blodigt show med kødklump”.

Det beroliger mig lidt, at nogle fødende åbenbart finder den slags smukt, for så er det nok grunden til at de gør så meget ud af det.
Selv har jeg aldrig forstået skønheden i sådan en, og her kommer grunden:

Mit første møde med en moderkage, var da jeg fødte mit første barn hjemme i stuen, for 13 år siden.
Jeg lå i sofaen med min knirkende nyfødte på maven, helt overrumplet over at der kom sådan en sag ud, og endnu mere overrumplet over hvor entusiastisk jordemoderen var omkring den.

Vi afviste høfligt at beholde den – den måtte de godt bare tage med sig til destruering – men det blev glemt, og da vi vågnede næste morgen, fandt vi en margretheskål i køkkenet, indeholdende en stor, klistret blodklump…

Ninjaman syntes vi bare skulle tyre den i skraldespanden, men jeg var hormonfyldt sentimental, og holdt på, at noget der havde næret vores fantastiske nye barn, ikke bare kunne blive tyret ud i en klam skraldespand.
Næ nej, når nu det var vi hang på blodklumpen, var vi nødt til at begrave den på romantisk vis, sammen med nogle blomsterløg eller et lille træ, som vi kunne se på og mindes denne smukke begivenhed.

Min mand syntes vist jeg var skør, men gik alligevel ud for at grave et hul. Desværre var det December og jorden var for frossen til at grave, så efter megen diskussion, blev vi enige om at smide den i en pose i fryseren, og vente på foråret.

Resten af vinteren brugte vi på at få chok når vi rodede efter gryderetter i fryseren, og endnu engang fik fat på moderkageposen – og så på at beundre hende her:
DSC_0253
Og så blev det endelig forår, og det blev tid til det smukke begravelsesritual.

Jeg havde købt tulipanløg til at plante sammen med den, og jeg sad med babyen på er tæppe, og beundrede hendes lækre far der gravede.

Han tog moderkagen ud af plastiposen, men den var begyndt at tø, og blod løb ned af hans arm – så istedet for højtideligt at sænke den ned i nygravet hul, tyrede han den derned OG efterfulgte den med en imponerende mængde opkast!

Det virkede lidt omsonst at plante noget som helst på romantisk vis i opkast/placenta-mix, så vi dækkede bare hullet til.

Efterfølgende har vi været meget omhyggelige med at få jordemødrene til at tage moderkager med – så snart de var færdige med blodig-hånddukke-show.

——-
Jeg fandt lige en hjemmeside, der viser hvordan man kan smøre maling på sin moderkage, og lave yndige tryk med den:
placenta
Selv tak.

07/6/15

Om barndoms somre

Min barndoms somre, var fornemmelsen af solvarme molebrædder mod maven, mens vi fiskede hundestejler, i havnen, på Møn.

Duften af græsslåmaskine-olie i skuret hos min mormor i Ølstykke .

Nye biblioteksbøger og gamle Anders And blade.

Hulefornemmelsen, når jeg sad i en trækrone med min søster, og fortalte hende historier.

Min søster og hendes døtre, passer katte for noget familie på svanholm disse uger, og jeg besøgte dem, sammen med halvdelen af min børneflok, her i weekenden.

Det har de gjort hver sommer i mange år, men jeg har ikke besøgt dem før, og var helt oppe i det røde begejstringsfelt over hvor fedt et sted det er!

Tænk at bo på den måde, med dyr og plads; legepladser og nyopgravede gulerødder; fællesskab og madordning – havde jeg besøgt dem for 5-8 år siden, hvor alle mine børn var så bittesmå, ville jeg lige nu sidde og tale mig hæs, for at lokke Ninjaman, til at vi skulle flytte derhen!
image

De to mindste kusiner brugte timer på at sidde og nynne vuggesange for kaniner, mens de to store tonsede på trampoliner, og min søster og jeg lurede på gravide køer, i håb om at se en fødsel.

Min søster og jeg blev ganske sentimentale, og talte om barndom og minder og de ting der sidder fast i erindringen – mens vi var lige midt i nogle af de dage børnene formentligt ville kunne tage med sig.

Mine børns barndoms somre, er det sommerhus på Mols vi altid låner.
image

Krabbefiskeri, og hundestejler – der altid suger mig tilbage til min egen barndom.

Is ved Ebeltoft rådhus.

Solnedgang fra vores hemmelige bakke.

Lyden af bølger.

Maling af sten.

Naturligvis er det hele krydret med mindre idylliske stunder: søskendeskænderier, flåter og myggestik – men når sommeren er ovre, er det essensen af alt det andet der sidder tilbage; det vi husker.

03/17/15

Om ånde, mareridt og musik

Hele weekenden gjorde min kindtand ondt, på hvis-det-hjælper-på-bare-ti-procent-af-smerten-at-dræbe-en-nuttet-hundehvalp-så-gør-jeg-det-måden.

Jamrende gik jeg til tandlægen i går, der spurgte om jeg gerne ville bruge flere tusind kroner  på at få opereret betændte rodspidser af den, eller 500 kroner på at få den hevet ud.

Så nu går jeg rundt med et hul i munden, der smager af død og betændelse og lugter af gnu, mens jeg hører høj musik og venter på min søster.

Noget af det første musik jeg hørte som barn, var Simon og Garfunkel.
Min søster og jeg havde koncerten fra central park på VHS, og så den så mange gange, at jeg stadig kan både alle sangteksterne OG alt hvad de siger mellem numrene udenad.

image

Jeg kører i dag til Odense, sammen med min søster – hvor Paul Simon spiller, sammen med selveste Sting.
Hun gav mig det meste af min billet og hotelovernatning i kommende fødselsdagsgave, og vi er begge lidt høje over at skulle genopleve sådan en bid barndom sammen.

Det er ikke noget jeg hører særligt ofte længere – synes hans seneste plader har været middelmådige – men den nostalgiske del af det er fantastisk, og jeg ved at vi skal skråle så højt med på alle sangene, både i bilen og til koncerten, at min betændte ånde muligvis slår hende bevidstløs.

Jeg vågnede iøvrigt i nat, fra et mareridt der for en gangs skyld ikke handlede om zombier, men om at jeg skulle hilse på Paul Simon og kom til at spytte tænder og betændelse ud over ham.

Ved ikke helt hvorfor det var så skræmmende, men det var det, og jeg var nødt til at tænde lyset og surfe lidt net, før jeg turde sove igen, og her faldt jeg så over nyt, godt mareridtsmateriale, på denne her fremragende tumblr -blog.

image

Jeg kan huske at jeg måtte gøre det samme med mine smølfer om natten, da jeg var 4-5 år.
Kunne ikke klare tanken om at de gik frit rundt om natten…

02/26/15

Om døde dyr i poser

Jeg faldt over dette blogindlæg, hvor bloggeren lod sin datter tage en død mus med i børnehave, og morede mig meget.

Det mindede mig om min barndoms fejlslagne forsøg på at imponere jævnaldrende, med netop det samme: døde dyr i poser.

I anden klasse, skulle vi i biologi dissekere en fisk.
Det var superklamt, og flere af pigerne fik kvalme, men jeg gjorde mit bedste for at spille sej, og lod som om det på ingen måde generede mig.

For yderligere at cementere egen sejhed, tog jeg fiskens hjerte og øjne med hjem i en pose.

Kunne godt mærke at det imponerede nogle af de hårde drenge, at jeg så køligt tog de klammeste dele med mig hjem, og jeg lagde frydefulde planer om hvordan jeg skulle skræmme min lillesøster med dem.

Skulle hun mon finde et lille fiskeøje på sin tandbørste? Eller et fedtet lille hjerte på bordet i barbiedukkens stue?

Mulighederne for sjov med død fisks klamme dele var uendelige – men det var min koncentrationsevne desværre ikke, og så snart jeg satte min nøgle i hoveddøren, glemte jeg alt om den klistrede pose i min taske.
Seriøst: alt.

Et par uger efter tabte jeg et viskelæder ned i min taske i skolen – og fandt en ubeskriveligt klam lille pose, som det tog mig adskillige forvirrede minutter at identificere.
At gå rundt med råddent fiskehjerte i pose, fik mig ikke hevet særligt langt op på listen over dem de populære piger gerne ville være venner med,  og man skulle tro jeg havde lært noget af episoden – men nej…

Året efter besøgte vi min mormor på Malta, og min mormor (der nærede et glødende had til de fleste nuttede og pelsede dyr), vækkede min søster og mig en morgen, og råbte begejstret, at vi to dyreelskende børn måtte skynde os at komme!
I håb om at hun havde fundet noget nuttet, løb vi ud til hende – hvor hun stolt fremviste et dødt firben, klemt helt fladt i en dør,og tørret til en mumie af solen…
image

Vores begejstring var moderat, men i julegave samme år, fik vi alligevel en skifteramme – med det døde firben i…

“Jeg har skrabet hjernemassen af, det synes jeg var pænest” oplyste hun glad, stolt af sit alternative kunstværk.” I kan vise det frem i skolen. De andre børn vil synes det er rigtigt spændende!”

Vi nikkede og takkede pligtskyldigt, og tænkte begge at hun muligvis tog fejl, med hensyn til hvor meget streetcred dødt-dyr-i-ramme ville give, men min koncentrationsevne var (nogen vil sige “er”?) ikke imponerende, så selvfølgelig havde jeg kræet med i skole.

Overraskende nok: det blev jeg heller ikke overvældende populær af….
Min søster forsøgte sig derefter med det samme – med nogenlunde samme resultat.

Så der skulle to episoder med døde dyr i poser til, før jeg lærte af mine fejl – men nu har jeg lært det!

08/27/14

Om navlenuller og barnefedt

I går skulle jeg ud og spise med en veninde, så jeg kyssede mand og to børn farvel i stuen, og løb ovenpå for også at kysse de to andre, der var i bad.

“Se mor!” sagde den ene glædestrålende, og fremviste en plastikkop fyldt med små nullermænd:”vi samler navlenuller og tånuller sammen – tror du man kan komme i børnenes rekordbog, hvis vi får samlet meget?”

Jeg kendte ikke svaret, kyssede dem bare, og tænkte hele vejen ind til byen, på om mine børn var mere sære, end andre børn.
Altså – hvor mange børn samler den slags?

Kom så i tanke om mig og min søsters egne planer for overtagelse af skønhedsproduktmarkedet: vi var 8-10 år, og havde talt om at børn var mindre rynkede end voksne (meget observant!)

I badet en dag, kom jeg til at skrabe hende på ryggen med en negl, og opdagede at jeg fik skrabet et eller andet hvidt snask af hendes hud – efter nøje studier, blev vi enige om, at det måtte være “barnefedt” – den magiske ingrediens, der gav børn færre rynker!

Hvert bad derefter, skrabede vi barnefedt af hinandens rygge, med en lille plastikkop.
Det gjorde lidt ondt, men når man ved millionerne venter forude, kan man godt bide smerten i sig.
Jeg forestillede mig, hvor begejstrede de ville blive hos Elisabeth Arden, når vi kom med en hel kopfuld fedtet magi, og fortalte dem hemmeligheden – desværre opdagede min mor projektet før Elisabeth Arden gjorde det, og hun kunne ikke helt se det geniale i det, og forbød det…

(Som det storsindede menneske jer er, har jeg aldrig bebrejdet min mor, at jeg ikke er blevet millionær).

Jeg glemte at spørge mine børn, om de troede der var penge i navlefnuller – for så burde jeg måske bare støtte dem i det?

04/28/14

Om overskydende energi

Da jeg var 12-14 år, var noget af det værste jeg vidste at følges offentligt med min lillesøster.

Ikke fordi hun var grim eller dum – det var hun på ingen måde – men hun tænkte kun på en eneste ting: heste.

Så hvis vi fx var i Rødovre centeret sammen, foregik det således: hun vrinskede, galoperede, og sprang over usynlige forhindringer på sin usynlige hest – mens jeg sneg mig rundt og forsøgte at ligne en der slet ikke kendte hende.

Min 9 årige har altid syntes det var for kedeligt bare at gå normalt.
Der skal lige springes op på alle trappesten, kantstene, gelændere og hegn – og siden hun lærte at slå vejrmøller, kan man altid se på hende hvornår hun er ekstra glad, for så går hun sådan her:

20140428-141504.jpg

20140428-141521.jpg

20140428-141538.jpg
De her billeder er fra bonbonland i lørdags, hvor hun var så tindrende lykkelig, at hun vejrmøllede rundt hele tiden.
(En fantastisk tur iøvrigt, som der kommer lidt mere om senere – sammen med en konkurrence!)

Jeg glæder mig over at min søster har hærdet mig så grundigt, med al sin vrinsken og galoperen, at jeg slet ikke kan blive flov over vejrmølleprinsessen, men bare synes det er hyggeligt at man kan se hvornår hun er glad.
(Men jeg sætter dog stor pris på at hun ikke vrinsker!)

06/22/13

Om fødselsdage og talenter

Den af mine fødselsdage jeg husker bedst, var da jeg fyldte 4.
Eller det vil sige: egentlig husker jeg kun brudstykker fra selve dagen: at jeg fik en længe ønsket “daisy dukke” af mine forældre; at festen blev holdt i gården, fordi mine forældre var ved at få bygget nyt køkken i lejligheden; at min far skvattede på et skateboard han lånte af en stor dreng; og at min mors tante sendte mig et par lilla underbukser i gave.

20130622-124901.jpg
Det der får lige den fødselsdag til at stikke ud, er et tydeligt minde fra dagen efter, hvor jeg sad ved skrivebordet, hjemme hos min dagplejemor.
Jeg havde papir og mine nye farver liggende klar på det grønne skrivebordsunderlag; min dagplejemor nynnede med på “her kommer mutter med kost og spand”, mens hun tørrede støv af bladene på sine potteplanter; og jeg mærkede en kriblende spænding i hele kroppen, når jeg så på det hvide papir foran mig.

Jeg lod spændingen opbygge sig, før jeg begyndte at tegne, for jeg vidste at lige om lidt ville jeg finde ud af, hvordan det var at tegne en tegning som 4 årig.

Jeg vidste bare med mig selv, at mit talent var steget med min alder, og at en tegning tegnet af mig som 4 årig, ville blive lysår bedre, end dem jeg tegnede dengang jeg kun var 3 1/2.
Og jeg fik ret.

Den eftermiddag tegnede jeg den flotteste blomsterbuket jeg nogensinde havde tegnet, og da jeg om aftenen lå i min seng og så på tegningen, vidste jeg at mit liv ville blive fantastisk, og hver eneste ny fødselsdag ville bringe nye og vidunderlige evner med sig, ind til jeg på et tidspunkt ville kunne alting i verden til perfektion.

Jeg kan ikke huske hvornår den overbevisning forsvandt, men jeg savner den stadig.
I går var det 34 år siden at jeg fyldte 4, og det første jeg tænkte da jeg vågnede, var at jeg godt gad at det var sandt: at jeg var blevet en lillebitte smule bedre til ting, end jeg havde været hidtil.
Da jeg spildte halvdelen af min kaffe på gulvet, vidste jeg, at det nok ikke var tilfældet…

Men mine børn havde lavet morgenmad og hjemmelavet te til mig, og fødselsdagsgaven fra min søster, var en overraskelsesdag i kurbad med massage og det hele, og bagefter tog hun med hjem og lavede frikadeller til 11 mennesker, fordi Ninjaen var på arbejde til sent, og jeg ikke kunne overskue at lave mad.

20130622-130702.jpg

Så egentlig er det ok ikke at blive mere og mere talentfuld for hvert år der går, så længe der er andre der er det.

(Men hvis jeg næste år vågner op på min 39 års fødselsdag, med helt nyt operasangertalent, ninjahurtige reflekser og fuld forståelse for alle aspekter af kvantefysik, er det nok bare universets måde at sige undskyld, for alle de år hvor fødselsdage ikke gjorde mig mere fantastisk)

06/20/13

Om score-replikker

Da jeg var 15, brugte jeg en sommer på, at være hemmeligt forelsket i en af mine venners venner.

Han havde numselange dreadlocks, spillede trommer i et band, og var så overdrevent cool og mystisk, at jeg ikke turde tale med ham.
Overhovedet.

Hver gang jeg gik hjemmefra for at mødes med mine venner, øvede jeg mig i hvordan jeg skulle tale med ham: skulle jeg spørge ham noget om musik? Nej, så kunne det være at han syntes det musik jeg selv hørte var dårligt…
Hvad så med at tale om politik? Nej, jeg vidste sikkert ikke nok…
Bøger? Hm, nej – måske syntes han jeg var en nørd, hvis jeg indrømmede hvor meget jeg læste….
Film? Nej, han var nok for rock’n’roll agtigt til at kunne lide film…

De få gange han henvendte sig til mig, blev jeg så befippet at jeg var superuhøflig – altså bare for at han ikke skulle finde ud af hvor meget jeg sad i smug og beundrede ham.

Hele sommeren vendte og drejede jeg alle de replikker,som jeg kunne forestille mig at starte en samtale med, inde i mit hoved; fandt dem allesammen helt forkerte, og talte derfor aldrig med ham.

Jeg så ham ikke i 20 år, før min datter en dag slæbte hans datter hjem, til en legeaftale.
Og vi blev venner.

Teenage-crushet er 100% overstået, og jeg kan sagtens snakke hans ører af, uden at behøve fornærme ham imens, eller tænke over emner.

Men forleden, fik jeg alligevel en åbenbaring, da min snart 3 årige ytrede den scorereplik jeg savnede som 15 årig:
Hun er ved at stoppe med at bruge ble, og er pavestolt af nyindkøbte underhylere, så hun løb min ven i møde da han kom forbi, flåede op i nederdelen og råbte:”SE JEG HAR UNDERBUKSER!!!”
Han beundrede dem behørigt, og viste hende toppen af sine egne.

jeps.
Der var den, scorereplikken.
Den havde helt sikkert fungeret godt mellem nogle 15 årige.
Godt jeg ikke vidste det dengang!

06/17/13

Om festivalminder

Da jeg var helt ung, var jeg fast gæst på Roskilde festivalen.
Min far var noget ved musikken, og kunne altid skaffe backstagepas, og jeg havde nogle fantastiske festivaler, hvor jeg både stod backstage og gav high fives til fx Red hot chili peppers, inden de gik på scenen, og gav den gas til alle koncerter, i ren ekstase over at drikke bajere og høre høj musik, sammen med mine venner.

20130617-113618.jpg

Tror det her er fra 1995. Det jeg husker bedst fra det år, var at min sure gamle farfar døde mens vi var der.Min søster og jeg blev hentet på festivalen, spulet delvist rene på et toilet på en tankstation, deltog i en begravelse, og blev kørt lige tilbage til musik og temmeligt mange gravøl.
Der blev skålet mere for den koleriske gamle mand, end hvis han var død på et hvilket som helst andet tidspunkt – hvis man skal mindes nogen der egentlig ikke har fortjent det, er sådan en festival åbenbart et godt sted. Min søster og jeg drak os sentimentale, og mindedes med glæde, de få stunder hvor han ikke havde været en idiot..

Sidst jeg var til Roskilde, var i 1997 (shit – jeg lyder gammel!) – og det var den vådeste, sureste oplevelse længe.
Mit klaustrofobisk lille enmands-telt var ikke vandtæt, fandt jeg ud af den første nat, hvor en stiv svensker brugte det til at tisse op af – den ultimativt klammeste måde man kan blive vækket på, er til tonerne af en eller anden svensk vise, mens varmt pis plasker på ens ansigt, kan jeg hilse og sige.

Det regnede fra morgen til aften, og pladsen var en mudret, sumpet masse, som man nærmest ikke kunne slæbe sig igennem.
På andendagen sad mine gummistøvler så godt fast i knæhøj mudder, at de blev suget af mine fødder, og efter en halv times roden rundt efter dem, måtte jeg bare give op, og lade dem opsluge sig i mudderhelvede for evigt.
Resten af tiden, var mine “sko” stumper af mit ikke-vandtætte telt, som jeg klistrede fast om mine fødder med gaffatape…
Et eller andet band som jeg havde glædet mig enormt til, men ikke længere kan huske hvem var, aflyste, og jeg blev væk fra mine venner, og brugte en dag på at sjoske rundt i regnen og lede efter dem, mens jeg blev mere og mere indædt sur.
Til sidst tog jeg bare hjem, en dag før det sluttede, og svor at jeg var blevet aaaaaaalt for gammel til den slags.

20130617-114451.jpg
(Mudder,mudder, mudder og to gamle venners sko)

Siden har jeg fortrængt de mange gode festivaler før den, og rystet på hovedet af de af mine venner der stadig gad bruge al den tid og penge, på at ligge i fire dages tis og mudder.
Koncerter er da fantastiske – men festivaler var jeg blevet alt for voksen til.
Troede jeg.

Lige nu flyder nettet med glædestrålende rapporter fra Northside – jeg kan særligt anbefale Stinestregens tegnede reportager her.
Har fniset meget af særligt denne her:

20130617-115720.jpg
Har den ikke et fantastisk udtryk?
(Jeg kan iøvrigt prale af, at selveste Stine gæsteoptrådte her på bloggen sidste år – sejt, ikke?)

Jeg kan mærke det trækker i mig nu, det der med festival.
Jeg har flere venner, der er begyndt at tage til festivaler igen, nu hvor deres børn er blevet større, og glædesstrålende beretter om hvor fantastisk det er, at være totalt uden ansvar i hele fire dage – og lige den pointe kan jeg godt følge.
Når man har brugt de sidste 11 år på at holde sine børn nogenlunde fri for tis og mudder (og mætte og udhvilede og alle de der andre ting der hører med til at være forældre) må det være en dejlig fornemmelse at være helt ligeglad, og bare selv grave sig ned i en mudderpøl, uden at skulle tænke på om der er nogen man skal tage sig af.

Jeg tror at jeg efterhånden er blevet voksen nok, til at kunne sætte pris på bare at være ulækker, glad, fuld og overtisset – og havde jeg oplevet festivalen i 1997 lige nu, ville jeg ikke have været sådan en sur krampe over det.
Det ville bare have været sjovt.

Det bliver så ikke lige i år jeg får genoptaget festivalentusiasmen – for jeg er både ualmindeligt flad, og vildt travl – men jeg holder øje med alle jer der beretter om festivaloplevelser, og kan mærke at jeres entusiasme smitter.
Bliv bare ved med at smitte – for så ses vi måske i et eller andet mudderhul næste år – eller året efter?

06/2/13

Om sentimentale ferieminder

Hvis nogen spurgte mig om hvor min bedste rejse var gået til, ville jeg nok svare enten 1): Australien, hvor jeg backpackede rundt i et år, da jeg var 17 eller 2): Grønland, hvor vi sidste sommer besøgte min moster.

Det var også fantastiske ferier, og jeg ville på alle måder gerne gense Australiens røde ørkener eller Grønlands klare himmel, men hvis nogen kom hen til mig og råbte:”HURTIGT! SIG SÅ HVOR DU VIL HEN PÅ FERIE LIGE NU, ELLER DU FÅR EN LUSSING,”, ville jeg febrilsk råbe noget så u-globetrotteragtigt som:”Tenerife!”.

Vi var på Tenerife i en uge i maj, i 2001.
Det er muligt at det – rent objektivt – ikke er den bedste ferie jeg været på, men når jeg tænker på den, har jeg sjældent været så lykkelig (eller så sentimental) som jeg var i den uge, og derfor vil det sted altid have en særlig betydning for mig.

Min far havde fødselsdag, og havde inviteret sin nye kæreste, mig, min Ninjaman, min lillesøster og hendes kæreste, mine to små halvsøstre, min kusine og min gamle farmor med på ferie.

Inde i min mave voksede der en 11 uger baby, vores første, og jeg så alting gennem et (overdrevent sentimentalt) skær, af forventning og kærlighed.

Planen var at afsløre min graviditet på min fars fødselsdag, feriens sidste dag, hvor jeg ville være 12 uger henne.

Men jeg hjalp min farmor på toilettet i lufthavnen, og fordi hun stod og blev forvirret over et eller andet med dørene, og bagefter blev ked af at hun var blevet så gammel og forvirret, trøstede jeg hende, ved at fortælle hende at hun skulle være oldemor.

Hun blev meget begejstret, glemte det var en hemmelighed, og fik fortalt det til stort set alle andre mennesker i lufthavnen, i løbet af ganske kort tid.

Min farmor insisterede på at sidde ved siden af mig i flyveren, hvor jeg først fik de interessante fakta om hendes egne fødsler (min farfar satte hende af med veer foran hospitalet, og hentede hende da det var overstået), og der efter de lidt mere skræmmende detaljer, involverende blod og splat, og underliv der blev klippet og hevet i.

Til sidst måtte jeg lade som om jeg sov, for ikke at blive skræmt alt for meget ved tanken om at min baby skulle ud af mig, på et tidspunkt…

Tenerife var smuk, vandet havde præcis den farve man drømte om at vand skulle have, og luften duftede af blomster.

Vi lejede et par biler, og kørte lange ture.

Jeg graviditets-brækkede mig nonstop, i den varme bil, der kørte gennem bjergene, mens min ene halvsøster hylede som en griseunge der blev løftet op, fordi hun skulle sidde i barnesæde.

I timevis.

Sådan en varm bil, med lugten af opkast og lyden af grædende barn, er ikke en man normalt forbinder med en god ferie, men jeg var stadig euforisk.
At Ninjaman konstant havde ondt i ryggen af at skubbe min farmors kørestol op af bakker, og at det ikke er 100% gnidningsfrit hele tiden at rejse ti mennesker så tæt sammen, bed hele ikke på mig.

Jeg kunne se rundt på min familie, og glæde mig så inderligt over at vi allesammen var her sammen – og at der voksede en baby i min mave, som var en del af alle de her mennesker.
Selv om der var smukt, tog jeg ikke et eneste foto af landskabet: jeg havde travlt med at tage fotos af min familie.

Når Ninjaman tegnede til mine små søstre, smeltede jeg, ved tanken om at han lige om lidt kunne sidde og tegne til vores eget lille barn – og tog billeder af det.

20130602-125250.jpg

Når min farmor kiggede forelsket på sin 50 årige søn, måtte jeg sentimentalt knibe en tåre, over det der moderkærlighed, der bare blev ved, selv om børnene var så store, mens jeg diskret forsøgte at fange hendes ansigtsudtryk med kameraet.

“Kan man ikke bare SE den baby nu, hva?” sagde jeg stolt, og lokkede alle til at fotografere min mave i forskellige vinkler, mens jeg svajede så meget som muligt i lænden, og følte mig enormt smuk og moderlig.

20130602-125550.jpg

Efter de første dage på den måde, fik min søster nok: “Du tager ikke noget foto af mig nu, mens du klynker et eller andet sentimentalt om hvor smuk jeg er!” hvæsede hun, da jeg rettede kameraet mod hende med lige netop den tanke.

Så gav hun mig en velfortjent lammer, så jeg røg lidt ud af den lyserøde boble.

Resten af ferien prøvede jeg at dæmpe hormonerne, og ikke gå i åh-hvor-er-jeg-lykkelig-og-hvor-er-alting-smukt-mode hele tiden.

Jeg havnede så lidt i den anden grøft i stedet, hvor jeg gerne ville bevise at jeg altså stadig var hende den sjove, selv om jeg havde en baby i maven: min kusine har aldrig rigtigt tilgivet mig, at jeg moonede ud af bilvinduet, mens hun kørte.
Heller ikke selv om der faktisk ikke var nogen der så det…

Til gengæld morede vi os alle meget med at lade farmor posere, med min svogers solbriller og en slikkepind.
Hun så dejligt gakket ud.

20130602-130848.jpg
Jeg elsker det foto.

Da min datter blev født, 7 måneder senere, var min farmor blevet så forvirret, at hun ikke altid kunne kende os.
Hun levede en del år efter, men var ikke sig selv.

Når jeg blev ked af at hun var blevet sådan, og savnede hende, selv om jeg sad hos hende, tænkte jeg altid på Tenerife.
Forestillede mig hende, siddende i solen, med lyden af bølger og duften af blomster omkring sig, mens hun fnisede over at være klædt fjollet ud.
Og blev helt varm over, at vi nåede at få den oplevelse med.

——–
Dette indlæg har jeg tænkt mig at deltage i spies blog-konkurrence med.
Man kan vinde et rejsegavekort på 10.000 kroner – mine
unger har kun været ude at rejse en enkelt gang i deres liv, og vinder vi, skal vi altså til Tenerife – og se om min farmors spøgelse er der.

På et tidspunkt, vil man kunne stemme på indlægget her – eller et af de andre. Min personlige favorit er Marias indlæg.
obs: man kan stemme nu, lige her