04/28/17

Om trafikklub

 (Indeholder omtale af et arrangement vi var inviteret til, men det er ikke et betalt indlæg eller noget – det er bare en ret god trafikklub.;))

Da jeg var barn, var min lillesøster med i en trafikklub, og fik spændende pakker ind af døren, til min store misundelse. Jeg svor at sådan en skulle alle mine børn meldes ind i, når jeg engang fik nogle, men af en eller anden grund har jeg aldrig fået det gjort – måske fordi vi har været så heldige selv at kunne hente og bringe børn i alle de år de tre store var små, og derfor virkede det ikke så nødvendigt, når vi kunne træne med dem mens vi gik.

Børnenes skole ligger to stop med toget og en ret lang gåtur over store veje væk, så vi har først ladet de store selv tage hjem fra de var ca 9 år gamle.
Men vores arbejdstider er anderledes nu, og siden mindstebarnet startede i skole i sommer har der været et par dage om ugen hvor de var nødt til at følge hende. I starten hadede jeg at de var nødt til at gå selv, og pylrede helt vildt, men siden har jeg flere gange mødt dem på vejen hjem, og de går så pænt, og holder hende omhyggeligt i hånden, og jeg bliver så rørt og glad hver gang, over at de passer så godt på hinanden.

5DEF6AFF-EB27-412A-99B8-9FCF1800E80C

For noget tid siden blev mindstebarnet inviteret med til lanceringsfesten for Børneulykkesfondens  “ny trafikant”-klub, sammen med en veninde fra klassen, og de var helt høje over at høre koncert, få læst højt af forfatteren til Villads-bøgerne og ræse rundt på en trafikbane.

Efterfølgende ville hun gerne meldes ind i klubben, og det har været en stor succes, hvor hun ivrigt går til de tilsendte opgaver, og jeg får ro på, over hvor godt styr på det hun er ved at få
Så er det ikke kun de store der skal være opmærksom på hendes vegne. Jeg vil tro vi har spillet trafikspillet, som hun fik tilsendt fra sin klub, nærmest dagligt siden hun fik det – og kun den ene af os er virkeligt træt af det.

Trafikklubben bruger børnebogsfiguren “Villads fra Valby” i al materialet. Ham har vi i forvejen læst mange bøger om, så det fanger hende helt vildt.
“Kan du huske dengang jeg var lille, måske kun fem år, og i skældte mig ud da jeg sagde der var grønt lys, men det var bare fordi jeg troede at man skulle se på det andet lyskryds, hvor der var grønt for de andre? Nu forstår jeg lyskryds!” proklamerede hun stolt efter vi havde genlæst bogen om Villads i trafikken.

og det er jeg glad for at hun er gør.

DSC_0371

Også selv om det stadig er rart de går sådan her hjem, som på billedet her jeg tog fra min cykel i vinter, og blev så rørt over.

04/24/17

Om uhensigtsmæssig autocorrect

Min telefon har, som nævnt flere gange før, en dårlig vane med at autocorrecte ord helt forkert – og jeg har en lige så dårlig vane med bare at fyre skam-correctede sms’er afsted, uden at gennemlæse dem først.

Heldigvis var jeg grundig denne gang, og fik IKKE sendt en SMS afsted på jobbet, hvor jeg ville skrive at jeg ikke kunne have møde på grund af ferie: min telefon rettede kækt “because of the holiday” til “because of the holocaust”.

Jeg er meget, meget taknemmelig for at jeg ikke bare trykkede “send” denne gang – havde været upassende på utroligt mange planer…

12/8/16

Om chok og krymmel

De her fik mine unger i går lokket sig til, fordi de havde været artige hos tandlægen (hvor dårlig pædagogik er DET lige?)
Jeg undrer mig meget over hvordan man bærer sig ad med at overtrække romkugler med “chok og krymmel”: sniger man sig ind på dem og råber højt, hvorefter man nemmere kan rulle de chokerede kugler i krymmel?

Og hvorfor gør man det – ligger de mere stille hvis de først har fået et chok, eller hvad?

Umiddelbart synes jeg det havde været mere humant at nøjes med bare at gøre dem en lillebitte smule forskrækkede.

07/8/16

Om velgennemførte demonstrationer

Efter et hektisk og tosset dyrt døgn i London, ankom vi til vores fantastiske hotel på Sicilien onsdag aften, godt varme og forpjuskede.
En hurtig dukkert i den lune pool, et brusebad og noget rent tøj senere, var vi klar til at lære de andre familier at kende, mens vi spiste lækker mad i gårdhaven.

Børnene spiste hurtigere end de voksne og ræsede ned på legepladsen, men dukkede op noget tif efter og plagede om en aftensvømmetur, men alle voksne sagde nej – vi ville sidde og slappe af sammen, orkede ikke opsyn ved pool.

Skuffede unger plagede nogle gange, men da det ikke virkede, forsvandt de ind på et værelse, sammen.

En rum tid efter hørte vi rytmisk råben, og børnene marcherede ud i samlet flok, medbringende bannere og kampråb:”VI VIL I POOL!”
Det var svært ikke at grine af deres snedighed, og kort efter plaskede ni grinende unger rundt i poolen, klokken halv elleve om aftenen.

Jeg tiltuskede mig alle deres bannere efterfølgende, imponeret over deres overtalelsesevner.
Der er skilte, der appellerer til enhver forælder, så det er ikke underligt vi gav efter.
Nogle falder bedst for smiger. De ville kunne lide dette her simple skilt:
DSC_0031
Så er der det man kalder “nudging”, hvor ønsket adfærd fremhæves. Er man til fals for den slags, virker skilte som disse:
DSC_0028
“Kan børnene hygge, kan alle hygge” er sloganet, og den glade forælder på poolkanten siger endda “i er så søde børn!”
DSC_0030
“Det er god stil!” fremelsker igen den ønskede adfærd – hos nogle.

Andre forældre responderer måske mere når der pustes til skyldfølelsen:
DSC_0029
Streng forælder, ser ned på forventningfuldt barn, iført badering…

Trusler eller hård retorik kan få andre med:
DSC_0032

Personligt overgav jeg mig, fordi jeg faldt for den absurde humor i denne her:
DSC_0027

Så respekt til børneflok for velgennemført demonstration – men jeg er dog noget nervøs for hvor mange af den slags vi kommer til at se i fremtiden.
Rygter vil vide, at jeg kan forvente en demonstration imod den kødsovs jeg laver, i forhold til den Ninjaman laver…

06/18/16

Om leg og heste

For lidt siden var jeg inviteret til playmobil-fest på en rideskole på amager, sammen med mine to yngste piger.

De havde glædet sig fuldstændigt vanvittigt meget, og hele arrangementet levede til fulde op til forventningerne – hvilket også er nemt, når det kombinerer alle hovedinteresserne: playmobil, kage og ponyer!
642016161920
Mindstebarnet talte som om hun var på helium, fordi hun var så eksalteret, mens hendes storesøster tog billeder af alle de fine playmobilkager, hestene og hele traktementet.
Solskin, søde bloggerkolleger og en rigtigt fin stemning gjorde det til forsommerens absolut bedste søndag!
Jeg blev varm og glad i hele kroppen over at se dem så glade, midt i en tung tid, hvor deres far igen var nyopereret.

Pigerne fik hele den nye seje rideskole fra playmobil med hjem, og har stort set ikke leget med andet loge siden.
Den er utroligt detaljeret, med bittesmå strigler, piske, ridehjelme og endda hestepærer til, og da mindstebarnet havde fødselsdag kort efter, ønskede hun sig flere ponyer, så nu har de supermeget at lege med.

02/3/16

Om Suede-koncert, forkortet kærestetid og fotos man åbenbart ikke må vise til andre

Da vi mødte hinanden, for 1800 år siden, var der ikke meget musik jeg og min Ninjaman kunne blive enige om var fedt.

Han hørte enten meget larmende heavy, eller meget larmende hiphop, og min favoritmusik har altid været noget med en fyr med en guitar, og nogle tekster, der fortæller en historie – men vi opdagede dog en fælles kærlighed for britpop.

Skulle man filmatisere vores liv, ville det derfor primært være Suede, der skulle være lydsporet til vores første 3-4 år som kærester, for det kunne vi blive enige om at lytte/kysse/danse til.

Da bandet annoncerede koncert i DR koncerthus, blev vi ganske nostalgiske, og fik i en hast arrangeret børnepasning og købt billetter.

Efter arbejde mandag skyndte vi os at gøre os lækre, for børnene skulle passes fra klokken 16, og vi skulle både på restaurant, og ud og drikke drinks, og lege vi var unge og vilde (altså – ihvertfald unge og vilde lige frem til efter koncert, hvor vi skulle med metro hjem).

Men ak – børnepasser var forsinket og skrev kl 16 at det blev lidt senere, klokken 17 om vi ikke kunne spise med børnene,  og klokken 18, at hun tidligst ville nå det til 19 – og det endte med at vi måtte bede naboer holde øje med børn til hun kom, og selv løbe ud i bilen.

Så ingen restaurant eller drinks, og det var svært ikke at være en smule skuffede, mens vi delte en cola i foyeren, og tog selfies, hvor vi forsøgte at lave “blue Steel” poseringer.

Men så startede koncerten, og – ligesom alle de andre 40 årige i salen – blev vi øjeblikkeligt 20 år yngre, mens vi skrålede med på, at vi var :” so youuuuung!”

DSC_0074

Det var en suverænt god koncert, hvor forsangeren drønede rundt og sang blandt publikum,  der aede hans hår og tøj, som om han var en stor kat (med en mikrofon).

Alle os halvgamle røvhuller, var helt oppe i det røde felt på begejstringsskalaen, og følte os ganske unge igen.

Da jeg efter koncerten gik på toilettet, kunne jeg i den blanke metaldør se genspejlet hvordan mine korte ben dinglede fra det absurd høje toilet, og fandt det ustyrligt morsomt, i min post-koncerts-eufori.

Så jeg tog et billede og sendte til min mand, der syntes det var lige så morsomt, og kunne fortælle at tissekummerne ligeledes var placeret så højt, at han havde været glad for at have sko med hæl på, for ellers havde han muligvis måttet lægge dilleren op på kanten for at nå.

(Desværre havde han ikke et billede til at underbygge den påstand)

DSC_0068

Se, nu er det måske en mærkelig ting, at dele et billede hvor man tisser, på sin blog (med mindre, selvfølgelig, at det er en ganske særligt tisseblog man har), men jeg tænker, at I kan tage det – ihvertfald bedre end min kollega, som jeg havde følgende samtale med i morges:

Kollega:”haha, det er sjovt du er så lav, at du ikke kan nå skabet!”

(eller noget der minder om – morsomme konstateringer om min lavde er en fast bestanddel af mit arbejdsliv, hvor 80% af mine kolleger, er mænd på to meter – og jeg husker derfor ikke nødvendigvis detaljerne)

Mig:” ja hvis du synes det er sjovt, skal du se et billede hvor jeg sidder på toilettet!”

Kollega:”øh… Du spørger om jeg vil se dig sidde på toilettet? ”

Mig:” nej nej, mener det ikke skummelt: det er ret sjovt! Det er bare på et foto!”

Kollega: smiler nervøst, og forlader rummet.

Ud fra det, kan jeg konstatere at det ikke er alle billeder man kan dele med hvem som helst.

Godt jeg har en Ninja der forstår – og jer, som jeg benhårdt satser på ikke forlader rummet?

 

05/13/13

Om mors dag og støvsugning

Egentlig har jeg det fuldstændigt lige som hende her, når det kommer til mors dag.

Heldigvis har mine børn valgt at ignorere dette, og har til min store glæde fejret mig alligevel.

Jaja – det er vel bare en dag blomsterhandlerne har fundet på, for at suge vores surt tjente penge til sig – men jeg er for svag en sjæl, til ikke at nyde hvordan mine unger har glæææææædet sig til mors dag hele sidste uge, og i hemmelighed har købt små gaver på loppemarked og tegnet fine tegninger til mig.
20130513-113847.jpg
Hele dagen i går, var de mine lydige – men glade – små slaver, der hjalp mig med at plante frø på kryds og tværs i den rodede have, og endda støvsugede hele huset.

Det der med støvsugning, er ikke noget der sker ofte herhjemme…

Dengang ældstebarnet var 3-4 år, og elskede prinsesse-eventyr af hele sit hjerte, blev der støvsuget ofte.
Hendes yndlingsleg, var at iklæde sig prinsessekjole og paryk, og med lidende udtryk og mange suk, støvsugede hun så.
Min rolle var, at være den onde stedmoder, og med jævne mellemrum se op fra min avis, og sige til hende at det ikke var rent nok endnu.

En genial leg!

20130513-114617.jpg

Men så døde vores støvsuger pludselig, og fordi vi er nogle fattige røvhuller, har vi i tre år måttet nøjes med en oldgammel, larmende maskine, som vi arvede fra nogle venner.

Det værste ved den, var at den stank så voldsomt af våd hund, at vi som regel hellere har villet vade rundt i krummerne, end at tænde monsteret, og få den grimme lugt ind i stuen.

Men nu har vi fået en ny, og da mellempigerne ivrigt svingede den lydsvage støvsuger, kunne jeg egentlig godt se det afstressende i, at sidde på en stol, med øl og fodbad, og se dem knokle.
Fantastisk.

Tror jeg må til at læse Askepot højt for mindstebarnet, og håbe hun kan blive smittet af storesøsters trang til at gøre rent, med lidende suk.
Føler mig allerede helt afstresset ved tanken…

20130513-120723.jpg

05/10/13

Om forår

Der er langt mellem blog-indlæg for tiden.
Primært fordi jeg er så sur.

Sad i går i haven, med mand og børn der havde fri, og min fantastiske fætter kom forbi og lavede bål og snobrød.

20130511-142151.jpg
Solen skinnede, snobrødene blev kun moderat brændte, og børnene fik taget en trillion billeder af hinanden, mens de poserede foran alt muligt blomstrende i haven.

Alligevel var det primært sure ting, der cirkulerede rundt i mit hoved.
“Det er jo totalt vulgært, med det der forår!” hørte jeg min egne sure stemme vrisse:” det er jo ligesom en virkelig køn pige, der smører alt det makeup hun ejer i hovedet på en gang, i et tommetykt lag.
Jamen det er jo flot nok med blomster i græsset – men det er sgu da lidt “se-mig-agtigt” også at smide blomstrende træer ind i landskabet!Det er bare FOR pænt: så pænt, at man slet ikke kan opfatte det hele på en gang! Hvis foråret er en køn pige med for meget makeup, så lader hun overskægget stå og undlader at bade hele vinteren – en mellemting kunne være så meget federe: gem dog de overdrevent blomstrende træer, til et sjapvejr i januar, hvor man virkeligt ville kunne værdsætte dem! Dårlig planlægning, siger jeg bare!”

Jeg fik kun sagt lidt af det højt, for vildmarksdrengen stoppede mig med et undrende:”undskyld – bitcher du over at her er FOR dejligt?” og det kunne jeg egentlig godt se var lidt fjollet…

20130511-150628.jpg
Jeg er sygemeldt lidt endnu, og meget træt af mig selv over det.
Det går fremad, men jeg bliver irriteret på mig selv, over hvor langsomt det går.
Hvilket nok ikke hjælper.

Det er sikkert derfor jeg er så mavesur: undskyld, forår. Du ser sgu godt ud. Jeg er bare misundelig på alt dit overskud…

12/26/12

Om peber og pølse

Nå, ville have sagt noget klogt, eller fortalt noget spændende, om vores juleaften – men den tunge julemad har sat sig på min hjerne, og jeg kan ikke samle tankerne.

Det var en hyggelig aften, med tindrende lykkelige unger og godt selskab.
Og god mad.
Kun medisteren (en jysk tradition, som Ninjaman har indført i familien) kunne jeg holde igen med, for det tog min appetit, at nogen konstaterede at det lignede: “en travl aften i swingerklubben”!

20121227-092522.jpg

Jeg fik primært hjemmelavede gaver, blandt andet denne flotte sag, som jeg var lidt tid om at fatte hvad var:

20121226-141306.jpg
En håndlavet peberbøsse.

Som den glade giver sagde:”du skal bare lige købe en bundprop der passer til! Og noget lidt tykt peber!”
Ok så.

20121226-141411.jpg

12/17/12

Om mandelgave – et mandagstip

Jeg er stadig sygemeldt, og har nu også følge af hostende lille Gnalle, med feber, og Kagemesteren, der har så høj feber, at hun ser syner. Hun har lige bedt mig om, at fjerne mønstret fra hendes dyne, fordi det hoppede, og skældt mig ud for at have slæbt sne ind i stuen.
Nattesøvn kan i nok gætte hvor lidt der har været af nat…

Kagemesteren havde ellers glædet sig til at give mandagstip om hvordan “verden hænger sammen”, men det må i have tilgode til på mandag, for lige nu hænger hun knapt sammen selv.

Men derfor skal I ikke snydes for et fantastisk tip: verdens fedeste mandelgave(eller julegave), er denne her.

20121217-110820.jpg
Og nej, det siger jeg ikke bare fordi Maren er min ven: det er en fantastisk lille bog, der både er rørende, klog, morsom, og lige på kanten.
Som Maren.

Da jeg kom hjem fra hospitalet i onsdags, lå den og ventede i min postkasse, og selv om jeg havde læst den før, over mail, er det noget ganske andet at have den i lækker papirversion, og jeg måtte fnise så meget, at jeg var bange for at operations-ar sprang op.
Den koster sølle 150 kr, inklusiv Porto, og kan købes her.
Den kan lige nå frem før jul, hvis I er hurtige.