06/14/12

Om føljeton-fortsættelse

Ved juletid startede jeg med at skrive min og Ninjamans kærligheds-historie, lige fra første møde, til kæresterier, bryllup og baby.
Det var sjovt, men svært at skrive, og jeg skulle overvinde mig selv en del for at skrive den, for jeg syntes den gik tættere på, end jeg normalt skriver.

Jeg gik i stå igen, fordi jeg var ved at nå til noget der igen var grænseoverskridende at skrive om – men nu er jeg ved at mande mig selv op til at fortsætte.
Hvad siger I: gider I læse videre nu?

Den kan læses her:
Første møde: del 1, del 2, del 3, del 4(Ninjamans version)
Forelskelse:del 5, del 6, del 7, del 8
Kærestetid før børn: del 9, del 10(den med de ens frisurer)
Huskøb: del 11, del 12 (den med lort)
Graviditet: del 13
Bryllup: del 14
Fødsel: del 15

Der mangler jo lige 3 x unger, og lidt op og nedture, hvis den skal være helt færdig…
Hvad så: gider I læse det? Og hvis ja: er der noget der er sjovere at læse om end andet?

03/10/12

Om det der kærlighed, del 15

Nu har jeg skrevet om mit og Ninjamans mange år sammen, lige fra første møde, hørt Ninjamans version af det samme, huskøb, graviditet og bryllup.
Så nu er fortællingen altså nået til noget fødsel, som de sarte af jer jo kan springe over – men skal nok prøve at gøre det kort, og ikke for detaljeret!

20 kilo tungere end normalt, så jeg med skuffelse min terminsdato komme og gå – uden veer. Havde ligesom regnet med den dato, og følte mg snydt!
Dagen efter løb vi rundt, på jagt efter julegaver og veer, og fandt ingen af delene.
Godt trætte lagde vi os op i seng med en actionfilm, og mens Wesley Snipes hakkede hovederne af et par vampyrer, mærkede jeg pludselig en ve…
Nu gad jeg faktisk ikke føde alligevel, var lidt for træt – men det var min krop uenig i, og den fyrede veer ud over mig det næste døgns tid.

Det kom bag på mig at de gjorde så ondt.
Havde lidt naivt tænkt, at den slags kunne tackles med positiv tænkning og god vejrtrækning, og så ikke ville gøre ondt. Jeg tog fejl.

Ud over et desperat forsøg på at overtale Ninjaman til at udføre et
kejsersnit på mig halvvejs igennem, sagde jeg ikke et ord i ihvertfald 12 timer – personlig rekord for stilhed – men jeg var lidt overvældet og syntes det var svært nok bare at huske at trække vejret!

Ninjaman havde forventet at jeg ville udsætte ham for lidt vold eller trusler undervejs, men den slags orkede jeg ikke. Heldigt for ham.

Jeg lå i mange timer i badekarret og prøvede at sove fra det – ikke en særligt effektiv taktik egentlig.
Hen på aftenen kom presseveerne, men de var meget korte.

Efter en times tid med korte presseveer, begyndte jordemoderen – der var en høj, skægget mand – at kommandere mig til at bevæge mig rundt: stående, hugsiddende, på knæ, men jeg var meget udmattet af de mange timers veer. Jeg endte med at sidde i sofaen, med Ninjaman og jordemoderen på knæ på gulvet, hvor de holdt et ben hver, og klokken 22.24 hev jeg en lille sorthåret baby op på min mave, med en jordemoder der guidede mig til hvordan jeg skulle tage imod hende.

Jeg så på hendes lille rynkede fjæs, og tilgav med det samme 25 timers smerte.Ninjaman hulkegræd af rørelse – jeg var mere bare overrasket over at der lå et helt lille menneske på mig, og så fedtet og vred ud.
Jeg havde forsøgt at bruge noget intuition til at mærke hvad køn baby var, og var nået frem til at det var en dreng, så da en hurtig mærken mellem babys ben afslørede vildt lang diller, var jeg ikke overrasket.
Det vidste jeg jo godt.
Da navlestreng skulle klippes, viste nærmere undersøgelser, at det nok bare var den jeg havde mærket, for baby var altså en pige!

Den fineste lille pige i hele verden.

20120310-124933.jpg
Hun blev målt og vejet, min mor og Ninjaman ryddede lidt op, og vi spiste noget natmad, med en knirkende nyfødt på skødet.
kl 02 gik min mor og jordemoderen, og vi bar forsigtigt vores lillebitte baby op i vores seng, og brugte resten af natten på at tælle hendes tæer og ae hendes hår.

20120311-153823.jpg

02/24/12

Om det der kærlighed,del 14

Nu er det tid til endnu en omgang fredagsføljeton, til de af jer der er nysgerrige nok til at følge med tilbage i tiden.
(Gamle afsnit kan findes her.)

Nå, her stod vi så – unge, fattige, nyuddannede husejere, med en baby på vej.
Jeg opdagede hurtigt at jeg kunne holde morgenkvalme væk, hvis jeg sørgede for aldrig at være det mindste sulten – så jeg spiste hele tiden.

Ninjaman må have følt at han virkeligt havde trukket en nitte der, tænkte jeg, mens min krop forvandlede sig fra lille og tynd, til 20 kilo tungere, prustende og rund.

Der til kunne man så også lægge nogle seriøse humørsvingninger: jeg tudede ved tanken om at nogen forventede at jeg kunne finde ud af at føde et helt barn selv, jeg tudede over reklamer, jeg tudede over bøger, jeg tudede over nyheder, og jeg tudede over ting jeg forestillede mig at Ninjaman måske tænkte….

Væk var alt brovtende sejhed – jeg havde svært ved at genkende mig selv i al det tuderi, og oveni målte jeg mig en dag til at have de ikke så flatterende mål 100-100-100.
Jeg var nu en tudende bold….

Det kom derfor bag på mig at Ninjaman en dag, hvor jeg kom træt hjem fra arbejde, højtideligt rakte mig en tegning af en tatovering, som han syntes vi begge skulle få, som symbol på at vi var blevet gift.
Jeg tudede (naturligvis), rørt over at han godt gad blive gift med hormonkuglen – men fællestatovering var jeg altså ikke til.

Vi talte om fest – uhøjtideligt med alle venner overnattende i en spejderhytte eller sommerhus, bål på strand og et eller andet helstegt dyr – men faktum var at vi absolut ingen penge havde, så det blev droppet.

Et par måneder før babyankomst sneg vi os op på rådhuset, bare os to, udvekslede et par billige sølvringe, og sørgede for at Ninjaman fik mit efternavn.

Det var faktisk rigtigt fint og højtideligt.
En forbipasserende tog en masse fotos, hvor man på dem alle kan se en jogger strække ud, og vi bragede en måneds madbudget af, på at tage ud på et hotel på Amager, og leje et værelse på 22. etage, hvor vi sad hele natten i mørket og kiggede ud på byens lys, mens vi holdt i hånden og talte om alt det liv der ventede på os.
(Det er meget sandsynligt at jeg også tudede lidt.)
Ti uger senere blev vi forældre.

(fortsættes)

02/17/12

Om det der kærlighed del 13

Nå, vi må videre i fredagsføljetonen.
Vi havde jo købt et lille hus, og brugt nogle måneder på at skovle lort op i kælderen og bekymre os om vores økonomi.

Nu var der ro på, vi var fattige, men glade – og nød at have plads til at invitere gæster. Den fik ikke for lidt, med fester den vinter, og det var det hele værd, ikke at have underboere der klagede over støj!

Jeg kunne godt have fortsat med at leve sådan i nogle år – men Ninjaman blev ved med at bringe emnet børn på tale…
Jeg havde haft noget med underlivet som helt ung, og fået at vide det kunne blive svært at blive gravid – måske ville det tage nogle år, tænkte jeg – eller også kunne jeg slet ikke, og så var det jo godt at vide mens vi stadig var så unge, så vi kunne nå at adoptere eller noget.

Så jeg sagde ja til at vi kunne smide præventionen ud, og Ninjaman var en meget glad mand.
3 uger efter var jeg gravid…

Jeg var kun ansat i et vikariat, der stoppede samtidigt med at jeg skulle føde, så økonomisk ville det blive ekstremt hårdt – men vi kunne ikke rigtigt tænke på den slags nu, mens vi hoppede rundt af glæde med en klam tisfedtet test i hænderne.

Det er muligt at jeg gik lidt halvhjertet ind i det der projekt-baby, men så snart det var en realitet, syntes jeg det var vildt spændende – har altid elsket at starte nye projekter op, og det her projekt var da det mest fascinerende – tænk hvor vildt det var, at sådan en lille blanding af os var ved at vokse frem.

Jeg læste alt der kunne læses om graviditet og fødsel, og målte og fotograferede maven i et væk.

20120216-213104.jpg
Her er jeg 12 uger henne, og jeg var så stolt af det foto, som jeg virkeligt følte viste hvor enorm maven allerede var…

Men nedenstående foto, taget nogle måneder efter, var jeg derimod mopset over længe – man tager altså IKKE fotos af gravide nedefra!

20120217-075100.jpg

Nå, men dagene gik, i babyboblen, og vi var skiftevis euforisk spændte og meget skræmte over det der familieforøgelses-noget.
Og så friede han…
(fortsættes)

02/10/12

Om det der kærlighed, del 12

Nå, sidste fredagsføljeton handlede om, hvordan vi købte et lille, gammelt hus, der trængte til lidt håndværkerkærlighed.
“Lidt” håndværkerkærlighed, viste sig at være meget…

Og da hverken Ninjaman eller mig selv, ved hvad der er op og ned på en hammer, måtte vi låne penge til alle de småting der viste sig at skulle fikses – og pludselig var lille-hus-vi-lige-akkurat-havde-råd-til, blevet virkeligt dyrt…
Vi løb selv rundt og flåede cerutstinkende tapet af og kørte muggent murværk på genbrugsplads, men der var også ting og sager der skulle fikses rigtigt – blandt andet nye vinduer i hele hytten.
Endelig, efter et halvt år, kunne vi flytte ind. De nye vinduer gjorde stuen lys og luftig – det blev vi enige om ikke var så hyggeligt, så vi malede alle vægge mørkebrune, for at få et mere hyggeligt look.
(Vi fortrød det nærmest med det samme – men var 6 år om at få taget os sammen til hvid maling).
Men de brune vægge var desværre ikke det eneste brune, fandt vi ud af efter nogle uger…
Vi havde kendt hinanden tre års tid, og var stadig på det der forelsketheds-stadie, hvor man helst ikke vil lade den anden vide, at man rent faktisk går på toilettet og den slags. Det foregik yderst diskret.
Så den morgen, hvor jeg gik ned i vaskekælderen – og blev mødt af en hæslig stank – var lidt af en omvæltning.

To ugers samlede afføring og toiletpapir, lå elegant spredt ud over hele gulvet.

Jeg kastede op da jeg prøvede at fjerne det, så Ninjaman, der havde højere kvalmegrænse, brugte en halv dag på at indfange lorte og smide dem i et dybt hul i haven.
Illusionen om at være så feminin at jeg aldrig sked, bristede lidt der….
Hveranden uge i fire måneder gentog lorteshowet sig, til Ninjamans fantastiske far kom og hjalp os med at grave nogle rør frem og fikse dem.

Livet i det lille hus blev noget rarere uden truslen om brun kælder hængende over hovedet hele tiden – men så fik jeg en ny grund til kvalme…

(fortsættes)

20120209-220447.jpg

02/3/12

Om det der kærlighed – del 11

Så er der tid til endnu et nervepirrende spændende afsnit af fredags-føljetonen
Føljeton del 11
Efter at Ninjaman og jeg havde brugt det meste af vores studietid på at være forelskede og have ens frisurer(se dette afsnit for mere forklaringher), nærmede vi os efterhånden en dato hvor vi ville være færdiguddannede.

Vi boede i Ninjamans lille lejlighed; mine møbler var opmagasineret fordi der ikke var plads til dem, og vi fantaserede om at købe en lidt større lejlighed, så snart vi var færdige.

Vi så på flere forskellige, men intet der var helt rigtigt.
Indtil den dag avisen viste annonce med det her hus:

20120201-204936.jpg
Vi havde ikke overvejet hus før, og det lå overhovedet ikke i de bydele vi normalt kiggede på.
Til gengæld lå det (lidt for?) tæt på min mor.
Og det var inden for budgettet.
Vi tog ud og så det, sådan lidt halvhjertet.
Haven lignede en losseplads, med vildtvoksende ukrudt.
Et hul i taget.
Klamt skur i haven.
Asbest i garagen.
Meget lille hus, med skæve vinkler.
En kæderygende cerutelsker havde boet her i 50 år – væggene stank.
Kun bad i kælderen.

Huset trængte så meget til at blive købt af en håndværker med for meget tid og en stor tegnebog – ikke to nyuddannede, dovne og fattige , fummelfingrede idioter.

Vi købte det, naturligvis.

Fortsættes…

01/27/12

Om det der kærlighed, del.10

Nå, det er tid til lidt fredags-føljeton.
Sidste afsnit efterlod jer med den spændende cliffhanger: er det virkeligt sandt, at det irriterende forelskede kærestepar fik ens frisurer?

Det var der så. Altså – det var ikke helt med vilje, men faktum var, at vi i et par år, havde samme frisurer.
Vi var jo så forelskede, Ninjaman og jeg, på den øretæveindbydende måde, hvor vi kunne bruge alt for meget tid på at sidde og se hinanden ind i øjnene, tegne billeder af hinanden, ligge vågne hele natten og dele hinandens livshistorier, og når vi tog til større fester endte det ofte med at vi knaldede på toiletterne, eller tog tidligt hjem for at gøre det samme – oh yes: vi har været SÅ irriterende at gå på uddannelse med…

Ninjaman luftede en mening om, at jeg var skoblind, og jeg overdrog med glæde retten til at købe mine nye sko til ham, og blev udstyret med smarte sneakers – temmeligt meget magen til dem han selv havde.

Jeg luftede til gengæld tanken om at jeg altid havde syntes langhårede mænd var lækre – og samme sekund lod han sit hår vokse.
Et halvt års tid efter vi var flyttet sammen, var jeg til en frisør der påstod at mit, næsten numselange, hår var meget slidt, så hun klippede det i en kort page – der tilfældigvis matchede den længde Ninjamans hår havde nået…

20120127-090742.jpg
Da vi jo hele tiden var sammen, og iøvrigt syntes at alt hvad den anden gjorde var fantastisk, lod vi os naturligvis også inspirere af den andens måde at sætte den korte page på, med indbukkede spidser.

Som håret voksede, blev vi ved med at have samme længde hår og frisurer – først en lang periode med 2 x hestehaler, så en lige så lang med 2 x virkeligt langt pjuskehår.

(Det er fra sidstnævnte periode, at et barn i en bus skuffet sagde til Ninjaman:”øv jeg troede først du var Pocahontas, der kom for at underholde i bussen!”)

20120127-091256.jpg
De ens frisurers æra sluttede faktisk først da jeg var højgravid, og Ninjaman følte at han burde anskaffe sig “far-hår”, og derfor blev klippet i en kikset revisorfrisure, og jeg til gengæld fik farvet mit hår rigtigt forstadsagtigt tofarvet. (Uh, hader fotos af mig selv fra den periode…)

01/22/12

Om det der kærlighed, del 9.

Om det der kærlighed, del 9 – en føljeton

Jeg skrev en føljeton i december, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden og blev kærester.
Flere af jer har plaget om en fortsættelse, men jeg syntes egentlig ikke der var så meget at fortælle – men da jeg er en rigtig pleaser, giver jeg nu efter for gruppepres, og fortæller hvad der skete, fra Ninjaman kom hjem og fandt mig i sin seng, til nu – snart 14 år senere.

De første år, var vi så smaskforelskede, at det må have været vammelt at se på for andre – og det bliver garanteret også vammelt at læse om, men I plagede selv, og nu er I advaret!

Jeg fandt det her maleri – og en serie fra samme periode, alle med samme motiv: Ninjaman 25 år gammel, malet af mig.
Vi sad i hans lille lejlighed aften efter aften, og hørte høj musik, mens vi tegnede og malede.
Jeg må have malet næsten 20 malerier, med ham som motiv – jeg er ikke en god maler, men jeg var helt opslugt af at beundre hans ansigtstræk, og finde farver – og han tegnede mig en million gange – primært uden tøj på…

Vi var rigtigt meget sammen – jeg havde mistet en del venner da jeg blev skilt fra min eksmand, Ninjamans venner boede i Jylland – og selv om vi fik nye venner, og var gode til at holde nogle fede fester, så var vi nærmest sammen i døgndrift.

Vi gik på samme uddannelse, var sammen med de samme mennesker – og resten af tiden sad vi bare og spejlede os i hinandens øjne.
Shit det er sukkersødt – og jeg er ikke engang nået til den del med at vi havde ens frisurer….
(fortsættes)

20120122-134137.jpg

12/16/11

Om det der kærlighed – del 8, slutning.

Føljeton del 8.
Efter nytår skulle vi i praktik – Ninjaman kom et sted hen kun med aftenvagter, jeg kom et sted hen kun med dagvagter.

Vi var blevet så vant til den daglige kontakt, og det var svært ikke at se ham. Jeg håbede det ville blive nemmere når han kom på afstand, men det gjorde det ikke.

Vi så ikke hinanden i halvanden måned, men mit praktiksted lå lige ved siden af hans lejlighed, så hver dag låste jeg mig selv ind og lagde et brev til ham – og læste det han havde skrevet, og lagt til mig. Jeg havde ingen mobil, så vi talte overhovedet ikke sammen, kun gennem brevene
I starten var brevene primært fjollede tegninger og halvironiske “jeg savner dig” ytringer, men gradvist blev de mere seriøse, og var ikke mere bare venskab og lidt flirten, men optakt til noget rigtigt seriøst.
Det skræmte mig.
Blandt andet skrev han om sit store ønske om at få børn (han er selv adopteret) – og jeg skrev at jeg havde haft nogle cyster i æggestokkene, og havde fået at vide det kunne være svært at blive gravid – ville han hypotetisk set have mig, selv hvis det betød ingen hjemmelavede børn? Det ville han heldigvis – men jeg sov næsten ikke, den weekend hvor jeg ventede på at han skulle svare om mandagen…

Og så en dag, en tilfældig tirsdag i februar, vidste jeg pludselig at jeg ville fortryde det resten af mit liv, hvis jeg ikke turde satse på Ninjaman.
Jeg havde været så bange for at såre min ekskæreste på den måde – det var også helt forfærdeligt, og jeg kan stadig føle mig som verdens dårligste menneske over det – men jeg kunne ikke kontrollere det længere. Min fornuft havde nu i 5 måneder sagt, at det var bedst jeg blev i sikkerheden i et forhold med en god ven, så jeg ikke blev fristet til at gøre noget så ufornuftigt, og jeg frygtede at det her nye var så intenst, at vi ville brænde det ud på et par måneder. Så ville jeg stå der, have satset mig selv, og være gået i stykker indeni – men jeg gik altså mere i stykker af ikke at turde.
Jeg pakkede nogle ting, og cyklede hjem til Ninjaman.

Lagde mig i hans seng, og ventede på han fik fri fra arbejde. Han græd af glæde da han så mig.
Vi rejste os kun nødtvungent fra den seng de følgende tre år.

Det er 14 år siden.
Det har ikke været rosenrødt hele tiden – mange i min omgangskreds blev sure og valgte parti for min eks, Ninjaman var alvorligt syg i en lang periode, og vi gik fallit med et lille firma vi havde – men ingen af os har nogensinde fortrudt noget som helst. Vi har haft hinanden, når der var noget der ikke var sjovt.
Selv om det kan være rodet, kaotisk, økonomisk trængt og meget lidt romantisk at bo med fire børn, så er vi gode til at være i det sammen, og glæde os over det.
Og indimellem – når der lige kommer 5 minutters pause hvor børnene ikke fylder – kan jeg stadig mærke et sug i maven når han smiler…
(Planlægger yderligere tre år i sengen, om 18 års tid, når ungerne flytter. Er sikker på det nok skal blive interessant…)

12/14/11

Om det der kærlighed – del 7

Føljeton del 7.

Ninjaman slog op med kæresten alligevel.
Han var ikke nogens nu. Jeg var skræmt over hvor glad det gjorde mig –  også selv om jeg stadig selv var optaget og pinte mig selv med dårlig samvittighed over hvor tarveligt det var af mig at forelske mig i en anden. Det var virkeligt ikke sådan jeg havde lyst til at have det..

Som ugerne gik, blev det sværere og sværere at lade hinanden være.

Han havde jo sagt at han var forelsket i mig, og selv om jeg ikke vidste om jeg overhovedet turde springe ud i sådan noget som det her, hvor jeg havde så lidt kontrol over mine følelser, så tænkte jeg ikke på andet end ham, og gjorde alt hvad jeg kunne for at være tæt på ham, på alle mulige platoniske måder.

Vi kunne tale om alt, som jeg aldrig før havde oplevet jeg kunne med et andet menneske. Vi lavede stadig alle opgaver og gruppearbejde sammen, og til fredagsbar og fester sad vi så tæt, at det var svært at forestille sig at vi “bare var venner”.

Det her foto er fra en vilkårlig fest det efterår.
Bemærk kropssproget – kan man gætte vi er forelskede? Vi var gode til at holde det hemmeligt, ikke?
(og nej – jeg ved ikke hvorfor han har fjerboa på, eller jeg forsøger at lave kaninører på mig selv…)

Vi kyssede første gang til en fest.
Jeg fortrød helt vildt, og vi blev enige om ikke at gentage det, før jeg havde taget en beslutning om hvad jeg turde eller ikke turde.

Jeg havde haft en turbulent teenagetid, hvor var flyttet hjemmefra som 15 år og havde rejst alene til Australien i et år da jeg var 17, og det føltes livsnødvendigt for mig at høre til et sted. Hele min familie var vilde med min daværende kæreste, vi havde samme venskabskreds, og  vi havde været sammen i fem år.

Det føltes fuldstændigt uoverstigeligt at satse at miste alle jeg kendte, for noget der var så intenst, og som jeg kunne brænde mig på. Men Ninjaman fyldte alle mine tanker konstant, og åndeligt var jeg utro mere eller mindre alle timer i døgnet.

(fortsættes)