05/26/15

Om slet skjult rod

Vi er ikke verdens største oprydningsfanatikere, men om 3 uger fylder jeg rundt, og har inviteret utroligt mange mennesker til havefest, og for at få plads (og fordi det ser pænere ud sådan), brugte vi hele lørdag på at sløjfe et stort bed i haven, og slæbe stauder og blomsterløg et andet sted hen.

Så da vi søndag skulle have gæster, havde ingen af os rigtigt energi til at rydde op indenfor, men der lignede virkeligt noget der var løgn, så vi aftalte med børnene at vi voksne ryddede lidt op nedenunder, mens de skulle støvsuge ovenpå, og rydde op, på hurtig-måden – altså den hvor man enten stabler rod på en nogenlunde pæn måde, eller dækker det til med et eller andet, så man ikke kan se det.

Gæsterne kom, solen skinnede, vi drak drinks i haven, og tanken om hvor semi-nydeligt huset var ryddet op, varmede.

Ind til jeg gik op ovenpå, og bemærkede pigernes oprydning af rodet på kommoden :

image

Sådan set en ok acceptabel oprydning, inden for hurtig-oprydningsgenren.

Bortset fra sedlen:

image

“Død mand, ikke røre!” står der.
Hvilket er smart, hvis man ikke vil have at gæster skal løfte dug, og se rodet – men knapt så smart, hvis man gerne vil foregive at man ikke er den slags familie, der dræber folk, og lader deres lig ligge ude i gangen…

03/14/15

Om aldersforskel

Ninjaman er på arbejdsweekend,så jeg var alene med fire pigebørn i dag, og mærkede tydeligt hvor stor forskel der er på dem i alder nu.

Virker ikke som så længe siden, at de allesammen var nogle små børnehavetrunter, der bare skulle have hjælp til at få tørret næser eller numser, og alle blev lykkelige, hvis jeg gad hjælpe med at bygge en playmobillandsby, eller smøre glimmer på en tegning, men lige pludselig har de fået meget forskellige behov.

Den ældste skulle til gallafest for 7-9 klasserne, og skulle have hjælp til at lægge en diskret makeup og øve sig i at danse i høje hæle; den næstældste havde besøg af veninde,og ville efterfølgende have råd til hvordan man tacklede fnidder i venindegruppen; den næstyngste ville have at jeg hørte på at hun læste højt for mig; og den lille ville gerne øve sig på at cykle, og bagefter skulle vi læse en bog om hvordan kroppen fungerede.

Da den fire årige nåede til den side med kønsdele i anatomi-bog, forklarede jeg pædagogisk, at det, som de i bogen kalder en “pung”, er det samme som vi kalder nosser. Eller klunker. Eller…
Og her stoppede hun mig, med et nedladende blik, og sætningen:”mor… Stop dig selv! Du er pinlig!”

Og pludselig virkede springet ikke så forfærdeligt stort, for den sætning har jeg bestemt hørt før – fra mundene af de ældre søstre…

02/18/15

Om fejlleverede sms’er

Beklager blog-stilstand – synes det virkelige liv er lidt barsk for tiden, og har derfor ikke rigtigt hjerneceller til overs til hyggeblogging…

Lige nu ligger jeg i mørket og putter mine tre mindstebørn,  mens jeg forsøgte at sms’e nuttet/forførende med min mand.

Problemet med mig og sms’er, er at jeg ofte tænker på at sende en SMS til en specifik person, og derefter skynder mig ind og sender den sms til den person jeg sidst smsede med – hvilket før har givet lidt sære reaktioner, når jeg har sendt noget til en hel forkert.

Slog dog alle rekorder i akavethed for fem minutter siden, med følgende sms – som jeg ville have sendt til min Ninjaman, men istedet fik sendt til min (kvindelige) ex-chef:

Top et, over sms’er, jeg ville ønske jeg havde sendt til den rette modtager:
“hey skat: hvor mange blowjobs skal du have, for at massere mine fødder om lidt?😁”

Har undskyldsforklaret over for chef i tre sms’er nu.
Hun har valgt ikke at svare.
(eller også har jeg sendt dem til en helt tredje?)

01/28/15

Om zen og lugt

Vi er efterhånden godt i gang med at pusle os på plads på de nye ekstra kvadratmeter, men mangler stadig at få lavet badeværelse – og DET glæder jeg mig til!

Et toilet er ikke helt nok til seks mennesker, har vi længe tænkt, og her forleden blev det meget tydeligt hvorfor.

Jeg kom hjem, efter en lang og utroligt hård dag på arbejdet, hvor jeg havde været i en meget grænseoverskridende situation, og var rystet.

Ungerne legede en voldsom ninja-leg i hele stuen, og deres lækre ninja-far lavede mad, og rådede mig til at snuppe et varmt bad eller et glas rødvin, til pulsen kom ned.

Jeg valgte at kombinere de ting: slukkede lyset i badeværelset, fyldte vand i ungernes lille badebalje,  og maste mig ned i den, med et glas rødvin i hånden.

Det hjalp.
Som jeg sad der i varmen og mørket, og fyldte en smule alkohol i blodet, kunne jeg mærke alle dagens spændinger lette.
Det var rart. Meget zenagtigt.

Så gik døren op, og første barn kom ud – for at skide.
Det lykkedes mig at holde fast i zen-ro, og ignorere lugten, og hun gik igen.

Så kom der et barn mere, og gentog toiletseancen.
Der blev det lidt sværere at føle sig helt afslappet – og da yngstebarnet væltede ud lige efter, og glad proklamerede :”det er dig der skal tørre mig om lidt, mor!” gav jeg op, og tog tøj på.

Mens jeg grinede indvendigt af hvor absurd det var, at forsøge at lave dybe vejrtrækninger, i et rum med tiltagende dårlig luft…

Og så gik jeg ned og var med i ninja-leg, som var noget med at kaste skumgummi på hinanden og råbe højt, og opdagede at den slags faktisk virkede mindst lige så afstressende.

Tror jeg springer direkte på den vilde leg næste gang så – eller krydser fingre for at vi snart kan få lavet det nye toilet færdigt!

12/15/14

Om at snuse julemanden i skridtet

Jeg kan ikke huske om jeg har blogget om det her før, men jeg kom lige i tanke om historien, så nu får i den altså alligevel. Det er faktisk et rigtigt nyttigt tip!

En weekend, da mit næstyngste var fire, var vi i et indkøbscenter, hvor en julemand gik rundt og delte slikkepinde ud.
Mine unger stod lidt og diskuterede om hvorvidt det nu var den rigtige ægte julemand, eller bare en der gav ham en hånd og var klædt ud: året før havde den julemand der besøgte os nemlig lignet deres onkel, Vildmarksdrengen, mistænkeligt meget.

Nå, men da julemanden kom forbi os, slog den næstyngste (der altid har været lidt reserveret) kærligt armene om ham, krammede hans ben og modtog glædestrålende sin slikkepind, fra den undrende julemand.

Da han var væk, smilede hun stolt og sagde:”det VAR den ægte!”
Mig: “hvordan ved du det – og hvorfor i alverden krammede du ham?”

Barn :”jeg krammede ham ikke – jeg snuste bare til hans numse, for at lugte om den lugtede af rensdyr, for så ved jeg om han har redet på et – og den lugtede vildt meget af rensdyr, så det VAR ham!”

Så hvis nu julemanden skulle finde på, at forsøge at tiltvinge sig adgang til jeres hjem juleaften, og I bliver i tvivl om det nu også ER den rigtige julemand, eller bare en klam copycat – kan I hermed kopiere denne idiotsikre metode til at finde ud af det: nærmer nogen i rødt tøj sig en skorsten – så stop dem, og snus dem i skridtet!

20141123-145805.jpg

11/18/14

Om kinder og klister

I morges havde jeg lidt for travlt til at læse i den bog jeg er i gang med for tiden (“Glasslottet” af Jennifer Wales, som er særdeles fremragende iøvrigt).

Istedet sad jeg og bladrede lidt i den 8 åriges matematikbog, og fandt denne tegneserie, som fik mig til at fnise kaffe op i næsen.

Beklager den dårlige billedkvalitet:

Pige keder sig, og overvejer hvad hun skal tage sig til

image

Så får hun en lys ide’: det kunne være sjovt at hive i sine egne kinder!

image

Hun hiver og hiver – de kan hives imponerende langt ud!:

image

Pigen er meget imponeret over sig selv, og de smidige kinder:

image

Men ak… Med et “Bang!” får hun revet begge kinder af!

image

Med tungen lige i munden, forsøger hun at sætte dem på igen

image

Der skal lim til…

image

Og lidt tape:

image

Men endelig sidder kinderne fast igen, og pigen er glad!

image

Glæden er dog kort. Hun blev snydt: kinderne røg af igen….

image

Heldigvis er hun en pige med masser af gåpåmod, så på sidste billede, ser man hende, med et tilfreds smil, og ansigt og kinder omviklet med masser af tape!

image

En fabelagtig historie, om kreativitet og handlekraft!
Jeg har smågrinet over den hele dagen, og er ret imponeret over hvor morsom et barn jeg har fået tryllet frem!

11/4/14

Om hektiskhed, søvnmangel, og forskellige niveauer af nøgenhed

Hele dagen i dag, har jeg gået rundt med overskriften til et blogindlæg, inde i mit hoved:”fem ting, dyr har stjålet fra mig”, skulle det have heddet.

Hvor godt det indlæg ville være blevet fandt jeg aldrig ud af, for dagen har været ualmindeligt hektisk i dag, og jeg har ikke kunnet samle ord nok sammen.

Min hjernekapacitet var i forvejen kraftigt reduceret, efter først en nat hvor jeg ikke kunne sove, efterfulgt af en nat, hvor tre af børnene havde mareridt på skift – smider man hektisk arbejdsdag oveni søvnmangels-puljen, og krydrer med en eftermiddag/aften hvor jeg var alene om at hente, affodre, lektielæse og putte unger fordi deres far var til sent møde, er der helt flatlinet inde i mit hoved.

Synes ellers det lød som en interessant overskrift!

Den eneste nye ting jeg har formået at lære i dag er denne: efterbrusebads-nøgenhed i stuen om morgenen, er en virkeligt dårlig ide’, når der bor to rare jyske håndværkere i en campingvogn lige foran vinduet….
Der skal de bo en måneds tid, mens de laver tømrerarbejdet – jeg tror vi alle tre krydser fingre for at det var første og eneste gang de behøvede se min bare røv!

De få sekunder af dagen, hvor jeg ikke har haft travlt, har jeg brugt på at være lidt misundelig.
Maren
Hendes helt utroligt fine nye graphic novel:”den lyse side” udkommer i morgen, og hun livetegner her i den forbindelse.

20141104-211422.jpg
Det er ikke hverken hendes (velfortjente) succes eller dygtighed generelt jeg er misundelig på: det er det faktum at hun har et job, hvor hun kan kræve at have en nøgen, mandlig ukulelespiller stående ved siden af sig, mens hun præsterer.

Jeg synes at lige den del, er så overdrevent blæret, og hele dagen har jeg overvejet at gå til min chef, og overbevise ham om hvor meget bedre JEG ville præstere, på sådan en hektisk dag, hvis jeg var fulgt af en nøgen ukulelespiller – eller hvor meget hurtigere og bedre jeg ville have varmet den tomatsuppe til mine børn her til aften, hvis bare jeg var blevet inspireret af ukulele-toner imens.

I stedet må jeg nøjes med at glæde mig til i morgen – ses vi?

20141104-211431.jpg
En eftertanke: måske kunne jeg hyre ham som underholdningstrøst til de traumatiserede håndværkere?

10/6/14

Om plads og mangel på samme

Vi bor i et ret lille hus, med skæve vinkler og skråvægge.
Faldt for pippi Langstrømpe look, og havde ikke forudset så stor en børneflok, da vi købte det, for 14 år siden.
Der så det sådan her ud:

20141005-211228.jpg
Øverst deler mellempigerne et mellemstort værelse, ældstepigen har et lillebitte kammer for sig selv, og der er et badeværelse.
Nedenunder er der stue, der er åbent til køkken, og et mindre værelse, som vi alle seks sover i.

De sidste par år har det føltes lidt trangt – især har det været irriterende kun at have et toilet,med fire unger, der åbenbart er programmeret til at skide på præcis samme tidspunkt hver dag, med langvarige toiletdørs-skænderier til følge.

Mellempigerne er også begyndt at skændes helt vildt om værelset, hvis en af dem har gæster; vi voksne er ved at få spat af mindstebarnets syndflod af legetøj i stuen; og efter at ældstebarnet er blevet større og går senere i seng, er det problematisk at finde tid til den mere romantiske del af et forældreparforhold, når man deler soveværelse med en masse børn, og ikke bliver ladt alene i stuen før klokken er mange….

Så vi har sukket ved tanken om at kunne få lov til at låne nogle penge, og bare bygge et lillebitte værelse ekstra på huset, men det har været en utopisk drøm – ind til nu!
Det ligner at vi faktisk har fået alle tilladelser, og vi har fået lov til at låne penge nok til at bygge halvandet værelse og et ekstra toilet – og hvis alt går vel, starter det lige om lidt!

Gys…

Vi har brugt weekenden på at pakke ting i flyttekasser, for muren ind til vores fælles soveværelse skal åbnes op først, så mens byggeriet står på, skal vi sove oppe på børneværelserne.

Det bliver en hård vinter, hvor vi fjerner muligheden for at sige:”gå op og leg den larmende leg på værelset!”, for der bliver bare ingen værelser at larme på: vi kommer til at bo 6 mennesker på ca 60 kvm, de næste 2-5 måneders tid…

I nat er formentligt den allersidste nat, hvor vi sover i samme soveværelse(vi flytter sengene ovenpå i aften, og børneværelserne er så små at vi ikke kan have seks senge i et rum) – og pludselig har jeg helt kolde fødder over hele projektet:

20141005-210717.jpg
– årh, når vi får så meget ekstra plads, gider de så overhovedet hænge ud i stuen længere?
(lige nu er de altid i stuen, med larm, legetøj og sniksnak, og vi fantaserer om hvor rart det kunne være, hvis de hang bare lidt mere ud oppe på værelset.)

– Årh – kommer jeg ikke bare til at savne at falde i søvn i et rum fyldt med søde, sovende børn?
(her glemmer jeg så, hvor højt to af dem taler i søvne, at en af dem prutter i søvne og at en af dem snorker. Og at de vækker mig om natten, eller kravler over i min seng.)

Det føles lidt som om de er ved at flytte hjemmefra, og da jeg hjalp den store med at pakke hendes ting i flyttekasser – hun har gemt ALT hun nogensinde har ejet – blev jeg vildt sentimental over hvor hurtigt sådan noget barneliv går.

Ninjaman måtte lige minde mig om, at de jo ikke flytter lige foreløbigt.
Og at det bliver rart med lidt mere plads, at fordele rod ud på.
Det gør det også – jeg skal bare lige vænne mig til tanken – og overleve de næste måneder på ekstra lidt plads.

Pigerne glæder sig som vilde til at indrette nye værelser, og de ville gerne have mandagstippet om boligindretning (en af dem synes at glasborde og krom er det smukkeste i verden – hun burde have været født i 80’erne!), men det nåede vi ikke, så i må have det til gode.

Til gengæld kan jeg tippe om, at hvis nogen af jer planlægger at starte egen gangstervirksomhed op, så er Ninjaman uhørt god til at grave huller, og kan muligvis hyres, hvis i skal skaffe jer af med fjender.
Han gravede fx dette flotte hul i weekenden, og mangler nu kun at grave ud til resten af fundamentet:

20141006-093610.jpg

10/1/14

Om videregivelser af neuroser

Som barn besøgte jeg engang en jævnaldrende pige, og bedst som vi sad og diskuterede hvem af os der måtte være Han Solo i vores starwars-leg, SKREG hendes mor pludseligt højt og skingert ude fra badeværelset.

Pigen løb der ud – og skreg lige så højt.

Jeg blev siddende lidt, mens jeg overvejede om jeg bare skulle lade det monster de formentligt havde mødt æde dem, og redde mig selv ved gemme mig under sengen – men da jeg ikke var helt sikker på hvordan jeg kom hjem, hvis de var blevet ædt, endte jeg med at gå ud for at se hvorfor de skreg.

Det var en edderkop. En lille uanselig fyr, der sad fredeligt i et hjørne.

Pigens mor var lige ved at tude, og blev ved med at skrige at pigen skulle dræbe den, men pigen var helt stivnet af skræk, og skulle helt sikkert ikke dræbe noget som helst, så jeg endte med bare at mase mig forbi dem begge, tage edderkoppen, og smide den ud af vinduet.

De så på mig med slet skjult afsky bagefter, og da vi kom ind på værelset, måtte jeg hverken røre Han Solo eller nogle af de andre starwars-figurer, for pigen mente at min hånd nu havde edderkoppebakterier på sig, og det ville hun ikke have på sit legetøj.

Det var første og eneste gang jeg gad lege hjemme hos hende, og lige siden har jeg ofte tænkt at jeg helt sikkert ikke skulle videregive mine neuroser, hvis jeg engang fik børn.

Det er også lykkedes, tænker jeg: mine børn har aldrig mærket hvor skrækslagen jeg egentlig er over for heste, eller set hvor hurtigt jeg bevæger mig, hvis der er store, udstoppede dyr i nærheden.

Ja, de ting skræmte livet af mig før jeg fik børn, men siden har jeg så mange gange øvet mig i at sige:”nej, se! Sød hest, du kan godt klappe den. Se: mor tør godt!” eller “skal vi gå ind og beundre bedstefars store udstoppede dyr, uden at skrige og løbe?” at jeg efterhånden har fået fjernet min egen frygt for dem.
Jeg er ikke vild med dem, men heller ikke bange for dem – og mine børn har ikke arvet mine neuroser, har jeg stolt fortalt mig selv.

Ind til jeg sad på Hvidovre hospital, og holdt brækposer for min næstyngste, der var indlagt til observation for hjernerystelse, efter et fald i skolen.
Hun skiftevis kastede op, og døsede, og jeg aede hendes hår og undlod at tale for meget.

Pludselig åbnede hun sine øjne halvt op, så ud på gårdhaven foran vinduet, og sagde, med svag stemme :” årh… Det her sted er perfekt, når zombierne kommer… Vi kunne plante kartofler derhenne, og have høns – og der er ingen vinduer ud mod gaden…”

Først blev jeg lidt stolt over hendes logik og kreativitet – hun er klart på mit A-hold når zombieapokalypsen rammer – men så gik det op for mig, at det muligvis ikke var alle mine neuroser jeg havde fået holdt for mig selv….
Pokkers!

20140830-172110.jpg

09/19/14

Om grænseoverskridende bedrifter

Da jeg var 17 år, rejste jeg alene til Australien.
Med mig havde jeg 4000 kroner, en sovepose, et liggeunderlag, en dagbog, og det mest nødvendige tøj.
Jeg skulle arbejde frivilligt på et miljøprojekt i 6 uger, men havde ikke planlagt andet – og endte med at rejse rundt i et helt år, hvor jeg tog dagene som de kom; rejste videre når jeg kedede mig, og arbejdede et par dage hist og pist, når pengene slap op.

Den grad af omstillingsparathed og eventyrlyst, er gradvist blevet mindsket, jo ældre jeg er blevet, og jo flere børn jeg har fået anskaffet mig.
Planlægning og rutiner, det ved man hvad er!

Det var derfor med bævende hjerte, at jeg sagde ja til en aftale med en veninde i går – åh, det var langt uden for vores comfortzone, det vi skulle!

Vi mødtes tidligt og så på butikker, og spiste bagefter sushi, mens vi gentagne gange gennemgik aftenens plan: turde man drikke alkohol inden noget så vildt som dette? hvornår skulle vi drikke kaffe: var det bedst med lige inden, eller i god tid inden? Ville det mon booste vores adrenalin med slik, eller bare virke kortvarigt, og så give dyk i blodsukker?

Med den seriøsitet vi diskuterede og planlagde, skulle man tro at vi forberedte noget helt ekstremt: en zumba-time; et besøg i en swingerklub; en zombie-apokalypse, eller noget tilsvarende skræmmende og ukendt – men nej…

Vi skulle bare i biografen, på det svimlende sene tidspunkt 21.45! Ja – du læste rigtigt: kvart i ti!

Vi har begge huset fyldt med børn, står op kl 06 hver dag, og falder i søvn i sofaen hver aften ved 22 tiden, så at satse på at gå i biografen på dette horribelt sene tidspunkt, virkede enormt grænseoverskridende, og vi var skrækslagne for at falde i søvn under filmen.

Vi forkastede ideerne med at skiftes til at nive hinanden vågne, eller sætte et ur til at ringe og vække os hvert tiende minut, og nøjedes med at dope os med sukker.

Og jeg kan stolt berette at vi klarede den!

Filmen var virkeligt god og fin, så det var ikke den velorkestrerede plan alene som vi kørte den hjem på, men den hjalp sikkert.

I dag vil jeg lige puste ud, oven på gårsdagens vilde brud på rutine, men i morgen vil jeg lave noget tilsvarende vildt.
Har ikke helt planlagt hvad endnu – måske noget med at læse lørdagsavisens sektioner i en anden rækkefølge end jeg plejer?

At rejse til Australien i et år, uden plan og penge, kommer jeg nok ikke til at gøre igen , men hvis jeg arbejder på at strække mine grænser, kan jeg måske gøre noget semi-vildt igen en dag – fx tage toget helt til Farum, uden at tjecke rejseplanen først?