03/19/18

Om at rage påskeæg til sig

Sidste år modtog min næstyngste – den sarkastiske tegnemester – et gækkebrev med posten. Klippet i flot lyserødt papir, og sendt med frimærke og det hele.

Fem prikker og en barnlig håndskrift overbeviste hende om at det var hendes veninde, Viola, og selvtilfreds gik hun i skole for at afsløre gækkeren. Det var ikke hende…

De næste dage opsøgte hun først ivrigt, så desperat og til sidst en anelse rasende, alle jævnaldrende med fem bogstavsnavne. Forgæves.

Intet barn meldte sig, og gækkebrevsmysteriet blev glemt lidt.

Indtil vi besøgte min veninde, Maren, der efter middagen triumferende spurgte om barnet tilfældigvis havde modtaget et gækkebrev? Med fem prikker?

Det var svært at sige hvem der syntes det var sjovest (spoileralert: det var klart Maren); men barnet syntes altså også det var megasjovt. Og lidt snyd.

Chokolade er noget gækkebrevsmodtageren tager alvorligt, så at snyde udenom at give påskeæg faldt hende ikke ind. Men da hun sad hjemme med det lommepengeindkøbte chokoladebutiks-lækre marcipanæg foran sig, sved det alligevel en anelse at skulle aflevere det.

”Jeg tror jeg tegner et tillykke-med-sejren-kort…” sagde hun, og tegnede det mest passive/aggressive tillykke kort jeg nogensinde har set, med sig selv siddende på knæ og aflevere æg, og Maren grådigt tronende på et bjerg af påskeslik  – formentligt narret fra børn:

Jeg synes finten med at give gækkebrev til andre folks intetanende børn er fuldkommen genial, og hermed er tippet givet videre, til de chokoladehungrende af jer.

01/24/18

Om selv at vælge kælenavne

Denne her grå måned flyver afsted, i en sky af møder, talrige besøg på mulige uddannelsessteder til ældstebarnet, og mellempiger der hiver den ene omgang sygdom med hjem efter den anden.

I dag er det den næstyngste der er hjemme, og hun havde det så dårligt at jeg blev hjemme hos hende.

Hun har hverken orket at få læst højt eller se film, så vi har bare ligget ganske stille under en dyne i sofaen, hvor jeg har forberedt arbejde og hun har småblundet.

Winston – den sort/hvide pruttemaskine – har trippet hvileløst rundt foran sofaen en stor del af dagen, nervøs over dette uvante rutinebrud: to mennesker hjemme på en hverdag.

“Hvis han var et menneske” hviskede det syge barn, med svag røst “så ville jeg kalde ham “General Tripoli”. Altså han tripper, og går vagt, ikke?” Det grinede vi af i flere minutter, mens General Tripoli trippede tyve runder mere, og kastede grineflippet fornærmede blikke.


Da generalen endelig gav op, og nøjedes med at kaste os sure blikke fra sin intermistiske rede på en badekåbe, kom vi til at tale om kælenavne, og hvordan vi altid har skambrugt den slags herhjemme.

Jeg har før blogget lidt her, om hvordan jeg erstatter børns navne med random ord, og jeg har det også med at finde blivende kælenavne til folk jeg holder af: min søster, svoger og næstyngstebarnet bliver således aldrig kaldt ved andet end lidt sære forkortelser af deres navne, min mand bliver periodisk kaldt Ninjaman af både mig og unger; og min to meter høje fætter adlyder (noget modvilligt) navnet Putte.
Heldigvis er jeg ikke den eneste i verden der gør det med skøre kælenavne: fantastiske Sneglcille gæstebloggede om det præcis samme hos mig her.

Nå, men det jeg egentlig ville frem til, var en gammel historie som jeg og syge-ungen kom i tanke om, og som jeg er ret sikkert på aldrig har ramt bloggen.

Da mellempigerne var små, sådan 2-3 år, adlød den yngste af dem aldrig andet end nuttede kælenavne. Når jeg puttede dem om aftenen lå vi og så på en uro med små dyr, der hang over hendes seng, og fandt nye sukkersøde kælenavne til hende ud fra den: kælemus, krammebjørn, nuttegris osv. Hendes lidt ældre søster har aldrig været vild med at blive kaldt andet end sit fulde navn, og har kun modvilligt accepteret at de fleste forkorter det, men al den snak om kælenavne fik hende til sidst til at forlange et kælenavn selv.

Jeg forsøgte mig med genbrug af de der kælemus, krammebjørn-navne, men blev afvist: hun ville have sit helt eget kælenavn, og hun ville selv vælge det.

Et par dage efter kom hun glædesstrålende hjem: “ jeg har det! Jeg ved hvad jeg vil hedde, der er det allerbedste navn: “Glimmer-putte”! Er det ikke bare både smukt og nuttet?”

Navnet satte sig aldrig rigtigt fast, og jeg havde glemt det ind til Glimmerputtes lillesøster mindede mig om den i dag. Tænker jeg vil give det et forsøg igen – er sikker på at næsten-teenagere sætter særligt pris på cute kælenavne?

12/5/17

Ti skøre gaver læsere har modtaget, del 1

Tusind tak til alle Jer der, som svar på dette indlæg, sendte mails og kommentarer om de skørestes gaver I havde modtaget. Det bar virkeligt været sjov læsning! Jeg har fået kommentarer nok til at skrive mindst et indlæg mere, så hvis andre vil bidrage skal I endelig sende en mail på superheltemor@live.dk, eller skrive en kommentar.

Læsernes aparte gaver, del 1

 

 

11/27/17

Om aparte gaver – input søges

Jeg skal til en eksamen på mit studie på fredag (gys!) og bruger al min fritid på at skrive synopsis, finpudse powerpoint og gå i panik – hvilket forklarer de lange intervaller mellem blogindlæg for tiden.

For nyligt sneg jeg mig dog til et enkelt glas vin med en veninde, og vi morede os over en virkeligt mystisk gave hun engang havde fået af sin farmor: et hæklet toiletsædecover, der på ingen måde passede ind i hverken indretning eller behov. Til gengæld var det meget orange.

Det fik mig til at tænke, at det kunne være sjovt at lave et indlæg om aparte gaver folk har fået.

Har I ikke lyst til at hjælpe mig? Så send en mail på superheltemor@live.dk, eller skriv i kommentarfeltet, så samler jeg dem i et indlæg, omkring aparte gaver. Altså gaver der er godt ment, men lige ramt lidt ved siden af. Det kunne være sjovt at læse!

Min egen top fem over sære gaver jeg har modtaget:

1.Det døde firben min mormor gav mig i julegave da jeg var barn. læs indlæg HER.

2. Den “erotiske” kalender jeg fik sidste jul, udelukkende med halvfrække billeder af min fætter i. Har moret mig MEGET over den hele året, men også lidt sært at komme tilbage på arbejdet efter juleferie, og svare:”nogle bøger og en kalender med halvnøgne billeder af min fætter”; på spørgsmålet om hvad jeg havde fået i julegave.

Mine piger har iøvrigt løbende censoreret billederne i kalenderen med klistermærker, når de syntes der var for meget brystvorte på.

3. Vatrondelholderen Allan. Læs indlægget HER.

4. Min tidligere kollega, købte altid sære køkkendimser med hjem til mig fra USA – med et glimt i øjet. For eksempel har jeg fået en dims der kunne plukke den grønne dut af tomater, og en anden dims, der kunne udkerne avocados. Forudsat at de avocados havde præcis den rette størrelse…

5. Et gult tørklæde, en hestebog og en similibroche, var den gave min fars ekskæreste gav en halvpunket teenagemig. Læs om det HER.

Så snart jeg er færdig med eksamen, skal jeg til at lave julegaver selv, sammen med mine piger. Håber vi kan ramme mere rigtigt end det her!

07/17/17

Om ukendte dyretrænings-ambitioner

Spejle er ikke det der er flest af her i sommerhuset, så da min mand så mig romantisk i øjnene, og blidt konstaterede :” det ligner du er ved at sniffe en langhåret hamster op i næsen…” tog jeg det som et forsigtigt hint om, at jeg burde have husket den lille saks jeg plejer at studse næsehår med.

På en tur ind til byen bestemte jeg mig for at lede efter en næsehårs-trimmer.

De tre store piger og deres far blev opslugt af noget i en butik, så jeg tog sen yngste med mig på jagten. Mindstebarnet er stadig min store fan, som bliver lykkelig over alt der minder bare lidt om alenetid, så hun spurgte ikke hvad vi skulle, men pludrede bare løs.

“Har i en næsehårstrimmer?” Spurgte jeg damen i butikken, der fremviste en tvivlsom en af slagsen, som jeg ikke købte.

Vel ude af butikken bemærkede jeg den syv åriges beundrende blik, og hun begyndte ivrigt at smide spørgsmål efter mig:”var den for lille, mor? Den var RET lille, ikke? Men hvad skal du bruge den til? Hvorfor skal du have sådan en?”

Overrasket over hendes entusiasme gik jeg i gang med forklaringen, mens begejstring veg for let skuffelse i hendes lille ansigt.

” Nå okay…” sagde hun så ” jeg troede bare du sagde “næsehorns-tæmmer”, og det lød VIRKELIGT spændende!”

Beæret over at hun – som formentligt den eneste af mine børn – tror at jeg er sej nok til at lede efter en lille plastikpind jeg kan tæmme næsehorn med, gik vi hen for at finde de andre.

Næsehårene er stadig hamsterlængde. Måske kan jeg bruge dem til at flette et net, hvis vi bliver angrebet af næsehorn? For en sikkerheds skyld lader jeg dem stå ferien ud.

 

05/11/17

Om fnisekunst

Jeg sætter generelt pris på kunst; elsker museer; amatør-maler gerne, og bemærker altid hvad der hænger på væggene forskellige steder.

Udsmykningen på gangene på min arbejdsplads siger mig dog ikke det store. Grafiske tryk, med motiver der muligvis er blomster/planteinspirerede.
IMG_3040

Umiddelbart tænker jeg at der sagtens kunne have været fundet mere inspirerende billeder, men i det mindste kan de da ikke støde nogen.

Men så kom jeg til en gang jeg ikke normalt færdes på, og så denne her:

IMG_1195

Hvordan kan det være at nogen har købt det, indrammet det, hængt det op – og slet ikke tænkt over hvad det mon lignede?

Min indre teenager er begyndt at få en omvej forbi kunstværket, bare for at kunne fnise sjofelt, og jeg kigger spændt på alle der passerer det, for at se om de også reagerer med fnis.

(Spoiler-alert: det gør de ikke. Hvilket nok siger mere om mig, end om dem…)

04/4/17

Hvad har I af sære spisevaner? Spørgerunde

I sidste uge skrev jeg et random-fact-indlæg, som mange af jer har kommenteret rigtigt underholdende på.

Flere af jer bakkede op om min hemmelige fetish for ostemadder med nutella eller pålægschokolade sneget under – hvilket ellers er noget jeg har holdt særdeles diskret i mange år, fordi jeg opdagede at folk syntes det var klamt. Jeg har en lignende svaghed for peanutbuttermadder med cornichoner og ostemadder med ketchup, men dem er jeg mindre diskret omkring, for det opfattes åbenbart ikke som helt så klamt?

Jeg overvejer at lave et indlæg om madkombinationer, man helst holder for sig selv. Har i lyst til at være med? Så send mig en kommentar her nedenfor, eller en mail på superheltemor@live.dk, så bikser jeg et indlæg sammen!
IMG_1137

03/13/17

Om små absurde ting

Bloggen har været stille noget tid, fordi jeg løb tør for ord. De sidste uger har været triste, med sørgelige ting der har ramt flere af de mennesker jeg holder af, og jeg har ikke haft ord tilovers.

Men når ting er sure, plejer jeg at lægge ekstra mærke til de ting der er sjove, og når ting er absurd sørgelige, lægger jeg mærke til de ting der bare er absurde.

De sidste ugers mest absurde ting har været disse:

1. Balloner med numser

Jeg hev en ranke af slatne balloner ned fra vindueskarmen. Den havde hængt der siden næstældste barns fødselsdag – hvilket kun er en lille måneds tid og langt hurtigere end vi normalt får fjernet pynt – og opdagede at børnene havde tænkt på det hele.

Her er tre af ballonerne forfra:

IMG_1068 IMG_1070IMG_1072

Og til min overraskelse var de lige så absurd detaljerede bagpå, med bittesmå numser, hvilket totalt kildede min humoristiske sans:

3DC35D71-FC7F-43FF-9981-0BEDD650F5F1

2. Barnetegninger, set med (sjofle) voksenøjne

“Kan du se hvad jeg har tegnet?” Spurgte barn stolt. Jeg undlod at svare, for jeg blev lidt i tvivl om hvad det var hun mente.

IMG_1075

P.s: det er da et barn der sidder på en gren i et træ! Det hjalp da der kom farver på…

3. Svære bøjninger

“Far taler nogle gange jyllanesisk!” påstod den seks årige, og efterlod mig undrende over hvor besværligt hun havde valgt at bøje ordet. Det mere oplagte havde måske været “jyllandsk”?

4. Den med kalkunerne

Jeg har set videoklippet, med en flok vilde kalkuner der marcherer rundt om en død kat, i en meget stram cirkel, adskillige gange. Kæft – det er underligt! Den kan ses her.

5. Flag i hundelorte

Jeg troede faktisk det var en absurd 80’er joke, den der med at sætte små flag i hundelorte.

Fantaserede af en eller anden grund ofte om at gøre der, da jeg var barn, men ejede ingen små flag. (Til gengæld graver jeg en fælde for hundeejere der ikke samlede op, på en grussti, sammen med en klassekammerat).

Forleden dag havde nogen dog gjort det med flagene på samtlige lorte på hele vores villavej. Mine børn konfiskerede min telefon, da jeg forsøgte at forevige skønheden i det…

12/15/16

Om stuntbørn

Min næstældste datter har altid været mere fysisk aktiv, end alle sine søstre tilsammen.

Hun bevæger sig oftere gående på hænder eller i vejrmøller gennem rummet, end gående kedeligt og normalt på sine fødder. Det sidste år har hun moret sig med at lave stunts og tricks, hvilket hver eneste gang skræmmer livet af mig.

Da jeg ryddede op på min telefon, fandt jeg denne videobid fra starten af året, hvor hun lader som om hun får sådan en bøjelig stolpe i fjæset, og jeg falder i med begge ben.

Jeg havde rent glemt videoen, og plagede mig til at måtte dele den på bloggen også, fordi jeg synes den er så sjov.

Håber I kan se den?

11/14/16

Om fuglearme, og andre sangtekster

Et af mine absolutte favoritindlæg fra bloggens arkiver, er dette, om misforståede sangtekster.

Hold OP, hvor har jeg læst det mange gange, og grinet højt af kommentarfeltet!

Her forleden morgen kom mine mellempiger med en ny til samlingen, med en samtale der lød sådan her:

Barn 1:” Mor! Hvad betyder “bird-arms”?”
Mig:” øh,fuglearme?”
Barn 2:” jeg sagde det jo!”
Barn 1:” men det giver jo ikke mening?”

Barn 2 (lettere bedrevidende):”Det er noget man kalder en metafor. Altså: hvis fuglearme ikke findes, så går han rundt uden noget der findes.”

Mig:”Hvad diskuterer I?”

Børn:” Denne her Lukas Graham sang, hvor han synger “moving along with my birdarms”! Hvorfor har han fuglearme? Og hvad betyder det?”
img_0549
De spillede sangen for mig, og jeg kunne også kun høre “birdarms”. Så googlede vi det, og opdagede at det var “burden” han sang, og ikke “birdarms”.

Det giver også bedre mening – men det andet er sjovere!

Er der nogle af jer der har nogle gode misforståelser?  så del endelig, det er sjovt at læse!

 

Edit: jeg bliver nødt til lige at linke til dette indlæg, med den bedste misforståede sangtekst nogensinde. Vi synger den stadig sådan juleaften.