11/3/17

Om cykler

Min cykel er over 15 år gammel. En gammeldags damecykel, der vejer noget nær 200 kilo. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at jeg stadig har fastmonteret et barnesæde bag på. (Nøglen til hængelåsen, der holder barnesædet, er blevet væk, så det sæde sidder der sikkert stadig, til når jeg engang får børnebørn. )

Den rasler og skramler, og der er et stort hul i sadlen, så silikonen fra den klistrer sig bag på min kjole, så det altid ligner at jeg har siddet i noget klamt.

Når man har mange børn, er der altid en der mangler nyt mere end man selv gør. Dette forklarer også hvorfor der er cirka tre fjer tilbage i den dyne jeg arvede fra min mormor for 25 år siden, mens mine børn har fluffy lækre dyner. Og det forklarer hvorfor mellempigernes købt-brugt-men-megapæne cykler, og teenagerens nykøbte to år gamle 5000 kroners cykel står og blærer sig, ved siden af min tunge rustbunke.

Teenageren går i skole på Nørrebro, hvor det er nemmere at tage tog end cykel, så hendes fine cykel har stået urørt flere måneder.

For en uges tid siden begyndte jeg at plage om at måtte låne hendes cykel på arbejde, og i går gav hun sig endelig. Jeg monterede glad mine lygter og lås på den om aftenen, og glædede mig til at suse afsted.

Jeg er sådan en der godt kan lide at møde på arbejde en halv time før jeg skal, så jeg kan nå at drikke kaffe og læse aviser i ro. Desværre er jeg også det min mand kalder “tidsoptimist”, så som regel er jeg på arbejdet det sekund jeg skal være der, og ikke før. Således også første dag med lækker lånecykel.

Fuck-er-klokken-så-mange-hvor-er-mine-høretelefoner-og-jeg-kan-ikke-nå-at-tisse-nu-og-jeg-skal-være-der-om-ti-minutter-agtigt halsede jeg ud af døren, og kastede mig op på cyklen.

Som, trods det at teenageren og jeg nu er næsten lige høje, åbenbart ikke er blevet indstillet i højden siden hun var 12, og derfor så lidt sådan her ud til mig:

0EE553B6-0B48-4297-9087-DD604F0B6510

Foroverbøjet, på lillebitte cykel, maste jeg mig på arbejde. Mine knæ ramte helt seriøst min hage på et tidspunkt, og jeg gruede for at Ninjaman kom kørende forbi mig efter børneaflevering, og så mig på den hårdt tilkæmpede drømmecykel, i min rasende, sammenklemte, blåhagede tilstand. Dette skete heldigvis ikke.

Da jeg kom hjem monterede jeg mine lygter på den gamle rustbunke igen. Nu glæder jeg mig næsten til at få fedtede silikone-saddel-fylds-pletter bag på kjolen igen – på alle måder bedre end blå hage….

 

11/2/16

Om børnestavning og opgaver

Jeg synes børnestavning er noget af det sødeste, og fylder jævnligt min telefon med fotos af sjove skoleopgaver og andet jeg finder.

Den herunder er en filmanmeldelse af Erik Clausens “Den store badedag”, som hang på mine børns skole.

Det er ikke så meget stavningen der kilder min humor, men dens ærlighed: til spørgsmålet om vedkommende kunne lide filmen er der bare et rungende “NEJ!!”, efterfulgt af begrundelsen:” den var klam, og man skider normalt ikke på gulvet” _20160906_092931

Opgaven nedenfor fandt jeg i en papirkurv. En boganmeldelse, hvor skribentens resume’  kortfattet er at: “den handler om kønsdele på kroppen”.

Jeg ved ikke hvilken bog det er en anmeldelse af, men jeg kan godt lide udspecificeringen af “kønsdele på kroppen” – som om der også fandtes bøger om kønsdele, der ikke sad på kroppen!dsc_0047_6

På Vesterbro gik jeg forbi noget kridt-graffiti.
“Tis” og “lort” stod der på de to første fliser. og så kom den her:
dsc_0021_3
Nedenstående tekstbid er fra en lang stil, hvor hovedpersonen lider af sygdommen “pælsalagi” og derfor ikke må få et kæledyr. Elsker stavemåden!

dsc_0311_2

For nogle år siden gav en af mellempigerne mig den fine lykønskning herunder i fødselsdagsgave.

Der er ikke ødslet med vokalerne, men meningen er ret tydelig:”tillykke med fødselsdagen”

img_0413

Smsen nedenfor havde jeg næsten glemt.

Den er nogle år gammel.

Jeg skrev en SMS til mine piger, og spurgte hvad jeg skulle købe til fredagsslik. Det tog mig relativt lang tid at afkode hvad de mente, selv om den faktisk er ret logisk.

Kan I gætte hvad der står?
_20160820_150414

09/3/15

Om moderkager

I bussen sad jeg for nyligt bagved nogle veninder, hvor den ene havde en helt nyfødt, meget nuttet, baby i en bæreslynge.

Jeg smuglyttede til hendes beretning om fødslen – synes den slags er lidt for spændende – men jeg blev overrasket da hun detaljeret beskrev fødslen af moderkagen, og hvordan hun havde grædt af rørelse, da jordemoderen havde fremvist den og udpeget “livets træ” på den.

Til de af jer der ikke har født kan jeg forklare, at livets træ er det jordemødre kalder det mønster som blodårer og navlestreng danner på moderkagen – med lidt god vilje, kan det godt ligne et træ.

Det er min oplevelse, at jordemødre selv er meget begejstrede for moderkager, og altid bruger uforholdsmæssigt meget energi på at stå og fremvise den blodige klump, mens de hiver ud i fosterhinder og smider om sig med entusiasme.

Personligt har jeg altid fundet den del af fødslen særligt makaber: som en slags, meget klam, blodig hånddukke, og min teori har delvist været, at det er noget de har gjort for at gøre gengæld, a la:”nu har jeg set op i dit blodige skridt i flere timer, så nu hævner jeg mig, ved at opføre blodigt show med kødklump”.

Det beroliger mig lidt, at nogle fødende åbenbart finder den slags smukt, for så er det nok grunden til at de gør så meget ud af det.
Selv har jeg aldrig forstået skønheden i sådan en, og her kommer grunden:

Mit første møde med en moderkage, var da jeg fødte mit første barn hjemme i stuen, for 13 år siden.
Jeg lå i sofaen med min knirkende nyfødte på maven, helt overrumplet over at der kom sådan en sag ud, og endnu mere overrumplet over hvor entusiastisk jordemoderen var omkring den.

Vi afviste høfligt at beholde den – den måtte de godt bare tage med sig til destruering – men det blev glemt, og da vi vågnede næste morgen, fandt vi en margretheskål i køkkenet, indeholdende en stor, klistret blodklump…

Ninjaman syntes vi bare skulle tyre den i skraldespanden, men jeg var hormonfyldt sentimental, og holdt på, at noget der havde næret vores fantastiske nye barn, ikke bare kunne blive tyret ud i en klam skraldespand.
Næ nej, når nu det var vi hang på blodklumpen, var vi nødt til at begrave den på romantisk vis, sammen med nogle blomsterløg eller et lille træ, som vi kunne se på og mindes denne smukke begivenhed.

Min mand syntes vist jeg var skør, men gik alligevel ud for at grave et hul. Desværre var det December og jorden var for frossen til at grave, så efter megen diskussion, blev vi enige om at smide den i en pose i fryseren, og vente på foråret.

Resten af vinteren brugte vi på at få chok når vi rodede efter gryderetter i fryseren, og endnu engang fik fat på moderkageposen – og så på at beundre hende her:
DSC_0253
Og så blev det endelig forår, og det blev tid til det smukke begravelsesritual.

Jeg havde købt tulipanløg til at plante sammen med den, og jeg sad med babyen på er tæppe, og beundrede hendes lækre far der gravede.

Han tog moderkagen ud af plastiposen, men den var begyndt at tø, og blod løb ned af hans arm – så istedet for højtideligt at sænke den ned i nygravet hul, tyrede han den derned OG efterfulgte den med en imponerende mængde opkast!

Det virkede lidt omsonst at plante noget som helst på romantisk vis i opkast/placenta-mix, så vi dækkede bare hullet til.

Efterfølgende har vi været meget omhyggelige med at få jordemødrene til at tage moderkager med – så snart de var færdige med blodig-hånddukke-show.

——-
Jeg fandt lige en hjemmeside, der viser hvordan man kan smøre maling på sin moderkage, og lave yndige tryk med den:
placenta
Selv tak.

05/26/15

Om slet skjult rod

Vi er ikke verdens største oprydningsfanatikere, men om 3 uger fylder jeg rundt, og har inviteret utroligt mange mennesker til havefest, og for at få plads (og fordi det ser pænere ud sådan), brugte vi hele lørdag på at sløjfe et stort bed i haven, og slæbe stauder og blomsterløg et andet sted hen.

Så da vi søndag skulle have gæster, havde ingen af os rigtigt energi til at rydde op indenfor, men der lignede virkeligt noget der var løgn, så vi aftalte med børnene at vi voksne ryddede lidt op nedenunder, mens de skulle støvsuge ovenpå, og rydde op, på hurtig-måden – altså den hvor man enten stabler rod på en nogenlunde pæn måde, eller dækker det til med et eller andet, så man ikke kan se det.

Gæsterne kom, solen skinnede, vi drak drinks i haven, og tanken om hvor semi-nydeligt huset var ryddet op, varmede.

Ind til jeg gik op ovenpå, og bemærkede pigernes oprydning af rodet på kommoden :

image

Sådan set en ok acceptabel oprydning, inden for hurtig-oprydningsgenren.

Bortset fra sedlen:

image

“Død mand, ikke røre!” står der.
Hvilket er smart, hvis man ikke vil have at gæster skal løfte dug, og se rodet – men knapt så smart, hvis man gerne vil foregive at man ikke er den slags familie, der dræber folk, og lader deres lig ligge ude i gangen…

03/14/15

Om aldersforskel

Ninjaman er på arbejdsweekend,så jeg var alene med fire pigebørn i dag, og mærkede tydeligt hvor stor forskel der er på dem i alder nu.

Virker ikke som så længe siden, at de allesammen var nogle små børnehavetrunter, der bare skulle have hjælp til at få tørret næser eller numser, og alle blev lykkelige, hvis jeg gad hjælpe med at bygge en playmobillandsby, eller smøre glimmer på en tegning, men lige pludselig har de fået meget forskellige behov.

Den ældste skulle til gallafest for 7-9 klasserne, og skulle have hjælp til at lægge en diskret makeup og øve sig i at danse i høje hæle; den næstældste havde besøg af veninde,og ville efterfølgende have råd til hvordan man tacklede fnidder i venindegruppen; den næstyngste ville have at jeg hørte på at hun læste højt for mig; og den lille ville gerne øve sig på at cykle, og bagefter skulle vi læse en bog om hvordan kroppen fungerede.

Da den fire årige nåede til den side med kønsdele i anatomi-bog, forklarede jeg pædagogisk, at det, som de i bogen kalder en “pung”, er det samme som vi kalder nosser. Eller klunker. Eller…
Og her stoppede hun mig, med et nedladende blik, og sætningen:”mor… Stop dig selv! Du er pinlig!”

Og pludselig virkede springet ikke så forfærdeligt stort, for den sætning har jeg bestemt hørt før – fra mundene af de ældre søstre…

02/18/15

Om fejlleverede sms’er

Beklager blog-stilstand – synes det virkelige liv er lidt barsk for tiden, og har derfor ikke rigtigt hjerneceller til overs til hyggeblogging…

Lige nu ligger jeg i mørket og putter mine tre mindstebørn,  mens jeg forsøgte at sms’e nuttet/forførende med min mand.

Problemet med mig og sms’er, er at jeg ofte tænker på at sende en SMS til en specifik person, og derefter skynder mig ind og sender den sms til den person jeg sidst smsede med – hvilket før har givet lidt sære reaktioner, når jeg har sendt noget til en hel forkert.

Slog dog alle rekorder i akavethed for fem minutter siden, med følgende sms – som jeg ville have sendt til min Ninjaman, men istedet fik sendt til min (kvindelige) ex-chef:

Top et, over sms’er, jeg ville ønske jeg havde sendt til den rette modtager:
“hey skat: hvor mange blowjobs skal du have, for at massere mine fødder om lidt?😁”

Har undskyldsforklaret over for chef i tre sms’er nu.
Hun har valgt ikke at svare.
(eller også har jeg sendt dem til en helt tredje?)

01/28/15

Om zen og lugt

Vi er efterhånden godt i gang med at pusle os på plads på de nye ekstra kvadratmeter, men mangler stadig at få lavet badeværelse – og DET glæder jeg mig til!

Et toilet er ikke helt nok til seks mennesker, har vi længe tænkt, og her forleden blev det meget tydeligt hvorfor.

Jeg kom hjem, efter en lang og utroligt hård dag på arbejdet, hvor jeg havde været i en meget grænseoverskridende situation, og var rystet.

Ungerne legede en voldsom ninja-leg i hele stuen, og deres lækre ninja-far lavede mad, og rådede mig til at snuppe et varmt bad eller et glas rødvin, til pulsen kom ned.

Jeg valgte at kombinere de ting: slukkede lyset i badeværelset, fyldte vand i ungernes lille badebalje,  og maste mig ned i den, med et glas rødvin i hånden.

Det hjalp.
Som jeg sad der i varmen og mørket, og fyldte en smule alkohol i blodet, kunne jeg mærke alle dagens spændinger lette.
Det var rart. Meget zenagtigt.

Så gik døren op, og første barn kom ud – for at skide.
Det lykkedes mig at holde fast i zen-ro, og ignorere lugten, og hun gik igen.

Så kom der et barn mere, og gentog toiletseancen.
Der blev det lidt sværere at føle sig helt afslappet – og da yngstebarnet væltede ud lige efter, og glad proklamerede :”det er dig der skal tørre mig om lidt, mor!” gav jeg op, og tog tøj på.

Mens jeg grinede indvendigt af hvor absurd det var, at forsøge at lave dybe vejrtrækninger, i et rum med tiltagende dårlig luft…

Og så gik jeg ned og var med i ninja-leg, som var noget med at kaste skumgummi på hinanden og råbe højt, og opdagede at den slags faktisk virkede mindst lige så afstressende.

Tror jeg springer direkte på den vilde leg næste gang så – eller krydser fingre for at vi snart kan få lavet det nye toilet færdigt!

12/15/14

Om at snuse julemanden i skridtet

Jeg kan ikke huske om jeg har blogget om det her før, men jeg kom lige i tanke om historien, så nu får i den altså alligevel. Det er faktisk et rigtigt nyttigt tip!

En weekend, da mit næstyngste var fire, var vi i et indkøbscenter, hvor en julemand gik rundt og delte slikkepinde ud.
Mine unger stod lidt og diskuterede om hvorvidt det nu var den rigtige ægte julemand, eller bare en der gav ham en hånd og var klædt ud: året før havde den julemand der besøgte os nemlig lignet deres onkel, Vildmarksdrengen, mistænkeligt meget.

Nå, men da julemanden kom forbi os, slog den næstyngste (der altid har været lidt reserveret) kærligt armene om ham, krammede hans ben og modtog glædestrålende sin slikkepind, fra den undrende julemand.

Da han var væk, smilede hun stolt og sagde:”det VAR den ægte!”
Mig: “hvordan ved du det – og hvorfor i alverden krammede du ham?”

Barn :”jeg krammede ham ikke – jeg snuste bare til hans numse, for at lugte om den lugtede af rensdyr, for så ved jeg om han har redet på et – og den lugtede vildt meget af rensdyr, så det VAR ham!”

Så hvis nu julemanden skulle finde på, at forsøge at tiltvinge sig adgang til jeres hjem juleaften, og I bliver i tvivl om det nu også ER den rigtige julemand, eller bare en klam copycat – kan I hermed kopiere denne idiotsikre metode til at finde ud af det: nærmer nogen i rødt tøj sig en skorsten – så stop dem, og snus dem i skridtet!

20141123-145805.jpg

11/18/14

Om kinder og klister

I morges havde jeg lidt for travlt til at læse i den bog jeg er i gang med for tiden (“Glasslottet” af Jennifer Wales, som er særdeles fremragende iøvrigt).

Istedet sad jeg og bladrede lidt i den 8 åriges matematikbog, og fandt denne tegneserie, som fik mig til at fnise kaffe op i næsen.

Beklager den dårlige billedkvalitet:

Pige keder sig, og overvejer hvad hun skal tage sig til

image

Så får hun en lys ide’: det kunne være sjovt at hive i sine egne kinder!

image

Hun hiver og hiver – de kan hives imponerende langt ud!:

image

Pigen er meget imponeret over sig selv, og de smidige kinder:

image

Men ak… Med et “Bang!” får hun revet begge kinder af!

image

Med tungen lige i munden, forsøger hun at sætte dem på igen

image

Der skal lim til…

image

Og lidt tape:

image

Men endelig sidder kinderne fast igen, og pigen er glad!

image

Glæden er dog kort. Hun blev snydt: kinderne røg af igen….

image

Heldigvis er hun en pige med masser af gåpåmod, så på sidste billede, ser man hende, med et tilfreds smil, og ansigt og kinder omviklet med masser af tape!

image

En fabelagtig historie, om kreativitet og handlekraft!
Jeg har smågrinet over den hele dagen, og er ret imponeret over hvor morsom et barn jeg har fået tryllet frem!

11/4/14

Om hektiskhed, søvnmangel, og forskellige niveauer af nøgenhed

Hele dagen i dag, har jeg gået rundt med overskriften til et blogindlæg, inde i mit hoved:”fem ting, dyr har stjålet fra mig”, skulle det have heddet.

Hvor godt det indlæg ville være blevet fandt jeg aldrig ud af, for dagen har været ualmindeligt hektisk i dag, og jeg har ikke kunnet samle ord nok sammen.

Min hjernekapacitet var i forvejen kraftigt reduceret, efter først en nat hvor jeg ikke kunne sove, efterfulgt af en nat, hvor tre af børnene havde mareridt på skift – smider man hektisk arbejdsdag oveni søvnmangels-puljen, og krydrer med en eftermiddag/aften hvor jeg var alene om at hente, affodre, lektielæse og putte unger fordi deres far var til sent møde, er der helt flatlinet inde i mit hoved.

Synes ellers det lød som en interessant overskrift!

Den eneste nye ting jeg har formået at lære i dag er denne: efterbrusebads-nøgenhed i stuen om morgenen, er en virkeligt dårlig ide’, når der bor to rare jyske håndværkere i en campingvogn lige foran vinduet….
Der skal de bo en måneds tid, mens de laver tømrerarbejdet – jeg tror vi alle tre krydser fingre for at det var første og eneste gang de behøvede se min bare røv!

De få sekunder af dagen, hvor jeg ikke har haft travlt, har jeg brugt på at være lidt misundelig.
Maren
Hendes helt utroligt fine nye graphic novel:”den lyse side” udkommer i morgen, og hun livetegner her i den forbindelse.

20141104-211422.jpg
Det er ikke hverken hendes (velfortjente) succes eller dygtighed generelt jeg er misundelig på: det er det faktum at hun har et job, hvor hun kan kræve at have en nøgen, mandlig ukulelespiller stående ved siden af sig, mens hun præsterer.

Jeg synes at lige den del, er så overdrevent blæret, og hele dagen har jeg overvejet at gå til min chef, og overbevise ham om hvor meget bedre JEG ville præstere, på sådan en hektisk dag, hvis jeg var fulgt af en nøgen ukulelespiller – eller hvor meget hurtigere og bedre jeg ville have varmet den tomatsuppe til mine børn her til aften, hvis bare jeg var blevet inspireret af ukulele-toner imens.

I stedet må jeg nøjes med at glæde mig til i morgen – ses vi?

20141104-211431.jpg
En eftertanke: måske kunne jeg hyre ham som underholdningstrøst til de traumatiserede håndværkere?