01/28/19

Om at være en modvillig shopper, der ihærdigt opsøger morskab i skilte

Min mand og 75 % af min børneflok elsker at glo i butikker, og kunne gøre det i timer. Jeg har en enkelt veninde jeg virkeligt godt kan lide at se på kjoler med (måske fordi det oftest efterfølges af hvidvin), en anden veninde der er sjov at glo på gaver med (måske fordi det oftest efterfølges af rødvin), og jeg kan tilbringe uanede mængder tid i boghandlere, men ellers er det vindue hvor i jeg orker glo på butikker, meget lille. Jeg kan oparbejde cirka en halv times afdæmpet entusiasme når ungerne skal have nyt tøj, når der skal handles ind eller hvis der skal findes noget i Matas, men alt med skoindkøb eller telefoner slukker min vilje til at leve betragteligt.

I lørdags skulle jeg på biblioteket og hente nogle bestilte bøger, og selv om jeg godt vidste at min mand og pigerne skulle i centeret for at købe et par sko til den mindste, lave en ny nøgle, og tale om et eller andet kedeligt i en mobilbutik, kom jeg alligevel til at sige ja til at få et lift af dem.

De var stadig langt fra færdige med deres ærinder, og trallede lallegladt rundt og lod sig begejstre over kedelige ting i Telia, og bagefter prøvede barnet alle de sko der overhovedet fandtes i verden. Det hjalp kun lidt at min mand galant bar min bibliotekspose og konstant gav mig komplimenter – han ved at der skal hårde skyts til, for at jeg ikke får center-nedsmeltninger.

Til gengæld kunne jeg, ganske alene, oparbejde en vis mængde morskab over absurd apostrof på et skilt:


De andre ignorerede høfligt mit selvsving over det:”haha! Den apostrof får det til at ligne at det er et udsagsnord i bydeform! Hvad tror i det betyder at tulipanere? Det lyder ikke særligt rart, vel? Kan man mon blive tulipaneret, eller er det bare noget man gør?”

Jeg var lige så alene om at komme op og køre over de smart markedsførte “sunde snacks”: poserne med gløgg mix. Intet siger Rødovre, som en pose sprut-grøntsager i madpakken,vel?

Heldigvis forbarmede næstyngstebarnet sig over min desperate trang til at finde sjov i skilte – eller bare i et eller andet – at hun udpegede denne pakke såler i låsesmeden med et:”se mor, det er sådan noget du synes er sjovt! “ og det var det.

Intet produkt kræver et emballagebillede der emmer af nært forestående sex, mere end et par såler. Frækt.


Er jeg den eneste der synes den slags er sjovt? Send mig endelig fotos, hvis I ser den slags.

01/23/19

Om at være ret meget 2010

“Ai mor, du er simpelthen bare SÅ 2010!” himmeløjnede min yngste af mig da jeg nynnede en eller anden umchi-umchi dansesang, der var mere end to år gammel.

Jeg vidste ikke engang at det var noget man kunne være? Eller at 2010 var så længe siden at man ligefrem kunne bruge det som betegnelse for noget oldnordisk og kikset.

Nå, men apropos 2010, sad jeg og så de mange #tenyearchallenges på instagram, og til sidst fandt jeg og mellempigerne 2009- fotoalbummet frem, for at gyse over hvor meget jeg mon selv havde forandret mig på ti år.

“Der er ikke et eneste foto af mig?” måtte jeg undrende konstatere, efter at have bladret igennem side efter side af fotos med mine, rørende nuttede og bittesmå, tre ældstebørn. Indrømmet: det ER mig der tager flest fotos herhjemme, men at jeg ligefrem havde undgået kameralinsen i et helt år var imponerende. Også selv om de tre udgjorde helt passende og meget fine motiver.

“Hey se! Der er da et billede af dig på bagsiden!” råbte pigerne, og sørme så:

Hvis det her var hvad 2009 bød på rent udseendemæssigt, er jeg glad nok for at blive kaldt “totalt 2010”, for det kan da kun være bedre. Iøvrigt ligner jeg ret meget mig selv – dog er hår mindre gult nu, og tænder mere.

11/28/18

Om fødselsdatoer

“Mor, kan du ikke lige skrive at det er rigtigt nok jeg har fødselsdag på mandag? Min veninde sidder her og tror ikke på det, så skriv lige min fødselsdato!” skrev efterskoleungen på messenger i går.

En fornuftig mor kunne have:

1. Bedt hende vise sygesikringskort som bevis

2. Skrevet det ønskede

Jeg skrev dette:


Fulgte det op med billeddokumentation:

Hun syntes det var virkeligt sjovt. Heldigvis er mine unger ret hærdede i sarkasmens ædle kunst.

09/24/18

Ti random facts om mig, del 2 – klodsethed udgaven

Egentlig havde jeg tænkt mig bare at skrive en hel random liste over ting I ikke ved om mig – men efter nogle punkter tegnede der sig et mønster, så her får i den klodsede udgave. Det pinligste er, at jeg nemt kunne lave den ti punkter længer, for jeg er stærkt grovmotorisk udfordret. Underligt nok er jeg ret fingernem, men resten af min krop er bare et klumpet vedhæng til mine hænder.

Ti ting I ikke ved om mig, og klodsethed.

1. Jeg går ind i ting. Altså ikke bare engang imellem, men stort set hele tiden. Bemærker det ikke engang rigtigt selv, for jeg er vant til at brage gennem livet som en pinball-kugle, men jeg har venner der morer sig meget over det, og gør et stort nummer ud af at tælle hvor mange ting jeg rammer ind i på en aften.

2. Dørkarme er min ærkefjende, og jeg har næsten altid blå mærker på hofterne, af at fejlbedømme hvor smal min mås er, og så bare brage den ind i dørkarm. Er heller ikke særligt gode venner med bordkanter…

3. Til en personalefest forrige fredag, var der nogen der stod nede på gaden og røg, og jeg tilbød glad at fortælle dem at der var mad. Gad ikke løbe ned af alle trapperne, og ville råbe ud af et vindue. Havde så travlt med at forsøge at regne ud hvordan vindue skulle åbnes, mens jeg gik hastigt gennem rummet, at jeg overhovedet ikke så glasvæggen foran. Tog den med hele ansigtet. Heldigvis var der ingen der så det, og jeg sneg mig diskret ud på badeværelset og besigtigede øm pande og ledte efter næseblod, mens jeg blinkede tårer væk.

4. … og så troede jeg at ingen havde opdaget det. Det havde de heller ikke – før vi skulle ind i det rum med glasvæggen for at lave en quiz, og mit ansigt var tværet så tydeligt ud over glasvæggen, at der ikke var nogen tvivl om hvad der var sket. Hvordan kan man ramme med både pande, hage, næse og øjenhule, så hårdt at man kan blive genkendt ud fra det?

5. I betragtning af hvor stejl vores trappe er, og hvor klodset jeg er, er jeg heldigvis kun røget ned af den to gange, i løbet af de 18 år vi har boet her. Føler mig ret heldig over det.

6. Forsøgte engang som teenager at løbe forbi det sted hvor en pæn fyr fra skolen trænede fodbold om aftenen. Havde så travlt med at se sexet ud, at jeg ikke bemærkede stor sten, og endte med at skvatte lige foran ham, i en sky af blod, grus og tabt værdighed.

7. Jeg har glemt at tage badetøj på efter brusebad i svømmehal, og vadet ud af omklædningsrum nøgen. Endda to gange.

8. Kæden røg engang af min cykel, på vej ned ad Valby bakke. Kunne ikke bremse, og kørte ind i Søndermarken, hvor jeg crashede i en ydmygende omgang hudafskrabninger foran en flok turister.

9. Engang som ganske ung forsøgte jeg mig flere gange med stilethæle når jeg skulle i byen. Der er mange grunde til at jeg udelukkende går i sneakers nu – dengang hvor mine stiletter satte sig fast i en rist foran en kælderbars dør, hvorefter jeg væltede på maven ind af døren, er bestemt en af grundene.

10. Antallet af gange jeg har vadet rundt med min nederdel stoppet op i mine underbukser er astronomisk – vil tro det sker mindst en gang om ugen.

09/19/18

Om onkel-humor

Min søde onkel fortalte altid de mest tåkrummende onkeljokes – altså den slags med kiksede små ordspil der bare blev ved; “det sagde hun også i går” og den slags. Kender I ikke typen?

Da jeg var ung undrede jeg mig over, at en mand som ham, der var klog og virkeligt fantastisk til at fortælle en lang historie på en sjov måde, hele tiden valgte at kludre rundt med pinlige onkel-jokes.

Til min overraskelse er jeg efterhånden kun et overskæg og en dyb latter fra at være blevet en kopi af ham – for nu har jeg fundet ud af hvad det fede ved onkeljokes er: det er totalt sjovt at krumme tæerne på sine børn! At få folk til at grine af noget man også selv synes er morsomt, er en underholdende aktivitet – men at få dem til at sukke lidende og rulle øjne af noget virkeligt plat, er på en eller anden måde endnu mere underholdende. For en selv.

Efterskoleungen kom ikke hjem i weekenden, men vi skrev en del sammen i weekenden, og hun sendte fotos af nogle overdrevent fede ting hun havde lavet i keramik, bl.a. et vildt flot æg, med fugl.

Naturligvis plagede jeg om at få den.


Kan godt lide at hun på forhånd siger:”ingen æggejokes” – og havde jeg ikke tænkt langsomt, på grund af tømmermænd, havde listen over æggejokes været meget, meget lang.

Er der andre end mig, der snubler i onkel-humor-fælden?

08/16/18

Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”

For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:

Kære S.

Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.

Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har  groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.

Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.

Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…

emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart

03/19/18

Om at rage påskeæg til sig

Sidste år modtog min næstyngste – den sarkastiske tegnemester – et gækkebrev med posten. Klippet i flot lyserødt papir, og sendt med frimærke og det hele.

Fem prikker og en barnlig håndskrift overbeviste hende om at det var hendes veninde, Viola, og selvtilfreds gik hun i skole for at afsløre gækkeren. Det var ikke hende…

De næste dage opsøgte hun først ivrigt, så desperat og til sidst en anelse rasende, alle jævnaldrende med fem bogstavsnavne. Forgæves.

Intet barn meldte sig, og gækkebrevsmysteriet blev glemt lidt.

Indtil vi besøgte min veninde, Maren, der efter middagen triumferende spurgte om barnet tilfældigvis havde modtaget et gækkebrev? Med fem prikker?

Det var svært at sige hvem der syntes det var sjovest (spoileralert: det var klart Maren); men barnet syntes altså også det var megasjovt. Og lidt snyd.

Chokolade er noget gækkebrevsmodtageren tager alvorligt, så at snyde udenom at give påskeæg faldt hende ikke ind. Men da hun sad hjemme med det lommepengeindkøbte chokoladebutiks-lækre marcipanæg foran sig, sved det alligevel en anelse at skulle aflevere det.

”Jeg tror jeg tegner et tillykke-med-sejren-kort…” sagde hun, og tegnede det mest passive/aggressive tillykke kort jeg nogensinde har set, med sig selv siddende på knæ og aflevere æg, og Maren grådigt tronende på et bjerg af påskeslik  – formentligt narret fra børn:

Jeg synes finten med at give gækkebrev til andre folks intetanende børn er fuldkommen genial, og hermed er tippet givet videre, til de chokoladehungrende af jer.

01/24/18

Om selv at vælge kælenavne

Denne her grå måned flyver afsted, i en sky af møder, talrige besøg på mulige uddannelsessteder til ældstebarnet, og mellempiger der hiver den ene omgang sygdom med hjem efter den anden.

I dag er det den næstyngste der er hjemme, og hun havde det så dårligt at jeg blev hjemme hos hende.

Hun har hverken orket at få læst højt eller se film, så vi har bare ligget ganske stille under en dyne i sofaen, hvor jeg har forberedt arbejde og hun har småblundet.

Winston – den sort/hvide pruttemaskine – har trippet hvileløst rundt foran sofaen en stor del af dagen, nervøs over dette uvante rutinebrud: to mennesker hjemme på en hverdag.

“Hvis han var et menneske” hviskede det syge barn, med svag røst “så ville jeg kalde ham “General Tripoli”. Altså han tripper, og går vagt, ikke?” Det grinede vi af i flere minutter, mens General Tripoli trippede tyve runder mere, og kastede grineflippet fornærmede blikke.


Da generalen endelig gav op, og nøjedes med at kaste os sure blikke fra sin intermistiske rede på en badekåbe, kom vi til at tale om kælenavne, og hvordan vi altid har skambrugt den slags herhjemme.

Jeg har før blogget lidt her, om hvordan jeg erstatter børns navne med random ord, og jeg har det også med at finde blivende kælenavne til folk jeg holder af: min søster, svoger og næstyngstebarnet bliver således aldrig kaldt ved andet end lidt sære forkortelser af deres navne, min mand bliver periodisk kaldt Ninjaman af både mig og unger; og min to meter høje fætter adlyder (noget modvilligt) navnet Putte.
Heldigvis er jeg ikke den eneste i verden der gør det med skøre kælenavne: fantastiske Sneglcille gæstebloggede om det præcis samme hos mig her.

Nå, men det jeg egentlig ville frem til, var en gammel historie som jeg og syge-ungen kom i tanke om, og som jeg er ret sikkert på aldrig har ramt bloggen.

Da mellempigerne var små, sådan 2-3 år, adlød den yngste af dem aldrig andet end nuttede kælenavne. Når jeg puttede dem om aftenen lå vi og så på en uro med små dyr, der hang over hendes seng, og fandt nye sukkersøde kælenavne til hende ud fra den: kælemus, krammebjørn, nuttegris osv. Hendes lidt ældre søster har aldrig været vild med at blive kaldt andet end sit fulde navn, og har kun modvilligt accepteret at de fleste forkorter det, men al den snak om kælenavne fik hende til sidst til at forlange et kælenavn selv.

Jeg forsøgte mig med genbrug af de der kælemus, krammebjørn-navne, men blev afvist: hun ville have sit helt eget kælenavn, og hun ville selv vælge det.

Et par dage efter kom hun glædesstrålende hjem: “ jeg har det! Jeg ved hvad jeg vil hedde, der er det allerbedste navn: “Glimmer-putte”! Er det ikke bare både smukt og nuttet?”

Navnet satte sig aldrig rigtigt fast, og jeg havde glemt det ind til Glimmerputtes lillesøster mindede mig om den i dag. Tænker jeg vil give det et forsøg igen – er sikker på at næsten-teenagere sætter særligt pris på cute kælenavne?

12/5/17

Ti skøre gaver læsere har modtaget, del 1

Tusind tak til alle Jer der, som svar på dette indlæg, sendte mails og kommentarer om de skørestes gaver I havde modtaget. Det bar virkeligt været sjov læsning! Jeg har fået kommentarer nok til at skrive mindst et indlæg mere, så hvis andre vil bidrage skal I endelig sende en mail på superheltemor@live.dk, eller skrive en kommentar.

Læsernes aparte gaver, del 1

 

 

11/27/17

Om aparte gaver – input søges

Jeg skal til en eksamen på mit studie på fredag (gys!) og bruger al min fritid på at skrive synopsis, finpudse powerpoint og gå i panik – hvilket forklarer de lange intervaller mellem blogindlæg for tiden.

For nyligt sneg jeg mig dog til et enkelt glas vin med en veninde, og vi morede os over en virkeligt mystisk gave hun engang havde fået af sin farmor: et hæklet toiletsædecover, der på ingen måde passede ind i hverken indretning eller behov. Til gengæld var det meget orange.

Det fik mig til at tænke, at det kunne være sjovt at lave et indlæg om aparte gaver folk har fået.

Har I ikke lyst til at hjælpe mig? Så send en mail på superheltemor@live.dk, eller skriv i kommentarfeltet, så samler jeg dem i et indlæg, omkring aparte gaver. Altså gaver der er godt ment, men lige ramt lidt ved siden af. Det kunne være sjovt at læse!

Min egen top fem over sære gaver jeg har modtaget:

1.Det døde firben min mormor gav mig i julegave da jeg var barn. læs indlæg HER.

2. Den “erotiske” kalender jeg fik sidste jul, udelukkende med halvfrække billeder af min fætter i. Har moret mig MEGET over den hele året, men også lidt sært at komme tilbage på arbejdet efter juleferie, og svare:”nogle bøger og en kalender med halvnøgne billeder af min fætter”; på spørgsmålet om hvad jeg havde fået i julegave.

Mine piger har iøvrigt løbende censoreret billederne i kalenderen med klistermærker, når de syntes der var for meget brystvorte på.

3. Vatrondelholderen Allan. Læs indlægget HER.

4. Min tidligere kollega, købte altid sære køkkendimser med hjem til mig fra USA – med et glimt i øjet. For eksempel har jeg fået en dims der kunne plukke den grønne dut af tomater, og en anden dims, der kunne udkerne avocados. Forudsat at de avocados havde præcis den rette størrelse…

5. Et gult tørklæde, en hestebog og en similibroche, var den gave min fars ekskæreste gav en halvpunket teenagemig. Læs om det HER.

Så snart jeg er færdig med eksamen, skal jeg til at lave julegaver selv, sammen med mine piger. Håber vi kan ramme mere rigtigt end det her!