11/11/19

Om orme

Den sidste måned har vi udkæmpet en hård kamp mod mel-møl. Altså – sådan nogle små flagrende sataner, der er kommet ind i huset i fx en pose mel, og nu flakser rundt i skabet, laver spind i poser med nødder og mel, og værst af alt: har små kravlende larve-unger der kryber hen over loftet i køkkenet. Vi har smidt ud, puttet ting i bøtter, støvsuget som gale, og langsomt er der ved at komme færre og færre af de ækle kryb.

På det tidspunkt hvor det var værst, startede vi morgenen med at støvsuge 10-12 kravlende larver ned fra loftet, og samme antal når vi kom hjem fra arbejde.

Mindstebarnet iagttog mig undrende mens jeg gjorde det en dag, og stillede et spørgsmål der gav mig lidt for livagtige billeder i hovedet:” Kan man fjerne alle orme med en støvsuger? Også børneorm?”

Kan alt for levende forestille mig scenarier, hvor man støvsuger børnenumser – og krydser fingre for at det ikke er noget vi får raget til os.

Det mindede mig iøvrigt om dette skilt, som jeg så på et fritidshjem for mange år siden og selvfølgelig måtte fotografere:

10/21/19

Om ting der har undret mig i oktober

Ting jeg har undret mig over den sidste tid:

1. Hvem malede hunden?

Fandt Winston sovende i sin kurv, en morgen hvor jeg mødte senere end resten af familien. Nogen havde malet en dekorativ lyserød kant mellem det sorte og det hvide i hans nakke – alle børn benægter hårdnakket kendskab til udåden. Undrer mig meget over at jeg slet ikke kan aflæse deres pokerfjæs. Har endda overvejet om han har gjort det selv?

2. Uglers fødder

Det her billede er for syret! Jeg har altid tænkt at fugle havde korte ben, men at ugler gemmer på ben længere end mine er superskræmmende.

3. Navne på kager

Det mest mindeværdige fra vores lille tur til Helgenæs i efterårsferien, var opdagelsen af at franske snegle hedder “øretæver” der. Som om man tør gå ind i en bager og bede om at få en øretæve? Delte det på Instagram, og blev her yderligere oplyst om at samme kage hedder grammofonplade i Korsør og lokumsbræt på Bornholm. Får mig til at holde endnu mere af den sukrede lille sag.

4. Ting børn tager fotos af

Gik aftentur ved stranden i sommerhus, medbringende tre børn der tog fotos af lidt af hvert. Kunne forstå hvis det var lysene ovre i Århus der var smukke at fotografere, men nej: nærbilleder af sand og vand er åbenbart hit-motiver i mørket.

5. Frøer

Ældstebarnet er ved at male et billede, der skal forestille et grønt område med skøre frøer på. Foreløbigt har hun bare baggrunden klar, den ser sådan ud:

I sin research efter gode frøer at tegne efter, har hun fundet en overvældende mængde af fotos af frøer der sidder på bænke:

Jeg anede ikke de kunne det, og har været helt færdig af grin over flere af dem.

06/10/19

Om listige løsninger

Da jeg gik i anden klasse, og løste opgaven:”skriv et digt om vejret”, fik jeg en reprimande af min lærer for udførelsen.

Alle de andre havde skrevet sider fulde af detaljerede beskrivelser af solskin, blomster og skyer – min var begrænset til en enkelt sætning:”udenfor er det dejligt vejr, så hvorfor sidde og digte her?”

Det var ret akavet at opleve sin egen genialitet falde til jorden i en sky af pinlig tavshed, og det er nok derfor at jeg stadig husker det så tydeligt.

Æblet falder ikke langt fra stamme, opdagede jeg forleden hvor min næstyngste fortalte om en engelsk stil, hun netop havde afleveret.

”Den skulle være på mindst 300 ord, men jeg kunne ikke finde på noget, så til sidst skrev jeg, at han faldt over en sten, og sagde:”ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch” – og så ramte jeg præcis 300 ord!” erklærede hun tilfreds “ og min lærer synes sikkert det er sjovt!”

Det tænker jeg også han gør – han har heldigvis meget humor.

Et billede der passer til har jeg ikke – men her er et pladecover jeg fandt i en genbrugsbutik, og har haft det lidt for sjovt over siden. Det vækker SÅ mange spørgsmål: “hvis det her var det bedste foto, hvordan så de kasserede sådan ud?”, “skal han tisse?”, “HAR han tisset?”, “hvor festlig er musikken lavet af en festlig fyr som ham?”, “tænkte han selv:”yes, der var den! Det er præcis det udtryk jeg gerne vil have på min plade!”

Hvad tænker I?

03/25/19

Om at tage mærkelige fotos – en top 6 liste

Jeg har før lavet lister med random ting om mig selv, men formår ikke at skrive de elegante lister som modebloggerne skriver, med små kære særheder – mine særheder er altid mere sådan… sære.

Jeg har før skrevet en om at sidde fast i ting og en om hvor klodset jer er. Denne gang havde jeg, igen, tænkt kig at forsøge med bare at skrive en random liste, men er endt i noget tema: “mærkelige ting jeg tager billeder af”. Normalt hvis folk viser fotos på deres mobil, vil de ikke have man bladrer videre – måske fordi der ligger pinlige selfies, nøgenbilleder eller andet inkriminerende. På min mobil ligger der bare overraskende mange underlige fotos, der peger hen mod at jeg har lidt af en sær fotofetish.

Topliste over mærkelige fotos jeg tager:

1. Mine børn påstår hårdnakket at en af de mest fremtrædende træk ved mig er hvor pinlig jeg er. Selv tænker jeg det ikke som decideret pinlighed, men mere som et udtryk for at jeg har et afslappet forhold til egen værdighed. Har fx ikke den der blufærdighedsstopklods, der forhindrer mig i at sende tisse-selfies til folk. Skræmte kollega med dette toilet-fie, og fik enslydende:”stop dig selv!” sms’er fra alle fire børn, da jeg fra Sverige sendte dem et undrende “hvorfor-spejle-i-loftet-tisseselfie”.
2. Jeg ser ansigter i ting hele tiden. Biler med sure øjne, søvnige huse, overraskede stikkontakter. Tager også fotos af dem hele tiden – som jeg efter noget tid sletter igen, for hvem kan jeg egentlig nogensinde vise dem til? På en eller anden måde ikke den fedeste icebreaker til en fest at sige:”nå, vil du se en masse fotos jeg har taget af stikkontakter der ligner ansigter?”

Det her tog jeg i går:
Venlig type, ikke?

3. Resten af familien tager et ton af fotos af hunden når han ser nuttet ud. Der falder jeg mere i mobbe-fælden, og kan se på min telefon at jeg primært har fotos af ham hvor han ligger virkeligt dumt og sover, eller som dokumentation for de mange vanvittige stillinger han finder det nødvendigt at indtage når han skider. Her er således et flot billede af hvordan han vælger at tømme tarmen i en slags yogastilling, hvor han står på forpoter.


Altså: selve udførelsen er flot og elegant, men hvorvidt det er den mest praktiske måde at udføre den slags på vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved. Umiddelbart er det ikke en stilling jeg kan anbefale til lignende aktiviteter.

4.Bøger, der kan lyde sjofle. Der er mange børnebøger der kan læses ganske forkert fx.

5. Slåfejl og autocorrect. Er selv ofte lidt på hurtig på sms, og dår enten sendt dem til de forkerte, eller overser min kække autocorrect.
Sidst sendte jeg denne til min mand:

Har skrevet om flere sms-fejl her.

6. Skilte. Dem med stavefejl eller mystiske meninger.

Som jeg skrev om for nyligt, kan jeg snildt underholde mig selv en hel dag med den slags.

Nå, er neg den eneste? Hvad tager i fotos af?

01/28/19

Om at være en modvillig shopper, der ihærdigt opsøger morskab i skilte

Min mand og 75 % af min børneflok elsker at glo i butikker, og kunne gøre det i timer. Jeg har en enkelt veninde jeg virkeligt godt kan lide at se på kjoler med (måske fordi det oftest efterfølges af hvidvin), en anden veninde der er sjov at glo på gaver med (måske fordi det oftest efterfølges af rødvin), og jeg kan tilbringe uanede mængder tid i boghandlere, men ellers er det vindue hvor i jeg orker glo på butikker, meget lille. Jeg kan oparbejde cirka en halv times afdæmpet entusiasme når ungerne skal have nyt tøj, når der skal handles ind eller hvis der skal findes noget i Matas, men alt med skoindkøb eller telefoner slukker min vilje til at leve betragteligt.

I lørdags skulle jeg på biblioteket og hente nogle bestilte bøger, og selv om jeg godt vidste at min mand og pigerne skulle i centeret for at købe et par sko til den mindste, lave en ny nøgle, og tale om et eller andet kedeligt i en mobilbutik, kom jeg alligevel til at sige ja til at få et lift af dem.

De var stadig langt fra færdige med deres ærinder, og trallede lallegladt rundt og lod sig begejstre over kedelige ting i Telia, og bagefter prøvede barnet alle de sko der overhovedet fandtes i verden. Det hjalp kun lidt at min mand galant bar min bibliotekspose og konstant gav mig komplimenter – han ved at der skal hårde skyts til, for at jeg ikke får center-nedsmeltninger.

Til gengæld kunne jeg, ganske alene, oparbejde en vis mængde morskab over absurd apostrof på et skilt:


De andre ignorerede høfligt mit selvsving over det:”haha! Den apostrof får det til at ligne at det er et udsagsnord i bydeform! Hvad tror i det betyder at tulipanere? Det lyder ikke særligt rart, vel? Kan man mon blive tulipaneret, eller er det bare noget man gør?”

Jeg var lige så alene om at komme op og køre over de smart markedsførte “sunde snacks”: poserne med gløgg mix. Intet siger Rødovre, som en pose sprut-grøntsager i madpakken,vel?

Heldigvis forbarmede næstyngstebarnet sig over min desperate trang til at finde sjov i skilte – eller bare i et eller andet – at hun udpegede denne pakke såler i låsesmeden med et:”se mor, det er sådan noget du synes er sjovt! “ og det var det.

Intet produkt kræver et emballagebillede der emmer af nært forestående sex, mere end et par såler. Frækt.


Er jeg den eneste der synes den slags er sjovt? Send mig endelig fotos, hvis I ser den slags.

01/23/19

Om at være ret meget 2010

“Ai mor, du er simpelthen bare SÅ 2010!” himmeløjnede min yngste af mig da jeg nynnede en eller anden umchi-umchi dansesang, der var mere end to år gammel.

Jeg vidste ikke engang at det var noget man kunne være? Eller at 2010 var så længe siden at man ligefrem kunne bruge det som betegnelse for noget oldnordisk og kikset.

Nå, men apropos 2010, sad jeg og så de mange #tenyearchallenges på instagram, og til sidst fandt jeg og mellempigerne 2009- fotoalbummet frem, for at gyse over hvor meget jeg mon selv havde forandret mig på ti år.

“Der er ikke et eneste foto af mig?” måtte jeg undrende konstatere, efter at have bladret igennem side efter side af fotos med mine, rørende nuttede og bittesmå, tre ældstebørn. Indrømmet: det ER mig der tager flest fotos herhjemme, men at jeg ligefrem havde undgået kameralinsen i et helt år var imponerende. Også selv om de tre udgjorde helt passende og meget fine motiver.

“Hey se! Der er da et billede af dig på bagsiden!” råbte pigerne, og sørme så:

Hvis det her var hvad 2009 bød på rent udseendemæssigt, er jeg glad nok for at blive kaldt “totalt 2010”, for det kan da kun være bedre. Iøvrigt ligner jeg ret meget mig selv – dog er hår mindre gult nu, og tænder mere.

11/28/18

Om fødselsdatoer

“Mor, kan du ikke lige skrive at det er rigtigt nok jeg har fødselsdag på mandag? Min veninde sidder her og tror ikke på det, så skriv lige min fødselsdato!” skrev efterskoleungen på messenger i går.

En fornuftig mor kunne have:

1. Bedt hende vise sygesikringskort som bevis

2. Skrevet det ønskede

Jeg skrev dette:


Fulgte det op med billeddokumentation:

Hun syntes det var virkeligt sjovt. Heldigvis er mine unger ret hærdede i sarkasmens ædle kunst.

09/24/18

Ti random facts om mig, del 2 – klodsethed udgaven

Egentlig havde jeg tænkt mig bare at skrive en hel random liste over ting I ikke ved om mig – men efter nogle punkter tegnede der sig et mønster, så her får i den klodsede udgave. Det pinligste er, at jeg nemt kunne lave den ti punkter længer, for jeg er stærkt grovmotorisk udfordret. Underligt nok er jeg ret fingernem, men resten af min krop er bare et klumpet vedhæng til mine hænder.

Ti ting I ikke ved om mig, og klodsethed.

1. Jeg går ind i ting. Altså ikke bare engang imellem, men stort set hele tiden. Bemærker det ikke engang rigtigt selv, for jeg er vant til at brage gennem livet som en pinball-kugle, men jeg har venner der morer sig meget over det, og gør et stort nummer ud af at tælle hvor mange ting jeg rammer ind i på en aften.

2. Dørkarme er min ærkefjende, og jeg har næsten altid blå mærker på hofterne, af at fejlbedømme hvor smal min mås er, og så bare brage den ind i dørkarm. Er heller ikke særligt gode venner med bordkanter…

3. Til en personalefest forrige fredag, var der nogen der stod nede på gaden og røg, og jeg tilbød glad at fortælle dem at der var mad. Gad ikke løbe ned af alle trapperne, og ville råbe ud af et vindue. Havde så travlt med at forsøge at regne ud hvordan vindue skulle åbnes, mens jeg gik hastigt gennem rummet, at jeg overhovedet ikke så glasvæggen foran. Tog den med hele ansigtet. Heldigvis var der ingen der så det, og jeg sneg mig diskret ud på badeværelset og besigtigede øm pande og ledte efter næseblod, mens jeg blinkede tårer væk.

4. … og så troede jeg at ingen havde opdaget det. Det havde de heller ikke – før vi skulle ind i det rum med glasvæggen for at lave en quiz, og mit ansigt var tværet så tydeligt ud over glasvæggen, at der ikke var nogen tvivl om hvad der var sket. Hvordan kan man ramme med både pande, hage, næse og øjenhule, så hårdt at man kan blive genkendt ud fra det?

5. I betragtning af hvor stejl vores trappe er, og hvor klodset jeg er, er jeg heldigvis kun røget ned af den to gange, i løbet af de 18 år vi har boet her. Føler mig ret heldig over det.

6. Forsøgte engang som teenager at løbe forbi det sted hvor en pæn fyr fra skolen trænede fodbold om aftenen. Havde så travlt med at se sexet ud, at jeg ikke bemærkede stor sten, og endte med at skvatte lige foran ham, i en sky af blod, grus og tabt værdighed.

7. Jeg har glemt at tage badetøj på efter brusebad i svømmehal, og vadet ud af omklædningsrum nøgen. Endda to gange.

8. Kæden røg engang af min cykel, på vej ned ad Valby bakke. Kunne ikke bremse, og kørte ind i Søndermarken, hvor jeg crashede i en ydmygende omgang hudafskrabninger foran en flok turister.

9. Engang som ganske ung forsøgte jeg mig flere gange med stilethæle når jeg skulle i byen. Der er mange grunde til at jeg udelukkende går i sneakers nu – dengang hvor mine stiletter satte sig fast i en rist foran en kælderbars dør, hvorefter jeg væltede på maven ind af døren, er bestemt en af grundene.

10. Antallet af gange jeg har vadet rundt med min nederdel stoppet op i mine underbukser er astronomisk – vil tro det sker mindst en gang om ugen.

09/19/18

Om onkel-humor

Min søde onkel fortalte altid de mest tåkrummende onkeljokes – altså den slags med kiksede små ordspil der bare blev ved; “det sagde hun også i går” og den slags. Kender I ikke typen?

Da jeg var ung undrede jeg mig over, at en mand som ham, der var klog og virkeligt fantastisk til at fortælle en lang historie på en sjov måde, hele tiden valgte at kludre rundt med pinlige onkel-jokes.

Til min overraskelse er jeg efterhånden kun et overskæg og en dyb latter fra at være blevet en kopi af ham – for nu har jeg fundet ud af hvad det fede ved onkeljokes er: det er totalt sjovt at krumme tæerne på sine børn! At få folk til at grine af noget man også selv synes er morsomt, er en underholdende aktivitet – men at få dem til at sukke lidende og rulle øjne af noget virkeligt plat, er på en eller anden måde endnu mere underholdende. For en selv.

Efterskoleungen kom ikke hjem i weekenden, men vi skrev en del sammen i weekenden, og hun sendte fotos af nogle overdrevent fede ting hun havde lavet i keramik, bl.a. et vildt flot æg, med fugl.

Naturligvis plagede jeg om at få den.


Kan godt lide at hun på forhånd siger:”ingen æggejokes” – og havde jeg ikke tænkt langsomt, på grund af tømmermænd, havde listen over æggejokes været meget, meget lang.

Er der andre end mig, der snubler i onkel-humor-fælden?

08/16/18

Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”

For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:

Kære S.

Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.

Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har  groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.

Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.

Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…

emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart