04/20/17

Gamle indlæg – april

Et tilbagekig i bloggens forårsarkiver er altid hyggeligt, og jeg kan rigtigt falde i staver over hvor meget der er sket med de der børn de sidste seks år.

I april 2011 var jeg indehaver af verdens mest sarkastiske fire årige, med sans for madlavning.

I april 2012 var det hendes ældre søster på seks år, der
konstruerede maskiner.
IMG_1178 og jeg fik lov til at dele en vanvittigt pinlig historie af min søster.

I april 2013 kæmpede mindstebarnet på 2 1/2 år med at gøre sig forståelig og jeg var sygemeldt med stress, og kæmpede med ikke at selvhade alt for meget over det.

I april 2014 tippede mindstebarnet om hvor dårlige babyer generelt var til ting.
IMG_1180

I april 2015 blev jeg vurderet til at være  en del ældre end jeg er og lærte lidt om bryster.

I april 2016 bestak mindstebarn Gud med vingummibamser inden hendes far skulle opereres igen.

02/2/17

Om souvenirs

Jeg fik vist aldrig delt dette sentimentale indlæg, der var gæsteindlæg hos fantastiske Christina i sommer. Så her er det, til dem der gider en tur ned af memory lane med mig.

For 15 år siden viste jeg Mols bjerge frem for første gang, for min tykke førstefødte baby.
Min kærestes familie har et sommerhus der, som vi har lånt hver eneste sommer de sidste 19 år, og det var magisk at have mit eget barn med til det sted.

Egentlig var hun mest optaget af at sidde i bar røv og spise sand, men jeg kunne ane konturerne af det hun ville huske som “sin barndoms somre” og det fik mig til at føle mig sært højstemt.

Hendes barndoms somre ville blive skabt af os, og vi ville fylde dem med solvarme badebroer under tæerne; snappende krabber i spande; gåture; regnvejrslæsning; malen på sten og tællen skyer.
Begge os forældre blev helt rørte ved tanken, men barnet var ret ligeglad, og fortsatte ufortrødent med sandspiseriet.

I et forsøg på at skåne hendes lille mave for mere sand, gav vi hende en lille dragt på og lånte en bil ind til Ebeltoft.

Vores økonomi dengang var absolut skrabet. Brugt tøj, tilbudsmad, ingen rejser eller restaurantbesøg, og ingen råd til unødig nips.

Vi spiste vores madpakker på havnen, og ledte efter gratis underholdning, hvilket vi fandt: en glaspuster, der tryllede de smukkeste små vaser frem.
Vi var alle tre tryllebundet, og babyen lo begejstret, mens vi iagttog hvordan en tyk vase med en gylden dråbe indeni tog form.
Jeg så på prisen – næsten 300 kroner – og følte mig så skuffet, så skuffet over ikke at have råd til den. Det vidste jeg jo godt at jeg ikke ville have, men den var stadig meget dyrere end jeg havde håbet.

Vi gik derfra igen; puttede baby i klapvogn til hendes lur og jeg satte mig på græsset for at læse mens hun sov, og hendes rastløse far gik en tur.
Han kom tilbage med et hemmelighedsfuldt smil, og en gave – den lille vase.
Den ligner solskin fanget i en dråbe vand, og jeg bliver stadig glad når jeg ser den.
DSC_0302
Og sådan blev mine børns barndoms somre: solskin, fanget i regndråber.
Der er kommet tre tykke babyer til i tiden siden, og nu er de ranglede, store skolebørn, og visheden om at vores somre ikke bliver ved med at kunne fastholdes sådan her kommer snigende.
Men i mit vindue derhjemme har jeg nu syv små glasvaser, købt på de sommerhusferier hvor vi havde særlige minder at fastholde.
De tre yngre søstres første sommerhusture.
Da vi gik konkurs med firmaet, og blev enige om at alt nok skulle gå, for vi havde hinanden.
En jeg fik af min søster, der ikke vidste hvad kriteriet for anskaffelse af vaser var.
Sidste års frygt for hvad min mand fejlede.
Altsammen fastholdt i de små vaser.
DSC_0299
I år har vi et lorteår bag os: min mand havde kræft, og hele året er gået med operationer, heling, smerte og skræk.
Vi er næsten ude af det nu.
Og jeg ved hvad jeg skal købe i år, som minde over det grimme, der gik over: en lille dråbe mørkeblåt, indkapslet i en dråbe.

01/25/17

Om gamle tricks

I forgårs havde jeg været inde i byen med to af mine store piger, og på togperronen hjem ventede jeg på elevatoren med min cykel, mens de løb i forvejen ned ad trapperne.

Børnenes smil var smørrede, og jeg tænkte for mig selv, at de med stor sandsynlighed planlagde deres vanlige vente-på-elevator-trick.

Suk – det gamle trick, var de ikke ved at være lidt for store til det?

Vente-på-elevator-tricket har været en fast begivenhed de sidste 12 års tid herhjemme: i årevis var jeg den der tog elevatoren ned fra perronen med barnevogn indeholdende nyeste eksemplar af lillesøster, mens først det ældste barn, og sidenhen også lillesøster 1 og 2 løb i forvejen ned ad trapperne og ventede på mig.

Når elevatordørene så åbnede sig, stod de i en flok og mimede at de havde ventet SÅ længe på mig, at de nu sov. 1-2-3 ræve-sovende småpiger, der fnes over hvor lææææænge jeg havde været om turen ned.

Det er længe siden barnevognen blev stillet væk, og derfor også længe siden at vente-på-elevator-tricket var blevet støvet af, og mens jeg ventede mærkede jeg et sug af nostalgi over det. Pludselig kunne jeg tydeligt forestille mig en 80 årig variant af mig selv, der tog elevatoren ned med mit gangstativ, til fire koner i 50’erne, der stod og lod som om de sov – og et eller andet ved den tanke var ret rørende.

Jeg trak cyklen ind i elevatoren, nu kun med den tanke at jeg håbede de lavede det gamle trick, for nostalgiens skyld, og jeg bemærkede ikke rigtigt at der stod to mennesker inde i elevatoren med ryggen til, før den kørte.

Jeg nåede lige at tænke at det var creepy de ikke var stået af – da lyden af en sagte, falsk snorken nåede mig.

Vente-på-elevator-tricket ikke bare levede i bedste velgående – det havde endda fået et uventet twist, og jeg grinede så meget af deres tåbelige trick, at jeg tabte cyklen og da døren åbnede sig, stod vi tre mennesker og fumlede med at få rejst og bugseret min tunge cykel ud, til de ventende gamle damers overraskelse.

At gamle, kedelige tricks man har set 100 gange før, kan støves af og udvides, giver mig håb for hvor spændende det mon bliver at blive hende den 80 årige med gangstativet – og jeg ved at jeg altid vil kunne se de bittesmå spændte pigebørns ansigter, i alle fremtidige versioner af dem.

2014-02-11 12.04.39

01/19/17

Gamle indlæg – januar

Indimellem piner jeg mig selv med at dykke ned i bloggens gamle arkiver, og blive mindet om hvor anderledes vores liv var med små børn.

Det er hyggeligt at læse, og jeg glæder mig over hvor store, fine og selvhjulpne de er nu –  men jeg bliver også forbistret sentimental af det, og plager Ninjaman om vi ikke nok kan nå bare en enkelt lillebitte baby mere?
(Svaret fra ham til det er iøvrigt helt kategorisk nej..)

Nå, men januar har de sidste seks år set sådan her ud:

Januar 2011:

Et hurtigt indlæg om søskendejalousi, noget om klunker og om oprindelse af fødevarer.

Januar 2012:

Her var mine mellempiger fem og seks år gamle, og fuld af gode råd og kloge ideer. De mandasgstippede fx beredvilligt om både oprydning og fødsler der ikke vil gå i gang, mens jeg skrev ned. Det er den her tid jeg savner allermest – fuck hvor var det sjovt meget af tiden, og hvor sagde de dog mange gakkede ting!

Januar 2013:

Her dræbte jeg bl.a. nogle kæledyr.

Januar 2014:
Her holdt bloggen en pause.

Januar 2015:
Noget om kun at have et enkelt badeværelse, til seks mennesker og lidt om komplimenter.

Januar 2016:
Skrev jeg om hvor sjove ting fem årige siger.

Nå. Det var memorylane for denne gang. Håber I syntes genlæsningen var lige så underholdende som jeg selv gjorde!

IMG_0744

 

10/29/16
img_0269

Gamle blogindlæg, oktober

Arkiverne fra de sidste fem års oktobre (Oktobere? Hvordan bøjer man måneder?) rummer ret blandede indlæg.

Jeg startede bloggen i November 2010, så de første oktober-indlæg er fra oktober 2011.  Dengang var jeg nybegynder som bilist, og præsterede både at gå i panik over sædevarme og næsten brække min hånd mod et nedrullet bilvindue.
Ville ønske at jeg kunne sige at jeg var en bedre bilist, her fem år senere – men jeg er fortsat en god samling forsigtige neuroser bag et rat.

I oktober 2012 var jeg sentimental over kun at have en enkelt to årig, og savnede de to årige varianter af hendes ældre søstre.
img_0464

I Oktober 2013 holdt jeg blog-pause.

I oktober 2014 var vi i fuldt sving med at bygge til på vores lillebitte hus.

Her to år efter, er alt næsten på plads, og fordi vi i så mange år boede tæt klumpet sammen på lidt plads, er det at have svimlende 140 kvadratmeter at rode på fortsat uvant luksuriøst!

Oktober 2015 handlede kun om sygdom… Den sommer begyndte lægerne at undersøge en mystisk bule på min mands gumme, der – uden at han havde mærket noget – havde “spist” hans kæbeknogle og tandrødder. I September konstaterede de at det var en sjælden form for kræft, og i starten af Oktober fik han fjernet halvdelen af underkæben, med knogler, væv og tænder, og bygget en ny af reservedele fra skinnebenet.
Det var nogle frygtelige måneder, og bloggen svømmede i mine bange indlæg: her noget om ventetid og biopsi , noget jeg skrev mens jeg ventede under operationen , og lige efter.
Jeg bliver helt dårlig over at læse det igen selv – men også lettet over, at vi nu er kommet det videre.
Det værste er (forhåbentligt) bag os.

Sygdom fylder i perioder stadig meget, men vi kom igennem Oktober 2015, og det burde få det meste andet til at virke nemt.

09/21/16

Om gamle blogindlæg, september

Jeg har igen hygget mig med en tur tilbage i bloggens arkiver, og har fundet frem til hvad jeg foretog mig i September de sidste fem år.

 

I september 2011 var jeg ved at indkøre mindstebarn i vuggestuen, og syntes det var stramt at når hun gav mig den kolde skulder. Vi endte med begge to at blive rigtigt glade for vuggestuen, og jeg savner indimellem den hyggelige tid der.

image

I September 2012 plagede mit barn om at få en gammel dame.

I september 2013 holdt jeg blogpause i et halvt år.

I september 2014 havde jeg en fire årig Museums-ekspert.

I september 2015 skrev min telefon en upassende SMS til en kollega og jeg overhørte noget i bussen om moderkager.

07/15/16

Om gamle blogindlæg, juli

Årh jeg skriver blogindlæg inden i mit hoved hele tiden, men er simpelthen for feriedoven til rent faktisk at få sat mig og skrevet dem ned.
Der er ellers masser at blogge om: gode bøger, dejlige ferieminder, nye kjoler, sjove unger, klamme hamstre og spændende tv-serier, men den står på ferie lidt endnu, så det må komme senere.
Her er til gengæld lidt tidsrejse, tilbage til år hvor det lykkedes mig at blogge lidt i ferien.

I Juli 2011, var mine unger forbløffende små, og stod hysterisk tidligt op. Jeg kan slet ikke huske det her – måske man fortrænger hvor surt det nogle gange er med små børn, lige så snart de bliver så store at man kun kan tænke nostalgisk tilbage?

I juli 2012 var vi netop hjemvendt, fra familiebesøg i smukke Grønland, og jeg bloggede om noget med indkøb i Nuuk.

I juli 2013 var mindstebarnet tre år gammel, og glødende fan af farven orange.

I juli 2014 besøgte jeg en skønhedssalon, drevet af en flok driftige børn.
image

I juli 2015 var vi, som altid, på Mols, og jeg sneg mig til at blogge lidt om det.

I år har ferien budt på uvante fede oplevelser, med både sicilienstur med fantastiske Gulliver rejser, stop i Rom og London, tur i sommerhus, og nu er vi hjemme.
Ninjaman har ferie ugen ud, jeg og pigerne har også næste uge med, og det meste af tiden nu går med forberedelse til min yndlingsfætters bryllup, med tale der skal skrives, gave der skal købes og brudepiger der skal styles.
image
Uddybende indlæg følger!

05/18/16

Om gamle blogindlæg, maj

Noget af det bedste ved at have haft en blog i mange år, er selv at læse tilbage i den, og blive overrasket over hvor meget man egentlig glemmer igen.
Det er faktisk også det værste ved den: de håndfaste beviser på hvor hurtigt tiden gør, så snart man har fået børn. De bliver så tydeligt klogere og mindre rundkindede for hvert år der går – hvilket er godt og naturligt – men indimellem kan jeg godt tage mig selv i at savne alle de yngre versioner af mine mange børn også.

Søde Sneglcille har fået en virkeligt god ide’, hvor hun laver et månedligt indlæg med highlights fra samme måned, i foregående år.

Jeg vil fremover planke denne gode ide’, og bladre tilbage i min blogs gamle arkiver en gang om måneden.
I dag fandt jeg disse læseværdige indlæg, fra Maj måned 2011 til nu:

Maj 2011:
Det her indlæg havde jeg selv glemt, ind til jeg genlæste det. Min ældste gnækkede smørret: hun havde bestemt ikke glemt hvordan hendes kluntede mor sad fast bag en sofa…
Muligvis ikke mit livs mest elegante øjeblik?

Maj 2012:
Hvor stædige små børn på to år er, havde jeg også næsten glemt.
Ind til jeg genlæste dette her indlæg, hvor min stædige yngste venter på sne.
images
Maj 2013:
Jeg havde været hårdt stressramt, og var stadig ikke helt i i træning med at skrive læselige sms’er. Og jeg havde en ivrig næsten-treårig der planlagde sin fødselsdag, med lige dele iver og manglende realitetssans

Maj 2014:
Næstyngstebarnet gav mig fniseanfald med sine tegninger i tilbudsaviserne. Dette gør hun faktisk stadigvæk. Det sjoveste barn jeg kender.
20140531-124534
Maj 2015:
Vi beviste, endnu engang, vores manglende kompetencer ud i oprydningens ædle kunst.

Det var de sidste fem års maj-blogindlæg, i hovedpunkter.
Jeg syntes selv det var så sjovt at finde frem, at I må belave Jer på et lignende indlæg igen sidst i Juni. Håber det er i orden!

12/2/15

Om hverdags-strip

Min ældste mellempige, og hendes yngste lillesøster, har begge to en ret irriterende vane, med at skifte tøj hele tiden.
Pynteglade lillesøster skifter nederdel 19 gange dagligt – og tømmer skuffens indhold ud på gulvet i sin iver.

Mellempigen er et barn der aldrig står stille: hun spæner, hopper og triller sig vej gennem stuen, og bliver så varm, at hun tager mere og mere tøj af, og altid ender med, kun at have undertøj på.

Når vi så minder hende om, at hun lige har været syg og skal have mere tøj på, gider hun ikke lige lede efter det tøj hun har strippet ud over hele huset, og henter nyt – som hun så gentager processen med: løbe-sprinte-smide trøjen- hoppe- klatre- af med bukser- kolbøtte-flikflak- væk med undertrøjen… Vi bruger en del tid hver dag, på at få de to til at samle deres kluns sammen, og proppe det i skuffen igen.

Da vi for noget tid siden bladrede gamle fotoalbums igennem sammen, fandt vi det her foto, der muligvis kan bevise hvorfor den ældste af dem, er så glad for at smide tøjet:

20121125-204405.jpg
Ja, det er en halvnøgen mand, og ja – det er en buttet babyarm nede i det ene hjørne.
Før i tvangsfjerner børn for vanrøgt må jeg lige forklare, at det ikke er et indslag til en børnefødselsdag, og heller ikke et hverdagsfoto her hjemmefra.

Det er fra min søsters polterabend.

Frk fantastisk var kun 4 måneder gammel, og derfor med til polterabend sammen med mig.
Det foregik stille og roligt, med de sædvanlige polterabend-indslag: noget brunch, lidt sumobrydning i klamme dragter, sminkning og fotografering af bruden, og middag hos en veninde.

Ingen stripper planlagt – han var en overraskelse, fra to andre veninder.

Min glade baby havde taget dagen med et smil, og faldt i søvn i barnevognen, mens vi spiste.
Lige da stripper-overraskelsen ankom, vågnede hun, og klappede glædesstrålende i sine buttede hænder.

Jeg kunne ikke få hende til at sove igen, og efter at have forsøgt længe, tog jeg hende med ind til festen – hvor hun var den der hujede og grinede allerhøjest.

Den stakkels mand blev helt befippet – og prøvede ihærdigt ikke at se på hende – det var svært, for hun så sådan her ud:

20121125-205435.jpg
Alle de piger, han havde regnet med ville falde i svime over hans olierede muskler, sad og faldt i svime over det begejstrede barn, og han var helt febrilsk og rødmende over hendes intense blik – jeg tror faktisk han kortede showet lidt ned, fordi hun hylede ham ud af det…

Når vi bliver irriterede over vores børns strippertendenser, skyder jeg derfor skylden for det, på ham. Det må være noget han grundlagde, tænker jeg? 4 måneder gamle babyer er sikkert ret påvirkelige…

(Og så undlader jeg behændigt, at bemærke, hvordan alt Ninjamans tøj konsekvent bor i en stol, og flere par af mine strømpebukser er draperet ud over møbler og gulve… Det er nemlig på ingen måde vores dårlige indflydelse – det er stripperens!)

09/3/15
placenta

Om moderkager

I bussen sad jeg for nyligt bagved nogle veninder, hvor den ene havde en helt nyfødt, meget nuttet, baby i en bæreslynge.

Jeg smuglyttede til hendes beretning om fødslen – synes den slags er lidt for spændende – men jeg blev overrasket da hun detaljeret beskrev fødslen af moderkagen, og hvordan hun havde grædt af rørelse, da jordemoderen havde fremvist den og udpeget “livets træ” på den.

Til de af jer der ikke har født kan jeg forklare, at livets træ er det jordemødre kalder det mønster som blodårer og navlestreng danner på moderkagen – med lidt god vilje, kan det godt ligne et træ.

Det er min oplevelse, at jordemødre selv er meget begejstrede for moderkager, og altid bruger uforholdsmæssigt meget energi på at stå og fremvise den blodige klump, mens de hiver ud i fosterhinder og smider om sig med entusiasme.

Personligt har jeg altid fundet den del af fødslen særligt makaber: som en slags, meget klam, blodig hånddukke, og min teori har delvist været, at det er noget de har gjort for at gøre gengæld, a la:”nu har jeg set op i dit blodige skridt i flere timer, så nu hævner jeg mig, ved at opføre blodigt show med kødklump”.

Det beroliger mig lidt, at nogle fødende åbenbart finder den slags smukt, for så er det nok grunden til at de gør så meget ud af det.
Selv har jeg aldrig forstået skønheden i sådan en, og her kommer grunden:

Mit første møde med en moderkage, var da jeg fødte mit første barn hjemme i stuen, for 13 år siden.
Jeg lå i sofaen med min knirkende nyfødte på maven, helt overrumplet over at der kom sådan en sag ud, og endnu mere overrumplet over hvor entusiastisk jordemoderen var omkring den.

Vi afviste høfligt at beholde den – den måtte de godt bare tage med sig til destruering – men det blev glemt, og da vi vågnede næste morgen, fandt vi en margretheskål i køkkenet, indeholdende en stor, klistret blodklump…

Ninjaman syntes vi bare skulle tyre den i skraldespanden, men jeg var hormonfyldt sentimental, og holdt på, at noget der havde næret vores fantastiske nye barn, ikke bare kunne blive tyret ud i en klam skraldespand.
Næ nej, når nu det var vi hang på blodklumpen, var vi nødt til at begrave den på romantisk vis, sammen med nogle blomsterløg eller et lille træ, som vi kunne se på og mindes denne smukke begivenhed.

Min mand syntes vist jeg var skør, men gik alligevel ud for at grave et hul. Desværre var det December og jorden var for frossen til at grave, så efter megen diskussion, blev vi enige om at smide den i en pose i fryseren, og vente på foråret.

Resten af vinteren brugte vi på at få chok når vi rodede efter gryderetter i fryseren, og endnu engang fik fat på moderkageposen – og så på at beundre hende her:
DSC_0253
Og så blev det endelig forår, og det blev tid til det smukke begravelsesritual.

Jeg havde købt tulipanløg til at plante sammen med den, og jeg sad med babyen på er tæppe, og beundrede hendes lækre far der gravede.

Han tog moderkagen ud af plastiposen, men den var begyndt at tø, og blod løb ned af hans arm – så istedet for højtideligt at sænke den ned i nygravet hul, tyrede han den derned OG efterfulgte den med en imponerende mængde opkast!

Det virkede lidt omsonst at plante noget som helst på romantisk vis i opkast/placenta-mix, så vi dækkede bare hullet til.

Efterfølgende har vi været meget omhyggelige med at få jordemødrene til at tage moderkager med – så snart de var færdige med blodig-hånddukke-show.

——-
Jeg fandt lige en hjemmeside, der viser hvordan man kan smøre maling på sin moderkage, og lave yndige tryk med den:
placenta
Selv tak.