07/14/17

Om sommerferie-bucketlister

“Her mens vi har haft gæster i sommerhus, har jeg startet hver dag med at stå op og tage tøj på – i morgen skal jeg bare stå op!” deklarerede den ti årige tilfredst her til eftermiddag, efter vi havde vinket farvel til tredje hold gæster.

Det har været helt enormt hyggeligt, og vi er heldige at kende så dejlige mennesker der gider komme og bruge dele af deres ferie sammen med os – men det bliver rart på en anden måde at kunne dingle rundt i undertøj, og ikke behøve tale med andre end os selv.

IMG_3773

Før ferien sad de tre mindste og skrev (eller tegnede) en liste over ting de gerne ville opnå i løbet af ferien.

Totalt hyggelig ide’, og noget der piskede glæden-sig-fornemmelsen dejligt højt op.

Godt nok har der været mere brændeovn end bikini, men det er lykkedes ungerne at krydse de fleste felter af, på deres ferielister allerede. Og te og brændeovn er undervurderet hyggeligt – også selv om det er trist, at det er nødvendigt i en måned der burde byde på solskoldninger og rose’-branderter.

IMG_1320

Her er mellempigernes lister, der bugner af ønsker om at lave sommerhusagtige ting, såsom krabbefangst og badning. De er godt på vej med de fleste ønsker, trods vejret.:

IMG_1315 IMG_1316

Og den syv åriges, der mest af alt lægger vægt på mystiske ting, som “slå mors balder” og digitalt overforbrug: “spille mobil” og “spille mere mobil”. Til gengæld er jeg vild med hendes tegning af en frø.

IMG_1318

Jeg lod mig inspirere til også at lave en seddel:

IMG_1317

Nederste punkt:”slå en prut og slå skylden på Winston” opfyldte jeg allerede samme dag som jeg skrev sedlen – og har opfyldt den adskillige gange siden. En af de mange goder ved at være hundeejer. Klapsalver burde være på sin plads…

Jeg har også købt hele to kjoler på udsalg, begge fra mit yndlingsmærke King Louie, i en butik i Århus ser hedder “Sophies tøjhus“. Fantastisk sted, som jeg vil tro jeg har købt en kjole fra hver eneste sommer de sidste år! (ikke betalt reklame, bare et tip!)

IMG_4058

Som om det ikke var ekstravagant at købe hele to kjoler, brugte jeg resten af mine fødselsdagspenge på nye øreringe, fra en af mine københavnske favoritbutikker “superlove”. De er seriøst pæne, og får alle mine kjoler til at se så nye ud at det føles om om jeg har fået mindst ti nye kjoler! (Ikke betalt reklame, men link er affiliate, hvilket vil sige at jeg får en smule penge hvis i shopper gennem det.)

IMG_3809

Vi har ni sommerhusdage tilbage, hvilket er helt fantastisk.

Forhåbentligt kommer der også lidt stranddage indimellem, men ellers er der faktisk også noget positivt ved regnvejr, da de eneste to punkter på Ninjamans sommerferie-liste, var:

1. At spise et “stjerneskud” på en restaurant i Ebeltoft

2. at danse nøgen rundt, i regnvejr.

Punkt 1 er allerede opfyldt – punkt 2 var han høflig nok til at gemme, til alle gæster var rejst igen.

Hvis jeg får blogtid, planlægger jeg et “hvad skal man lave på Helgenæs og omegn”-indlæg og et feriebogsanbefaling-indlæg.

Indtil da kan I følge med på instagram, hvor jeg hedder @hverdag.

05/27/17

Om det der med blomster og bier

For nyligt viste jeg min ti åriges tegneserie, der handler om hvordan man laver børn frem. Den historie kan åbenbart godt fortælles helt uden nøgenhed og pinlige ord – jeg tvivler dog på om den er 100% biologisk korrekt.

Det fik mig til at tænke på noget min yngste niece fortalte, da vi passede hende nogle dage i påsken: hendes farfar havde tilbudt at læse en bog for hende, og hun havde fundet en gammel bog, om hvor de små børn kommer frem, som hun selv syntes var spændende

Niece:” ja og så læste han sådan her: “og så tager manden sin… AI DET STÅR DER BARE IKKE?!?” og “kvinden har en revne, den kan man kalde en ku….NEJNEJ det kan man da ikke sige? Det er ikke for børn!!” – og så læste vi altså noget andet…”

IMG_3201

Jeg har moret mig meget over hendes meget præcise imitation af hendes søde farfar siden, og forstår ham godt: børns bramfrie optagethed af kropslige funktioner kan godt prikke til ens egen blufærdighed indimellem.
Det er halvandet års tid siden at mit mindstebarn fandt ud af hvordan babyer rent faktisk kom ind i maven – indlægget om det kan læses her.
Foranlediget af denne nye viden bad hun mig dengang om at filme mens hun sang en ny sang hun havde fundet på – videoen er ubetaleligt morsom, særligt fordi man kan høre på mig, hvor chokeret jeg blev over sangen hun skrålede. På det tidspunkt skrev hun konstant sange, som jeg skulle optage mens hun sang, men de handlede mest om noget med blomster og kattekillinger – og der var mere blomster og bier over dette nye hit.
I sin fulde længde lød teksten:
“Mor hun har knaldet
mor har knaldet
mor har knaldet fire gange.
og hun har knaldet sammen med far!
OG DE HAR KNALDET FIRE GAAAAANGE!”

Og så mig der siger:” nejnej, det synger du da ikke?” indover.

Ville virkeligt ønske at hendes storesøster havde tegnet den om hvor børn kommer fra noget før, så vi havde kunnet nøjes med den version lidt længere – og tænker at min nieces farfar nok også ville have foretrukket den.

05/7/17

Om mellempiger og pålægschokolade

I en familie med mange unger vænner man sig til altid at være mange. Jeg kan virkeligt godt lide det der med at færdes i min egen store flok, og tage steder hen med hele mylderet – men der er også noget særligt ved at plukke dem lidt ud og have alenetid.

På alle pigernes ønskesedler til jul og fødselsdage er der altid et fast ønske: en alenedag, med mor eller far. Udover at give dem det (verdens nemmeste gave: et stykke papir med lovning på en alenetur på museum eller cafe’ ), forsøger vi også jævnligt at lave noget med dem i mindre grupper.

I lørdags var det de her to smarte typer jeg havde for mig selv:

IMG_2876

Mellempigerne er totalt glade for hinanden, men har ret forskellige interesser, så diskussionen om hvad vi skulle lave var omfattende.

En uventet invitation fra “Toms chokolade”, der ville fejre ny funky pålægschokoladeemballage på Statens museum for kunst, med fernisering, tegnekursus og chokolade i lange baner fik dog begge til at bryde ud i jubel: den ene fordi hun elsker at tegne, den anden fordi det lå tæt på shoppingsteder – og begge fordi det involverede lækkerier.

_DSF0570Saltstænger dyppet i chokolade er iøvrigt et overraskende godt mix, som kan anbefales. Vi har allerede gjort opskriften efter hele to gange siden…

_DSF0672

Det er altid en seriøst god plan at starte lørdage ud med chokoladefest, men det allerbedste var, at det var selveste Peter Madsen – jeps, ham med “Valhalla” og “troldeliv” – der kom og gav ungerne fifs til at tegne på chokoladeæsker. Mindste mellempige, der selv er ivrig tegner, er kæmpefan af ham, og jeg er også behørigt starstruck over hvor sej han er.

_DSF0796

Min pavestolte unge turde spørge Peter Madsen om han ville vise hende hvordan man tegner korslagte arme, og han komplimenterede hende for hendes æske, med en kat der bar nag over hund i familien, og planlagde at myrde den. Hans skitser hænger på ærespladsen på hendes opslagstavle nu.

IMG_2869Sådan blev hendes æske:IMG_2874

Bagefter hev pigerne mig med i alle deres slammede favoritbutikker. Man kan godt dø en lille smule af kedsomhed når man venter foran prøverum, mens nogen fjanteprøver shorts i tusind år, men det bliver heldigvis opvejet når man derefter går derfra med en glad storsnakkende pige i hver hånd.

Billede 2-4 er ikke taget af mig, men af Toms/Keen Heick-Abildhauge. Indlægget er ikke betalt, men vi var inviteret til arrangementet af Toms.

05/5/17

Om makeuptalenter

Sponsoreret event, men ikke betalt indlæg.

Da jeg var tretten, plagede jeg i månedsvis min mor, om lov til at begynde at bruge makeup, ligesom alle de smarte piger i klassen gjorde. Da hun endelig gav sig, anede jeg seriøst ikke hvad jeg skulle bruge denne overraskende tilladelse til. Jeg anede ikke en pind om makeup, og turde ikke spørge hverken de smarte piger i klassen eller de velpolerede Matas-damer, og famlede mig frem i blinde foran de bugnende hylder, med ting jeg ikke anede hvad var.

(Ak ja børn – dette er en sand lidelseshistorie om hvor hårdt det var at vokse op før der fandtes makeup-tutorials på youtube. Min generations “under-krigen-fandtes-der-ikke-smør-så-nyd-nu-din-mad-heldige-barnebarn-historier”: de grusomme fortællinger om det barske liv, præ-internet ).

Jeg ræssonerede at der ikke var nogen grund til at smøre noget på, der lignede den hudfarve jeg jo allerede havde, så jeg købte den allerallerallermørkeste foundation de havde, og en rouge i en flot kobberbrun farve, som jeg glædede mig til at forandre mit kedelige ansigt med. Samme ide’ havde jeg om mascara: hvorfor købe sort, når vipperne næsten er det allerede? Det blev en flaskegrøn, en lilla og en koboltblå mascara jeg fik med mig den dag.

Den næste morgen stod jeg op en time før jeg plejede, og spartlede et tykt lag brun creme ud over det hele, suppleret med farvestrålende mascara. Efter en måneds tid med dette besværlige ritual, skiftede jeg skole, og den første dag mødte jeg Pelle, der stadig er min ven i dag.

“Det ligner du har fået tæsk, når du har alt det der på” var noget af det første han sagde til mig, og dagen efter gad jeg ikke smøre det på, hvis det alligevel ikke fik mig til at se voksen og sofistikeret ud.

IMG_1229

Jeg har ikke lært meget om makeup siden – bruger højst mascara og en lille smule grå øjenskygge – så da jeg fik en invitation af Nilens jord der indbefattede både sushi og kursus i at lægge makeup, blev jeg meget begejstret – og lidt nervøs for at være pinligt uvidende, foran en masse smukke og smarte bloggerdamer.

IMG_2997

Champagne i glasset, og hamrende søde Elisabeth og Christina som borddamer fjernede præstationsangsten, og dygtige, dygtige makeupartist Marie Dausell guidede os alle pædagogisk gennem trinene i at lægge en flot makeup.

IMG_2996

Megalækre produkter, der ikke får en til at føle sig hverken klistret, fedtet eller overdrevent makeuppet. Jeg duckfacer dog meget irriterende på gruppebilledet, så det deler jeg ikke her – selv om alle de andre ser hamrende lækre ud.

I går aftes prøvede jeg alt det jeg havde lært af på mine døtre, der var ret imponerede over mine makeupartist evner. Det var jeg også selv, i al beskedenhed.

Hvis nogen af jer skal shoppe nyt makeup snart, kan jeg varmt anbefale “Nilens jord” highlighter, der er vildt nem at bruge, og virkeligt giver en god effekt: et lille strøg på kindben og yderkant af øjet, og man ser enormt frisk og glat ud. Den koster sølle 165 kroner, og hvis man bruger koden “SHM15”, der gælder til og med søndag d. 7-5, og giver 15% rabat.
(Jeg får altså ikke noget for at anbefale hverken det ene eller det andet, men den er virkeligt god! Og blushen i stift er lige så god, og nem at bruge.)

Og så, næsten off topic, et gammelt foto af et af mine børn, der efterlignede mine evner til at lægge mascara på sig selv.

IMG_1230

Når hun engang når makeup-alderen ved jeg i det mindste nu hvordan jeg skal styre hende udenom at købe mørkebrun foundation – ærgerligt at hun allerede ved det fra youtube tutorials, så min nye viden ikke er helt så uundværlig…

04/28/17

Om trafikklub

 (Indeholder omtale af et arrangement vi var inviteret til, men det er ikke et betalt indlæg eller noget – det er bare en ret god trafikklub.;))

Da jeg var barn, var min lillesøster med i en trafikklub, og fik spændende pakker ind af døren, til min store misundelse. Jeg svor at sådan en skulle alle mine børn meldes ind i, når jeg engang fik nogle, men af en eller anden grund har jeg aldrig fået det gjort – måske fordi vi har været så heldige selv at kunne hente og bringe børn i alle de år de tre store var små, og derfor virkede det ikke så nødvendigt, når vi kunne træne med dem mens vi gik.

Børnenes skole ligger to stop med toget og en ret lang gåtur over store veje væk, så vi har først ladet de store selv tage hjem fra de var ca 9 år gamle.
Men vores arbejdstider er anderledes nu, og siden mindstebarnet startede i skole i sommer har der været et par dage om ugen hvor de var nødt til at følge hende. I starten hadede jeg at de var nødt til at gå selv, og pylrede helt vildt, men siden har jeg flere gange mødt dem på vejen hjem, og de går så pænt, og holder hende omhyggeligt i hånden, og jeg bliver så rørt og glad hver gang, over at de passer så godt på hinanden.

5DEF6AFF-EB27-412A-99B8-9FCF1800E80C

For noget tid siden blev mindstebarnet inviteret med til lanceringsfesten for Børneulykkesfondens  “ny trafikant”-klub, sammen med en veninde fra klassen, og de var helt høje over at høre koncert, få læst højt af forfatteren til Villads-bøgerne og ræse rundt på en trafikbane.

Efterfølgende ville hun gerne meldes ind i klubben, og det har været en stor succes, hvor hun ivrigt går til de tilsendte opgaver, og jeg får ro på, over hvor godt styr på det hun er ved at få
Så er det ikke kun de store der skal være opmærksom på hendes vegne. Jeg vil tro vi har spillet trafikspillet, som hun fik tilsendt fra sin klub, nærmest dagligt siden hun fik det – og kun den ene af os er virkeligt træt af det.

Trafikklubben bruger børnebogsfiguren “Villads fra Valby” i al materialet. Ham har vi i forvejen læst mange bøger om, så det fanger hende helt vildt.
“Kan du huske dengang jeg var lille, måske kun fem år, og i skældte mig ud da jeg sagde der var grønt lys, men det var bare fordi jeg troede at man skulle se på det andet lyskryds, hvor der var grønt for de andre? Nu forstår jeg lyskryds!” proklamerede hun stolt efter vi havde genlæst bogen om Villads i trafikken.

og det er jeg glad for at hun er gør.

DSC_0371

Også selv om det stadig er rart de går sådan her hjem, som på billedet her jeg tog fra min cykel i vinter, og blev så rørt over.

04/24/17

Om uhensigtsmæssig autocorrect

Min telefon har, som nævnt flere gange før, en dårlig vane med at autocorrecte ord helt forkert – og jeg har en lige så dårlig vane med bare at fyre skam-correctede sms’er afsted, uden at gennemlæse dem først.

Heldigvis var jeg grundig denne gang, og fik IKKE sendt en SMS afsted på jobbet, hvor jeg ville skrive at jeg ikke kunne have møde på grund af ferie: min telefon rettede kækt “because of the holiday” til “because of the holocaust”.

Jeg er meget, meget taknemmelig for at jeg ikke bare trykkede “send” denne gang – havde været upassende på utroligt mange planer…

12/8/16

Om chok og krymmel

De her fik mine unger i går lokket sig til, fordi de havde været artige hos tandlægen (hvor dårlig pædagogik er DET lige?)
Jeg undrer mig meget over hvordan man bærer sig ad med at overtrække romkugler med “chok og krymmel”: sniger man sig ind på dem og råber højt, hvorefter man nemmere kan rulle de chokerede kugler i krymmel?

Og hvorfor gør man det – ligger de mere stille hvis de først har fået et chok, eller hvad?

Umiddelbart synes jeg det havde været mere humant at nøjes med bare at gøre dem en lillebitte smule forskrækkede.

07/8/16

Om velgennemførte demonstrationer

Efter et hektisk og tosset dyrt døgn i London, ankom vi til vores fantastiske hotel på Sicilien onsdag aften, godt varme og forpjuskede.
En hurtig dukkert i den lune pool, et brusebad og noget rent tøj senere, var vi klar til at lære de andre familier at kende, mens vi spiste lækker mad i gårdhaven.

Børnene spiste hurtigere end de voksne og ræsede ned på legepladsen, men dukkede op noget tif efter og plagede om en aftensvømmetur, men alle voksne sagde nej – vi ville sidde og slappe af sammen, orkede ikke opsyn ved pool.

Skuffede unger plagede nogle gange, men da det ikke virkede, forsvandt de ind på et værelse, sammen.

En rum tid efter hørte vi rytmisk råben, og børnene marcherede ud i samlet flok, medbringende bannere og kampråb:”VI VIL I POOL!”
Det var svært ikke at grine af deres snedighed, og kort efter plaskede ni grinende unger rundt i poolen, klokken halv elleve om aftenen.

Jeg tiltuskede mig alle deres bannere efterfølgende, imponeret over deres overtalelsesevner.
Der er skilte, der appellerer til enhver forælder, så det er ikke underligt vi gav efter.
Nogle falder bedst for smiger. De ville kunne lide dette her simple skilt:
DSC_0031
Så er der det man kalder “nudging”, hvor ønsket adfærd fremhæves. Er man til fals for den slags, virker skilte som disse:
DSC_0028
“Kan børnene hygge, kan alle hygge” er sloganet, og den glade forælder på poolkanten siger endda “i er så søde børn!”
DSC_0030
“Det er god stil!” fremelsker igen den ønskede adfærd – hos nogle.

Andre forældre responderer måske mere når der pustes til skyldfølelsen:
DSC_0029
Streng forælder, ser ned på forventningfuldt barn, iført badering…

Trusler eller hård retorik kan få andre med:
DSC_0032

Personligt overgav jeg mig, fordi jeg faldt for den absurde humor i denne her:
DSC_0027

Så respekt til børneflok for velgennemført demonstration – men jeg er dog noget nervøs for hvor mange af den slags vi kommer til at se i fremtiden.
Rygter vil vide, at jeg kan forvente en demonstration imod den kødsovs jeg laver, i forhold til den Ninjaman laver…

06/18/16

Om leg og heste

For lidt siden var jeg inviteret til playmobil-fest på en rideskole på amager, sammen med mine to yngste piger.

De havde glædet sig fuldstændigt vanvittigt meget, og hele arrangementet levede til fulde op til forventningerne – hvilket også er nemt, når det kombinerer alle hovedinteresserne: playmobil, kage og ponyer!
642016161920
Mindstebarnet talte som om hun var på helium, fordi hun var så eksalteret, mens hendes storesøster tog billeder af alle de fine playmobilkager, hestene og hele traktementet.
Solskin, søde bloggerkolleger og en rigtigt fin stemning gjorde det til forsommerens absolut bedste søndag!
Jeg blev varm og glad i hele kroppen over at se dem så glade, midt i en tung tid, hvor deres far igen var nyopereret.

Pigerne fik hele den nye seje rideskole fra playmobil med hjem, og har stort set ikke leget med andet loge siden.
Den er utroligt detaljeret, med bittesmå strigler, piske, ridehjelme og endda hestepærer til, og da mindstebarnet havde fødselsdag kort efter, ønskede hun sig flere ponyer, så nu har de supermeget at lege med.

02/3/16

Om Suede-koncert, forkortet kærestetid og fotos man åbenbart ikke må vise til andre

Da vi mødte hinanden, for 1800 år siden, var der ikke meget musik jeg og min Ninjaman kunne blive enige om var fedt.

Han hørte enten meget larmende heavy, eller meget larmende hiphop, og min favoritmusik har altid været noget med en fyr med en guitar, og nogle tekster, der fortæller en historie – men vi opdagede dog en fælles kærlighed for britpop.

Skulle man filmatisere vores liv, ville det derfor primært være Suede, der skulle være lydsporet til vores første 3-4 år som kærester, for det kunne vi blive enige om at lytte/kysse/danse til.

Da bandet annoncerede koncert i DR koncerthus, blev vi ganske nostalgiske, og fik i en hast arrangeret børnepasning og købt billetter.

Efter arbejde mandag skyndte vi os at gøre os lækre, for børnene skulle passes fra klokken 16, og vi skulle både på restaurant, og ud og drikke drinks, og lege vi var unge og vilde (altså – ihvertfald unge og vilde lige frem til efter koncert, hvor vi skulle med metro hjem).

Men ak – børnepasser var forsinket og skrev kl 16 at det blev lidt senere, klokken 17 om vi ikke kunne spise med børnene,  og klokken 18, at hun tidligst ville nå det til 19 – og det endte med at vi måtte bede naboer holde øje med børn til hun kom, og selv løbe ud i bilen.

Så ingen restaurant eller drinks, og det var svært ikke at være en smule skuffede, mens vi delte en cola i foyeren, og tog selfies, hvor vi forsøgte at lave “blue Steel” poseringer.

Men så startede koncerten, og – ligesom alle de andre 40 årige i salen – blev vi øjeblikkeligt 20 år yngre, mens vi skrålede med på, at vi var :” so youuuuung!”

DSC_0074

Det var en suverænt god koncert, hvor forsangeren drønede rundt og sang blandt publikum,  der aede hans hår og tøj, som om han var en stor kat (med en mikrofon).

Alle os halvgamle røvhuller, var helt oppe i det røde felt på begejstringsskalaen, og følte os ganske unge igen.

Da jeg efter koncerten gik på toilettet, kunne jeg i den blanke metaldør se genspejlet hvordan mine korte ben dinglede fra det absurd høje toilet, og fandt det ustyrligt morsomt, i min post-koncerts-eufori.

Så jeg tog et billede og sendte til min mand, der syntes det var lige så morsomt, og kunne fortælle at tissekummerne ligeledes var placeret så højt, at han havde været glad for at have sko med hæl på, for ellers havde han muligvis måttet lægge dilleren op på kanten for at nå.

(Desværre havde han ikke et billede til at underbygge den påstand)

DSC_0068

Se, nu er det måske en mærkelig ting, at dele et billede hvor man tisser, på sin blog (med mindre, selvfølgelig, at det er en ganske særligt tisseblog man har), men jeg tænker, at I kan tage det – ihvertfald bedre end min kollega, som jeg havde følgende samtale med i morges:

Kollega:”haha, det er sjovt du er så lav, at du ikke kan nå skabet!”

(eller noget der minder om – morsomme konstateringer om min lavde er en fast bestanddel af mit arbejdsliv, hvor 80% af mine kolleger, er mænd på to meter – og jeg husker derfor ikke nødvendigvis detaljerne)

Mig:” ja hvis du synes det er sjovt, skal du se et billede hvor jeg sidder på toilettet!”

Kollega:”øh… Du spørger om jeg vil se dig sidde på toilettet? ”

Mig:” nej nej, mener det ikke skummelt: det er ret sjovt! Det er bare på et foto!”

Kollega: smiler nervøst, og forlader rummet.

Ud fra det, kan jeg konstatere at det ikke er alle billeder man kan dele med hvem som helst.

Godt jeg har en Ninja der forstår – og jer, som jeg benhårdt satser på ikke forlader rummet?