10/20/14

Om hjemmelavede gaver – et mandagstip

En læser har udbedt sig mandagstip om hvilke julegaver man selv kan lave, og det vil min 8 årige datter gerne tippe om:
“jeg tror at alle bliver glade for tegninger.
Jeg laver tegninger til alle fra min familie, og de bliver glade, fordi de kan se jeg gør mig umage.

Den gave jeg er mest stolt af at have lavet, er en nisse jeg lavede til min far, ud af ler, sidste jul.
Den sidder ned og har rødt tøj og en hue, men intet ansigt, for det kunne jeg ikke finde ud af.
Jeg lavede også sådan en hul fuglemadsbeholder formet som en fluesvamp, den gav jeg til bedstefar. Den var også af ler.

image

Denne her skål syede jeg til min mor da hun havde fødselsdag . Hun er glad for den. Jeg ville godt have haft den højere, men det var psyko-svært!

Mine søstre har lavet rigtigt meget smukt ler.
Min far og mor har alle de her lerting stående i vinduet:

image

Jeg har kun prøvet at være på lerværksted en gang, da vi kunne vælge julegaveværksteder sidste jul…

Man kan også lave malerier i gave.
Jeg lavede det her, da jeg var fem år:
Jeg glemte bare at farve ørerne, så det ligner at de har vilde øjne!
image

Det er malet med de der tykke vandfarver.

Hvis man vil lave noget billigt, så lavede jeg denne her da jeg var tre år, i børnehaven:

image

Det er kastanjer og perler, og en snor af jern.

Jeg får tit gaver af mine søstre, som de selv laver. Også uden nogen grund!
Jeg fik en tegning af min lillesøster i går!
Den var nuttet: det var en pige med brunt hår og meget store øjne!

Når man får en hjemmelavet gave, er det vigtigt at man bliver glad og passer på den.
Til min lillesøsters fødselsdag syede jeg en bamse til hende, og jeg var vildt stolt og glædede mig til at give hende den, men den ligger hele tiden på gulvet…
Jeg tror ikke hun kan lide den…
Den tog en uge at lave, og min bedste ven hjalp mig.
Det er svært at sy snabler – det skal i lige vide, hvis i vil sy en gave! Det der vat kommer hele tiden ud.
Det er denne her:

image

Vi er gode til at lave gaver herhjemme, og også i skolen.
Min mor laver også gaver til mig: hun har lavet en masse kager ud af silke-ler til mig, og et rigtigt stort maleri til min søster.
I år til jul vil jeg lave tegninger, malerier, armbånd, kopper og noget til min mor, som jeg ikke vil sige hvad er.

Jeg kan anbefale at man laver gaver selv, fordi det er hyggeligt, og fordi at dem der får den ved at man har tænkt på dem. Og så er det også godt, hvis man ikke har så mange penge – jeg har fx kun 50 kroner, og jeg skal have gaver til 17 mennesker i år, så det er godt at jeg kan lave dem selv!”

09/29/14

Om børnehaver – et mandagstip OG en konkurrence!

Mindstebarnet, 4 år, vil gerne give mandagstip om hvad en børnehave er – og i dag er der endda en konkurrence tilknyttet:
” en børnehave er hvor man kan lege og man kan også være i hallen og man kan også lege i hallen. Man kan kun lege!

Det er ligesom arbejde, men det er også lidt kedeligt.

Det der er kedeligt er mastiks (gymnastik).
Jeg kan faktisk ikke huske hvad vi skal, bare fordi det er så kedeligt!

Det der er mest sjovt, er at lege med fifi, og barbie, og puslespil, og mor og far og børn.

I julen der kommer julemanden og vi synger kun julesange. Det elsker jeg!

Jeg kan ikke lide vinter, men jeg kan godt lide sommerfugle og sol og jul!

Jeg har lige fået en hestedukke, og på fredag skal jeg have den med i børnehave. Den er vildt pæn!
Man må gerne have legetøj med i fredagen.
Sidst havde Mynte en pony med, og Josephine havde dukker med, men jeg havde bare glemt det. Så græd jeg altså lidt…

Der går også små børn. Nogle af dem er ret nuttede – men Freja er dum, fordi hun laver mange slå-ting!

Der er også drenge i børnehaven. Drenge er meget fjollede!
Villads skriger altid når vi kysser ham! Så siger han:”AD!”
Engang tog vi læbestift med og kyssede ham! Hahaha – det var SÅ sjovt!

Når mor afleverer mig, løber vi ud til døren og kysser farvel.
Jeg er hurtigst! Jeg har en brun kjole og den er flot, jeg tror den vifter når jeg skal løbe i dag!

Jeg kan godt lide at lege børnehave, når mine venner er på besøg. Så er jeg den voksne, der siger at vi skal spise og den slags. Jeg er ret skrap!”

——–
Konkurrencen er slut.
Tak til alle, for jeres hyggelige minder , det var dejligt at læse om.
Og så en konkurrence til andre glade børnehavebørn: playmobil – der laver det legetøj mine børn har leget allermest med – har netop lanceret nogle fine nye produkter i “citylife”-serien: børnehaven, legepladsen, bilen og mange flere.
En heldig vinder, kan her løbe med den flotte børnehave, til en værdi af hele 849 kroner!
Skriv en kommentar nedenfor, med hvad du husker bedst fra din egen børnehavetid, så trækkes der en tilfældig vinder d. 8-10!

20140929-083923.jpg

08/4/14

Om hvad mode egentlig er – et mandagstip

Det er modeuge, og alle blogs flyder over med billeder af modeshows og tøj for tiden – således også denne, hvor mine døtre har udnævnt sig selv til modeeksperter, og vil fortælle om mode hele ugen!

Selv er jeg på ingen måde mode-ekspert, men det synes mine døtre at de er…

Jeg har ferie med pigerne denne uge med, mens deres stakkels far arbejder, og vi skal endda også til et par mode-events.

I dag lægger mine to mellemste piger, på 7 og 9 år, ud med at fortælle hvad mode egentlig er.

Frøken fantastisk, 9 år:
” mode er hvis altså…
Det kan være forskellige ting.
Det kan være ny tøjstil.
Der er hele tiden noget nyt på mode, fx kan det være mode at gå med blomster på tøjet. Altså: blomstrede skjorter til drenge, og kjoler med blomster til pige.

Det kan også være mode kun at gå med kjole – men altså: ikke for drenge!

I meget gamle dage var der nogle mennesker med fint hvidt hår og strutkjoler – det var på mode! Det så mærkeligt ud til mænd, med sådan noget højt hår. Og sløjfe!

I min mors tid, da hun var barn, gik man med hippietøj.
Hippietøj kan være noget med mange farver og lange ærmer og trompetbukser, og helt runde solbriller. Og et hippiebånd rundt om hovedet.
Min mormor og min Susu var hippier!

Der er forskellig tøjstil i andre lande.
I Norge går man fx i en slags uniformer, det kan man se i frost-filmen.
Der er det på mode.

Jeg synes mode er pænt med noget der passer helt sammen. Fx med røde strømpebukser til rød kjole.
Men det kan også være pænt med forskellige farver strømper, der passer i sort og hvid.”

Kagemesteren 7 1/2 år:
” Det jeg synes er mode er kjoler, især lange sommerkjoler!
Jeg har en smart stropkjole med tyl uden på, og den synes jeg er rigtigt, rigtigt flot!

Modestilen i 2014 er, til piger, mest shorts og en tshirt med et band på. Min storesøster har altid en tshirt med Beatles på.
Det har de store piger på skolen også meget.

De piger der er mindre går mest i kjoler. Drenge går også i shorts og tshirts, om sommeren. Med spiderman på, og noget blåt.

Jeg synes det er sort tøj der er på mode til voksne damer. Især kjoler.
Til mænd er det nok shorts og tshirt der er på mode. I mørkeblå, sort, hvid og grå.

Min far har en god mandestil. Han har lige købt en flot blå skjorte, der er sømandsagtig, med ankere og sømandsting i hvid. Jeg tror det er ret meget mode!”

20140804-092804.jpg
Her et lidt ældre billede, af lillesøster, der altid har kørt sin helt egen stil.

04/11/14

Om ting babyer er dårlige til

I sommer fødte Ninjamans søster den mest nuttede lille pige.
De bor i Jylland, så pigerne har kun fået set deres lille kusine få gange: et par gange da hun var helt ny (og vi var i sommerhus i nærheden), og til hendes barnedåb – men det har været så stor en overraskelse for den forkælede mindstesøster ikke længere at være familiens yngste og mest nuttede, at hun taler om sin nye kusine næsten dagligt.

20140411-094244.jpg
Vi skal snart til konfirmation i Jylland, så antallet af samtaler der omhandler hvor sej hun selv er, er pludselig eskaleret.

Hun taler om hvor sød hendes kusine er, men også om alle de ting hun selv har meget bedre styr på end gennemsnitsbabyer, og kan ikke foretage sig meget, uden at sige sætninger a la:” se mig! Jeg kan gynge – babyer er VILDT dårlige til at gynge, ikke? Men det kan jeg!”

Så hvis i overvejer at anskaffe jer sådan en baby, har jeg og de store piger fået hende til at brainstorme på ting, som babyer bare ikke kan finde ud af, og skrevet dem direkte ned, efter hendes citater – så er i advaret:

Gnalles liste, over ting babyer ikke kan:
1. Babyer har nuttede fingre. Men de kan altså ikke hoppe!

2. Babyer kan ikke svømme. De får bare vand i håret… Og de bliver helt, helt våde.

3. Babyers ben er ALT for små og bløde, de kan slet ikke finde ud af at løbe… jeg løber hurtigt!

4. Hvis babyer skal male “påskeægger”, så maler de dem bare helt hvide. Det kan de ikke finde ud af.

5. Babyer kan ikke snakke. De siger bare sådan nogle lyde. Man kan heller ikke se film med dem, for så siger de bare lyde.

6. Babyer laver sådan noget vand med deres mund. Så man skal ikke kysse dem!

7. Babyer hyler hvis man bærer dem væk fra deres mor.
Man må godt bære mig, jeg hyler altså ikke.
Min onkel kan bære mig helt op til luften, for han er rigtigt “stærkt” og “højt”. Han har også skæg.

8. Babyer må ikke lege med sakse, for de ved ikke at man ikke må klippe i håret.
Inge fra min børnehave bliver sur, hvis man klipper i håret.

9. Babyer kan ikke holde hamstre. De maser dem bare og sutter på dem. Vores hamster hedder trøffel. Min kusine må ikke slikke på den.

10. Babyer laver tis i små bleer. Jeg kan godt tisse på toilettet, fordi jeg er vildt stor.

11. Babyer bliver glade når man giver dem babylegetøj. Og babymad.
Babymad er sådan noget fladt noget.
De skal ikke have sådan noget som jeg har.

03/30/14

Om en poserende ekspert

En lille forbrugeroplysning: på side 88, i det nye nummer af “Vores børn”, er der en velkendt 3 årig, der fremviser en interessant positur og tatoverede arme, samt siger kloge ord, om det at have søskende.
Hun er en del af deres børnepanel hele året, og vanvittigt stolt af sig selv.

20140330-213536.jpg

20140330-213602.jpg
Sjældent har jeg set nogen føre sig så målbevidst frem foran et kamera – hun ærgrede sig over at det hele var overstået på en sølle halv time, for hun havde MASSER af numsevrik og kække poseringer tilbage i sig!

03/11/13

Om rygning – et mandagstip

Dagens mandagstip, er et svar på et spørgsmål stillet på bloggens facebook-side:”hvordan stopper man med at ryge, og hvorfor gør voksne det?”

De tre store piger, vil gerne være ekspertpanel:

Kagemesteren:”hvis man nu har en kone eller en mand, så kan man bare sige:”kan i ikke lade være med at ryge”? Lige som vi gjorde med far.”

Krea-Girl:”vi brugte SÅ mange år på at stoppe ham.”

Frk fantastisk:”til sidst gav han op”

Krea-Girl:”jeg forstår ikke hvorfor man begynder. Det er jo bare røg?
Tænker man:”juhu, nu skal jeg have røg, og dø tidligere”?
Det er jo dumt…”

Frk fantastisk:”da jeg var lille, tænkte jeg det var sejt.
Fordi min onkel og hans kæreste gjorde det, og de er seje.
Jeg synes ikke det er sejt mere – men måske begynder jeg selv.
Det ved jeg ikke, for jeg kan jo ikke kigge ud i fremtiden, vel?”

Kagemesteren:”jeg har ikke selv røget. Men jeg har spist meget slik, og det stoppede jeg med.
Altså: jeg synes bare jeg skulle stoppe, og det gjorde jeg.
Så begyndte jeg til thai-boksning.
Så blev jeg stærkere.
Jeg skal aldrig ryge.”

Krea-Girl:”nogle af de store i skolen sniger sig over på legepladsen og ryger. Jeg kan slet ikke se nogen grund til det.”

Frk fantastisk:”man dufter rigtigt dårligt når man ryger!”

Kagemesteren:”det forurener rigtigt meget, og hvis børn kommer tæt på, kan de DØ af det!!”

Frk fantastisk:”ens lever kan blive sort og falde af.
Det er ret farligt.
Jeg tror faktisk ikke jeg vil prøve det…”

20130318-121322.jpg

03/4/13

Om hvordan man får børn til at hjælpe til – et mandagstip

En læser har på bloggens facebookside spurgt:“hvordan får man børn til at hjælpe til?”
Eksperterne til at svare på dette, er i denne uge både kagemesteren(6 år), hendes veninde skøjteprinsessen(7 år), krea-girl (11 år), og supertumling (2 1/2 år)

Kagemesteren:”jeg ved det: man lokker dem! Med slik!”

Skøjteprinsessen:”ja, med slik!”

Km:”der er ikke så mange der kan lide lakridser.”

Sp:”så med et kagehus, eller et tårn af kage!”

Krea-Girl:”altså, jeg får jo lommepenge for at tømme opvasker. Men der er også nogle ting man bare gør, fordi man er sød, ikke? At bære ud af bordet gør man bare af høflighed”

Sp:”jeg kan ikke rigtigt huske hvad jeg hjælper til med. Jo, nogle gange gør jeg – men jeg får ikke noget for det.”

Km:”bærer du ikke engang din tallerken ud? Det skal jeg altid…”

Krea-Girl:”man skal ikke true dem – det synes jeg er for ondt!”

Kagemesteren:”man kan sige:”så får du ikke nogen godnathistorie!”. Det ville overhovedet ikke virke på mig, men måske på nogen…”

Skøjteprinsessen:”min mor truer aldrig. Hun lokker heller ikke. Min mor er bare flink”

Kagemesteren:”det er min mor også. Jeg hjælper til for lommepenge, jeg får 5 kroner for at tørre støv af i stuen. Men jeg vil altid gerne hjælpe med at lave mad, det skal jeg ikke have noget for – jeg siger bare:”ja, det vil jeg sgu da gerne!”

Krea-Girl:” vi er ikke gode til at rydde op, men det er de voksne heller ikke. Ihvertfald ikke mine forældre. Jo: far er faktisk ok. Engang havde vi et skab hvor der lå både løg, kartofler, chips og klude. Det er en sær kombi, det ville man ikke vælge hvis man var god til at rydde op!”

Supertumling:”jeg vil gerne have “hello kitty” skøjter!”

Krea-Girl:”ville du så hjælpe?”

Supertumling:” rydde op, få skøjter! Vaske op, i håndvask – det vil jeg gerne! Ved ikke mere.”

Skøjteprinsessen:” hvis man lavede hyggelige ting med børn, ville de hjælpe mere. Altså hvis man gik i biffen når man havde hjulpet lang tid! Jeg gad godt at have tjenere, der støvede rent.”

Kagemesteren:”jeg synes egentlig det er ok at hjælpe. Men jeg hader at rydde op, det gør mig altid så sur!”

02/18/13

Om børn der skændes – et mandagstip

Dagens mandagstip, er et svar til Lone tranekjer Nielsen, der spurgte på bloggens facebookside, om hvad man skal gøre når ens børn skændes: skal man blande sig, eller hvad?

Ekspertpanelet i dag er to 7 årige piger: frk fantastisk, og hendes veninde, frk Mille.

Mille:”forældrene skal finde ud af hvem der har ret”

Ff:”men hvad hvis din bror har ret?”

Mille:”det har han aldrig!”

Ff:”forældrene kan sige:”stop med at skændes, eller i kan skændes ovenpå!” Det synes jeg var en god ide’. Man kan også sige:”i får ikke fredagsslik”, hvis altså det er fredag.”

Mille:”det er jo en trussel”

Ff:” ja måske. Måske er det en dårlig ide, måske siger børnene:”vi gider slet ikke have slik, vi vil hellere skændes!”?

Mille:”tror du de gider det?”

Ff:”jeg ved det ikke helt, det er et ret svært spørgsmål…”

Mille:”hvis børnene slår hinanden, skal man blande sig. Da min bror slog mig i hovedet, skældte min far ham ad helvedes til ud! Hvis børnene skændes om legetøj, kan man sige:”det er noget latterligt barnepjat at i skændes, vi har jo sagt at du skal have det der legetøj, og du skal have det der legetøj”

Ff:” de kan evt sige “basta!”, hvis de vil.

Mille:” det er lidt irriterende når forældre blander sig”

Ff:”jeg synes det er ok, for det er svært at have så mange søskende…
Nogle gange siger de at jeg taler sort, eller siger onde ting. Mest min storesøster, hun er lidt irriterende.
Og vi er sådan set mange børn.
Vi er mest piger herhjemme.
Til gengæld er jeg stadigvæk glad for at jeg har en familie, for jeg elsker dem, selv om de er irriterende nogle gange.
Jeg kan godt selv finde på at være skrap, men hvis de driller mig er det nok en god ide at ignorere dem.”

Mille:” forældrene kan sige:”bare ignorer dem”! Det er et godt tip.”

Ff:”det var sådan set det tip, det var et svært tip, men jeg håber i kan bruge det!”

02/4/13

Om hvordan man kommer igennem måltider man ikke kan lide – et mandagstip

Mandagstippet i dag, er svaret på et spørgsmål, som den uforlignelige Klidmoster stillede inde på bloggens facebookside:”Hvordan kommer man igennem måltider man ikke kan lide?”

Det er frk Fantastisk, 7 år, og hendes bedste veninde “frk Mille”, der også er 7 år, som svarer på spørgsmålet i dag:
“hvordan kommer man igennem måltider man ikke kan lide – et mandagstip”

Mille:”smag, og hvis ikke, så lad være med at spise hjemme hos folk!

Ff:”eller spørg hvad man skal have. Jeg aftalte med Mille, hvad hun ville have, da hun sov hos mig. Hun ville gerne have “mexipanske” pandekager, med kylling og kød og dressing.”

Mille:” jeg er kræsen med: lasagne, syltede agurker, “torskerum”, fiskefrikadeller, fisk, ost, muslinger – hvor lang tid skal jeg blive ved? Der er meget mere…”

Ff:”engang da Mille spiste hos os, spiste hun kun agurker.”

Mille:”ja, jeg spiste nok 43 agurker!”

Ff:” hvis jeg besøger en rigtig sød pige, og vi skal have lasagne, som jeg ikke kan lide – så ville jeg spørge om jeg måtte få noget andet.”

Mille:”fx havregryn. Og en bøf.”

Ff:”man kunne også sådan sige:”jeg kan ikke lide lasagne, men jeg kan da prøvesmage den…” man ved jo aldrig om andre lasagner smager godt.”

Mille:”prøv altid at smage først, for måske kan du lide det! Men jeg ville sige nej til at smagsprøve en musling med ost på! Og så få havregryn.”

Ff:”børn kan næsten altid lige McDonald’s, pizza og agurker. Med mindre man er kræsen. Og tomater måske ikke helt…. Jo, slik kan alle lide! Så giv det til gæster.”

Mille:”frikadeller! Lav det til børn! Uden fisk i… Og uden kartofler.”

Ff:”det var vist det! Fra frk Mille og frk fantastisk – de klogeste børn i verden!”

01/28/13

Om hvordan man laver mad – et mandagstip

Herhjemme er de tre store piger blevet så gode til at lave mad, at de har fået en maddag om ugen. De to mellempiger lavede omelet og bacon i går, og fortalte om hvordan man lavede mad imens.

Mandagstip om hvordan man laver mad:
Kagemesteren;”jeg ved hvordan man skal bage en kage! Det tip kan jeg godt lige stikke jer! Man skal bruge en kasserolle…”

Frk fantastisk;”kasserolle? Hvad fanden er det?

Km:”altså “, det er jo bare ligesom i:”ylle, dylle, dolle – tre små lådne trolde”! Nå, først tager man kasserollen og tænder komfuret. Så tager man smør og en chokoladeplade og smelter det sammen. Så tager man en skål og putter æg, sukker, mel og det smeltede chokolade og smør i. Så rører man rundt. Der skal bagepulver i – hvor meget, kommer an på hvor stor den er. Hvis man putter for meget i, smager den dårligt!! Så putter man det i en form og bager det. Jeg ved sådan set ikke hvor længe. Det kommer nok an på hvor hurtig man er…”

FF:” jeg har lært at lave omelet. Det er en hemmelig opskrift. Ingen ved hvad den handler om, ingen kan gætte hvad der er i… I må ikke engang se et billede af den, for så kan i gætte hvad der er i. Nej ok, i må godt se den. Jeg har selv opfundet den.”

20130127-174117.jpg
Ff:”hvis i kigger ordentligt, kan i måske gætte hvad der er i. Ihvertfald er der æg i, fordi det er der altid i omelet.”

KM:”ja, man kalder det også æggekage. Det er sgu da ikke et tip, når du ikke vil sige hvad der er i! Keeeeeeeedeligt, siger jeg bare!”

Ff:”jamen jeg vil ikke have nogen der skal vide det, for nogle opskrifter kan godt være hemmelige…og den her opskrift er altså min.”

Km:”man kan ikke give mandagstips der er hemmelige! Det er det dummeste!”

20130127-174806.jpg