05/13/14

Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

På opfordring for flere af jer læsere, kommer her endnu et afsnit føljeton, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden – og hvad der siden skete.
Den kan læses fra starten her.

Vores fine nye pige blev født kl. 0.43 en frostklar februarnat, og de første fem timer af sit liv, holdt hun sig vågen, og iagttog os alle, med sine store mørke øjne.
Vi skulle lige rydde lidt op efter hjemmefødslen, og spise natmad, mens vi talte den fine fødsel igennem med vores søde jordemoder – men da de ting var overstået og vi gik ind for at sove, var hun stadig lysvågen, og vi måtte ae hende over håret længe, før hun endelig faldt i søvn.
Til gengæld stod hun også ganske tidligt op, så da den nybagte – og strålende stolte – tre årige storesøster kom hjem om formiddagen, havde vi allerede været oppe længe, med den nysgerrige lillesøster, der udmattet sov igennem det første møde med sin søster.

Vi burde have luret allerede der, at det der med nattesøvn nu kun var minder…
Lillebabyen viste sig at være en helt anden slags baby end hendes blide og rolige storesøster havde været: hun sov særdeles lidt, og var ekstremt nysgerrig, udadvendt og hurtig til at lære.

Allerede som 5 måneder gammel kunne hun kravle efter sin storesøster, mens hun forsøgte at spise alt hun kunne komme i nærheden af, af barbiesko og krummer – og 9 måneder gammel havde hun lært at skubbe skamler og andre møbler rundt, så hun kunne komme op og kravle fnisende rundt i vindueskarmene.
Så vi havde sved på panden, og følte at vi havde nok at se til, med sådan to småpiger i huset!

Men det var også enormt dejligt nu at være en familie på fire; pigerne var voldsomt glade for hinanden, og det var rørende at se, hvordan den 3 årige storesøster kunne klovne og fjolle, og få sin lillesøster til at le, til hun trimlede omkuld.

20140512-141319.jpg
To fjollede søstre

20140512-141348.jpg
Søvn var en sjælden begivenhed, der ofte blev fotodokumenteret.

20140512-141933.jpg
En lækker lille marcipanbaby, med smil i øjnene.

2005 var det nemmeste år vi havde oplevet længe, og det var som om alting lykkedes: vi havde to skønne børn, vi havde hinanden, og det at vi havde klaret så meget modgang sammen, gjorde at vi også satte rigtigt meget pris på at være nået her til.
Jeg havde de sidste fire år kørt en lille virksomhed, ved siden af mit arbejde, og nu så den pludselig ret lovende ud, og vi begyndte at lægge planer for, hvordan Ninjaman også kunne blive en del af det.
Sidst på året skrev vi under på en lejekontrakt til et lokale, og lagde en plan for hvordan vi begge kunne få en smule ned i tid på arbejdet, og så skiftes til at passe virksomhed, ind til den kørte godt nok til at en af os kunne leve af det fuld tid.
En god, fornuftig plan – totalt voksenagtigt at have plan for vores fremtid i det det hele taget!
Vi havde også styr på det der med børn: nu hvor vi havde set hele to gange hvor pragtfulde unger vi lavede, drømte vi begge om at lave en mere – men først om 4-5 år, når pigerne var blevet større og forretningen kørte.

Men det er ikke alting man kan planlægge…

03/8/13

Om det der kærlighed, del 21

Fortsættelse på føljetonen, om vores liv, kommer her.
(Jer der får kvalme af at læse om fødsler bør måske springe dette afsnit over – men jeg skal nok undlade at være for detaljeret.)
Frk fantastisks fødsel
For et uorganiseret menneske som mig, er ventetiden og uvisheden det værste ved sådan en fødsel.
Her anden gang jeg skulle føde, var vi nødt til dag for dag at finde en ny plan for hvem der skulle passe vores 3 årige datter imens :”hvis jeg føder i dag, kan hun være hos min veninde – men er det først i morgen kan hun ikke, for der har de bryllupsdag.
Føder jeg torsdag kan hun være hos min søster, men først fra kl 16.
Lørdag kan hun være hos en anden veninde om dagen, men om aftenen skal veninden spille koncert, så der må jeg have en anden.
Kan jeg mon nå at føde et helt barn mens storesøster er i vuggestue?
Hvis jeg føder om natten, skal vi så vække hende og få hende passet ude, eller bare håbe hun ikke vågner?”

Al den “hvad-nu-hvis-planlægning” var den kedeligste aktivitet nogensinde, og jeg ærgrede mig hver eneste aften, når endnu en velplanlagt dag var gået – uden at planerne havde været i brug.

Jeg googlede diverse råd for hvordan man satte fødsler i gang, og der var primært to råd der gik igen:
1:lange gåture
2:sex

Det første kunne jeg ikke lige se ske – der lå en halv meter sne, og jeg havde ikke spor lyst til at slæbe min tunge krop gennem snedriverne.

Det andet råd virkede lidt mere håndgribeligt, omend jeg vil gætte på at den stakkels Ninjaman godt kunne have ønsket sig mere elegant forspil, end en sur kone der hver eneste aften brokkede sig over at skulle “hvad-nu-hvis”-planlægge morgendagen, og krævede at han gjorde sin del, for at få den baby hurtigere ud…

Fredag d 18-2, var jeg gået 17 dage over den terminsdato jeg selv havde regnet ud at jeg måtte have, og 11 dage over den dato scanningen havde gættet på.

Jeg vågnede med småveer – og vi blev lige ivrige: børnehavebarnet blev hjemme fra tur, klar til at besøge vores venner; Ninjaen satte et badekar op inde i stuen, købte noget lækkert mad og gjorde det hyggeligt – og så stoppede de der veer igen.

Det er muligt at jeg fik sagt det var hans skyld:”jamen – det er da KLART at jeg ikke kan føde, når der ligesom er forventninger til mig om det!
Nu har du gjort alt for parat til det, så får jeg præstationsangst og kan ikke lave veer!” tudede jeg, og gik i bad.

Hele dagen ventede vi – gik tur, ryddede op, besøgte min mor, der beholdt vores datter natten over – det sekund vi gik ud af min mors havelåge, begyndte veerne, så voldsomt at jeg nærmest gik i knæ.

Det tog os en halv time at gå en 5 minutters strækning, fordi jeg måtte stoppe og puste, men vi var også euforiske over at der skete noget!

Jeg tog bad i mørke, og øvede mig i at trække vejret.
Følte jeg havde styr på det.

Da jeg kom ned I stuen, var det ikke sjovt længere.
Veerne føltes helt forkerte: korte, og som elektrisk stød, og jeg begyndte at mumle om kejsersnit som en mulighed.

Det her kunne jeg ikke overskue, det føltes helt vanvittigt, og Ninjaman måtte nærmest lave en håndstand på min lænd, for at veje lidt op for hvor ondt de gjorde.

Jordemoderen kom – hvor heldigt: det var min søde og kompetente konsultationsjordemoder der havde vagt, og hun fik med akupunktur, massage og rosende ord, vendt det barn der lå helt skævt inde i maven – som en såkaldt “stjernekigger”.

Måske var det fordi at smerterne fra da babyen lå skævt var så voldsomme- eller også var det bare fordi jeg var tryg – men jeg husker det, som at smerterne forsvandt der.
Det var stadig ubehageligt, men bestemt til at klare.

Jeg gik op i badekarret.
Det varme vand og vandets opdrift føltes fantastisk, og jeg ignorerede jordemoderens forsikringer om at jeg snart havde født – for det vidste jeg jo godt var løgn, det gjorde slet ikke ondt nok, så hun behøvede ikke berolige mig med løgnehistorier, for jeg kunne sagtens klare de der 5-6 timer mere sådan her.

Presseveerne startede, vandet gik og jeg satte mig i frierstilling i vandet, med Ninjaman siddende på gulvet bag mig – og Frk fantastisk startede sit liv, med selv at svømme ud af mig.

Jo, det gjorde hun: med et “plop” svuppede hun ud, og svømmede hen til jordemoderens hænder.
Det fineste øjeblik.

Jeg tog hende op til mig, og vi beundrede hende.

20130308-212222.jpg
Den sødeste baby længe set.

Hun blev målt og vejet: en gennemsnitsbaby på 3500, født på lidt over 5 timer – første fødsel tog 25 timer, så havde ikke ventet det kunne være så nemt!

20130308-212530.jpg
Vi spiste noget lækkert mad, sagde farvel til jordemoderen og min mor(der kom for at filme og hjælpe til, mens min søster passede vores store pige), og så gik vi op i seng, hvor vi lagde vores spritnye baby i midten, og aede hendes lange hår, til hun sov.

Og nu var vi en familie på 4.
(fortsætter)

03/5/13

Om det der kærlighed, del 20

Nå, en læser prikkede lidt til mig, inde på bloggens facebookside, og spurgte hvornår der kom lidt mere føljeton – det gør der så her.

Det var sommeren 2004, vi havde for første (og sidste) gang i vores voksenliv råd til at tage på ferie, og var taget på charterferie.

Vi havde aftalt ikke at få flere børn, fordi Ninjaman var bange for at få en depression igen, men en aften på ferien erklærede han at han tog fejl: hvis jeg turde få et barn mere, turde han også.

Han syntes hun var så fantastisk, at hun fortjente en lillesøster – når vi lavede så pragtfulde børn, ville det være tarveligt kun at producere et enkelt.

Jeg skulle lige tænke over det – ville jo gerne have at hun ikke skulle være enebarn, men havde forliget mig med tanken om at det blev hun, men han var insistaerende og jeg smed ppillerne ud på ferien.

To uger efter kom graviditetskvalmen…

Det var lidt chokerende at vi ikke havde nået at tænke mere over sådan en stor begivenhed før det var en realitet, men vi var også glade.
Det føltes helt rigtigt.

“Den skal hedde “Træsko”!” proklamerede den kommende storesøster stolt, da vi fortalte hende at hun skulle være storesøster.

Hun fastholdt hårdnakket, at det var hendes job at bestemme babyens navn – og “Træsko” var længe en favorit.

Gennem hele graviditeten blev vi præsenteret for forslag, som:”Græsplæne”, “Tornerose”, “Hassan” og “Andersine”, og mødt med surmulen, når vi forsigtigt forsøgte at foreslå alternativer.

Derudover var alting rent idyl: jeg husker den graviditet som den nemmeste nogensinde, og alt hvad vi rørte ved, lykkedes.

Babyen skulle efter planen være kommet d. 7 februar, og der var vi også bare totalt klar – men 11 dage senere, var der stadig ikke sket en skid, og jeg begyndte at forlige mig med tanken om at den nok aldrig kom ud…

01/18/13

Om det der kærlighed – en føljeton, del 19

Vi er nu nået til 2004, hvor vi var ved at komme oven på igen efter Ninjamans langvarige depression, og vores ældste datter var en nuttet lille unge, på 2 år.

Vi havde været seriøst på røven, lige siden vi flyttede i hus, der viste sig at være dyrere end vi havde råd til.
Hvorfor var der ikke lige nogle rigtigt voksne der havde advaret os lidt mere om alle de der snedige små ekstraudgifter der hørte til at have hus?

I de første par år, havde vi 500 kroner til overs til mad, når alle regninger var betalt…
Det virkede helt uoverskueligt, og vi overvejede mange gange at flytte, men hver gang faldt vi i den sentimentale fælde:”jamen, vores barn er FØDT inde i den stue! Vi kan sgu da ikke lade andre mennesker bo her? Og hvad med haven: alle de fester vi har holdt i den; den busk min plejemor plantede i den, før hun døde; tulipanløgene vi selv har smidt i jorden, og glæder os til kommer op hvert år – hvordan kan vi nogensinde flytte?”

Men i 2004 var det begyndt at lysne økonomisk: ud over at jeg havde fået et godt deltidsarbejde, havde jeg også fundet forskellige måder at tjene ekstra på: vi havde en lille netbutik, med lager i kælderen, jeg havde solgt en bog, og importerede varer fra udlandet, som jeg solgte videre til butikker.

Det var ind imellem stressende at have gang i så meget på en gang, men det var også fedt at kunne gøre noget aktivt for at blive i huset.
At være semi-selvstændige, passede godt ind i det med at have et lille barn, der tit var sløj.

Det var ikke det vilde ekstra vi tjente, men der begyndte at stå plus på vores konto, selv om vi havde fået mad hver dag – hvilket var en helt ny oplevelse.

Så vi brændte overskuddet af på en afbudsrejse til Kreta, sammen med den 2 årige, og en aften, hvor hun sov, og vi sad på altanen og drak øl i varmen, faldt samtalen igen på det der med flere børn.

Ninjaman havde oprindeligt sagt, at han ikke turde få flere, fordi han ikke ville risikere at blive syg igen, og der havde også været alt det med ingen penge, så jeg havde været enig.

Vi var sgu helt ærligt også lidt for ustrukturerede og forvirrede, til at være den slags mennesker der fik mere end et barn!

Godt nok havde jeg drømt om at hun ikke skulle være enebarn, og glædet mig til at prøve alt det der med babyer igen, nu hvor jeg vidste hvad det gik ud på. Men et enkelt barn var altså nemt: hun kunne tages med bag på cyklen, der var plads til at hun fik sit eget værelse, og vi behøvede ikke planlægge så meget.
Vi badede i vandkanten, byggede med sand og beundrede vores krøllede unge, med den særprægede modesans.

20130118-122741.jpg
Og en aften, hvor turisterne dansede zorba rundt om poolen, og den to åriges øjne strålede af fryd over hvor smukt det hele var, så han alvorligt på mig, og jeg vidste egentlig godt hvad han ville sige…

(Fortsættes.)

11/8/12

Om det der kærlighed – en føljeton, del 18

Om det der kærlighed, del 18

Vi havde begge to, to jobs på samme tid, for at vi havde råd til at blive boende i vores lille hus – men vi var glade, og havde klaret en lang, hård sygdomsperiode sammen, så alting virkede nemt i forhold til det.

Vores dejlige unge fyldte to år, en søndag i december 2003, og for at fejre både det, og Ninjaman der var rask nu, inviterede vi vores 20 nærmeste venner til lagkage – uden at have overvejet, at de sikkert kom direkte fra vilde julefrokoster.

Der stank af værtshus og ølsved i huset, mens rødøjede mennesker, forsigtigt fodrede kvalmen med små skefulde lagkage.

Det var rigtigt hyggeligt alligevel, men cementerede også, at vi – lige nu – levede et lidt andet liv, end de andre 27 årige vi kendte.

Vi var de absolut første i vores vennekreds der fik børn – faktisk begyndte vores gamle venner først at få børn, det år hvor vi fik vores tredje barn – så vi havde nogle år, hvor det føltes lidt sært, når vennerne ringede klokken 02 om natten, for at spørge om vi ikke ville med i byen, og hvor de til gengæld fandt sig i at sidde med tømmermænd og råbe hurra for en to årig.

Selvfølgelig var vi bundet af, at vi havde to jobs hver der skulle passes, en økonomi der var ret så stram, og et barn der ikke skulle hentes for sent fra børnehave, men et enkelt barn var relativt nemt at tage med os rundt, og hun virkede superglad, bare hun var med os.

Jeg har altid været glad for at have en søster, og var trist ved tanken om, at vores fantastiske barn skulle være enebarn.

Skulle hun have en søster hun kunne lege med, burde vi nok snart producere hende, men Ninjaman turde ikke få flere børn…
Han var bange for om han ville blive syg igen, og bange for om er barn mere, ville isolere os mere, i forhold til vores omgangskreds.
Så jeg affandt mig med det, og vi talte ikke mere om det.

Men som månederne gik, blev hun mere og mere nuttet, og var stor fan af sin far.
Den dag jeg kom hjem fra arbejde, og så at han havde brugt en hel film med 36 fotos, på at tage billeder af hende der legede i haven, vidste jeg, at det der med om hun blev enebarn, nok ikke var 100% sikkert….
(Fortsættes)

20121108-092939.jpg

09/20/12

Om det der kærlighed, del 17 – en føljeton

Den ambitiøst anlagte fortælling, om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester og fik børn, er nu nået til afsnit 17.
De foregående afsnit kan læses her.
Ninjaman havde været sygemeldt i et halvt år med depression, og skulle snart starte på arbejde igen.
Det skulle jeg også, efter halvandet års barsel/pleje af syg mand.
Vores datter havde endelig fået vuggestueplads.

Det var underligt at tænke på, at vi snart skulle lave hver vores ting – vi var på en eller anden måde både enormt langt fra hinanden, fordi han hverken ville tale eller røres ved, og enormt tæt på hinanden, fordi vi havde været sammen hele tiden.

Der lå usagte ting, sorg og vrede mellem os, men også en ny grad af tryghed, fordi vi havde befundet os et halvt år i en puppe, hvor det eneste vi kunne foretage os, var at sidde i samme rum, og vente på at det lysnede igen.

Helt rask var han ikke – stadigvæk halvvejs bedøvet af medicin og følte sig ikke som sig selv, men hans læge var meget forhippet på, at han var rask nok.

I 6 måneder var jeg det eneste menneske han havde set, så for at vænne sig til at være ude blandt andre, købte han en billig brugt ketcher og et par badmintonsko, og meldte sig til et hold.
Han ringede fra skadestuen en halv time efter at han var cyklet hjemmefra: havde spillet to minutters badminton, var trådt et skridt baglæns – og havde revet sin akillessene over…

På en eller anden absurd måde, var den skade med til at gøre det hele nemmere.

I perioden lige efter operationen måtte han slet ikke støtte på foden, så han var nødt til at bede mig om hjælp, og det føltes forløsende for os begge at han nu havde et synligt problem: det var nemmere at forholde sig til at bede om/give hjælp til en, der fysisk ikke var i stand til ting, end til en der bremses af noget psykisk.

At han flere gange dagligt blev nødt til at sige:”kan du hjælpe mig? jeg kan ikke bære det her glas/tage bukser på/nå bunden af fryseren” gjorde det også nemmere at bede om hjælp til de tanker der stadig trykkede, og mens jeg startede på mit arbejde, brugte han sin akillesseneskade-sygemelding til at få nogle ting på plads, hos en psykolog – hvilket han har været glad for lige siden.

Sammenlagt gik der nok et års tid, før han var helt udtrappet af piller, og følte sig rask.

Måske, hvis depression var noget man talte mere åbent omkring, ville han have erkendt det tidligere, og haft et lettere forløb – eller jeg ville have genkendt symptomerne og have kunnet hjælpe ham.
Det er også derfor han har fået mig til at skrive så udførligt om denne del af vores liv sammen – hvis hans sygdomserfaringer kan hjælpe bare en enkelt i samme situation, vil det være det værd at dele dem. Også selv om det gør lidt ondt.
Men det var sådan det var.
Og vi kom igennem det.

08/31/12

Om det der kærlighed – føljeton del 16

Nå, nu er jeg ved at have mandet mig nok op til at fortsætte med føljetonen, selv om jeg er nået til noget, jeg egentlig ikke har lyst til at skrive om – og var bange for om jeg kunne formulere, så det ikke lød forkert (selvynkende, bebrejdende, udstillende, eller andet negativt.)
Sådan har jeg det stadig,men Ninjaman – som er den det mest handler om – har læst og godkendt, og synes det er en vigtig del af historien, der ikke kan springes over…

Foregående afsnit kan findes HER

Føljeton del 16
Det næste år var jeg i en lykkelig lille babyboble.
Jeg var indehaver af den mest fantastiske baby verden nogensinde havde set, og havde jævnligt dårlig samvittighed ved tanken om, at andre forældre måtte nøjes med mindre fantastiske babyer end min…

Den nat hun blev født, havde Ninjaman og jeg ligget hele natten sammen, med vores nyfødte imellem os, og beundret alle hendes fine små træk.
Jeg havde forestillet mig at den slags blev ved: at vi begge to for evigt ville synes, at alt ved hende var fantastisk – men han trak sig mere og mere ind i sig selv, og hvis jeg begejstret sagde:”nej se!! Hun SMILER!”, nikkede han høfligt, og mumlede, at han glædede sig til at hun kunne gå, cykle, eller noget andet, langt ude i fremtiden.

Jeg var ked af, at han var så svær at nå ind til, men tænkte at det sikkert var noget forbigående.
Han arbejdede jo også meget, og havde en masse kurser i den periode, så det var ikke underligt hvis han var træt og indelukket hjemme.

Men en dag gik han til lægen, og kom der fra, med diagnosen “svær depression”, og en pakke piller…

Han havde været plaget af tanker om selv at være adopteret, og måske genetisk ikke have evnerne til selv at være en god forælder – men havde forsøgt at skjule og ignorere det, og flygte ind i arbejde i stedet.

Da ordet depression først var sagt, magtede han ikke at holde sammen på sig selv længere, og begravede sig i et mørkt rum.
Han skulle tvinges til at bade og spise hele den første måned, ind til medicinen begyndte at virke.

Resten af verden ramlede også: et andet menneske jeg elskede højt døde pludselig, men jeg vidste at jeg ikke kunne tillade mig selv at sørge, for jeg var bange for at ryge ind i sorgen, og ikke kunne trække mig op igen – og jeg havde altså også et dejligt barn, der skulle holdes glad.
(Det er nu snart ti år siden, og jeg savner stadig hende jeg mistede, på den helt hudløse måde, fordi jeg ikke gav mig selv lov til at sørge.)

Jeg savnede Ninjaman frygteligt meget, selv om han hele tiden var der – for det var som om han ikke var der rigtigt…

Han kunne ikke lide at være alene, men magtede heller ikke den glade babys selskab, så jeg balancerede mellem at underholde og hygge mig med hende, når hun var vågen – og sidde hos ham når hun sov.
Han ville ikke tale eller røres ved, men bare have at jeg sad der.

Så jeg sad der – og skrev, og skrev, mens han lå ved siden af mig og så op i loftet.
Jeg skrev lange mails dagligt, til mine venner.
Skrev historier til min baby.
Skrev forslag til mig selv, om hvordan jeg kunne tjene lidt ekstra penge, så vi havde råd til at blive boende, i det hus, der faktisk nu viste sig at være for dyrt.
Skrev gamle minder ned.
Skrev en fjerdedel af en fagbog(der udkom senere det år).

Jeg så stort set ikke andre mennesker i et halvt år.
Et mærkeligt halvt år, hvor jeg bare ventede på, at min elskede kæreste, kom tilbage til os.
Det vidste jeg at han ville – jeg vidste bare ikke hvornår.
(Fortsættes)

06/14/12

Om føljeton-fortsættelse

Ved juletid startede jeg med at skrive min og Ninjamans kærligheds-historie, lige fra første møde, til kæresterier, bryllup og baby.
Det var sjovt, men svært at skrive, og jeg skulle overvinde mig selv en del for at skrive den, for jeg syntes den gik tættere på, end jeg normalt skriver.

Jeg gik i stå igen, fordi jeg var ved at nå til noget der igen var grænseoverskridende at skrive om – men nu er jeg ved at mande mig selv op til at fortsætte.
Hvad siger I: gider I læse videre nu?

Den kan læses her:
Første møde: del 1, del 2, del 3, del 4(Ninjamans version)
Forelskelse:del 5, del 6, del 7, del 8
Kærestetid før børn: del 9, del 10(den med de ens frisurer)
Huskøb: del 11, del 12 (den med lort)
Graviditet: del 13
Bryllup: del 14
Fødsel: del 15

Der mangler jo lige 3 x unger, og lidt op og nedture, hvis den skal være helt færdig…
Hvad så: gider I læse det? Og hvis ja: er der noget der er sjovere at læse om end andet?

03/10/12

Om det der kærlighed, del 15

Nu har jeg skrevet om mit og Ninjamans mange år sammen, lige fra første møde, hørt Ninjamans version af det samme, huskøb, graviditet og bryllup.
Så nu er fortællingen altså nået til noget fødsel, som de sarte af jer jo kan springe over – men skal nok prøve at gøre det kort, og ikke for detaljeret!

20 kilo tungere end normalt, så jeg med skuffelse min terminsdato komme og gå – uden veer. Havde ligesom regnet med den dato, og følte mg snydt!
Dagen efter løb vi rundt, på jagt efter julegaver og veer, og fandt ingen af delene.
Godt trætte lagde vi os op i seng med en actionfilm, og mens Wesley Snipes hakkede hovederne af et par vampyrer, mærkede jeg pludselig en ve…
Nu gad jeg faktisk ikke føde alligevel, var lidt for træt – men det var min krop uenig i, og den fyrede veer ud over mig det næste døgns tid.

Det kom bag på mig at de gjorde så ondt.
Havde lidt naivt tænkt, at den slags kunne tackles med positiv tænkning og god vejrtrækning, og så ikke ville gøre ondt. Jeg tog fejl.

Ud over et desperat forsøg på at overtale Ninjaman til at udføre et
kejsersnit på mig halvvejs igennem, sagde jeg ikke et ord i ihvertfald 12 timer – personlig rekord for stilhed – men jeg var lidt overvældet og syntes det var svært nok bare at huske at trække vejret!

Ninjaman havde forventet at jeg ville udsætte ham for lidt vold eller trusler undervejs, men den slags orkede jeg ikke. Heldigt for ham.

Jeg lå i mange timer i badekarret og prøvede at sove fra det – ikke en særligt effektiv taktik egentlig.
Hen på aftenen kom presseveerne, men de var meget korte.

Efter en times tid med korte presseveer, begyndte jordemoderen – der var en høj, skægget mand – at kommandere mig til at bevæge mig rundt: stående, hugsiddende, på knæ, men jeg var meget udmattet af de mange timers veer. Jeg endte med at sidde i sofaen, med Ninjaman og jordemoderen på knæ på gulvet, hvor de holdt et ben hver, og klokken 22.24 hev jeg en lille sorthåret baby op på min mave, med en jordemoder der guidede mig til hvordan jeg skulle tage imod hende.

Jeg så på hendes lille rynkede fjæs, og tilgav med det samme 25 timers smerte.Ninjaman hulkegræd af rørelse – jeg var mere bare overrasket over at der lå et helt lille menneske på mig, og så fedtet og vred ud.
Jeg havde forsøgt at bruge noget intuition til at mærke hvad køn baby var, og var nået frem til at det var en dreng, så da en hurtig mærken mellem babys ben afslørede vildt lang diller, var jeg ikke overrasket.
Det vidste jeg jo godt.
Da navlestreng skulle klippes, viste nærmere undersøgelser, at det nok bare var den jeg havde mærket, for baby var altså en pige!

Den fineste lille pige i hele verden.

20120310-124933.jpg
Hun blev målt og vejet, min mor og Ninjaman ryddede lidt op, og vi spiste noget natmad, med en knirkende nyfødt på skødet.
kl 02 gik min mor og jordemoderen, og vi bar forsigtigt vores lillebitte baby op i vores seng, og brugte resten af natten på at tælle hendes tæer og ae hendes hår.

20120311-153823.jpg

02/24/12

Om det der kærlighed,del 14

Nu er det tid til endnu en omgang fredagsføljeton, til de af jer der er nysgerrige nok til at følge med tilbage i tiden.
(Gamle afsnit kan findes her.)

Nå, her stod vi så – unge, fattige, nyuddannede husejere, med en baby på vej.
Jeg opdagede hurtigt at jeg kunne holde morgenkvalme væk, hvis jeg sørgede for aldrig at være det mindste sulten – så jeg spiste hele tiden.

Ninjaman må have følt at han virkeligt havde trukket en nitte der, tænkte jeg, mens min krop forvandlede sig fra lille og tynd, til 20 kilo tungere, prustende og rund.

Der til kunne man så også lægge nogle seriøse humørsvingninger: jeg tudede ved tanken om at nogen forventede at jeg kunne finde ud af at føde et helt barn selv, jeg tudede over reklamer, jeg tudede over bøger, jeg tudede over nyheder, og jeg tudede over ting jeg forestillede mig at Ninjaman måske tænkte….

Væk var alt brovtende sejhed – jeg havde svært ved at genkende mig selv i al det tuderi, og oveni målte jeg mig en dag til at have de ikke så flatterende mål 100-100-100.
Jeg var nu en tudende bold….

Det kom derfor bag på mig at Ninjaman en dag, hvor jeg kom træt hjem fra arbejde, højtideligt rakte mig en tegning af en tatovering, som han syntes vi begge skulle få, som symbol på at vi var blevet gift.
Jeg tudede (naturligvis), rørt over at han godt gad blive gift med hormonkuglen – men fællestatovering var jeg altså ikke til.

Vi talte om fest – uhøjtideligt med alle venner overnattende i en spejderhytte eller sommerhus, bål på strand og et eller andet helstegt dyr – men faktum var at vi absolut ingen penge havde, så det blev droppet.

Et par måneder før babyankomst sneg vi os op på rådhuset, bare os to, udvekslede et par billige sølvringe, og sørgede for at Ninjaman fik mit efternavn.

Det var faktisk rigtigt fint og højtideligt.
En forbipasserende tog en masse fotos, hvor man på dem alle kan se en jogger strække ud, og vi bragede en måneds madbudget af, på at tage ud på et hotel på Amager, og leje et værelse på 22. etage, hvor vi sad hele natten i mørket og kiggede ud på byens lys, mens vi holdt i hånden og talte om alt det liv der ventede på os.
(Det er meget sandsynligt at jeg også tudede lidt.)
Ti uger senere blev vi forældre.

(fortsættes)