06/8/17

Om tiden med små børn – et indlæg jeg skrev som gæsteblogger

I mandags fejrede vi mindstebarnets 7 års fødselsdag, for tredje og sidste gang. En tindrende glad lille pige, midt i flokken af klassekammerater. Hun havde den bedste dag, og det var al bøvlet værd.

Men tænk, at alle mine piger pludselig er blevet så store! Hende her fødselsdagsbarnet, med skrammede knæ og manglende fortænder, har netop været så lille her:

IMG_1286

Og jeg skal ikke igen være mor til en et årig, to årig, tre årig, fire årig, fem årig eller seks årig – hvilket jeg ellers efterhånden synes jeg er blevet god til at være.

Det mindede mig om at jeg endnu ikke har fået delt dette indlæg, som jeg skrev til fantastiske Cecilies blog, Sneglcille.dk, for nogle uger siden. Et tilbageblik til dengang mindstebarnets tre storesøstre alle var under fem år gamle, og hun ikke engang var tænkt på endnu.

——-

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille Lou Lou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og også savne den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim

02/20/17

Om at være far – interview med Ninjaman

For nogle uger siden åbnede jeg op for en spørgerunde, hvor flere af jer skrev spørgsmål til Ninjaman på mail eller i kommentarfeltet. Tak for jeres mange spørgsmål, som han beredvilligt svarede på en hel søndag. Der er så mange spørgsmål, at jeg deler dem op i flere indlæg.

Her er svar på de spørgsmål, der mest handler om at være forældre:

Hvordan får man tid til hinanden i en travl hverdag med sene arbejdstider, skole, venner og andre aktiviteter der skal passes?

“Det gør man jo heller ikke. Det er svært at få tid til hinanden. Og man er træt, når børnene endelig sover. Vi giver tit hinanden massage når vi ser serier – så får vi sneget lidt ekstra berøring ind. Vi er også gode til at få stoppet op og få vendt det med hinanden, når der i perioder går for meget hverdag i det. Hvis vi begynder at snappe af hinanden og kun taler om rugbrød.
Vi hviler godt i hinandens selskab, og forsøger at finde alt det der er godt i hverdagen, i stedet for kun at være kærester de to-tre gange årligt hvor vi får passet børn en aften.”

IMG_1078
Hvornår skal børn have deres egen iPad/telefon?
“Det er nok forskelligt fra familie til familie. Vores piger fik (billige) mobiler da de kom i den alder hvor de havde brug for at kunne smse og lave aftaler med os. Tror det var omkring 3. Klasse.
Den ældste fik en smartphone da hun var ca 13. Ellers ville hun have været udelukket fra det fællesskab hendes venner havde, på Facebook og Instagram og hvad det nu hedder. De skal ikke sidde med næsen i maskiner hele tiden, og skal respektere når forældrene siger at nu skal de lave noget andet.”

Hvad har været vigtigt for dig at i har prioriteret ift at huske at være “kærester” når der kommer børn ind i billedet?
“Vi har aftalt at have en dag om ugen hvor vi bare snakker, uden tændte skærme. Det er lidt forskelligt hvor gode vi er til at overholde det, men det er godt når vi gør.
Vi ved begge at vi ikke er perfekte, og derfor kan vi acceptere hinandens fejl, og skændes sjældent om småting.
Jeg synes også vi er gode til at være kærester midt i børneflokken. Nyde tiden sammen med børnene.

Hvad har været det sværeste ved at blive far?
“Det var svært for mig med første barn, om jeg kunne slå til. Måske er det typisk mandeagtigt at tænke om man kan finde ud af at passe på sin familie, om man er god nok. Det var ihvertfald sådan jeg havde det.”

Hvad har været det bedste?
“Al den kærlighed man får. Kram. De sjove stunder.”

IMG_1079
Hvordan er det at have en kone der er blogger? Har i haft nogle betænkeligheder eller dårlige oplevelser?
“Det er fint med mig.
Jeg synes der er mange hyggelige ting ved det, og jeg synes det er fedt, at hun har et medie hvor hun kan få afløb for den trang til at skrive hun altid har haft.
Børnene bliver ret stolte hvis nogen genkender os på gaden og de elsker at blive inviteret med til sådan nogle ting vi ikke selv har råd til.
Jeg synes hun er god til at spørge om det er okay med os inden hun skriver om os, og hun er opmærksom på om børnene bliver udstillet. Hun spørger dem altid før hun skriver noget eller lægger noget på instagram, og respekterer hvis de siger nej. Bloggen er anonym i forhold til efternavn og børns fornavne, for at de ikke skal kunne googles.”

Et godt råd til kommende fædre?
“Husk at snak om tingene og find en måde hverdagen kan fungere, og alle kan være i det.
Der er ingen tvivl om at det ændrer ens liv at få børn, men det er også fedt at dele sit liv med andre. Fokuser på det positive.
Hvis man er bange for om man mister sin frihed, må man lave nogle aftaler. Vi har før haft en dag om ugen, hvor vi hver især bare kunne lave aftaler, uden at forventningsafstemme med den anden. Fokuser på det positive.”

 

02/17/17

Interview med mine unger – og mulighed for spørgerunde

Vi er neddykket i vinterferiestemning for fuld skrue denne uge. Det er fantastisk, dovent og tiltrængt!

Ninjamans fødselsdag lå på første dag af vinterferien og næstældstebarnet har fødselsdag den sidste dag i ferien, så ud over noget med at sove virkeligt længe og have nattøj på hele dage, har ugen budt på fejringer af flere slags: drinks, mange gange gæster, og pasning af unger en hel nat, hvor vi sov på hotel og nød alenetid.

Mere om den slags snart!

ATT_1437773766222_IMG_20150714_162802

På Karmamillis kloge, fine blog, kan man i dag læse et interview med mine tre mindste piger, lige her.

Bloggeren bag Karmamilli, Christina, har jeg kun mødt en enkelt gang, men hun har en udstråling man falder totalt for – og en udadvendthed jeg ville ønske jeg også havde bare lidt af. Jeg blev megaglad for hendes mail, hvor hun smigrede mine kinder røde, og spurgte om jeg og mine unger gad stille op til interview på hendes blog, og blev glad for at mine piger sagde ja,
Jeg er vild med konceptet mor/børn interviews, og har nydt at læse de andre i serien. Skynd jer ind at læse, hvis I ikke allerede har læst!

Jeg blev helt rørt over nogle af mine pigers svar – over at de lagde mærke til mig på den måde.

Spørgerunde.

Mine piger  syntes det var helt vildt hyggeligt at svare på, og ville gerne have svaret på flere spørgsmål. Selv min mand blev nysgerrig og ville også gerne have svaret på noget – så hvis nogle af jer har noget I gerne vil spørge min mand eller unger om, så skriv et spørgsmål her i kommentarfeltet, eller send en mail på superheltemor@live.dk, så samler jeg deres svar i et indlæg på et tidspunkt!

08/15/16

Om rørstrømskhed, lidt bryllups og gæstebloggerier

Det er ikke blevet til meget post-ferie-blogging her fra denne kant: delvist fordi vores tid er gået med at glæde os til min yndlingsfætters fantastiske bryllup for halvanden uge siden; og delvist fordi der lige er noget logistik i det med at vende tilbage til hverdagen der spænder ben.

Vi har alle seks glædet os ret intenst til bryllupsfejring hele året – intet er finere end yndlingsmennesker der siger ja til hinanden!
Min yngstepige mandagstippede allerede i marts om hvordan det var at skulle være brudepige.
En af jer læsere var så søde at smide et link til en engelsk hjemmeside, hvor jeg fandt fine kjoler til både mine piger og deres kusiner – endda superbilligt.
Mange tak for det, og hermed er link givet videre, til de af jer der også kunne have brug for billige festkjoler til børn!

Brylluppet var endnu mere gåsehudsfremkaldende fint end vi havde kunnet forestille os, og pigerne var muligvis de fineste små blomstersmykkede brudepiger i danmarkshistorien.

IMG_20160807_191031

Ninjaman og jeg holdt en tale sammen, som vi måtte korte kraftigt ned, af fare for at stortude undervejs.
Til gengæld indeholdt talen så forskellige gadgets som et halvfærdigt strikketøj, en graf med søjlediagrammer over min fætters personlighed, og et par uundværligt blærede baglygte-klunker.
(Og jo – jeg har også købt mig selv et par, men mine børn vil ikke følges med mig hvis jeg har dem på cyklen…)

Nå. I tiden inden bryllup spurgte to af mine yndlingsbloggere om jeg ville skrive et gæsteindlæg til deres blogs, og grundet min rørstrømske sindstilstand på daværende tidspunkt, er begge indlæg stærkt sentimentale:

Hos søde Cecilie svarede jeg på 21 gode spørgsmål om kærlighed i hendes virkeligt fine interview-føljeton, som jeg ivrigt har fulgt med i.

Megaseje Christina har haft en blogføljeton om folks bedste feriefund, og selv dette relativt neutrale emne, formåede jeg at plastre til i sentimentalitet her.

DSC_0193

(Klunkelink er affiliate, men indlæg er ikke ellers sponsoreret)

01/2/16

Om nytår og fødsels-gæstebloggerier

Godt nytår!
Vi havde en seriøst hyggelig og festlig aften hos venner, med drinks, sushi, glade børn og heftig dans til klokken 05.

Vi lagde tjekket nok ud, og startede året med fantastisk morgenbord:
IMG_20160102_104434
Derefter skiftede alle til bløde bukser igen, og fire voksne og en enkelt teenager tilbragte dagen i en bunke dyner, med at intervalsove gennem hele syv nye afsnit af “New girl” på netflix, mens resten af børnene legede eller stenede skærm, og fik ja til alt sukkerrelateret de spurgte om.

Min hjerne, stadig lidt stress-slidt, er fortsat under restaurering i dag efter en uvant selskabelig juleferie, og Ninjaman dansede så meget at hans operationsar på benet begyndte at bløde, så dagen i dag byder, med stor sandsynlighed, på imponerende rutineret inaktivitet.

Så hvis man havde håbet på mere udførlige indlæg fra min hånd, er det HER hos Cana man kan finde den slags i dag – hvor jeg gæsteblogger om fødslen af mit nuttede yngste barn.

Cana har en fin føljeton på sin blog, med fødselsberetninger hver fredag. Personligt elsker jeg at læse fødselsberetninger, og læser ivrigt med.

Hvordsn har jeres nytårsaften/første januar/fødsler så været?
At læse kommentarfelt virker som en god, overskuelig opgave i dag!

07/28/15

Gæsteblogger – Christina Melchiors fra “candthecity”

Dagens gæsteblogger er vidunderlige Christina, der har denne fine, velskrevne, ærlige og morsomme blog, hvor hun skriver levende om alt, fra stresssymptomer, til dating, mode, rejser og liv.
Jeg har desværre aldrig mødt damen i virkeligheden, men jeg tror hun er en fest – og jeg er dybt imponeret, og en tand misundelig, over hvor god stil hun har!

Jeg har egentlig altid troet at min egen tyndskid-i-hvid-kjole-historie (der kan læses Her) var svær at overgå – men Christina overgår den elegant, med denne fortælling, om en ferie til Tunesien.
Enjoy!

Hudløs i Hammamet.

Tidligere i mit liv delte jeg ferieplaner med en mand, der var afbudsrejsetypen, hvilket ikke harmonerede supergodt med mig, der eeeeeelsker at gå og glæde mig til det sted, hvor jeg skal hen, i månedsvis og har det bedst, hvis jeg har en flybillet i skuffen.
Så når jeg begyndte at rykke for noget feriebestilling, blev der altid messet:
”Der kommer jo altid et skidegodt tilbud i sidste øjeblik”.

Han vandt – og jeg fik ret.

Det dér tilbud kommer ikke altid. Slet ikke den sommer, hvor vi havde besluttet, (Læs: Jeg var blevet afpresset til), at den stod på charter med hans to børn.
Da vi nåede onsdag og efter planen skulle afsted lørdag, var der stadig ikke bestilt noget og barnefaderen mente ikke, at Sunny Beach var nogen velegnet destination, trods alt.

Derfor stod valget mellem Tunesien på et 4-stjernet hotel og Santorini på et 2+-stjernet hotel, hvor jeg holdt benhårdt på Santorini, fordi jeg kendte rejseselskabet, kvaliteten plejede at være i top og jeg ikke var super begejstret for det der Tunesien, da det var lige efter Muhammed-krisen.
Barnefaderen holdt benhårdt på Tunesien, fordi det var jo qua sine 4 stjerner var meeeeeeeget bedre og der var pool. Og alle ved jo, hvor vigtig en pool er, når hotellet ligger på stranden…

Han vandt. Og jeg fik ret.
Allerede i flyet begyndte det første cirkus, da vi skulle udfylde visum-ansøgning og Barnefaderen udbrød:
”Hvorfor helvede skriver du, at du er advokat fra Norge?!”, hvilket naturligvis fik børn (Og passagerne på de nærmeste fem rækker, front og bag) til at vågne af deres komalignende søvn og påbegynde et mytteri.

Forklaringen var og er, at jeg er journalist. Fra Danmark.
Lige efter det lille incident med nogle tegninger i en avis og hovedparten af den arabiske verden havde brændt danske flag af og ikke rigtig var fan af danske medier. Eller danskere generelt.
Man ved jo aldrig, hvad man ender i på sådan en tur, og fik vi brug for at skulle i kontakt med myndigheder, så synes jeg egentlig at det var bedst, at jeg, helt stille og roligt, lige havde en anden profession på den tur.
Så var fanden løs på række 15.
Børn ville af. Og hjem. Og ikke med. Og i det hele taget var det røvtarveligt af os, at slæbe dem på ferie i et land, hvor de både ville blive slået ihjel og solgt som slaver.

Efter en virkelig lang diskussion med dem (og stewardesserne!!), blev de bestukket med nye visumansøgninger, licens til at være nordmænd i en uge og garanti om, at intet farligt ville ske.
12 meget lange timer senere var der ankomst på hotellet, hvor vi blev udstyret med et værelse, der var et kosteskab, i en baggård, ud til containerne og ved at brase sammen og hvor nogen fik vist hvislet noget om 4-stjerner og min bare røv…

Derfra og med nye værelser gik det faktisk fint.
Kun skæmmet af petitesser som, at ingen kunne gå alene nogen steder overhovedet udenfor hotellet, alle drikkevarer skulle købes på matriklen (25 cl. vand til 50 kr. i 40 graders varme) og et uventet kultursammenstød med en ny type turister: Russerne.

De brillierede hver morgen ved, helt stille og roligt, at tømme buffeten for ALT, der indeholdt sukker, kulhydrat og frisk frugt ved simpelthen bare at tage fadene og stille dem på eget bord. Helt konsekvent.
Bevares, jeg kan da også omsætte en hel del smørbagte croissanter, men ligefrem at score hele fadet, det gør jeg dog ikke.
Russerne var iskolde, de skrabede alt det sjove til sig, tuneserne turde ikke fylde op og vi andre prøvede at ignorere, at maden, det kedelige brød, der var til overs, skulle indtages sammen med synet – og lyden af – vores nye rejsekammerater, der harkede store snotklatter ud på gulvet, fes og ræbede højlydt og askede direkte ned i fadene med de resterene kager, croissanter og pandekager. Velbekomme.

Forsøgte at råde bod på miseren ved at fylde børn med Nutella-pandekager ad libitum ved alle gadeboder og besøg på fancy pancy 5-stjernet restaurant i meget laber 1001-nat gårdhave.
Det skulle jeg så nok ikke have gjort.
Ved fanme ikke om de andre havde asfalteret deres tarmsystem hjemmefra, men blev, som den eneste og mest forsigtige, i selskabet syg. Som i syg, syg, syg.

Nu har jeg ikke født, men jeg er sikker på, at det er sådan det føles, når nogen hakker et ve-stimulerende drop i armen på en.
Jeg sked. Og sked. Og sked. Og sked.
På kaskade-måden, hvor man bare balancerer på strålen og forsøger, at ramme håndvasken, mens man brækker sig. Samtidig.
I et interval, hvor det overhovedet ikke kan betale sig, at forsøge at nå tilbage til soveværelset, men bare må henlægge residensen til at ligge på verdens klammeste bademåtte med et håndklæde over sig.

Jeg tog det ikke pænt.
Og det gjorde jeg ikke i de resterende fem dage, hvor jeg lå indespærret på hotelværelse med en enkelt tuneser-kanal til underholdning, mens de andre var på familieferie og morede sig gevaldigt.
Det tog jeg slet ikke pænt.
For det var naturligvis min kærestes skyld, at jeg var blevet syg. Det var aldrig sket, hvis vi havde været på Santorini, som jeg havde foreslået. Og så skulle han s-a-t-e-m-e ikke rende rundt og more sig, når jeg var syyyyyyyyyyg.
Charmerende. Jeg ved det.

Heldigvis skulle vi hjem, men de drugs, der skulle holde sagerne indenbords, så jeg kunne sparkes ombord på et fly, virkede ikke en skid (!)
Ret problematisk, når man skal høvles ud på 5 timers bustur midt om natten, hvor intet har åbent.

Så sad jeg der, i vejkanten, og sked.
Og sked. Og sked. Og sked.
Og ørlede lidt.
For øjnene af 100 andre chartergæster, der var ret trætte af, at vi skulle holde ind hele tiden.

Det eneste, jeg husker fra den hjemtur, udover skideriet, er, at jeg var svært begejstret over, at jeg havde haft åndsnærværelse nok til at gøre mig selv til tyv og stjæle en toiletrulle med fra hotellet. Ellers havde det virkelig set skidt ud, der i vejkanten.
Og at når der skal laves en film om mit liv, skal den hedde Hudløs i Hammamet.

Se selv. Danmark i regnvejr er slet ikke så slemt
God ferie!

07/23/15

Gæsteblogger: Mie, fra nomdemie

Mies blog, nomdemie, har jeg fulgt lige siden den startede.
Jeg elsker hendes små sarkastiske lego-kommentarer, og kan fnise højt af hendes snørklede metaforer, varierede sprog og selvironiske skrivestil.
Læs hendes blog!

Gæsteblogger: nomdemie.

Den sidste rygsækrejse og det, der fulgte

Da jeg blev gravid med vores første barn, gik der lige præcis to uger, før min kæreste og jeg også havde vores første familieskænderi. Han mente, at den bedste måde at forberede det kommende forældreskab på, var at lægge så mange penge som muligt til side. Jeg mente, at den bedste måde at forberede det kommende forældreskab på, var at fyre hele vores opsparing af på en sidste omgang backpacking.

Jeg vandt.

Så den sommer så vi Mexico på tre uger. Jeg var småbitter over hverken at kunne ryge billige cigaretter eller høvle margaritas og døjede lidt med træthed og varmen, men ud over det var det en god tur. Vi tullede rundt i Mexico City, gik på museer og cafeer og så Frida Kahlos hus. Rejste rundt på Yucatan-halvøen, boede i en gammel pirat-by, badede i det Caribiske Hav, så Maya-ruiner, besøgte et fuglereservat og købte en flamingo i træ til at hænge op i det kommende børnehjørne i vores lillebitte 2-værelses. Fløj til vestkysten, gik på marked i Guadalajara og badede i Stillehavet. Og fordi jeg insisterede, tog vi helt op nordpå, stod umenneskeligt tidligt op og ventede i timevis på en togstation ude midt i ingenting to dage i træk for at få pladser på den berømte Copper Canyon Railway; og jeg sov selvfølgelig som en gravid sten, da vi endelig nåede til solnedgang og dermed højdepunktet på den 12 timer lange togtur. Vi tog tilbage til Mexico City, så pyramiderne i Teotihuacán – det lykkedes mig at skænde kulturarven på passende vis, da jeg morgenbrækkede mig lige foran indgangen – og gik tur i den zoologiske have. Og så rejste vi hjem til nakkefoldsskanning i sikker forvisning om, at vi naturligvis var den slags forældre, der ville bruge de næste mange ferier på at backpacke langs Mekong-floden eller proppe vores kommende børn i et folkevognsrugbrød og køre tværs gennem Centralasien.

Åh, jeg må le… For der var selvfølgelig to ting, vi havde glemt at regne med:

1) Penge. Vi endte med at få tre børn på fire år, på SU og med skiftende bopæl undervejs. Så selvom det teknisk set ville have været muligt for os at spare op til en ferie i Asien, så er selv jeg blevet så fornuftig, at jeg hellere vil bruge mine spareskillinger på en udbetaling end på en rejse, der i bedste fald ville blive en udholdenhedskonkurrence og i værste fald et mareridt. Hvilket bringer mig videre til:

2) Børn. Min 6-årige søn, der dengang var med i maven i Mexico, har alle dage været et medgørligt barn, men mine tvillingepiger på 3 har ikke deres brors rolige gemyt. Faktisk indretter vi al transport efter den såkaldte tvillinge-konstant på en halv time, da det er det maksimale tidsrum, de kan sidde stille i bilsæde/klapvogn; alt derudover kræver enten iPads eller bedøvelsespile. Så to døgn i en flodbåd på Mekong ligger ikke lige for.

Som de fleste andre småbørnsfamilier, har vi indtil videre holdt nogle stille og rolige sommerferier, og det mest eksotiske sted, vi har været, siden vi blev forældre, er en ferielejlighed i Norditalien. I år har vi lejet et sommerhus. I en uge. På Sjælland. (Kan I mærke vildskaben ulme?)

Og det er sgu helt fint. Jeg drømmer stadig om fjerne vidder og friheden i en flybillet, en rygsæk og ingen faste planer, jeg har stadig udlængsel og rejsetrang. Men det skal jo nok komme en dag, siger jeg til mig selv, mens jeg tjekker priser på Den Transsibiriske Jernbane og memorerer spanske høflighedsfraser. Vi har snakket om at tage på interrail, når børnene er blevet lidt større, og indtil da er jeg egentlig okay med at sidde i et sommerhus ved Isefjord og spille Matador og lege vandkamp. I det mindste kan jeg drikke alle de margaritas, jeg vil, når børnene er puttet.
image5
“Vaya con dios, min gode mand! Dónde está nærmeste Taco Bell?”

07/20/15

Gæsteblogger: Cecilie fra sneglcille

Smukke, søde, seje og sjove Cecilie – som jeg endda har været så heldig at møde flere gange i virkeligheden – har bloggen “sneglcille”,  hvor hun skriver forrygende morsomt, ærligt og klogt,om sit liv.
Man kan ikke undgå at falde, både for Cecilie og hendes måde at skrive på, og hendes blog får en stor anbefaling her fra!

Gæsteblogger sneglcille:
“Hvad laver man når man har sommerferie?” Spurgte jeg nysgerrigt og ideforladt min søn og papsøn henover en portion boller i karry, aftenen inden den sommerferie vi havde meldt til henholdvis fritidshjem og børnehave, den ferie som vi indtil få dage inden havde glemt, allerede var lige om hjørnet.
Undskyldningen på denne i nogles optik pinlige forglemmelse lyder, at jeg er på barsel med vores knap tre måneder gamle datter og derfor er en smule udfordret hjernekapacitetsmæssigt, og sjældent har styr på hverken ugedage eller datoer.
Jeg mindes at den evne genvindes, sammen med alkoholtolerance og normale sociale færdigheder (skal virkelig snart holde kæft om fødsler og tigerspring).
Min kæreste er selvstændig og er derfor heller ikke den allermest stærke i ugenumre og den slags.
Gudskelov at han i det mindste skriver ting ned, ellers ville vi virkelig være på spanden!

Otto, der er min snart 6 år gamle søn svarede til mit spørgsmål, at det vidste han altså ikke, for han havde faktisk aldrig haft sommerferie. Leo, min 4 årige papsøn nikkede med, han vidste heller ikke hvad det gik ud på.

Jeg forsikrede dem om, at det havde de altså haft, flere gange, og forsøgte at minde dem om tidligere sommerferieoplevelser vi har haft sammen, med nogenlunde held.

‘Nåh ja, Måske vi bare skal spise en masse is og spille fodbold i gården?’ Foreslog den ældste efter lidt tid. Hvilket jeg (overrasket og lettet) og resten af bordet vedtog. Så meget for at forsøge at piske en stemning op.

Samtalen fik mig til at tænke over mine egne sommerferieminder fra barndommen og sjovt nok er det lige præcis stunder som vandkamp i min mormors have, min mors kartoffelsalat, overload af frys-selv is (og dertilhørende sår i mundvigen), lyse aftener og duften af varm asfalt, der står klarest i min erindring, kontra de sikkert alletiders udflugter og aktiviteter min mor har sørget for at vi børn også fik når ferien stod på.

Så selvom jeg måske havde forestillet mig at vi skulle alverdens ting de næste 4 uger, skruer jeg lige mine forventninger ned til børnenes niveau. Afslapning, langsomme dage, boldspil og selvfølgelig is. Hver dag. 
Det gider jeg og mit barselsramte sind (og krop, Damn you kanelsnegle) godt

07/17/15

Gæsteblogger: Stine, fra østfronten

Dagens gæsteblogger er søde Stine, der har bloggen østfronten,  hvor hun beskriver sin hverdag, med mand, 3 årig datter og baby på vej, på en fin og poetisk måde.
Jeg synes Stines blog er noget så hyggelig, og kan godt lide at læse med!

Gæsteblogger Stine, Østfronten
“Det er både lidt ærefrygtindgydende og flatterende at blive spurgt om at gæsteblogge – specielt når man bliver spurgt af en som Kim, der var en af mine egne inspirationskilder, dengang jeg startede Østfronten.

Der var frit valg på emnehylden, hvilket gjorde det endnu mere svært – for hvor starter man så? Jeg har kigget i mit bagkatalog, overvejet at skrive om ferier med børn, at være mommy-blogger… I sidste ende blev jeg ved at vende tilbage til det, der er en del af mig 24 timer i døgnet.

Noget af det, der fylder allermest i mit liv i øjeblikket er ikke hvorvidt sommeren er kommet for at blive, hvem der vinder Tour’en (eller… det gør jeg nu aldrig) eller noget som helst andet, der har med resten af verden og samfundet at gøre. Mine tanker kredser derimod den baby, der lige ved og næsten er færdigbagt og klar til at komme ud og for alvor blive en del af vores familie. Om den fødsel, der er nært forestående, og som jeg ser frem til og håber på bliver en ligeså fantastisk oplevelse som første gang. 

Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at blive mor for anden gang. Både til at kunne indsnuse duften er ny baby igen, ae det dunbløde hoved og være vidne til den magi, det er at opleve et lille nyt menneske åbne sig mod verden i småbitte og samtidig gigantiske bevidsthedstrin.

Men for pokker hvor jeg også glæder mig til at blive nybagt mor med en masse erfaringer i bagagen. En fuldstændig fast viden om, at ALTING med børn er en fase. Og ikke mindst en hel del mere mor-selvtillid end jeg havde med Bean. 
image

Det har taget mig blod, sved, tårer og søvnunderskud nok til et helt liv at nå dertil, hvor jeg stoler mere på mig selv end på Google, min sundhedsplejerske eller andre menneskers mere eller mindre velmente råd. I al fald, når det handler om mit barn. 

Det dér moderskabs-halløj handler nemlig (i al fald for mig) meget mere om, hvad der giver mening i mit og vores liv end hvad der nødvendigvis er samfundsnormen. Jeg er eksempelvis en af de et-sted-mellem-1-og-2-procent af danske kvinder, der går målrettet efter en hjemmefødsel. Bean sover også i smørhullet mellem Jonas og mig, og planen er at samsove lige præcis så længe, som det fungerer for os alle. Så taler vi ikke om, hvordan logistikken omkring et spædbarn, natamning og en 3-årig, der allerhelst vil putte helt tæt på mig, kommer til at fungere… Lidt spænding skal der være i tilværelsen.”

07/14/15

Gæsteblogger: camillate

Dagens gæsteblogger er Camilla, fra bloggen camillate.
Camillas blog er relativt ny, og hun skriver ærligt, og ofte rigtigt morsomt, om parforholdets ups and downs,  og livet med småbørn.
Her beskriver hun ferieliv, når det er værst:

Gæsteblogger Camillate
Sommer i Danmark! En kort fornøjelse der skal nydes til hudløshed.

Hos os startede ferien i sidste uge. En ferie jeg har glædet mig gevaldigt til, siden sommerferien begyndte sidste år.

Jeg har af en eller anden grund altid tårnhøje forventninger til ferie i vores familie.
Derfor var det en rigtig lortesommer sidste år.
Jeg var på det tidspunkt gravid og blev sygemeldt med en slem omgang bækkenløsning, som jeg stadig mærker til i ny og næ.
Bertil som dengang var 2 år, brækkede sit ben. 
Jeg fik øjenbetændelse på begge øjne og så rundede vi sommeren af med en omgang parterapi. DE-LI-KAT!

I år er noget helt andet. Nu har vi hele 2 lækre drenge og ingen brækkede lemmer. Ferie i 3 uger, intet kan gå galt. 

F-E-R-I-E! Jeg stod op og var nærmest lykkelig.
Fuck det, at natten havde budt på kun 4 timers søvn.
Fuck det, at der ikke var mere kaffe i huset og bilen var løbet tør for benzin.

Jeg tjekkede min mail. En lille sommerhilsen fra min søde bankrådgiver…. Han ville bare minde mig om et gedigent minus på kontoen, som gerne skulle inddækkes hurtigst muligt. Super! Som en barslende sygeplejerske uden job i sigte, kan det være lidt af en trussel, sådan en sommerhilsen.
 Da manden kom hjem fra job susede jeg afsted i Bilka, for at finde en smart “Jeg har født to børn og sommeren kom bag på mig og jeg har spist for meget kage i min barsel” bikini.
Sådan en bikini findes ikke.
Der var kun Skinny-As-Fuck bikinier og Jeg-Er-60-Og-Har-Født-Alt-For-Mange-Børn-Og-Går-Nu-Til-Synkronsvømning-Med-Seniorklubben badedragter. 
Jeg snuppede mig en smart badedragt og kørte igen. Bikinikroppen bliver klar næste år……
 I et lyskryds holdt jeg ved siden af en stor BMW. Derinde bag rettet sad en flot fyr. Han kiggede ned på mig.
Jeg blev lidt forlegen og skyndte jeg at stirre lige frem.
Pludselig blev det grønt og i et splitsekund blev jeg i tvivl om det havde været grønt længe, så jeg pressede speederen i bund.
Det resulterede i en vældig masse hjulspind henover krydset og en flot fyr i sin BMW der nærmest hånligt overhalede mig.
Der sad jeg så, med fedtede H&M solbriller og min bilkabadedragt, i en bil proppet op med autostole, skamfulde rester fra Mc D og en masse andet skrammel. God damned småborgerlige Skoda liv! 

Lørdag blev dagen hvor vi skulle afsted til Bønnerup Strand i et sommerhus i en hel uge. AFSLAPNING! Bare ikke fra morgenstunden. Når familien Bjerre skal på tur, træder jeg ind i en anden rolle. Nogen ville kalde den Diktator-Koordinator. Jeg vælger at kalde det Den Strukturede Mor.
Efter et par timer med total pakkekaos, skrigunger og en mand der efterhånden havde mistet sin overbærenhed, sad vi 4 mand i skodaen, uden udsyn ud af nogen af ruderne. Et fiskenet og benene fra en højstol gjorde, at jeg måtte sidde foroverbøjet det meste af turen.

Der var dårlig stemning i bilen, det kan jeg ligeså godt være ærlig at sige. Jeg forsøgte flere gange at vende stemningen med platte kommentarer, men de kom ud på en halv aggressiv kikset måde, hvilket i given situation var som at hælde benzin på bålet.
I stedet nød vi stilheden i en times tid. 

Endelig fremme! Der blev pakket ud, børnene legede i græsset og vi satte os i havemøblerne med en kold øl.
Jeg fik sagt pænt undskyld for den diktatoriske morgenstund, som ikke havde ret meget guld i mund.
Børnene kom tidligt iseng, og vi delte en flaske rødvin og nogle røverhistorier på terrassen den aften. 

Dagen efter pådrog jeg mig en SLEM forbrænding på min ryg. Faktor 10 og blondine er en dårlig kombination. Faktor 10 er det samme som almindelig bodylotion for sådan en som mig. Jeg kunne hverken ligge eller sidde. Efter aftensmad begyndte en slem kvalme at gøre sit indtog. Manden googlede og læste, at kvalme kunne skyldes slem solskoldning. Kvalmen tog til og til sidst måtte jeg løbe på toilettet. Manden joinede mig sidst på aftenen.

I pendulfart hele natten, skiftedes vi til at besøge toilettet. Ingen af os fik sovet. Lyden af hinandens toiletbesøg blev som at sidde på den grønne mil og vente på, at man var den næste til en tur i den elektriske stol. De lyde glemmer jeg aldrig. Vi var mega dårlige. Koldsved, opkast og diarré sugede al livsglæde ud af mig. Mandagen gik med ipad, toiletbesøg og ren og skær overlevelse. Vi måtte slå sten-saks-papir når børnene gav udtryk for sult. Jeg tabte og skulle made Alfred med makrelmadder. Aldrig har jeg kastet op i min mund så mange gange. Tirsdag var vi stadig mærket af søndagens begivenheder. Onsdag ligeså. Torsdag turde vi spise igen. Det fejrede vi med en tur i Kattegat Centret sammen med resten af Danmark. Vi var der i en time. Vi kunne hverken komme frem eller tilbage, ud eller ind. KAOS! Herefter besluttede vi os for at tage hjem. Hjem til Aarhus. Slut med sommerhus. I skrivende stund laver vi planer for resten af ferien, som gerne skulle gå FULDSTÆNDIG gnidningsfrit.

Mine forventninger til de sidste 2 uger er skruet ned til et realistisk niveau og jeg må bare erkende, at sommerferie i en småbørnsfamilie er noget andet end BC (before children). Det er helt okay, jeg ønsker ikke at være noget andet sted end lige her, sammen med mine 3 drenge. Du danske sommer… !
image

//CamillaTe