11/4/14

Om hektiskhed, søvnmangel, og forskellige niveauer af nøgenhed

Hele dagen i dag, har jeg gået rundt med overskriften til et blogindlæg, inde i mit hoved:”fem ting, dyr har stjålet fra mig”, skulle det have heddet.

Hvor godt det indlæg ville være blevet fandt jeg aldrig ud af, for dagen har været ualmindeligt hektisk i dag, og jeg har ikke kunnet samle ord nok sammen.

Min hjernekapacitet var i forvejen kraftigt reduceret, efter først en nat hvor jeg ikke kunne sove, efterfulgt af en nat, hvor tre af børnene havde mareridt på skift – smider man hektisk arbejdsdag oveni søvnmangels-puljen, og krydrer med en eftermiddag/aften hvor jeg var alene om at hente, affodre, lektielæse og putte unger fordi deres far var til sent møde, er der helt flatlinet inde i mit hoved.

Synes ellers det lød som en interessant overskrift!

Den eneste nye ting jeg har formået at lære i dag er denne: efterbrusebads-nøgenhed i stuen om morgenen, er en virkeligt dårlig ide’, når der bor to rare jyske håndværkere i en campingvogn lige foran vinduet….
Der skal de bo en måneds tid, mens de laver tømrerarbejdet – jeg tror vi alle tre krydser fingre for at det var første og eneste gang de behøvede se min bare røv!

De få sekunder af dagen, hvor jeg ikke har haft travlt, har jeg brugt på at være lidt misundelig.
Maren
Hendes helt utroligt fine nye graphic novel:”den lyse side” udkommer i morgen, og hun livetegner her i den forbindelse.

20141104-211422.jpg
Det er ikke hverken hendes (velfortjente) succes eller dygtighed generelt jeg er misundelig på: det er det faktum at hun har et job, hvor hun kan kræve at have en nøgen, mandlig ukulelespiller stående ved siden af sig, mens hun præsterer.

Jeg synes at lige den del, er så overdrevent blæret, og hele dagen har jeg overvejet at gå til min chef, og overbevise ham om hvor meget bedre JEG ville præstere, på sådan en hektisk dag, hvis jeg var fulgt af en nøgen ukulelespiller – eller hvor meget hurtigere og bedre jeg ville have varmet den tomatsuppe til mine børn her til aften, hvis bare jeg var blevet inspireret af ukulele-toner imens.

I stedet må jeg nøjes med at glæde mig til i morgen – ses vi?

20141104-211431.jpg
En eftertanke: måske kunne jeg hyre ham som underholdningstrøst til de traumatiserede håndværkere?

10/6/14

Om plads og mangel på samme

Vi bor i et ret lille hus, med skæve vinkler og skråvægge.
Faldt for pippi Langstrømpe look, og havde ikke forudset så stor en børneflok, da vi købte det, for 14 år siden.
Der så det sådan her ud:

20141005-211228.jpg
Øverst deler mellempigerne et mellemstort værelse, ældstepigen har et lillebitte kammer for sig selv, og der er et badeværelse.
Nedenunder er der stue, der er åbent til køkken, og et mindre værelse, som vi alle seks sover i.

De sidste par år har det føltes lidt trangt – især har det været irriterende kun at have et toilet,med fire unger, der åbenbart er programmeret til at skide på præcis samme tidspunkt hver dag, med langvarige toiletdørs-skænderier til følge.

Mellempigerne er også begyndt at skændes helt vildt om værelset, hvis en af dem har gæster; vi voksne er ved at få spat af mindstebarnets syndflod af legetøj i stuen; og efter at ældstebarnet er blevet større og går senere i seng, er det problematisk at finde tid til den mere romantiske del af et forældreparforhold, når man deler soveværelse med en masse børn, og ikke bliver ladt alene i stuen før klokken er mange….

Så vi har sukket ved tanken om at kunne få lov til at låne nogle penge, og bare bygge et lillebitte værelse ekstra på huset, men det har været en utopisk drøm – ind til nu!
Det ligner at vi faktisk har fået alle tilladelser, og vi har fået lov til at låne penge nok til at bygge halvandet værelse og et ekstra toilet – og hvis alt går vel, starter det lige om lidt!

Gys…

Vi har brugt weekenden på at pakke ting i flyttekasser, for muren ind til vores fælles soveværelse skal åbnes op først, så mens byggeriet står på, skal vi sove oppe på børneværelserne.

Det bliver en hård vinter, hvor vi fjerner muligheden for at sige:”gå op og leg den larmende leg på værelset!”, for der bliver bare ingen værelser at larme på: vi kommer til at bo 6 mennesker på ca 60 kvm, de næste 2-5 måneders tid…

I nat er formentligt den allersidste nat, hvor vi sover i samme soveværelse(vi flytter sengene ovenpå i aften, og børneværelserne er så små at vi ikke kan have seks senge i et rum) – og pludselig har jeg helt kolde fødder over hele projektet:

20141005-210717.jpg
– årh, når vi får så meget ekstra plads, gider de så overhovedet hænge ud i stuen længere?
(lige nu er de altid i stuen, med larm, legetøj og sniksnak, og vi fantaserer om hvor rart det kunne være, hvis de hang bare lidt mere ud oppe på værelset.)

– Årh – kommer jeg ikke bare til at savne at falde i søvn i et rum fyldt med søde, sovende børn?
(her glemmer jeg så, hvor højt to af dem taler i søvne, at en af dem prutter i søvne og at en af dem snorker. Og at de vækker mig om natten, eller kravler over i min seng.)

Det føles lidt som om de er ved at flytte hjemmefra, og da jeg hjalp den store med at pakke hendes ting i flyttekasser – hun har gemt ALT hun nogensinde har ejet – blev jeg vildt sentimental over hvor hurtigt sådan noget barneliv går.

Ninjaman måtte lige minde mig om, at de jo ikke flytter lige foreløbigt.
Og at det bliver rart med lidt mere plads, at fordele rod ud på.
Det gør det også – jeg skal bare lige vænne mig til tanken – og overleve de næste måneder på ekstra lidt plads.

Pigerne glæder sig som vilde til at indrette nye værelser, og de ville gerne have mandagstippet om boligindretning (en af dem synes at glasborde og krom er det smukkeste i verden – hun burde have været født i 80’erne!), men det nåede vi ikke, så i må have det til gode.

Til gengæld kan jeg tippe om, at hvis nogen af jer planlægger at starte egen gangstervirksomhed op, så er Ninjaman uhørt god til at grave huller, og kan muligvis hyres, hvis i skal skaffe jer af med fjender.
Han gravede fx dette flotte hul i weekenden, og mangler nu kun at grave ud til resten af fundamentet:

20141006-093610.jpg

10/1/14

Om videregivelser af neuroser

Som barn besøgte jeg engang en jævnaldrende pige, og bedst som vi sad og diskuterede hvem af os der måtte være Han Solo i vores starwars-leg, SKREG hendes mor pludseligt højt og skingert ude fra badeværelset.

Pigen løb der ud – og skreg lige så højt.

Jeg blev siddende lidt, mens jeg overvejede om jeg bare skulle lade det monster de formentligt havde mødt æde dem, og redde mig selv ved gemme mig under sengen – men da jeg ikke var helt sikker på hvordan jeg kom hjem, hvis de var blevet ædt, endte jeg med at gå ud for at se hvorfor de skreg.

Det var en edderkop. En lille uanselig fyr, der sad fredeligt i et hjørne.

Pigens mor var lige ved at tude, og blev ved med at skrige at pigen skulle dræbe den, men pigen var helt stivnet af skræk, og skulle helt sikkert ikke dræbe noget som helst, så jeg endte med bare at mase mig forbi dem begge, tage edderkoppen, og smide den ud af vinduet.

De så på mig med slet skjult afsky bagefter, og da vi kom ind på værelset, måtte jeg hverken røre Han Solo eller nogle af de andre starwars-figurer, for pigen mente at min hånd nu havde edderkoppebakterier på sig, og det ville hun ikke have på sit legetøj.

Det var første og eneste gang jeg gad lege hjemme hos hende, og lige siden har jeg ofte tænkt at jeg helt sikkert ikke skulle videregive mine neuroser, hvis jeg engang fik børn.

Det er også lykkedes, tænker jeg: mine børn har aldrig mærket hvor skrækslagen jeg egentlig er over for heste, eller set hvor hurtigt jeg bevæger mig, hvis der er store, udstoppede dyr i nærheden.

Ja, de ting skræmte livet af mig før jeg fik børn, men siden har jeg så mange gange øvet mig i at sige:”nej, se! Sød hest, du kan godt klappe den. Se: mor tør godt!” eller “skal vi gå ind og beundre bedstefars store udstoppede dyr, uden at skrige og løbe?” at jeg efterhånden har fået fjernet min egen frygt for dem.
Jeg er ikke vild med dem, men heller ikke bange for dem – og mine børn har ikke arvet mine neuroser, har jeg stolt fortalt mig selv.

Ind til jeg sad på Hvidovre hospital, og holdt brækposer for min næstyngste, der var indlagt til observation for hjernerystelse, efter et fald i skolen.
Hun skiftevis kastede op, og døsede, og jeg aede hendes hår og undlod at tale for meget.

Pludselig åbnede hun sine øjne halvt op, så ud på gårdhaven foran vinduet, og sagde, med svag stemme :” årh… Det her sted er perfekt, når zombierne kommer… Vi kunne plante kartofler derhenne, og have høns – og der er ingen vinduer ud mod gaden…”

Først blev jeg lidt stolt over hendes logik og kreativitet – hun er klart på mit A-hold når zombieapokalypsen rammer – men så gik det op for mig, at det muligvis ikke var alle mine neuroser jeg havde fået holdt for mig selv….
Pokkers!

20140830-172110.jpg

09/19/14

Om grænseoverskridende bedrifter

Da jeg var 17 år, rejste jeg alene til Australien.
Med mig havde jeg 4000 kroner, en sovepose, et liggeunderlag, en dagbog, og det mest nødvendige tøj.
Jeg skulle arbejde frivilligt på et miljøprojekt i 6 uger, men havde ikke planlagt andet – og endte med at rejse rundt i et helt år, hvor jeg tog dagene som de kom; rejste videre når jeg kedede mig, og arbejdede et par dage hist og pist, når pengene slap op.

Den grad af omstillingsparathed og eventyrlyst, er gradvist blevet mindsket, jo ældre jeg er blevet, og jo flere børn jeg har fået anskaffet mig.
Planlægning og rutiner, det ved man hvad er!

Det var derfor med bævende hjerte, at jeg sagde ja til en aftale med en veninde i går – åh, det var langt uden for vores comfortzone, det vi skulle!

Vi mødtes tidligt og så på butikker, og spiste bagefter sushi, mens vi gentagne gange gennemgik aftenens plan: turde man drikke alkohol inden noget så vildt som dette? hvornår skulle vi drikke kaffe: var det bedst med lige inden, eller i god tid inden? Ville det mon booste vores adrenalin med slik, eller bare virke kortvarigt, og så give dyk i blodsukker?

Med den seriøsitet vi diskuterede og planlagde, skulle man tro at vi forberedte noget helt ekstremt: en zumba-time; et besøg i en swingerklub; en zombie-apokalypse, eller noget tilsvarende skræmmende og ukendt – men nej…

Vi skulle bare i biografen, på det svimlende sene tidspunkt 21.45! Ja – du læste rigtigt: kvart i ti!

Vi har begge huset fyldt med børn, står op kl 06 hver dag, og falder i søvn i sofaen hver aften ved 22 tiden, så at satse på at gå i biografen på dette horribelt sene tidspunkt, virkede enormt grænseoverskridende, og vi var skrækslagne for at falde i søvn under filmen.

Vi forkastede ideerne med at skiftes til at nive hinanden vågne, eller sætte et ur til at ringe og vække os hvert tiende minut, og nøjedes med at dope os med sukker.

Og jeg kan stolt berette at vi klarede den!

Filmen var virkeligt god og fin, så det var ikke den velorkestrerede plan alene som vi kørte den hjem på, men den hjalp sikkert.

I dag vil jeg lige puste ud, oven på gårsdagens vilde brud på rutine, men i morgen vil jeg lave noget tilsvarende vildt.
Har ikke helt planlagt hvad endnu – måske noget med at læse lørdagsavisens sektioner i en anden rækkefølge end jeg plejer?

At rejse til Australien i et år, uden plan og penge, kommer jeg nok ikke til at gøre igen , men hvis jeg arbejder på at strække mine grænser, kan jeg måske gøre noget semi-vildt igen en dag – fx tage toget helt til Farum, uden at tjecke rejseplanen først?

08/21/14

Om zen og brændenælder

Det er mig der henter vores børneflok hjem tirsdag og onsdag, og jeg hænger altid i en klokkestreng, for at nå det – der skal ikke særligt meget ekstra trafik, eller skolebørn der er svære at finde, til at vælte tidsplanen…

Ninjaman byttede en vagt på arbejdet i dag, og havde tidligt fri, så for en gangs skyld, behøvede jeg ikke bekymre mig om det.
Jeg havde haft en dag med mange møder og mennesker, og havde så mange tanker i hovedet, at jeg først brugte et par minutter på at lede efter bilen – var på cykel…

Euforisk cyklede jeg ud i solskinnet, med bare tæer på pedalerne og god musik i ørerne.
Cyklede endda en lille omvej, gennem en park, fordi jeg trængte til at se på noget andet end veje og biler.

Og der, i parken, gik det pludselig op for mig, at jeg jo egentlig ikke havde særligt travlt – og min hjerne påstod at have skimmet en artikel i genren “mindfullness/lev i nuet/carpe diem”, der handlede om at stoppe op, og nyde nuet.
Jeg er ikke en stoppe-opper, overhovedet.
Og at tage sig 5 minutter til at være sig selv, føles ekstremt ekstravagant, når man også har 4 unger, og sjældent får lov til så meget som at tisse alene, uden at skulle trøste/hjælpe/true/lytte imens.

Men jeg gjorde det – greb følelsen af frihed og solskin, stillede cyklen op af et træ, og satte mig på en bænk, og lyttede til to hele sange, mens jeg beundrede lidt udsigt.

Den der artikel havde ret, tænkte jeg – det føltes sgu da godt, lige at tillade sig lidt tid til at lave ingenting, helt alene!

Oplivet rejste jeg mig, for at cykle hjem – og opdagede at cyklen ikke længere stod op ad det lille træ, men i stedet havde væltet sig sådan bag om træet, og ned i en grøft.
Fyldt med brændenælder….

Mine sko lå før i cykelkurven – nu lå de så helt nederst i grøften, så uanset hvad, måtte jeg på bare tæer ned i brændenældehelvede og fiske jakke, lås, cykel og sko op.
Så mig desperat om efter nogen jeg kune lokke til at hjælpe, men der var altså ingen…

Hvad de ti minutter på en bænk havde givet mig af zen-ro, fik de to minutter i brændenælderne brutalt flået i stykker – og cykelturen hjem bagefter, med brændende fødder og en cykel der nu sagde:”RASLEslæbeslæberasleRASLESlæbe….”, fordi den var blevet trykket, var lige prikken over iet.

Men – og nu kommer pointen – mine børn havde så ondt af mig, at de hentede tæpper til mig, og lod mig være i fred en hel halv time – så ti minutters zen/to minutters smerte/10 minutters rasle-brænde-cykling, blev faktisk vekslet til endnu mere zen og endda med omsorg oven i.
Så hvis jeg nogensinde får tid igen – så snupper jeg altså den bænk en gang mere – men parkerer muligvis cyklen bedre!

08/2/14

Om efter-ferie-blues

Efter 2 1/2 uge i sommerhus, havde jeg abstinenser efter varme bade, der var længe nok til at jeg kunne nå at barbere begge ben; børnene havde netflix-abstinenser og Ninjaman havde surfe-efter-fotos-af-flotte-tattoveringer-han-gerne-ville-have-abstinenser, så vi tog hjem et par dage tidligere end planlagt – og fortrød det, da vi vågnede op til lyden af saven og banken.

Vores naboer er nemlig ved at få lagt nyt tag på huset, så der er håndværkerlarm i haven 8-16, og vi har derfor rakket København rundt, og besøgt legepladser og havnebade en del.

Hvilket har været rigtigt hyggeligt, men vi har alligevel sukket vemodigt over hvor smukt og stille der er på mols, og klynket lidt over at der er et helt år, til vi ser det her igen:

20140802-200742.jpg

Aftenture i villakvarteret er ikke helt så tillokkende, som på Helgenæs, hvor ungerne hver aften gik forsigtigt rundt, med hænderne lukkede omkring nuttede frø-babyer, som de fandt på vejen.

20140802-200937.jpg
Børnene har badet sig blåfrosne i båndsløjfe; vi har haft masser af gæster; vi har drukket drinks; jeg har konsumeret så mange kalorier at sømmene på mit tøj knirker når jeg bevæger mig; jeg har læst en masse gode bøger – det har vi faktisk allesammen, det er så hyggeligt nu hvor pigerne begynder at kunne læse selv også; vi har fanget frøer og krabber; besøgt familie; beundret baby-kusiner og haft det årlige rituelle besøg til lægen i Ebeltoft, for at få noget mod hævede myggestik.

I år var det mindstebarnets tur, hendes myggestik sad strategisk placeret i øjenbrynet, så hun vågnede, helt uden øjne – der skulle rigtigt mange is til, før hun syntes det var bare tilnærmelsesvist sjovt…

20140802-215339.jpg

Vi er kommet det samme sted hvert år, siden vi blev kærester for snart 17 år siden, og fordi vi kun kommer der en gang om året, er det ekstra tydeligt hvor hurtigt tiden går.

Når jeg har siddet på stranden, og set på at pigerne byggede sandskulpturer, har jeg tænkt meget på alle de yngre versioner af de samme piger, der har siddet på den strand: min ældste, nu langbenede næsten-teenager, var en fed, nøgen baby, der sad og spiste sand lige derovre for kun et øjeblik siden – og sådan kan jeg se dem alle, lige så tydeligt for mig, i alle de aldre de har haft.

Der er noget fint og højtideligt over at tænke på hvor meget der er sket og hvor hurtigt de bliver til selvstændige og fantastiske store mennesker – men det er også lidt vemodigt at mærke den tid, som jeg tror er den bedste vi får, gå så hurtigt.

Som de her fodspor pigerne lavede i sand, og havet spiste det meste af, i nattens løb

20140802-221444.jpg

07/12/14

Om “skynhed”

En af de fantastiske ting ved at være på ferie med 8 andre børnefamilier, er børnenes evne til at blive venner, og finde på lege i flok.

I forgårs lavede de seks 7-9 årige piger en “skynhedssalong”, hvor da gav (mere eller mindre frivillige) voksne og små søskende, behandlinger.

20140712-111426.jpg
Jeg kunne godt fornemme på de ivrige anvisninger og omhyggeligt udførte billetter jeg fik udleveret, at der ikke rigtigt var nogen vej uden om – så selv om jeg egentlig hellere ville sidde og læse, indfandt jeg mig på skynhedssalongen.

Der var lidt ventetid, men den venlige assistent gav mig en underkop med digestive-kiksesmulder at fordrive ventetiden med; ordre om at gemme lidt af smulderet til næste kunde; og en tre årig pige blev udkommanderet til at underholde mig med lidt sang.

Nu er “lille Peter edderkop” jo lidt af en ørehænger, men jeg vil stadig mene at de fleste mennesker bliver træt af den efter de første 3-4 gennemsyngninger – således også jeg, der følte mig særdeles lettet, da jeg blev hentet ind til min behandling…

Den startede med et køligt fodbad – hvor pigerne først pustede på mine fødder for at afkøle dem nok til vandet. Meget betænksomt.

Derefter fulgte en kompetent gang hårfletning, sideløbende med en knapt så kompetent gang neglefiling.

Jeg havde ikke haft tid til at se længe på deres dørskilt, men jeg havde dog spottet at der var “masasie”.

20140712-112420.jpg
Det var første gang jeg prøvede at få massage af hele fire på en gang – det var overraskende behageligt – og massagen blev overvåget af en kommanderende 9 årig(min egen), der dirigerede sine tropper, samtidigt med at hun styrede musikken der passede til.

Behandligens store overraskelse var en afslutning med meditation og “tomater på øjnene”.
De havde ikke kunnet skaffe agurkeskiver, og havde ræsonneret, at den ene grøntsag vel var lige så god som den anden – og at tomater yderligere havde den egenskab at de duftede godt!

Så jeg lå stille på ryggen, mens en 7 årig balancerede to store tomater på mine øjenlåg, og talte mig igennem en meget indfølt guidet meditiation.
(“du er heeeelt afslappet… Du ligger på en strand… Der dufter… Af tomater!”)

Så var det hele slut, og jeg blev smidt lidt hårdhændet ud, fordi næste kunde ventede.
På de andre kvinders frisurer, kunne jeg senere på dagen godt fornemme at vi alle havde frekventeret den samme “salong” – og salongens ejere udførte også en fornem bonusydelse, hvor de løbende bad os bukke os ned, så de lige kunne rette fletninger der løsnede sig i løbet af aftenen.

Jeg kan varmt anbefale stedet, og giver det 5 stjerner – kommer du i nærheden af en “skynhedssalong”, så snup endelig en behandling!

indlægget er sponsoreret, men holdningerne er helt mine egne!

07/5/14

Om at lære at leve med ikke at være god til ting

“Hvis jeg ikke har nemt ved at lære nye ting, er det fordi de ikke er værd at lære…”

Sådan har jeg altid haft det, men jeg ved godt at det er en rigtigt kedelig holdning at have, så jeg forsøger virkelig at kæmpe imod og gå ind i nye ting med åbent sind.

Men jeg kan alligevel mærke irritationen og lysten til at råbe pik og give op, hvis noget er svært, og det lykkes mig langt fra altid at holde fast – hvilket de folk der i tidens løb har forsøgt at lære mig matematik, tysk, dans, aerobic, strikning, syning, guitar eller harmonika godt kan bevidne.

Så at styre en kano, med mine to mindste børn i, ned ad en rivende flod, var egentlig noget jeg godt kunne forudsige eventuelt kunne ende i et hysterisk anfald fra min side – men det var en del af det (ellers fantastiske) program der var lagt for os her på ferien – og jeg ville jo ikke skuffe mine spændte piger, og var også selv nysgerrig på at se den smukke flod, så selvfølgelig skulle vi med.

Inderst inde håbede jeg på, at nogen ville spotte mine ringe motoriske evner og tilbyde at ro for mig – men det skete ikke, og pludselig sad jeg i en kano, og mærkede den voldsomme trang til at give op, mens strømmen (for tiende gang på få minutter) løftede kanoen op på nogle sten, så jeg måtte ud i det kolde vand og skubbe den fri.

De to stakkels mindstebørn, der var havnet i sure-mors kano, kiggede længselsfuldt efter alle de andre voksne, der med professionelle åretag, førte deres kanoer behændigt mellem stenene – men heldigvis blev vi påsejlet af en anden mor, der åbenbart kunne aflæse mit kropssprog og trøstende sagde:”bare rolig – jeg hader det lige så meget som dig, og har heller ingen anelse om hvad jeg foretager mig!”

Det hjalp på give-op-divaen, at vide jeg ikke var alene, og kort efter var vi forbi det sted med de mange sten, og jeg begyndte at synes det var moderat sjovt – også selv om jeg ikke kunne finde ud af det.

Da vi, efter en dramatisk tur ned af et lille vandfald, stoppede og tømte kanoer for vand, deserterede den ene af mine to sejlkammerater grædende over i sin fars kano – jeg havde tydeligvis ikke fået overbevist hende om at jeg havde styr på noget som helst…

Heldigvis forbarmede ældstebarnet sig over mig, og tog hendes plads – og SÅ blev det sjovt!

20140705-145909.jpg
Barnet havde, til min store overraskelse og glæde, arvet sin fars talent for at blive hurtigt god til fysiske aktiviteter, og i løbet af få minutter havde hun overtaget styringen af vores kano:”mor! Du er muskler – så skal jeg nok være hjernen! Okay?”

Hun var godt nok ikke særligt imponeret over mine musklers beskaffenhed, men inden længe var vi alligevel nogle af de forreste, og jeg var helt vild med turen, nu hvor der var en kompetent styrmand om bord.
Mens jeg sad der og modtog ordrer, tænkte jeg på at det jo egentlig ikke gjorde så meget at der var ting jeg selv var dårlig til, for jeg kan lave børn der er gode til de ting jeg ikke selv kan – og det er da endnu sejere end at kunne det selv!

“om jeg er god til kvantefysik? Beklager – men jeg kan helt sikkert fremstille et menneske der er det!” vil jeg fremover kunne sige.
Det er der blær i!

06/2/14

Om nyttige tatoveringer

Mindstebarnet har brugt en del af morgenen, på at sidde koncentreret med en kuglepen, og tegne på sin egen lille arm.

20140420-095527.jpg
“Hvad laver du?” spurgte hendes far interesseret, men fik bare svaret at det var hemmeligt, og han ikke måtte se det før det var færdigt.

Hun er ret stor fan af sin far for tiden, så han gættede på at det nok var en flot tatovering, som den han selv har på sin underarm:

20140420-095944.jpg
Det var rigtigt gættet, og lidt efter kunne hun stolt fremvise sin tatoverede arm:

20140420-100050.jpg
“flot – men hvad har du tegnet?” spurgte han, og fik et fornærmet svar:”jeg har da ikke tegnet! Kan du slet ikke læse? Jeg har “skrivet” noget!”

Ved nærmere inspektion kunne han godt se at det var bogstaver, men måtte indrømme at han ikke læste godt nok til at vide hvad der stod.

“Der står noget vigtigt!” proklamerede hun “der står:”husk at tage jakke på”! For det glemmer jeg nogle gange, så jeg vil altså gerne have det skrevet så det ikke kan vaskes af!”

En ganske nyttig tanke – omend jeg ikke umiddelbart tror at vi bestiller tid til tatovøren lige med det samme…

05/31/14

Om foruroligende tilbudsaviser

Jeg har før blogget om hvordan mine pigers tegninger i tilbudsaviser, næsten gjorde mig til vegetar igen.
De er blevet mere avancerede siden, og jeg morede mig over hr Kartoffel og fru Kaffekop og hendes småkageunger:

20140531-124333.jpg

20140531-124352.jpg
Den brutalt udseende is gjorde mig lidt nervøs:

20140531-124452.jpg
Men jeg blev mere nervøs, over den aggressive tomat og hans stakkels ven:

20140531-124534.jpg
Det mest skræmmende var dog ham her:

20140531-124611.jpg
Den desperat skrigende, indespærrede reje, der hamrer på bøtten med sine små knytnæver, er det mest foruroligende jeg har set længe – der kommer til at gå lidt tid før jeg køber rejer igen!