Før jeg fortæller om, hvad vi lavede til julefrokosten i fredags – som jeg skrev om i går – bliver jeg først nødt til en lang og pinefuld gennemgang, af mine manglende musikalske evner.
Da jeg var 7-8 år gik jeg til kor.
Jeg kan godt lide at memorere sangtekster, og elskede det der med at stå og synge sammen med andre.
En dag blev mit kor udvalgt til at synge i en kirke, og noget af det skulle i radioen.
Mens vi øvede, lige inden programmet, mærkede jeg forventningens glæde – indtil jeg også mærkede lærerens hånd på min skulder.
Han syntes det var bedst, hvis jeg, og en der hed Casper, måske lige nøjedes med at kigge på, i stedet for at synge med – han var ked af at sige det, men vi sang altså utroligt grimt…
Jeg kom aldrig tilbage, og der gik flere år, hvor jeg undgik at synge.
Jeg skiftede skole, da jeg var 13 år, og startede på en kreativ lilleskole.
Der var masser af musik, og læreren spurgte om jeg kunne synge – for der var snart vinterkoncert, og bandet manglede en mørk pigestemme.
Jeg mumlede, at jeg havde sunget i kor, men vist ikke havde den store stemme, men alle i bandet var så søde, og sagde at det bare var et spørgsmål om øvelse, og de synes da bare jeg skulle prøve.
Læreren sagde at min talestemme var pæn og mørk, og han forestillede sig at jeg godt kunne lære at synge pænt.
Smigret sagde jeg ja, og tænkte at måske havde min stemme mirakuløst ændret sig, og alle ville rose mig?
Alle blegnede da jeg sang, til første prøve, men de var for høflige til at sige noget.
Dog blev det ændret til, at det måske ville virke mere dynamisk, hvis alle vi tre sangerinder, sang et enkelt vers hver – istedet for at jeg sang den selv.
Så det gjorde vi.
Det var spændende at stå der på scenen, med et velspillende band, og jeg nød koncerten.
Indtil jeg så den video-optagelse nogen havde lavet til koncerten, og pludselig forstod ekskluderingen fra koret, og de blegnende bandmedlemmer, da vi øvede.
Det lød forfærdeligt!
Både skingert, falskt og umusikalsk.
Vidste godt at jeg ikke var verdens bedste sanger – men slet ikke at det var SÅ slemt!
Jeg begyndte at spille guitar i stedet, men droppede også det efter et par år, med en erkendelse af, at selv om jeg elskede musik, var det ikke noget jeg på nogen måde udviste sans for: det så væsentligt sejere ud, end det lød!
Jeg har stort set ikke sunget siden den koncert.
Havner jeg steder hvor man synger(bryllupper, Skt hans bål, fødselsdage, juleaftener), mimer jeg entusiastisk, at jeg synger med – men det gør jeg sjældent.
Nå, det var en meget lang intro, til at fortælle hvad overraskelsen var til julefrokosten: vi skulle indspille en cd, i et rigtigt studie.
Flere af mine kolleger spiller musik i deres fritid, og frydede sig ved tanken, mens jeg overvejede om jeg skulle 1): nægte at deltage, og spare dem for min stemme eller 2): krydse fingre for, at jeg på en eller anden måde havde fået en smuk stemme i årenes løb.
Jeg valgte det sidste, og gik tappert
ind i boksen, og sang mine linier, mens jeg forsøgte at ligne Stevie Wonder, der sang “we are the World’”.
Vi fik cd’en med tilbage, og den blev spillet mens vi spiste.
Alle de andre sang overraskende godt, og jeg ventede spændt på at høre mig selv.
Intet havde ændret sig: jeg sang hjerteskærende falsk – men på en eller anden måde var mine falske linjer med til at løfte sangen og gøre den sjov, og alle var ødelagte af grin, over hvor dårligt det lød.
Så der sluttede 20 års traume over manglende musikalsk talent, mens vi hørte cd’en for gang nr 100, og jeg på en eller anden måde endte med at være helt stolt over at være så imponerende umusikalsk.
Tror jeg synger rigtigt med på julesangene i år – og giver min familie en oplevelse…
