Da jeg var 4 år, så jeg et Anders And blad, hvor der var en spændende pakke med som gave.
Jeg plagede til jeg fik det, og mens min mor lavede mad, studerede jeg tegningerne af hvad der var i pakken: den indeholdt tørrede levende dyr, og når de kom i vand, begyndte de at leve og man skulle fodre dem.
Der var flotte tegninger af noget der lignede havmænd og havfruer og jeg var helt elektrisk for at min mor skulle hjælpe mig med det NU – men hun skulle lige lave mad først.
Til sidst åbnede jeg utålmodigt pakken selv, for jeg måtte bare se hvordan de der havfruefrø så ud – men kluntet, som jeg altid har været, spildte jeg dem ud over hele køkkenet, og fik aldrig dyrket havfruer i en skål.
Jeg tudede en hel aften, og resten af min barndom tænkte jeg ofte på, hvordan det mon egentlig ville have set ud.
Jeg forestillede mig hvordan jeg kunne have lært mine minihavfruer tricks, og hvordan det ville have gjort mig til det mest populære barn på vejen.
Da et af mine børn fik et sæt i julegave, som en af mine venner havde købt på et museum i London, genkendte jeg det med det samme, og blev endnu mere vild end barnet.
(Kan i Danmark købes her.)
Ja, her på æsken prales der med at det er frysetørrede dinosaurer, men det er stadig de samme, som de forjættede havfruer.
Hun var lige så ivrig som jeg havde været, og ville også bare SE de der dinosaurer med det samme, og da jeg huskede hvor galt det kan gå når man venter, skyndte jeg mig at hjælpe med at få blandet den lille pose pulver op i vand.
Og så ventede vi.
Og ventede.
Dagen efter var der pludselig små kræ i akvariet, og vi jublede lige højt.
Vi hentede et forstørrelsesglas, og studerede dem ivrigt – og blev begge skuffede: de lignede ikke dinosaurer og slet ikke havfruer – bare en flok kedelige fiskeunger.
Vi blev enige om at de sikkert blev sejere med tiden, men var begge noget skuffede.
Nogle dage efter studerede jeg dem igen; de var nu vokset en del, og havde sejt nok fået hele tre øjne hver!
Superklamme var de, og jeg tænkte at hun ville blive imponeret, og kunne slet ikke vente med at vise hende dem, så jeg greb skålen og ræsede ind for at vise hende dem.
De så nogenlunde sådan her ud:
Nu er jeg beklageligvis ikke blevet mindre klodset, siden jeg var barn…
Skålen gled ud af min hånd, og landede med bunden i vejret, oven på Ninjamans grimme morfar-tøfler, der stod parkeret foran badeværelsesdøren.
Desperat faldt jeg på knæ, og rodede rundt efter mini-dinosaurerne, men de var ikke til at hverken at se, eller redde.
“Hvad laver du med fars sutsko?”
dino-ejeren kom til, og så undrende på mig.
Jeg begyndte at forklare og undskylde at jeg havde dræbt hendes kæledyr,
men hun trak bare på skuldrene og mumlede at hun egentlig hellere ville have en hund.
“Men hey!” udbrød hun så glad “vi kan jo lave en begravelse!”
Og det brugte de så resten af dagen på: gravede med besvær et lille hul ude i haven, hvor de højtideligt begravede Ninjamans sutsko, med der til hørende døde dinosaurer klistret på.
Der blev både sunget og holdt tale, og da ex-dino-ejeren lå i sin seng om aftenen, sukkede hun lykkeligt og sagde:”det bedste ved de der dyr, var faktisk da de døde og vi begravede dem – det var mega-sjovt!”
Rart at vide, at hun ikke vil bruge resten af sin barndom – ligesom mig – på at ærgre sig, men egentlig også lidt skræmmende at hun har det sådan, hvis hun en dag får en hund?
