02/17/12

Om det der kærlighed del 13

Nå, vi må videre i fredagsføljetonen.
Vi havde jo købt et lille hus, og brugt nogle måneder på at skovle lort op i kælderen og bekymre os om vores økonomi.

Nu var der ro på, vi var fattige, men glade – og nød at have plads til at invitere gæster. Den fik ikke for lidt, med fester den vinter, og det var det hele værd, ikke at have underboere der klagede over støj!

Jeg kunne godt have fortsat med at leve sådan i nogle år – men Ninjaman blev ved med at bringe emnet børn på tale…
Jeg havde haft noget med underlivet som helt ung, og fået at vide det kunne blive svært at blive gravid – måske ville det tage nogle år, tænkte jeg – eller også kunne jeg slet ikke, og så var det jo godt at vide mens vi stadig var så unge, så vi kunne nå at adoptere eller noget.

Så jeg sagde ja til at vi kunne smide præventionen ud, og Ninjaman var en meget glad mand.
3 uger efter var jeg gravid…

Jeg var kun ansat i et vikariat, der stoppede samtidigt med at jeg skulle føde, så økonomisk ville det blive ekstremt hårdt – men vi kunne ikke rigtigt tænke på den slags nu, mens vi hoppede rundt af glæde med en klam tisfedtet test i hænderne.

Det er muligt at jeg gik lidt halvhjertet ind i det der projekt-baby, men så snart det var en realitet, syntes jeg det var vildt spændende – har altid elsket at starte nye projekter op, og det her projekt var da det mest fascinerende – tænk hvor vildt det var, at sådan en lille blanding af os var ved at vokse frem.

Jeg læste alt der kunne læses om graviditet og fødsel, og målte og fotograferede maven i et væk.

20120216-213104.jpg
Her er jeg 12 uger henne, og jeg var så stolt af det foto, som jeg virkeligt følte viste hvor enorm maven allerede var…

Men nedenstående foto, taget nogle måneder efter, var jeg derimod mopset over længe – man tager altså IKKE fotos af gravide nedefra!

20120217-075100.jpg

Nå, men dagene gik, i babyboblen, og vi var skiftevis euforisk spændte og meget skræmte over det der familieforøgelses-noget.
Og så friede han…
(fortsættes)

02/10/12

Om det der kærlighed, del 12

Nå, sidste fredagsføljeton handlede om, hvordan vi købte et lille, gammelt hus, der trængte til lidt håndværkerkærlighed.
“Lidt” håndværkerkærlighed, viste sig at være meget…

Og da hverken Ninjaman eller mig selv, ved hvad der er op og ned på en hammer, måtte vi låne penge til alle de småting der viste sig at skulle fikses – og pludselig var lille-hus-vi-lige-akkurat-havde-råd-til, blevet virkeligt dyrt…
Vi løb selv rundt og flåede cerutstinkende tapet af og kørte muggent murværk på genbrugsplads, men der var også ting og sager der skulle fikses rigtigt – blandt andet nye vinduer i hele hytten.
Endelig, efter et halvt år, kunne vi flytte ind. De nye vinduer gjorde stuen lys og luftig – det blev vi enige om ikke var så hyggeligt, så vi malede alle vægge mørkebrune, for at få et mere hyggeligt look.
(Vi fortrød det nærmest med det samme – men var 6 år om at få taget os sammen til hvid maling).
Men de brune vægge var desværre ikke det eneste brune, fandt vi ud af efter nogle uger…
Vi havde kendt hinanden tre års tid, og var stadig på det der forelsketheds-stadie, hvor man helst ikke vil lade den anden vide, at man rent faktisk går på toilettet og den slags. Det foregik yderst diskret.
Så den morgen, hvor jeg gik ned i vaskekælderen – og blev mødt af en hæslig stank – var lidt af en omvæltning.

To ugers samlede afføring og toiletpapir, lå elegant spredt ud over hele gulvet.

Jeg kastede op da jeg prøvede at fjerne det, så Ninjaman, der havde højere kvalmegrænse, brugte en halv dag på at indfange lorte og smide dem i et dybt hul i haven.
Illusionen om at være så feminin at jeg aldrig sked, bristede lidt der….
Hveranden uge i fire måneder gentog lorteshowet sig, til Ninjamans fantastiske far kom og hjalp os med at grave nogle rør frem og fikse dem.

Livet i det lille hus blev noget rarere uden truslen om brun kælder hængende over hovedet hele tiden – men så fik jeg en ny grund til kvalme…

(fortsættes)

20120209-220447.jpg

02/3/12

Om det der kærlighed – del 11

Så er der tid til endnu et nervepirrende spændende afsnit af fredags-føljetonen
Føljeton del 11
Efter at Ninjaman og jeg havde brugt det meste af vores studietid på at være forelskede og have ens frisurer(se dette afsnit for mere forklaringher), nærmede vi os efterhånden en dato hvor vi ville være færdiguddannede.

Vi boede i Ninjamans lille lejlighed; mine møbler var opmagasineret fordi der ikke var plads til dem, og vi fantaserede om at købe en lidt større lejlighed, så snart vi var færdige.

Vi så på flere forskellige, men intet der var helt rigtigt.
Indtil den dag avisen viste annonce med det her hus:

20120201-204936.jpg
Vi havde ikke overvejet hus før, og det lå overhovedet ikke i de bydele vi normalt kiggede på.
Til gengæld lå det (lidt for?) tæt på min mor.
Og det var inden for budgettet.
Vi tog ud og så det, sådan lidt halvhjertet.
Haven lignede en losseplads, med vildtvoksende ukrudt.
Et hul i taget.
Klamt skur i haven.
Asbest i garagen.
Meget lille hus, med skæve vinkler.
En kæderygende cerutelsker havde boet her i 50 år – væggene stank.
Kun bad i kælderen.

Huset trængte så meget til at blive købt af en håndværker med for meget tid og en stor tegnebog – ikke to nyuddannede, dovne og fattige , fummelfingrede idioter.

Vi købte det, naturligvis.

Fortsættes…

01/27/12

Om det der kærlighed, del.10

Nå, det er tid til lidt fredags-føljeton.
Sidste afsnit efterlod jer med den spændende cliffhanger: er det virkeligt sandt, at det irriterende forelskede kærestepar fik ens frisurer?

Det var der så. Altså – det var ikke helt med vilje, men faktum var, at vi i et par år, havde samme frisurer.
Vi var jo så forelskede, Ninjaman og jeg, på den øretæveindbydende måde, hvor vi kunne bruge alt for meget tid på at sidde og se hinanden ind i øjnene, tegne billeder af hinanden, ligge vågne hele natten og dele hinandens livshistorier, og når vi tog til større fester endte det ofte med at vi knaldede på toiletterne, eller tog tidligt hjem for at gøre det samme – oh yes: vi har været SÅ irriterende at gå på uddannelse med…

Ninjaman luftede en mening om, at jeg var skoblind, og jeg overdrog med glæde retten til at købe mine nye sko til ham, og blev udstyret med smarte sneakers – temmeligt meget magen til dem han selv havde.

Jeg luftede til gengæld tanken om at jeg altid havde syntes langhårede mænd var lækre – og samme sekund lod han sit hår vokse.
Et halvt års tid efter vi var flyttet sammen, var jeg til en frisør der påstod at mit, næsten numselange, hår var meget slidt, så hun klippede det i en kort page – der tilfældigvis matchede den længde Ninjamans hår havde nået…

20120127-090742.jpg
Da vi jo hele tiden var sammen, og iøvrigt syntes at alt hvad den anden gjorde var fantastisk, lod vi os naturligvis også inspirere af den andens måde at sætte den korte page på, med indbukkede spidser.

Som håret voksede, blev vi ved med at have samme længde hår og frisurer – først en lang periode med 2 x hestehaler, så en lige så lang med 2 x virkeligt langt pjuskehår.

(Det er fra sidstnævnte periode, at et barn i en bus skuffet sagde til Ninjaman:”øv jeg troede først du var Pocahontas, der kom for at underholde i bussen!”)

20120127-091256.jpg
De ens frisurers æra sluttede faktisk først da jeg var højgravid, og Ninjaman følte at han burde anskaffe sig “far-hår”, og derfor blev klippet i en kikset revisorfrisure, og jeg til gengæld fik farvet mit hår rigtigt forstadsagtigt tofarvet. (Uh, hader fotos af mig selv fra den periode…)

01/22/12

Om det der kærlighed, del 9.

Om det der kærlighed, del 9 – en føljeton

Jeg skrev en føljeton i december, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden og blev kærester.
Flere af jer har plaget om en fortsættelse, men jeg syntes egentlig ikke der var så meget at fortælle – men da jeg er en rigtig pleaser, giver jeg nu efter for gruppepres, og fortæller hvad der skete, fra Ninjaman kom hjem og fandt mig i sin seng, til nu – snart 14 år senere.

De første år, var vi så smaskforelskede, at det må have været vammelt at se på for andre – og det bliver garanteret også vammelt at læse om, men I plagede selv, og nu er I advaret!

Jeg fandt det her maleri – og en serie fra samme periode, alle med samme motiv: Ninjaman 25 år gammel, malet af mig.
Vi sad i hans lille lejlighed aften efter aften, og hørte høj musik, mens vi tegnede og malede.
Jeg må have malet næsten 20 malerier, med ham som motiv – jeg er ikke en god maler, men jeg var helt opslugt af at beundre hans ansigtstræk, og finde farver – og han tegnede mig en million gange – primært uden tøj på…

Vi var rigtigt meget sammen – jeg havde mistet en del venner da jeg blev skilt fra min eksmand, Ninjamans venner boede i Jylland – og selv om vi fik nye venner, og var gode til at holde nogle fede fester, så var vi nærmest sammen i døgndrift.

Vi gik på samme uddannelse, var sammen med de samme mennesker – og resten af tiden sad vi bare og spejlede os i hinandens øjne.
Shit det er sukkersødt – og jeg er ikke engang nået til den del med at vi havde ens frisurer….
(fortsættes)

20120122-134137.jpg

12/16/11

Om det der kærlighed – del 8, slutning.

Føljeton del 8.
Efter nytår skulle vi i praktik – Ninjaman kom et sted hen kun med aftenvagter, jeg kom et sted hen kun med dagvagter.

Vi var blevet så vant til den daglige kontakt, og det var svært ikke at se ham. Jeg håbede det ville blive nemmere når han kom på afstand, men det gjorde det ikke.

Vi så ikke hinanden i halvanden måned, men mit praktiksted lå lige ved siden af hans lejlighed, så hver dag låste jeg mig selv ind og lagde et brev til ham – og læste det han havde skrevet, og lagt til mig. Jeg havde ingen mobil, så vi talte overhovedet ikke sammen, kun gennem brevene
I starten var brevene primært fjollede tegninger og halvironiske “jeg savner dig” ytringer, men gradvist blev de mere seriøse, og var ikke mere bare venskab og lidt flirten, men optakt til noget rigtigt seriøst.
Det skræmte mig.
Blandt andet skrev han om sit store ønske om at få børn (han er selv adopteret) – og jeg skrev at jeg havde haft nogle cyster i æggestokkene, og havde fået at vide det kunne være svært at blive gravid – ville han hypotetisk set have mig, selv hvis det betød ingen hjemmelavede børn? Det ville han heldigvis – men jeg sov næsten ikke, den weekend hvor jeg ventede på at han skulle svare om mandagen…

Og så en dag, en tilfældig tirsdag i februar, vidste jeg pludselig at jeg ville fortryde det resten af mit liv, hvis jeg ikke turde satse på Ninjaman.
Jeg havde været så bange for at såre min ekskæreste på den måde – det var også helt forfærdeligt, og jeg kan stadig føle mig som verdens dårligste menneske over det – men jeg kunne ikke kontrollere det længere. Min fornuft havde nu i 5 måneder sagt, at det var bedst jeg blev i sikkerheden i et forhold med en god ven, så jeg ikke blev fristet til at gøre noget så ufornuftigt, og jeg frygtede at det her nye var så intenst, at vi ville brænde det ud på et par måneder. Så ville jeg stå der, have satset mig selv, og være gået i stykker indeni – men jeg gik altså mere i stykker af ikke at turde.
Jeg pakkede nogle ting, og cyklede hjem til Ninjaman.

Lagde mig i hans seng, og ventede på han fik fri fra arbejde. Han græd af glæde da han så mig.
Vi rejste os kun nødtvungent fra den seng de følgende tre år.

Det er 14 år siden.
Det har ikke været rosenrødt hele tiden – mange i min omgangskreds blev sure og valgte parti for min eks, Ninjaman var alvorligt syg i en lang periode, og vi gik fallit med et lille firma vi havde – men ingen af os har nogensinde fortrudt noget som helst. Vi har haft hinanden, når der var noget der ikke var sjovt.
Selv om det kan være rodet, kaotisk, økonomisk trængt og meget lidt romantisk at bo med fire børn, så er vi gode til at være i det sammen, og glæde os over det.
Og indimellem – når der lige kommer 5 minutters pause hvor børnene ikke fylder – kan jeg stadig mærke et sug i maven når han smiler…
(Planlægger yderligere tre år i sengen, om 18 års tid, når ungerne flytter. Er sikker på det nok skal blive interessant…)

12/14/11

Om det der kærlighed – del 7

Føljeton del 7.

Ninjaman slog op med kæresten alligevel.
Han var ikke nogens nu. Jeg var skræmt over hvor glad det gjorde mig –  også selv om jeg stadig selv var optaget og pinte mig selv med dårlig samvittighed over hvor tarveligt det var af mig at forelske mig i en anden. Det var virkeligt ikke sådan jeg havde lyst til at have det..

Som ugerne gik, blev det sværere og sværere at lade hinanden være.

Han havde jo sagt at han var forelsket i mig, og selv om jeg ikke vidste om jeg overhovedet turde springe ud i sådan noget som det her, hvor jeg havde så lidt kontrol over mine følelser, så tænkte jeg ikke på andet end ham, og gjorde alt hvad jeg kunne for at være tæt på ham, på alle mulige platoniske måder.

Vi kunne tale om alt, som jeg aldrig før havde oplevet jeg kunne med et andet menneske. Vi lavede stadig alle opgaver og gruppearbejde sammen, og til fredagsbar og fester sad vi så tæt, at det var svært at forestille sig at vi “bare var venner”.

Det her foto er fra en vilkårlig fest det efterår.
Bemærk kropssproget – kan man gætte vi er forelskede? Vi var gode til at holde det hemmeligt, ikke?
(og nej – jeg ved ikke hvorfor han har fjerboa på, eller jeg forsøger at lave kaninører på mig selv…)

Vi kyssede første gang til en fest.
Jeg fortrød helt vildt, og vi blev enige om ikke at gentage det, før jeg havde taget en beslutning om hvad jeg turde eller ikke turde.

Jeg havde haft en turbulent teenagetid, hvor var flyttet hjemmefra som 15 år og havde rejst alene til Australien i et år da jeg var 17, og det føltes livsnødvendigt for mig at høre til et sted. Hele min familie var vilde med min daværende kæreste, vi havde samme venskabskreds, og  vi havde været sammen i fem år.

Det føltes fuldstændigt uoverstigeligt at satse at miste alle jeg kendte, for noget der var så intenst, og som jeg kunne brænde mig på. Men Ninjaman fyldte alle mine tanker konstant, og åndeligt var jeg utro mere eller mindre alle timer i døgnet.

(fortsættes)

12/11/11

Om det der kærlighed – føljeton del 6

De følgende uger var vi ikke rigtigt på tomandshånd.
Vi sad ved siden af hinanden til al undervisning, og sørgede så vidt muligt for at være i de samme grupper ved gruppearbejde.
Men der var hele tiden andre omkring os.

Jeg var helt vildt frustreret over at vi ikke fik talt sammen. Det føltes som om der lå en hel masse usagt i luften mellem os. Men vi havde jo ikke gjort noget som helst romantisk, og var begge optagede til anden side – så hvorfor fyldte det det sådan?

Jeg hjalp ham med at male lejlighed en fredag.
Utroligt at de vægge blev så pæne, for jeg havde mere fokus på ham, der malede med bar overkrop og sang med på musikken med pæn stemme, end jeg havde på min malerrulle…

Jeg måtte lige minde mig om at vi begge havde kærester, og han var ved at blive min ven, intet mere.
Vi talte ikke så meget sammen, men hørte bare høj musik og malede.

Da vi var færdige med væggene, lagde vi os midt på gulvet og delte en cigaret.
Der var ingen møbler endnu.

Han fortalte at han skulle tilbage til Jylland den følgende dag, og overvejede at slå op med sin kæreste – fordi han var blevet forelsket i mig.
Han spurgte hvad jeg syntes om det.

Jeg fik det som om jeg faldt indvendigt. I det øjeblik gik det op for mig at jeg var hamrende forelsket i ham også – forelsket på en måde jeg ikke engang havde oplevet bare en snert af før – men det havde jeg jo ikke lyst til at være, det kunne jeg ikke være bekendt at være…. hvad ville folk ikke sige – og hvad med min kæreste, som jo ikke havde gjort andet galt end at jeg aldrig havde oplevet at være forelsket i ham på den måde?

Jeg sagde han skulle lade være med at slå op for min skyld…

Jeg var vant til at passe på mig selv, og havde fundet en fin base i et parforhold, med en der var min gode ven. Hvis man skal passe på sig selv, må man indimellem vælge de veje der føles sikrest, i stedet for dem man helst vil gå på.
Det sagde min fornuft og erfaring mig.

Hvorfor skulle jeg belemres med alle de her følelser? Jeg vidste hvad jeg havde, og det var jo ikke dårligt, selv om jeg heller ikke havde oplevet så voldsomme følelser som her.

Tarveligt af ham at komme her, med sine brune øjne, hive mig ud et sted jeg ikke havde været før, og få mig til at miste fornemmelsen af, hvordan jeg tog de fornuftige beslutninger for mit liv…

Hvad nu hvis han fortrød igen?
Når det føltes sådan her, at han sagde han var forelsket i mig – hvordan ville det så ikke føles, hvis han sagde det var gået over igen?

(fortsættes)

12/9/11

Om det der kærlighed – føljeton del 5

Føljeton del 5 – om hvordan Ninjaman og jeg blev kærester.

Den næste dag på rus-turen, undgik han mig…
Når jeg kom ind i et rum, gik han.
Jeg tænkte meget på ham, og holdt hele tiden øje med hvor han befandt sig, mens jeg lod som om jeg fordybede mig i et spil med nogle fyre fra vores hold.

Da aftenen faldt på, var det mig der havde bartjansen.
Jeg havde helt glemt at vi havde meldt os til alle de samme vagter, men pludselig stod han der.
Jeg kunne dufte hans deodorant, for vi skulle stå tæt, for at kunne være to bag disken.
Han så stadig sur ud.

I lang tid talte vi ikke sammen, solgte bare øl.
Han havde taget en masse cd’er med hjemmefra, og begyndte at pille ved anlægget.
Jeg havde nogle af de samme cd’er selv, og nynnede med.
Og gradvist begyndte vi at tale sammen igen, først om den sang vi hørte, så om bandet der spillede den, så om brit-pop, derfra videre til musik generelt – og pludselig var vores bartjans slut, og vi gik ud for at ryge.
Vi begyndte at gå, ligesom dagen før.
Gik rundt under stjernerne og talte og talte, om alle mulige personlige ting, man normalt ikke fortæller næsten fremmede – hvis nogen overhovedet. Vi må have gået i flere timer.

Sent om natten kom vi tilbage.
Der var nogle andre der lå og kyssede i min køjeseng, så vi endte med at ligge i hans, med vores jakker som dyne, mens vi hviskede videre sammen.
Han duftede af natteluft, cigaretter, æblejuice og sæbe, og tæt på kunne jeg se at det slet ikke var eyeliner han havde på, men bare rigtigt sorte øjenvipper.
Jeg faldt i søvn med hovedet på hans arm, og vågnede ved at han lå og så på mig.

Vi havde åbenbart nemmest ved at tale sammen, når vi ikke kunne se hinanden, så her i morgenlyset, var det svært at finde ordene igen. Vi talte ikke sammen, mens vi pakkede vores ting, og hjalp med at rengøre hytten.

Han fulgte mig til mit tog, stadig uden at vi rigtigt talte sammen.

Jeg så ham stå tilbage på perronen, og følte at mit liv strammede over skuldrene…

(fortsættes)

12/6/11

Om det der kærlighed – føljeton del 4

Føljeton – del 4 – Ninjamans version af vores første møde

(følgende er skrevet af Ninjaman).
Den morgen i september, hvor jeg startede studie, ærgrede det mig først hvor lille stedet var.
Havde valgt uddannelsessted hjemme fra Jylland, og bare valgt efter det der lød som det største, mest storbyagtige.
Det var det altså ikke.

Så jeg sad og ærgrede mig, men lagde mærke til hende, med det samme hun kom ind af døren.
Hun var sådan lidt boheme-agtig, med langt hår, nederdel der nåede til jorden, en grøn bluse der matchede hendes øjne.
Og virkeligt grimme sko.
Det er rigtigt nok at hun er skoblind.
Jeg var glad for at hun satte sig over for mig, for hun så ud til at være underholdende og anderledes.

Vi fik udleveret orange tshirts, til alle på vores hold, så man kunne se hvilke hold folk var på.
Vi nægtede at tage dem på, som de eneste.
De var kæmpestore, og hun sagde at hun ikke gad ligne en “hare krishna hobbit”, når hun ikke var høj og havde stor orange tshirt på.
Det syntes jeg var sjovt.
Jeg gad bare ikke ligne jeg havde kjole på.
At jeg så senere endte i dameundertøj på en scene, var noget andet.
Det var jo for et teaterstykke, og der var en masse piger der sagde jeg skulle.
(Jeg har to søstre, så jeg er vant til at gøre hvad piger siger man skal. Også nødvendigt med fire døtre.)

Jeg tror jeg begyndte at blive forelsket i hende med det samme.
Hun var sjov. Smuk. Anderledes. Drillede mig.

Jeg havde faktisk en ret ny kæreste, som jeg skulle flytte sammen med og var glad nok for, men alligevel begyndte jeg at føle noget andet for hende den brovtende lille hippie, allerede fra den første dag. Måske er set det der hedder kærlighed ved første blik. Det var forvirrende.
Jeg gad ikke tale med andre end hende, og fik hele tiden sat mig i nærheden af hende, og tænkte på hende hele tiden, når vi ikke var sammen.

På rusturen, begyndte jeg at mærke det rigtigt.
Forelskelse.
Vi talte helt vildt godt sammen, og jeg kunne mærke det var noget virkeligt særligt.

Så sagde hun at hun var optaget.
Jeg blev så skuffet!
Jeg var ellers sikker på at hun også var interesseret i mig, og jeg følte mig dum, at jeg havde kunnet tro det.
Jeg blev helt dårlig, og ked af det.
Og jeg gik ind og dansede, og prøvede at tænke på noget andet.

Jeg kunne sagtens forestille mig hvordan det ville være, at være sammen med hende altid. Få børn og den slags. Det gjorde mig virkeligt irriteret at det ikke var et valg jeg kunne få!
(fortsættes)